torsdag den 30. november 2023

Filippinerne

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter næsten 4 års pause - primært pga. Corona - var det igen tid til en tur til Asien. Egentlig kunne vi godt tænke os en klassisk rundrejse til flere lande, men da vi bookede billetterne tilbage i februar var Covid-19 stadig et issue i den del af verden, og vi ville ikke risikere at strande i et land uden mulighed for at rejse videre til et andet eller kunne flyve hjem igen. En lektie vi lærte på den hårde måde i 2020, hvor vi ikke måtte rejse til Singapore og Filippinerne 😉

Denne gang gik turen så til netop Filippinerne og så skulle vi gerne få set det vi missede dengang. Vi startede på vanlig vis i Kastrup lufthavn med et måltid på Burger King, og derefter var det ombord på Singapore Airlines flyet. Det var en fyldt afgang så ingen tomme sæder, hvilket ellers ville have været fedt på en 13 timers flyvning. Servicen ombord var fin, maden udmærket - dog uden at være prangende - og et glimrende underholdningssystem. Vi landede i Changi lufthavnen i Singapore og havde godt 5 timer før vi skulle videre til Manila. Den tid skulle bruges på at udforske lufthavnen, som de sidste mange år er kåret til verdens bedste. Den var allerede imponerende da vi besøgte den første gang i 1994, og den er kun blevet større og bedre siden da. Der er masser af gratis muligheder for at fordrive ventetiden - som f.eks. en sommerfuglepark, solsikkehave, svømmehal og biograf, men vores førsteprioritet var at opleve bygningen Jewel, som med sit kæmpe vandfald og gigantiske vortex er ret spektakulær. Desværre fandt vi ud af at selve vandfaldet kun er i funktion mellem kl. 11 og 22, og da vi skulle flyve videre kl. 12 var det desværre ikke muligt for os at nå og se. Men vi besluttede at se det alligevel, og det betød at vi skulle igennem immigrationen og 'ind' i Singapore. For selvom bygningen er placeret imellem tre terminaler i lufthavnen så er det teknisk set udenfor lufthavnsområdet, et issue Robert og jeg drøftede flittigt. Men vi fik hurtigt klaret immigrationsdelen på nogle opstillede iPads, og med et godkendt visum kunne vi tage det lille lufthavnstog derhen. Selvom vandet ikke flød fra taget var det stadig et imponerende syn. Vi gik rundt og tog billeder og kørte selvfølgelig også med toget der kører igennem bygningen. Efter et par timers sightseeing kunne vi returnere til lufthavnsdelen, hvor vi så igen skulle igennem immigration, checkin og security, men så var vi også klar til den sidste tre timers flyvning til Manila - og denne gang havde vi begge et tomt sæde ved siden af os 😊

Vi havde booket en lejlighed tæt ved lufthavnens Terminal 3, da ingen af os følte et behov for at udforske Manila, som vi begge har besøgt før. Vi havde fået en vejledning fra 'Love This Place' som dog viste sig at være håbløs. Det involverede bla. at vi skulle krydse en ret stor vej udenfor lufthavnen via et hul i hegnet, en ikke helt nem opgave med en stor trolley på slæb. Vi fik til sidst hjælp af en trafikbetjent, som nok var splittet mellem at redde vores liv eller give os en bøde? Vi fandt dog vores overnatningssted som var en fin lille lejlighed. Vi tog en skøn aftendukkert i poolen imellem de fire boligblokke, før vi fik noget aftensmad.

Torsdag morgen gik vi retur til lufthavnen, denne gang dog via en meget handy gangbro som endte i terminalen. Vi fløj til Mactan-Cebu International Airport med Cebu Pacific Airways - ét af seks indenrigsfly vi havde booket. I lufthavnen bookede vi en Grab, som fungerer fuldstændig som Uber. Man kan vælge om det skal være en bil på taxameter, eller om man accepterer en fast pris på forhånd. Efter lidt besvær med at finde ud af hvor bilen var, blev vi kørt til Vacation Hotel der ligger ca. 800 m. nord for den store rundkørsel Fuente Osmeña Circle. Værelset var fint - der var køleskab, swimmingpool og WiFi, og så levede vi med at det var en dobbeltseng og ikke to enkelte senge.

De næste par dage gik med lidt stilfærdig sightseeing i Cebu City, en by vi har været i flere gange på vej til f.eks. Moalboal og Bohol, men aldrig rigtigt har udforsket. Det skulle så ske denne gang! Vi så bla. Magellan's Cross og besøgte Cebu Ocean Park, der både er et akvarium og en park med diverse dyr og fugle. Entréen var 800 eller 100 kr. - egentlig fair nok. Det blev også til et besøg i storcentret SM Seaside City Cebu.

Søndag tjekkede vi ud fra hotellet og tog en Grab til lufthavnen. Flyet til Coron var et ATR-78 propelfly fra Cebu Pacific, og det er første gang jeg har fløjet med et 2+2 fly hvor sæderne er sat sammen parvis som en sofa fremfor individuelle sæder. Man skulle endda på første række sidde med ryggen til cockpittet - ligesom flypersonalet tit gør, men jeg tror aldrig før jeg har oplevet passagerer gøre det. Flyveturen tog halvanden times tid og i Coron Airport - som rettelig hedder Francisco B. Reyes Airport og ligger på øen Busuanga - blev vi hentet i minibus af vores hotel Princess of Coron Resort for den beskedne pris af 250 pr. person for den 22 km. lange tur til Coron Town. Vi fik et kæmpe deluxe værelse der faktisk bestod af hele to dobbeltsenge anrettet i hver sit område. Der var dog kun aircon i den afdeling jeg sov i, men Robert havde en fane i hans del og det fungerede fint. Der var også et stort, omend noget bart badeværelse samt nogenlunde brugbart WiFi. Det eneste vi reelt manglede var et køleskab til vores drikkevarer og der var jo plads nok. Stedet swimmingpool var fin og den pænest anlagte på denne ferie. Der var kun et par minutters gang ned til hovedgaden der går igennem byen og der var fredeligt og stille oppe ved vores hotel. Om aftenen spiste vi på Om's Thai der bød på udmærket thaimad. Robert brillierede ved at spise i sin undertrøje, og så er det i hvert fald slut med at kommentere på min tanktop 😄

På vejen hjem bookede vi en heldags sejltur til bla. Coron Island og prisen på 1850 inkl. frokost virkede meget fair.

Mandag spiste vi morgenmad på hotellets restaurant, men det var virkelig ikke pengene værd. Vi blev hentet kl. 8 og kørt ned til byens havn hvorfra vi skulle sejle. Først stod vi dog en times tid på stranden og ventede på de øvrige deltagere og på at båden blev klar. Vi var 20 personer ombord på vores outrigger-banka foruden bådpersonalet og efter en kort inspektion af myndighederne satte vi kursen ud af havnen. Vi lagde til 5-6 forskellige steder hvor man kunne svømme og snorkle - nogle steder bedre end andre. Der var også et par steder hvor man kunne komme i land og købe lidt proviant, ligesom vi havde et længere stop til frokost, hvor der både var et skibsvrag og flotte koraller at dykke ned til. Til frokost blev der anrettet den sædvanlige 'boatman buffet' som var både velsmagende og indbydende. Vi fik flere gode lange svømmeture undervejs bla. da vi besøgte Twin Lagoon. Her svømmer man ind i en flot lagune og under den klippe der adskiller til den anden lagune. Det var mørkt før båden nåede tilbage til byen, og selvfølgelig havde vi ikke haft solcreme på hvilket vi betalte for de kommende dage.

Vi droppede tanken om at leje motorcykler og køre rundt, da Busuanga godt nok virker flot og frodig, men uden de store steder at besøge og med reelt kun én gennemkørende vej. I stedet benyttede vi os af de små tuk-tuk tricycles der kører op og ned af gaden og som blot koster 20 pr. person for en tur rundt i byen. Robert var ude og forhøre sig om dyk, men der var desværre ikke plads dér hvor det passede ind. Ellers stod den på afslapning og kropsmæssig genoprettelse efter den lange bådtur. Jeg var ikke så forbrændt som jeg har været på andre ferier, men noget krebserød afskallet hud havde jeg da. Maden var ikke så spændende i Coron Town og udvalget af appetitlig mad var noget begrænset.

Fredag blev vi kørt tilbage til lufthavnen, og vi fløj atter til Cebu da man ikke kan flyve direkte fra Coron til Boracay. Denne gang havde vi booket et værelse på Eloise Royal Suites ikke så langt fra lufthavnen. Med i værelsesprisen var transport til og fra lufthavnen og vi fandt da også chaufføren i lufthavnen - faktisk lidt ved et tilfælde. Vores værelse var fint, omend ikke det største - og vi nåede lige en udmærket pizza på Shakey's samt en aftendukkert i poolen inden den lukkede kl. 21. Næste morgen spiste vi den inkluderede buffet på hotellet før vi tog en taxa til lufthavnen. Godt nok var der transport inkluderet tilbage til lufthavnen, men så skulle vi være der tre timer før afgang og så længe gad vi ikke sidde og vente. Turen til Caticlan Airport tager under en time, og vejret var virkelig dårligt så vi følte os ikke engang sikre på at vi kunne komme ud på øen. I lufthavnen bookede vi transporten og betalte de 200 i 'environmental fee'. Vi blev kørt den meget korte tur fra lufthavnen ned til båden der sejlede os til Boracay på bare 7-8 minutter. Der var piske-regn og bølger, men selve sejladsen forløb nu uden de store kvaler. På den anden side ventede en lille bus på at køre os det sidste stykke til Pinjalo Resort midt på øen. Vores værelse her var hyggeligt, selvom damen ved checkin mente at vi ville få det svært med pladsen i dobbeltsengen 😂

Indrømmet, så meget plads var der heller ikke, men det gik fint. Værelset var godt indrettet og der var kun få skridt ned til poolen. Hotellet er anlagt en smule vildt med planter og træer overalt, eller også bliver det bare ikke vedligeholdt på den sirlige måde?! Vi snakkede nogle gange med ejeren, en brite der lignede julemanden - og han advarede os om at vejret ville være dårligt alle fire dage vi var der. Så slemt gik det nu heldigvis ikke, og det var faktisk kun på ankomstdagen at det var decideret dårligt. Morgenmaden var inkluderet, og man kunne vælge imellem to forskellige steder at indtage den - vi foretrak Nigi Nigi Nu Noos på stranden. Der var reelt ikke den store forskel på de to steder, og desværre var det igen-igen 'bare' en menu bestående af lidt brød, æg, smør, juice eller kaffe. Vi savnede virkelig den store morgenbuffet! Sidst vi var på Boracay druknede meget af oplevelsen pga. dårligt vejr, og det var da heller ikke optimalt denne gang. Men værre var selve fornemmelsen på øen, hvor man har haft et stort projekt kørende fra før Corona-tiden med at rydde op og sanere. Den del er selvfølgelig beundringsværdigt nok, men desværre har det også fjernet meget af den hyggelige ø-stemning. Det er ikke længere tilladt med lys på stranden, borde/stole og servering - og det gør altså noget negativt for følelsen for mit vedkommende. Vi brugte dagene på pool, strand, gåture samt små køreture i de elektriske tricycles ind til D'Mall området hvor udbuddet af spisesteder var noget større. Robert fik dykket et par gange (2000 pr. dyk) og det havde været rigtigt godt. Vi fandt en fin steak restaurant på stranden samt et par steder med god thaimad så vi klarede os. 

