Kutaisi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Mit europæiske eventyr fortsætter mod øst, så efter Makedonien, Rumænien og Moldova var turen denne gang kommet til Georgien. Wizz Air er begyndt at flyve til landets næststørste by Kutaisi, og jeg havde booket billetter til bare 220 kr. t/r. På en kort weekendtur kan jeg godt undvære indtjekket bagage, så det må siges at være imponerende billigt, specielt i betragtning af at flyveturen tager godt fire timer hver vej. Fredag morgen d. 1. november fløj jeg fra Kastrup og landede i Kutaisi omkring kl. 16 lokal tid. Georgien ligger hele tre tidszoner foran Danmark. Lufthavnen er meget moderne, men også ret lille. Det er næsten kun Wizz Air der flyver dertil, så der letter i snit ca. 6 fly om dagen. Ved ankomsten fik jeg mit stempel i passet, og gik ud til Georgian Bus’ lille stand i ankomsthallen. Hjemmefra havde jeg booket transport fra lufthavnen til mit hotel, og de tilbyder dør-til-dør service med minibus for 5 lari (ca. 12 kr.) Jeg blev gennet op i en minibus sammen med fem andre, og så gik det ellers afsted mod byen der ligger ca. 20 km. fra lufthavnen. Allerede her fik jeg en indikation på hvordan det ville gå sprogmæssigt, da chaufføren ikke kendte ét eneste hotel – og heller ikke forstod nogle af de adresser han fik oplyst. Så resultatet var at folk sad med deres mobiler og brugte gps’en til at finde frem til deres overnatningssted, og så langt så godt! Jeg havde valgt at booke et relativt dyrt sted i byen… til knapt 80 kr. i døgnet. Folk gav det rigtigt gode anmeldelser, men angav også at det kunne være noget svært at finde! Adressen findes tilsyneladende ikke, der er ingen gadeskilte, markeringen er helt forkert på Google Maps, og hotellet har i øvrigt ingen skiltning overhovedet. Det tog mig også lidt tid at lokalisere stedet, finde en port så man kunne komme ind i baggården, op af en trappe og ind i en noget tvivlsom bygning. Indenfor er stedet nu ganske nyt og pænt, selvom betegnelsen hotel måske er at stramme den lidt. Receptionen er et simpelt skrivebord med en bærbar computer, og damen der styrer stedet kan ikke ét eneste ord på engelsk! Men vi kom da igennem indskrivningen, og hun viste mig det lille køkken hvor man kan lave kaffe og bruge køleskabet, før hun viste mig mit værelse. Det var udstyret med to senge med skønne madrasser, tv, aircon og et badeværelse med masser af tryk på det varme vand. Således opmuntret begav jeg mig ud for at finde noget aftensmad. Jeg bor simpelthen lige i centrum kun 300 meter fra Colchis Fountain. Da jeg gik lidt rundt, fik jeg et flashback fra ankomsten til Chisinau i Moldova, for ligesom dér var Kutaisi også rimelig død sådan en fredag aften. Men det varme lys fra McDonald’s skinnede mig i møde, så jeg besluttede at spise der. Som referencepunkt koster en stor Big Mac menu ca. 25 kr. Efter jeg havde spist mig mæt, gik jeg en tur rundt omkring inden jeg købte lidt drikkevarer som jeg tog med hjem på hotellet. Der var overraskende hurtigt internet på Chveni Qalagi, så jeg skypede lige med Anne inden jeg lagde mig til at sove.

Først havde jeg dog lige givet mig selv et dummeslag eller to og det kræver vel en nærmere forklaring?! Da vi 14 dage tidligere var i Rom havde jeg ikke taget de rigtige kabler med til min mobil. Jeg har lige købt ny telefon som bruger USB-C til opladning, hvorimod min gamle telefon samt min powerbank bruger micro-USB. Jeg havde skam været så kløgtig at tage hele tre kabler med af den nye slags, men ikke ét eneste til at oplade min powerbank. Normalt er det ikke et problem når man har en Android telefon, for batteriet holder bare væsentlig længere end iPhones. Men når man nu på en ferie bruger mobilen som navigation og kamera, så er det rart at kunne oplade mobilen via en powerbank. Jeg fik løst situationen i Rom ved at købe (endnu et) micro-USB kabel, og det sad åbenbart i mig til denne tur. For nu havde jeg hele tre kabler med til at oplade min powerbank, men til gengæld ingen til at forbinde med telefonen. Dæleme flot gået! 😏

Jeg vågnede allerede ved 6-tiden lørdag morgen, og trak hurtigt i tøjet og gik en tur. Jeg håbede at finde en bager eller lignende hvor jeg kunne købe noget morgenmad, men bortset fra et par supermarkeder var der ikke noget åbent, og deres beskedne udvalg af brød var i den grad ligegyldig. De eneste mennesker jeg ellers så var gadefejere der gik rundt i regnen og fejede våde blade sammen. Jeg kiggede selvfølgelig også efter et kabel til min telefon, men forgæves. Jeg stoppede lige ind på markedet der var ved at åbne, så jeg købte et par bananer og noget jeg troede var ferskner. Det var det så ikke… 😆

