Miami > Orlando

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Endelig var dagen kommet, hvor turen til Florida kunne begynde. En tur vi alle havde glædet os til meget længe. Personligt opstod drømmen om Florida for ca. 20 år siden, da Robert og jeg skulle have været af sted med Calypso Rejser. Kan du ikke huske det rejseselskab? Det undrer dog ikke, for det eksisterede kun nogle få måneder, og sendte rejsende af sted til MEGET billige penge. Vi havde godt på fornemmelsen at der var noget suspekt ved selskabet, men vi tænkte: Bare vi nåede at komme af sted... men et par uger inden afrejse gik de desværre konkurs og vi kom aldrig af sted.

Så små 20 år senere skulle det bare være! Vi mødtes i lufthavnen ved check-in til British Airways. Vi havde købt billetter med American Airlines, og de inkluderede en overnatning i London fra søndag til mandag. Vi har jo før sovet i lufthavne rundt omkring, men denne gang havde vi nu besluttet at overnatte på et hotel. Valget var faldet på Heathrow Lodge, der ligger få kilometer fra Terminal 5. Ved ankomsten tog vi den gratis bus 423 og få minutter efter var vi ved vores hotel. Det var bestemt ikke noget luksus, men vi skulle jo også kun sove der en enkelt nat. Vi havde egentlig booket et familieværelse, men fik i stedet to dobbeltværelser - så Emma fik fornøjelsen af "snorke-maskinen" :-)

Næste morgen blev vi kørt tilbage i lufthavnen - en fin og gratis service. I lufthavnen checkede vi ind på flyet, og alt gik gnidningsfrit - endda i betragtning af at det var Heathrow lufthavn. Flyet til Charlotte var helt fuldt, altså på nær de to pladser i midtersektionen ved siden af Emma og jeg. Dejligt med lidt ekstra plads, også selvom den yderste plads senere blev optaget af en dame, hvis eget sæde ikke fungerede. Fair nok, så havde vi stadig et ledigt sæde mellem os, og det er jo skønt på en 9 timers flyvning. Jeg fik sovet i en del timer undervejs, så jeg følte mig rimelig frisk da vi ankom til Amerika. I lufthavnen i Charlotte clearede vi immigrationen, og vi skulle også selv fragte vores kufferter igennem tolden, hvorefter den blev indleveret til personalet igen. En yderst mærkelig procedure, da der ikke var nogen toldere eller andre til at kigge noget igennem!

Turen til Miami tog yderligere to timer, og vi landede til tiden lidt efter kl. 18. Vi fandt hurtigt til udlejningscentret og 'Dollar Rent' hvor vi havde booket vores bil. I betragtning af køen da vi kom, var det faktisk imponerende at det kun tog 40 min. at komme frem til skranken. VI fik ordnet papirarbejdet, og blev gelejdet ned til vores bil - eller det var i hvert fald hvad vi troede, for deres system er følgende: Man booker til en bestemt størrelse/klasse bil, og så er der ellers frit valg indenfor den kategori. Vi havde booket en "full size" som er den 6. mindste kategori, i håbet om at vi så kunne have alle vores fire kufferter i bagagerummet. Det viste sig dog at være et stakket håb, for nu begyndte historiens største gang "kuffert-tetris". Forestil dig dette: Det var 28 timer siden vi tog af sted fra Danmark, og vi stod i et garageanlæg der var ca. 40 grader varmt. Først skulle vi forsøge at få plads til kufferterne i bagagerummet og dernæst vurdere - hvordan var pladsen inden i kabinen? På et tidspunkt troede jeg faktisk at det var lykkedes, men så var der noget galt med den ene sele bagi - og så kunne vi starte forfra. Ind og ud af dusinvis af biler, og hvis man havde adgang til overvågningsbåndet fra garagen, så må det have set sjovt ud. Der kom - og forsvandt - nok 50 biler med andre mennesker imens vi boksede med tingene, og til sidst besluttede vi os for en sort Toyota Camry. Vi kunne dog kun have 3 kufferter i bagagerummet, så den sidste måtte stå på tværs inde i kabinen - men det gik også.

Endelig kunne vi så sætte automatgearet i "Drive" og køre ud i den lumre Miami aften.  Der var så gået et par 'hyggelige' timer med valget af bilen, men nu kunne road-trip'en endelig begynde. Vi stoppede ind på den første Subway vi så på vejen, for forplejningen med American Airlines havde ikke ligefrem været noget at råbe hurra over. Vi kørte nordpå til Boynton Beach, hvor vi havde booket et værelse på Homing Inn. Stedet var noget værre hø, og der var snavset og skummelt - og jeg endte med at sove i en kopi af Onslows stol fra "Fint skal det være". Men vi var alle trætte og faldt i søvn uden de store problemer.

Næste morgen spiste vi morgenmad på DJ's Grill i Boynton - en typisk amerikansk diner. Vi fik æg og bacon, og det er bare en god måde at starte en dag på. Vi kørte nordpå til Palm Beach, hvor vi cruisede lidt rundt i rigmandskvarteret. Ingen tvivl om at folk i det område har mange penge, men der var heller ikke en hæk eller en græsplæne der ikke var pænt klippet. Vi ville egentlig gerne have været på stranden, men der var rimelig meget vind og store bølger, så vi besluttede at udsætte det til senere.

Vi kørte videre til Cocoa Beach - og det fantastiske "Fawlty Towers Motel". Indrømmet - det var primært booket for navnets skyld, men faktisk var det rigtig god kvalitet for pengene. Vi havde et stort værelse med to dobbeltsenge, gratis WiFi samt en hyggelig lille pool. Så varmt var vandet nu alligevel ikke, så det var kun Clara og jeg der kom i. Vi spiste aftensmad på Pizza Hut, og det er jo altid en favorit med familien.  Næste morgen tog vi afsked med det farverige motel, som havde været en hyggelig oplevelse.

Vi satte kursen mod Kennedy Space Center blot 20 min. væk. Det var et sted specielt Anne og jeg har glædet os til. Entréen er på 50$ + tax og umiddelbart kan det godt synes dyrt med 375 kr. for en dag, og så synes jeg det er lidt frækt at kræve 10$ ekstra for parkering. Besøgscentret ligger meget øde, og der er ingen andre muligheder for at komme dertil end med egen bil. Nå, skidt... nu var vi der jo, og efter det obligatoriske sikkerhedstjek var vi klar til at indtage parken. Vi startede med at tage bussen ud til affyringsramperne og den store udstilling med Saturn V raketten. Chaufførerne i busserne fungere også som guider undervejs, og selvom de garanteret har fortalt de samme historier hundredvis af gange, så fungerede de bare. Der er masser af vilde dyr - inkl. alligatorer - i området, men vi kom dog heldigvis helskindede tilbage til parken.

