(Klik på billedet for adgang til albummet)
Normalt bor vi på Rambuttri Village Inn når vi er i Bangkok, men for at være ærlig så er det efterhånden ved at være for dyrt. Indrømmet, det ligger det helt rigtige sted, men værelserne med køleskab koster 400 kr. i døgnet uden morgenmad og det er i overkanten. Så Robert og jeg havde fundet en anden mulighed, men stadig på Soi Rambuttri. Jennifer skulle selvfølgelig have muligheden for at opleve Khao San Road, så denne gang blev det altså Sleep Withinn. Vores værelse var fint nok, og der var de ting der skulle være: Aircon, køleskab, safetybox, wifi og badeværelse. Sidstnævnte godt nok kun adskilt fra soveværelset med en glasskydedør, men det er ok. Vigtigere var det at sengen var behagelig og ikke som et hårdt bræt. Der er en lille pool på taget, og den er fin til en hurtig dukkert efter en dag i byen. Vi gik ud og fik noget mad på Center Khao San, inden vi var en tur i poolen. Om aftenen var vi på et par barer på Khao San Road, inden min gode ven besluttede at fortælle Jennifer om Patpong kvarteret og deres legendariske ping-pong-show 😛
Sidst jeg var der var med Anne og mine niecer, og jeg havde sådan set ingen planer om at skulle se det igen. Primært fordi det er ligeså ophidsende som en tur til tandlægen, og det krævede en halv times tur med taxa bare for at komme dertil. Den "løste" Robert så elegant ved at foreslå at vi da bare kunne tage en tuk-tuk, velvidende at jeg bare ikke magter at køre i tuk-tuk i Bangkok... så tak røv! Jennifer ville bare rigtigt gerne opleve det, så til sidst sagde jeg OK - så lad os gøre det. Robert kunne næsten ikke holde op med at grine, men han skulle selvfølgelig heller ikke med. Vi kom ind i en tuk-tuk, men kørte kun ca. 100 meter før han prøvede at tage røven på os. Så i stedet tog vi en taxa - og den kostede (selvfølgelig) kun 1/5 af hvad tuk-tuk'en havde forlangt. Vi fandt en bar med ping-pong-show, betalte 300B i entré (inkl. en øl) og satte os til rette i sofaen. Det var så dér det gik op for mig, at ud af måske 200 steder i Patpong havde vi begivet os ind på den selv samme bar som jeg var på med familien dengang, og hvordan var det nu lige det gik da vi skulle forlade stedet igen? 😟
Nå, men vi sad der vel i godt tre kvarter, og kunne se pigerne skyde med bordtennisbolde og dartpile, fjerne kapslerne fra glasflasker og alskens andre tricks - alt sammen kun ved brug af... ja, gæt selv! Jeg havde advaret Jennifer om at det måske ikke var det mest spændende, og det gav hun mig da også ret i. Men nu har hun set det, og vi slap da ud denne gang uden at blive præsenteret for en kæmpe regning. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg kunne sende Robert en besked der lød noget i stil med: F*** dig! 😆
Torsdag blev brugt på klassisk sightseeing i Bangkok. Vi sejlede på Chao Phraya floden til Wat Arun, morgengryets tempel. Vi måtte leje en sarong til Jennifer, da man jo (som kvinde) skal have dækket både skuldre og knæ. Der var ingen problemer for Robert og jeg, men godt vi ikke skulle dækkes af mere tøj da det var pænt varmt. Vi sejlede videre forbi Hilton og de andre store hoteller, før vi tog Skytrain til MBK Centret. Her spiste vi frokost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem til hotellet. Eftermiddagen brugte Jennifer og jeg på at snakke, for hun skulle flyve hjem samme aften. Vi spiste alle tre aftensmad på gaden, før Jennifer og jeg tog en taxa til lufthavnen. Jeg kan simpelthen ikke blive enig med mig selv om der er lavet noget om med vejene i Bangkok, men jeg synes vi meget hurtigt kom til lufthavnen - og 261B for turen er i hvert fald billigt. Jennifer blev tjekket ind på Air Philippines flyet til Cebu, og så manglede "kun" den store farvel-scene. Vi havde dog snakket om, at det selvfølgelig ikke var farvel, men på gensyn - og efter at have siddet i lufthavnen lidt, var det tid til at hun skulle afsted. Det er sjovt at man kan blive så påvirket af at se en person forsvinde, som man kun har tilbragt en uge sammen med, men det var ikke desto mindre sagen for mig. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg sjældent bliver rigtigt ramt af Amors pil, og der går lang tid imellem at jeg møder én jeg kan forestille mig at blive gammel sammen med. Men der er bare noget helt specielt ved Jennifer 💓