Efter et par timers søvn tog jeg et varmt bad og begav mig ud i regnvejret ved 9-tiden. I biksen rundt om hjørnet fik jeg købt et kabel til mobilen, og så kunne jeg med sindsro begive mig ud i byen. Jeg fik lidt hurtig morgenmad i en ’hole-in-the-wall’ biks før jeg gik gennem parken til springvandet. Jeg vidste godt at Kutaisi ikke er proppet med store seværdigheder eller spændende museer, men så må man jo se dét der er. Byens centrum er meget kompakt så det er nemt nok at gå rundt. Der kører enkelte bybusser, samt en hel del marshrutka minibusser. De kører af forudbestemte ruter, men det er svært for turister at bruge dem, for du kan ikke finde nogle oversigter over ruter på engelsk. Men hvis du ved hvilket nummer du skal med - og hvorfra den kører – så er de den billigste måde at komme rundt på. Jeg gik en del rundt, og det var forbavsende tidligt at jeg fik en besked om at dagens mål på 10.000 skridt var nået. Jeg tog med den lille (og noget skræmmende) kabelbane over floden op til en lille forlystelsespark. Jeg snakkede med en svensker fra Malmø, som i de senere år har taget lidt den samme tur længere og længere mod øst takket være Wizzair. Vi gik rundt i den lille forlystelsespark der så noget forfalden ud, men tingene kørte altså når der var kunder, men jeg skulle ikke lige op i det rustne pariserhjul. Der var også en del hunde, som man faktisk ser overalt i byen. Nogle er tagget med et gult skilt i øret, og det skulle være tegn på at de var blevet vaccineret, men mange af dem var uden tegn – og de så godt nok ret sølle ud. Vi tog med kabelbanen ned igen og selvom turen kun tager nogle minutter, så sad jeg med en noget grim følelse over de gamle vogne og slidte kabler. Det holdt heldigvis, men jeg var rimelig glad for at blive lukket ud af vognen igen. Desværre var vejret ikke så godt, og et par gange søgte jeg ind på en café for at få ly for regnen og noget at spise og drikke.

Jeg gik også op til Bagrati katedralen der ligger lige nord for springvandet, med en god udsigt over Kutaisi. Turen derop er kun godt halvanden kilometer, men til gengæld er det noget stejlt op ad bakke. Undervejs passerer man Rioni floden via den gamle kædebro. Da jeg var tæt på toppen blev jeg indhentet af svenskeren, så vi slog følgeskab resten af vejen. Katedralen er relativt simpelt indrettet, men der var en hyggelig stemning derinde hvor der blev afholdt en slags gudstjeneste med et lille kor. Vi aftalte at mødes til aftensmad dagen efter og jeg begav mig ned igen. Nede i byen fandt jeg en lille restaurant hvor jeg spiste aftensmad. Jeg aner ikke hvad jeg fik, men det var noget kød i en slags sovs – og det var både velsmagende og billigt.

Søndag vågnede jeg op til det mest fantastiske vejr, så jeg startede med at gå ned til springvandet så jeg kunne få et par pæne billeder. Jeg gik også over White Bridge til et stoppested på den anden side af floden. Herfra tog jeg en marshrutka de ca. 12 km. til byen Tskaltubo. Turen tog 25 minutter og kostede bare 1,20 lari. Når folk skal med så giver man bare tegn når minibussen kommer, og så hopper man ind og finder et sted at sidde – ellers er der ca. 10 ståpladser i højre side tæt på døren. Når man skal af giver man bare besked til chaufføren og betaler prisen for turen inden man hopper ud igen. Tskaltubo blev brugt som rekreationsby under Stalin, og er i dag fyldt med forladte bygninger fra den tid. Jeg har på nettet set en del fantastiske billeder af sanatorier og badehuse, og havde glæder mig til at snuse rundt i disse forladte bygninger. Desværre er mange af stederne nu blevet hegnet ind, og det ser ud som om det er gjort for ganske nylig. Om det er fordi man er trætte af folk på jagt efter billeder af ’abandoned places’ eller fordi man er nervøs for om de styrter sammen, skal jeg lade være usagt. Men jeg fik bla. set det forladte badehus nr. 8 inde i en park og det var en spændende oplevelse. Jeg brugte i alt tre timers tid i byen, og jeg havde håbet at der var mere at se. Jeg fik vinket en marshrutka ind til siden og kom på den måde tilbage til Kutaisi.

Jeg nåede tilbage til mit hotel og fik benene op i en times tid før jeg mødtes med svenskeren på en lille hyggelig restaurant ved navn Palaty. Her fik vi lidt spændende mad og udvekslede flere rejsehistorier før vi skiltes og jeg gik hjem for at sove. Jeg havde jo booket transporten tilbage til lufthavnen, så mandag morgen stod jeg op kl. 5, pakkede mine få ting ned i min lille håndtaske – og kl. 05.20 kom de som aftalt og hentede mig. Da der jo havde været en del problemer med at finde stedet på udturen, var jeg lidt nervøs om de nu også kom, men der var ingen problemer. Vi var i lufthavnen ved 6-tiden og flyet stod klar og ventede. Wizz Air bruger Kutaisi som en hub, så der var landet tre fly aftenen før, og de var så klar til at flyve videre om morgenen. Præcis kl. 7 begyndte vi at rulle ud på startbanen og fire timer senere landede vi i Kastrup.

Turen har kostet følgende:

Flybilletter København – Kutaisi t/r. = 220 kr.

3 overnatninger på Chveni Qalagi = 240 kr.

Minibus fra lufthavnen til hotellet t/r. = 24 kr.

Marshrutka til Tskaltubo t/r. = 6 kr.

Kabelbane = 2 kr.

Mad og drikke = 183 kr.

I alt = 675 kr.