tirsdag den 21. november 2017

Budapest

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg har nogle 'huller' på landkortet når det kommer til visse store byer i Europa, og det er lidt en mission at få set en del af disse. Det kan også være en nem og billig måde at komme lidt væk på, og kan jeg samtidig udleve min lyst til at rejse, så er det jo en 'win-win situation'. Jeg havde købt flybilletter til 330 kr. t/r og mit hostel kostede kun 8€ pr. nat - hvilket må siges at være meget billigt for et enkeltværelse midt i en europæisk hovedstad.

Jeg fløj med Norwegian og turen tager kun 1½ time. Ved ankomsten var der en timelang kø til skranken hvor man kan købe billetter til byens offentlige transport - så Budapest rejsetip #1: Du kan købe billetter til bus/tog/metro/sporvogn direkte i automaterne ved busserne, hvor man betaler med sit kreditkort. Jeg købte et 3-dages kort til 100 kr. - hvilket må siges at være rimeligt billigt. Bus 200E kører til nærmeste metrostation Kőbánya-Kispest, hvorfra man kan tage metro M3 direkte ind til centrum. Denne søndag var der dog renovering af metroen, så jeg skulle i stedet med bus. Det gik nu også hurtigt nok, og samlet tog det mindre end en time at komme fra lufthavnen til centrum. Mit hostel lå lige ved metrostationen Astoria på 'Pest-siden' og var nemt at finde. Det er midt i en beboelsesejendom, og er reelt to tidligere lejligheder der er bygget om til et hostel. Det er SUPER hyggeligt indrettet og et fund til prisen. Jeg havde valgt at booke et billigt værelse med bad og toilet på gangen, og betalte altså mindre end 60 kr. i døgnet. Mit værelse var placeret for enden af en stejl trappe, og jeg kunne knapt nok stå oprejst derinde, men når jeg kun skal sove et sted to gange, så er det ikke noget der generer mig. Jeg er jo ikke taget til Budapest for at sidde på værelset, og vil hellere bruge pengene på noget andet! :-)

Når jeg kommer til en ny by, så elsker jeg at starte med at gå lidt rundt i området og ligesom få en fornemmelse for stedet. Det gjorde jeg også her, men da det samtidigt regnede måtte jeg hellere vælge et mål - og gerne indendørs. Jeg startede med et sted jeg havde udset mig hjemmefra, nemlig Underground Railway Museum på Deák Ferenc tér metrostationen. Det er ret lille og svært at finde, og det hjalp ikke meget at spørge om hjælp, da engelsk ikke var specielt udbredt blandt dem jeg spurgte. Det lykkedes dog at finde museet der er hurtigt overstået, og mest handler om etableringen af metroen i Budapest. For at blive i genren tog jeg videre til Miniversum,  der har over 1,3 km. spor og 100 kørende tog fordelt på mange forskellige landskaber. Det hele er meget interaktivt bygget op, hvor man selv kan starte tog, biler osv. - og det er fedt at se både børn og barnlige sjæle (som undertegnede) nyde sådan en udstilling. Jeg var der et par timer, og kunne sagtens have brugt længere tid på at studere de mange detaljer. Udover de mange tog og stationer var min personlige favorit nok modellen af en drive-in-bio hvor der endda kørte spillefilm på lærredet - super gennemført!

Jeg var lige inde og se National Operaen, der dog er lukket i øjeblikket pga. ombygning. Jeg tog metrolinie M1 videre, og det er altså en sjov linie. Det er den ældste metrolinie i Budapest, og den ligger kun lige under gadeniveau. Når man står af på perronen, så er der en trappe op, og 8 trin senere står du midt på gaden. Der kan man virkelig tale om storbymetro med nem adgang! Selve metrovognene ligner også mere gamle arbejdsvogne end en moderne metro, men hvor har det bare charme. Jeg tog lidt rundt forskellige steder, før jeg sidst på eftermiddagen endte tilbage på mit hostel - og sad med benene oppe en times tid. Så var det tid til aftensmad, og jeg spiste ikke langt fra Vörösmarty Square, hvor et af byens julemarkeder allerede er åbnet. Det er hyggeligt, men shoppingmæssigt var det ikke det bedste marked. Hvis jeg vil give 45 kr. for et lille glas julemarmelade, så kan jeg ligeså godt købe det i Nyhavn. Men jeg fik dog en kop varm kakao at styrke mig på, og det er jo altid skønt. Jeg gik ned til floden og så over på det flot oplyste Buda Castle, der står i kontrast til de hjemløse der sover under broerne langs Donau floden. Hjemme på mit hostel faldt jeg i snak med Ulrike fra Tyskland, og vi fik udvekslet røverhistorier fra diverse rejser :-)

Mandag spiste jeg morgenmad på en nærliggende café, før jeg begav mig ud i byen. Jeg besøgte bla. Central Market Hall og fik kørt en del med sporvogn før jeg satte kursen mod Szechenyi termalbadet der ligger i en lille park i udkanten af centrum. Jeg havde hjemmefra booket min billet og det viste sig at være en god idé. Så slap man nemlig for at stå i kø, men kunne gå direkte ind og klæde om. Man får tildelt sit eget lille omklædningsrum, som man samtidigt kan bruge til opbevaring så længe man er der. Man kan også spare et par kroner og i stedet få et lille skab til opbevaring, men nogle gange skal man jo gå all-in! Der er tre udendørs bassiner og ca. 20 indendørs bade, med forskellige temperaturer, saltindhold osv. - og samlet var jeg der i ca. 4 timer, så det kan man vist roligt kalde god valuta for pengene :-)

Det var så småt ved at blive mørkt da jeg satte kursen tilbage mod centrum. Jeg så Budapest Eye - et pariserhjul der rent faktisk tidligere har stået i Paris - nemlig på Concorde-pladsen. Aftensmaden blev spist på Vapiano, og denne gang blev det til en pizza. Det bliver skønt når de snart åbner i København, også selvom de næppe kan servere en pizza og to sodavand til 68 kr. som de kan i Budapest. Efter en længere gåtur havnede jeg tilbage på mit hostel, og kom rimelig sent i seng.

Tirsdag morgen tog jeg lokaltoget op til Victor Vasarely Museet, som jeg havde fået anbefalet af Jette. Det viste sig at være en spændende oplevelse og et flot lille museum. Tilbage i byen tog jeg den lille funicular Budavári Sikló der fører én fra Donau floden op til Buda Castle. Her ligger en del forskellige museer og historiske bygninger, og jeg så bla. Matthias-kirken og Fiskerbastionen. Jeg spiste en sen frokost på en hyggelig café: Gullasch suppe og Apfelstrudel.

Jeg tog ned med kabelbanen og efter en sidste tur med sporvognen langs Donau, satte jeg kursen mod lufthavnen med M3 metroen og bus 200E. Jeg ankom kl. 18, og da jeg allerede var checket ind, gik turen gennem lufthavnen hurtigt. Hjemturen foregik med Ryanair, og jeg indrømmer det med det samme: Det er ikke noget jeg er stolt af! Jeg har INTET imod lavprisselskaber, og rejser gerne så billigt som muligt, men lige Ryanairs metoder er jeg bestemt ikke fan af. Men der var kun én anden måde at komme hjem på, og det var med SAS der kostede 1.200 kr. mod Ryanairs 130 kr. - så på det grundlag gav jeg køb på mine principper. Jeg har hørt meget dårligt om dem, men har ikke selv rejst med dem før. Det gik nu nemt og smertefrit, men jeg er temmelig skuffet over at min håndbaggage hverken blev målt eller vejet, når jeg nu havde gjort meget for at overholde deres regler. Turen hjem forløb uden problemer, så tirsdag aften kl. 21.30 landede jeg i Kastrup.

Kan man gøre en rejse og tilhørende oplevelser op i penge? 
Flybillet CPH-BUD med Norwegian = 199 kr.
Hostel Budapest Center (2 nætter) = 116 kr.
Szechenyi termalbad = 135 kr.
Transport (bus, tog, metro, sporvogn) = 100 kr.
Mad, drikke, museer, entréer m.m. = 520 kr.
Flybillet BUD-CPH med Ryanair = 130 kr.
Alt i alt = 1.200 kr.

Budapest er i hvert fald en by der giver fuld valuta for pengene! :-)

fredag den 4. august 2017

Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Kuala Lumpur gik vi ud til de blå taxaer der kører på taxameter. Man skulle dog først lige købe en billet til tre kroner der giver én lov til at tage med disse taxaer. Om det skal dække parkeringen i lufthavnen skal jeg lade være usagt, men klokken 01 om natten diskuterer man ikke om 2 x 3 kroner! De blå taxaer er lidt større end de røde 'budget' taxaer, og den ekstra plads er rar at have på en lang køretur. KLIA lufthavnen ligger næsten 60 km. fra downtown Kuala Lumpur, men der var heldigvis ikke meget trafik om natten, og slet ikke på de lange stræk på betalingsmotorvejen. Det var ubetinget turens dyreste taxatur, da vi kom af med 300 kr. pr. taxa. Vi havde som sagt også kørt næsten 60 km. - så det var jo ikke urimeligt. Vi blev sat af ved Chinatown Boutique Hotel, hvor vi også boede da vi sidst var i Kuala Lumpur i 2013. Vi fik vores værelser, og Robert orkede endda at gå på McDonald's og spise 'aftensmad' omkring kl. 02.30 - og det var så dér at han opdagede at han ikke længere havde sit VISA/Dankort. Ved at tænke tilbage, kom vi frem til at han nok havde ladet det sidde i en hæveautomat på Gili Trawangan, for i den del af verden er det ikke en selvfølge at kortet bliver spyttet ud igen automatisk når man har hævet. Tit skal man selv aktivt bede om det, og i forvirringen har han nok glemt det. Nå, men det så nu ikke ud til at der var blevet hævet på det, så han fik det spærret og skrev en besked til banken om at få et nyt. Endelig kunne vi gå i seng efter en meget lang rejsedag på 15 timer.

