fredag den 9. august 2013

Chongqing

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi landede i Chongqings lufthavns udenrigsterminal og tog shuttlebussen til indenrigsterminalen. Herfra kunne vi nemlig tage metroen ind til byen. Det tog lidt over en time og involverede et skift undervejs. Prisen på 5 kr. pr. person kan vist ikke gøres billigere. Da vi kom til vores station stod vi af, og fandt rimelig hurtig den rigtige vej. Jeg havde i forvejen tjekket på Google Maps, og der skulle kun være ca. 400 meter til vores hotel. Men her er det så at 'Kina-faktoren' kommer ind! Til at starte med gik gaden stejlt opad, og da vi kom til enden af vejen kunne vi ikke finde vores hotel. Vi spurgte en del lokale, men der er bare ingen der kan engelsk. Vi gik lidt frem og tilbage og vi var tæt på at opgive - selvom det ikke havde ændret på noget! De fleste steder i verden kan man jo altid spørge om vej, eller i det mindste sætte sig ind i en taxa - give en adresse og så læne sig tilbage. Det kan man bare ikke i Kina - af flere grunde: Dels eksisterer adresser ikke på samme måde som vi kender (derfor er der heller ikke mange vejskilte), meget få kan læse og forstå engelsk - og det gør folk lidt generte. Der er nu mange der prøver at hjælpe, men det er bare meget svært!

På dette tidspunkt havde Robert smidt sig på fortovet og havde det ret skidt. Anne og Clara gik på jagt efter noget at drikke, imens Trine og jeg gik på jagt efter hotellet. Det lykkedes endelig, og det viste sig faktisk at vi havde stået på det hjørne hvor hotellet lå i et godt stykke tid. Vi havde booket på Sunroom Hotel Apartment og det var faktisk tre små lejligheder vi fik. Vores lå på 21. etage og derfra havde vi en fin udsigt over byen. De to andre lå på 16. etage og vi manglede ikke plads. Der var både køkken, stue og arbejdsplads - og havde sengen bare levet op til det, havde det været helt perfekt. Men sengen var STENHÅRD og Robert endte faktisk med at sove på sofaen.

Klokken var efterhånden blevet næsten 23, og da vi ikke havde fået aftenmad gik vi ud for at få noget at spise. Det viste sig så at være mere end svært, og efter en gåtur rundt i området gav Robert og jeg op - og gik hjem i seng. Pigerne fandt dog en lokal restaurant og det lykkedes dem faktisk at få bestilt noget mad. Det de endte med at få var dog ikke lige så indbydende, men i det mindste fik de nogle kogte ris. Men da regningen samlet lød på 130 kr. så var de da i hvert fald også betalt! Man kan ikke beskrive dette på en måde der reelt afspejler en sådan situation - det skal simpelthen opleves!!! :-)

Chongqing er ikke et turiststed, da byen kun rummer få attraktioner for turister. Vi havde dog en dag til fri disposition, da vi ikke turde løbe an på først at flyve fra Bangkok få timer før vores fly hjem til Danmark.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på den McDonald's vi ikke havde kunnet finde dagen før, og jeg vil gerne indrømme at det gled ned med stort velbehag! Vi tog med metroen ned til Yangtze floden og derfra med kabelbanen. Den kører over floden og samtidig har man flot udsigt over byen. Det var STEGENDE hedt denne dag, med temperaturer over 40 grader. Efter turen med kabelbanen ville vi ned til kajen hvor bådene på floden sejler. Igen viste det sig at være sværere end man kan forestille sig, men efter noget tid lykkedes det dog. Vi fik købt billet til en lille tur på floden, og så var det ellers bare at gå ned til båden. Eller... det vil sige, man skulle tro det bare var det - men så enkelt var det ikke. Det lykkedes dog til sidst at finde den rigtige båd - ca. 10 sekunder før jeg havde smidt mig på ryggen og givet op! Fik jeg nævnt det var PISSE varmt?! :-)