For mig var dagens største oplevelse at se en original rumfærge. Man kan sige meget om amerikanerne, men de forstår bare at sætte tingene i scene. Først ser man en film om hele starten på rumfærge programmet, et besøg i kontrolrummet hvor man følger en opsendelse og en film der omhandler Atlantis' sidste mission. Slutscenen zoomer ind på et billede af Atlantis - og speakeren siger: "Welcome home, Atlantis"! Så går skærmen går op... og der er den så: En vaskeægte rumfærge! Jeg indrømmer gerne at det gav mig en smule gåsehud :-)

Der er masser af udstillinger hvor man kan prøve ting, og det hele er faktisk meget moderne og interaktivt. Vi prøvede også en sjov simulator (selvom Clara insisterer på at kalde det en stimulator) som skulle vise hvordan astronauter har det under en opsættelse. Vi så også en 4-D film om Hubble teleskopet, gik en tur i NASA's "Rocket Garden" og så fremtiden for udforskningen af Mars. I alt brugte vi en hel dag derude, så i den sammenhæng er prisen jo nok meget rimelig.

Aftensmaden blev spist på Subway på vej til Orlando, eller mere præcist Kissimmee syd for Orlando. Her havde vi booket et værelse på Red Roof Inn, og som sådan var det fint nok. Værelset var stort og rent, men de to "dobbeltsenge" var kun 120 cm. brede. Det er ikke en dobbeltseng i mit verdensbillede, men "bare" en halvanden-mands-seng. Det havde de dog ikke den store forståelse for på hotellet, men insisterede på at den størrelse er en dobbeltseng i USA. Hmmm... Nå, men jeg fik vredet en gæsteseng ud af det noget modvillige kvindemenneske, men de får bestemt ikke plusser i bogen for kundepleje. Der var så heller ikke noget WiFi, og det irriterede næsten endnu mere, da man jo har brug for internet nu om dage. Men det skal ikke ødelægge julen! ;-)

Juleaftensmorgen sov vi forholdsvist længe og spiste morgenmad på Denny's. Vi benyttede deres WiFi til at tjekke mails m.m. og så også en dejlig video som Nanna havde sendt fra kirkegården, hvor de alle havde sunget for Carsten. En sød og dejlig gestus - tak for det! Så oplevede folkene på restauranten også familien flæbe for åben skærm. Derefter kørte jeg pigerne til et outlet, så de kunne få shoppet af hjertets lyst. Jeg kørte selv ud og shoppede en smule, før jeg hentede dem igen om aftenen. De havde købt en masse... og sparet endnu mere... så der var glæde i lejren. Der havde været mange specielle tilbud fordi det var juleaften, og så har pigerne også prøvet at tilbringe sådan én med at shoppe. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut, så den traditionelle flæskesteg var afløst af indbagt pasta. Det var en juleaften uden julepynt og gaver, men så længe jeg var sammen med min skønne familie, er dét bare det eneste der tæller!

Juledag spiste vi morgenmad på IHOP - International House of Pancakes. Jeg synes det smagte udmærket, men resten af familien er mere til Denny's. Der var mange mennesker den morgen, specielt i betragtning af at d. 25. december om morgenen er deres største dag. Vi kørte de små 20 km. til Universal Parken - Islands of Adventures. Billetterne var købt hjemmefra, så vi kunne gå lige til indgangen - og det gik nemt og smertefrit. Der er et stykke at gå fra parkeringsanlægget, men heldigvis har man installeret rullende fortove og det hjælper jo. Parken er arealmæssigt ikke så stor, og der er heller ikke tonsvis af forlystelser. Men dét der er, er til gengæld rigtigt godt lavet. Vi satte kursen mod Harry Potter delen af parken, og Hogsmeade er bare godt lavet! Der er masser af små butikker, hvor man kan købe diverse souvenirs, og selvfølgelig også forlystelser der passer til temaet. En rutchebane á la Odin Ekspressen i Tivoli var lavet som en Hippogriff, og man kunne også komme på en fantastisk tur rundt på Hogwarts. Vi prøvede også to vandrutchebaner, og jeg har ikke før prøvet at blive SÅ våd! Vi ankom til parken kl. 9.30 og omkring kl. 20 havde vi fået "nok". Det er en dyr oplevelse, men tingene er også godt lavet. Vi købte nogle smarte souvenir bægre og så kunne man i maskiner rundt omkring i parken fylde op med over 100 forskellige slags drikkevarer - smart!

På vejen hjem stoppede vi ved vores lokale Burger King for lidt nem og hurtig junkfood. Eller - det skulle man tro, men sådan kom det ikke til at gå. Godt nok var det den 25. december, og der var en del kunder i biksen og kun en enkelt til at ekspedere. Der gik 38 minutter fra vi betalte, til de mente vores mad var færdig... og så "nemt" gik det selvfølgelig ikke. Den var i mellemtiden blevet kold, og var i øvrigt forkert lavet, så der skulle lige et par nye forsøg til. Den stakkels Jeremy (med de mest markerede og plejede øjenbryn jeg nogensinde har set på en mand) kæmpede en brav kamp, men fik ingen hjælp af de øvrige i køkkenet. Min kære søster mistede undervejs tålmodigheden, og jeg må også indrømme at jeg godt kunne have brugt en noget hurtige betjening efter en lang dag i Universal. Men det lykkedes (nogenlunde) til sidst - og vi kunne da ikke gøre andet end at grine på den korte tur hjem.

