lørdag den 12. marts 2011

Sydney

Flyveturen til Sydney med LAN foreløb uden problemer, og i lufthavnen tog vi en shuttle bus til D'Lux Hostel i Kings Cross. Det tog lidt tid før værelset var klar, så vi fik lidt morgenmad (og lidt internet) på McDonald's, før vi gik tilbage til vores hostel. Vi tog en lille lur, fik et bad, og så tog vi toget ned til Circular Quay, hvorfra vi gik den korte tur ned til Opera Huset. Vi købte billet til deres "Essential Tour" (32 AUS$) som varer en times tid. Rundvisningen bringer én rundt til bla. koncert- og operasalen, og vi fik også set nogle af de mindre teater- og øverum der findes under de store sale. Alt i alt er det et imponerende bygningsværk, selvom gangene visse steder minder om en parkeringskælder. Men salene er fantastisk flotte, og man kan jo håbe at de får bragt det indvendige mere i stil med Utzons oprindelige planer - en proces der allerede er i gang i øjeblikket. Turen sluttede i "The Utzon Room", som også rummer eksempler på dansk møbelkunst. Jeg er i hvert fald glad for at vi tog denne rundvisning...

Torsdag morgen gik vi ned til AVIS og hentede den Hyundai Getz vi havde bestilt (55 AUS$). Vi kørte tilbage til vores hostel og tjekkede ud, og så blev bagagen smidt om i bagagerummet. Vi kørte først til lufthavnen for at se om man kunne tjekke ind så tidligt, men det var desværre ikke muligt. Så i stedet satte vi kursen mod Bondi Beach, hvor vi spiste morgenmad. Vi var lige en tur nede på stranden, dog uden at være i vandet.

Vi satte kursen vestpå - mod de blå bjerge - Blue Mountains. Køreturen derud tog ca. 1½ times tid og på vejen stoppede vi ved et I-Site og fik et kort og lidt information om området. Vi stoppede ved flere flotte vandfald, før vi til sidst kom til Katoomba. Her så vi den berømte klippeformation "De Tre Søstre" før vi kørte videre til 'Scenic World'. Det er udgangspunktet for flere 'Scenic' forlystelser, og vi bestemte os for at købe et pas til 3 af dem (28 AUS$)...

Vi startede med Scenic Railway som jeg har prøvet før med Jette. Turen med 'Verdens stejleste jernbane' er overstået på nogle minutter, men det er en meget sjov tur. Turen tilbage op fra dalen foregik denne gang med Scenic Cableway, som er en stor kabine/kabelbane. Jeg var ikke helt tryg ved situationen, men turen gik (selvfølgelig) fint! Sidste punkt var turen med Scenic Skyway hvor man tager turen tværs over dalen med en kabelbane med glasgulv. Ikke lige mig, men jeg fik da prøvet det... :-)

Jeg fik shoppet lidt i byen og vi var på nettet for at tjekke os ind på flyet hjem, inden vi satte kursen tilbage mod Sydney. Det var egentlig meningen at vi ville have sluttet med en køretur over Sydney Harbour Bridge inden vi kørte til lufthavnen, men vi havnede i så meget trafik, at vi til sidst ikke turde risikere det! Så vi satte kursen mod lufthavnen hvor vi afleverede vores lejebil. Det var en både smart og billig måde at gøre det på!

Vi fik afleveret vores bagage og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet fra Etihad Airways. Vi var så heldige at vi begge havde en hel række sæder for os selv - det er altså luksus på en 15 timers flyvetur. Vi landede i Abu Dhabi hvor vi skiftede fly og det samme gentog sig i Bruxelles. Den sidste lille flyvetur foregik med Brussels Airlines. Vi landede planmæssigt i Kastrup... efter en meget lang rejsedag!

