(Klik på billedet for adgang til albummet)
Robert og jeg har i mange år ønsket at rejse i Asien i
højsæsonen, men vi har typisk været for nærige til at betale det ekstra det
koster at rejse på den tid af året. Men denne gang havde vi fundet billetter til bare 3.000 kr.
retur, så nu skulle det være! Man får jo også skåret en del af den kedelige
danske vinter ved at rejse på dette tidspunkt, så det er bare en ekstra
bonus. Når vi nu skulle afsted i den gode sæson, så gav det os samtidig
mulighed for at komme til Similan øerne i Thailand, som skulle byde på ekstraordinær
god dykning. Vi havde gjort en del research og fik endelig udvalgt en dykkerbåd
der passede til vores behov og pengepung. Similan Quest blev valgt og vi
fik booket hoteller i Khao Lak der ligger nord for Phuket. Efter Thailand vil
vi videre til Filippinerne, så vi skulle flyve hjem fra Manila. Vi måtte dog
noget tid før afgang ændre i vores planer for Filippinerne, da vulkanen Taal
gik i udbrud – bare 12 km. fra det sted vi havde fundet i Batangas. I stedet
tager vi nu videre til Cebu og Malapasqua Island, der også skulle byde på god
dykning 😊
Vi skulle flyve med Air China over Beijing, og her på udturen
havde vi et 12 timers layover. Vi var i tvivl om hvad vi skulle gøre i den tid,
for det er vinter og frostgrader i Beijing på den tid, og det er jo ikke
ligefrem den slags tøj vi har med til Asien. Vi vidste heller ikke om bagagen
blev tjekket ind hele vejen, så et par uger før afgang ringede jeg til Air
China. De fortalte at vi da bare kunne lade bagagen stå på hotellet hvis vi
skulle ud på sightseeing, for de gav os simpelthen et gratis værelse på et
lufthavnshotel pga. vores lange layover. Det gør de så også på hjemturen, så
det er jo virkelig fin service.
Roberts far hentede os begge på vejen til lufthavnen, så vi
var i fin tid da vi tjekkede ind i Kastrup. Rutinemæssigt spurgte jeg om flyet
var fuldt, men en grinende medarbejder kunne klart sige nej til det. Der var
lige præcis 33 passagerer ombord, og på en Airbus A330 betød det altså mere end
200 tomme sæder. Det var fedt at høre, for det er skønt med god plads når man
skal flyve 9 timer. Vi ville ankomme til Beijing lørdag d. 25. januar, netop på
det kinesiske nytår – og det var grunden til det tomme fly. Flyveturen forløb
uden problemer, og med al den plads ombord kunne vi alle ligge mageligt ned på
hver vores 4-række. Maden ombord var fin uden at være prangende, men de skal
have stor ros for konstant at komme ned gennem gangene så man f.eks. kunne få
drikkevarer. Nu ved jeg godt at hver stewardesse havde mindre end en håndfuld
passagerer hver at kigge efter på netop denne flyvning, men de sov i hvert fald ikke på vagten. Så vi
var rimelig friske og veludhvilede da vi nåede Beijing. Vi kunne ved ankomsten
søge om et gratis transitvisum som gav os lov til at forlade lufthavnen, og det
fik vi uden problemer. Det gik også glat i immigrationen og tolden, og vi fandt
hurtigt Air Chinas servicedesk i lufthavnen. Alt i alt gik der bare et par
timer, så sad vi i en minibus på vej til Beijing Airport Lanwan International Hotel, hvor vi med det
samme fik vores værelse. Pænt standard lufthavnshotel, og vi fik endda også
gratis morgenmad og drikkevarer på værelset. Vi havde overvejet at tage ’ud i
byen’ og havde derfor løst tøjproblemet ved at rejse i noget gammelt vintertøj
som vi bare kunne smide ud bagefter. Men udbruddet af Corona-virussen gjorde at vi fandt
det bedst bare at blive på hotellet, hvor vi slappede af og tog en lille lur.