2. juledag kørte vi ud og spiste morgenmad på Denny's før jeg satte pigerne af ved et andet outlet. Der var så mange mennesker derude, at jeg måtte køre på den nærliggende McDonald's og parkere. De shoppede kun en time og 20 min. før de gav op, for der simpelthen så mange mennesker at det ikke var til at komme hverken frem eller tilbage. Vi kørte hjem til hotellet, og senere handlede vi i den lokale Walmart - der er på størrelse med en Bilka. Anne brugte en del tid med at kigge igennem de nedsatte julevarer, men fik dog afslag på at købe noget med hjem. Vi spiste aftensmad på en kinesisk restaurant bag hotellet, og det var dejligt at få andet end junkfood. Ris med kylling og karry er jo altid skønt! :-)

Søndag spiste vi atter morgenmad på Denny's, før vi satte Anne af ved det lokale mini-outlet, imens Clara, Emma og jeg satte kursen mod Universal - denne gang dog studierne, der ligger lige ved siden af den anden park. Vi ankom omkring kl. 10.30, og kunne med det samme konstatere at der var væsentlig flere mennesker end to dage tidligere. Vi fik kun prøvet 3 ting derinde, samt taget med Hogwarts Ekspressen frem og tilbage mellem de to forlystelsesparker. Som stor fan af både Harry Potter og tog - så må jeg bare sige at det er godt lavet. Toget er i naturlig størrelse, og man sidder inde i en kupé præcist som i et rigtigt tog. Vinduet er så er skærm hvor "køreturen" mellem London og Hogwarts bliver afspillet, ligesom Harry og slænget flere gange går forbi i gangen, og f.eks. bekæmper en dementor undervejs. Turen tager kun små 5 minutter, men det er dæleme godt lavet - selv afgangen fra perron 9 3/4. Da vi var i den anden park prøvede pigerne lige en rutchebane et par gange, før vi tog toget tilbage til studierne. Her mødtes jeg med Kenneth fra min gamle gymnasieklasse. Han er nu bosiddende i Chicago, men var på en fem dages juleferie i Florida. Meget hyggeligt at hilse på ham, hans amerikanske kone og datter. I studierne har man bygget Diagonal Alley, og det er bare gennemført! Husene er lige som jeg ville forestille mig, og faktisk er det bedre lavet end Hogsmeade i Universal Parken. Alt i alt er det eneste problem antallet af mennesker i parken. Ved nogle af forlystelserne var der denne dag op til 3 timers ventetid... og det er bare alt for meget. Godt nok nævnte de også at det var årets travleste dag indtil nu - så der var åbenbart andre der havde fået samme 'gode' idé med at bruge juledagene i en forlystelsespark. Vi "gav op" omkring kl. 20, og kørte forbi hotellet og hentede Anne - før vi kørte til den samme kinesiske restaurant vi havde spist på aftenen før... vi er og bliver vanedyr!

Nu er det slut med Orlando området, og vi sætter nu kursen mod vestkysten - nærmere betegnet Clearwater...

Hjemturen

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik spist et par gode pizzaer på Pizza Hut, og da vi havde et par timer at slå ihjel, blev vi siddende og sugede lidt på både deres aircon og WiFi. Efter et par timer tog vi en taxa til lufthavnen, der praktisk talt ligger midt inde i byen. Flyet var 1½ time forsinket, og det er selvfølgelig altid lidt irriterende, men da vi havde 4 timers ventetid i Hong Kong gjorde det ikke så meget... bare vi nåede vores fly derfra til London.

Vi fløj med Cathay Pacifics datterselskab Drangonair og flyet var helt fuldt. Vi elsker begge to Hong Kongs fede lufthavn, der - som en del andre lufthavne i Asien - har dét der skal være: Gode butikker og restauranter, masser af plads og lys, bænke og borde, rygerum samt hurtig og gratis WiFi - det er hvad rejsende har brug for. Robert fik spist et par burgere på McDonald's, så der var noget at stå imod med på den 13 timers flyvning til London. Vi havde igen brugt vores lille 'trick' når vi booker pladser på vores ferier: Hvis der er tre sæder mod vinduet, så booker jeg en vinduesplads og Robert gangpladsen, på en række ret langt tilbage i flyet. Jeg kender INGEN der foretrækker midtersædet, så de er altid de sidste der bliver fyldt. På den måde, har vi på over halvdelen af de gange vi har fløjet sammen, haft et tomt sæde imellem os... hvilket jo er fantastisk på så lang en flyvning. 'Tricket' virker naturligvis ikke hvis flyet er fyldt til sidste plads, og det var netop tilfældet på denne afgang. Så hvor vi på udturen havde tre sæder hver, så måtte vi denne gang tage plads med en kineser imellem os... han havde virkelig trukket nitten på dén afgang! :-)

De første par timer gik meget langsomt. Selvom afgangen var kl. 23.55 så skulle der serveres aftensmad, og inden den er ryddet af vejen igen, er der jo hurtigt gået 1½-2 timer siden afgang. De sidste par dage har jeg døjet med noget tør hoste, og den gør det selvfølgelig heller ikke ligefrem nemmere at falde i søvn, specielt når man så heller ikke kan brede sig lidt. Det blev dog bedre sidenhen, og jeg fik nok sovet omkring 5-6 timer. Da jeg vågnede så jeg den nye Disneyfilm 'Cinderella' - og den er altså meget sød. Jeg ved det godt Iben, voksne mænd og Disney... men sådan er jeg! :-)

Morgenmaden blev serveret et par timer før landingen - 'sjovt nok' samtidig med at vi fløj direkte over Kastrup lufthavn. Det kunne have sparet os 6-7 timer hvis vi bare liiiige kunne blive sat af dér, men sådan er det jo desværre ikke. Jeg kan godt lide Cathay Pacific af mange grunde: Billetterne er ofte billige - på denne tur har vi eksempelvis givet 4.761 kr. hver for flyvningen København - Cebu // Danang - København (inkl. 30 kg. bagage) og det synes jeg er meget rimeligt. Samtidig serverer de udemærket mad og gratis drikkevarer, god og stor skærm til hvert sæde samt et glimrende underholdningssystem. Der er også ladestik til både USB og computer - samt så god plads som man vel kan forvente på 'Monkey Class' ;-)

Vi ankom til London Heathrow ved 6-tiden om morgenen, og det er ikke nogen hemmelighed at det er Roberts 'hadelufthavn' nr. 1! Der er nemlig ingen rygerum. Personligt er jeg jo ligeglad, men jeg kan da godt forstå, at man efter en 13 timers flyvning samt et par timers check-in og bagage cirkus gerne vil have en smøg. Var der nogen der f.eks. fortalte mig at jeg ikke måtte få noget at drikke, ikke måtte gå på toilettet, ikke måtte tjekke Facebook i 15 timer - så ville jeg da også blive irriteret. Selvfølgelig overlever man, men jeg kan nu ikke se hvad et rygerum i en lufthavn skulle gøre?