Tirsdag havde vi booket transport tilbage til lufthavnen med Southwest Tour (750) som hentede os på hotellet i minibus. Vi blev sejlet over til fastlandet og kørt de få minutter til lufthavnen. Her oplevede vi at blive kørt ud til standpladsen hvor flyet ventede i en helt normal turistbus, og ikke de specielle lufthavnsbusser man ellers oplever alle steder. Vi fløj tilbage til Cebu, og nu havde vi jo efterhånden et godt opdateret kendskab til dén lufthavn. Vi bookede en Grab til at køre os til Hilltop Hotel. Dér havde vi booket et værelse tilbage i 2020 - hvor vi jo aldrig nåede til Filippinerne - og vi var simpelthen faldet for det igen. Hotellet ligger på en bakketop 5 km. udenfor Cebu City og første indtryk var fint. Værelset var af pæn størrelse med køleskab, hurtigt WiFi og en lille swimmingpool. Området var virkelig meget lokalt og der var ingen restauranter eller reelle butikker i nærheden - kun en lille købmand ved hotellet. Vi havde planlagt tre overnatninger inden vi skulle til risterrasserne, og vi havde snakket om vi skulle tage et andet sted hen på Cebu øen, men i sidste ende besluttede vi at blive. Det blev lidt spildte dage hvor vi ikke lavede det store, men bare fik slappet af. Vi måtte med taxa ind til byen for at spise, og vi fik også bragt Pizza Hut mad ud en aften. Morgenmaden på hotellet var ligeså kedelig som de andre steder vi havde boet, og var ikke de peso værd vi gav for det.

Fredag var det tilbage til lufthavnen - og denne gang gik turen til Manila. Sidste flyvning i denne omgang med Cebu Pacific Air og det forløb igen uden de store udfordringer. Vi havde booket pladser i natbussen til Banaue (850), så vi skulle bare finde til busholdepladsen. Det viste sig dog at være svært at få fat i en taxa/Grab i lufthavnen, så vi endte med forlade den til fods via den overgang vi kendte fra vores første besøg. Det lykkedes at få gaflet en taxa på den anden side og via betalingsvejen kom vi relativt hurtigt gennem Manila by - eller mere korrekt - over den. Vi havde et par timer at slå ihjel, så vi satte os på en McDonald's tæt ved busholdepladsen og fik noget aftensmad. Der blev købt proviant til turen i 7-Eleven og kl. 22 var der afgang. Der er to selskaber der kører strækningen Manila-Banaue og vi havde valgt Ohayami. Ingen luksusbus, men en helt almindelig turistbus uden toilet til den 9,5 time lange tur. Bussen var fyldt og der var bestemt ikke meget plads til benene, slet ikke da klapsæderne i midtergangen også blev taget i brug. Men som altid overlevede vi, selvom det ikke blev til meget søvn undervejs. Ved ankomsten skulle vi lige registreres af de lokale myndigheder og betale environmental fee på 50 pr. person, og så blev vi hentet af personale fra Rice Homestay. Vel ankommet fik vi noget morgenmad, og heldigvis var vores værelse allerede klar kl. 9. Det var skønt at ligge ned efter den lange tur, og værelset var egentlig det bedste vi havde på hele ferien - og klart bedst 'value for money'. Skøn seng, gode hovedpuder, flot udsigt til bjergene, lynhurtigt WiFi og varmt vand i bruseren. Vi manglede kun et lille køleskab så havde det været helt perfekt 😀

Vi sov en del af lørdagen, men havde gennem vores homestay planlagt en tur til risterrasserne omkring Banaue og Batad til dagen efter. Vi betalte 6600 for os begge, hvilket nok lige var et par tusind peso for meget. Vi spiste alle måltider på vores homestay, da der faktisk var for langt at gå ned i 'byen'. Maden var simpel, men generelt ganske udmærket. Vi havde dog et lille cash-flow issue, da byens eneste ATM ikke havde virket i en uge, og vi kunne kun betale med kontanter, da de tog ikke imod kreditkort. 

Søndag spiste vi morgenmad og klokken 8 kørte vi. Vejret var nogenlunde og landskabet vi kørte igennem var smukt. Første stop var ved Batad hvor vi blev sat af ved 'Sadlen' hvor vejen stopper. Herfra gik vi det sidste stykke til fods over stendynger langs bjergkanten, og det tog faktisk de 25 minutter at gå derned som vi på forhånd havde fået at vide, og selvom det primært gik ned af bakke var turen noget anstrengende. Udsigten over risterrasserne var fantastisk, også selvom sæsonen på dette tidspunkt ikke var den mest optimale. Personligt synes jeg rismarker er pænest når de er lysegrønne, men her var der stadig flere måneder til høst. Efter råd fra vores guide droppede vi at gå ned til den lille by i bunden af dalen og vi tog heller ikke den udfordrende trek til det vandfald der ligger et par timers gang væk. Turen tilbage op til minibussen tog faktisk også kun 25 minutter - selv med nogle pauser undervejs. Efter vi fik pusten igen kørte vi videre mod flere andre viewpoints. Nogle steder var de endda tættere på høst og dér var markerne flot grønne.

Mandag betalte vi 300 ekstra og kunne til gengæld beholde værelset til kl. 15 da det ikke var lejet ud til andre. Vi brugte de fleste af vores resterende kontanter på et solidt måltid mad, før vi blev kørt ned til bussen. Fin gratis service fra vores homestay, som havde været alle pengene værd, og jeg er glad for endelig at have set de berømte risterrasser omkring Banaue. Der var afgang med bussen kl. 17.30 - og der var endda en dansk familie med som vi sad og snakkede med. Den første halvanden time var bussen ikke fyldt op, men efterhånden kom de sidste ombord og selv klapsæderne i midtergangen blev brugt - ligesom på udturen. Vi ankom til Manila kl. 3 om natten og gik de få hundrede meter til 'RedDoorz Near UST Sampaloc' hvor vi havde booket et billigt værelse. Her ville de have 500 i depositum, men måtte nøjes med de 300 vi havde gemt til den sidste dag. Vi spiste frokost på McDonald's hvor man kunne betale med kreditkort, men da Robert og jeg faktisk faldt over nogle ting vi gerne ville købe med hjem, endte vi med at hæve kontanter på feriens sidste dag. Men så fik Robert da en rygsæk med hjem, imens jeg købte en kølebox samt nogle pastiller til Anne. Vi betalte 300ekstra for at beholde værelset nogle timer længere, før vi tjekkede ud og tog en taxa til lufthavnen, hvor vi fik lidt at spise. Vi var i god tid og blev rykket til en afgang to timer tidligere fra Manila til Singapore, så nu var der faktisk en reel mulighed for at se vandfaldet i The Jewel i lufthavnen, selvom vi ikke havde så lang tid i Singapore på vejen hjem. Vores fly endte så med at være en time forsinket, så vi kunne alligevel ikke nå vandfaldet 😆

Sidste flyvning var de 13,5 time hjem til København med Singapore Airlines. Jeg kunne desværre ikke få en vinduesplads, så jeg havde et gangsæde på en midterrække modsat Robert. Heldigvis endte jeg med et tomt sæde ved siden af mig, så der var lidt ekstra plads. Jeg brugte en stor del af turen på at snakke med en 28-årig kvinde på vej fra Auckland til Oslo. Så bliver det ikke en meget længere tur end det. Hun var af tysk/norsk afstemning, men boede og arbejdede i New Zealand med hendes amerikanske mand. Det er sjovt som man bare klikker med nogle mennesker, også på trods af aldersforskellen. Jeg fik kun sovet nogle timer, men turen forløb væsentlig hurtigere end man kunne frygte. Vel tilbage i snefyldte Danmark blev vi hentet i lufthavnen af Roberts far, og det var faktisk rart at blive kørt helt til døren, når man ankommer i shorts og sandaler i 8 graders frost... 😄


Udgifter:
København-Manila t/r = 5.184 kr.
Indenrigsflyvninger (ialt 6 styk) = 2.172 kr.
Overnatninger = 4.048 kr.
Mad/drikke/lokaltransport/diverse = 5.710 kr.
Ialt = 17.113 kr. 


tirsdag den 21. marts 2023

Wien & Bratislava

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter min tur til Bukarest i november sammen med Maj, følte jeg stadig at jeg ligesom manglede turen til Bratislava - og dermed også Wien der ligger bare 60 km. derfra. Jeg foreslog Kim Larsen at han skulle tage med, og efter at have tænkt lidt over det sagde han ja. Det er altid spændende at rejse med folk for første gang, også selvom Kim og jeg har været i sommerhus og til nok BC seminarer til at vide præcis hvor meget den anden snorker! 😴

Vi fik holdt et feriemøde og planlagt hvad vi gerne ville se, vel vidende at Wien er en stor mundfuld på bare nogle få dage. Ingen af os havde været i hverken Wien eller Bratislava før, så det var nyt for os begge. Vi havde købt billige flybilletter med Ryanair og der var afgang fra Kastrup kl. 10.30 tirsdag d. 14. marts. Vi mødtes i lufthavnen, og da Kim kom helt fra Næstved var han i særdeles god tid 😉

Det tager under to timer at flyve til Østrigs hovedstad, og fra lufthavnen kan man tage et tog til byens hovedbanegård - Wien Mitte. Faktisk går der to tog: CAT - som er City Airport Train der tager én direkte til centrum på 16 min. for 14,90€ - samt det normale S7 tog der med stop undervejs tager 27 min. - men til gengæld kun koster 3,60€ - inkl. lokaltransporten videre i Wien. Gæt selv hvilket vi tog? 💰