Ombord på båden smed vi os i stole og sofaer og det meste tøj kom af. Anne var pænt ligeglad med om der var andre til stede, men sad til sidst i BH og med shortsene knappet op - kogende! Vi fik bestilt en masse drikkevarer og snart efter sejlede vi. Turen skulle have varet fem kvarter, men allerede efter tre kvarter var vi tilbage igen, så det var ikke meget vi fik for vores 45 kr. - men der var bestemt ingen af os der orkede at gå tilbage til bookingkontoret og klage. I stedet fik vi meget hurtigt fat i en gut med en minivan der kunne køre os tilbage til vores hotel - og hånden på hjertet: Det er de bedste 30 kr. vi har givet ud på hele turen!!!

Vi fik slappet lidt af i aircon'en på hotellet og undersøgte internettet for vestlige restauranter i nærheden. Vi fandt en Pizza Hut ca. 800 meter væk, så det skulle vi nok kunne klare til fods. Da vi forlod hotellet ved 18-tiden var temperaturen stadig 41 grader, og jeg tør ikke gætte hvor høj den var 3-4 timer tidligere...

Nå, men vi fandt altså en Pizza Hut - og så var alt jo godt, ikke? Nej, ikke helt. Det viste sig nemlig at være mere end svært at få forklaret hvordan pizzaerne skulle laves. Tillad mig igen at forsøge at forklare: Vi prøvede først med 3 forskellige tjenere der slet ikke forstod noget. Så kom ham vi tror er manager, men han kunne heller ikke engelsk. Så kom en kvinde vi først troede var en anden kunde, men som viste sig at arbejde der. Selvom vi kunne pege på tingene i menukortet, så forstod de ingenting - og hele situationen udviklede sig, så det var svært at lade være med at grine. Til sidst begyndte Anne at tegne de enkelte ingredienser imens vi andre tilføjede lydeffekter (som f.eks. en gris når 'bacon' blev tegnet). Jeg var rimelig sulten på det tidspunkt, og det er altså noget frustrerende at skulle bruge en halv time på at bestille nogle pizzaer. Men efterhånden lykkedes det at forklare hvordan de skulle være, men hun kom stadig tilbage til bordet 3-4 gange for nu at være heeeelt sikre. Bland andet insisterede hun på at pizzaer uden ost bliver ret tørre, men til sidst lykkedes det dog at overbevise hende om, at det var sådan vi ville have dem. Pyha - men efter en længere omgang lykkedes det faktisk at få noget mad. Bortset fra at de havde kommet ananas ovenpå, så var de faktisk rigtige - en fantastisk oplevelse! :-)

Vi gik tilbage til vores hotel - og nu var var vi vist alle ved at være klar til at tage hjem. Torsdag tjekkede vi ud og fik faktisk rimelig hurtigt fundet et par taxaer til at køre os i lufthavnen. Det tog kun ½ time og var selvfølgelig både nemmere og hurtigere end med metroen. I lufthavnen måtte vi flytte lidt rundt på bagagen, da ingen af kufferterne måtte veje mere end 23 kg. Det lykkedes dog uden de store problemer, og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet. Der måtte vi så vente en times tid, før vi endelig kom i luften og satte kursen mod Finnair. Jeg synes godt om Finnair, men maden på hjemturen var godt nok noget l***

Vi landede i Helsinki lufthavn og fandt hurtigt til vores gate og flyet til København. De konfiskerede en flaske vodka vi havde købt i lufthavnen i Chongqing - angivelig ud fra sikkerhedshensyn pga. væsker i håndbagagen. Sjovt nok havde det ikke været noget problem hvis vi havde købt og fået den forseglet i et Schengen-land, men i Kina... nej, den gik ikke. Det er simpelthen rent hysteri!

