Picton>Wellington

Vi sejlede med Bluebridge færgen ”The Straitsman” fra Picton kl. 8 og sejlturen tog 3½ time. Færgen var tidligere ”M/F Dueodde” og sejlede mellem Rønne og Køge. Det var lidt sjovt at se danske skilte overalt på færgen, for dem har man - underligt nok - ikke skiftet ud…

Ved ankomsten til Wellington kørte vi de få hundrede meter ned ad havnefronton til ”Waterfront Motorhome Park” – en parkeringsplads for campervans - der åbnede sidste år, helt inde midt i byen. Det koster 50 NZ$ at holde her fra kl. 10 til kl. 10 næste dag, og med de priser parkering koster i Wellington, så er der hurtigt 10-20 NZ$ sparet om dagen. Der er faktisk fine forhold hvad angår bad og toilet, og samtidig slipper man for at køre ud til Hutt Valley – ca. 15 km. væk – hvor de nærmeste camping-pladser ellers ligger.

Vi startede med at køre op til udkigspunktet på Mt. Victoria, der ligger i udkanten af byen. Derefter tog vi med kabelbanen op til den Botaniske Have – begge dele et must når man er i Wellington. Ud på eftermiddagen mødtes vi med Clare, som jeg mødte i Kina tilbage i 2007. Hun har rejst nu i 5½ år, heraf de sidste 8 måneder bosiddende i Wellington. Her arbejder hun som analytiker på et teknisk laboratorium – i rigtig CSI stil!

Vi tog til en udendørs sommer-bio i botanisk have, en gammel jugoslavisk film der godt nok var underlig, men bestemt også sjov. Vi mødtes også med Linda som Clare deler lejlighed med. Vi gik tilbage gennem byen, før vi sagde farvel til kvinderne og gik hjem til vores bil.

Fredag gik vi op og så parlamentsbygningen og den tilhørende ”Bikube” bygning. Vi var også inde i både den relativt nye katedral - samt den gamle ”Old St. Paul’s” – begge flotte kirker. Vi gik igennem den flotte togstation og så den fine lille statue af Ghandi der står ude foran. Vi fortsatte ned til Te Papa, der er New Zealands nationalmuseum. Her så vi bla. en fotoudstilling og forskellige andre dele af museet. Sidst på eftermiddagen mødtes vi igen med Clare og gik hjem og så hendes hus. Senere kørte vi med i lufthavnen, da hun skulle hente sin ven Stuart der bor i Auckland. Tilbage hos Clare fik vi en del at drikke, godt hjulpet på vej af flere forskellige drikkelege! Senere gik vi i byen, og endte efter et par steder på en irsk pub, som også bød på udmærket livemusik. Klokken var omkring 3 før vi var hjemme, men det havde været en fed dag… :-)

Det var egentlig meningen at vi ville have kørt videre lørdag morgen, men Clare havde fået overtalt os til at blive en dag mere. Vi var nu heller ikke oppe meget før middag, så det var nok klogt nok. Vi mødtes i en lille park nede ved havnen lidt før kl. 14, og sad her og så ”Campground Chaos” optræde med både traditionelt gadeteater, akrobatik og jonglering. Vi så også afslutningen på årets dragebådsrace i havnen før vi gik hjem til Clare. Her slappede vi af i nogle timer, og fik set lidt nyt om jordskælvet i Christchurch. Dødstallet er nu oppe på 145 bekræftede (og identificerede), men man regner med at det stiger til ca. 300 – puha!

Vi fik lidt thai-mad til aften, og selvom Clare var frisk på at vi skulle i byen (igen), så valgte vi at sige pænt tak for denne gang, og gå tilbage til bilen. Vi er jo ikke helt unge mere - men det var fandme hyggeligt at se Clare igen! Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang…

Dunedin>Picton

Vi kørte nordpå og passerede flere dæmninger og vandkraftværker ved Waitaki floden. Vi passerede Palmerston og Oamaru, før vi drejede ind i landet og nåede til Twizel. Jeg ville gerne have været så langt oppe af Mt. Cook som vi kunne køre, men vejret var dårligt og udsigterne for dagen efter var ikke bedre. Så vi fortsatte i stedet til Lake Tekapo, hvor vi fik en plads på byens eneste campingplads – Lake Tekapo Motels & Holiday Park (PS 38 NZ$).