Onsdag havde vi aftalt at gå ud og spise morgenmad kl. 11, og så finde ud af hvad vi skulle se i KL. Vi satte GPS kursen mod en Subway restaurant i Chinatown, men den fandtes åbenbart ikke længere. Videre til den næste på listen, som vi omsider fandt... dog med en del besvær. Den lå nemlig ikke liiige helt hvor Google Maps sagde den skulle ligge, men det lykkedes at finde den til sidst. Kuala Lumpur er ikke en oplagt by til gåture, da der - udover varmen og meterhøje kantsten - er rigtigt mange veje der går over eller under andre, mange fodgængerbroer eller tunneller, og generelt meget få veje der bare går ligeud - så det kan være svært at få et overblik over hvor man skal hen, og ikke mindst hvordan man kommer dertil. Anne gik tilbage til hotellet med en sandwich til Emma, der var blevet hjemme fordi hun havde det skidt. Vi andre satte kursen mod metroen og kørte til enkelt stop til Pasar Seni, som er det tætteste stop på Masjid Negara der er Malaysias Nationalmoské. Selvom der i fugleflugt ikke var så langt, så tog det alligevel noget tid at finde derover, blot for at konstatere at den nu var lukket for 'non-muslim tourists'. Vi fik noget at drikke og overvejede hvad vi skulle gøre. Nu var vi kommet så langt, så vi besluttede at gå ned på den gamle banegård, og se om vi ikke kunne slå en times tid ihjel dér. Vi fandt en restaurant og bestilte lidt at drikke, men da vi forsøgte at fordrive tiden med lidt kortspil blev vi straks stoppet - så i stedet sad vi bare og snakkede lidt. Da moskéen igen åbnede for turister kl. 15 var vi klar i køen, og vi blev iført fine lilla kapper. Efter besøget tog vi en taxa tilbage til hotellet. Her fik vi besked om at vores fly til London ville afgå senere end planlagt, og at det ville betyde at vi fik svært ved at nå vores fly til København.

Om aftenen tog vi metroen til KLCC og Petronas Twin Towers. Vi havde hjemmefra booket billet til Skybridgen og observationsdækket på 86. etage. Nu er Kuala Lumpur jo ikke ligefrem New York eller London, men det er altid flot at se en storby oppefra - specielt om aftenen med lys på. Det var dog ikke rigtigt til at tage billeder deroppe, dertil var der alt for meget lys og genskær i ruderne. Vi tog tilbage til hotellet og fik noget aftensmad.

Da flyet til London jo var blevet forsinket nogle timer, kunne vi nøjes med at tage fra hotellet kl. 8. Vi tog et par taxaer til KL Sentral, hvor man kan checke ind på sit fly med Malaysia Airlines. Efter det var gjort tog vi KLIA Ekspres toget til lufthavnen. Det tager kun 28 min. og er klart den hurtigste måde at komme fra centrum af Kuala Lumpur til lufthavnen. Da vi jo allerede var checket ind kunne vi i ro og mag få noget morgenmad - på Burger King :-)

Vi kom ombord på Malaysia Airlines A380'eren, men der var lidt palaver inden vi kunne komme afsted. Der var kun ganske få ledige sæder ombord, men heldet var i den grad med os. Der var problemer med nogle af skærmene, og et par flyttede ned til nogle andre pladser bag i flyet. Det gjorde at de to der sad ved siden af mig kunne flytte op på de pladser, så den familie på tre der rejste sammen, også kom til at sidde ved siden af hinanden. I sidste ende betød det, at på de tre rækker hvor vi havde to sæder på hver række, pludselig endte op med et tomt sæde imellem, så vi reelt havde 1½ sæde hver. Fantastisk på en 13 timer lang flyvetur! Udturen var gået rimelig godt, men der fløj vi også om natten. Denne gang var det om dagen, og det var svært at finde ro til at sove. Grædende børn hjalp så heller ikke på situationen...

Ved ankomsten til London fik vi besked om at vi var blevet ombooket til British Airways flyet fredag morgen kl. 07.05 - og at vi var ventet på lufthavnshotellet Premier Inn. Når det nu skulle være, så var det rart at vi ikke skulle bruge en time hver vej til London centrum, men at vi kunne blive i Heathrow. Efter vi havde fået vores værelser gik vi ned i restauranten for at få aftensmad. Her måtte vi så igennem en mindre diskussion for at få lov til at drikke Coca Cola til maden fremfor Pepsi. Lige der knækkede filmen en smule for mig, men det lykkedes os nu at få det vi gerne ville have.

Kl. 05 fredag morgen kunne vi så gå tilbage til terminalen og checke ind på flyet til København. Hjemturen forløb uden bemærkninger, og kl. 09.30 satte flyet hjulene på landingsbanen i Kastrup. Ved bagagebåndet dukkede kuffert nr. 1, 2, 3, 4 og 5 op - men den 6. (min) kom aldrig. Efter en henvendelse til handlings selskabet fandt de ud af at den stadig var i London. Den endte med at blive efterleveret søndag :-)

Det har været en dejlig måned, og jeg vil gerne sige en stor tak til mine rejsefæller. I starten var jeg pænt træt, og det var rart at kunne slappe helt af. Senere på turen var jeg lidt skidt i en periode, så jeg har ikke været helt så deltagende som jeg kunne ønske. Men batterierne er i hvert fald blevet ladet op, og sammen med mange gode oplevelser er det jo netop dét ferie handler om!

onsdag den 2. august 2017

Nusa Penida

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Nusa Lembongan var en hård omgang! Ikke fordi det på nogen måde var farligt, men båden ramte bølgerne hårdt, og det gav nogle gevaldige stød. Der var i hvert fald en halv times tid hvor det føltes som ren tortur. Men vi klarede den, og nåede frem til Nusa Lembongan. Her blev vi sat af på stranden, og med i billetten var en tur med tuk-tuk tværs over øen til Yellow Bridge. Herfra skulle vi kunne få en lille lokalbåd til at sejle os det sidste stykke til Nusa Penida. Det viste sig så at være lidt mere besværligt end vi havde håbet på, men kl. 18 sejlede vi endelig det sidste stykke. Det tog kun et kvarters tid, og vi blev sat af på stranden ved Toyapakeh. Herfra blev vi fragtet det sidste stykke til vores hotel med tuk-tuk og et par motorcykler - og endelig nåede vi frem til Hotel Arsa Santhi. Vi fik vores værelser, og stedet var virkelig pænt og nyt. Der blev hentet aftensmad fra en lokal restaurant lidt nede af gaden, og for 117. gang stod den på Nasi Goreng med kylling... og det smagte nu også fint :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)

Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)

Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.

Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.

Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.

søndag den 30. juli 2017

Gili Trawangan

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Gili Trawangan var en smule hård, men slet ikke så slem som tilbage i 2008 med Majbrit, Birgitte og Robert. Det tog et par timer så vi nåede øen inden middag. Båden ligger bare til på stranden, og så er det ellers med at komme af på den mest elegante måde man kan. Heldigvis bærer de ens store bagage i land, og det er en skøn service. Der var vist kun ca. 500 meter hen til vores hotel, men det er umuligt at køre med en trolley på de veje, så det føltes som en lang tur. Min trolley vejede godt 30 kg. - primært fordi jeg bar på 7-8 kg. af Roberts ting. Vi nåede frem og fik vores tre hytter. Vi havde valgt stedet fordi vi synes det så hyggeligt ud, og det gjorde det også ved første øjekast. Men efter at have fået noget frokost (de havde reelt kun 2-3 retter på menukortet - resten var 'udsolgt'), var det tid til at tage hytterne i nærmere eftersyn. For at sige det lige ud: Det var en gang sminket bambusbras! Hytterne bestod af to etager, med et toilet og åbent bad for neden. Så var der en stejl trappe op til den øverste etage, hvor der lige præcis kunne stå en dobbeltseng. Der var støvet, intet køleskab som lovet og aircon'en kunne slet ikke mærkes, da hele hytten jo var åben. Personligt ramte jeg bunden (endda i helt bogstavelig forstand), da jeg satte mig på sengen og den ene side faldt af. Det betød at brædderne der skulle holde lamellerne røg ned, så madrassen og jeg ramte gulvet. Lige dér besluttede jeg, at det sted kunne jeg altså ikke bo!