Via hovedbanen tog vi først metroen og derefter en sporvogn til Senator Hotel. Oprindelig havde vi faktisk valgt et andet hotel, men nogle dage før afrejse fik jeg et last-minute deal til hotellet og så valgte vi at slå til. Det lå lidt tættere på centrum og fik generelt gode anmeldelser. Det første værelse vi fik var med en dobbeltseng, men det fik vi hurtigt byttet til et med enkeltsenge. Værelset var fint indrettet med et udmærket bad og toilet. Køleskabet virkede dog ikke, så det blev udskiftet den efterfølgende dag. Om aftenen spiste vi på Rocky Docky's Western-Steak-House der lå i vores lokalområde. Tilbage på hotellet fik vi købt vores Vienna Pass, som fungerer som en app på telefonen. Kortet kan købes for 1-6 dage og giver gratis adgang til over 70 seværdigheder i Wien. Normalt er jeg ikke den store fan af disse typer kort, da jeg sjældent føler man får den fulde værdi af dem. Men her var vi begge førstegangsbesøgende i byen, og faktisk var langt de fleste ting vi gerne ville se med i kortet. Vi købte til tre dage for 139€ (1040 kr.) og på papiret lyder det dyrt for tre dages sightseeing. Men i en by hvor de fleste seværdigheder koster mere end 15€ stykket, var det faktisk en rigtig god forretning. Udover Vienna Pass købte vi hver dag et dagskort til al offentlig transport i Wien for 5,80€ (43 kr.) som ligeledes var på en app. I Wien foregår det efter tillidssystemet, så man skal ikke vise sin billet nogen steder (heller ikke i metroen), men man er selvfølgelig selv ansvarlig for at kunne vise billet ved evt. kontrol.

Onsdag spiste vi morgenmad på hotellet. Det var en glimrende buffet, og der var rigeligt udvalg til at stille os tilfreds. Det sparer også lidt på frokost budgettet når man får lagt en solid base fra morgenstunden. Vi tog først til Schloss Schönbrunn  som ligger i en park i udkanten af byen. Vi kom nemt dertil med sporvognen der kørte lige foran vores hotel. Med vores Vienna Pass klar på telefonen fik vi fast-track adgang til slottet og skulle derfor ikke stå i kø. Det virkede nu heller ikke som om der er overdrevent mange turister i byen, men derfor er det selvfølgelig rart bare at kunne gå direkte ind. Udover selve slottet havde vi også adgang til flere andre steder - bla. Desert House og den zoologiske have. Her fik Kim for første gang set en panda, og der var også andre spændende dyr - selvom stedet ikke er specielt stort. Vi benyttede udgangen fra zoo til at se en bygning på toppen af bakken, før vi gik tilbage ned til slottet. Ikke langt derfra ligger Wiens Tekniske Museum, og jeg blev forelsket lige da jeg kom op af den store trappe efter indgangen. Hele den underste etage hedder 'Locomotive' - så gæt selv hvad der var fokus på? Resten af museet er også spændende, så vi fik nemt halvanden time til at gå derinde. Vi tog videre til byens Transport Museum, som jeg havde glædet mig til at se, specielt da byens regulære tog museum først åbnede i april. Transport museet er indrettet i en gammel sporvognsremise som nu giver navn til stedet. Der var også en masse vogne linet op i de gamel haller, men desværre uden mulighed for at man kan komme ind i dem, og så taber jeg lidt interessen når man "bare" kan se dem udefra. For at skylle skuffelsen af os spiste vi tidlig aftensmad på Schnitzelpalast 😀

Vi var inde og se Stephansdom som er byens Domkirke. Den er flot, men som turist kan man kun komme ind i den ene del af kirken - det er lidt underligt. Vi gik ned til vandet, for vi ville gerne med dagens sidste sightseeing båd på Donau kanalen, men det var for tidligt på sæsonen til den sene afgang. I stedet gik vi lidt rundt før vi tog hjem på hotellet og slappede af. Vi havde gået mere end 23.000 skridt den dag og det kunne vi da godt mærke 👍

Torsdag morgen tog vi til Hofburg, og var klar kl. 10 til morgentræningen på Den Spanske Rideskole. Ridesalen var en flot oplevelse og det var hestene samt deres  ryttere også. En time er dog længe at se folk ride rundt og lave øvelser, men det var fint nok - også selvom det føltes ret koldt til sidst. Vi gik rundt om hjørnet til Sisi Museum, hvor vi så kejserindens store samling af sølvtøj og porcelæn, før vi så det kejserlige skatkammer med endnu mere guld og glimmer. Vi fik taget vores sejltur på kanalen og turen var såmænd hyggelig nok, men jeg savnede noget mere at se på. Der er ikke så mange spektakulære seværdigheder helt ud til vandet, men vi fik da set byen fra den side imens vi nød en kop varm kakao. Vi tog videre til Maria-Theresien-Platz hvor vi beunderede de to kæmpe museer der ligger overfor hinanden. Vi valgte Naturhistorisk Museum, som er meget klassisk indrettet med montrer med udvalgte ting samt et lille kort fra en skrivemaskine der fortæller hvad det er. Der er så bare 1 million af dem - hvis det på nogen måde kan gøre det. Men vi kom igennem alle sale, og der var selvfølgelig også spændende ting at se på, ligesom bygningen i sig selv er en oplevelse. Vi droppede det Kunsthistoriske Museum overfor og spiste i stedet aftensmad på en af byens ufattelige syv Vapiano restauranter. Vi handlede ind i en lokal 'Billa' på vejen hjem til hotellet. Oprindeligt skulle vi have haft tre overnatninger både i Wien og i Bratislava, men jeg kunne godt se nu, at hvis vi allerede skulle videre dagen efter var der rigtig mange ting vi ville misse. Så vi snakkede om det, og blev enige om at forlænge vores ophold i Wien og så til gengæld skære en dag af i Bratislava. Det var intet problem af forlænge opholdet på Senator Hotel, men selvom vi havde fri afbestilling i Bratislava indtil kl. 14 på ankomstdagen, kunne vi ikke få lov at annullere den første overnatning. Så i stedet afbestilte vi det helt og fandt et andet hotel, så kan de lære det 💪

Fredag morgen startede vi med at tage til Heeresgeschichtliches Museum som er byens militærhistoriske museum. Egentlig spændende nok, men det vi begge havde glædet os mest til var 'Tank Halle' som er en bygning fyldt med kampvogne. Desværre fandt vi først dér ud af, at det var i en særskilt bygning som på det tidspunkt af året kun var åbent lørdag og søndag. Så her havde min research simpelthen ikke været god nok - og nu var det anden gang på ferien. Vi tog videre til Belvedere Slottet som ligger midt i byen. Vi startede med Upper Belvedere før vi gik gennem parken til Lower Belvedere - som i dag huser moderne kunst. Vi tog videre til forlystelsesparken Prater, som var den anden ting jeg på forhånd kendte til i Wien - udover Den Spanske Rideskole. Vi var oppe i det gamle pariserhjul Wiener Riesenrad og var inde på Madame Tussauds og se de mange voksfigurer. Selvom vi havde købt dagskort til den offentlige transport ville Kim gerne med en Hop-On Hop-Off bus, og da sådan én også var med i vores Vienna Pass, så gjorde vi det. Det viste sig dog at være mere besværligt end man skulle tro for at få logistikken til at gå op, men det lykkedes at få en plads på dagens sidste afgang. Efter halvanden times DØDSSYG tur rundt i byen kiggede vi på hinanden... og besluttede at hoppe af bussen da vi kom til en metrostation. Ligesom på bådturen var det bare svært at se de interessante ting fra bussen, og så gik turen også ufatteligt langsomt!!! 😆

I stedet sluttede vi dagen med middag på Hard Rock Café. Kim havde besluttet at han ville give aftensmad som tak for min planlægning af turen samt guide tjansen undervejs, som jeg helt naturligt påtager mig - også selvom det er et sted jeg aldrig har været før. Det var så Skt. Patricks Day denne fredag, så Hard Rock var klædt i grønt og der vrimlede med festligt udklædte mennesker. Tak for mad, Kim 🍔 

Lørdag morgen spiste vi ekstra tidlig morgenmad, og så begav jeg mig ud på en sidste tur i byen. Kim havde skrantet lidt med forkølelse og hoste, og jeg tror også han generelt var blevet kørt lidt træt i sightseeing, men vi havde også holdt et noget stramt program og mange daglige skridt. Jeg fik bla. set byens rådhus, Votivkirche, det jødiske mindesmærke, Kunst Haus Wien (der rummer Museum Hundertwasser), selve Hundertwasserhaus, Karlskirche samt Naschmarkt før jeg tog tilbage til hotellet. Det var en travl morgen, men jeg fik nået rigtigt meget som jeg var glad for at jeg fik set. Vi tjekkede ud af hotellet kl. 12 og tog sporvognen til hovedbanegården. Vi købte billet til toget til Bratislava (11,10€) som kører en gang i timen. Turen dertil tager lige over én time, og tro mod anbefalingen fra togguruen på Seat61 tog vi plads i en af de slovakiske vogne, hvor Kim i hvert fald sad godt nok til at tage en solid lur undervejs 😊

Efter ankomsten til hovedbanen i Bratislava kunne vi gå den korte vej til Hotel Matyšák. Ved første øjekast var området en lille smule skramlet, men selve hotellet var nu fint. Det kostede det samme som vores hotel i Wien, hvilket havde overrasket mig. Jeg ville på forhånd have forventet et noget lavere prisniveau i Slovakiet end i Østrig, men på hoteller var der ikke den store forskel. Madvarer var lidt billigere i Bratislava, men slet ikke sammenlignet med f.eks. Bosnien eller Nord-Makedonien. Om aftenen tog vi bussen ind til byens centrum der bare ligger en kilometers penge nede af vejen. Bratislavas gamle bydel er hyggelig, og det var ikke svært at finde et sted at spise - selvom den mexikanske restaurant Kim først havde valgt, faktisk var fuldt booket den lørdag aften. Vi spiste i stedet på hyggelige The Farmhouse der lavede en glimrende pizza.

