søndag den 17. august 2008

Hjemme i Danmark

Flyturen hjem fra Bangkok forløb uden problemer. Vi fløj med SAS, og selvom jeg ikke synes at servicen ombord heeeelt kan måle sig med Thai Airways, så har jeg heller ikke noget dårligt at sige. Det gik hurtigt med at få bagagen, så blot ½ time efter at hjulene ramte jorden, blev vi modtaget af Clara, Carsten & Anne.

Det var dejligt at se dem igen, og min kære søster havde vist en lille tåre eller to i øjenkrogen. Men de var selvfølgelig alle 3 rigtig glade for at få Emma hjem igen - en måned er også lang tid! De var da selvfølgelig også glade for at se mig, men pga. vores brug af Skype undervejs, så føles det ikke som om man har været væk i 3½ måned, når man jævnligt har snakket sammen og set hinanden over nettet. Det er sgu' smart! :-)

Vi kørte hjem til Anne & Carsten, hvor vi fik noget morgenmad. Der var jo også nogle souveniers der skulle vises, og en enkelt gave eller to der skulle gives. Senere kom Birgitte & Robert, og det første aftensmåltid bestod af frikadeller, flæskesteg og kogte kartofler! Hmmmm...

Måske er det alligevel ikke så slemt at være hjemme igen ?! :-)

lørdag den 16. august 2008

De sidste dage...

Vi blev hentet på vores hotel af en tuk-tuk og kørt til kontoret hvorfra bussen til Poipet skulle afgå. Men da vi kom dertil, fik vi at vide at pga. regn dagen før, gik der desværre ikke nogen bus den dag... så i stedet skulle vi med taxa. Personligt var jeg rimelig glad, for de 7 timer i bus turen tog for mig sidste år - behøvede jeg ikke nødvendigvis at opleve igen !!!

I en gammel smadret Toyota Camry tog turen lidt mindre end 4 timer. Enkelte steder var det ren sand- og muddervej, men flere steder var vejen faktisk ok. Den er stadig ikke asfalteret, og der er stadig strækninger med kæmpe huller i vejen - men alt i alt gik det rimelig nemt. Ved ankomsten til Poipet "stemplede vi ud" af Cambodia og gik over grænsen til Thailand. Det hele tog kun 45 min. - mod mere end 3 timer sidste år... dejligt! :-)

Turen fra grænsen til Bangkok blev foretaget i en minibus, som nåede Bangkok kl. 17.15 - så hele turen tog faktisk kun 9 timer. Slet ikke så ringe endda! Vi fik igen et værelse på Rambuttri Village Inn, og aftenen gik med afslapning, internet og læsning.

Onsdag fik Emma en tur i sin første tuk-tuk i Bangkok (et stort ønske! :-) og hun fik set den store liggende guldbuddha i Wat Pho. Vi fik shoppet de sidste ting og jeg blev klippet. Vi skypede hjem, før vi fik pakket alle vores ting sammen. Et sidste måltid på den engelske "Oh, my Cod" ved hotellet, og så en taxa til lufthavnen. Det var tid til at flyve tilbage til Danmark...

mandag den 11. august 2008

Siem Reap

Kl. 7 lørdag morgen troppede vi op på Vietnam Airlines kontor i Dalat, og tog bussen derfra de ca. 30 km. til lufthavnen. Dalat lufthavn hører bestemt til de mindste, og vi skulle da også med propelfly til Ho Chi Minh City. Det tog kun 35 min. og bagefter kunne vi gå direkte til udenrigs terminalen og tjekke ind til flyet til Siem Reap i Cambodia.

Efter yderligere 50 min. flyvning var vi i Siem Reap, og visum til Cambodia fås ved grænsen mod et gebyr på 20 US$. Godt nok har man i Cambodia sin egen valuta - riel - men alt afregnes i dollars... i hvert fald som turist. Ved hjælp af en venlig tuk-tuk chauffør fandt vi et hyggeligt hotel i centrum af byen. Vi fik et stort værelse med aircon, køleskab, badekar og balkon. Der var endda også en skøn pool — ren luksus! :-)

Om eftermiddagen hentede vores tuk-tuk chauffør (Thai) os, og vi kørte først til billetkontoret hvor jeg købte mit adgangspas til templerne ved Angkor. 40$ for 3 dage, og da Emma jo endnu ikke er fyldt 12 år, så var hun gratis. Vi kørte lige en tur rundt om Angkor Wat og Bayon templet, så Emma i det mindste fik et lille glimt af stedet. Tilbage på hotellet var vi i poolen før vi fik aftensmad. Trætte, men veltilfredse kunne vi lægge os til at sove i et nyt land.