Sidste flyvning forløb uden problemer, og i lufthavnen blev vi bla. modtaget af Trines mor, moster og søster. De havde ventet på os med længsel, og endda filmet flyet da vi landede - som du kan se her: https://www.facebook.com/photo.php?v=10152095601992004
De havde også stablet et lækkert måltid på benene til os, og det var skønt at komme hjem til dansk rugbrød, frikadeller, leverpostej m.m.

Det var så slut på sommerferien 2013. Hvad har efterladt de største indtryk - og hvad vil jeg huske bedst?

Laos har på mange måder ikke ændret sig siden 2007 - og det er ment på en positiv måde. Jeg vil aldrig glemme vores 25 timers sovebus fra Kunming i Kina til Luang Prabang i Laos - og jeg skal ALDRIG rejse den vej igen! Hovedstaden Vientiane kan godt skippes hvis jeg kommer tilbage til Laos, men både Luang Prabang og Vang Vieng kunne jeg godt vende tilbage til engang...

I Kuala Lumpur var det fedt at det endelig lykkedes mig at komme op i Petronas Twin Towers - og så selvfølgelig at Robert og jeg fik taget røven på de andre 100% - og de var så glade for at han kom ud og rejste sammen med os! :-)

Jeg har ikke mange opfattelser af Langkawi, for vi kom jo ikke rigtigt rundt på øen. Det kunne jeg godt tænke mig en anden gang, men det er dog omvendt ikke en ø jeg vil 'dø' for at komme tilbage til. Lidt ærgerligt at vi ikke fik prøvet Skybridgen og kabelbanen.

Phi Phi er jo Phi Phi... og der vil jeg altid gerne tilbage til. Jeg er glad for at (specielt) Trine nåede at opleve hvor skøn øen er i solskin, men det var ærgerligt at to dage gik op i regn. Skønt at de tre fik dykket, og jeg er glad for at Trine og jeg kom op på view pointet.

Bangkok er en skøn by - det ved jeg at holdningen er hos Clara, Emma, Anne, Robert og undertegnede - og umiddelbart tror jeg nu også at Trine synes om byen. Det er en by der tit deler folk midt over, så enten elsker eller hader man Bangkok. Vi var ikke så motiverede til at lave noget - og vejret ødelagde det også lidt - men som man siger: Så er der jo også noget at komme tilbage til... :-)

Chongqing - kort sagt: Nej, der er ikke meget at komme efter... man må bare endelig ikke gøre den fejl at tro hele Kina er sådan!

Mine rejsefæller: Tak for en hyggelig sommer! Jeg er både glad og taknemmelig for, at I havde lyst til at tilbringe en måned sammen med mig. Vi har haft både op- og nedture, og sådan vil det være når man er sammen i en hel måned. Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl !!! :-)

onsdag den 7. august 2013

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Båden til Krabi var næsten en time forsinket, og det var varmt at stå og vente på molen. Færgen var godt fyldt, men overfarten forløb stille og roligt. Ved ankomsten til Krabi bookede vi en minivan der kunne køre os til lufthavnen. På vejen stoppede vi ind ved storcentret i byen, men de sko som pigerne havde håbet på at kunne købe, var desværre ikke til at få i de rigtige farver eller størrelser.

I lufthavnen fik vi hurtigt tjekket ind på flyet til Bangkok, og selve flyveturen tog under 1½ time. Sidste år flyttede AirAsia fra Bangkoks 'nye' Suvarnabhumi lufthavn til den 'gamle' Don Muang lufthavn, så det var dér vi landede. Vi fik slæbt vores ting ind i et par taxaer og satte kursen mod centrum. Turen til Soi Rambuttri tog under en time og kostede kun 60 kr. Vi tjekkede ind på Rambuttri Village Inn hvor vi efterhånden har boet en del gange. Efter min mening er det et fedt sted at bo, og vi havde valgt de lidt dyrere 'deluxe' værelser der bla.  inkluderer køleskab og safetyboks.