Jeg har faktisk kun prøvet at udvandre ved ankomsten til et overnatningssted én eneste gang før, nemlig på Koh Tao med Robert tilbage i 2010. Nu er det antal så fordoblet! Vi samledes alle seks omkring den lille - og noget snavsede pool - og kiggede hinanden i øjnene. Heldigvis var vi alle helt enige om, at Bale Sasak ikke var et sted vi kunne være og slappe af i tre dage. Vi gik derfor ned til havnen, og fik fat i en af de 'hotel-hajer' der altid hænger ud sådanne steder. Han fik vist os et par værelser, og vi besluttede os for at bo på James Bungalow. Det var et par tre-mandsværelser, men pigerne ville få en ekstra seng ind på det ene værelse, så de alle fire kunne sove der. ALT for at undgå at skulle tilbage til Bale Sasak! Prisen endte med at blive det samme, bortset fra de 100 kr. vi skulle betale for den første overnatning. Dem forsøger vi efterfølgende at få retur, da stedet bestemt ikke levede op til beskrivelsen - og vi havde specifikt valgt det pga. aircon og køleskab. Vi, og vores drikkevarer, skal holdes kolde! Hos James Bungalow var værelserne og sengene tip-top, der var et stort køleskab og et fint badeværelse - og så havde vi turens absolut bedste WiFi. Det er altid en kilde til lidt bekymring når man bor på hotel, for uanset om man vil det eller ej, så er det bare rart med internet. Både når man skal holdes up-to-date med nyheder og Facebook, men også når man skal undersøge noget senere hen på turen. Men her havde vi altså et super stabilt internet, og en hastighed der kunne bruges til noget. En stor forandring på Gili Trawangan fra da Robert og jeg var der i 2008. Dengang var der intet WiFi på øen, kun saltvandbrusere og strømmen kom fra generatorer der kun kørte nogle timer hver dag. Så forandring kan jo også være til det gode ;-)

Vi gik tilbage til vores første hotel og fortalte at vi ikke ønskede at blive der. Det var de noget uforstående overfor, men sådan blev det. Et par af folkene fra vores nye sted var gået med for at hjælpe med bagagen, så flytningen til James gik som en leg. Der var godt nok ingen pool det nye sted, men med stranden få hundrede meter væk var det en lille pris at betale. På Gili Trawangan er priserne på dykning den samme overalt på øen, men dykkerholdet faldt for den danske instruktør Tobias hos Diversia Diving. Der blev aftalt nogle dyk, og tøserne skulle bla. tage et dybdedyk. Således var stemningen generelt røget en del i vejret. Resten af dagen stod på afslapning, massage og god mad. Sidstnævnte var på Regina Pizzaria som vi havde fået anbefalet. Kokken var rent faktisk italiener, og jeg er ikke bleg for at sige at det er en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har fået. Stedet var også åbenlyst populært, så vi skulle vente lidt på både et bord og vores mad, men det var det værd! 

Torsdag skulle dykkerholdet af sted tidligt om morgenen, for de havde hele to dyk på programmet den dag. Jeg benyttede så til gengæld lejligheden til at sove længe og det var skønt. Jeg havde lidt knas med maven, så appetitten var ikke den store, men heldigvis har jeg jo så lidt at tære på. På restauranten hvor de spiste aftensmad havde de et akvarie med små skildpadder, som en del af et forsøg hvor man holder nyfødte skildpadder tilbage i nogle måneder før de bliver sluppet fri, for at se om det øger deres chance for at overleve i naturen. Andre eksperter mener at det sløver deres naturlige instinkter, så meningerne er ret delte på det område.

Fredag stod den på et enkelt dyk fra morgenstunden, og senere kørte tøserne en tur øen rundt på helt nye lejede cykler. Ellers stod den på ren afslapning, før vi om aftenen begav os ud for at spise aftensmad. Vi havde også fået anbefalet restauranten The Roast House, hvor man kunne få stegt kylling, så det måtte jo prøves. Selve restauranten ligger på den ene side af gaden og køkkenet ligger så på den anden side. Det var en helt fantastisk kylling de serverede, og med dejlig kartoffelmos til... så det var godt at min appetit var vendt tilbage. Vi gik en tur langs stranden og fik også lidt at drikke imens bølgerne klukkede få meter væk.

Lørdag var dagen hvor vi skulle forlade Gili Trawangan. Vi skulle med båden kl. 13.45, og Anne havde 'forhandlet' sig frem til at vi kunne beholde værelserne til kl. 11. De skulle selvfølgelig gøres rene og være klar til nye turister som kom ind med dagens både, og det er jo fair nok. Som sagt var det et rigtigt hyggeligt sted, og eneste lille klage er nok lydniveauet i baren. Der blev spillet musik og fyret fjolletobak af til den lyse morgen, men sådan er det på Gili. Vi fik lov at lade vores bagage stå og gik en sidste tur på øen. Vi satte os ind på en restaurant, hvor vi drak lidt og spillede kort. Vi blev dog senere bedt om at gå da de skulle have et selskab, men måske var de bare trætte af at vi sad og fes husleje af? Vi gik ned til Trawangan Dive hvor vi boede i 2008, og fik noget frokost på deres restaurant. Da klokken blev 13 gik vi tilbage til havnen og jeg fik checket os ind på båden imens de andre hentede bagagen. Afgangen var (selvfølgelig) en smule forsinket, men omkring kl. 14.30 var vi af sted. Denne gang var det med Scoot Fast Cruises, da de er det eneste selskab der sejler til Nusa Lembongan fra Gili Trawangan. Godt nok skulle vi jo reelt til Nusa Penida, men dér er der ingen der sejler direkte til... 

onsdag den 26. juli 2017

Bali

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fløj fra Bangkok til Bali med AirAsia og flyveturen tog 4 timer og 20 min. Jeg er stadig en stor fan af AirAsia, men de begynder at stramme den med benpladsen, specielt på så lang en flyvning. Da vi nu var kommet til Indonesien skulle vi først igennem immigrationen, men det gik nu rimelig hurtigt. Indtil sidste år skulle man købe et Visa-On-Arrival til 35$, men nu får man et gratis stempel i passet - dejligt. Da vi havde fået vores bagage, skulle vi "bare" finde et par taxaer til at køre os til vores hotel ved Kuta Beach. Der er ikke mange kilometer fra lufthavnen, men taxa-mafian forlangte ublu 200.000 Rupiah (ca. 100 kr.) pr. taxa for den korte tur. Jeg gik tilbage og fandt den officielle kupon-taxa bod, og på tavlen stod der med stor skrift Kuta & Legian Beach = 95.000R. Fint nok, så jeg bad om to taxaer til vores hotel. Ja tak - det bliver lige 400.000R. Det forstår jeg intet af, og peger på skiltet. Tja, men prisen er altså 200.000 pr. stk. Jeg bliver noget tøsefornærmet, og går tilbage til de andre der står og venter. "Så går vi..." siger jeg, og det er hverken første eller sidste gang jeg er gået ud af en lufthavn, hvor jeg har nægtet at betale hvad taxa-mafian forlanger. Vi gik de 50 meter ud til vejen, og fik stoppet et par tomme taxaer der var ved at forlade lufthavnen, og hørte om de ville køre os til vores hotel - på taxameteret? OK, sagde de, og vi fik stablet vores bagage ind i taxaerne. Det tog godt nok over en halv time bare at komme ud af lufthavnsområdet, men alligevel nåede taxametret kun op på 77.000R (under 40 kr.) da vi nåede hotellet, så det tæller stadig som en "sejr"! :-)

På Fourteen Roses Beach Hotel fik vi vores værelser, og set i aftenlyset så hotellet ganske hyggeligt ud. Vi vidste godt at det lå et par hundrede meter fra stranden, så "Beach Hotel" er måske en tilsnigelse?! Men grunden er nok den, at rundt om hjørnet ligger Fourteen Roses Hotel - som så i modsætning til vores hotel rent faktisk ligger ned til stranden. Ak ja, sådan er der jo så meget... :-)

Clara havde noget bøvl med det ene øre, så hun, Anne og jeg tog ind til en lille klinik, hvor en læge kiggede på hende. Hun fik noget antibiotika samt nogle øredråber, og det var godt lige at få en til at se på det. Bagefter fik vi noget at spise før vi ville tage tilbage. Anne mente at vi havde kørt i ring på vejen til lægen, så der var nok ikke meget mere end ca. fem minutters gang tilbage til hotellet. Efter at have gået frem og tilbage i ca. tre kvarter tog vi en taxa der kørte os tilbage. Pengene for den var givet rigtigt godt ud! :-)

Fredag morgen så vi så hotellet i dagslys, og heldigvis blev vi ikke skuffede. Det var et hyggeligt lille sted, og personalet var rigtigt søde. De kludrede rundt i morgenmaden, som var af noget skrabet karakter, men der var en hyggelig pool med dejlig skygge om eftermiddagen. Et punkt vi aldrig bliver enige om, da tøserne jo hellere vil have direkte sol. Vi fik arrangeret med en gut på hotellet, at hans ven næste dag skulle køre os rundt i en minivan. Vi ville bla. gerne se nogle risterrasser og hvad Balis frodige natur ellers har at byde på. Det var planen at 'dykkerteamet' skulle dykke på Bali, men det viste sig at byde på flere udfordringer. De opsøgte Crystal Divers i Sanur hvor Robert dykkede med Minni tilbage i 2008, men hun var på dykkerferie et par måneder i Sydafrika, og firmaet var i øvrigt booket lang tid frem. Andre dykkercentre ville ikke have tøserne med ud da de kun lige havde fået deres Open Water certifikat, og dem der ville krævede ublu priser for dyk. Alt i alt en ret skuffende oplevelse for tøserne der havde glædet sig til at dykke på Bali.

Lørdag var så store sightseeing dag. Vi blev hentet af vores chauffør, og i modsætning til ham vi havde booket i Chiang Mai, så talte denne et rimeligt engelsk. Vi kørte først op til nogle risterrasser lidt nordpå, og de var flotte uden dog at være spektakulære. De var til gengæld ret spektakulære da vi nåede til Jatiluwih. Risterrasserne her er på Unescos verdensarvsliste, selvom man har truet med at fjerne dem igen. Der var nemlig planer om at fjerne en del af terrasserne og bygge hoteller til turister, men de planer er for nu sat på pause. Området er rigtigt flot, og man må håbe at det forbliver sådan. Vi stoppede ind ved et sted hvor man kunne se dyret der er med til at producere verdens dyreste kaffe, Luwak. Det skyldes at dyret spiser kaffebønnerne og skider dem ud igen. De bliver så ristet, og hele processen skulle skabe den fineste kaffe - til over 2000 kr. kiloet. Ja, du læste rigtigt! Vi prøvede ikke kaffen, men fik smagsprøver på mange andre typer kaffe og te, ligesom vi kunne lugte til mange forskellige krydderier. På stedet havde de også plantet en masse forskellige typer afgrøder, så man kunne se hvordan f.eks. en kaffeplante eller vanille ser ud, før de bliver til de produkter vi kender fra supermarkedet. Selvfølgelig er det lagt 100% an på turister, men det er en nem og smart måde at præsentere tingene på. Rundvisning og prøvesmagning kostede ikke noget, men der blev bla. købt noget te med hjem, og så tjener de penge på den måde, og det er jo smart nok.