Søndag morgen kl. 10 blev vi hentet af Thai, som vi havde hyret til at køre os rundt hele dagen - hvis vi ville. Hans tuk-tuk består af en vogn som er spændt bag på en motorcykel, og for mig er det den eneste måde at komme rundt mellem templerne på. Det er nemlig ikke tilladt for udlændinge at leje scootere i Siem Reap, og en dagstur kan nemt blive på 60-80 km. hvilket gør det hårdt at cykle.

Vi startede med at se Angkor Wat, som selvfølgelig er hovedtemplet i Angkor. Selvom det er 2. gang jeg er der, så synes jeg stadig at det er et fantastisk bygningsværk. Bare det at stå foran de kejserlige damme foran templet, og se genspejlingen i vandet… :-)

Inde i templet er der rigt udsmykket med udskæringer og tusindvis af Apsara dansere. Sidste år kunne man kravle op af nogle sindsygt stejle trapper til selve hovedtemplet, men de er nu (meget fornuftigt) blevet spærret af. Så slap jeg for beslutningen om jeg turde lade Emma kravle derop. Derefter kørte vi til Bayon templet med de 216 hoveder. Templet er meget anderledes end Angkor Wat, men hører ligesom Baphuon til "hoved templerne" man bare skal se. Det samme gør "Elefant terrassen" og ikke mindst Ta Prohm — bedre kendt som jungletemplet. Det var der Angelina Jolie engang kravlede rundt, og man kan se dét, som nu blot er kendt som "Tomb Raider træet" :-)

For en længere forklaring om de forskellige templer, kan du læse mit blogindlæg fra mit besøg ved Angkor Wat sidste år her :

Tilbage i Siem Reap blev det til en tur i poolen — efterfulgt af den bedste times fodmassage jeg nogensinde har fået (og det er ellers ikke så få… :-)

Mandag startede vi med at se Siem Reap War Museum, som er et lille udendørs museum der primært består af rustne gamle tanks og forskellige våben. Der er også en lille udstilling om landminer i Cambodia, men ellers er der ikke meget at komme efter. Derefter stod den på bla. Neak Pean og East Mebon templet, før vi blev kørt tilbage til byen. Vi var på markedet og ose lidt, og om eftermiddagen stod den på swimmingpool og afslapning. Efter aftensmad fik vi endnu en times skøn fodmassage, og derefter skypede vi lidt fra en internetcafé.

Vi skal rimelig tidligt i seng, for vi bliver hentet allerede kl. 7 i morgen tidlig. Vi skal med den berygtede bus herfra til Bangkok — udnævnt til den værste vejstrækning i sydøstasien! :-)

fredag den 8. august 2008

Dalat


Vi havde booket en tur med minibus fra Nha Trang til Dalat. Vi skulle køre af en ny vej der er lavet, så turen kun skulle tage 3 timer — og ikke 7, som det gjorde for mit vedkommende sidste år! Vi blev hentet kl. 15, men kun kørt til busstationen hvor vi så skulle vente. Der var øjensynligt en del bøvl med vores billet, og de kom flere gange og spurgte mig om alt muligt... på vietnamesisk. Hmmm... bob-bob...

Flere gange rykkede chaufføren rundt på os og vores bagage, og blev ved med at spørge om ting, jeg ikke forstod noget som helst af. Han snakkede nemlig intet engelsk, og selv med tegn og fagter kom vi ingen vegne. Jeg var efterhånden rigtigt godt irriteret, men kl. 16 kørte vi da endelig. Den nye vej til Dalat snor sig igennem bjergene, og der var en flot udsigt undervejs. Den lovede rejsetid på bare 3 timer holdt stik, for kl. 19 kom vi til Dalat. Egentlig skulle vi være blevet sat af midt i byen, men i stedet kørte idioten os til busholdepladsen noget uden for byen, hvorefter han kørte afsted med resten af passagererne, som helt sikkert blev sat af hvor de gerne ville. Så stod vi dér… i mørke, regnvejr, blæst og kulde — på Lars Tyndskids mark. Jeg fik dog (knap så høfligt) "overtalt" én fra busselskabet til at køre os til centrum af byen, og på det tidspunkt var jeg efterhånden pænt rasende. Da vi nåede ind til torvet, kom en gut fra busselskabet løbende og spurgte om vi ledte efter et hotel — hvortil mit svar var : "Ja, men bestemt ikke på jeres sted" !!!