Vi gik ud for at få noget at spise, og da både Robert og min mave var noget 'bob-bob' valgte han og jeg at spise på Burger King. Pigerne fik shoppet lidt på Khao San Road og fik prøvet et 'fish spa'. Her stikker man fødderne ned i et bassin til små fisk, der så spiser det døde hud på ens fødder. Meget sjov oplevelse, selvom det vist aldrig bliver Clara's favorit! :-)

Søndag spiste vi morgenmad på en af restauranterne på Soi Rambuttri, dog spiste tøserne sandwich fra den Subway, der nu ligger lige ved siden af hotellet. Vi havde besluttet at tage en tur med longtailbåd på klongerne - de små bifloder til Bangkok's store flod Chao Phraya. Men da vi kom ned til floden kunne vi ikke blive enige med bådsmændene, der åbenbart mente der var for meget vind og strøm til at de kunne sejle. I stedet tog vi den orange 'flodbus' ned af floden. Trine var ikke helt på toppen, og vi andre var ikke meget bedre. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det var som om vi alle var lidt skvattede - på den ene eller anden måde. Vi stod af båden ved Taksin broen og sad og sundede os lidt. Vi fik noget at drikke og det røg hurtigt ned, men det var nu også temmelig varmt! Vi tog med byens Skytrain til MBK Centret, men undervejs blev Trine en smule dårlig. Det hjalp dog at komme af toget, og så fik hun det hurtigt bedre. MBK Centret er et af fem butikscentre der ligger klods op af hinanden, men det gode ved MBK er, at det er mere 'normale' butikker - end blot Gucci og andre af de kendte mærkevarebutikker - hvor man alligevel aldrig køber noget. Vi spiste sen froskost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem.

Hjemme på hotellet gik vi en tur i poolen, og der var faktisk rimelig mange mennesker. Der er hele to pools på taget af hotellet, og normalt kan man godt have dem for sig selv, men denne dag var der en del andre der havde fået samme gode idé. Det var egentlig meningen at vi ville have været på natmarkedet i Patpong - byens 'farverige' område, men vi var alle så trætte at vi besluttede at udskyde det til dagen efter. En tur på Khao San Road blev det dog til, men ellers var det på hovedet i seng.

Mandag blev der atter shoppet og pigerne fik en omgang ansigtsbehandling. Roberts mave var helt af h... til, så han blev hjemme i seng. Det regnede, så det var begrænset hvad vi havde lyst til at gøre. Lidt ærgerligt når nu Trine var i Bangkok for første gang, men der var ikke den store lyst til at lave så meget. Om aftenen tog vi (minus Robert) så en tuk-tuk til Patpong. Stedet er kendt for sit natmarked, men i endnu højere grad for de mange natklubber, stripbarer og bordeller. Ingen tvivl om at sex og prostitution er en stor del af gadebilledet i Bangkok, og det er en 'seværdighed' om man så kan lide det eller ej. Vi valgte at gå ind på en af barerne der reklamerer med 'Pussy' shows. Her kan man opleve klassikere som 'Pussy plays ping-pong', Pussy smokes cigarettes' og lignende underholdning. For lige at sætte tingene i perspektiv, så tillad mig lige at sætte scenen:

Vi kom ind og satte os ned i sofaer langs scenekanten. 3-4 piger i trusser stod og vrikkede lidt ved et par stripperstænger, og ca. hvert femte minut kommer en pause i musikken, og så laver en af pigerne et lille 'show'. Det kunne f.eks. være at tænde lysene i en lagkage - ved hjælp af et lys sat op i f*****, skyde små agurker ud af f***** osv. Alt sammen rimelig harmløst og i værste fald kan man jo kun have lidt ondt af de optrædende. Efter tre kvarters tid ville vi betale vores regning og gå. Som forventet ville de gerne have os til at betale mere end aftalt, men vi holdt på vores - betalte og gik. Emma og jeg tog hjem til hotellet i en taxa (væsentlig billigere end en tuk-tuk), mens de tre andre blev og shoppede lidt mere.