Vi kørte videre til risterrasserne ved Tegalalang lidt nord for Ubud. De er ikke så fantastisk anlagt som ved Jatiluwih, men stadig et flot syn. Derefter satte vi kursen mod Ubud - og Monkey Forest. En klassisk oplevelse når man er på Bali er en tur i abeskoven, så det skulle vi selvfølgelig også. Jeg har været der i både 1995 og 2008, og personligt har jeg kun gode oplevelser derfra. Jeg kan dog stadig huske fra '95 hvor Robert og Carsten praktisk talt blev jaget ud af aberne, der var på jagt efter bananer og nødder. Robert valgte (måske af samme årsag?) at blive udenfor, men vi fem andre tog turen derind. Der er nogle simple regler man bør følge: Lad være med at drille aberne, lokke dem med mad, skjule mad for dem - og undgå direkte øjenkontakt eller at vise tænder, da det tages som et tegn på aggression. Louise var den første de sprang på, men efterhånden havde alle prøvet at have en abekat siddende - undtagen Clara. Hun ville gerne hvis det var en lille abe, men det lykkedes ikke at lokke nogle af de helt små til. Jeg selv var ved at tage et billede af én, og pludselig hoppede den bare... og så sad den altså klistret til linsen. Det gik pænt stærkt! :-)

Efter besøget ville vi spise en noget sen frokost, for køreturen rundt havde taget længere tid end forventet. Vi havde aftalt med chaufføren at han ville hente os en time senere, for trafikken i Ubud gjorde at han ikke kunne holde og vente nogle steder. Så vi satte os ind på en restaurant, men efter 45 min. havde vi stadig ikke fået noget mad. Meget usædvanligt, da de normalt er rimelig hurtige om at lave en gang stegte ris eller andet lokalt mad. Man skal også vænne sig til at de kommer med retterne når de er færdige, så det med at alle spiser samlet, det sker faktisk ikke så tit. Men denne gang tog det altså meget lang tid uden at nogle af os havde fået mad, og vi måtte flere gange gøre opmærksom på, at vi altså havde lidt travlt. I sidste øjeblik kom vores mad så, og lad os bare konstatere at det nok var det værste måltid på hele turen. De havde formået at ødelægge bla. karryretter, stegte ris og pomfritter. Vi fik fundet vores minivan, og så gik turen tilbage til hotellet. Det var oprindelig meningen at vi skulle have været rundt i Ubud, men tiden var løbet fra os. Selvom der ikke er så langt fra Ubud til Kuta, så tog turen alligevel 2½ time, så vi var først hjemme på den forkerte side af kl. 19. Det havde været en lang, men god dag... med mange forskellige indtryk.

Søndag stod den på afslapning på stranden, hvor Clara og Louise begge lejede surfbræt med instruktør. Det var faktisk ikke så dyrt, og i forhold til hvor hurtigt man lærer det, så var det nok penge givet godt ud. De var begge hurtigt op at stå, og klarede det faktisk rigtigt godt. På Kuta Beach kan man leje nogle fine liggestole med en ekstra tyk madras, og det benyttede pigerne sig af. Robert og jeg kan jo godt lide at gå i vandet, men er ikke vilde med at ligge på stranden, så vi var mere ved poolen på hotellet eller på værelset og suge noget aircon. Om aftenen havde vi planlagt at skulle i byen i Kuta, og vi ville starte med en tur på Pizza Hut. Fra hotellet er der ca. 2 km. til restauranten, men for at undgå gåturen ville vi tage et par taxaer, da det er meget billigt at køre i taxa på Bali - i hvert fald så længe man holder sig til dem fra Blue Bird Group som er villige til at køre på taxameter. Nå, men der sidder vi så i vores taxa, og pga. de mange ensrettede veje, så ved vi godt at turen vil blive lidt længere end 2 km. - og det er også helt fint. Men havde vi vidst HVOR meget længere, så havde vi gået til Pizza Hut! Det viste sig nemlig, at der var en hinduistisk ceremoni den aften i Legian, så trafikken var meget langsom... faktisk så langsom at vi stort set holdt stille. Vi blev så også dirigeret ned af mange omveje, da der var afspærringer og politi overalt. Robert fulgte med på GPS'en, og vi var konstant 3-5 km. fra Pizza Hut, så det var ikke engang sådan at vi nærmede os, og bare kunne gå de sidste par hundrede meter. Det var så grotesk at vi næsten var ude at runde lufthavnen på et tidspunkt, og selv vores chauffør gav op og måtte holde en tissepause undervejs. Vi nåede omsider frem - efter knap halvanden times kørsel!!! Taxaturen havde dog kun kostet ca. 50 kr. - men hold op hvor var det spild af tid! Vi nåede dog på Pizza Hut inden de lukkede, men hele oplevelsen havde taget luften ud af specielt de gamle. Det var egentlig meningen at vi skulle have været i byen nu vi boede på Kuta Beach, men efter en lille gåtur hvor vi fandt det hotel hvor Robert, Anne, Carsten og jeg havde boet i 1995, og det sted Robert og jeg boede på i 2008, fandt vi en bar tæt ved monumentet for Bali-bombningerne ved Poppies Lane. Efter en times tid tog de gamle en taxa hjem, imens de tre unge tøser vist først var hjemme ved 04.30 tiden. Rigtigt godt gået - og de gik endda hjem! :-)

Mandag og tirsdag var rene stranddage for tøserne, og Clara og Louise fik også surfet noget mere, og de blev faktisk helt gode til det. Nogle gange var bølgerne dog for høje, men så fik de blot den tid de havde tilbage på et senere tidspunkt, og det er jo en meget fin service. Robert lejede en motorcykel og cruisede lidt rundt, og jeg fik læst en masse på hotellet, og nydt den lille swimmingpool. Mandag indkaldte jeg til et lille ferie "krisemøde", for jeg synes der var nogle ting vi var nødt til at overveje. Vores plan havde hele tiden været, at efter Gili Trawangan ville vi tage tilbage til Bali, nemlig til den nordlige del ved Lovina Beach. Stedet er kendt for sine strande med sort vulkansk sand, og der er også god dykning både vest og øst for Lovina. Men trafikken på Bali var kommet meget bag på os, for sådan havde det ikke været i hverken 1995 eller 2008. Hvis vi skulle til Lovina efter Gili, så ville det kræve en køretur på ca. 4 timer fra hvor båden lagde til. Derudover ville der være ca. 4 timers kørsel (hver vej) til de to dykkersteder, og turen tilbage til lufthavnen ville også være en tur på 4-5 timer. Alt dette betød, at når man kun har tre dage, så ville stort set al tiden blive brugt i en minibus frem og tilbage, og ikke som det var planlagt - de sidste dages totale afslapning. De andre forstod godt min bekymring, og selvom specielt Anne havde en mindre krise, så besluttede vi os for at ændre planer. Vi kunne stadig afbestille vores hotel i Lovina, og så gik jagten ind på hvad vi så skulle. Mulighederne blev snævret ned til tre ekstra dage på Gili Trawangan, eller at tage videre til enten Gili Air, Gili Meno, Lombok, Nusa Lembongan eller Nusa Penida. Valget faldt på den sidste ø baseret på tre parametre. Øen er forholdsvis tom for turister, Clara havde på Instagram set et flot forbjerg stikkende ud i vandet, og der er god mulighed for dykning med chancer for at svømme med mantaer. Så vi fandt et hotel på Nusa Penida, og denne gang blev det Roberts førsteprioritet der endte med at løbe med sejren. Vi fik også arrangeret med båden til Gili, videre til Nusa Penida og retur til Bali. Prisen var en hel del billigere end i 2008 (og hvad vi havde kunnet finde online), og så er det jo bare at krydse fingre for, at det ikke betyder at der er noget skummelt ved det... :-)

Onsdag morgen blev vi hentet kl. 06.30, så vi kunne ikke nå morgenmaden på hotellet. Vi fik dog at vide, at bådfirmaet ville forsyne os med en "light breakfast" når vi kom til havnen. Først skulle de dog lige skaffe en bil mere, for vi kunne umuligt være seks personer med bagage i den bil de havde sendt. Den skaffede de nu også hurtigt nok, og turen til Padang Bai tog ikke meget mere end en time. Vi blev checket ind på båden og fik udleveret vores lille morgenmadspakke. Den bestod af to små trekantsandwiches med et ret tvivlsomt og ukendt indhold... samt en banan. "Light breakfast" - jo tak :-)

Klokken lidt over 9 sejlede katamaranen fra Semaya Fast Cruises med kurs mod Gili Trawangan...

fredag den 21. juli 2017

Bangkok


(Klik på billedet for adgang til albummet)

Det var ikke lige til at få nogle store taxaer på banegården, og de normale taxaer i Bangkok har næsten ikke noget plads i bagagerummet, så vi måtte dele os op i tre taxaer på den korte tur til Rambuttri. Turen kostede under 20 kr. og så slap vi da for at køre i tuk-tuk. De sidste mange gange vi har været i Bangkok har vi boet på Rambuttri Village Inn & Plaza, der dog har ændret sig gennem de sidste 10 år. Dengang var det meget enkle værelser med hvide vægge, et bord og en stol at lægge sit tøj på. I dag har de mange forskellige typer, men vi havde valgt "Deluxe" værelser med bla. køleskab og safetybox. Det er ikke længere helt så billigt som det var engang, men til gengæld har stedet nogle fordele, som vi ikke har fundet andre steder: Beliggenheden er helt perfekt! Få hundrede meter fra Khao San Road, og alligevel trukket lidt tilbage på Rambuttri, så man ikke hører nævneværdig støj. Hele to swimmingpools på taget, og nu er de endda åbne til kl. 20, hvor de tidligere lukkede allerede kl. 18. Pæne værelser, gode senge og et godt vandtryk i bruseren gør det til en rigtig god deal i Bangkok, og efter de har fået gratis WiFi så er det bare perfekt. Man kan endda også spise morgenmad der nu, da de har opkøbt de små butikker der lå i gården foran hotellet, men det prøvede vi nu ikke denne gang.