Naboen til campingpladsen er Alpine Springs Hot Pools som vi gik ned til efter aftensmaden. For 23 NZ$ får man en billet der er gyldig efter kl. 16 og indtil kl. 13 dagen efter, så det gjorde vi. Der er 3 bassiner med variende varmt vand, men det varmeste var næsten liiiige for varmt. Udsigten fra de 3 pools var fantastisk, da stedet ligger helt ned til Lake Tekapo. Det var meningen at vi skulle have været på ”natte-foto-stjerne-kigge-tur”, men da det faktisk småregnede blev det naturligvis ikke til noget.

Søndag morgen kørte vi igennem landsbyen til The Church of the Good Shephard, som er en af de mest fotograferede bygninger i New Zealand. Den meget lille, men ekstremt charmerende kirke, ligger lige ned til Lake Tekapo, og med søen og bjergene i baggrunden forstår man godt at så mange lægger vejen forbi. Bagefter kørte vi op på Mt. John der også ligger ned til søen. På toppen finder man et lille observatorium og ”Sky Café”, hvorfra man har et fantastisk 360 graders panorama view. Vi nåede en tur mere i de varme bade (med indgang lige inden kl. 13 :-)

Vi forlængede vores ophold på campingpladsen for en nat mere. Om aftenen kørte vi ned og så den lille kirke igen, og måtte konstatere at der heller ikke blev noget stjernekiggeri den nat. Øv, for det var noget vi begge havde glædet os til…

Mandag morgen rundede vi kirken igen på vej ud af byen, denne gang inden alle turistbusserne begyndte at komme. Lake Tekapo er et hyggeligt sted, men ærgerligt at vores ’stjerneoplevelse’ gik i vasken. Vi kørte ud til kysten og nordpå til Christchurch. Der havde vi jo været før, så vi nøjedes med at få lidt frokost og handle ind i et af de store Pak ’N’ Safe varehuse.

Vi kørte videre til Kaikoura og fandt en plads på Kaikoura Top10 Holiday Park (PS 38 NZ$). Vi undersøgte mulighederne for at komme på en tur dagen efter, for Kaikoura er berømt for sine havpattedyr – hvaler, delfiner, sæler m.m. Min store drøm er at få lov til at svømme med delfiner på det åbne hav, og vi fik en stand-by plads på en tur dagen efter med Dolphin Encounter. Efter aftensmaden nåede vi lige en tur i poolen på pladsen.

Tirsdag morgen fik vi de sidste pladser på turen kl. 8.30, da der var nogle der sprang fra pga. vejret. Det gyngede nu også en hel del, men vi var på vej til delfinerne! Det lykkedes os at finde en pæn flok, så iført våddragt, svømmefødder, maske og snorkel kastede vi os i vandet. Det er syret at svømme i vandet (der bemærket var pænt koldt) ved siden af disse fantastiske dyr. Man er helt tæt på de vilde dyr, der svømmer rundt om én og under én. Vi stoppede en gang til et andet sted, hvor der virkelig var mange delfiner. Om der var 50 eller 100 i flokken skal jeg ikke kunne sige, men tit kunne man se 5-6 dyr under vandet på samme tid. En helt fantastisk oplevelse, som jeg i hvert fald aldrig glemmer! At jeg så knækkede mig et par gange på turen tilbage (nok en kombination af søsyge og slugt havvand), kunne ikke forhindre at jeg var helt høj !!! :-)

