(Klik på billedet for adgang til albummet)
Mit europæiske eventyr fortsætter mod øst, så efter
Makedonien, Rumænien og Moldova var turen denne gang kommet til Georgien. Wizz
Air er begyndt at flyve til landets næststørste by Kutaisi, og jeg havde booket
billetter til bare 220 kr. t/r. På en kort weekendtur kan jeg godt undvære indtjekket bagage, så det må siges at være imponerende billigt,
specielt i betragtning af at flyveturen tager godt fire timer hver vej. Fredag morgen d. 1. november fløj jeg fra Kastrup og landede i Kutaisi omkring
kl. 16 lokal tid. Georgien ligger hele tre tidszoner foran Danmark. Lufthavnen
er meget moderne, men også ret lille. Det er næsten kun Wizz Air der flyver
dertil, så der letter i snit ca. 6 fly om dagen. Ved ankomsten fik jeg mit
stempel i passet, og gik ud til Georgian Bus’ lille stand i ankomsthallen.
Hjemmefra havde jeg booket transport fra lufthavnen til mit hotel, og de tilbyder
dør-til-dør service med minibus for 5 lari (ca. 12 kr.) Jeg blev gennet op i en
minibus sammen med fem andre, og så gik det ellers afsted mod byen der ligger
ca. 20 km. fra lufthavnen. Allerede her fik jeg en indikation på hvordan det
ville gå sprogmæssigt, da chaufføren ikke kendte ét eneste hotel – og heller
ikke forstod nogle af de adresser han fik oplyst. Så resultatet var at folk sad med
deres mobiler og brugte gps’en til at finde frem til deres overnatningssted, og så langt så godt! Jeg havde valgt at booke et relativt dyrt sted i byen… til knapt 80
kr. i døgnet. Folk gav det rigtigt gode anmeldelser, men angav også at det
kunne være noget svært at finde! Adressen findes tilsyneladende ikke, der er ingen gadeskilte, markeringen er helt forkert på Google Maps, og hotellet har i øvrigt ingen skiltning overhovedet. Det tog mig også lidt tid at lokalisere
stedet, finde en port så man kunne komme ind i baggården, op af en trappe og ind
i en noget tvivlsom bygning. Indenfor er stedet nu ganske nyt og pænt, selvom
betegnelsen hotel måske er at stramme den lidt. Receptionen er et simpelt
skrivebord med en bærbar computer, og damen der styrer stedet kan ikke ét
eneste ord på engelsk! Men vi kom da igennem indskrivningen, og hun viste mig
det lille køkken hvor man kan lave kaffe og bruge køleskabet, før hun viste mig
mit værelse. Det var udstyret med to senge med skønne madrasser, tv, aircon og
et badeværelse med masser af tryk på det varme vand. Således opmuntret begav
jeg mig ud for at finde noget aftensmad. Jeg bor simpelthen lige i centrum kun
300 meter fra Colchis Fountain. Da jeg gik lidt rundt, fik jeg et flashback fra
ankomsten til Chisinau i Moldova, for ligesom dér var Kutaisi også rimelig død
sådan en fredag aften. Men det varme lys fra McDonald’s skinnede mig i møde, så
jeg besluttede at spise der. Som referencepunkt koster en stor Big Mac menu ca.
25 kr. Efter jeg havde spist mig mæt, gik jeg en tur rundt omkring inden jeg
købte lidt drikkevarer som jeg tog med hjem på hotellet. Der var overraskende
hurtigt internet på Chveni Qalagi, så jeg skypede lige med Anne inden jeg lagde
mig til at sove.
Først havde jeg dog lige givet mig selv et dummeslag eller
to og det kræver vel en nærmere forklaring?! Da vi 14 dage tidligere var i Rom
havde jeg ikke taget de rigtige kabler med til min mobil. Jeg har lige købt ny
telefon som bruger USB-C til opladning, hvorimod min gamle telefon samt min
powerbank bruger micro-USB. Jeg havde skam været så kløgtig at tage hele tre
kabler med af den nye slags, men ikke ét eneste til at oplade min powerbank.
Normalt er det ikke et problem når man har en Android telefon, for batteriet
holder bare væsentlig længere end iPhones. Men når man nu på en ferie bruger mobilen som navigation og kamera, så er det rart at kunne oplade mobilen via en powerbank. Jeg fik løst
situationen i Rom ved at købe (endnu et) micro-USB kabel, og det sad åbenbart i
mig til denne tur. For nu havde jeg hele tre kabler med til at oplade min
powerbank, men til gengæld ingen til at forbinde med telefonen. Dæleme flot
gået! 😏
Jeg vågnede allerede ved 6-tiden lørdag morgen, og trak
hurtigt i tøjet og gik en tur. Jeg håbede at finde en bager eller lignende hvor
jeg kunne købe noget morgenmad, men bortset fra et par supermarkeder var der
ikke noget åbent, og deres beskedne udvalg af brød var i den grad ligegyldig. De
eneste mennesker jeg ellers så var gadefejere der gik rundt i regnen og fejede
våde blade sammen. Jeg kiggede selvfølgelig også efter et kabel til min
telefon, men forgæves. Jeg stoppede lige ind på markedet der var ved at åbne,
så jeg købte et par bananer og noget jeg troede var ferskner. Det var det så
ikke… 😆
Efter et par timers søvn tog jeg et varmt bad og begav mig
ud i regnvejret ved 9-tiden. I biksen rundt om hjørnet fik jeg købt et kabel
til mobilen, og så kunne jeg med sindsro begive mig ud i byen. Jeg fik lidt
hurtig morgenmad i en ’hole-in-the-wall’ biks før jeg gik gennem parken til
springvandet. Jeg vidste godt at Kutaisi ikke er proppet med store
seværdigheder eller spændende museer, men så må man jo se dét der er. Byens centrum er meget kompakt så det er
nemt nok at gå rundt. Der kører enkelte bybusser, samt en hel del marshrutka
minibusser. De kører af forudbestemte ruter, men det er svært for turister at
bruge dem, for du kan ikke finde nogle oversigter over ruter på engelsk. Men
hvis du ved hvilket nummer du skal med - og hvorfra den kører – så er de den
billigste måde at komme rundt på. Jeg gik en del rundt, og det var forbavsende
tidligt at jeg fik en besked om at dagens mål på 10.000 skridt var nået. Jeg
tog med den lille (og noget skræmmende) kabelbane over floden op til en lille
forlystelsespark. Jeg snakkede med en svensker fra Malmø, som i de senere år har
taget lidt den samme tur længere og længere mod øst takket være Wizzair. Vi gik
rundt i den lille forlystelsespark der så noget forfalden ud, men tingene kørte
altså når der var kunder, men jeg skulle ikke lige op i det rustne pariserhjul.