Selvom klokken kun var lidt over 8 om morgenen, så var vores værelser heldigvis klar. Jeg var ikke helt på toppen efter togturen, men de fem andre fik frisket sig op, og så begav de sig ud i Bangkoks gader. De startede med at tage til Wat Pho for bla. at se den 46m lange liggende guldbuddha. De krydsede floden med en af de små både, for næste stop var Wat Arun - eller Morgengryets Tempel. Det var desværre under restaurering, hvilket betød at man ikke kunne kravle derop, så de nøjedes med at se det udefra. Efter at have forhandlet sig frem til en fornuftig pris, hyrede de en longtailbåd til at sejle rundt i klongerne i en times tid. Det er altid et godt udflugtsmål at sejle rundt på de gamle kanaler og opleve det liv der leves i området. 

Tilbage på hotellet var det skønt med en dukkert i poolen, og lidt afslapning inden næste del ventede: De gik ned til Chao Phraya og kom med en båd der sejlede ned ad floden til Taksinbroen. Derfra tog de Skytrain til MBK Center, hvor de plyndrede boghandler afdelingen for bl.a. overstregningstusser. Udvalget er enormt stort og koster en brøkdel af prisen derhjemme. Senere en taxa til natmarkedet i Patpong-kvarteret hvor der blev handlet lidt, og spist en sen aftensmad ved et gadekøkken. De var noget trætte, da de nåede hjem efter en lang, men spændende dag. I mellemtiden havde jeg været på jagt efter en billig skrædder, og det lykkedes at finde en på Khao San Road. Vi kunne ikke helt presse prisen ned til det vi ønskede, men så langt var vi heller ikke fra hinanden. Robert og jeg fik hver syet fem nye skjorter til 125 kr. pr. stk. - og med den mængde stof der skal bruges til vores størrelse, så er det vel fair nok?! :-)

Onsdag var ikke nær så hektisk som den første dag i Bangkok. Clara, Robert og jeg sov længe, men Emma, Louise og Anne stod klar foran Grand Palace kl. 8.30 da de åbnede. De fik set paladset på et par timer inkl. en udstilling om Dronning Sirikits kjoler designet af Pierre Balmain tilbage i 1960'erne og 1970'erne. Spændende gamle smalfilm klip samt fotos med bl.a. Elvis og John F. Kennedy sammen med det thailandske kongepar fra dengang. Om eftermiddagen var vi alle i poolen. Der kom et ordentligt regnskyl, og da det var overstået, gik vi ned på Khao San Road, Thailands mest berømte (eller berygtede😜) backpackergade. Der spiste vi aftensmad, inden vi gik gennem gaden og fik handlet lidt småting på vej hjem.

Torsdag fik vi spist morgenmad inden vi tog taxaer ud til lufthavnen. AirAsia benytter den gamle lufthavn Don Muang, så det var dér vi tog til. Trafikken i Bangkok er altid slem på det tidspunkt af dagen, men da vi først kom igennem til betalingsvejen så gik det nu fint nok. I lufthavnen blev vi checket ind på flyet. Personligt havde jeg vægret mig en smule ved denne flyvning, simpelthen fordi den var så dyr. Efter mere end 25 flyvninger med AirAsia har jeg aldrig givet mere end max. 500 kr. for en flyvetur - og denne kostede altså 1.230 kr. Men vi havde jo heller ikke været ude i så god tid som vi plejer og det var det billigste vi kunne få. Alternativer med f.eks. Thai Airways kostede over 2.500 kr., og det var da også en flyvning på 4½ time. Flyet lettede til tiden kl. 12 - og nu var kursen sat mod Bali...

tirsdag den 18. juli 2017

Chiang Mai

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Chiang Mai tog et par timer, og efter ankomsten tog vi to taxaer til Top North Hotel. Lufthavnen ligger tæt på centrum i Chiang Mai, og da vores hotel lå lige inden for de gamle bymure var det ikke nogen lang tur. Vi fik vores værelser og for Anne, Emma og Clara bød stedet på et gensyn da de havde boet der i 2010. Hotellet er en smule slidt, men egentlig god nok til prisen. Vi spiste aftensmad på en lille restaurant på et hjørne, og priserne var noget lavere end på Koh Tao.

Om fredagen spiste vi morgenmad på hotellet, og det var ok uden på nogen måde at være prangende. Generelt er min holdning, at hvis der er morgenmad inkluderet i prisen i denne del af verden, så er mine forventninger blot lidt toast, æg og et glas juice. Alt ud over det er en positiv oplevelse! På de mere "pæne" hoteller kan man selvfølgelig godt sætte forventningerne lidt højere, men så risikerer man omvendt også at blive skuffet. Jeg har fået det bedste morgenmad på små hoteller og guest houses, og omvendt fået det værste hundeæde på store flotte hoteller, så det følges bestemt ikke altid ad.

Efter morgenmaden gik vi en tur rundt i den gamle bydel i Chiang Mai. De gamle bymure er i dag erstattet af en voldgrav de fleste steder, og vores hotel lå som sagt lige indenfor ved den østlige port. Vi besøgte flere templer og et lille marked og det var temmelig varmt, så vi stoppede undervejs og fik nogle frugt shakes og andet at drikke. Eftermiddagen bød på en tur i poolen, og om aftenen var pigerne ude og støvsuge markedet for skræddere. Det lykkedes dem at finde et sted hvor de kunne blive enige, men Robert og jeg udskød vores planer om at få syet nye skjorter, da de simpelthen ville have for mange penge for dem.

Om lørdagen stod den på ren afslapning for Robert og jeg, imens de fire seje tøser var ude at prøve ziplines. Det havde været en fed oplevelse, selvom dele af dagen havde været noget hård - specielt ved søster. Med min højdeskræk er det ikke ligefrem en aktivitet for mig at svæve 500 m. i et tyndt kabel - 50 m. oppe i luften. Robert ville gerne, men kunne desværre ikke helt klare vægtkravet. Om aftenen var vi alle på byens natmarked, og det har godt nok ændret sig meget siden jeg sidst var i Chiang Mai, da langt størstedelen nu består af reelle butikker fremfor de mere hyggelige boder. Men vi fik da shoppet lidt, spist aftensmad og spillet endnu nogle runder røvhul.

Søndag havde vi lejet en minibus med chauffør, og planen var at vi ville køres lidt rundt og se nogle seværdigheder, og så kunne han stoppe når han kom forbi noget spændende. Chaufføren var rigtig sød, men desværre kunne han ikke mange ord på engelsk, så det gjorde det lidt besværligt. Vores første stop var ved Doi Suthep templet, og vi valgte klogeligt at bruge de ekstra 4 kr. på at tage kabelbanen op til templet, fremfor den 306 trin lange trappe. På toppen har man et fint udsyn over Chiang Mai by, og der ligger flere tempelbygninger på stedet. Der er også en statue af den hvide elefant kongen red på da han kom til stedet. I Thailand er hvide elefanter forbeholdt kongen, og da hans elefant faldt død om på toppen af bjerget, tog han det som et tegn på at her skulle der bygges et tempel.

Derefter kørte vi videre til Mae Sa vandfaldet, som er opdelt i mange niveauer. Vi badede i den lille sø nedenfor et vandgardin ca. halvvejs oppe, og det var skønt at få en kølende dukkert. Der var også tid til at lege med GoPro kameraer, tage selfier og andre billeder. På vejen så vi nogle rismarker, og vi spiste frokost på en ret lokal restaurant, hvor Anne fik den store rundvisning i køkkenet. Desværre så vi ikke så mange andre ting, selvom vi havde håbet at chaufføren ville stoppe ind ved f.eks. en teplantage, gummitræer eller andet spændende, men det blev ikke til så meget.

Om aftenen var vi i Chiang Mai Night Safari. Nu har jeg hørt på Clara snakke om det sted i 7 år, så jeg havde lovet at jeg i hvert fald nok skulle tage med hende derud. Vi blev kørt derud i minibus, og så var der ellers en guide til at styre os rundt derude. Vi kom jo for at se dyrene, og blev noget skuffede da arrangementet startede med et slags danseshow. Senere var der tigershow og forskelligt andet gøgl, så til sidst droppede vi flokken af turister og stillede os i kø til tram turen. Det var så et problem, da det var guiden der havde billetterne, men det lykkedes dem på forbløffende kort tid at finde ham. Han havde også sit at se til, men vi orkede bare ikke mere Disney-halløj, når det nu var dyr vi var kommet for at se! Det lykkedes dog at komme på begge ture med de små vogne, men oplevelsen kan på ingen måde sammenlignes med f.eks. Night Safarien i Singapore. Konceptet med de "fritgående" dyr man kører ind imellem er det samme, men der er stadig stor forskel. Vognene kørte alt for hurtigt, så man nåede ikke at se særligt meget, og så var hver tur kun ca. 30 min. lang. På vejen tilbage spiste vi en meget sen aftensmad på McDonald's, og det havde været en temmelig lang dag.