Efter turen kørte vi videre nordpå til Blenheim og derfra ind i landet til Nelson. Vi fik en plads på Nelson Top 10 Camping (PS 42 NZ$) som er en rigtig fin indrettet campingplads. Vi var lidt rundt i den hyggelige by, og havde så planlagt en dejlig slapper-aften. Men da vi kom ind i køkkenet/tv-stuen hørte vi om et jordskælv der havde ramt Christchurch nogle timer tidligere. Byen er i forvejen berørt af det jordskælv der ramte i september 2010, men denne gang var det endnu værre. Epicentret var blot 5 km. fra centrum af byen, og mindst 75 mennesker er døde og flere hundrede er stadig savnet. En katastrofe… og vi var altså i byen kun 24 timer tidligere. På Ekstra Bladets hjemmeside eftersøgte de danskere der var i området, og vi fik mailet med en journalist – og det kom der følgende artikel ud af :
http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1507604.ece

Jeg må nu nok sige at journalisten fik smurt noget tykt på, for vi var jo altså 150 km. væk – og bemærkede intet til jordskælvet – og i artiklen lyder det (næsten) som om vi var i livsfare… og det var jo altså ikke tilfældet!

Onsdag kørte vi østpå til Picton og den lokale Top10 campingplads (PS 42 NZ$). Vi fik handlet en smule, vasket tøj og lavet mad – og i morgen tidlig skal vi så med færgen til Wellington. Det betyder altså et farvel til Sydøen… og goddag til Nordøen!

Queenstown>Dunedin

Køreturen fra Queenstown til Te Anau går igennem ret øde områder, og der er langt mellem noget man bare tilnærmelsesvis kan kalde en by, så det er med at få fyldt op af forsyninger når muligheden byder sig. Det gælder både til os selv og til bilen. Te Anau er ”byen” man passerer på vej til Milford Sound, og her blev vi på Te Anau Lakeview Holiday Park (PS 38 NZ$). Selve byen er ikke så interessant, men der er dog en del butikker og caféer – samt masser af butikker der sælger gear til vandreture m.m. Vi havde været på jagt efter en ekstra madras til bilen, men det var ikke sådan lige til at finde.

Mandag formiddag satte vi så kursen mod Milford Sound, og de 119 km. derud er en rigtig flot køretur. På vejen passerer man Homer tunnelen, som er en meget rå tunnel hugget og sprængt igennem klippen. Den er 1207 m. lang, og om dagen er den ensrettet – et kvarters fri kørsel først fra den ene side – og så et kvarter fra den anden side. Om aftenen er den åben i begge retninger, men så skal man passe godt på, for så bred er den heller ikke.

Vi valgte at tage en eftermiddagstur med Mitre Peak Cruises (68 NZ$) som gav os en 2 timers sejltur fra bunden af fjorden og ud til det Tasmanske Hav. På vejen passerer man masser af klipper som rejser sig lodret op af vandet. Flot, men dog ikke helt så spektakulært som jeg faktisk havde forventet. Flotte var til gengæld de MANGE vandfald vi passerede, og alle de flotte regnbuer vi så – heriblandt én der startede ved fronten af vores båd, og lavede en synlig ubrudt bue hele vejen ned til enden af båden – det har jeg godt nok aldrig oplevet før!

På vejen tilbage mod Te Anau holdt vi ind ved en DOC campingplads ved Mackay Creek, hvor vi besluttede at overnatte. Jeg satte vores lille ”telt” fast på bagenden af bilen imens Robert lavede mad. Det var et fantastisk sted, med en lille flod og masser af bjerge i baggrunden… men desværre også med masser af kryb – så vi pakkede sammen igen, og kørte videre til Te Anau hvor vi overnattede på samme campingplads en nat mere.

Tirsdag kørte vi så mod Invercargill og valgte ”The Southern Scenic Route” sydpå. Vi stoppede ved den 112 år gamle hængebro ved Clifden – den længste hængebro på New Zealand. Vi gjorde også holdt ved Monkey Island og forskellige viewpoints på vejen. Ud på eftermiddagen kom vi til Invercargill, som er en ”rigtig” by med ca. 50.000 indbyggere – knapt 5 gange så mange som i Queenstown. Vi spiste på McDonalds, og derefter lykkedes det os faktisk at finde en (godt nok brugt) springmadras til bilen for 70 NZ$ (300 kr.) Det burde i hvert fald gøre det lidt mere behageligt for os om natten.