Søndag morgen spiste vi morgenmad på hotellet, og ligesom i Wien var det en glimrende buffet. Når der (også) er flere forskellige slags pandekager samt Nutella, så kan det ikke gå helt galt. Selve restauranten er flot indrettet og skabte en hyggelig stemning. Vi startede dagen på byens Transport Museum der ligger lige mellem hotellet og hovedbanen. De har bla. en original Orange County Chopper motorcykel, en stor samling sjove østeuropæiske biler foruden flere togvogne og lokomotiver. Bagefter tog vi bussen til Most SNP - eller UFO Bridge som den også bliver kaldt, og det er ikke svært at se hvorfor den har fået det navn. Vi stod af bussen et lidt underligt sted, og måtte næsten kravle ned af en skrænt for at komme hen til stedet hvor man kan komme ind i pylonen. Elevatorturen til toppen koster 9,90€ og tager mindre end ét minut. På toppen er der både en restaurant samt en udendørs platform med glimrende udsyn over Bratislava. Indrømmet, tanken om at være på toppen af en over 50 år gammel cement konstruktion i Slovakiet var ikke så tiltalende, men det gik. Vel nede igen gik vi tilbage over broen og fik en kop varm kakao i den gamle bydel. Vi så statuen af H.C. Andersen og fik handlet i Billa før Kim tog sporvognen tilbage til hotellet, for nu var der ved at være udsolgt. Jeg fortsatte på egen hånd og så bla. flere af de sjove statuer der står rundt omkring i Old Town, gik igennem Michael's Gate, så National Teatret og St. Martin's Katedralen. Det blev også til en tur på den gamle bymur, før jeg stoppede ind på Subway og købte sandwiches med hjem til Kim og jeg.

Mandag droppede vi yderligere sightseeing, men havde også fået krydset det meste af på listen. Vi fik lov at tjekke lidt sent ud, så kl. 12 gik vi over til stationen hvorfra bussen til lufthavnen kører. Først fik jeg sendt et par postkort på postkontoret, hvor det åbenbart var umuligt 'bare' at få lov til købe frimærker. Hende bag skranken var ikke så samarbejdsvillig, men måske var det en sprogting? Bussen til lufthavnen tog en lille halv times tid og der var ingen trafik. Vi var i god tid, og fik slappet af med lidt at spise og drikke inden afgang kl. 15.30 - der så endda blev en lille smule forsinket. Men vi kom afsted og turen til København forløb uden problemer.

Jeg synes det var hyggeligt at rejse med Kim, og det gør jeg i hvert fald gerne igen en anden gang. Wien var bestemt en oplevelse og levede på alle måder op til det positive folk har sagt. Jeg er specielt imponeret over hvor billig og effektiv den offentlige transport er. Der kører metro, sporvogne, busser og trolleybusser - og det hele passer bare sammen. Det lyder som en selvfølge, men tro mig: Det er det ikke! Her kunne vi næsten hver gang tage direkte fra punkt til punkt uden for mange skift og omveje, og de kører hele tiden. De fleste gange ventede vi kun få minutter på næste afgang, og det gør det fantastisk nemt at komme rundt. Bratislava kunne ikke måle sig med Wien når det gælder seværdigheder, men det forventede jeg heller ikke på nogen måde. Det er ikke specielt billige destinationer, men med lidt planlægning kan man godt spare en del.


Vi udnyttede vores Vienna Pass på en glimrende måde og fik god valuta for de 139€ det kostede. Her er hvad vi skulle have betalt:

Imperial Treasury = 14€
Spanish Riding School training = 16€
Sisi Museum & Imperial Silver = 16€
Naturhistorisk Museum = 16€
Riesenrad Ferris Wheel, Prater = 13€
Madame Tussauds = 24€
Teknisk Museum = 16€
Schloss Schönbrunn = 26€
Desert House, Schönbrunn = 6€
Schönbrunn Zoo = 26€
Upper Belvedere = 18€
Lower Belvedere = 18€
Militærhistorisk Museum = 8€
Transport Museum 'Remise' = 8€
City Cruises Vienna = 28€
Sightseeing Hop-On Hop-Off bus = 32€

Ialt = 253€ - så en besparelse på 114€

Så kan man altid diskutere om vi så havde set alt hvis vi skulle havde betalt hvert set, men jeg synes bestemt det var god værdi 😉


Andre udvalgte udgifter: 

Senator Hotel, Wien pr. nat inkl. morgenmad 570 kr.
Hotel Matyšák, Bratislava pr. nat inkl. morgenmad 580 kr.
Dagskort transport Wien 5,80€
Dagskort transport Bratislava 3,70€

mandag den 5. december 2022

Bukarest

 

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Egentlig var det meningen at Maj og jeg skulle en tur til Bratislava i oktober. Men et par uger før afrejse aflyste Ryanair flyet hjem, og det blev for dyrt og besværligt at finde et andet. Så I stedet fik vi pengene retur og købte billetter til Bukarest i stedet. Ikke fordi vi nødvendigvis enormt gerne ville lige dertil, men vi kunne komme afsted på det tidspunkt vi gerne ville - og til en særdeles overkommelig pris - og om turen gik til Bratislava eller Bukarest betød ikke så meget. Så torsdag d. 1. december var der afrejse til Rumæniens hovedstad.

Vi har begge været i Bukarest før. Maj tilbage før murens fald og jeg selv så sent som i 2019, så oplevelsen ville nok virke mest genkendelig for mig! Vi fløj til Otopeni - eller Bucharest Henri Coanda International Airport som den rettelig hedder og turen tog bare et par timer med WizzAir. Vi skulle kun være afsted i 3 dage, så vi nøjedes med de 10 kg. håndbagage der var inkluderet i prisen, og det kunne lige præcist være i de små tasker. Ved ankomsten tog vi toget der kører til hovedbanen Gara De Nord på små 20 minutter. Prisen er bare 5 LEI pr. person, og for at omregne til danske kroner ganger man med 1,5 - og det er jo nemt nok. Så prisen svarer til 7,50 kr. 👍

På hovedbanen købte vi et 'City Card' til ubegrænset transport i Bukarest i 72 timer for 40 LEI, og havde billetautomaten virket i lufthavnen, kunne vi have købt det dér og brugt det i toget også, men til de priser kan man ikke brokke sig. Transporten i byen er også billig pr. tur, men fordelen ved kortet er at man ikke skal købe billet hver gang. Vi tog metroen til Grozavesti stationen hvor der kun var tre minutters gang til vores hotel. Hotel Yesterday bød på et fint værelse hvor der var de ting vi skulle bruge. Vi tog metroen de to stop til Izvor, hvorfra vi gik til julemarkedet på Piața Constituției foran det store Parlaments Palads. Markedet var åbnet samme dag og så hyggeligt ud i mørket - med masser af lys. Vi spiste aftensmad på det første og bedste sted vi fandt, og det var en udmærket kyllingeburger med fritter. Tilbage på hotellet havde vi lidt hyr med en masse drenge der synes at gangen foran vores værelse var det bedste sted i verden at lege. Det viste sig at være en fodboldklub på tur - og de havde lejet 60 ud af hotellets 64 værelser, så der var helt udsolgt og derfor ingen mulighed for at blive flyttet til et andet værelse. Receptionen beklagede, men gjorde ellers ikke mere ved sagen. Et par gange var jeg ude og beklage mig til de voksne der var med på turen, men de gjorde heller ikke det store. Jeg fik dog at vide at de skulle afsted næste formiddag, så én nat kunne vi godt overleve. Jeg kunne godt have tænkt mig at hotellet selv havde tilbudt os en form for kompensation - over 400 kr. i døgnet for et værelse i Bukarest er ikke i den helt billige ende.

Fredag spiste vi morgenmad sammen med fodbolddrengene, og den var ok uden at imponere. Jeg er jo selv tilfreds med brød, smør, æg, bacon og juice - alt udover det er så bonus, men det var der så heller ikke noget af her. Den eneste ting vi havde booket hjemmefra, var en dagsbillet til Therme der er et badeland i udkanten af Bukarest. Man kan købe forskellige billetter - afhængigt af hvor længe man vil være der og hvilke områder man vil have adgang til. Vi havde købt billetter på 'singleday' d. 11/11 med 30% rabat, så vi fik hele dagen med adgang til Galaxy og The Palm for 140 kr. - hvilket må siges at være en billig dag. Galaxy er området til børn og barnlige sjæle, med masser af vandruchebaner og den slags. Vi var lige inde og kigge, men der var alt for mange børn og larm til os, så vi klikkede os ind i The Palm med vores fancy armbånd. Det styrer både låsen på ens skab i omklædningsrummet, men fungerer også som betaling i barer, restauranter og til diverse behandlinger. Man skal være min. 16 år for at være i The Palm, og det eliminerer børn - men ikke fulde folk. Der er mange der bruger stedet til en hyggelig dag med vennerne, og med drinks til 25 kr. kan man jo godt se hvorfor. Der var i hvert fald lange køer i poolbaren. Der er forskellige bassiner med diverse termiske mineralbade, og der er også en udendørs afdeling med vand fra de varme kilder. Der er endda anlagt en udendørs sandstrand, men den er lukket om vinteren. Vandtemperaturen ligger omkring 35 grader hvilket er meget passende. Sidst på eftermiddagen tog vi et bad og iførte os tørt tøj for at spise noget mad i en af restauranterne. Vi blev dog blankt afvist, da der kun er adgang i badetøj - det er så første gang jeg har prøvet det! Nå, men på med det våde badetøj igen og så ind og få noget at spise. Jeg fik indløst min fødselsdagsgave og valgte en omgang ris og karry, hvilket faktisk var ganske godt. Efter endnu flere timer i bassinerne tog vi bussen tilbage til byen. Vi skulle skifte en enkelt gang hvor vi måtte vente et stykke tid på den næste bus, men den kørte så til gengæld helt til vores metrostation. Der var helt fredeligt på hotellet da vi kom tilbage... 👍

Lørdag morgen tog vi ind til Parlaments Paladset, men det var svært at finde ud af hvor billetkontoret var. Det viste sig at vi næsten var gået lige forbi det, og nu var det helt omme på den anden side. Det lyder nok ikke så slemt, men vi snakker om en af verdens største administrative bygninger (kun overgået af Pentagon), så Maj gik over på julemarkedet og fik lidt at styrke sig på, imens jeg prøvede at få en billet til en af dagens rundvisninger. Man kan nemlig ikke booke dem online, men man kan ringe til to telefonnumre dagen før (hvilket jeg havde prøvet), men det virkede ikke. Så kan man dukke op og håbe det bedste, men desværre var der fuldt booket. Så jeg gik tilbage til Maj efter at have trasket 3 km. for at finde et billetkontor 😄

I stedet var vi rundt i byen på gåben og med både metro, bus og sporvogn - men uden at se noget vildt spændende. Så det var faktisk kun trolleybusserne vi ikke fik prøvet. Vi var bla. forbi en butik vi havde set fra bussen dagen før, men den var der ikke meget ved. Vi prøvede også noget marked, men igen uden det store held. Vi var hjemme på hotellet og slappe lidt af før vi igen var på farten. Vi havde booket en tur hos Escape Arena - nemlig The Last Adventure Of Indiana Jones. Her fik vi 75 minutter til at finde Kristus bæger, men det lykkedes desværre ikke til tiden. Vi dog lov til at spille færdig så det var meget fint. Vi gav 300 kr. inkl. lidt drikkepenge, og for så lang en oplevelse for 2 personer kan man ikke indvende noget imod prisen. Vi købte lidt mad med hjem fra et supermarked, og så sad vi i sengen og spiste kyllingelår m.m.