Jeg tog tilbage til hotellet, og havde allerede flyttet mine ting ind på Roberts værelse da Jennifer og jeg tjekkede ud tidligere. Så det var også ham jeg vågnede op sammen med morgenen efter... d. 14. februar på Valentins Dag. Ikke helt hvad jeg kunne have ønsket, men det var sådan det var denne gang. Vi tilbragte dagen primært på værelset, men var da ude et par gange og få noget at spise. Jennifer var kommet godt hjem til Cebu, så nu manglede vi bare at komme hjem. Det havde så vist sig at være et større problem end godt er, for vi skulle jo have været med Air China hjem over Beijing. Først havde vi fået ændret billetterne så vi ikke skulle flyve fra Manila, men derimod fra Bangkok. Men det krævede stadig en mellemlanding på 20 timer i Beijing. Air China stillede gratis et hotelværelse til vores rådighed, men det er stadig lang tid at være i et land der er så plaget af Corona-virus. UM frarådede på dette tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser til Kina, og vores forsikringsselskab var heldigvis lydhør overfor problematikken. Anne havde haft gang i en masse mennesker i Danmark, ligesom Emma også havde hjulpet med at trække i nogle tråde. For at gøre en lang historie kort, så indvilgede Alka i at betale for nye flybilletter hjem, så vi ikke skulle over Beijing. Det blev i stedet med Finnair over Helsinki, og det betød afgang lørdag morgen. Som en bonus kom vi så hjem et halvt døgn tidligere, da mellemlandigen her var 40 min. i stedet for 20 timer 😊
Det vigtigste var dog at vi slap for Kina, men derfor var vi nu ikke ligefrem glade da vi gik i seng fredag. Jeg savnede Jennifer, og Robert havde store problemer med sin Macbook som han ikke kunne starte. Det var dog bare begyndelsen på et skidt døgn for ham. For lørdag morgen tjekkede vi ud fra hotellet kl. 6, og satte os ind i en taxa. Her finder han så ud af at han mangler sin telefon. Tilbage og tjekke på værelset, men desværre uden held. Vi forsøger med 'Find min Android', men den siger bare at telefonen sidst er set på hotellet 5 min. før vi gik ned i receptionen - og det vidste vi jo godt. Til sidst måtte vi give op og tage en taxa til lufthavnen. Hjemturen gik fint med Finnairs A350 fly, og det var første gang at vi fløj med den flytype. Der var rimeligt med plads ombord, maden var glimrende, og det er med længder den bedste skærm og entertainment-system jeg nogensinde har oplevet. Turen til Helsinki tog i underkanten af 11 timer, og desværre uden ekstra sæder da flyet var helt fuldt. Vores mellemlanding i Helsinki var lidt fortravlet, da vi både skulle igennem security-check, paskontrol og immigration før vi kunne gå mod gaten og direkte ombord på flyet til København. Det betød også at Robert ikke nåede at ryge, hvilket selvfølgelig heller ikke hjalp på humøret. Det blev så bestemt ikke bedre, da vores bagage ikke kom på båndet i Kastrup, og efter en times tid fik vi konstateret at den stadig var i Finland, sammen med 700 andre stykker bagage. Til sidst lykkedes det os at komme ud af lufthavnen, og Robert fik endelig lov at ryge - hvilket hjalp noget på humøret. Bent hentede os og kørte mig hjem først, og dagen efter blev vores bagage efterleveret, så det var fint nok.