Vi tjekkede ind på Invercargill Top10 Holiday Park (PS 36 NZ$) før vi satte kursen mod Bluff. Egentlig er det ikke Sydøens allermest sydlige punkt – og der er jo også hele Stewart Island, men ligesom man har begrebet fra Gedser til Skagen i Danmark, har man fra Cape Reinga til Bluff på New Zealand. Jeg fik taget et billede af mig ved stolpen ved Stirling Point, som modsvarer det jeg fik taget ved Cape Reinga for et par år siden. Samme sted er også lavet en aluminiums kæde, der symboliserer sammenholdet på New Zealand. Der er en gammel Maori fortælling, at Maui (en gudslignende person) bandt sin kano (Sydøen) fast til ankeret (Stewart Island) – hvorefter han fiskede Nordøen op af vandet. Kæden ”forsvinder” ned i jorden ved Bluff og ”kommer op igen” på Stewart Island som Maui’s ankerkæde. Vi kørte også op på Bluff Hill, hvorfra man kunne se bla. til Stewart Island og området omkring Bluff og Invercargill.

Onsdag morgen shoppede vi i Invercargill før vi satte kursen mod The Catlins. Området er fyldt med udsigtsteder, og vi stoppede bla. ved Slope Point, som i modsætning til Bluff, faktisk er det sydligste punkt på Sydøen. Vi stoppede ved Curio Bay og kørte op på en bakke, hvorfra man har et godt udsyn over både Curio Bay og Purpoise Bay. Vi besluttede at blive på Curio Bay Campground (PS 27 NZ$) så vi om aftenen – forhåbentlig – kunne se de sjældne Hoiho eller gul-øjede pingviner. Det lykkedes til fulde, da vi på stranden kunne se ca. 10 pingviner komme op af vandet, og vandre til deres reder der er bygget ind i klippen.

Torsdag kørte vi videre og stoppede en hel del steder. Først ved Florence Hill, og senere ved flere vandfald – bla. Matai, Horseshoe og Purakaunui Falls. Her fik vi lejet lidt med vores kameraer, så vi kunne tage billeder af vandet med lang eksponeringstid, så det ser ud som et hvidt tæppe af vand. Vi endte dagen ved Nugget Point hvor vi gik ud og så det lille fyrtårn. Vi ankom til Dunedin sidst på eftermiddagen og fik en plads på Leith Valley Touring Park (PS 34 NZ$) der ligger blot få km. fra centrum.

Fredag morgen kørte vi ned for at kigge efter et filter til Roberts kamera, men det er desværre ikke noget vi kan få hernede. Vi kørte op af den stejleste beboelsesgade i verden – Baldwin Street, der på det stejleste stykke har en stigning på over 31 grader. Jeg var godt nok i tvivl om vi turde gøre forsøget, men det lykkedes både at komme op og ned igen i god behold. Vi kørte også op på Signal Hill for at se udsigten over Dunedin. Vi besøgte byens Botaniske Have og senere tog vi med toget til Pukerangi med Taieri Gorge Railway. Det er en flot 4 timers tur frem og tilbage via broer, viadukter og tunneller igennem Taieri kløften. Om aftenen kørte vi til Pilot Beach på Otago halvøen der ligger lige ved Dunedin, men vi blev ikke længe nok til at se pingviner. I stedet kørte vi rundt på halvøen, og da det blev mørkt kunne vi tage nogle fine billeder af Dunedin by.