Nå, men i hvert fald findes de ikke i Heathrow, så hvad gør man når man har tre timer til næste afgang? Man går selvfølgelig hen i køen til immigrationen, passerer grænsen og ind i England. Derefter igennem bagage området, ud igennem tolden, og derefter finder man den nærmeste udgang og kommer væk fra selve terminalen. Her kunne Robert så endelig få lov at ryge et par smøger, før turen gik den anden vej. Op på 5. sal til afgangshallen, igennem security checket (vi havde heldigvis allerede fået vores bording pass i Danang) og tilbage i transithallen. Alt i alt tog det faktisk kun lidt over en time, men der var også - for Heathrows vedkommende - meget minimale køer de forskellige steder den dag. Så hvad gør man ikke for sin bedste ven... :-)

Vi havde stadig lidt tid at slå ihjel, men lidt før kl. 10 lokal tid lettede British Airways med ankomst til København kl. 12.50 - som markerede afslutningen på den ferie. Eller næsten, for da min kuffert kom, kunne jeg konstatere at den ene af låsene var knækket af, så jeg måtte lige en tur via ankomstservice for at melde det. Roberts far hentede os, så der var nem transport til Amager... dejligt, da jeg var hjemme præcis 31 timer efter vi forlod Hoi An.

Det har været en skøn ferie, og nok en lidt anderledes ferie end vi har haft før. Specielt på Filippinerne var der MEGET afslapning, og det var begrænset hvad vi egentlig lavede. For mit vedkommende har foråret, af mange årsager, været lidt presset, så jeg havde i den grad brug for 'bare' at slappe af, og det må man sige er lykkedes. Robert har nu også været mindre 'ADHD' end han plejer, så ingen tvivl om at vi begge har haft gavn af lidt fred og ro. Som Robert far engang sagde: I tager simpelthen om på den anden side af jorden for at slappe af på et hotelværelse... og ja, denne gang passer det faktisk meget godt. Vi har selvfølgelig også oplevet en masse, samt haft nogle skønne 15-16 timers rejsedage fra Bohol til Hanoi og igen fra Hanoi til Hoi An, som jeg personligt ikke ville have været foruden. Det er jo en del af den måde at rejse på, som jeg elsker!!!

Det er nu fjerde gang jeg har været på Filippinerne, og jeg er STADIG delt i min holdning til landet. Jeg synes de steder vi har været, er (relativt) dyre i betragtning af at det er Asien. Omvendt er det et hyggeligt folkefærd, sprogmæssigt er det meget nemt, da deres engelsk er rigtigt godt - og da de overvejende er katolikker, så skiller det sig også noget ud - i en del af verden der ellers er præget af buddister, hinduister og muslimer.

Det var SKØNT at komme tilbage til Vietnam, og jeg er glad for at Robert endelig har fået en lille forsmag hvad dette skønne land har at byde på. Selvfølgelig er der mange ting der har ændret sig. Priserne er fortsat opad, vi oplevede ikke én eneste strømafbrydelse på 11 dage - og der er stort set hurtig og gratis WiFi overalt! Bådene er blevet større og mere luksuriøse i Halong Bay, men heldigvis ligner Hanoi og Hoi An sig selv - og det håber jeg får lov at blive på den måde... :-)

Hoi An

(Klik på billedet for adgang til albummet)

De gode nyheder først: Hoi An er stadig Vietnams hyggeligste by!!! :-)

Vi ankom torsdag eftermiddag til vores hotel, og hvis vi synes det havde været varmt i Hanoi, så var det STEGENDE hedt i Hoi An. Vi havde booket på Thanh Binh 3 - Serene Hotel, der lå lige nord for den gamle bydel - Hoi An Ancient Town. Vores værelse havde en lille balkon ud til gaden, så Robert kunne komme ud at ryge. Vi havde 'bare' valgt et standard værelse til 25$ pr. døgn inkl. morgenmad, og det viste sig at være et fint valg. Godt nok havde 'Deluxe værelserne' udsigt til swimmingpoolen, men til den dobbelte pris var dén udsigt så også betalt. Der var to store senge og masser af plads - samt hurtigt og stabilt WiFi, så hvad har to rejsende mere brug for? Aircon - og her kunne der måske godt opgraderes lidt?! Når vi kom hjem på værelset kunne der godt gå et pænt stykke tid før temperaturen var tålelig, og aircon'en var monteret så højt på væggen, at det praktisk talt var umuligt at sidde i 'luftstrømmen' :-)

Vi gik en tur i den gamle bydel - og der er bare hyggeligt! Søde huse, butikker og restauranter i massevis - foruden de obligatoriske souvenir butikker samt hundredevis af skrædderier. Jeg har før fået syet tøj i Hoi An, så vi satte kursen mod Mekong Tailor, men deres priser har i hvert fald fået et hak - eller fem - opad, siden jeg sidst var i Hoi An i 2008. Skal jeg give 3-400 kr. for et par helt almindelige bukser, så kan jeg jo ligeså godt købe dem i Danmark. Det var ikke jakkesæt jeg gik efter denne gang, så det med det skræddersyede betød ikke så meget. Vi gik videre rundt i byen, og Robert fik undersøgt lidt om mulighederne for dykning. Men priserne, sammenholdt med det faktum, at han skulle være væk hele dagen fra kl. 8 til 17, gjorde ham lidt loren. Samtidig er dykning i Vietnam ikke i samme klasse som f.eks. Filippinerne eller Thailand, så det droppede han. Lidt ærgeligt når man slæber så meget udstyr med herud, men jeg forstod ham nu godt.

Der 'sker' ikke så forfærdeligt meget i Hoi An, og det er positivt ment. Man kan gå rundt i de skønne gader, eller man kan leje en cykel, el-cykel eller motorcykel og køre lidt rundt i området - vi valgte (naturligvis) det sidste. En motorcykel kostede ca. 30 kr. om dagen, og er en skøn og nem måde at komme rundt på. Vi kørte bla. til stranden ca. 5 km. fra Hoi An. Cua Dai beach er den nærmeste strand, men for at undgå de lidt irriterende sælgere, så kørte vi et par km. nordpå til An Bang beach. Her får man næsten stranden for sig selv, og det er en lækker strand.