Tirsdag formiddag blev de sidste indkøb overstået, før vi tjekkede ud af hotellet og tog et par taxaer til lufthavnen. Vi fik hurtigt tjekket ind til turens sidste flyvning med AirAsia og satte kursen mod Chongqing... og Kina! :-)

mandag den 5. august 2013

Phi Phi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Phi Phi tog 1½ times tid, og selvom det er 7. gang jeg er på Phi Phi, så er det faktisk første gang jeg kommer fra Krabi – ellers har det altid været fra Phuket. Der var ingen delfiner at se denne gang og sejlturen forløb helt stille og roligt. Vi har jo efterhånden boet på Banyan Villa en del gange, så der var ingen problemer med at finde vores hotel. Desværre var værelserne ikke klar endnu, så vi gik en tur rundt i ’landsbyen’ og fik noget at spise. Først ved 3-tiden var de sidste værelser klar og vi snuppede en hurtig tur i poolen. Vi fik aftensmad – og for 2. gang den dag blev det til en massaman med kylling. Tom Yam er en hyggelig lille restaurant, og 70 THB (13 kr.) for et måltid mad kan man i hvert fald ikke klage over. Vi gik en tur gennem turistgaderne – og jeg ved godt at jeg har sagt det før: Phi Phi er bare en hyggelig ø! :-)

Onsdag formiddag lejede vi en longtail båd og tog på snorkeltur ved Mosquito Island. Jeg havde fået for meget sol dagen før, så jeg blev hjemme i skyggen, imens de fem andre tog af sted. Der var dog ikke så meget at se under vandet ved Mosquito Island, så bådsmanden sejlede videre til et andet sted på Phi Phi Don. Robert havde lavet flasker med smuldret brød og vand, og når man så klemmer på flasken under vandet, kommer det ud i meget små stykker – hvilket er guf for fiskene. Så der er rig mulighed for at være centrum i en stime fisk...

Om eftermiddagen blev vejret noget værre, og vi havde faktisk kun det døgns tid med godt vejr. En skam, for lige så skøn øen er i solskin, lige så trist kan den virke når det regner og alle boderne lukker. Vi spiste aftensmad på ’Unni’s Restaurant’ hvor vi har spist før, og pigerne fik pastasalat imens Robert og jeg spiste ’Bangers ’n’ Mash’ – eller på godt dansk: Pølser med kartoffelmos. Emma & Trine fik aftalt en dykkerdag hos Island Divers, hvor de ville få to dyk samt instruktion. Prisen på 3.400 THB (650 kr.) for ’Introduction to Scuba diving’ ligger fast på Phi Phi, og det er vel en rimelig pris for at få en smag for dykning. Robert skulle også med og han slap en del billigere, men han har jo også både betalt for sit ’Open Water’ samt ’Advanced’ kursus tidligere. Han er nu oppe på 28 dyk, men jeg forstår stadig ikke hvorfor han ikke dykker mere... når han nu er herude?

Torsdag morgen kl. 7.15 tog de tre så af sted med dykker båden, imens Anne, Clara og jeg sov lidt længere. Efter morgenmaden gik vi en tur i landsbyen og afventede at de andre skulle komme tilbage. Det gjorde de ved 2-tiden og det havde været en succes. Der havde måske ikke været så meget at se under vandet som man kunne ønske, men det er jo lavsæson – og så hjælper regn og blæst jo heller ikke ligefrem på sigtbarheden! Men de synes i hvert fald begge at dykning er spændende, og kunne godt tænke sig et ’Open Water’ kursus hvis chancen byder sig en anden gang. Vi spiste sen frokost – ris serveret i en udhulet ananas. Pigerne fik en omgang massage et sted de har haft gode erfaringer med tidligere – det er jo en fordel ved at komme tilbage til samme sted.