Mandag stod den på ren afslapning på hotellet indtil vi skulle med nattoget til Bangkok. Jeg er jo en temmelig stor tognørd, og jeg havde glædet mig til turen. Det var lykkedes os at få billetter til det bedste af de tog der kører på strækningen - SE10. Det består af helt nye kinesisk byggede togvogne, men som er lavet efter den traditionelle thailandske måde. På 2. klasse har de åbne togvogne med to sæder overfor hinden på begge sider af gangen. Om natten bliver der så slået en overkøje ned over de to sæder, der samtidig bliver ændret til en underkøje. I Thailand er prisen på togrejser bestemt efter det antal kilometer man kører, så principielt koster alle tog på strækningen Chiang Mai - Bangkok det samme, uanset om det er et hurtigt moderne tog eller et gammel lokaltog. Det passer så alligevel ikke helt, for der er nogle små gebyrer på f.eks. et Special Express tog, som det vi skulle med. Men stadig havde den 13 timer lange togtur kostet under 200 kr. pr. person - og så sparer man jo også en overnatning :-)

Vi blev kørt i en minibus fra vores hotel til togstationen, og de havde insisteret på at vi skulle tidligt afsted, da der kunne være meget trafik, det regnede, der var skolebørn osv. - men reelt tog turen kun en halv times tid. Vi havde derfor god tid til at få noget aftensmad inden afgang, og få købt vand, kiks og generelle forsyninger til turen. Vi fandt vores pladser og nød den stille afgang fra Chiang Mai. Efter et par timer begyndte de at lave sæderne om til køjer, og for mit vedkommende var de faktisk udmærkede. De er 180 cm. lange, så jeg kunne ikke ligge helt udstrækt, men det var nu også ok. Jeg elsker jo at sove i tog, og den stille raslen frem og tilbage er en fantastisk måde at rejse på. Toget er som sagt spritnyt, behageligt med aircon, lamper og stik ved alle køjer. Af sikkerhedsmæssige grunde slukker man ikke lyset i loftet om natten, og selvom det ikke generer mig personligt, så kan jeg godt forstå hvis det irriterer folk - specielt hvis man ligger tæt på i overkøjen. Det er fint nok at man vil holde noget lys tændt, så de kan se på kameraerne om der f.eks. er nogen der lister rundt og stjæler fra folk der sover, men derfor kunne man vel godt i det mindste blænde lidt ned. Efter en meget langsom indkørsel til Bangkok nåede vi endelig frem til Hualamphong stationen omkring kl. 7.30 om morgenen.

fredag den 14. juli 2017

Koh Tao

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi mødtes i lufthavnen onsdag eftermiddag kl. 16.30. Ferieholdet bestod denne gang af min søster Anne, mine to niecer Clara & Emma, min bedste ven Robert - samt vores 'rookie' medrejsende, Louise. Vi har holdt flere feriemøder for at planlægge turen, og jeg synes vi har fundet en god rejserute, der kombinerer strand og sol med lidt eventyr - tilsat et lille skvæt storby. Vi skulle først flyve med British Airways til London Heathrow, hvor vi skulle skifte terminal. Det forløb uden problemer, så vi var i god tid til at gå ombord på Malaysia Airlines A380'er der skulle flyve os til Kuala Lumpur. Jeg har fløjet med en Airbus 380'er tilbage i 2009, men for de andre var det første gang ombord på den flytype. Det er jo et stort fly, men det var faktisk ikke det første der slog os, da vi gik ombord for at finde vores pladser. Det var derimod en varme, som jeg i hvert fald aldrig før har oplevet ombord på et fly. Jeg ved ikke om der var 40 eller 45 grader varmt i kabinen, men det har nok været i det område. Personalet beklagede meget, men aircon anlægget fungerede tilsyneladende ikke så godt så længe vi var på ground power, men det ville blive bedre i luften. Fair nok, men da kaptajnen beklagede for en 'slightly warm cabin' kunne Robert og jeg kun vantro sige i munden på hinanden: "SLIGHTLY!!!" 

Måske fik vi sagt det lidt højere end det var meningen, for folk på de nærmeste 8-10 rækker vendte sig i hvert fald om for at se hvem det var der kommenterede. Men de var nu flinke til at gå rundt med bakker med drikkevarer, og efter en lille time ombord var det endelig afgang, og den lange tur til Kuala Lumpur kunne begynde. Der er ikke mere benplads i en 380'er end andre fly, men jeg er egentlig godt tilfreds med servicen hos Malaysia Airlines. De to måltider vi fik ombord var bestemt af godkendt kvalitet, og jeg synes også de var flinke til at komme rundt med drikkevarer i løbet af natten. Turen tog 12 timer og 50 min. og jeg synes faktisk den forløb rimelig hurtigt. I Kuala Lumpur tog det en times tid at komme igennem immigrationen, og derfra var det bare at gå ud i ankomsthallen hvor de ventede fra vores hotel. Vi havde booket deres airport shuttle til 80 MYR (ca. 120 kr.) hver vej. Nok ikke meget billigere end et par lokale taxaer, men så vidste de da hvor hotellet lå. Vi havde ret bevidst valgt det billigste hotel i området - ca. 15 km. fra KLIA. Vi nåede Seri Nilai Hotel ved 19-tiden lokal tid, så efter vi havde tjekket ind, var det ud at få noget at spise. I området lå et par lokale restauranter, og det lykkedes da at få noget spiseligt. På hotellet var værelserne ikke til meget mere end bare at overnatte i, men det var jo også det vi havde bestilt.

Fredag morgen spiste vi morgenmad samme sted som vi havde spist til aften, men det kunne ikke helt leve op til måltidet dagen før. Til gengæld betalte vi kun ca. 40 kr. for seks personer, men det svarede nok også meget godt til det vi fik spist. Klokken 9 blev vi kørt til KLIA2 hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Surat Thani. Inden da var der heldigvis tid til at spise (en ekstra omgang) morgenmad på Subway - det bedste sandwich koncept ever! Noget dyrere end første forsøg, men bestemt også meget bedre! Flyveturen foregik uden problemer og tog kun 1½ time. Da vi ankom til Surat Thani skulle vi igennem immigrationen, og det tog noget længere end jeg havde regnet med. Vi havde booket en bus/båd billet med Lomprayah, og det var den sidste kombination der kunne bringe os til Koh Tao den dag. Vi endte med at være næsten ½ time forsinket, men vi kom nu alligevel med en bus ned til færgen, efter at Louise havde stormet ud, da hun var den første der nåede igennem immigrationen. Vi nåede færgen kl. 16, og desværre måtte vi "nøjes" med siddepladser i VIP rummet. Vi stoppede først på Koh Samui og derefter på Koh Phangan før vi ankom til Koh Tao omkring kl. 19. 

På kajen blev vi hentet fra Sairee Cottage Diving. Det var en meget festlig fyr der hentede os, og mennesker og kufferter blev stablet op på ladet af hans pickup. Det tog ikke engang 10 min. at køre til dykker resortet, men det var rart at slippe for at slæbe sin bagage. Vi blev installeret i vores hytter - tøserne i to forbundne 'blå hytter' - og Robert og jeg i et 'pink værelse'. Sairee Cottage er et fedt sted på Koh Tao, og stedet var rigtigt hyggeligt og velholdt. Overalt gik der personale og samlede blade op og rev stierne så der hele tiden var pænt og rent. Jeg havde fået det anbefalet af Mike som tidligere havde arbejdet som divemaster på stedet, og det var bestemt pengene værd. Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng efter en lang rejsedag.

Lørdag fik vi morgenmad, og pigerne fik afklaret deres dykning med instruktøren Denja, som med det samme bød velkommen til Team Denmark. De skulle starte deres PADI Open Water samme eftermiddag, og det betød orientering og videoer. Robert havde også booket seks dyk, og de startede om søndagen. For mit vedkommende stod disse dage på 100% ren afslapning, og jeg må bare sige at det også var super tiltrængt!

Søndag skulle pigerne i poolen til deres første prøvedyk foruden en masse video og teori. Anne havde desværre problemer med ørerne og kunne ikke trykudligne. Det betød at hun måtte opgive at fuldføre kurset, men hun fik dog bestået teoridelen og forhåbentlig kan hun få taget sine dyk på Bali?

Mandag var pigerne på deres første to dyk i havet, og Robert fik også lavet to dyk. Det samme gentog sig om tirsdagen, og så var de faktisk færdige - og med et bestået Open Water certifikat i bagagen - flot gået! Dage og aftener gik stille og roligt med spisning og kortspil, afslapning ved poolen, ture på stranden samt massage. Tirsdag slappede vi af i poolen om formiddagen, og om eftermiddagen lejede vi en båd der sejlede os til Koh Nangyuan. Sejlturen tog bare 15 min. og kostede 200B retur (ca. 40 kr.). Man skal dog også betale 100B for at komme i land på den private ø, og efter det var klaret gik vi op til View Pointet. Turen derop foregik inde i tæt jungle og der var masser af myg. Jeg havde været deroppe da Robert og jeg var på Koh Tao i 2010, så jeg blev nede og passede på taskerne. Udsigten deroppefra er ganske nydelig, og det lykkedes vist at tage nogle fine billeder. Koh Nangyuan består reelt af tre små øer der er forbundet af en fælles strand. Den går i nord/syd retning, så stillede man sig på stranden ville man kunne se både solopgang og solnedgang... men selvfølgelig ikke på samme tid. Vi fik også badet og snorklet en smule derovre, men kl. 17 skal dagsturisterne forlade øen, så vi blev sejlet tilbage til Koh Tao. Da vi skulle af båden klarede jeg det på en mindre elegant måde (læs: som at kaste en vadsæk over bord), men det lykkedes mig dog at komme af, uden at komme alvorligt til skade. Jeg "elsker" bare både hvor der ikke er ordentlige trapper/stiger/planker eller andet til at komme af og på. Vi fik spist den sidste omgang aftensmad, og så relativt tidligt i seng, for næste dag var en rejsedag der startede tidligt.