Du kan se lidt 'selfie' video derfra her: Strandløven  (knaldrød i hovedet og kridhvid overkrop :-)

Ellers gik dagene med ren afslapning: God mad fra vores 'favorit restaurant' Gidino lige overfor hotellet, gåture i byen, swimmingpool samt suge aircon på værelset. Temperaturen nåede (vistnok) aldrig op på 50 grader, men 49 er da også pænt varmt! Da vi var på stranden, synes Robert det var en rigtig god idé at gå tilbage gennem sandet på bare tæer... da han senere havde siddet med fødderne i koldt vand i badekarret i en time, måtte han erkende at det nok ikke havde været den allerbedste idé! ;-)

Søndag var der 'fuldmåne/lanterne' festival i byen, og det skulle vi selvfølgelig ned til floden og se. Sikke en forvandling i den ellers stille by. Pludselig var der flere tusinde mennesker på gaden, og hvor pokker de kom fra aner jeg ikke. Der blev tændt lys i små lanterner, som så blev sendt ned ad floden. Tanken er at man mindes sine kære og ønsker at intet ondt skal ramme dem. Jeg tændte et lys for Carsten og sendte det ned ad floden - med de bedste tanker ombord. Er man i byen til denne fejring, så er det bestemt noget man ikke må gå glip af, men til sidst fik vi dog nok af alle de mennesker og trissede hjem igen.

Vores hotel er grimrende - bortset fra et enkelt punkt: Morgenmaden. Vi havde begge glædet os til en rigtig 'hotel-buffet', og den allerførste morgen så det da også lovende ud: En 'ægge-dame' (der så faktisk var en mand) der lavede de æg man gerne ville have, bacon, pølser, toast, juice, mælk, kaffe og frisk frugt - så behøver vi faktisk ikke mere. Men de fleste dage bestod buffeten kun af æg, juice og frugt. Selv så basale ting som toastbrød var der intet af - og så var det ligegyldigt om vi kom ned når buffeten lige var åbnet eller to timer senere. Det er bare ikke godt nok...

Ellers morede vi os en del over stimen af 'koreaner-busser' der kom til hotellet. Samme procedure hver dag: De ankom ved 16-17 tiden, så noget mad og en tur i poolen, morgenmad næste morgen kl. 7 - og så ud i bussen og videre til næste by. Det er godt nok en sær måde at opleve et land på! Efter mit mislykkede forsøg hos min 'gamle' skrædder, prøvede jeg heldet på det lokale marked i stedet. Her fandt jeg en skrædder der kunne sy 5 par hverdagsbukser og 5 kortærmede skjorter for ca. 1.650 kr. Det var lidt dyrere end jeg havde håbet på, men selvfølgelig stadig billigt. Afgav ordren lørdag formiddag, og allerede søndag eftermiddag var det klar - det er hurtig service! ;-)

Mandag aften afleverede vi vores motorcykler efter en sidste tur til stranden. Sidste aften spiste vi på vores stam-sted, før vi gik tilbage til hotellet hvor jeg begyndte at pakke. På denne rejse har jeg haft ALT for meget med, så selvom vi hver har 30 kg. indtjekket bagage, så måtte der siges farvel til et par shorts og en t-shirt før vægten passede. De har nu også begge tjent mig godt de sidste 8 år - så det var fair nok at de nu blev kasseret...

Tirsdag tjekkede vi ud fra hotellet, og tog en taxa til Danang - nærmere bestemt Pizza Hut. Her fik vi serveret en skøn frokost, og så er vi ved at være klar til den 'lille' 24-timers hjemtur... :-)

Togturen til Danang

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Det er jo bestemt ikke nogen hemmelighed at jeg elsker at rejse med tog! Derfor var jeg ekstra glad, da vi fik billetter til nattoget fra Hanoi til Danang. SE3 toget var det foretrukne valg, da det har de nyeste vogne samt de bedste rejsetider.

Efter vi kom tilbage til hotellet fra vores tur til Halong Bay, gik vi en tur ned til søen og spiste aftensmad. Vi gik tilbage til vores hotel, og sad et par timer og kiggede billeder, før vi tog en taxa til stationen. Toget holdt allerede klar på perronen, og det var nemt at komme ombord og finde vores pladser. Togvognene med softsleeper består af 9 kupéer med hver 4 køjer, og har en dør der kan lukkes og låses ud mod gangen. I modsætning er der 6 køjer på hardsleeper - og ingen dør. Madrassen er også noget tykkere på softsleeper, men det er nu ikke meget :-)

Vi havde købt de to nederste køjer, og i de to øverste lå to vietnamesiske mænd. De var i hæren og på vej til tjeneste i Danang. Deres engelsk var meget middelmådigt, men vi fik da udvekslet lidt ord undervejs, men ellers holdt de sig mest for sig selv, enten i deres køjer eller ude på gangen. Grundreglen i sovetog er jo, at det er helt ok for dem i de øverste køjer at sidde i den nederste, med mindre den der har den nederste køje, lægger sig ned for at sove. Så er det enten op i sin egen køje eller ud på gangen ;-)

Det var mørkt da vi forlod Hanoi, men man kunne stadig nyde den første halve times tid, hvor toget stadig 'tygger' sig igennem byens gader. Vi fik begge sovet fint, også selvom toget skramler afsted på de efterhånden gamle skinner. Om morgenen kunne vi se det skønne landskab passere forbi vinduerne, og Vietnam er altså bare et dejligt land. Toget følger havet et pænt stykke, og specielt bjergpassene mellem Hue og Danang er bare skønne.

Du kan se en lille video her: Togturen fra Hanoi til Danang

Toget var en lille halv time forsinket ved ankomsten til Danang kl. 13.30, og de 15½ time ombord var bare SÅ meget federe end bussen! I Danang undgik vi taxaerne lige ved stationen, og gik i stedet et par hundrede meter og fandt en taxa dér. Resultatet var halv pris på turen de 30 km. til Hoi An... :-)

Halong Bay

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Turen til havnen i Halong City tog ca. 3½ time, med det obligatoriske stop i et af de afskyelige turist-fælde-overpris-rasteplads-håndværks-centre. Åh, jeg er bare træt af den slags steder, og køber af princip helst ingenting. Havde dog lyst til en is, men når en almindelig ispind sælges til en højere pris end selv den dyre Magnum koster derhjemme, så blev jeg sgu' alligevel enig med mig selv om, at jeg ikke havde brug for den. Jeg ved selvfølgelig godt at den slags steder med deres kommission, er med til at holde priserne nede for tur-selskaberne, men åhhh...