Om aftenen gik Trine, Robert og jeg en tur i byen – imens de tre andre blev hjemme. Emma var ikke på toppen, og både Clara & Anne var rimelig trætte. Phi Phi er stadig en fest ø! – og man køber stadig sin sprut i ’buckets’ – dvs. spande - hvor det bliver blandet sammen med sodavand og is. Så stikker man ellers bare sit sugerør ned i spanden, og når den er tom køber man en ny. Prisen for en ’bucket’ varierer efter hvilken type spiritus man køber, men i snit koster de ca. 50 kr. – og der er nok hvad der svarer til 8-10 genstande i. Min rekord på Phi Phi er vist 8 spande på en aften, men denne gang holdt vi os dog til 2! :-)

Vi havde jo også Trine med, og hun fik da lov til at drikke og snakke med hvem hun havde lyst til – så længe hun blev sammen med os. Det var også fint nok da vi f.eks. spillede ’Klodsmajor’ på den irske pub eller så thai-boxing i ringen på en anden bar. Men hvis man møder en sød fyr der gerne vil en tur på stranden... så var svaret altså nej – selvom han spurgte på en meget pæn måde. Man kan vel heller ikke bebrejde nogen at de spørger, og det kan godt være rigtigt svært ’kun’ at være 17 – snart 18! :-)

Vi var hjemme ved 2-tiden, men da Robert var blevet sulten gik han ud igen efter pizza. Jeg fik en enkelt slice, men den kom nu op igen lidt senere. Man skal åbenbart ikke ligge ned og spise, for der var ikke blevet ’forarbejdet’ så meget af den. Jeg havde det dog helt fint igen da den først var oppe, og før nogen skulle få mistanke: Nej, det var ikke sprutten, selvom det da var hyggeligt nok at få lidt at drikke... ;-)

Fredag morgen var vi alle rimelig friske, men det var desværre mere end hvad man kunne sige om vejret. Det regnede og vinden ruskede, så man følte sig næsten hensat til en dansk efterårsdag. Det har jeg godt nok ikke prøvet på Phi Phi før. I et ophold i regnen gik vi ned til stranden, og vi nåede da lige at få taget et par billeder dernede - og Clara fik tegnet lidt i sandet – før regnen vendte tilbage. Det er imponerende at man kan stå 50 meter fra en bygning, og stadig ikke nå at komme i tørvejr før regnen bare vælter ned. Trine tog en tur ude i regnen – og blev ordentlig blæst igennem. Hun gik hjem og fik tørt tøj på, imens vi andre fik lidt frokost på en af restauranterne. Pga. vejret var der pludselig fuldt hus, og der kunne det lille køkken ikke følge med. Så det tog en times tid før vi fik vores sandwich og bagefter kunne gå hjemad. Turen op til view pointet blev aflyst, men der er heller ikke meget at se når det regner på den måde!

Om aftenen gik vi ned til den ’6D-biograf’ der er blevet bygget lige ved siden af molen. Oplevelsen var noget bedre end på Langkawi, men det tilknyttede spøgelseshus var IKKE pengene værd. Pigerne fik sagt farvel til Paw, som har en lille bod på øen. Hun var blevet overrasket over at se dem igen i år, for nu var det jo tredje gang på tre år de havde været på Phi Phi :-)

Lørdag morgen gik Trine og jeg op til øens view point. Jeg synes Trine skulle opleve det, men indtil nu havde vejret sat en stopper for det. Men vi vågnede op til tørvejr, så lidt i 7 begav vi os af sted. Man skal først igennem landsbyen, og derefter venter en lang trappe samt en gåtur der forbinder det første view point med det andet. Det tog os faktisk kun 18 min. fra foden af trappen til vi var på view pointet, og det er ny rekord for mig. Der var ingen andre deroppe da vi kom, og det har jeg heller ikke prøvet før. Vi nød udsigten - og fik lidt at drikke, før vi gik ned igen. Turen ned tog næsten lige så lang tid som turen op, og jeg var i hvert fald godt svedig da vi kom tilbage til hotellet.

Der var lige tid til et hurtigt bad, pakke det sidste og få morgenmad – for kl. 10.30 skulle båden til Krabi sejle...