Det har på alle måder været en mindeværdig ferie! Starten var god, og det var sjovt at prøve en live-aboard dykkertur, også selvom vores forventninger var større til Similan øerne. Khao Lak var et fint sted, som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Hele misæren med opholdet i Kina og den forbandede Corona-virus har selvfølgelig fyldt meget, men vi har stadig formået at få så meget ud af turen som muligt. Nu venter et efterspil med forsikringen, for at finde ud af om de dækker nogle af vores ekstraudgifter til fly og hoteller, da vi jo ikke fik lov at tage til Filippinerne. Til gengæld har jeg mødt Jennifer, og alene af den grund har det selvfølgelig været den bedste ferie! 💓
Sidst jeg var der var med Anne og mine niecer, og jeg havde sådan set ingen planer om at skulle se det igen. Primært fordi det er ligeså ophidsende som en tur til tandlægen, og det krævede en halv times tur med taxa bare for at komme dertil. Den "løste" Robert så elegant ved at foreslå at vi da bare kunne tage en tuk-tuk, velvidende at jeg bare ikke magter at køre i tuk-tuk i Bangkok... så tak røv! Jennifer ville bare rigtigt gerne opleve det, så til sidst sagde jeg OK - så lad os gøre det. Robert kunne næsten ikke holde op med at grine, men han skulle selvfølgelig heller ikke med. Vi kom ind i en tuk-tuk, men kørte kun ca. 100 meter før han prøvede at tage røven på os. Så i stedet tog vi en taxa - og den kostede (selvfølgelig) kun 1/5 af hvad tuk-tuk'en havde forlangt. Vi fandt en bar med ping-pong-show, betalte 300B i entré (inkl. en øl) og satte os til rette i sofaen. Det var så dér det gik op for mig, at ud af måske 200 steder i Patpong havde vi begivet os ind på den selv samme bar som jeg var på med familien dengang, og hvordan var det nu lige det gik da vi skulle forlade stedet igen? 😟
Nå, men vi sad der vel i godt tre kvarter, og kunne se pigerne skyde med bordtennisbolde og dartpile, fjerne kapslerne fra glasflasker og alskens andre tricks - alt sammen kun ved brug af... ja, gæt selv! Jeg havde advaret Jennifer om at det måske ikke var det mest spændende, og det gav hun mig da også ret i. Men nu har hun set det, og vi slap da ud denne gang uden at blive præsenteret for en kæmpe regning. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg kunne sende Robert en besked der lød noget i stil med: F*** dig! 😆
Torsdag blev brugt på klassisk sightseeing i Bangkok. Vi sejlede på Chao Phraya floden til Wat Arun, morgengryets tempel. Vi måtte leje en sarong til Jennifer, da man jo (som kvinde) skal have dækket både skuldre og knæ. Der var ingen problemer for Robert og jeg, men godt vi ikke skulle dækkes af mere tøj da det var pænt varmt. Vi sejlede videre forbi Hilton og de andre store hoteller, før vi tog Skytrain til MBK Centret. Her spiste vi frokost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem til hotellet. Eftermiddagen brugte Jennifer og jeg på at snakke, for hun skulle flyve hjem samme aften. Vi spiste alle tre aftensmad på gaden, før Jennifer og jeg tog en taxa til lufthavnen. Jeg kan simpelthen ikke blive enig med mig selv om der er lavet noget om med vejene i Bangkok, men jeg synes vi meget hurtigt kom til lufthavnen - og 261B for turen er i hvert fald billigt. Jennifer blev tjekket ind på Air Philippines flyet til Cebu, og så manglede "kun" den store farvel-scene. Vi havde dog snakket om, at det selvfølgelig ikke var farvel, men på gensyn - og efter at have siddet i lufthavnen lidt, var det tid til at hun skulle afsted. Det er sjovt at man kan blive så påvirket af at se en person forsvinde, som man kun har tilbragt en uge sammen med, men det var ikke desto mindre sagen for mig. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg sjældent bliver rigtigt ramt af Amors pil, og der går lang tid imellem at jeg møder én jeg kan forestille mig at blive gammel sammen med. Men der er bare noget helt specielt ved Jennifer 💓