Vel ankommet til havnen blev vi i en mindre båd sejlet ud til 'vores' turbåd: "Seasun Cruise". Man må sige at der er sket noget siden Emma og jeg cruisede rundt i Halong Bay i 2008: Væk er de små brune kinesisker junker, og i stedet er det nu hvide 2-3-4-5 dæks både. Vores båd var bestemt ikke én af de store, med kahytter på nederste dæk, restaurant og de sidste kahytter ovenpå og øverst soldækket. Vores kahyt lå på nederste dæk, og der var både vindue og dør ud til rælingen - ren luksus! I kahytten var der god plads, et par behagelige senge, stort 'badeværelse' med separat brusekabine samt toilet. Fane og aircon samt lejligheds WiFi var smidt oveni, så det var næsten vores bedste værelse på turen indtil nu :-)

Oppe i restauranten hilste vi på de øvrige passagerer, og det var en lettere broget flok: Et par fra Italien, et fra Belgien, et fra Australien samt en britisk, en tysk og en japansk pige. Derudover nogle vietnamesere eller koreanere, men de holdt sig nu for sig selv. Frokosten blev serveret i restauranten imens vi satte kursen væk fra havnen. Første stop var ved Hang Sung Sot Cave, og selvom det nu er tredje gang jeg ser hulen, så er den stadig imponerende. Derefter en times svømning fra stranden på den nærliggende Titop Island, hvor turister bliver høvlet igennem som kvæg på prærien. Ikke så charmerende, men det var fandeme en dejlig svømmetur :-)

Du kan se en lille video derfra her: Badetid i Halong Bay

Derefter stod den på kajaksejlads, men vi valgte at skippe den sammen med de to australiere, og i stedet sidde på dækket og nyde solnedgangen med et par kolde Halong Bay beer - et glimrende bytte. Selvfølgelig er der mange både rundt omkring, men det er stadig et fantastisk sted. Aftensmaden var rigtig god, og der var masser af alternativer til seafood'en, som jo hverken er Roberts eller min favorit spise. Aftenen gik med at snakke med de forskellige ombord, og det var pissehyggeligt - så der forsvandt da en del øl fra bådens køleskab. Vi gik i seng ved 23-tiden, og dér var det dejligt at komme ned i en aircon afkølet kahyt.

Morgenmaden blev serveret kl. 7.30 - før vi besøgte en perlefarm. I princippet er det jo lige meget, men den del - ligesom kajakkerne dagen før - er bare gjort meget centraliseret og kommercielt i Halong Bay. Perlefarmen var stor og 'industriel', og jeg savnede den lille familie vi besøgte for 8 år siden, som selv havde deres østers og fiskefarm under deres flydende platform, men den slags dage er åbenbart forbi - og det er synd. Det var dog stadig spændende at se processen, og vi modstod begge fristelsen til at købe noget i butikken bagefter.

Tilbage på båden fik vi tjekket ud af kahytten, og snakkede med de andre de næste par timer - og nød landskabet. Frokosten blev serveret ombord, inden vi igen satte kursen mod havnen. Omkring kl. 12.30 var vi tilbage på kajen, men skulle dog lige vente 45 min. før vores bus kom og hentede os. Hjemturen tog ca. 4 timer, så vi var tilbage på vores hotel i Hanoi omkring kl. 17. Her havde vi ladet vores store kufferter blive, og kun pakket de små rygsække til turen.

Alt i alt synes jeg at vi fik glimrende værdi for vores 100$, men jeg savnede dog at vi sejlede lidt mere rundt mellem øerne i bugten. I stedet var det meget 'sejle ud - sejle hjem', og så er et døgn selvfølgelig alt for lidt ombord, men det vidste vi naturligvis godt på forhånd... :-)

Hanoi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Lørdag var udnævnt til 'store rejsedag' og sådan kom det også til at gå: Først en taxa kl. 10.15 til havnen i Tagbilaran på Bohol. OceanJet katamaranen var lidt forsinket, så vi kom først afsted lidt over 12, med ankomst til Cebu ved 2-tiden. Turen fra færgen til lufthavnen er kun ca. 13 km. - men tog alligevel godt 1½ time i taxa. Vi nåede lidt frokost i lufthavnen (til sædvanlig grov overpris), før Cebu Pacific Air fløj kl. 17.15 til Manila med ankomst kl. 18.35 i terminal 3, så vi slap heldigvis for at skifte da vi skulle videre fra den samme terminal. Vi tænkte at vi hellere måtte spise aftenmad i lufthavnen inden vi fløj videre, og i den rimelig nye terminal 3 er der faktisk mulighed for det, i modsætning til de andre gamle terminaler i Manila. Vi havde timet vores sidste peso, så vi havde til Roberts smøger samt aftensmad... men havde ikke lige regnet lufthavnsskatten på 550 peso hver med i regnskabet. Så vi manglede præcis 70 peso - eller godt 10 kr. 

Suk - nå, men jeg vekslede nogle Euro-sedler jeg havde med i reserve. Så blev der også til aftensmad på McDonald's, for de tog nemlig ikke imod kreditkort. Men alt flaskede sig, og vi faldt i snak med et par danske piger som var på vej til Dubai efter 4 måneder i Asien og Australien. Misundelse er jo en grim ting...

Vores fly til Hanoi var lettere forsinket og lettede først kl. 23 - med ankomst til Hanoi i Vietnam kl. 01.30 - Det gik hurtigt med bagage og immigration, for som dansker behøver man ikke visum til Vietnam, hvis man ikke skal være der i mere end 15 dage. Vi havde booket afhentning i lufthavnen fra vores hotel, så vi slap for at kæmpe med den 'taxamafia' der notorisk beregnes blandt de værste i verden. Ved ankomsten fik vi vækket gutten på vores hotel, og ved 3-tiden om morgenen kunne vi endelig gå i seng - efter at have kæmpet et kvarters tid med at få aircon'en tændt. Ingen af os orkede nemlig at gå de 4 etager ned og få hjælp, men det lykkedes som sagt også til sidst. Alt i alt havde turen taget 16 timer, og selvfølgelig var det en lang dag, men alt havde klappet undervejs, så vi havde ikke skullet løbe fra sted til sted, og det gør det alt andet lige noget nemmere :-)