Søndag morgen var vi tidligt oppe, og kl. 5.30 sad vi i metroen til hovedbanen. Her skiftede vi til toget og 20 minutter senere var vi tilbage i lufthavnen. Vi var allerede tjekket ind på flyet, så det var bare gennem security og til gaten. Vi havde endda fået pladser ved siden af hinanden på vej hjem 😉


Udvalgte udgifter:

Flybilletter WizzAir København – Bukarest t/r inkl. 10 kg. håndbagage = 148 kr.
3 overnatninger på Hotel Yesterday inkl. morgenmad = 612 kr.
Therme vandland = 140 kr.
72-timers 'City Card' = 60 kr.
Indiana Jones Escape Room = 150 kr.

søndag den 26. juni 2022

Bosnien-Hercegovina

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Corona er efterhånden heldigvis skubbet så meget i baggrunden at man igen kan rejse nogenlunde frit. Jeg er jo generelt på jagt efter at opleve nye lande, gerne minimum et om året. De seneste år er f.eks. Malta, Nordmakedonien, Georgien, Moldova, Rumænien, Ungarn og Ukraine føjet til listen, og nu var turen så kommet til Bosnien-Hercegovina. Det virker måske ikke som det oplagte sted at tage hen et par uger i juni, men jeg kunne få rigtigt billige flybilletter til Sarajevo – en by jeg i mange år gerne har villet se. Så lørdag d. 11. juni 2022 tog jeg metroen til Kastrup lufthavn for at flyve med WizzAir til Sarajevo. Jeg havde tilkøbt en ekstra 10 kg. trolley som håndbagage, så samlet havde jeg 20 kg. – hvilket er rigeligt til sådan en tur. Selve flyveturen tog et par timer, og vi landede som planlagt i lufthavnen kl. 11.40 – hvor jeg jo ikke skulle vente på bagage. Der går en bus fra lufthavnen til centrum ca. hver anden time, så jeg tog chancen og satsede på at nå den der gik kl. 12.10 – hvilket også lykkedes. På 25 min. kom jeg ind til terminalen, igennem immigration og told, hævet kontanter og fundet ud til bussen – det er sgu’ da meget godt gået! 😊

Jeg steg af bussen bare 300 meter fra mit guest house ’At Majdan’, der ligger lige i udkanten af byens ret kompakte centrum. Mit værelse var klar til mig og ganske fint. En glimrende seng, velfungerende wi-fi, et særdeles pænt fælles badeværelse og et lille køkken med køleskab. Så behøver jeg ikke mere for et par dage i en storby. Som altid vil jeg gerne lige ud og have en fornemmelse for nabolaget uden de store planer, så jeg gik mig en tur. Det virkede meget tilforladeligt og efter et par timer var jeg tilbage igen. Jeg havde investeret i et lokalt SIM-kort så jeg havde mulighed for at være online når jeg var på farten, for da Bosnien-Hercegovina ikke er med i EU er der ingen gratis roaming data. SIM-kortet kostede 10 BAM og indeholdt 15Gb data samt lidt opkald og sms jeg aldrig fik brugt. I Bosnien bruges Konvertible Mark (BAM) og kursen er heldigvis meget enkel at regne ud. Valutaen blev indført i 1998 og låst fast i forhold til den daværende tyske mark, deraf navnet. I dag er den låst i forhold til euroen i forholdet 1:1,95 – i dagligdagen bruges ’dobbelt op’. Så 1 BAM er 4 danske kroner og 2 BAM er 1€ - nemt at regne med.

Søndag var jeg rundt og se en masse af byens seværdigheder f.eks. det olympiske museum (10 BAM). Det er bygget for at mindes da Sarajevo (som en del af Jugoslavien) var vært for Vinter-OL i 1984. Museet er såmænd meget hyggeligt og man har da også lavet en fin samling af ting derfra, men så er der heller ikke mere. Så var der mere substans i War Childhood Museum (10 BAM) som jeg også besøgte. Det blev etableret på baggrund af en bog af samme navn skrevet efter krigen på Balkan. Den samlede en del beretninger fra folk der havde oplevet den skrækkelige periode, og på museet kan man så læse deres fortællinger og se ting de har bevaret. Det er f.eks. den Barbie dukke der var det eneste legetøj en pige havde igennem 5 år, bordtennisbattet der blev brugt til at spille med storebroren – før han drog i krig og blev dræbt. En masse skrækkelige fortællinger og der blev knebet mere end en enkelt tåre fra min side. For lige at klare hovedet igen, var jeg en tur gennem den gamle bydel hvor jeg bla. så flere kirker og moskéer. Bosnien er en føderal republik domineret af bosniske muslimer, kroater og serbere. Hercegovina indgår i føderationen, ligesom ’Republik Srpska’ (ikke at forveksle med landet Serbien) har udpræget selvstyre. Kort sagt en smeltedigel af dimensioner og der er ikke noget at sige til at konflikterne stadig ulmer i landet, selv her mere end 25 år efter freden.

Mandag tog jeg lokalbussen (1,8 BAM) til ’Tunnel of Hope’. Den ligger på bagsiden af lufthavnen og tunnelen går faktisk under selve landingsbanen og blev brugt under krigen til at bringe forsyninger ind i den belejrede by. Jeg blev sat af bussen ca. halvanden km. fra stedet, men kunne så gå langs med lufthavnen det sidste stykke. Det er kun en lille del af tunnelen der er åbnet op for offentligheden, da man af sikkerhedsmæssige grunde ikke ønsker at folk render rundt på lufthavnens område – fair nok. Man har så bygget en længere del for at give en bedre indtryk af tunnelen, og tanken er selvfølgelig fin nok. Men det er lidt som hvis man har besøgt Vinh Moc tunnelerne ved den demilitariserede zone i Vietnam, og så senere besøger Cu Chi der er lavet som kopi i nærheden af Saigon. Det er en Disney-version man ikke behøver efter min mening. Nå, men jeg fik da i hvert fald varmen på gåturen til bussen som kørte mig tilbage til byen. Jeg stod af ved togstationen og hentede min billet til Mostar. Det er så smart at man sagtens kan købe en billet til toget på internettet, men man skal stadig ned og hente den fysiske papirbillet på stationen - det er også alt for nemt med print-selv PDF'er eller mobilbilletter. Jeg var oppe i Avaz Twist Tower der ligger lige i nærheden. Man kan gratis tage elevatoren op, men vil man ud på observationsdækket koster det 2 BAM. Jeg tror dog stadig at prisen på 8 kr. placerer bygningen blandt de billigste højhuse jeg har været oppe i. Man har så også en ret ubehagelig panoramaelevator installeret, så man kigger ud når man kører op og ned. En begivenhedsrig sightseeing dag i  Sarajevo.

Du kan se en lille video fra turen op med elevatoren her: https://youtube.com/shorts/2H96ioroIjQ

Tirsdag morgen tog jeg sporvognen til togstationen og satte mig til rette i toget til Mostar kl. 7.15 – en tur på et par timer. Toget er et moderne elektrisk spansk Talgo og er et af de få passagertog der faktisk kører i Bosnien nu om dage. Turen går gennem flot landskab så jeg var helt klar da jeg kom til Mostar – ca. en halv time forsinket. Det var varmt så jeg tog en taxa fra stationen til mit guest house (7 BAM) og de var givet godt ud for det var HOT i Mostar. Heldigvis var der aircon på mit ganske dejlige store værelse med balkon. Tre værelser deles om det fælles badeværelse – og et lille køleskab – og der var så pænt og rent overalt. Men det var også ’skoene af’ indenfor, hvilket er helt fair. Rooms Deny ligger bare 5 minutters gang fra Mostars helt store trækplaster – Stari Most (Old Bridge). Broen blev oprindeligt bygget af tyrkerne tilbage i 1500-tallet, men blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993. Efter krigen sluttede blev den genopbygget og kunne således genåbne i 2004, og allerede året efter kom den på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Den er det naturlige midtpunkt i Mostar som slynger sig på begge sider af floden. Den gamle bydel er virkelig hyggelig og ret kompakt, så det er nemt at komme rundt. Egentlig havde jeg kun booket 3 overnatninger i byen før jeg skulle videre til Banja Luka, men der var så hyggeligt at jeg endte med at blive 6 nætter i stedet. Jeg vidste at jeg ville se Kravice Waterfall der ligger et stykke fra Mostar, ikke langt fra grænsen til Kroatien. Der er dog ingen offentlig transport derud, så man har tre muligheder. Enten få en taxa til at køre én, leje en bil eller tage på en organiseret tur. Taxaen ville koste ca. 120€, og da jeg ikke havde et internationalt kørekort med – så måtte det blive en tur. Jeg havde booket gennem Taso Hostel der lå ved siden af mit guest house, men der var åbenbart noget forvirring om afgangstiden. Jeg havde fået at vide at vi kørte kl. 10.30, men kl. 09.05 fik jeg en besked på WhatsApp: ’Hvor er du - vi kører nu!’. Nå, men i stedet bestilte jeg en tur med en åben bus til fredag, men sent torsdag aften fik jeg besked om at bussen desværre var overbooket. De kom så forbi mit guest house fredag med en ny billet til lørdag, samt en nougatcroissant og en sodavand for at beklage 😄

