fredag den 4. august 2017

Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Kuala Lumpur gik vi ud til de blå taxaer der kører på taxameter. Man skulle dog først lige købe en billet til tre kroner der giver én lov til at tage med disse taxaer. Om det skal dække parkeringen i lufthavnen skal jeg lade være usagt, men klokken 01 om natten diskuterer man ikke om 2 x 3 kroner! De blå taxaer er lidt større end de røde 'budget' taxaer, og den ekstra plads er rar at have på en lang køretur. KLIA lufthavnen ligger næsten 60 km. fra downtown Kuala Lumpur, men der var heldigvis ikke meget trafik om natten, og slet ikke på de lange stræk på betalingsmotorvejen. Det var ubetinget turens dyreste taxatur, da vi kom af med 300 kr. pr. taxa. Vi havde som sagt også kørt næsten 60 km. - så det var jo ikke urimeligt. Vi blev sat af ved Chinatown Boutique Hotel, hvor vi også boede da vi sidst var i Kuala Lumpur i 2013. Vi fik vores værelser, og Robert orkede endda at gå på McDonald's og spise 'aftensmad' omkring kl. 02.30 - og det var så dér at han opdagede at han ikke længere havde sit VISA/Dankort. Ved at tænke tilbage, kom vi frem til at han nok havde ladet det sidde i en hæveautomat på Gili Trawangan, for i den del af verden er det ikke en selvfølge at kortet bliver spyttet ud igen automatisk når man har hævet. Tit skal man selv aktivt bede om det, og i forvirringen har han nok glemt det. Nå, men det så nu ikke ud til at der var blevet hævet på det, så han fik det spærret og skrev en besked til banken om at få et nyt. Endelig kunne vi gå i seng efter en meget lang rejsedag på 15 timer.

Onsdag havde vi aftalt at gå ud og spise morgenmad kl. 11, og så finde ud af hvad vi skulle se i KL. Vi satte GPS kursen mod en Subway restaurant i Chinatown, men den fandtes åbenbart ikke længere. Videre til den næste på listen, som vi omsider fandt... dog med en del besvær. Den lå nemlig ikke liiige helt hvor Google Maps sagde den skulle ligge, men det lykkedes at finde den til sidst. Kuala Lumpur er ikke en oplagt by til gåture, da der - udover varmen og meterhøje kantsten - er rigtigt mange veje der går over eller under andre, mange fodgængerbroer eller tunneller, og generelt meget få veje der bare går ligeud - så det kan være svært at få et overblik over hvor man skal hen, og ikke mindst hvordan man kommer dertil. Anne gik tilbage til hotellet med en sandwich til Emma, der var blevet hjemme fordi hun havde det skidt. Vi andre satte kursen mod metroen og kørte til enkelt stop til Pasar Seni, som er det tætteste stop på Masjid Negara der er Malaysias Nationalmoské. Selvom der i fugleflugt ikke var så langt, så tog det alligevel noget tid at finde derover, blot for at konstatere at den nu var lukket for 'non-muslim tourists'. Vi fik noget at drikke og overvejede hvad vi skulle gøre. Nu var vi kommet så langt, så vi besluttede at gå ned på den gamle banegård, og se om vi ikke kunne slå en times tid ihjel dér. Vi fandt en restaurant og bestilte lidt at drikke, men da vi forsøgte at fordrive tiden med lidt kortspil blev vi straks stoppet - så i stedet sad vi bare og snakkede lidt. Da moskéen igen åbnede for turister kl. 15 var vi klar i køen, og vi blev iført fine lilla kapper. Efter besøget tog vi en taxa tilbage til hotellet. Her fik vi besked om at vores fly til London ville afgå senere end planlagt, og at det ville betyde at vi fik svært ved at nå vores fly til København.

Om aftenen tog vi metroen til KLCC og Petronas Twin Towers. Vi havde hjemmefra booket billet til Skybridgen og observationsdækket på 86. etage. Nu er Kuala Lumpur jo ikke ligefrem New York eller London, men det er altid flot at se en storby oppefra - specielt om aftenen med lys på. Det var dog ikke rigtigt til at tage billeder deroppe, dertil var der alt for meget lys og genskær i ruderne. Vi tog tilbage til hotellet og fik noget aftensmad.