Det var en fantastisk tur, og det er ikke sidste gang jeg har besøgt Australien & New Zealand. Efterfølgende har vi lavet regnskab for turen,  og mine udgifter var ca. 33.000 kr. Det inkluderer fly t/r, leje af campervan, bil, forsikring, overnatninger, mad & drikke, aktiviteter, seværdigheder m.m. - kort sagt ALT! Egentlig ikke så dyrt, når man tænker på vi var væk i mere end 5 uger...

tirsdag den 8. marts 2011

Waitomo>Auckland

Efter vi havde forladt hulerne ved Waitomo, satte vi kursen nordpå gennem Hamilton til Thames. Byen ligger i det sydvestlige hjørne af halvøen Coromandel. Vi fortsatte op langs vestkysten til Coromandel Town, hvor vi bookede os ind på den lokale Holiday Park (PS 40 NZ$).

Fredag morgen skulle vi have været med den lille ”Driving Creek” togbane, men vi droppede det pga. mangel på tid. I stedet brugte vi dagen på at køre rundt på halvøen, hvor vi stoppede flere steder – bla. ved Hot Water Beach. Sidst på eftermiddagen forlod vi Coromandel, og satte kursen mod Auckland. Der holdt vi så i bilkø i en times tid (det var jo også fredag eftermiddag!) før vi kunne fortsætte nordpå. Vi drejede fra ved Orewa, og fik en plads på Pinewoods Motor Park (PS 34 NZ$) før vi handlede ind i det lokale supermarked.

Lørdag kørte vi så videre nordpå til Whangarei, hvor vi bla. så Whangarei Falls. Vi var også en tur nede ved det hyggelige lille Town Basin, hvor en del lystbåde ligger forankret. Vi fik en plads på Alpha Holiday Park (PS 40 NZ$) og fik lavet mad, før vi var en tur i biffen. Vi så komedien ”Hall Pass” med bla. Owen Wilson - og den var ganske sjov! 13,50 NZ$ (ca. 55 kr.) for billetten kan man vist heller ikke indvende noget imod.

Søndag morgen kørte jeg Robert til Tutukaka hvor han skulle være kl. 8. Han skulle nemlig dykke ved Poor Knights Island (245 NZ$) og imens kastede jeg mig over indkøb og vasketøj. Kl. 16 var jeg tilbage i havnen - 26 km. fra Whangarei - og hentede ham igen, og så satte vi kursen mod Paihia og Bay of Islands. På vejen stoppede vi i Kawakawa hvor vi så toiletterne indrettet af Huntertwasser. For mig personligt er det jo næsten poetisk, at man rent faktisk kan forene kunst og toiletter!

Det havde regnet pænt meget de foregående par dage, så vi besluttede os for en cabin (60 NZ$) på Bay of Island Holiday Park. Der var faktisk plads til 6 personer, så for en gang skyld havde vi faktisk masser af plads! Vi lavede aftensmad, så lidt fjernsyn – og så var det i putten! :-)

Mandag kørte vi lige ind og rundede Paihia før vi satte kursen mod Cape Reinga. På vejen stoppede vi bla. og så den store vindeltrappe der er hugget ud i et gammelt kauri træ, og vi var da også lige nede og runde ”Ninety Mile Beach”. Vi må dog ikke i vores udlejningsbil køre på stranden, så vi måtte tage turen ad hovedvej 1 i stedet. Cape Reinga ligger for enden og vi gik en tur ud til det lille fyrtårn på spidsen. Vi kørte sydpå igen, og nåede lige akkurat den lille færge ved Kohukohu som sejler til Rawene. Sejlturen tager kun 10 min. (18 NZ$) – men man sparer en køretur på næsten 100 km. Vi overnattede på Opononi Holiday Park (PS 38 NZ$) – hvor jeg havde boet tidligere. Vi fik tømt bilen for en måneds affald (så slemt var det nu heller ikke!) og fik pakket vores bagage.

Tirsdag morgen kørte vi så sydpå gennem Waipoua kauri skoven, hvor vi bla. så de to største (nulevende) kauri træer – Tane Mahuta (skovens gud) og Te Matua Ngahere (skovens far) samt bla. ”De fire søstre”. Vi kørte videre til Dargaville, hvor vi ved byens museum så masterne af Greenpeace skibet ”Rainbow Warrior”. Vi fortsatte til Auckland, og fik det flotte syn af byen fra Harbour Bridge. Vi kørte til Devonport hvor vi kunne tage fine billeder af Aucklands skyline – by night! Robert fik sig en lille lur i bilen imens jeg kiggede billeder, og så var det tid til at aflevere vores lille campervan. Til prisen har den været fantastisk, men det ville selvfølgelig have været rart med en lidt større model! :-)