Det havde været skønt med nogle dage i Mostar til bare at komme helt ned i tempo, men nu var jeg også klar til nye eventyr. Lørdag morgen gik jeg de knapt halvanden km. til busstationen hvor jeg skulle være kl. 9. Da jeg kom var bussen klar og det var chaufføren, guiden og alle de øvrige passagerer også. Det vil sige et finsk par, som var de eneste udover mig! Det er så første gang jeg har prøvet en hel dag i en åben ’hop on hop off’ bus stort set for mig selv. Turen kostede 20€ og dækkede kun selve transporten, så evt. entréer skulle man selv betale der hvor det var nødvendigt. Første stop var i Blagaj hvor vi så det lille kloster. Det ligger meget smukt placeret op af en klippe med huler og vandfald, og er blandt de mest fotograferede steder i Bosnien. Vi valgte ikke at gå derind, men nød det bare udefra. Næste stop var i byen Počitelj, der bla. huser en fæstning samt en virkelig flot lille moské. Den ujævne trappe/sti op til fæstningen gjorde dog at jeg vendte om undervejs, og fordybede mig i stedet i moskéen og resten af den lille landsby. Jeg slukkede tørsten i en omgang frisk iskold granatæblesaft til bare 1€. Vi fortsatte til Međugorje hvor jeg bla. så den store kirke og fik lidt frokost. Ved 2-tiden var vi så fremme ved turens højdepunkt – det smukke Kravice Waterfall. Normalt skal man betale 10€ i entré, men vores chauffør lavede et eller andet trick, da han kendte en gut der kørte os fra parkeringspladsen helt ned til selve vandfaldet, og på den måde kom vi udenom det med billetter. Vandfaldet ligger ca. 40 km. fra Mostar, og er man på de kanter så er det et absolut must. Det er over 25 meter højt og strækker over ca. 130 meter i længde. Her om sommeren består det af flere mindre kaskader, mens det på andre tidspunkter af året er mere vandfyldt. Udover det smukke syn kan man også bade der, hvilket var tiltrængt for mit vedkommende. Vandfaldet fødes af en flod så der er en god gennemstrømning af vand, så temperaturen kom ikke over 17-18 grader. Når det så samtidig er +35 grader i luften så føles det forfriskende (læs: koldt) men stadig skønt. Vi var der i knapt 3 timer, og turen tilbage op til parkeringspladsen tog jeg i et lille turisttog (1€) – så sparede jeg lige 32.485 trappetrin (nok rundet en smule op). Ved ankomsten til Mostar kørte vi lige forbi mit guest house så jeg blev sat af dér, så slap jeg for gåturen hjem fra stationen. Det havde været en lang, men virkelig fed dag – og for 20€ med egen bus og guide var det en virkelig god deal. Det havde nok været smart med en kasket og noget solcreme, men hvad kan man gøre… 😎

Du kan se en lille video fra vandfaldet her: https://youtu.be/hdkHaZ_60Ow

Jeg var nede i byen og spise aftensmad sent, for jeg ville også godt lige have et par aftenbilleder af broen. Der må jeg så erkende at mobilen kommer noget til kort, selvom jeg nok kunne have fået et bedre resultat ud af at lege lidt med blænde og åbnetid m.m. og et kort øjeblik savnede jeg mit gamle Canon. Men fordelen ved mobilen som kamera, gps m.m. opvejer de lidt mindre gode aftenbilleder. Søndag stod på ren afslapning og tiltrængt skygge/aircon efter den lange dag i solen.

Mandag morgen tjekkede jeg ud og gik til togstationen og tog toget tilbage til Sarajevo (11,90 BAM). Her købte jeg billet til bussen (28 BAM) til Tuzla, hvortil der desværre ikke længere kører passagertog. Jeg havde lige en time inden afgangen kl. 10.30, så det gav mulighed for lidt morgenmad. Bussen var nu ganske fin og turen tog ca. 3 timer. Jeg gik fra busstationen til mit guest house der ligger midt i byen. Intet skilt på døren, men det lykkedes at finde værtinden. Mit værelse var større end jeg havde forventet, for godt nok havde jeg booket hvad de kaldte et ’stort enkeltværelse’, men der var senge til 5. Heldigvis var der også airconditioning, for ligesom i Mostar var der varmt i Tuzla. Jeg fik gået den klassiske tur i området, og fik frokost på en af de hyggelige caféer på byens store plads – bare et par minutters gang fra hvor jeg boede.

Tirsdag var jeg bla. ved Pannonian Lakes – tre saltsøer som man har anlagt løbende midt i byen. Den første blev anlagt i 2003 og efterfølgende er de to andre kommet til. De har plads til 20.000 daglige gæster, og det er i hvert fald det største friluftsbad jeg har været i. Efter sigende det eneste sted i Europa med kunstige saltsøer, og for mig en kærkommen mulighed for en dukkert. Den første sø er anlagt som en form for swimmingpool, imens de to andre er mere ’naturlige’ med stenbund. Der er også forskellige vandfald, og pga. saltindholdet og forskellige mineraler siges vandet at have en helbredende effekt på mange problemer. Vandet var 27-28 grader varmt og skønt - og jeg var i vandet i alle tre søer 😀

Onsdag var store sightseeingdag i Tuzla, og jeg brugte formiddagen på at se seværdighederne i byen. Jeg var forbi togstationen som ikke bruges længere. Man har stoppet med passagertog til bla. Tuzla for flere år siden så nu kører der kun godsvogne på skinnerne. Jeg fik også købt min busbillet tilbage til Sarajevo for dagen efter, og det var først dér jeg fandt ud af at jeg havde fået den til halv pris hvis jeg havde købt en returbillet til at starte med. Jeg så flere anderledes moskéer, bla. én med et pyramideformet tag og en anden med en minaret lavet af træ. Byens katedral er ikke stor, men virkelig flot udsmykket. Lige bag mit guest house ligger byens markedsplads der er delvis indendørs. Man kan både købe friske grøntsager, kød, ting til husholdningen samt gammelt ragelse - så der er noget for enhver. Om eftermiddagen gik jeg op til søerne igen og fik en dukkert. Sidst på eftermiddagen kommer man ind for 4 BAM i stedet for de sædvanlige 6, og det var dejligt med en svømmetur.

Torsdag gik jeg ned til busstationen og kl. 9 kørte bussen til Sarajevo. Jeg tog en sporvogn til samme sted jeg havde boet tidligere på turen, men denne gang havde jeg fået det de kalder 'lejligheden'. Det er et marginalt større værelse med et lille tekøkken og eget bad og toilet. Som sådan ikke det ekstra værd i forhold til det andet værelse, men dem uden eget badeværelse var udlejet. Om eftermiddagen var jeg rundt i byen og snuse og ellers bare lade op til den sidste dag.

Fredag skulle jeg skifte værelse til det jeg tidligere havde boet på, for nu var 'lejligheden' booket. Heldigvis var værelset blevet gjort rent tidligt, så jeg kunne bare sætte min bagage derind og bytte nøgle. Lidt fjollet med to værelser på to dage, også med tanke på sengetøj, håndklæder m.m. men miljøet må træde lidt i baggrunden når man rejser. Jeg havde fire punkter tilbage på min liste, heraf var to af dem faktisk grunden til at jeg tog til Sarajevo i første omgang. Jeg havde set billeder af den forladte bobslædebane fra Vinter-OL i 1984 og den så ret fantastisk ud. Man kan nemt komme op til den da der kører en kabelbane op af bjerget, og den slutter tæt på bobslædebanens start. Da jeg kom til Sarajevo var kabelbanen dog lukket da man netop i de dage havde det årlige tjek, så jeg vidste at jeg skulle kunne nå det inden jeg skulle hjem. Turen med kalbelbanen koster 20 BAM for en returbillet, men efter at have taget turen op var jeg ikke sikker på at jeg skulle med ned igen 😂

Du kan se en lille video fra turen med kabelbanen her: https://youtu.be/b5KseJUR3wE

Turen tager 10-12 min. og er faktisk ikke så slem som andre kabelbaner jeg har prøvet. Det generer mig ikke så meget når banen bare følger f.eks. et bjerg i nogenlunde samme højde over jorden, men de lange spænd hvor der er voldsomt langt ned bliver aldrig en favorit hos mig. Jeg kommer mig aldrig over min højdeskræk, men jeg er stadig tilfreds med mig selv når jeg gør disse ting - på trods af hvordan det føles undervejs. Nå, men selvfølgelig overlevede jeg også denne tur, og på toppen kunne jeg nyde den flotte udsigt over hele Sarajevo før jeg begav mig ned af bobslædebanen. Den er forfalden, men som sådan stadig relativ intakt, men nu dekoreret med grafitti som virkelig tilfører kolorit. Der var andre turister denne dag, og da alle jo gerne vil have billeder uden andre på (for at tilføre følelsen af et 'abandoned place') så går folk ned sådan lidt i grupper. En ting man bare skal være opmærksom på: Bobslædebanen er kun 1200 meter lang + ramper, tilkørsler m.m. - men i sagens natur går det jo ned af bakke, og eftersom kabelbanen ligger på toppen, så skal man ligesom OP igen! Jeg hoppede af ca. 3/4 ned af banen hvor den krydsede en vej som førte tilbage til toppen. Det var solrigt denne dag, men forholdsvis nådige 28 grader,  og fordi banen snor sig igennem en tilgroet skov var der skygge mange steder. Men indrømmet... turen tilbage til kabelbanen var på alle måder en hård omgang! Man kan også vælge at fortsætte gåturen ned af bjerget, så tager det et par timer at komme tilbage til byen, og jeg indrømmer gerne at jeg overvejede det. Så havde jeg også undgået kabelbanen ned igen, men det gik alligevel alt sammen. Med kabel- og bobslædebane krydset af listen fortsatte jeg til den nedlagte togstation Bistrik. Det er den sidste tilbageblevne station i Sarajevo bygget i den østrigske periode, men sammenligningerne med en alpehytte havde jeg nu svært ved at se. Heldigvis var turen hjem derfra ca. 20 minutters gang... ned af bjerget. Tilbage på min liste var nu kun et besøg på Vapiano, og dermed slutte turen med en god omgang frisk pasta. Men i stedet skypede jeg med min søster så det tilsidst blev for sent, men så er der jo også noget at vende tilbage til Sarajevo for. Så i stedet fik jeg en omgang kebab på den 'lokale' - og det smagte også fint. Jeg fik pakket mine ting så jeg var helt klar til turen hjem.

