tirsdag den 24. juli 2007

Cambodia

Cambodia har været en meget stor oplevelse for mig!

Jeg er desuden super glad for, at jeg har set mere af landet end bare Siem Reap og Angkor Wat. Mere end 2/3 af de turister der kommer til Cambodia ser kun Siem Reap - og det er ærgeligt, for landet er så meget mere end det... og havde faktisk mere at byde på, end jeg havde forventet!

Jeg havde frygtet lidt for Phnom Penh, men blev glædelig overrasket! Byen er faktisk meget hyggelig, selvom den og resten af landet har en grum historie. Det var hårdt at se The Killing Fields og S-21, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Sihanoukville var som "strandoplevelse" lidt en skuffelse pga. regnen, mens Battambang viste mig en mere "ægte" side af Cambodia. Siem Reap og Angkor Wat (& co) var selvfølgelig den helt store oplevelse - og noget jeg altid vil huske!

Noget af det første folk nævner når man siger Cambodia — udover Angkor Wat, selvfølgelig — er de forfærdelige veje i landet!!! Det er nu faktisk ikke så slemt idag, ihvertfald ikke på visse af hovedstrækningerne, som nu er i udemærket stand. Vejen fra Sihanoukville til Phnom Penh og videre til enten Battambang eller Siem Reap er i fortrinlig form i øjeblikket — mens strækningen fra Battambang til Siem Reap, og ikke mindst fra Siem Reap til Poipet ved grænsen til Thailand er en joke! Men meget mere om det i næste indlæg. Nu gælder det så en lille smuttur igennem Thailand, så jeg kan komme ind i Laos ved Savannakhet...

Som altid kan du se min rute gennem landet på kortet...