Efter vi havde afleveret bilen, blev vi hentet af en SuperShuttle og kørt til lufthavnen. Her sidder vi så nu og venter på flyet til Sydney…

torsdag den 3. marts 2011

Wellington>Waitomo

Vi forlod Wellington – og Clare – søndag morgen, og satte kursen mod nord-øst gennem Hutt Valley. Vi passerede bla. igennem Dannevirke der er en gammel dansk bosættelse, men i dag er der kun de danske gadenavne tilbage, samt et stort skilt af en viking der byder én goddag og farvel.

Ud på eftermiddagen nåede vi først til Hastings og senere til Napier. De to byer der er kendt for deres bygninger i Art Deco stil, ligger dog meget stille hen på sådan en søndag! Vi nøjedes med en køretur op til Bluff Hill samt et gensyn med ”Pania of the Reef” der minder meget om vores egen lille havfrue. Vi kørte nogle kilometer nordpå langs Hawke’s Bay og fik en plads (PS 28 NZ$) på Bay View Holiday Park. Det er en ganske lille campingplads, men med en hyggelig værtinde og forbavsende pæne faciliteter. Det havde vi ikke helt forventet da vi kom dertil! :-)

Mandag morgen kørte vi sydpå langs bugten til Summerlee hvor vi stillede bilen. Vi havde booket en tur med Gannet Overland Safaris (58,50 NZ$) hvor vi blev kørt til gannet kolonierne ved Cape Kidnappers. Turen gik igennem en kæmpe ejendom ejet af en amerikaner, som har indrettet området som farm, golfbane, vildtreservat, lodge m.m. En spændende tur gennem et spændende landskab. Vi nåede frem til gannet fuglene, som Robert havde glædet sig til at se… og ikke mindst fotografere. Vi blev bestemt heller ikke skuffede, da vi parkerede ca. 2 meter fra fuglene, som på ingen måde tog notits af os, så man kunne i den grad komme tæt på. Denne koloni holdt til oppe på klippen ved det lille fyrtårn, men man kunne også se de andre kolonier på stranden og på et klippefremspring helt ude på spidsen. Efter 3 timer var vi tilbage ved vores bil, og det havde bestemt været en god tur…

Vi satte nu kursen mod nord-vest og nåede Taupo sidst på eftermiddagen. Første stop var i den lille havn, hvor vi fik hilst på Bill Dawson – skipper på den gamle yacht ”Barbary”. Anne & Carsten kendte ham fra deres tur tilbage i 1995/96, og jeg sejlede også en tur med båden da jeg var i Taupo sidste gang. Vi kørte ud til Huka Falls og beundrede det meget massive vandfald, og forsøgte også at finde Aratiatia dæmningen der ligger et stykke nede ad Huka floden. Men der er bygget en ny omfartsvej udenom Taupo (i øvrigt en rigtig god idé!), som gjorde at vi ikke kunne finde dæmningen. Vores bedste bud er, at man har bygget en bro ovenpå dæmningen. Det gør i hvert fald, at man ikke længere kan stå og se når flodportene bliver åbnet, og det var lidt ærgerligt… for det var et spektakulært syn. Vi bookede to nætter på Lake Taupo Top10 Holiday Resort (PS 44 NZ$) som er en super fed campingplads med alle tænkelige faciliteter.

Tirsdag morgen tog vi på sejltur (35 NZ$) med ”Barbary Bill” som nu er blevet 69 år. Han er en festlig skipper, som forstår at underholde sine passagerer undervejs. Der var en gruppe på 8-10 piger ombord, der havde nogle dages ”friluftsundervisning” – så de fik lov at styre båden, sætte sejl osv. – selvfølgelig under Bill’s kyndige vejledning. Vi rundede de ca. 30 år gamle Maori udskæringer i nogle klipper i en lille bugt, hvor der også var mulighed for en dukkert. Turen var alt i alt rigtig hyggelig, vejret var fint og underholdningen i top. Kl. 12.51 holdt vi to minutters stilhed for at mindes ofrene for jordskælvet i Christchurch én uge tidligere. Vi kom i land og sagde pænt farvel til Bill, gik en tur rundt i byen, handlede ind og kørte så tilbage til campingpladsen – og en tur i poolen!

