onsdag den 26. juli 2017

Bali

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fløj fra Bangkok til Bali med AirAsia og flyveturen tog 4 timer og 20 min. Jeg er stadig en stor fan af AirAsia, men de begynder at stramme den med benpladsen, specielt på så lang en flyvning. Da vi nu var kommet til Indonesien skulle vi først igennem immigrationen, men det gik nu rimelig hurtigt. Indtil sidste år skulle man købe et Visa-On-Arrival til 35$, men nu får man et gratis stempel i passet - dejligt. Da vi havde fået vores bagage, skulle vi "bare" finde et par taxaer til at køre os til vores hotel ved Kuta Beach. Der er ikke mange kilometer fra lufthavnen, men taxa-mafian forlangte ublu 200.000 Rupiah (ca. 100 kr.) pr. taxa for den korte tur. Jeg gik tilbage og fandt den officielle kupon-taxa bod, og på tavlen stod der med stor skrift Kuta & Legian Beach = 95.000R. Fint nok, så jeg bad om to taxaer til vores hotel. Ja tak - det bliver lige 400.000R. Det forstår jeg intet af, og peger på skiltet. Tja, men prisen er altså 200.000 pr. stk. Jeg bliver noget tøsefornærmet, og går tilbage til de andre der står og venter. "Så går vi..." siger jeg, og det er hverken første eller sidste gang jeg er gået ud af en lufthavn, hvor jeg har nægtet at betale hvad taxa-mafian forlanger. Vi gik de 50 meter ud til vejen, og fik stoppet et par tomme taxaer der var ved at forlade lufthavnen, og hørte om de ville køre os til vores hotel - på taxameteret? OK, sagde de, og vi fik stablet vores bagage ind i taxaerne. Det tog godt nok over en halv time bare at komme ud af lufthavnsområdet, men alligevel nåede taxametret kun op på 77.000R (under 40 kr.) da vi nåede hotellet, så det tæller stadig som en "sejr"! :-)

På Fourteen Roses Beach Hotel fik vi vores værelser, og set i aftenlyset så hotellet ganske hyggeligt ud. Vi vidste godt at det lå et par hundrede meter fra stranden, så "Beach Hotel" er måske en tilsnigelse?! Men grunden er nok den, at rundt om hjørnet ligger Fourteen Roses Hotel - som så i modsætning til vores hotel rent faktisk ligger ned til stranden. Ak ja, sådan er der jo så meget... :-)

Clara havde noget bøvl med det ene øre, så hun, Anne og jeg tog ind til en lille klinik, hvor en læge kiggede på hende. Hun fik noget antibiotika samt nogle øredråber, og det var godt lige at få en til at se på det. Bagefter fik vi noget at spise før vi ville tage tilbage. Anne mente at vi havde kørt i ring på vejen til lægen, så der var nok ikke meget mere end ca. fem minutters gang tilbage til hotellet. Efter at have gået frem og tilbage i ca. tre kvarter tog vi en taxa der kørte os tilbage. Pengene for den var givet rigtigt godt ud! :-)

Fredag morgen så vi så hotellet i dagslys, og heldigvis blev vi ikke skuffede. Det var et hyggeligt lille sted, og personalet var rigtigt søde. De kludrede rundt i morgenmaden, som var af noget skrabet karakter, men der var en hyggelig pool med dejlig skygge om eftermiddagen. Et punkt vi aldrig bliver enige om, da tøserne jo hellere vil have direkte sol. Vi fik arrangeret med en gut på hotellet, at hans ven næste dag skulle køre os rundt i en minivan. Vi ville bla. gerne se nogle risterrasser og hvad Balis frodige natur ellers har at byde på. Det var planen at 'dykkerteamet' skulle dykke på Bali, men det viste sig at byde på flere udfordringer. De opsøgte Crystal Divers i Sanur hvor Robert dykkede med Minni tilbage i 2008, men hun var på dykkerferie et par måneder i Sydafrika, og firmaet var i øvrigt booket lang tid frem. Andre dykkercentre ville ikke have tøserne med ud da de kun lige havde fået deres Open Water certifikat, og dem der ville krævede ublu priser for dyk. Alt i alt en ret skuffende oplevelse for tøserne der havde glædet sig til at dykke på Bali.