Der var også en del hunde, som man faktisk ser overalt i byen. Nogle er
tagget med et gult skilt i øret, og det skulle være tegn på at de var blevet
vaccineret, men mange af dem var uden tegn – og de så godt nok ret sølle ud. Vi
tog med kabelbanen ned igen og selvom turen kun tager nogle minutter, så sad
jeg med en noget grim følelse over de gamle vogne og slidte kabler. Det
holdt heldigvis, men jeg var rimelig glad for at blive lukket ud af vognen igen. Desværre
var vejret ikke så godt, og et par gange søgte jeg ind på en café for at få ly
for regnen og noget at spise og drikke.
Jeg gik også op til Bagrati katedralen der ligger lige nord
for springvandet, med en god udsigt over Kutaisi. Turen derop er kun godt
halvanden kilometer, men til gengæld er det noget stejlt op ad bakke. Undervejs
passerer man Rioni floden via den gamle kædebro. Da jeg var tæt på toppen blev
jeg indhentet af svenskeren, så vi slog følgeskab resten af vejen. Katedralen er
relativt simpelt indrettet, men der var en hyggelig stemning derinde hvor der
blev afholdt en slags gudstjeneste med et lille kor. Vi aftalte at mødes til
aftensmad dagen efter og jeg begav mig ned igen. Nede i byen fandt jeg en lille
restaurant hvor jeg spiste aftensmad. Jeg aner ikke hvad jeg fik, men det var
noget kød i en slags sovs – og det var både velsmagende og billigt.
Søndag vågnede jeg op til det mest fantastiske vejr, så jeg
startede med at gå ned til springvandet så jeg kunne få et par pæne billeder. Jeg
gik også over White Bridge til et stoppested på den anden side af floden.
Herfra tog jeg en marshrutka de ca. 12 km. til byen Tskaltubo. Turen tog 25
minutter og kostede bare 1,20 lari. Når folk skal med så giver man bare tegn
når minibussen kommer, og så hopper man ind og finder et sted at sidde – ellers
er der ca. 10 ståpladser i højre side tæt på døren. Når man skal af giver man
bare besked til chaufføren og betaler prisen for turen inden man hopper ud
igen. Tskaltubo blev brugt som rekreationsby under Stalin, og er i dag fyldt
med forladte bygninger fra den tid. Jeg har på nettet set en del fantastiske
billeder af sanatorier og badehuse, og havde glæder mig til at snuse
rundt i disse forladte bygninger. Desværre er mange af stederne nu blevet hegnet ind, og det ser ud som om det er gjort for ganske nylig. Om det er fordi
man er trætte af folk på jagt efter billeder af ’abandoned places’ eller fordi man er nervøs for om de styrter sammen, skal jeg lade være usagt. Men jeg
fik bla. set det forladte badehus nr. 8 inde i en park og det var en spændende
oplevelse. Jeg brugte i alt tre timers tid i byen, og jeg havde håbet at der var mere at se. Jeg fik vinket en marshrutka ind til
siden og kom på den måde tilbage til Kutaisi.
Jeg nåede tilbage til mit hotel og fik benene op i en times
tid før jeg mødtes med svenskeren på en lille hyggelig restaurant ved navn
Palaty. Her fik vi lidt spændende mad og udvekslede flere rejsehistorier før vi
skiltes og jeg gik hjem for at sove. Jeg havde jo booket transporten tilbage
til lufthavnen, så mandag morgen stod jeg op kl. 5, pakkede mine få ting ned i
min lille håndtaske – og kl. 05.20 kom de som aftalt og hentede mig. Da der jo havde været en del problemer med at finde stedet på udturen, var jeg lidt nervøs om de
nu også kom, men der var ingen problemer. Vi var i lufthavnen ved 6-tiden og
flyet stod klar og ventede. Wizz Air bruger Kutaisi som en hub, så der var
landet tre fly aftenen før, og de var så klar til at flyve videre om morgenen.
Præcis kl. 7 begyndte vi at rulle ud på startbanen og fire timer senere landede vi i Kastrup.
Turen har kostet følgende:
Flybilletter København – Kutaisi t/r. = 220 kr.
3 overnatninger på Chveni Qalagi = 240 kr.
Minibus fra lufthavnen til hotellet t/r. = 24 kr.
Marshrutka til Tskaltubo t/r. = 6 kr.
Kabelbane = 2 kr.
Mad og drikke = 183 kr.
I alt = 675 kr.