Lørdag morgen stod jeg op kl. 04.25 - og 20 minutter senere gik jeg ned til katedralen hvor bussen til lufthavnen (5 BAM) kører fra. Den kom som solen var ved at få fat lige efter kl. 5 og turen til lufthavnen tog kun en halv times tid, men der var heller ingen trafik. Jeg var allerede tjekket ind på flyet, så jeg kunne gå direkte gennem security og finde mig en plads i gaten. Vi fløj til tiden kl. 06.35 og et par timer efter landede vi i Kastrup. Jeg tror så aldrig jeg har skullet stå i kø i en halv time for at vise mit rødbedefarvede pas og blive lukket ind i Danmark, men endnu værre blev det da jeg gik igennem terminal 3 på vej til metroen - hold nu op der var mange mennesker der skulle på ferie... 😉

Bosnien-Hercegovina viste sig fra en virkelig overraskende positiv side. Alle steder var folk super flinke og afslappede, og gudskelov var Corona overhovedet ikke en faktor. Prisniveauet er billigt og det er nemt at komme rundt. Det er op og ned hvor meget engelsk der bliver talt, men som andre steder er de unge generelt bedre end de ældre generationer. Husk at landet ikke er med i EU, så man har ikke fri roaming på telefonen, men lokale SIM-kort er billige og nemme at bruge. Visse banker kræver op til 17 BAM (68 kr.) ekstra for at hæve penge i automaterne, imens andre banker ikke opkræver noget. Maden er meget 'tyrkisk' og det er ment på en positiv måde. Jeg havde troet det var mere østeuropæisk med kød og sovs, men det er mere suvlaki grillspyd og kebab - foruden allestedsnærværende burgere og pizza. Jeg kommer i hvert fald meget gerne tilbage 👍😊


Turen har kostet følgende:

Flybilletter WizzAir København – Sarajevo t/r inkl. 10 kg. ekstra håndbagage = 368 kr.
3 overnatninger på At Majdan, Sarajevo (pr. nat 93 kr.) = 279 kr.
6 overnatninger på Rooms Deny, Mostar (pr. nat 123 kr.) = 738 kr.
3 overnatninger på Guest House Stari Grad, Tuzla (pr. nat 150 kr.) = 450 kr.
2 overnatninger på At Majdan, Sarajevo (pr. nat 125 kr.) = 250 kr.
Tog Sarajevo - Mostar t/r = 96 kr.
Bus Sarajevo - Tuzla t/r = 224 kr.
Samlet transport + overnatninger = 2.405 kr.

Sightseeing bustur i Mostar = 150 kr.
Kabelbane i Sarajevo = 75 kr.
Mad, drikke, lokaltransport, entré m.m. = 1.329 kr.

I alt = 3.959 kr.


mandag den 29. november 2021

Kiev

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Midt i en Corona-tid bookede Robert og jeg flybilletter til Kiev i Ukraine. Egentlig var det opfyldelsen af en gammel aftale med min engelske veninde Clare, som jeg har kendt i over 14 år. Vi mødte hinanden ved Terrakottakrigerne i Kina og sidenhen flere andre steder rundt omkring i det store land. Senere besøgte Robert og jeg hende i New Zealand og vi var også til hendes bryllup i England. Hun har en stor interesse i 'forladte steder,' og vi har mange gange snakket om en tur til Chernobyl. Robert er egentlig ikke den store fan af disse storbyferier, men lige netop denne ville han gerne med på. Så vi bookede billetter med Wizzair der flyver direkte fra København til Kiev. Vi var forberedt på at forskellige restriktioner kunne umuliggøre turen, men det lykkedes faktisk uden de store problemer. Vi skulle fremvise Corona-pas for at få lov til at flyve, ligesom vi skulle købe en Corona-forsikring gennem et ukrainsk forsikringsselskab, men så var vi klar…

Vi havde købt en fælles 20 kg. kuffert til turen, så Robert kom hjem til mig så vi kunne pakke og tage metroen til lufthavnen sammen. Indtjekningen gik uden problemer, men alligevel fik turen ikke den allerbedste start. Det er efterhånden blevet en fast tradition at starte med et måltid på Burger King, men da vi kl. 20.01 stod ved skranken hos dem fik vi at vide at de altså lukkede kl. 20. Så i landets største lufthavn kan man altså ikke få en burger efter kl. 20 på en lørdag aften – og vi er stolte af Kastrup Lufthavn? Da Anne og jeg fløj fra Mumbai kunne vi kl. 03.30 bla. vælge mellem Pizza Hut, Burger King, KFC og Subway – det er sgu’ for dårligt CPH 😕

Nå, men flyveturen gik fint og varede under to timer. Vi landede i byens 'lille' internationale lufthavn Zhulyany der ligger bare 6 km. fra centrum. Da vi havde styr på vores Corona-pas og den føromtalte forsikring (90 kr. for en uges dækning) kom vi hurtigt igennem immigrationen. Klokken havde efterhånden passeret 01, så offentlig transport var udelukket ind til byen. Taxamafiaen krævede 600 UAH for turen, hvilket svarer til 150 kr. Så i stedet brugte vi lufthavnens gratis wifi og bestilte en Uber til 140 UAH. Han kom efter få minutter og smed os af på Independence Square hvor vores hostel ’City Center’ lå. Som altid lå der en nøje udvælgelse bag hvor vi skulle bo, og det var faktisk Robert der endte med at vælge det, primært ud fra placeringen. Det var også fuldstændig midt i byen, så det kunne ikke være mere centralt. Men da vi kl. 02 om natten blev lukket ind af gadedøren og gik igennem en korridor der stank af pis og ind i en raseret elevator der bragte os op til 7. etage, skulle vi nok have lugtet lunten. Vi fik vækket en kvinde der lå og sov på en drømmeseng bag disken, og så startede et værre cirkus. Jeg havde printet vores booking ud på engelsk, et sprog hun i hvert fald havde NUL kendskab til. Vi prøvede at forklare situationen, og til sidst overgav hun sig og gav os en nøgle. Det var til et værelse kun lige nøjagtigt større end den halvanden-mands seng der stod derinde. Vi fik stablet vores bagage ind i fodenden af sengen og tog elevatoren ned på gaden. Her fandt vi en lille burgerbiks der havde åbent, så vi kunne få lidt at spise samt veksle penge. Tilbage på vores værelse fik jeg noget opgivende redt sengen med det plettede sengetøj vi havde fået udleveret, og så var det ellers på hovedet i seng. Vi blev enige om at nu fik vi noget søvn, og måske så det hele bedre ud i dagslys? Det gjorde det så ikke… 😝

Jeg fik ikke meget søvn den nat, og da vi stod op var tingene ikke ligefrem blevet bedre. Vi kunne ikke bo på det værelse i en uge, så det forsøgte vi at forklare ’trolden’ i receptionen. Hun viste os 3-4 andre værelser, men de var ikke bedre end det vi havde. Sammenholdt med et megaklamt toilet og et fællesområde/køkken der lignede et bombekrater, fik vi nok. Det lykkedes at få fat på ejeren af stedet i en mobiltelefon, og han lovede os vores penge igen – minus en ekstra nat som straf. Det var fint, vi skulle bare væk derfra. Der gik et par timer før der kom en gut med nogle penge, men vi skulle stadig lige igennem endnu en kamp for at få dem udleveret, men det lykkedes til sidst. Tiden havde vi brugt på at finde et andet sted at bo og valget var faldet på Hotel Mir. Her skulle vi give 180 kr. for et dobbeltværelse, men de ekstra 70 kr. i døgnet så ud til at være givet godt ud, så vi bestilte en Uber der kørte os dertil. Første indtryk var en kæmpe lobby, men jeg fik alligevel overtalt receptionisten til at vise mig værelset inden vi betalte - ingen grund til at købe katten i sækken for anden gang. Det var heldigvis et fuldstændigt standard hotelværelse med to senge, køleskab og badeværelse med badekar. Så her kunne vi sagtens pakke ud og bruge det gratis wifi til at skrive til Clare. Hun afbestilte med det samme sit værelse på City Center Hostel og bestilte også et værelse på Hotel Mir. Vi brugte søndag eftermiddag på at få sovet samt lavet lidt ekstra research på hvad vi skulle se. Vi tog metroen et par stop til en McDonald’s hvor vi spiste frokost – udenfor, for pga. Corona måtte man ikke komme ind at sidde. Metroen fungerer super, kører hele tiden og koster bare 8 UAH (2 kr.) uanset hvor langt man skal - inkl. evt. skift mellem de tre linjer. Man køber billetter med en QR-kode som så skannes ved indgangen på stationerne, ligesom man også kan købe forskellige typer kort der kan fyldes op. Om aftenen tog vi metroen til Ocean Plaza Shopping Center hvor vi også fik noget aftensmad.

Mandag morgen gik vi ned i restauranten hvor de serverede morgenmad til 150 UAH pr. person. Det kan sagtens vise sig at være en god deal, specielt hvis det er en lækker morgenmadsbuffet der gør at man kan springe frokosten over. Det var så ikke tilfældet her! Vi kunne vælge mellem tre forskellige menuer, så vi valgte den med scrambled eggs. Efter lidt tid kom tjeneren så med en tallerken med fried eggs (hmmm?) men de røg da ned, så sarte er vi dog heller ikke. Til æggene fik vi hver et par skiver tørt brød, en muffin og et glas kirsebær juice eller en kop kaffe. Det var bare ikke 40 kr. værd i et land hvor det er mange penge, så det blev den eneste gang vi gjorde det. Efter vores overdådige morgenmåltid tog vi metroen ind til centrum. Første stop var ved St. Volodymyr's Cathedral, hvor vi overværede en katolsk ceremoni involverende en hel del mennesker. Derefter gik vi til Golden Gate, der er et pudsigt bygningsværk der ligner en port af mursten med et vedhæng som en norsk bjælkehytte. Som om det ikke var skørt nok, står der foran en kæmpe sten med en stor bronze kat på toppen – måske er det Riga kattens fætter? 😄

Vores videre færd bragte os først til St. Sophia’s Cathedral og derefter St. Michael's Golden-Domed Monastery før vi tog den lille kabelbane ned af bjerget. Den er en del af det offentlige transportsystem, så vi kunne bruge vores 8 UAH papirbilletter ligesom til metroen. Efter en forgæves søgen efter noget frokost faldt vi ved et tilfælde over en Vapiano, og der måtte man faktisk komme ind og sidde – i modsætning til f.eks. McDonald’s og Domino’s. Det lykkedes os aldrig helt at regne ud hvorfor nogle steder, på nogle dage, tillod folk at sidde indenfor, og andre gange var der kun bestilling til take away. Robert havde aldrig spist på Vapiano før, og når man får to store portioner spaghetti bolognese med tilhørende øl og sodavand for 116 kr. så var der ikke meget at betænke sig på. Vi tog metroen tilbage til hotellet, og senere var jeg i det lokale supermarked for at handle. Tidligere havde vi indkøbt juice, Nutella, ost, pølse og brød så vi selv kunne lave morgenmad på værelset, men vi manglede knive og paptallerkner så det fik jeg købt.