Onsdag morgen blev vi kørt ned til færgen der sejlede kl. 6 om morgenen.  Vi kunne desværre ikke tage den næste færge der gik kl. 9, da vi så ville komme for sent til vores fly. Oprindeligt skulle vi faktisk have været med Thai Lion Air kl. 17 - hvilket havde passet rigtigt fint med båden kl. 9, men desværre aflyste de den afgang i slutningen af maj. Vi måtte derfor med AirAsia, og da deres afgang var allerede kl. 15.25 måtte vi altså med den tidlige færge. Efter en times sejlads skulle vi skifte båd på Koh Phangan, og omkring kl. 9 var vi tilbage på molen i Donsak. Herfra kom vi med bus til Surat Thani Town, og turen dertil tog ca. 1½ time. Vi havde valgt denne løsning, da vi ellers skulle sidde i lufthavnen i 5 timer inden vi skulle flyve. Vi fik lavet en hurtig aftale med det sted vi blev sat af bussen, og de kørte os til Central Plaza Shopping Mall imens de opbevarede vores bagage. Vi fik noget morgenmad på McDonald's og havde så et par timer til at tulle rundt i centret før vi blev hentet igen af to tuktuk'er. Den ene havde alle vores store kufferter og vi blev stuvet sammen bag i den anden. Turen til lufthavnen tog en halv times tid, men pludselig stoppede vores tuktuk - tilsyneladende uden nogen grund. Chaufføren kom om til os på ladet og sagde: "The rain is coming!" - og han nåede også kun lige akkurat at få rullet plastic siderne ned før de første dråber ramte, og 20 sekunder senere væltede monsunregnen ned. Vi blev stadig en smule våde af dråberne, men slet ikke så meget som hvis han ikke havde fået rullet ned. Regnen nåede at stoppe igen inden vi nåede lufthavnen, så vi kunne komme tørskoet ind i terminalen. Indtjekningen med AirAsia forløb uden problemer, og vi kunne efter security checket tage plads i den lille afgangshal. Mon vi skulle flyve fra gate nr. 1 eller 2? 
Svaret: Gate nr. 1 :-)

lørdag den 25. marts 2017

Baltikum

(Klik på billedet for adgang til albummet) 

Jeg har i en del år godt ville besøge de tre baltiske lande: Estland, Letland og Litauen. Jeg har ikke det store kendskab til dem, men det virker som spændende lande. På et tidspunkt spørger min veninde Maj om vi ikke skulle tage på en tur med Oslo-båden? Det har vi gjort før, men denne gang synes jeg at vi kunne tage på en "rigtig" ferie sammen. Norwegian havde billige flybilletter til Riga, så det blev dertil. Vi skulle afsted fredag d. 17. marts, og Maj ville flyve hjem igen om mandagen. Jeg besluttede at forlænge turen på egen hånd, så jeg først skulle hjem igen om fredagen. På den måde ville jeg også få mulighed for at besøge både Vilnius og Tallinn.

Vi fløj fredag middag og landede i Riga i regnvejr. I den første automat vi så i lufthavnen kunne man købe sutsko (!) så var stilen ligesom lagt. Vi havde hjemmefra lejet en bil, og det var faktisk lige så billigt at leje den i tre døgn fra lufthavnen, som at leje et enkelt døgn inde i byen. Der er kun ca. 10 km. fra lufthavnen til centrum af Riga, så vi fandt hurtigt til vores hotel - godt hjulpet af Maj med GPS'en. Vi havde booket på Rixwell Irina Hotel, der ligger et par hundrede meter fra stationen - meget centralt i byen. Vi fik os installeret, og gik på opdagelse i "Origo" shopping centret der ligger lige ved siden af stationen. Aftensmaden blev spist på den nærliggende McDonald's - hvor man selv kunne tilrette sin burger på en stor tryk-skærm, hvilket havde gjort det så meget nemmere at spise på McD med min søster. Hun skal nemlig altid have lavet sin mad ret specielt, og det er langtfra altid de forstår det ude i den store verden :-)

Efter en god nats søvn stod vi tidligt op om lørdagen og spiste morgenmad på hotellet. Den viste sig at være ganske udmærket, men så længe man kan få brød, pølser, æg og juice - er jeg jo også ret tilfreds. Efter morgenmaden kørte vi først til Latgalīte Flea Market, der i den grad er et lokalt loppemarked. Her kan man købe alt muligt "skrammel": Gammelt værktøj, kabler, sko, tøj, fjernbetjeninger osv. - virkelig en god gang kræmmermarked. Det lykkedes Maj at finde et par flasker til kolonihaven, så hun var glad. Bagefter fandt vi lige en enkelt geo-cache, og så kan Letland også komme med på det store kort. Herefter var det tid til noget action. Vi havde hjemmefra snakket lidt om hvad vi skulle lave i Riga, og der er Maj og jeg nok lidt forskellige. Jeg kan godt lide at se de klassiske turistseværdigheder, imens Maj mere er til hvad folk i dag laver... og så altså action! Vi havde fundet et par steder hvor man kunne skyde, og havde således booket os ind hos Riga Shooting Range. Det var ikke helt nemt at finde, da det faktisk er en gammel russisk bunker under jorden, men det lykkedes dog til sidst. Vi havde booket "The Assasins Rifle Package" til 75€, hvor man får lov til at skyde med bla. en AK-47 og en Shotgun samt forskellige pistoler som f.eks. en Glock. Jeg har prøvet noget lignende i Asien et par gange før, og det er jo meget sjovt. I betragtning af det generelt lave prisniveau i Letland, så var det nok ikke den bedste "value for money" - da det jo var overstået på under en halv time, men det var nu meget sjovt - og da vi talte scoren sammen bagefter, havde Maj skudt sig til flere point til jeg... godt gået! ;-)

Bagefter kørte vi til en lille øde ø - midt i Daugava floden der skærer sig igennem Riga. Her kan man tage elevatoren op i Riga's radio- og tv-tårn. Sammenlignet med andre tv-tårne rundt om i verden - f.eks. Berlin, Shanghai eller Tokyo, så var dette en noget mere "beskeden" oplevelse. Tårnet er simpelt, gammel og slidt, men vi fik da set en nogenlude udsigt over Riga gennem de snavsede vinduer. Efter en køretur rundt i byen kørte vi sidst på eftermiddagen tilbage til hotellet og slappede lidt af. Klokken 18 havde vi fundet frem til vores Dracula Escape Room, som vi havde booket hjemmefra. I et Escape Room bliver man spærret inde, og så har man 60 min. til at finde ud igen. Vores quest gik ud på at finde Dracula ved hjælp af en lang række spor og gåder, og det lykkedes faktisk at finde ham med blot et enkelt minut tilbage - dog med lidt hjælp fra personalet. Men det var super sjovt, og jeg synes faktisk vi samarbejdede ret godt, og setup'et var generelt skruet rigtigt godt sammen. I København er der pt. tre af disse Escape Rooms, imens der i Riga er langt over 50. Senere gik vi en tur i den gamle bydel, der ligger ca. 5-10 minutters gang fra hotellet. Vi spiste aftensmad på et hyggeligt sted med levende musik og en god stemning.

Søndag morgen - efter en god omgang morgenmad - kørte vi ned til Riga's Central Market. Her er flere store haller med forskellige madvarer: Kød, fisk, grønt osv. - men også en udendørs afdeling med tøj, sko og en smule souvenirs. Men det er tydeligt at se, at det er mere møntet på lokale end turister. Jeg fik sneget mig ned til floden og fik taget et par gode billeder af Akmens broen - desværre uden der var tog på broen. Det ville jo ellers have gjort billedet mindst 20% bedre - som jo er standard reglen når tog er involveret :-)

Flere steder i byen havde vi set billeder af en bestemt kat, som vi selv havde døbt "Riga katten". I Lonely Planet kunne vi læse os til en historie om en gammel købmand, som ikke fik lov til at være med i det lokale laug. Som "straf" placerede han et par katte med deres røv vendt mod huset hvor lauget hørte til. Efter en langvarig retssag, blev han optaget i lauget mod at han fik vendt kattene om - og sådan er det i dag. Vi fandt bygningen - og det vi altså har døbt "Riga katten", men det var først efterfølgende at vi fandt ud af, at der faktisk er TO katte - en i hvert hjørne af facaden på bygningen :-)