Lørdag var så store sightseeing dag. Vi blev hentet af vores chauffør, og i modsætning til ham vi havde booket i Chiang Mai, så talte denne et rimeligt engelsk. Vi kørte først op til nogle risterrasser lidt nordpå, og de var flotte uden dog at være spektakulære. De var til gengæld ret spektakulære da vi nåede til Jatiluwih. Risterrasserne her er på Unescos verdensarvsliste, selvom man har truet med at fjerne dem igen. Der var nemlig planer om at fjerne en del af terrasserne og bygge hoteller til turister, men de planer er for nu sat på pause. Området er rigtigt flot, og man må håbe at det forbliver sådan. Vi stoppede ind ved et sted hvor man kunne se dyret der er med til at producere verdens dyreste kaffe, Luwak. Det skyldes at dyret spiser kaffebønnerne og skider dem ud igen. De bliver så ristet, og hele processen skulle skabe den fineste kaffe - til over 2000 kr. kiloet. Ja, du læste rigtigt! Vi prøvede ikke kaffen, men fik smagsprøver på mange andre typer kaffe og te, ligesom vi kunne lugte til mange forskellige krydderier. På stedet havde de også plantet en masse forskellige typer afgrøder, så man kunne se hvordan f.eks. en kaffeplante eller vanille ser ud, før de bliver til de produkter vi kender fra supermarkedet. Selvfølgelig er det lagt 100% an på turister, men det er en nem og smart måde at præsentere tingene på. Rundvisning og prøvesmagning kostede ikke noget, men der blev bla. købt noget te med hjem, og så tjener de penge på den måde, og det er jo smart nok.

Vi kørte videre til risterrasserne ved Tegalalang lidt nord for Ubud. De er ikke så fantastisk anlagt som ved Jatiluwih, men stadig et flot syn. Derefter satte vi kursen mod Ubud - og Monkey Forest. En klassisk oplevelse når man er på Bali er en tur i abeskoven, så det skulle vi selvfølgelig også. Jeg har været der i både 1995 og 2008, og personligt har jeg kun gode oplevelser derfra. Jeg kan dog stadig huske fra '95 hvor Robert og Carsten praktisk talt blev jaget ud af aberne, der var på jagt efter bananer og nødder. Robert valgte (måske af samme årsag?) at blive udenfor, men vi fem andre tog turen derind. Der er nogle simple regler man bør følge: Lad være med at drille aberne, lokke dem med mad, skjule mad for dem - og undgå direkte øjenkontakt eller at vise tænder, da det tages som et tegn på aggression. Louise var den første de sprang på, men efterhånden havde alle prøvet at have en abekat siddende - undtagen Clara. Hun ville gerne hvis det var en lille abe, men det lykkedes ikke at lokke nogle af de helt små til. Jeg selv var ved at tage et billede af én, og pludselig hoppede den bare... og så sad den altså klistret til linsen. Det gik pænt stærkt! :-)

Efter besøget ville vi spise en noget sen frokost, for køreturen rundt havde taget længere tid end forventet. Vi havde aftalt med chaufføren at han ville hente os en time senere, for trafikken i Ubud gjorde at han ikke kunne holde og vente nogle steder. Så vi satte os ind på en restaurant, men efter 45 min. havde vi stadig ikke fået noget mad. Meget usædvanligt, da de normalt er rimelig hurtige om at lave en gang stegte ris eller andet lokalt mad. Man skal også vænne sig til at de kommer med retterne når de er færdige, så det med at alle spiser samlet, det sker faktisk ikke så tit. Men denne gang tog det altså meget lang tid uden at nogle af os havde fået mad, og vi måtte flere gange gøre opmærksom på, at vi altså havde lidt travlt. I sidste øjeblik kom vores mad så, og lad os bare konstatere at det nok var det værste måltid på hele turen. De havde formået at ødelægge bla. karryretter, stegte ris og pomfritter. Vi fik fundet vores minivan, og så gik turen tilbage til hotellet. Det var oprindelig meningen at vi skulle have været rundt i Ubud, men tiden var løbet fra os. Selvom der ikke er så langt fra Ubud til Kuta, så tog turen alligevel 2½ time, så vi var først hjemme på den forkerte side af kl. 19. Det havde været en lang, men god dag... med mange forskellige indtryk.