Vi sov en nat mere på samme campingplads, og lørdag morgen satte vi så kursen nordpå igen…

Christchurch>Queenstown

Vi forlod Christchurch onsdag formiddag og kørte vestpå mod Arthur’s Pass. Vejen igennem bjergene er snoet og det går op og ned hele vejen. Vi stoppede ind ved flere viewpoints, og man kan virkelig nemt stoppe mange gange for ”blot” at nyde udsigten. Vi valgte vejen øst om Lake Brunner og endte på vestkysten i Greymouth. Robert havde lavet en lille ”pakkefejl” - som betød at han ikke havde fået sine shorts med (men til gengæld var der plads til 14 kg. fotoudstyr!). Så vi besøgte ”Warehouse” hvor vi faktisk begge kunne finde tøj i vores størrelse. Så vi fik tilsammen købt 3 par shorts, 2 skjorter, 2 bælter og en t-shirt for ca. 700 kr. – det er sgu’ meget godt gået! :-)

Efter Greymouth kørte vi sydpå til Hokitika. Byen er ret lille, som de fleste byer på Sydøen jo er, men vi besluttede os for at overnatte på Hokitika Holiday Park, hvor en strømplads (PS) kostede 30 NZ$ for to personer. Næste morgen kørte vi de ca. 30 km. til Hokitika Gorge, hvor der er lavet en mindre hængebro over floden. Solen forsvandt dog lige som vi kom ned til broen, men det var alligevel et pænt sted.

Vi fortsatte sydpå til Franz Josef gletcheren som sammen med Fox gletcheren er ret sjældne. Ikke fordi der ikke findes masser af gletchere rundt omkring i verden, men det specielle er, at de i dette klima ender næsten nede ved havets overflade. Gåturen gennem dalen for at komme til selve glecheren tog ca. 45 min. – og det var faktisk noget koldt og blæsende. Vi nåede frem så langt man må komme – ca. 100 m. fra fronten. Det er et flot syn, men jeg troede egentlig den havde været lidt mere fyldig, men det er selvfølgelig sommer hernede nu…

Vi kørte de ca. 25 km. videre til Fox, hvor vi lige var nede og runde gletcheren sidst på eftermiddagen. Vi fik en plads på Fox Glacier Lodge (PS 32 NZ$) og lavede sweet & sour kylling til aftensmad. Næste morgen tog Robert en ca. 40 min. lang helikoptertur over begge gletchere (260 NZ$), imens bangebuksen blev nede på jorden. Det havde været en flot tur, som også inkluderede en landing oppe på isen. Det må have været meget specielt, og hans billeder derfra er i hvert fald flotte! Vi kørte ud og så selve gletcheren igen, som er lidt mindre end Franz Josef.

Vi satte atter kursen sydpå og passerede Haast Pass og Lake Hawea ud på eftermiddagen. Der er kun meget lidt bebyggelse på denne strækning, og der er mindst et par hundrede km. mellem tankstationerne, så det var med at få fyldt op når chancen bød sig. Vi overnattede på en kommunal campingplads (NP 14 NZ$) i Albert Town – 5 km. fra Wanaka. Lige ved solnedgang fik bjergene omkring os en fantastisk gylden farve.

Lørdag morgen kørte vi ind til Wanaka der ligger lige ned til søen af samme navn. Hyggelig lille by, hvor alt dog er rettet mod turisme. Vi passerede også Puzzling World, som har masser af sjove, skæve bygninger, labyrinter m.m. Vi kørte mod Queenstown, men stoppede ind ved Kawarau Bridge ca. 23 km. udenfor byen. Det var her at AJ Hackett i 1988 åbnede verdens første kommercielle bungy jump forlystelse, og det er stadig det ”originale” sted at springe fra. Personligt synes jeg det er alt for kommercielt, med mange mennesker, højt musik og feststemning… men sådan er vi jo så forskellige. Skulle jeg gøre det, så ville jeg foretrække et sted som f.eks. ved Taupo på Nordøen eller JungleBungy i Thailand.

Efter lige at have rundet centrum kørte vi til Shotover Canyon ca. 5. km. nord for Queenstown. Her prøvede jeg en tur med jetbåd, af samme type som jeg var med ved Huka Falls på Nordøen. Prisen var 119 NZ$ for en halv times tur, og det er altså pisse skægt! Turen er lidt anderledes her, fordi den går igennem en meget smal kløft, men det er stadig med fuld fart på, skarpe sving og vilde 360 graders vendinger. Absolut alle pengene værd. Robert fik taget nogle gode billeder af mig i båden, og ellers fik vi hentet billeder gratis på nettet – så sparede jeg lige yderligere 39 NZ$ :-)

Queenstown er en hyggelig by, og vi valgte at overnatte på Shotover Top10 campingpladsen (PS 35 NZ$) ikke langt fra jetbådene. Søndag morgen tog vi med Skyline Gondola kabelbanen op til Bob’s Peak, hvorfra man har et fantastisk udsyn over byen. Vi prøvede også de små slæder eller ”luges” hvor man kan køre ned af forskellige baner. Turen med kabelbanen t/r inkl. 2 ture i slæderne = 38 NZ$. I typisk ’Queenstown stil’ kunne man på toppen både springe bungy jump, svinge i kæmpe gynge eller hangglide ned fra bjerget. Vi valgte dog at tage kabelbanen ned igen, handle ind i et supermarked – og så sætte kursen mod Te Anau og Milford Sound…

Christchurch

Vi ankom til Christchurch lidt før midnat, og havde hjemmefra booket en SuperShuttle til at hente os i lufthavnen. Den kørte os til vores hostel, Jailhouse Accommodation. Det er byens gamle fængsel der er lavet om til et hostel, og det er super gennemført gjort! Alt er simpelthen bare i orden, fra de hyggelige celler til de flotte baderum. Der er et stort dobbelt køkken og masser af fællesområder, og eneste lille klage er nok at det koster at bruge deres WiFi. Vi havde booket en "celle" i 2 dage, så vi kunne nå at blive udhvilede, hente vores campervan og se det vi ville i byen.

Om morgenen gik vi ned til Rental Car Village og hentede vores campervan. Det er samme firma som jeg lejede min stationcar igennem da jeg var på New Zealand i 2008/2009. Det er en Nissan Vanette og den kører faktisk rigtig godt. Den er ikke specielt stor, og der er (næsten) plads til os begge og alle vores ting. Vi har betalt ca. 8.500 kr. for én måned (inkl. forsikring) så det er ikke så galt. Det spændende bliver at se hvor langt den kan køre på literen...

Efter vi havde hentet camperen, kørte vi til Lyttelton der ligger ca. 10 km. fra Christchurch. Her så vi "Timeball Station" der ligesom Greenwich har en kugle der bliver hejst op, for så at køre ned kl. 13, så alle - inkl. skibene i havnen - kunne se hvad klokken var. Selve bygningen blev dog beskadiget i jordskælvet for nylig, så den var desværre spærret af. På vej over Mt. Lyttelton stoppede vi ind ved flere viewpoints og fik taget nogle fine fotos.

Tilbage i Christchurch besøgte vi Botanisk Have, som i deres samling af roser bla. har "Victor Borge" og "H. C. Andersen". Ved siden af haven ligger byens Arts Centre som er en flot gammel bygning. Vi lavede mad i køkkenet i "fængslet" og gik rimelig tidligt i seng.

Onsdag morgen tjekkede vi ud, pakkede alle tingene i vores campervan... og så kørte vi vestpå...

Sydney

Så blev det endelig tid til at vi skulle af sted…

Vi havde begge glædet os til denne tur i mange måneder, og endelig, endelig, endelig var tiden kommet. Som altid er det en større opgave at få planlagt alle ting, når man skal være væk så længe, men jeg tror faktisk jeg nåede det hele – eller så godt som! :-)

Vi fløj først med SAS til München og selvom vi kun havde en time til at skifte fly, var der ingen problemer med at nå det. Vi fløj med Etihad Airways videre til Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, hvor vi ventede i 3 timer før vi fløj videre til Sydney. Det ER en lang flyvetur, og specielt de sidste par timer føltes lange, men for mit vedkommende bliver det hurtigt glemt, når først man kommer ud af flyet. Immigration og grænsecheck var hurtigt overstået, og da vores hostel tilbyder gratis transport til byen, hvis man overnatter i mindst 3 dage, så gik det også let og smertefrit.

D’Lux Hostel ligger midt i Kings Cross kvarteret i Sydney, og da vores værelse først ville være klart kl. 12, gik vi de få skridt ned til stationen og købte et ugekort til 41 A$ (ca. 230 kr.). Det gælder så til alle tog, busser og færger i centrum af Sydney, og selvom vi kun skulle være der i 4 dage kunne det bedst betale sig, da et dagskort koster 20 A$.

Vi gik en længere tur fra Circular Quay, som er stationen lige ved havnen. Vi rundede Sydney Harbour Bridge hvorfra man har et flot udsyn til operahuset. Jeg havde besluttet at give Robert en tur over Sydney Harbour Bridge (hvis han turde!) så det fik vi booket til dagen efter. Vi tog tilbage til vores hostel og tjekkede ind, og efter en lille lur tog vi tilbage til centrum. Vi prøvede monorail banen, og stod af i Darling Harbour og tog en af de små gule og grønne færger til Circular Quay. Det var et par meget trætte backpackere der gik i seng fredag aften!

Lørdag tog vi med færgen til Taronga Zoo, der ligger blot 12 minutters sejlads fra havnen. På vejen passerer man lige forbi operahuset, men jeg synes ikke ”havnesiden” viser bygningen fra sin bedste side, men det er altid skønt med en sejltur. Ved den zoologiske have kan man vælge om man vil tage en bus op til indgangen – eller en kabelbane… så vi valgte selvfølgelig kabelbanen. Det fede ved den er, at man både får udsigten over havnen i Sydney, men samtidig turen hen over haven i rimelig lav højde, hvilket jeg i hvert fald aldrig har prøvet før! Det var en meget varm dag (over 40 grader), så om det var os eller dyrene der havde det varmest skal jeg lade være usagt. Prisen taget i betragtning (43 A$ eller 30$ med studiekort), så synes vi begge at haven er flot anlagt, men der er for få dyr at se. Vi så et lille show med sæler samt forskellige andre dyr som kænguruer og cassowarier. Vi var godt trætte – og svedige – da vi endelig nåede ned til færgen og sejlede tilbage til byen.

Imens Robert gik sin tur over broen, besøgte jeg Museum of Contemporary Art der ligger midt på havnen. Selve museet synes jeg var en smule kedeligt, men der var dog aircon! De havde dog også en special udstilling med billeder af og om Annie Leibovitz, der var ret fantastisk. Senere mødtes jeg med Robert igen, der havde haft en fantastisk tur over broen. Så endnu engang var det to trætte venner der krøb til køjs.

Søndag var vi en smut nede ved havnen, og vi sejlede over til det lille ’Tivoli’ – Luna Park. Den er noget nedslidt, men har dog en vis charme. Ellers tog vi det stille og roligt, og vi var stadig også bombede efter den lange flyvetur. Vores toglinje var lukket denne weekend, så vi måtte med bus hjem, og det tog faktisk pænt langt tid, specielt i betragtning af, at afstanden ned til havnen kun er nogle få kilometer.

Mandag formiddag tjekkede vi ud af vores hostel, og gik lidt ned af gaden til en sportsbar. Her så vi SuperBowl sammen med 30-40 andre. Der var billige Budweiser øl og gratis hotdogs… Packers slog Steelers, men da jeg holder lidt med begge hold, så gjorde det egentlig ikke så meget hvem der vandt. Kl. 15 kom shuttle bussen og kørte os til lufthavnen. Vi fløj med Pacific Blue til Christchurch på New Zealand – en lille flyvetur på 2½ timer…