Onsdag morgen kørte vi mod Rotorua, men stoppede ved Wai-O-Tapu Thermal Wonderland (32,50 NZ$) på vejen. Her så vi den lille gejser ”Lady Knox” springe kl. 10.15, før vi gik en tur rundt blandt de farverige, men stinkende mudderhuller! Favoritterne er (stadig) ’Champagne poolen’, ’Paletten’ og ’Djævelens bad’. Robert tog sig god tid med at tage billeder, så vi endte med at gå rundt derinde i et par timer. Lang tid i den dunst!

Vi kørte videre til Rotorua, der udover stanken af rådne æg, også er kendt som ”ekstrem-byen” på Nordøen (sammen med Taupo), og der er masser af muligheder for faldskærmsudsping, rafting, jetbåde m.m. Vi tog ud til Agroventures der byder på mange spændende aktiviteter. Vi prøvede den eneste ”Schweeb” i verden. Det er en cykelbane, hvor man hænger i en kapsel under nogle metalbjælker, og så gælder det ellers bare om at træde derud af. Man kan komme op på hastigheder af 60 km/t og man får sig også nogle pæne ture i svingene. Man kan køre mod hinanden – 3 omgange af 200 m. – og jeg må desværre indrømme at Robert vandt med 1 sek. foran mig. Når man kører kan man ikke rigtigt se hvor den anden er, så det er bare med at hjule derud af. Efter 3 omgange (ca. 1 m. og 8 sek.) holder man så op med at træde, og så kommer man faktisk 2 hele gange rundt på banen før man stopper. Det var pissesjovt, men også hårdt – selvom man kun skulle træde i 3 omgange!

Bagefter prøvede jeg ”Extreme Freefall” som er verdens eneste udendørs vind-tunnel. Man bliver iført en dragt og placeret ovenpå denne store turbine – og så tænder de ellers bare for motoren. Man kan lære at ”flyve” op til nettet der er spændt ud over – ca. 3 meter oppe, men jeg tror aldrig jeg kom højere end ca. 1½ meter. Jeg skal dog hilse og sige at det også er rigeligt! Undervejs giver de én tips til at komme højere op, snurre rundt m.m. – og selvom turen nok kun tog 1½-2 minutter, så var jeg helt færdig da de slukkede motoren, og jeg stille dalede ned igen! Robert havde stået og set på og fået sig en ordentlig griner, for ens kinder bliver bare trykket helt sammen på groteske måder undervejs. Absolut alle pengene værd !!! Samlet pris for begge aktiviteter 76 NZ$ (320 kr.)

Vi kørte også lige forbi den lille bane hvor man kan prøve at blive trillet ned af en bakke i en overdimensioneret gummikugle (Zorb), men vejret var ikke længere så godt, så vi valgte at sige vi havde haft action nok for én dag. I stedet kørte vi videre mod Waitomo. Vi overnattede i Otorohanga, hvor vi flottede os med en 'cabin' til 56 NZ$.

Torsdag morgen kørte vi de sidste 16 km. til Waitomo, hvor vi havde booket en kombi-tur (79 NZ$), så vi først så 'Glowworm Cave' midt i byen. Dette er den største glowworm hule i området, og turen var såmænd helt udemærket. Man kommer først igennem en tør del af hulen, hvorefter man sejler det sidste stykke med tusindvis af de små larver hængende i loftet og på væggene omkring én. Jeg må dog indrømme at jeg foretrak den mindre tur med Spellbound jeg var på sidst jeg var i Waitomo, det var lidt mere intimt end den store hule.

Bagefter besøgte vi så Ruakuri hulen på en 2 timers tur. Vi havde en fantastisk guide - Lucas, som fortalte om hulesystemerne undervejs. Her så vi også glowworms, og fik også set nogle folk på "Blackwater rafting" i mørket inde i hulerne. Efter turen satte vi kursen mod nord - og halvøen Coromandel...