Efter godt 7 meget behagelige timer kørte minibussen os tilbage til lufthavnen
få kilometer væk. Så de eneste penge vi brugte i Kina var på Burger King i lufthavnen
inden vi skulle flyve til Phuket. Den flyvning tog ca. 6 timer, og dette fly
var i det mindste ca. halvt fyldt op. Men stadig masser af plads til at ligge
ned, hvilket Robert benyttede sig af. Jeg nød bare at have et tomt sæde ved
siden af mig på min 2-sæders vinduesrække. Vi landede lidt før kl. 23 lokal
tid, og turen gennem immigrationen i Thailand tog ingen tid. Vi havde hjemmefra
booket en taxa til at hente os i lufthavnen og køre os til Khao Lak – og de
1300B til en stor SUV var givet meget godt ud. Turen derop tog lige over en
time, men der var heller ingen trafik på det tidspunkt. Ved ankomsten til Sri
Chada Hotel fik vi udleveret vores nøgle, og så var det ellers bare på hovedet i
seng.
Søndag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en
tuk-tuk (150B) ned til Sign Scuba, hvor vi skulle tjekke ind på dykkerturen. Vi
fik ordnet de praktiske ting, betalt for resten af turen og afklaret de sidste
spørgsmål vi havde. Vi tog tilbage til hotellet og slappede af på værelset. Senere
mødtes vi med Maria og hendes kæreste der var på ferie i Khao Lak, så vi
benyttede lige lejligheden til at hilse på, og få lidt at spise og drikke. Det
var hyggeligt at møde ham og han virker som en helt fin fyr. Senere gik
Robert og jeg ud og shoppede lidt proviant til turen og fik noget sen
aftensmad. Sri Chada Hotel ligger i den såkaldte Khao Lak Village (=byen) og der er
nogle hundrede meter til stranden. Der er enkelte barer der holder sent åbent,
men ellers lukker det meste ned rimelig tidligt.
Mandag morgen nåede vi lidt hurtigt morgenmad på hotellet,
inden vi blev hentet i minibus kl. 07.10 og kørt ned til den lille havn hvorfra
speedbåden ud til den dykkerbåden sejler. Sejlturen derud tog ca. 1,5 time
og var rimelig bekvemmelig. Ved ankomsten mødte Robert sin dykkerinstruktør, og
bare en halv time senere var han i vandet på sit første dyk. Efter frokost var
det tid til dyk nr. 2 og derefter fik vi anvist vores kahyt M1. Den rummer kun
to enkeltsenge og en stribe gulv imellem dem, men mere plads behøver man jo
heller ikke. Bagagen kan være under sengene, og der er et lille bord til vores
elektronik. Ombord vil man gerne undgå plasticflasker, så alle får udleveret en
kop man kan fylde med koldt vand ombord. Der er også et køleskab med dåsesodavand
og øl, ligesom der faktisk også er installeret en ismaskine så der altid er
isterninger. Vores kahyt er én af fem placeret på det nederste dæk, der udover
køkkenet og de tre toiletter også rummer ’våd-dækket’ hvor dykkerne har deres
udstyr stående. Over det findes så ’tør-dækket’ med borde, hvor man spiser, gennemgår sine dyk og slapper af. Forrest på dette dæk er der yderligere 4 kahytter, og
allerøverst er så soldækket. Båden er praktisk indrettet og med 100% fokus på
dykning. Efter Roberts sidste dyk spiste vi aftensmad, og omkring kl. 20 var
alle nede i deres kahytter, så der var ikke meget hygge ombord. Vi har faktisk adgang til (gratis) Wifi ombord, i hvert fald i de perioder hvor båden har
adgang til mobilnettet fra en mast på en af øerne. Det var en fin overraskelse,
da vi faktisk forventede fire dage uden kontakt med omverdenen.
De næste dage forgik efter samme koncept: Vækning kl. 06.15
– og første dyk kl. 07. Derefter morgenmad og så ankommer speedbåden med nye
gæster omkring kl. 9.30 – efterfulgt af dagens andet dyk kl. 10. Så er der
frokost ved 12-tiden og dagens tredje dyk omkring kl. 13. Så bliver der
serveret frugt og snacks før speedbåden sejler tilbage til Khao Lak omkring kl.
15.30. Hvis det er muligt, så er der strandbesøg om eftermiddagen, hvor man
bliver sejlet ind i den lille gummibåd vi har på slæb. Så er der dagens sidste dyk, som er
enten et sunset – eller et night dive. Efter det er det tid til aftensmad og så
i seng. Næste dag gentages programmet… 😄
Om onsdagen havde Robert fødselsdag, men efter hans ønske blev der ikke gjort det store ud af det. Torsdag eftermiddag pakkede vi vores ting sammen, og tog med speedbåden tilbage til Khao Lak. Det var en meget stille og rolig tur på bare en times tid.