Om vi så skulle have sovet på gaden i regnvejr, så hellere det end at have mere med det selskab at gøre. Dalat ligger oppe i bjergene, og sidste år nød jeg at have et par dage hvor jeg slet ikke svedte. Det gjorde vi bestemt heller ikke onsdag aften, da vi gik på jagt efter et hotel. Vi oksede rundt i byen i næsten én time - stadig i regn, blæst og kulde. Nu har vi haft 3½ uge i konstant varme, og så pludselig var det måske kun 10-15 grader. Selv da var der ingen brok fra Emma — hende er jeg altså stolt af !!! Vi fandt et værelse på Lyla Hotel midt i byen. Stort værelse med 2 store senge, badekar — og tykke tæpper. Det bliver vist nødvendigt. Efter et hurtigt aftensmåltid på "You & Me" som ligger ved siden af Lyla Hotel, var vi klar til at gå i seng…

Torsdag morgen stod vi op, fik morgenmad og gik en tur rundt i byen. Desværre regnede det (stadig), men Emma har jo sin regnjakke med, og jeg fik købt et regnslag, og så går det jo alligevel. Vi gik ned til søen og videre til Dalats Katedral, og til Vietnam Airlines kontor for at forhøre om bus til lufthavnen lørdag morgen. Det var egentlig min mening at vi skulle leje en scooter og køre lidt rundt, men jeg er ikke så vild med at køre med Emma bagpå i regnvejr.

I stedet tog vi en taxa ud til Datanla vandfaldet. Her kan man køre med nogle små vogne på en slags rutchebane ned til vandfaldet. Man kan selv bestemme hvor hurtigt man kører, da man bremser med håndtag på siden af vognen. Turen ned tager kun et par minutter, men er mægtig skæg. Vandfaldet er flot, og pga. regnen var der meget vand i dét denne dag. Man kan gå ud på en bro som er lavet hen over en del af vandfaldet, og vi fik taget nogle gode billeder. Vi blev trukket op igen i vognene, og det var da skønt at slippe for gåturen op af bjerget. Vi snuppede lige en ekstra tur med rutchebanen, og denne gang med endnu mere fart på! :-)

Du kan se video fra rutchebanen her :

Du kan se lidt video fra vandfaldet her :

Tilbage i byen var vi en tur på markedet, men der er ikke så meget "turist shopping" i Dalat. Emma er på udkig efter en vietnameserhat, men nu må vi se om vi finder en pæn én. Vi læste på værelset et par timer før vi fik aftensmad på (endnu en!) "Why Not Café". Vi var også på netcafé, men internettet var så langsomt, at vi i stedet gik hjem og spillede kort indtil vi skulle sove.

Fredag kunne vi ikke rigtigt komme ud af sengen, så vi lå og læste nogle timer. Efter at have fået noget mad, lejede vi en scooter og kørte rundt i byen. Vi kørte til katedralen og var inde at se den. Vi kørte også til Domaine de Marie klostret og den tilhørende kirke. Vi var forbi den lille togstation og så det gamle lokomotiv de har stående. I dag kan man kun køre ca. 8 km. væk fra Dalat til en lille landsby — og retur igen. Indtil 1964 kunne man køre til Thap Cham ved kysten og derfra videre til f.eks. Saigon eller Hanoi, men linjen blev ødelagt under Vietnamkrigen og er aldrig blevet genetableret.

Vi kørte til Linh Son pagoden og derefter en tur rundt om søen, før vi afleverede scooteren igen. Heldigvis havde det kun regnet en smule, så det var skønt at vi kunne komme lidt omkring på denne måde. På markedet fik Emma købt sin Vietnam hat, og hjemme på hotellet kunne vi se den flotte åbningsceremoni ved OL.

I morgen tidlig flyver vi så til Siem Reap i Cambodia...

onsdag den 6. august 2008

Nha Trang


Jeg indrømmer gerne at jeg glædede mig til togturen fra Danang til Nha Trang. Den 12 timer lange "sidde-op" bustur på samme strækning sidste år kan jeg nemlig tydelig huske! Vi tog en taxa til Danang og kom ombord på toget. Vi havde bestilt soft-seat billetter, og selvom det ikke kan sammenlignes med et dansk IC3-tog, så var det ihvertfald meget bedre end de rå træbænke på hard-seat !!!

Egentlig skulle turen have taget ca. 8½ time, men det tog 10 timer før vi kom til Nha Trang. Da var klokken blevet 21.15 - og så gik jagten ind på et hotel. Vi prøvede en 4-5 steder, før vi fik et værelse på 56 Hung Vuong Hotel - det første hotel i lang tid med trådløst internet på værelset. Vi fik lidt aftensmad inden vi gik i seng... godt trætte!