Søndag spiste vi morgenmad på hotellet - og den bestod af et par skiver toastbrød, æg, kaffe eller juice. Hotellet har (naturligvis) også en tur-afdeling, så vi satte dem i gang med at booke billetter for os. Det første var togbilletten fra Hanoi til Danang (Hoi An) om onsdagen. Vi kunne hjemmefra have booket en flybillet for 3-400 kr. men ville gerne have oplevelsen af et vietnamesisk nattog. Man kan endnu ikke booke billetter online som udlænding, så vi havde taget chancen. Det værste der kunne ske var, at der ikke var flere togbilletter, og vi så var nødt til at tage bussen. Det har jeg gjort de to forgående gange i Vietnam - fordi det ikke var til at få togbilletter, men denne gang skulle det lykkes... og det gjorde det også. Vi fik to billetter til det foretrukne SE3 tog der afgår kl. 22 og er i Danang kl. 13 den efterfølgende dag. Endda softsleeper og to underkøjer - så kan det ikke være bedre! ;-)

Vi fik også booket et lille '2 day/1 night' cruise til Halong Bay. Det er alt for kort tid, men det kunne give Robert en lille forsmag på hvad Halong Bay har at byde på. Vi havde hjemmefra tjekket priser, og de fleste lå i omegnen af 60-80$ selvfølgelig afhængig af kvaliteten af båden. Vi endte dog med at kaste 100$ hver efter et 'Deluxe' cruise - så må vi se om det er pengene værd. Vi var stadig trætte efter rejsedagen, så vi gik tilbage til den skønne aircon på vores værelse og tog en middagslur. Om eftermiddagen gik vi ned til Hoan Kiem Lake, og fik endda spadseret hele vejen rundt om den. OK - så lang er turen heller ikke, men i 45 graders varme føles alle skridt noget tunge.

Trafikken i Hanoi er bare sindsyg. Der er mange biler - samt millioner af motorcykler, der kører i alle mulige - og umulige - retninger. Den eneste måde at krydse en gade på, er at gå ud stille og roligt, holde samme retning og hastighed - og så kører de allesammen udenom én. Det er i hvert fald tanken, selvom der bliver dræbt 30 hver dag i trafikken i Hanoi. Vi fik aftensmad, og slentrede lidt rundt i det gamle kvartér på vej hjem til vores hotel. Hanoi er en meget charmerende by, og det er fedt at gå rundt i de mange sjove gader. Den gade vi boede på gør det meget i metal-kasser, imens nabogaden gør det i hængelåse. Rundt om hjørnet sælger de allesammen kinesiske lamper osv. osv.

Det virker heldigvis ikke som om der er ændret noget som helst, siden jeg var i Hanoi sidste gang i 2008 med Emma, og det er ment meget positivt. Charmen er bibeholdt, og det er en sjov tur på et kvarters tid at gå ned til Hoan Kiem søen. Eneste anke er den utålelige situation når det kommer til at hæve penge: I hæveautomaterne kan man kun hæve 2.000.000 dong, og da det svarer til knapt 600 kr. er det jo en halvdyr fornøjelse. Specielt fordi man jo betaler 30 eller 50 kr. for at hæve på hhv. VISA og MasterCard, og udover det kræver automaten lokalt ca. 25 kr. ekstra pr. hævning. Så man risikerer altså at betale 75 kr. for at hæve 600 kr. - det er bare en dårlig forretning!

Mandag morgen var så sightseeing dag i byen, men her kom min noget manglende forberedelse til denne ferie for dagen igen. Mandag er nemlig den dag hvor de fleste ting er lukket, heriblandt Ho Chi Minh's balsamerede krop som man kan se i hans mausolæum. Nu har jeg set ham et par gange før, ligesom Lenin i Moskva og Mao i Beijing. Sidstnævnte har Robert også set, så han forsikrede mig at han nok overlever uden at have set den vietnamesiske 'voksdukke'. Det irriterer bare mig lidt, for det plejer at være sådan noget jeg har helt styr på hjemmefra. I stedet gik vi en lang tur rundt i det gamle kvartér, og det er altså bare hyggeligt. Vi fik set flere små lokale markeder, ligesom vi var inde i Dong Xuan markedet hvor jeg endda fik købt et par kabler jeg lige manglede. Vi så den gamle byport og endte med at spise frokost på en hyggelig lille café. Vi besøgte også Temple of Litterature før vi overgav os til varmen, og søgte tilflugt tilbage på vores hotelværelse. Vi gik på jagt efter en god gang massaman, og det lykkedes på en thairestaurant nede ved søen. Vi havde dog lidt travlt, da vi havde billetter til vanddukketeatret kl. 20, men vi var på plads da tæppet gik. Det var igen en sjov oplevelse, men det er fint det kun varer en lille times tid :-)

Tirsdag spiste vi morgenmad på hotellet, og lidt efter kl. 8 blev vi hentet... Halong Bay ventede ;-)

Filippinerne

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Torsdag d. 14. maj 2015 satte Robert og jeg endnu engang kursen mod lufthavnen, hvor en skøn ferie ventede. Jeg ved godt, at der er mange der synes jeg rejser hele tiden, og det er selvfølgelig også rigtigt - i hvert fald forstået på den måde, at når jeg har ferie, så sættes kursen meget hurtigt ud af landet. Men når ret skal være ret, så er det faktisk 7 måneder siden jeg sidst havde ferie, og i den periode kunne jeg nok godt have brugt en uges tid - bare hjemme på sofaen! Men sådan går det aldrig, og det har faktisk været et forår med en del udfordringer: Masser af forandringer på jobbet, istandsættelse af lejligheden, Clara's konfirmation osv. - så alt i alt synes jeg faktisk jeg trængte til ferie!

Så det var en noget træt Michael der mødte op i lufthavnen torsdag eftermiddag og blev tjekket ind på flyet til London. Vi har før fløjet med Cathay Pacific, og synes begge det er et fint flyselskab. Umiddelbart er det eneste negative, at vi skal over London både ud og hjem. Det er jo alt andet lige en omvej først at skulle vestpå, når nu målet ligger i asien! Men det gik nu fint, og på den 12 timer lange flyvning fra London til Hong Kong var flyet kun ca. halvt fyldt. Robert var hurtig til at snuppe en sæderække lidt længere tilbage, så vi begge havde en 3-sæders række for os selv - det er sgu' luksus på så lang en tur. Det lykkedes mig at ligge ned og sove i 5-6 timer, men også bare det at kunne sidde på skrå med benene oppe er guld værd.