Da flyet til London jo var blevet forsinket nogle timer, kunne vi nøjes med at tage fra hotellet kl. 8. Vi tog et par taxaer til KL Sentral, hvor man kan checke ind på sit fly med Malaysia Airlines. Efter det var gjort tog vi KLIA Ekspres toget til lufthavnen. Det tager kun 28 min. og er klart den hurtigste måde at komme fra centrum af Kuala Lumpur til lufthavnen. Da vi jo allerede var checket ind kunne vi i ro og mag få noget morgenmad - på Burger King :-)

Vi kom ombord på Malaysia Airlines A380'eren, men der var lidt palaver inden vi kunne komme afsted. Der var kun ganske få ledige sæder ombord, men heldet var i den grad med os. Der var problemer med nogle af skærmene, og et par flyttede ned til nogle andre pladser bag i flyet. Det gjorde at de to der sad ved siden af mig kunne flytte op på de pladser, så den familie på tre der rejste sammen, også kom til at sidde ved siden af hinanden. I sidste ende betød det, at på de tre rækker hvor vi havde to sæder på hver række, pludselig endte op med et tomt sæde imellem, så vi reelt havde 1½ sæde hver. Fantastisk på en 13 timer lang flyvetur! Udturen var gået rimelig godt, men der fløj vi også om natten. Denne gang var det om dagen, og det var svært at finde ro til at sove. Grædende børn hjalp så heller ikke på situationen...

Ved ankomsten til London fik vi besked om at vi var blevet ombooket til British Airways flyet fredag morgen kl. 07.05 - og at vi var ventet på lufthavnshotellet Premier Inn. Når det nu skulle være, så var det rart at vi ikke skulle bruge en time hver vej til London centrum, men at vi kunne blive i Heathrow. Efter vi havde fået vores værelser gik vi ned i restauranten for at få aftensmad. Her måtte vi så igennem en mindre diskussion for at få lov til at drikke Coca Cola til maden fremfor Pepsi. Lige der knækkede filmen en smule for mig, men det lykkedes os nu at få det vi gerne ville have.

Kl. 05 fredag morgen kunne vi så gå tilbage til terminalen og checke ind på flyet til København. Hjemturen forløb uden bemærkninger, og kl. 09.30 satte flyet hjulene på landingsbanen i Kastrup. Ved bagagebåndet dukkede kuffert nr. 1, 2, 3, 4 og 5 op - men den 6. (min) kom aldrig. Efter en henvendelse til handlings selskabet fandt de ud af at den stadig var i London. Den endte med at blive efterleveret søndag :-)

Det har været en dejlig måned, og jeg vil gerne sige en stor tak til mine rejsefæller. I starten var jeg pænt træt, og det var rart at kunne slappe helt af. Senere på turen var jeg lidt skidt i en periode, så jeg har ikke været helt så deltagende som jeg kunne ønske. Men batterierne er i hvert fald blevet ladet op, og sammen med mange gode oplevelser er det jo netop dét ferie handler om!

onsdag den 2. august 2017

Nusa Penida

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Nusa Lembongan var en hård omgang! Ikke fordi det på nogen måde var farligt, men båden ramte bølgerne hårdt, og det gav nogle gevaldige stød. Der var i hvert fald en halv times tid hvor det føltes som ren tortur. Men vi klarede den, og nåede frem til Nusa Lembongan. Her blev vi sat af på stranden, og med i billetten var en tur med tuk-tuk tværs over øen til Yellow Bridge. Herfra skulle vi kunne få en lille lokalbåd til at sejle os det sidste stykke til Nusa Penida. Det viste sig så at være lidt mere besværligt end vi havde håbet på, men kl. 18 sejlede vi endelig det sidste stykke. Det tog kun et kvarters tid, og vi blev sat af på stranden ved Toyapakeh. Herfra blev vi fragtet det sidste stykke til vores hotel med tuk-tuk og et par motorcykler - og endelig nåede vi frem til Hotel Arsa Santhi. Vi fik vores værelser, og stedet var virkelig pænt og nyt. Der blev hentet aftensmad fra en lokal restaurant lidt nede af gaden, og for 117. gang stod den på Nasi Goreng med kylling... og det smagte nu også fint :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)

Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)

Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.

Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.

Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.