Tirsdag stod vi op, fik morgenmad - og gik en tur på stranden. Pga. Emmas sår nøjedes vi bare med at kigge... øv! Vi tog ned til det oceanografiske institut, hvor de har mange mange fisk, hajer og skildpadder. De har også et stort udstillingsrum med masser af dyr i krukker med sprit (som jeg kan huske fra min skolegang), og endda en hel sø-ko fanget i 2003. Der er også et stort skelet fra en pukkelhval, fundet på en mark - mere end 4 km. fra havet!

Bagefter tog vi Vinpearl kabelbanen til Hon Tre - også kendt som Bamboo Island. Emma har aldrig prøvet en kabelbane, så det var jo en glimrende mulighed der selvfølgelig skulle udnyttes. På øen ligger en forlystelsespark med bla. rutchebane, vikingeskib og radiobiler - samt en indendørs spillehal med mange forskellige typer spil. Alt var gratis at prøve og var inkluderet i billetprisen på 75 kr. for kabelbanen. Egentlig en billig fornøjelse for 3-4 sjove timer...

Om aftenen var vi på nettet, læste og hyggede - og klokken blev 2 før vi sov. Vi stod op og tjekkede ud kl. 12, og efter morgenmad/frokost og en gåtur rundt i byen, er vi nu klar til busturen til Dalat.

søndag den 3. august 2008

Hoi An


Bussen fra Hue til Hoi An tog 3½ time, og vi gik til det hotel vi havde reserveret på. Men da vi kom dertil, havde vi pludselig intet værelse. Undskyld mange gange, måske i morgen… men skulle vi måske bruge en skrædder??? Ikke lige noget jeg var modtagelig for på det tidspunkt, hvilket også hurtigt gik op for dem! I stedet gik vi til An Phu Hotel hvor jeg boede sidste år. Et fint stort hotel, hvor vi fik et dejligt værelse med udsigt over poolen. Dagen efter rykkede vi dog til et andet værelse (dog uden pool-udsigt), men til gengæld 50 kr. billigere i døgnet… :-)

Hoi An er en super hyggelig by, og klart min favorit i Vietnam. Der er et næsten endeløst antal små hyggelige butikker, gode restauranter og en masse skræddere. Da jeg var her sidste år fik jeg syet en masse tøj, men i år var det Emma der førte an. 4 nederdele og 2 kjole-toppe (hos 5 forskellige skræddere), så vi fik gået lidt frem og tilbage. Men så fik hun det lige som hun vil have det, og det er jo det vigtigste!

På vores hotel bor også Anne & Nikolai fra Århus, som vi mødte i Hue. Emma har fået et udslet på overkroppen, og Anne (som er sygeplejerske) har kigget på det fra tid til anden. Vi måtte dog en tur på det lokale hospital, da jeg til sidst ikke kunne høre noget på mit venstre øre. Et hurtigt kig fra lægen - en øreskylning senere, og så var hørelsen på plads igen. Et kig i bækkenet afslørede 4 store klumper ørevoks, så dér var forklaringen !

Ellers har vi bare slappet af. En dag lejede vi en scooter og kørte til stranden. Cua Dai Beach er 30 km. hvid sandstrand, som strækker sig hele vejen op til Danang. Det er skønt at bade i dejligt klart havvand, og ikke skulle bekymre sig om tang. Poolen på hotellet er også dejlig, men da vi har rensemidlet i den mistænkt for at være skyld i Emmas udslet, så bliver den næsten ikke brugt.

Vores favoritrestaurant i Hoi An er ”Good morning, Vietnam”. Det er en italiensk restaurant, som laver rigtig gode pizzaer, lasagne og spaghetti. Det er blevet lidt en tradition for os, at vi holder os til nogle få spisesteder, når vi først har fundet noget godt! :-)

Lørdag skulle vi have været ved Marmorbjergene, som ligger mellem Danang og Hoi An. Men det regnede, og så havde jeg ikke lige lyst til en scooter tur med Emma bagpå. Så det blev udskudt til søndag… hvor det så også regnede fra morgenstunden. Typisk, de to eneste dage hvor vi rent faktisk havde noget på programmet — ellers har vejret været helt kanon! Vi tog så i stedet en taxa derop. Der er i alt 5 bjerge, og rundt omkring ligger masser af værksteder og butikker hvor de sælger figurer m.m. i marmor. Vi tog turen op af det ene bjerg, og på toppen kan man nyde udsigten, se et par templer og nogle huler. I den ene hule kommer lyset ned fra et par huller i toppen og det ser meget flot ud. Heldigvis regnede det ikke imens vi var der, så marmortrinene var ikke glatte at gå nedad.

I morgen tidlig går turen de 30 km. til Danang, hvorfra vi skal med toget sydpå til Nha Trang. Jeg glæder mig som et lille barn til de 8½ time med toget - og bare det at vi slipper for at køre med bus… :-)