Vi havde booket en tur med minibus fra Nha Trang til Dalat. Vi skulle
køre af en ny vej der er lavet, så turen kun skulle tage 3 timer — og
ikke 7, som det gjorde for mit vedkommende sidste år! Vi blev hentet kl.
15, men kun kørt til busstationen hvor vi så skulle vente. Der var
øjensynligt en del bøvl med vores billet, og de kom flere gange og
spurgte mig om alt muligt... på vietnamesisk. Hmmm... bob-bob...
Flere gange rykkede chaufføren rundt på os og vores bagage, og blev ved
med at spørge om ting, jeg ikke forstod noget som helst af. Han snakkede
nemlig intet engelsk, og selv med tegn og fagter kom vi ingen vegne.
Jeg var efterhånden rigtigt godt irriteret, men kl. 16 kørte vi da
endelig. Den nye vej til Dalat snor sig igennem bjergene, og der var en
flot udsigt undervejs. Den lovede rejsetid på bare 3 timer holdt stik,
for kl. 19 kom vi til Dalat. Egentlig skulle vi være blevet sat af midt i
byen, men i stedet kørte idioten os til busholdepladsen noget uden for
byen, hvorefter han kørte afsted med resten af passagererne, som helt
sikkert blev sat af hvor de gerne ville. Så stod vi dér… i mørke,
regnvejr, blæst og kulde — på Lars Tyndskids mark. Jeg fik dog (knap så
høfligt) "overtalt" én fra busselskabet til at køre os til centrum af
byen, og på det tidspunkt var jeg efterhånden pænt rasende. Da vi nåede
ind til torvet, kom en gut fra busselskabet løbende og spurgte om vi
ledte efter et hotel — hvortil mit svar var : "Ja, men bestemt ikke på jeres sted" !!!
Om vi så skulle have sovet på gaden i regnvejr, så hellere det end at
have mere med det selskab at gøre. Dalat ligger oppe i bjergene, og
sidste år nød jeg at have et par dage hvor jeg slet ikke svedte. Det
gjorde vi bestemt heller ikke onsdag aften, da vi gik på jagt efter et
hotel. Vi oksede rundt i byen i næsten én time - stadig i regn, blæst og kulde. Nu har vi haft 3½ uge i konstant varme, og så pludselig var det måske
kun 10-15 grader. Selv da var der ingen brok fra Emma — hende er jeg
altså stolt af !!! Vi fandt et værelse på Lyla Hotel midt i byen. Stort
værelse med 2 store senge, badekar — og tykke tæpper. Det bliver vist
nødvendigt. Efter et hurtigt aftensmåltid på "You & Me" som ligger
ved siden af Lyla Hotel, var vi klar til at gå i seng…
Torsdag morgen stod vi op, fik morgenmad og gik en tur rundt i byen.
Desværre regnede det (stadig), men Emma har jo sin regnjakke med, og jeg
fik købt et regnslag, og så går det jo alligevel. Vi gik ned til søen
og videre til Dalats Katedral, og til Vietnam Airlines kontor for at
forhøre om bus til lufthavnen lørdag morgen. Det var egentlig min mening
at vi skulle leje en scooter og køre lidt rundt, men jeg er ikke så
vild med at køre med Emma bagpå i regnvejr.
I stedet tog vi en taxa ud til Datanla vandfaldet. Her kan man køre med
nogle små vogne på en slags rutchebane ned til vandfaldet. Man kan selv
bestemme hvor hurtigt man kører, da man bremser med håndtag på siden af
vognen. Turen ned tager kun et par minutter, men er mægtig skæg.
Vandfaldet er flot, og pga. regnen var der meget vand i dét denne dag.
Man kan gå ud på en bro som er lavet hen over en del af vandfaldet, og
vi fik taget nogle gode billeder. Vi blev trukket op igen i vognene, og
det var da skønt at slippe for gåturen op af bjerget. Vi snuppede lige
en ekstra tur med rutchebanen, og denne gang med endnu mere fart på! :-)
Du kan se video fra rutchebanen her :
Du kan se lidt video fra vandfaldet her :
Tilbage i byen var vi en tur på markedet, men der er ikke så meget
"turist shopping" i Dalat. Emma er på udkig efter en vietnameserhat, men
nu må vi se om vi finder en pæn én. Vi læste på værelset et par timer
før vi fik aftensmad på (endnu en!) "Why Not Café". Vi var også på
netcafé, men internettet var så langsomt, at vi i stedet gik hjem og
spillede kort indtil vi skulle sove.
Fredag kunne vi ikke rigtigt komme ud af sengen, så vi lå og læste nogle
timer. Efter at have fået noget mad, lejede vi en scooter og kørte
rundt i byen. Vi kørte til katedralen og var inde at se den. Vi kørte
også til Domaine de Marie klostret og den tilhørende kirke. Vi var forbi
den lille togstation og så det gamle lokomotiv de har stående. I dag
kan man kun køre ca. 8 km. væk fra Dalat til en lille landsby — og retur
igen. Indtil 1964 kunne man køre til Thap Cham ved kysten og derfra
videre til f.eks. Saigon eller Hanoi, men linjen blev ødelagt under
Vietnamkrigen og er aldrig blevet genetableret.
Vi kørte til Linh Son pagoden og derefter en tur rundt om søen, før vi
afleverede scooteren igen. Heldigvis havde det kun regnet en smule, så
det var skønt at vi kunne komme lidt omkring på denne måde. På markedet
fik Emma købt sin Vietnam hat, og hjemme på hotellet kunne vi se den
flotte åbningsceremoni ved OL.
I morgen tidlig flyver vi så til Siem Reap i Cambodia...