Herfra satte vi kursen væk fra Riga - og kørte knapt 60 km. mod nordøst til byen Sigulda. Det er et vinterområde, hvor man blandt andet kan stå på ski... og køre bobslæde! Det er godt nok ved at være sidst på sæsonen, men vi havde læst os til at det faktisk er muligt som turist at få en tur i en rigtig bobslæde. Efter sigende skulle det være færre end 10 steder i verden hvor det er muligt, og jeg har i hvert fald aldrig oplevet det noget sted. Vi havde snakket om det hjemmefra, og fået at vide at det måske kunne lade sig gøre om søndagen kl. 14.30, så det var det vi kørte efter. Vi fandt - efter en smule besvær - frem til stedet, og fik bekræftet at det faktisk var muligt. Maj var med det samme frisk, imens kyllingen i mig ikke lige mente at det var noget jeg skulle give mig i kast med. Som det er så tit, så vil jeg jo principielt gerne, men det er bare svært for mig at overskride mine egne grænser når det gælder den slags ting. Man har også muligheden for at tage turen i en såkaldt "soft bob" - eller Vučko. I den rigtige bobslæde gennemfører man turen på ca. 46 sek. og i soft bob'en på ca. 60 sek. Det gør at gennemsnitsfarten på den 1000 m. lange bane er hhv. 78 og 60 km/t. Men det er selvfølgelig et gennemsnit, og på nogle strækninger kører du noget hurtigere og er udsat for op til 5G. Maj var super sej, og fik plads i bobslæden sammen med piloten og en anden turist, og så var de ellers afsted. Nogle minutter senere kom de retur med lastbilen der kørte dem og bobslæden tilbage op på toppen. Vi kørte ned i byen og fik en pizza til frokost, imens jeg tænkte om jeg også skulle prøve. Den rigtige bobslæde var udelukket for mit vedkommende, men jeg ville sgu' gerne prøve en tur i "badekarret". Jeg besluttede mig for at gøre det, og vi kørte tilbage til banen. Her fik vi en vild tur i turistudgaven, og det var lige som det skulle være. Det gik stadig pænt stærkt og man var godt oppe i kurverne på banen, og hold kæft hvor var det sjovt! Pris: 50€ for den rigtige bobslæde - 10€ for den bløde :-)

Du kan få en fornemmelse for turen her: www.youtube.com/watch?v=rEODgdNO_QM

Vi var noget høje efter oplevelsen på turen tilbage til Riga, også selvom Maj var lidt øm i nakken efter hendes tur. Hun kan i øvrigt ikke huske ret meget fra selve turen, så hun var glad for også at have taget turistudgaven sammen med mig. Vi fik parkeret bilen for natten og fandt et hyggeligt sted hvor vi sad nogle timer og snakkede - og samtidig var der happy hour på drinks. Vi sluttede aftenen på en irsk pub, og det havde været en rigtig hyggelig dag.

Mandag morgen blev der pakket og gjort de sidste indkøb. Klokken 11 havde vi booket endnu et Escape Room - denne gang over temaet fra Pirates of the Caribbean. Igen var det rigtigt godt lavet, og vi fandt også Davy Jones' hjerte i sidste øjeblik, men måtte igen have en smule hjælp. Men alt i alt synes jeg vi gjorde det ret godt som et team. Bagefter kørte vi lidt rundt i byen, før vi satte kursen mod lufthavnen. På vejen fandt vi dog lige en enkelt geo-cache mere i en skov, og vi fik lidt at spise. I lufthavnen fik vi afleveret bilen, og Maj blev tjekket ind på flyet. Alt kørte som smurt, og snart var der kun tilbage at sige pænt farvel. Maj skulle flyve hjem til Danmark, og på samme tid fortsatte jeg min rejse til Vilnius i Litauen. Fra lufthavnen kunne man tage en direkte bus dertil, og det havde jeg valgt, da der ikke kører tog mellem de baltiske lande. Jeg er jo normalt ikke den store fan af busser, men havde fundet et selskab der lovede lækre busser og god service. LUX Express kører med nogle luksus busser, med ekstra benplads, gratis wifi, kaffe og vand - og de kører med billige priser hvis man booker et stykke tid i forvejen. På den måde havde jeg fået min billet til Vilnius for bare 5€ - ikke dårligt for en bustur på 4 timer på 1. klasse. Bussen var lidt forsinket, men der tikkede hele tiden sms'er ind om at de var på vej og ankom om x minutter - fin service. Bussen var præcis som lovet, og jeg havde endda et tomt sæde ved siden af mig, så det kunne ikke være bedre.

Turen forløb uden problemer, og jeg ankom til busstationen i Vilnius kl. 19.40 - hvor det faktisk var blevet mørkt. Receptionen på Vozduh Hostel havde kun åbnet til kl. 19, men de havde sendt mig instruktioner om hvor jeg kunne finde mit nøglekort til mit værelse. Området omkring busstationen er noget skummelt, specielt når det er mørkt og regner, men der var kun 400 meter til mit hostel så det gik. Efter jeg havde fundet min nøgle og mit værelse, gik jeg en tur i området, og fik en god gang aftensmad på en lokal restaurant. Det var en balje med kød, grøntsager og kartofler - og det smagte himmelsk. Tilbage på mit værelse blev jeg uvenner med lamellerne på den ret spinkle IKEA seng, så jeg endte med at stille sengen op i den ene ende af værelset og sove på madrassen direkte på gulvet. Det er godt at backpacker génet stadig er rimelig intakt, og jeg kan sagtens overnatte et sted med bad og toilet på gangen - pris: 70 kr.

Næste morgen begav jeg mig først op til togstationen der ligger lige ved siden af busstationen. Her finder man nemlig Litauens jernbanemuseum, som jeg besøgte. Den indendørs del var ret spændende, men desværre var udendørs delen vinterlukket. Man kunne godt gå rundt blandt de mange togvogne og lokomotiver, men man kunne ikke komme ind i dem. Ja, jeg ved godt jeg er en tognørd! ;-)

Tirsdagen i Vilnius blev brugt på ret traditionel sightseeing: Katedralen på den centrale plads, Gediminas' tårn på bakken, flere kirker og museer. Desværre regnede det ind imellem, så flere gange måtte jeg søge ly på caféer, hvor jeg så sad lidt og læste indtil det holdt op med at regne. Jeg havde fået opbevaret min trolley på stationen mod en rimelig betaling på 1€, men de lukkede kontoret allerede kl. 21 og min natbus kørte først kl. 23. Så jeg hentede min trolley kl. 20.50, og satte mig ind på den lokale McDonald's. Jeg havde spist aftensmad tidligere, men man kan sagtens sidde et par timer på McD med en milkshake - og endda suge lidt gratis wifi. Jeg kom ombord på natbussen til Tallinn i Estland (endnu en tur til 5€), og jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede lige kort da vi gjorde holdt i Riga ved 3-tiden, men ellers sov jeg fint til kl. 7 - igen i en lækker luksusbus - og igen med et tomt sæde ved siden af mig.

Jeg kom til Tallinn onsdag morgen omkring kl. 7.30 - og tog en sporvogn fra busstationen ind til mit hostel, der ligger midt i den gamle bydel. Mit værelse var endnu ikke klar, men den søde pige i receptionen lovede at det i hvert fald var klart senest kl. 11. Skønt, for jeg kunne godt trænge til et bad efter turen i natbussen. Men det måtte vente, og i stedet begav jeg mig ud i byen. Jeg var oppe og se "Danish King's Garden" hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himmelen i 1219. Jeg gik rundt og så en del i den spændende gamle bydel, før jeg luntede tilbage til Old Town Munkenhof og fik mit værelse. Jeg havde endda privat bad og toilet, så jeg benyttede mig af lejligheden til at tage et langt bad og en lille lur. Senere fik jeg frokost og gik endnu en tur i byen. Desværre var vejret heller ikke så godt denne dag, så aftensmaden blev indtaget på en lokal beværtning ikke langt fra mit hostel. Maden var god, så jeg var godt mæt da jeg gik hjem. På mit hostel faldt jeg i snak med flere andre rejsende, og det er det fede ved at bo på et hostel.

Torsdag købte jeg brød og juice i det lokale Rimi supermarked, en kæde der ligger overalt i alle tre lande. Denne dag var vejret helt perfekt, og jeg var bla. oppe at gå på et stykke af den gamle bymur. Jeg så også "The Broken Line" - mindesmærket for færgen Estonia's forlis i 1994, og flere andre ting i den gamle bydel. De tre hovedsteder er faktisk meget forskellige, men Tallinn er den der kommer tættest på min forestilling - tænk Prag, men selvfølgelig på et noget "lavere" niveau. Jeg spiste en meget sen frokost på Vapiano - en italiensk kæde jeg har prøvet tidligere i Helsinki og i Miami, og det er bare guf. Frisklavet pasta til 60 kr. - det bliver fedt når de åbner i København til efteråret. 

Jeg tog en sporvogn tilbage til busstationen, og kl. 18.30 kørte bussen tilbage til Riga. Denne gang havde jeg måttet ofre hele 7€ (!) for at komme med denne afgang, men det var pengene værd. Jeg nåede til Riga kl. 22.30 og gik de ca. 10 minutter fra busstationen til Riga Hostel. Det ligger samme sted som det hotel Maj og jeg boede på, blot på det modsatte hjørne - på 4. sal over McDonald's. Jeg fik tjekket ind, og mit værelse var fint selvom sengen ikke var den bedste. Efter en hurtig omgang aften/natmad på McD, sad jeg og snakkede med bla. nogle japanere til kl. 3 om natten - super hyggeligt, og der var en fed stemning på det hostel.

Det gjorde at jeg valgte at sove igennem næste dag, og nåede lige at tjekke ud inden kl. 12. Jeg gik en sidste tur i byen, før jeg gik ned og tog bus 22 til lufthavnen - en tur på bare en halv times tid. I lufthavnen fik jeg tjekket ind på mit fly, fik en vinduesplads - og hjemturen på lidt over én time forløb uden problemer. Jeg synes de tre byer har været spændende at opleve, og hver har bestemt noget at byde på. Det var sjovt at opleve Riga sammen med Maj, og vi har sikkert gjort ting sammen jeg ikke havde gjort på egen hånd. Men det er jo det fede ved at rejse med en ven, så man sammen finder ud af hvad man gerne vil. Min favorit blandt de tre byer bliver nok Tallinn, men jeg vil gerne tilbage til alle tre igen. Prisniveauet er generelt ret lavt - specielt når man kommer lidt væk fra turiststederne. Pris for de 8 dage med fly t/r, hotel, hostels, busser og billeje = 1300 kr. :-)