Jeg tog tilbage til hotellet, og havde allerede flyttet mine ting ind på Roberts værelse da Jennifer og jeg tjekkede ud tidligere. Så det var også ham jeg vågnede op sammen med morgenen efter... d. 14. februar på Valentins Dag. Ikke helt hvad jeg kunne have ønsket, men det var sådan det var denne gang. Vi tilbragte dagen primært på værelset, men var da ude et par gange og få noget at spise. Jennifer var kommet godt hjem til Cebu, så nu manglede vi bare at komme hjem. Det havde så vist sig at være et større problem end godt er, for vi skulle jo have været med Air China hjem over Beijing. Først havde vi fået ændret billetterne så vi ikke skulle flyve fra Manila, men derimod fra Bangkok. Men det krævede stadig en mellemlanding på 20 timer i Beijing. Air China stillede gratis et hotelværelse til vores rådighed, men det er stadig lang tid at være i et land der er så plaget af Corona-virus. UM frarådede på dette tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser til Kina, og vores forsikringsselskab var heldigvis lydhør overfor problematikken. Anne havde haft gang i en masse mennesker i Danmark, ligesom Emma også havde hjulpet med at trække i nogle tråde. For at gøre en lang historie kort, så indvilgede Alka i at betale for nye flybilletter hjem, så vi ikke skulle over Beijing. Det blev i stedet med Finnair over Helsinki, og det betød afgang lørdag morgen. Som en bonus kom vi så hjem et halvt døgn tidligere, da mellemlandigen her var 40 min. i stedet for 20 timer 😊
Det vigtigste var dog at vi slap for Kina, men derfor var vi nu ikke ligefrem glade da vi gik i seng fredag. Jeg savnede Jennifer, og Robert havde store problemer med sin Macbook som han ikke kunne starte. Det var dog bare begyndelsen på et skidt døgn for ham. For lørdag morgen tjekkede vi ud fra hotellet kl. 6, og satte os ind i en taxa. Her finder han så ud af at han mangler sin telefon. Tilbage og tjekke på værelset, men desværre uden held. Vi forsøger med 'Find min Android', men den siger bare at telefonen sidst er set på hotellet 5 min. før vi gik ned i receptionen - og det vidste vi jo godt. Til sidst måtte vi give op og tage en taxa til lufthavnen. Hjemturen gik fint med Finnairs A350 fly, og det var første gang at vi fløj med den flytype. Der var rimeligt med plads ombord, maden var glimrende, og det er med længder den bedste skærm og entertainment-system jeg nogensinde har oplevet. Turen til Helsinki tog i underkanten af 11 timer, og desværre uden ekstra sæder da flyet var helt fuldt. Vores mellemlanding i Helsinki var lidt fortravlet, da vi både skulle igennem security-check, paskontrol og immigration før vi kunne gå mod gaten og direkte ombord på flyet til København. Det betød også at Robert ikke nåede at ryge, hvilket selvfølgelig heller ikke hjalp på humøret. Det blev så bestemt ikke bedre, da vores bagage ikke kom på båndet i Kastrup, og efter en times tid fik vi konstateret at den stadig var i Finland, sammen med 700 andre stykker bagage. Til sidst lykkedes det os at komme ud af lufthavnen, og Robert fik endelig lov at ryge - hvilket hjalp noget på humøret. Bent hentede os og kørte mig hjem først, og dagen efter blev vores bagage efterleveret, så det var fint nok.
Det har på alle måder været en mindeværdig ferie! Starten var god, og det var sjovt at prøve en live-aboard dykkertur, også selvom vores forventninger var større til Similan øerne. Khao Lak var et fint sted, som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Hele misæren med opholdet i Kina og den forbandede Corona-virus har selvfølgelig fyldt meget, men vi har stadig formået at få så meget ud af turen som muligt. Nu venter et efterspil med forsikringen, for at finde ud af om de dækker nogle af vores ekstraudgifter til fly og hoteller, da vi jo ikke fik lov at tage til Filippinerne. Til gengæld har jeg mødt Jennifer, og alene af den grund har det selvfølgelig været den bedste ferie! 💓