Omkring kl. 01 ankom Clare der havde været på en længere tur end os. Man kan ikke flyve direkte fra Birmingham til Kiev, så hun havde haft en mellemlanding i Krakow på vejen med Ryanair. Vi sad og snakkede på værelset noget tid inden hun gik ind på sit eget værelse. Næste dag bød vi på en skive morgenmad hos os før vi tog ud i byen. Der lå et forladt hus ved siden af hotellet, og da Clare har en stor interesse i ’abandoned places’ så startede vi dér. Vi tog metroen til Independence Square så Clare kunne få vekslet nogle penge. Derefter tog vi en Uber til Pechersk Lavra – Kiev’s turistattraktion #1. Her kan man se en del kirker og vi var også oppe i klokketårnet hvorfra man har en glimrende udsigt over byen. Man kan også se den store statue af ’Moder Rusland’ der med hævet sværd står 102 meter højt og skuer ud over floden. Men højdepunktet var klart katakomberne hvor folk er blevet begravet i de sidste 1000 år. Man har gravet et netværk af gange under jorden, og med en konstant temperatur forbliver ligene velbevarede i deres små kister. Mange steder kan man se hænder og fødder stikke ud, og det er en mærkelig følelse at gå rundt dernede blandt hundredevis af lig. Der er lavet en turist-rute, men det er mere spændende at tage bede-ruten, hvor almindelige mennesker kommer og viser deres respekt. Kisterne skal kysses, og der skal kigges ind bag de små ruder hvor ligene ligger – før de også kysses. Ikke specielt Corona-venligt i 2021, men meget følelsesmæssigt. Der er både en øvre og en nedre del af katakomberne på området, og Clare og jeg tog en bonusrunde hvorimod Robert havde fået nok af én tur, så han ventede udenfor. Senere satte vi ham i en Uber hjem til hotellet, imens vi selv hoppede af ved en metrostation. Vi tog ud til Babyn Yar, der skulle være et jødisk mindesmærke med tilhørende holocaust museum. Det er så bare ikke helt bygget færdigt endnu, men vi gik os en længere tur i parken. Det var begyndt at sne, og efter en længere søgning lykkedes det os at finde en restaurant hvor vi kunne få noget mad. Det var fedt at sidde afslappet og snakke, og det var nemt at fornemme at de sidste år ikke har været specielt sjove for Clare. På vejen hjem stoppede vi i vores lokale supermarked, hvor det efter en længere kamp lykkedes at få dem til at lave en pizza vi kunne tage med hjem til Robert. Kampen bestod i at man ikke bare kunne pege på nogle ingredienser og så lavede de den pizza, næh nej man skulle vælge en af de muligheder der var på tavlen. En tavle der kun var på ukrainsk og INGEN af de mange ansatte kunne åbenbart et ord engelsk. Via en anden kunde lykkedes det dog til sidst, og den røg da fint ned da vi kom tilbage til Robert 🍕

Onsdag var vi kommet til turens højdepunkt – vores udflugt til Chernobyl. Jeg husker tydeligt tilbage i 1986 da reaktoren eksploderede og den efterfølgende uvished for hvad det betød for os. Vi slap heldigvis billigt i Danmark, og i hvert fald meget billigere end de lokale.  Vi havde hjemmefra booket en 1-dages tur med SoloEast Travel der fik stor ros for deres ture. Turen kostede 101$ (672 kr.) pr. person inkl. transport fra Kiev, frokost samt leje af geigertæller. Clare havde besluttet sig for en 2-dages tur, men med en pris på over 2000 kr. synes Robert og jeg at det var meget for en overnatning og mere af det samme på dag 2. Aftalen var at vi skulle tilbringe dagen sammen alle tre, og når vi så blev kørt tilbage til Kiev, fortsatte hun til overnatningsstedet. Sådan kom det dog ikke til at blive. Vi blev allerede delt op ved indgangen til den sikkerhedszone der findes 30 km. rundt om kraftværket. Vi stødte på hende et par gange i løbet af dagen, men det var stadig ikke lige den oplevelse vi havde håbet på. Turen var dog stadig fin og vores guide Vlad talte et tydeligt engelsk og vidste meget om området. Vi så flere forladte steder samt Chernobyl byskiltet, inden vi gik igennem en allé med navnene på de hundredevis af landsbyer der var blevet forladt. Vi så også den (angiveligt) sidste Lenin statue i Ukraine, før vi spiste frokost på en lille restaurant i området. Vi spiste sammen med Clare, men blev delt op igen derefter, og tilbage i bussen nærmede vi os nu selve kraftværket. Vi stoppede ca. 1 kilometer væk, og kunne for første gang måle den øgede stråling med vores geigertæller. Her var der ca. 10 gange så meget stråling som på gaden i Kiev hvor vi havde fået den udleveret. Vi kørte helt hen og parkerede ved den store sarkofag der er bygget over det der er tilbage af reaktor 4. Her er der rejst et lille mindesmærke, og det er virkelig underligt at stå under 100 meter fra det sted der har været skyld i så megen død og ødelæggelse. 

Senere fik vi en rundtur i den forladte spøgelsesby Pripyat, hvor der før ulykken boede 50.000 mennesker. Vi så bla. en børnehave, det lokale stadion, en svømmehal samt den lille forlystelsespark der skulle have været åbnet få dage efter ulykken og som således aldrig blev taget i brug. Turen rundt i Pripyat sluttede med besøg i flere beboelsesejendomme, og selvom man officielt ikke må gå ind i bygningerne, gav guiden os flere steder lov til det. Det var dog flere såkaldte ’hot-spots’ man skulle holde sig fra, men de var tydeligt mærket med radioaktive advarselsskilte. Sidste stop på turen var på et nedlagt militæranlæg, hvor den gigantiske Duga-3 radar findes. Den er 150 meter høj og 700 meter lang og blev kaldt ”The Russian Woodpecker”. Den kunne tilsyneladende advare Sovjetunionen om vestlige missilaffyringer, men ellers er der ikke meget man ved om selve brugen af den. Den var imponerende at stå ved siden af, men da Vlad fortalte at eksperter allerede for 20 år siden havde forudset at den kunne falde sammen når som helst, så gav det sgu’ lidt kriller i maven på mig. På vejen ud af ’Exclusion Zone’ skulle vi to gange igennem et dekontamineringskammer, men min personlige holdning er nu at det mest er for syns skyld. Men hele dagen havde vi hver haft et dosimeter på der måler den stråling man udsættes for, så man kunne være sikker på at vi ikke havde været udsat for en overdosis. De blev så indsamlet igen og aflæst da vi skulle ud af zonen, og én turist ombord på bussen havde tilsyneladende pillet ved det, og det kunne de så efterfølgende se. Så vi måtte tilbage til checkpointet og vores guide måtte betale en mindre bøde for at fixe problemet. Vi var tilbage i Kiev kl. 20, efter en dag der efterlod mange indtryk.

Torsdag var Clare stadig på tur, så Robert og jeg tog rundt til et par lokale markeder. Uden at sige for meget så var det noget bras – og ikke engang bras på den ’fede’ måde som Maj og jeg oplevede i Riga. Vi vendte hjem til hotellet sidst på eftermiddagen og ventede på at Clare kom tilbage. Godt nok havde hun betalt meget mere for den ekstra dag, men de havde virkelig også besøgt mange fede steder, og med hendes passion for forladte steder følte hun bestemt at hun havde fået noget for pengene. Vi spiste aftensmad sammen på en hyggelig italiensk restaurant ikke langt fra hotellet.

Fredag var Clares sidste dag, og vi havde lige et sidste punkt på dagsordenen. Vi tog metroen til Arsenalna, der er verdens dybest beliggende metrostation. Jeg har været på mange dybtliggende stationer i f.eks. Moskva og St. Petersborg, men med en dybde på over 105 meter tager denne prisen. Clare er så ikke vanvittig glad for lange rulletrapper, så det er mindre fedt for hende når turen op tager over 4 minutter, og nej de kører ikke ligefrem langsomt! Clare fik købt et par souvenirs med hjem, og vi fandt en lille hyggelig café hvor vi fik frokost. Derefter var det tid til at hun skulle i lufthavnen, så vi prøvede at booke en Uber. Men fordi det var et område med lukket biltrafik var det faktisk noget svært, og vi måtte tilbage op ad en stejl bakke ved St. Andreas Church før vi kunne finde bilen. Der var så samtidig en masse trafik og pludselig var hun i bekneb for tid. Heldigvis havde hun ingen tjekket bagage med, og kunne derfor skynde sig igennem lufthavnen og direkte ombord på flyet – lige i sidste øjeblik. Hun fløj fra Boryspil lufthavnen til Krakow, og blev så forsinket der pga. problemer med flyet. Værre blev det da de endelig kom afsted, for de blev undervejs omdirigeret fra Birmingham til East Midlands lufthavnen pga. dårligt vejr. Den er egentlig tættere på hvor hun bor, men hendes bil stod i lufthavnen. Der var så ved ankomsten sørget for busser der kørte dem til Birmingham, og ombord på den mistede hun så sin pung. Den fik hun heldigvis tilbage et par dage senere, intakt endda – så alt endte godt 😃

Lørdag tjekkede Robert og jeg ud fra hotellet kl. 12, men fik vores kufferter opbevaret for vores fly hjem gik først kl. 19.15 – så vi havde lige en sidste dag i Kiev. Vi startede med at besøge Kievs Railway Museum (surprise surprise) og det var faktisk bedre end forventet. Jeg havde advaret Robert om at det nok ikke var det store, men det var faktisk fint. Man kunne endda komme ind i rigtigt mange af vognene, noget jeg sætter stor pris på. Efter det besøg havde vi to muligheder tilbage: Water Museum hvor man kan se verdens største toilet eller det nybyggede Jellyfish Museum. Vi valgte vandmuseet og det fortrød vi ikke. Vi havde en super guide som gav os en timelang rundtur på det rimeligt interaktive museum, der faktisk er etableret med dansk støtte. Fokus er klart på skolebørn og familier - sådan sparer du på vandet osv. - men som turist er det bestemt også interessant. Det er placeret i (og ikke mindst under) et gammelt vandtårn, og da sådanne jo i sagens natur altid er placeret på de højeste steder var det værste turen dertil op ad bakken. Når man skal ned igen er tyngdekraften jo heldigvis på ens side 😂

Vi kunne desværre ikke nå Jellyfish museet så det må blive næste gang. Vi tog metroen tilbage til hotellet og hentede bagagen og derefter en Uber til Zhulyany lufthavnen bare et kvarters kørsel fra hotel Mir. Her skulle vi lige omfordele vores ting, så ingen af vores tasker vejede for meget. Vi skulle jo med et lavprisselskab hjem, og de skulle da ikke have mulighed for at tjene ekstra på os. Det lykkedes nu også fint, og vi lettede med Wizzair til tiden. Flyet var faktisk godt fyldt, men vi endte alligevel begge med et ekstra tomt sæde. Selvom turen tager under to timer, er det nu da stadig meget rart 😄