Vi landede i Hong Kong kl. 15, og Robert kunne lige præcis nå at få hevet et par smøger ned i lungerne, før turen gik videre det sidste stykke til Cebu. Her var flyet til gengæld fyldt til sidste plads, men de 2½ time gik nu også meget hurtigt. Vi ankom til Cebu City omkring kl. 19, og som ægte backpackere tog vi naturligvis ikke de 'dyre' gule kupon-taxaer der tager 475 peso for en tur ind til byen, men gik i stedet over og tog en af de billige hvide taxaer der kører på taxameter, og så kostede turen til vores hotel kun 190 peso :-)

Vi boede også på Palazzo Pensionne da vi sidst var i Cebu, og det har nogle åbenlyse fordele: Det er billigt, fint indrettede værelser, gratis morgenmad, internet samt en fin beliggenhed. Det ligger nede af en stille vej, så der er helt fredeligt, men stadig tæt nok på bymidten, så en taxa dertil kun koster 7-8 kr. og tager 5 minutter. Vi fik set lidt mere af Cebu by end sidste gang, men var dog også begge trætte efter knapt et døgns rejse. Vi var i et par shoppingcentre, og fik også spist på Pizza Hut - og det blev da også til nogle drinks på et par af de lokale barer.

Søndag morgen satte vi kursen mod havnen, og skulle med hurtigfærgen til Tagbilaran på Bohol. Vi havde forsøgt at købe billetten dagen før, men de forskellige salgssteder kunne ikke give os en klar melding ang. bagage, så vi tog chancen på havnen. Det lykkedes da også at købe billetter til OceanJet med afgang bare en time senere, så det kunne ikke være bedre. 800 PHP kostede en returbillet, men så kommer der liiige et bagagegebyr, terminalgebyr m.m. - så vi havner nok på omkring 1.000 peso (ca. 150 kr.) - men det er jo også billigt for 2 x 2 timers tur med katamaranen.

Fra færgen i Tagbilaran tog vi en taxa til vores hotel - Harmony. Det ligger ca. 10 minutters gang fra stranden Alona Beach på øen Panglao, og er et helt fint hotel. Der er en ok swimmingpool og restaurant, og værelset er også stort og pænt indrettet. Vi skiftede dog værelse efter et par dage, til ét med noget bedre og tykkere madrasser. Der sker ikke så meget i Alona Beach, og stemningen er sådan lidt en blanding af Boracay og Phi Phi. Der er dog rimelig mange turister - specielt lavsæsonen taget i betragtning. Robert fik arrangeret et par dyk om tirsdagen, og det havde været godt - omend ikke fantastisk! 

Du kan se en video her: Roberts dyk

Vi ville gerne leje en bil og køre rundt på Bohol, men det viste sig at være mere svært end som så. Der er ingen 'internationale' udlejningsselskaber her, og de steder vi forhørte os var meget vage når det kom til forsikring - altså bortset fra, at vi skulle skrive under på at vi ville betale for alle skader, uanset hvem der var skyld i det. Hmmm, det var vi ikke helt friske på - så det droppede vi. Så i stedet bookede vi en bil med chauffør for en hel dag, og fordelene var da også nemme at få øje på. For bilen alene skulle vi betale 2.500 peso (ca. 350 kr.) - imens aftalen med chauffør kun kostede 2.000 peso, og så var det endda inkl. benzin.

Så onsdag morgen kom vores bil... der så viste sig at være en minibus - og man siger jo ikke nej til den ekstra plads. Vi aftalte ruten med chaufføren, og første stop var ved Chocolate Hills nær byen Carmen, centralt på Bohol. De over 1.200 bakker har fået navnet, da bakkerne ligner små bjerge af chokolade når de er blevet svedet af i solen. Det er de dog (endnu) ikke alle blevet i år, og det var sjovt at se dem i forskellige stadier. Vi valgte at køre en tur med en buggy (1.800 PHP for én time) - et godt alternativ til de ATV'er vi også kunne have lejet. Vi havde vores egen guide med der kørte foran på motorcykel, og det var sgu' en sjov time. Bagefter kørte vi op til viewpointet, hvor man har et godt udsyn over Chocolate Hills. 'Gudskelov' fik jeg lov til at bære Robert tunge kamerastativ op af den sidste lange trappe, men det er vel prisen for at have sin egen hus-fotograf med, ikke? :-)

Du kan se en video her: Buggy tur

Vi så flere rismarker i området, men det var kun nogle få der var tilplantet med nye planter, så de så lidt kedelige ud i det stadie. Vi stoppede ved Loboc Eco Tourism Adventure Park, hvor Robert prøvede den 520 meter lange tur henover Loboc floden - 120 meter oppe. Han kom også tilbage på samme måde, og han gjorde det sgu' i fin stil - og jeg skulle kun overtale ham med et par enkelte bemærkninger om at han jo ikke var helt ung mere... og det var en del år siden hans bungy jump. Men den afgørende faktor var nok at jeg tilbød at betale turen... men til 350 peso (knapt 50 kr.) så var det også til at overse. Senere prøvede han også kabelbanen, som reelt bare var en åben metalplade som blev fragtet over på den anden side, og igen var jeg for stor en kylling til at prøve. Frokosten blev spist på en (meget) lokal restaurant, men maden var nu fin nok - også selv om vi var de eneste der forsynede os fra buffeten. Sidste stop var ved Baclayon Church der blev slemt skadet i jordskælvet i 2013. Vi var tilbage på hotellet ved 5-tiden, og det havde været en fed dag - præcis som vi godt kan li' det... ;-)

De næste par dage gik lidt på samme måde: Afslapning på værelset, pool, gåtur til stranden samt god mad - specielt kylling med karry på Trudi's Place blev en favorit. Nok en af de bedste jeg har fået nogensinde, og jeg har altså smagt de første 3-400 gange kylling karry rundt omkring i verden. Der ligger nogle hyggelige barer på stranden, men det meste er ret øde før midnat, og det er ikke den største festdestination - skønt!

Fredag fik Robert så et par dyk mere, imens jeg blev på værelset med semi-dårlig mave. Nu venter så 'store rejsedag' lørdag forude: Først en taxa kl. 10.15 til havnen i Tagbilaran på Bohol. Derefter OceanJet katamaranen kl. 11.40 til Cebu med ankomst kl. 13.40 og derfra en taxa til lufthavnen. Flyvning med Cebu Pacific Air kl. 17.15 til Manila med ankomst kl. 18.35 - skift til udenrigsterminalen og så med nyt fly kl. 22.20 - med ankomst til Hanoi i Vietnam kl. 00.30 - bestilt afhentning i lufthavnen fra vores hotel, hvor vi så regner med at være omkring kl. 02 - såfremt alting 'klapper' undervejs, selvfølgelig! ;-)

Men hey: "At rejse er at leve" - ikke? :-)