Søndag stod den på afslapning på stranden, hvor Clara og Louise begge lejede surfbræt med instruktør. Det var faktisk ikke så dyrt, og i forhold til hvor hurtigt man lærer det, så var det nok penge givet godt ud. De var begge hurtigt op at stå, og klarede det faktisk rigtigt godt. På Kuta Beach kan man leje nogle fine liggestole med en ekstra tyk madras, og det benyttede pigerne sig af. Robert og jeg kan jo godt lide at gå i vandet, men er ikke vilde med at ligge på stranden, så vi var mere ved poolen på hotellet eller på værelset og suge noget aircon. Om aftenen havde vi planlagt at skulle i byen i Kuta, og vi ville starte med en tur på Pizza Hut. Fra hotellet er der ca. 2 km. til restauranten, men for at undgå gåturen ville vi tage et par taxaer, da det er meget billigt at køre i taxa på Bali - i hvert fald så længe man holder sig til dem fra Blue Bird Group som er villige til at køre på taxameter. Nå, men der sidder vi så i vores taxa, og pga. de mange ensrettede veje, så ved vi godt at turen vil blive lidt længere end 2 km. - og det er også helt fint. Men havde vi vidst HVOR meget længere, så havde vi gået til Pizza Hut! Det viste sig nemlig, at der var en hinduistisk ceremoni den aften i Legian, så trafikken var meget langsom... faktisk så langsom at vi stort set holdt stille. Vi blev så også dirigeret ned af mange omveje, da der var afspærringer og politi overalt. Robert fulgte med på GPS'en, og vi var konstant 3-5 km. fra Pizza Hut, så det var ikke engang sådan at vi nærmede os, og bare kunne gå de sidste par hundrede meter. Det var så grotesk at vi næsten var ude at runde lufthavnen på et tidspunkt, og selv vores chauffør gav op og måtte holde en tissepause undervejs. Vi nåede omsider frem - efter knap halvanden times kørsel!!! Taxaturen havde dog kun kostet ca. 50 kr. - men hold op hvor var det spild af tid! Vi nåede dog på Pizza Hut inden de lukkede, men hele oplevelsen havde taget luften ud af specielt de gamle. Det var egentlig meningen at vi skulle have været i byen nu vi boede på Kuta Beach, men efter en lille gåtur hvor vi fandt det hotel hvor Robert, Anne, Carsten og jeg havde boet i 1995, og det sted Robert og jeg boede på i 2008, fandt vi en bar tæt ved monumentet for Bali-bombningerne ved Poppies Lane. Efter en times tid tog de gamle en taxa hjem, imens de tre unge tøser vist først var hjemme ved 04.30 tiden. Rigtigt godt gået - og de gik endda hjem! :-)

Mandag og tirsdag var rene stranddage for tøserne, og Clara og Louise fik også surfet noget mere, og de blev faktisk helt gode til det. Nogle gange var bølgerne dog for høje, men så fik de blot den tid de havde tilbage på et senere tidspunkt, og det er jo en meget fin service. Robert lejede en motorcykel og cruisede lidt rundt, og jeg fik læst en masse på hotellet, og nydt den lille swimmingpool. Mandag indkaldte jeg til et lille ferie "krisemøde", for jeg synes der var nogle ting vi var nødt til at overveje. Vores plan havde hele tiden været, at efter Gili Trawangan ville vi tage tilbage til Bali, nemlig til den nordlige del ved Lovina Beach. Stedet er kendt for sine strande med sort vulkansk sand, og der er også god dykning både vest og øst for Lovina. Men trafikken på Bali var kommet meget bag på os, for sådan havde det ikke været i hverken 1995 eller 2008. Hvis vi skulle til Lovina efter Gili, så ville det kræve en køretur på ca. 4 timer fra hvor båden lagde til. Derudover ville der være ca. 4 timers kørsel (hver vej) til de to dykkersteder, og turen tilbage til lufthavnen ville også være en tur på 4-5 timer. Alt dette betød, at når man kun har tre dage, så ville stort set al tiden blive brugt i en minibus frem og tilbage, og ikke som det var planlagt - de sidste dages totale afslapning. De andre forstod godt min bekymring, og selvom specielt Anne havde en mindre krise, så besluttede vi os for at ændre planer. Vi kunne stadig afbestille vores hotel i Lovina, og så gik jagten ind på hvad vi så skulle. Mulighederne blev snævret ned til tre ekstra dage på Gili Trawangan, eller at tage videre til enten Gili Air, Gili Meno, Lombok, Nusa Lembongan eller Nusa Penida. Valget faldt på den sidste ø baseret på tre parametre. Øen er forholdsvis tom for turister, Clara havde på Instagram set et flot forbjerg stikkende ud i vandet, og der er god mulighed for dykning med chancer for at svømme med mantaer. Så vi fandt et hotel på Nusa Penida, og denne gang blev det Roberts førsteprioritet der endte med at løbe med sejren. Vi fik også arrangeret med båden til Gili, videre til Nusa Penida og retur til Bali. Prisen var en hel del billigere end i 2008 (og hvad vi havde kunnet finde online), og så er det jo bare at krydse fingre for, at det ikke betyder at der er noget skummelt ved det... :-)

Onsdag morgen blev vi hentet kl. 06.30, så vi kunne ikke nå morgenmaden på hotellet. Vi fik dog at vide, at bådfirmaet ville forsyne os med en "light breakfast" når vi kom til havnen. Først skulle de dog lige skaffe en bil mere, for vi kunne umuligt være seks personer med bagage i den bil de havde sendt. Den skaffede de nu også hurtigt nok, og turen til Padang Bai tog ikke meget mere end en time. Vi blev checket ind på båden og fik udleveret vores lille morgenmadspakke. Den bestod af to små trekantsandwiches med et ret tvivlsomt og ukendt indhold... samt en banan. "Light breakfast" - jo tak :-)

Klokken lidt over 9 sejlede katamaranen fra Semaya Fast Cruises med kurs mod Gili Trawangan...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar