tirsdag den 22. oktober 2013

Xi'an

https://plus.google.com/photos/111838922997001433545/albums/5938440410869841393
(Klik på billedet for adgang til albummet - husk at klikke på 'alle billeder/all photos' i øverste venstre hjørne)

Fra togstationen tog vi metroen ind til centrum, nærmere betegnet ved byens Klokketårn. Herfra var det en kort 10 minutters gåtur til vores hostel. Det er tredje gang jeg er i Xi'an, og det tredje sted jeg skulle prøve at bo. Ikke fordi de to andre steder har været dårlige, men dette sted blev bla. anbefalet for at have de mest behagelige senge i hele Kina, så det måtte naturligvis prøves! :-)

Han Tang House er ligeledes et meget moderne hostel i stil med '365 Inn', men så alligevel en smule anderledes. Værelserne er meget identiske af udseende og størrelse og med lækre store badeværelser. De samme sorte møbler, tv osv. samt en hyggelig restaurant. Denne var i to etager med en åbning i midten på 2. sal, så når man sad deroppe, kunne man se direkte ned i stueetagen. Meget smart lavet, og der var også en hyggelig stemning - omend måske lidt mere 'dæmpet' ind i Beijing, og jo - sengene var intet mindre end fantastiske!!!

Det var jo oprindeligt meningen, at vi først skulle ankomme med nattoget lørdag morgen, men da vi ikke kunne få billetter til et af dem, ankom vi i stedet sent fredag aften. Et par dage i forvejen havde vi så booket fredag nat ekstra, og skulle egentlig have boet på et tre-mands og et enkelt-værelse. Der var så gået lidt kludder i deres booking, for de havde kun 2-mandsværelser til os den første nat. Det gik jo selvfølgelig alligevel, og så kunne vi skifte til de 'rigtige' værelser lørdag. Det endte dog med at vi beholdt de to værelser vi fik til at starte med, for nu havde vi jo pakket ud. Det var der nu heller ingen problemer med...

Lørdag spiste vi en omgang morgenmad i restauranten, og det smagte nu udmærket. Priserne i Kina er eksploderet de seneste år, i hvert fald når man snakker om f.eks. turistattraktioner og vestlig mad. En gang 'american breakfast' kostede 35 kr. og dertil 30 kr. for et glas friskpresset appelsinjuice. Bevares det smagte godt, men man kan altså komme langt for 65 kr. pr. person for en gang morgenmad.

Vi havde besluttet at bruge lørdagen på at tage ud og se terracotta krigerne - ca. 40 km. udenfor Xi'an. Så vi startede med at tage lokalbussen til den gamle togstation der ligger lige uden for bymuren. Herfra kan man tage de grønne 'terracotta' busser direkte ud til krigerne for blot 8Y - eller godt 7 kr. Det tog en times tid, og så blev vi sat af tæt på indgangen. Vi fik købt vores billetter, selvom det var med noget møje og besvær. Det viste sig nemlig, at man åbenbart har flyttet billetsalget ned til parkeringspladsen - ca. 15 minutters gang fra selve indgangen. Men da vi blev sat af bussen lidt tættere på indgangen, kom vi aldrig forbi billetkontoret. Den lille detalje var der jo selvfølgelig lokale der udnyttede, så vi kunne da godt købe nogle 'sort-børs' billetter... til en lidt højere pris, selvfølgelig. Men man betaler jo gerne 5 kr. ekstra for at undgå 2 x 15 minutters gåtur frem og tilbage. Ved selve indgangen var der så også lidt besvær, hvor Clara ikke kunne få studierabat, da man jo ikke har noget studiekort som folkeskoleelev. Så selvom hun var den yngste, endte hun med at koste mest. Ja, så har vi også prøvet det :-)

Det er nu fjerde gang jeg er derude - og igen er lidt af 'wauv-effekten' nu forsvundet for mig. Men det er stadig imponerende at gå rundt derude og se de mange krigere, selvom jeg flere gange var ved at få spat af de mange mennesker. Det virkede som om man har flyttet rundt på en del af krigerne, og jeg synes ikke at der nu er udstillet så mange som tidligere, men måske er det bare mig?! På vej tilbage til bussen kom vi forbi en masse butikker og stande, hvorfra de sælger terracotta krigere i næsten alle størrelser og med forskelligt udseende. Efter en del søgen frem og tilbage, fandt vi dem vi gerne ville have, men det krævede en del forhandling før vi fik dem til en god pris. Det lykkedes dog og alle var glade. Selv købte jeg en stor knælende bueskytte som jeg er rigtig glad for. Busturen tilbage til Xi'an forløb smertefrit, men det var blevet mørkt før vi nåede tilbage til togstationen. Herfra tog vi et par af de små sjove blik tuk-tuk'er tilbage til Klokketårnet, der nu var flot oplyst.

Vi gik en tur rundt i det muslimske kvarter, hvor man sagtens kan få købt en masse souvenirs samt billigt skrammel. Vi gik tilbage til vores hostel og spillede lidt kort - noget vi har været rigtigt gode til på denne tur. Favoritspillet er 'røvhul' og vi kunne endda nyde live musik dertil. Clara kom med dagens sjoveste bemærkning da hun pludselig udbrød: "Lagde I i øvrigt mærke til den chokoladekage der lå i montren?". Nej, det havde vi faktisk ikke, men hun fik da straks lov til at gå ned og købe den, og der røg da også et par Bailey's ned. Hyggelig stemning hele vejen rundt! :-)

Søndag morgen spiste vi morgenmad - uden frisk juice - og tog bussen til den sydlige byport. Det støvregnede og det lykkedes mig på en eller anden måde at overse et KÆMPE trin på vejen på ca. 5 cm. Det slog simpelthen luften ud af mig, men det gik selvfølgelig hurtigt over igen. Vi betalte for at komme op på bymuren, men på vejen derop stod der nogle store trommer. Selvom Clara nu er blevet teenager, så kan man regne 100% med dette: Hvis der er trommer - så skal der trommes! Kære Clara - du må aldrig ændre dig!!! ;-)

Vi havde egentlig besluttet at leje cykler deroppe, og Emma og Clara forsøgte sig da også med en tandemcykel. Anne og jeg har højt og helligt lovet ikke at lægge videoklip af deres forsøg ud på YouTube, men I guder hvor så det sjovt ud! Det gik lidt bedre da Emma skulle prøve at styre... men kun lidt bedre. I stedet for cykler købte vi i stedet en tur med en elektrisk 'golf bus', der kørte os om til den nordlige byport - med et kort stop ved den vestlige port, så vi kunne tage billeder. Vi gik ned fra bymuren og tog endnu en tur med en af de små blik taxaer. Denne var dog stor nok til at vi alle fire kunne sidde i den... ja, det vil sige næææsten stor nok! :-)

Vi blev sat af ved Store Vildgås Pagode, der ligger syd for byen lidt udenfor bymuren. Her spiste vi frokost på Burger King, og det lykkedes dem faktisk at lave vores mad rigtigt allerede i første forsøg. Udenfor kørte der et lille sightseeing-tog á la linie 8 i Tivoli. Jeg kom med en enkelt bemærkning om det, og straks blev jeg drillet af alle tre piger, fordi jeg såååå gerne ville ud at køre med tog. Det var faktisk ikke min mening, men så gjorde vi det. Det kørte langs med en række springvand op til pagoden, men vi besluttede os for ikke at gå derop. I stedet købte pigerne et par vimpler som flittigt blev brugt på pladsen foran springvandet. Til stor glæde for alle de øvrige turister som ivrigt tog billeder af specielt min søster. Det var sgu' også et noget specielt syn...

Vi sluttede af i det muslimske kvarter, hvor nogle af vejene minder meget om Khao San Road i Bangkok. Anne havde ledt meget efter et sted hvor man kunne få lavet kalligrafier, og heldigvis lykkedes det denne aften. Vi fandt et par steder hvor de havde en masse flotte, men man kunne også selv få tegnet hvad man ville. Vi faldt i snak med Helen, en kvinde der overtog faderens butik nogle år tidligere. Et meget sympatisk menneske og en dygtig kunstner. Vi fik hver lavet forskellige billeder, og jeg glæder mig meget til at få mine rammet ind og hængt op. Glade gik vi hjem til vores hostel - og til den sidste overnatning i Kina.

Mandag tog vi et par taxaer til lufthavnen, og det var en dejlig nem måde at komme derud på. Det er også nemmere at bruge lidt ekstra på den slags 'luksus', når man kun skal flyve to gange - og ikke 14! Flyveturen hjem med Finnair forløb uden problemer. Vi skiftede fly i Helsinki lufthavn, og det er altså en behagelig lufthavn at mellemlande i. Vi ankom til København kl. 16.15 - en fin tid i forhold til at vi skulle på arbejde/i skole dagen efter.

Det har været en rigtig fed ferie, og jeg er super lykkelig for at have oplevet en del af Kina sammen med mine niecer. De vil altid kunne se tilbage på, at de stod på den kinesiske mur sammen med deres mor og jeg - endda på min fødselsdag, og det glemmer jeg i hvert fald ikke! Jeg tror også at gensynet har været sjovt for Anne, for der er godt nok sket meget i dette fantastiske land på knapt 20 år...

søndag den 20. oktober 2013

Beijing

https://plus.google.com/photos/111838922997001433545/albums/5938432751395804865
(Klik på billedet for adgang til albummet - husk at klikke på 'alle billeder/all photos' i øverste venstre hjørne)

Vi fik indhentet lidt tid på flyveturen, så vi var kun en times tid forsinket da vi landede i Xi'an. Vores plan hjemmefra var at tage et af de nye hurtigtog til Beijing. Vi kunne selvfølgelig godt have fløjet - endda til nogenlunde samme pris som toget, men specielt min søster ville gerne prøve at køre 300 km/t. i et tog. Jeg er selv en kæmpe fan af tog, men har jo rejst meget med hurtigtog i f.eks. Japan og Sydkorea. Men som sagt - så gjort! Vi tog en taxa fra lufthavnen til Xi'ans nordlige banegård hvorfra hurtigtogene afgår. Desværre kan man ikke bestille billetter til kinesiske tog online, så vi måtte tage chancen og håbe der var ledige pladser. Det var der heldigvis, så vi købte billetter til toget G662 med afgang kl. 11.42 - ca. 1½ time senere. Ventetiden blev brugt på McDonalds og til lidt indkøb til turen. Togstationen er utrolig flot og ligner mere en lufthavnsterminal end en togstation.

Vi kom ombord på toget og fandt vores pladser. De hurtige G-klasse tog er moderne og godt indrettede, men med fem sæder pr. række på 2. klasse er der ikke voldsomt meget plads. Turen tog 5½ time og bød på max. hastighed på 299 km/t. - men det var faktisk ikke det mest interessante. Det var stilheden ombord! Man kan godt mærke at både spor og togvogne er under et år gamle, for det er absolut den mest stille togtur jeg har prøvet.

Vi ankom til Beijings vestlige togstation og derfra kunne vi tage metroen til vores hostel - '365 Inn'. Det er femte gang jeg er i Beijing - og jeg har boet fire forskellige steder. Det sted jeg boede sidst - Qianmen Hostel - var ganske fint, men var desværre også udsolgt i de dage vi var i byen. Jeg havde derfor booket på '365 Inn' som har en hyggelig café/restaurant hvor Robert, Birgitte og jeg spiste en del gange i 2009. Fra metrostationen er der kun ca. 10 minutters gang til vores hostel, men det havde været en lang rejse på ca. 18 timer, så vi var alle trætte da vi nåede frem. Værelserne var fine, omend sengene var noget hårdere end vi foretrækker. Men efter en gang aftensmad, sov jeg i hvert fald uden problemer...

'365 Inn' er for mig et klassisk eksempel på et fedt hostel: Der er en generel hyggelig stemning, venligt og hjælpsomt personale, charmerende restaurant/bar, pæne værelser, gratis WiFi osv. Der var tegnet på alle vægge og gange, og man var meget velkommen til selv at tilføje bemærkninger om stedet, én selv eller andet man havde lyst til. I restauranten hang masser af flag og en del 'tingel-tangel' der bare gjorde stedet pissehyggelig. Selve værelserne var meget moderne indrettet med både fjernsyn og store badeværelser. Eneste negative bemærkning fra min side var de hårde senge og en manglende safety-boks på værelset. Man kunne dog bruge dem i receptionen for 1 kr. pr. gang - hvilket vi da også benyttede os flittigt af - men nu om dage bør der være en safety-boks på selv værelset.

Tirsdag spiste vi en udmærket morgenmad i restauranten og derefter var det tid til at komme ud i byen. Vi startede med at tage metroen til byens Klokke- og Trommetårn nord for Den Forbudte By. Vi besluttede at gå op i trommetårnet, og det betød et gensyn med den stejle trappe med de høje trin. Vi kom dog op i fin stil og kunne nyde udsigten over en stor del af Beijing - heriblandt hutonger'ne. Meget er renoveret i området, men man har dog bibeholdt en del. Vi fik endda en trommekoncert med på oplevelseskontoen inden vi gik ned igen.

Vi havde snakket om at tage en cykeltaxa i området, men prisen var simpelthen horribel. Efter noget forhandling kom prisen ned på 50 kr. pr. person, hvilket virkede mere rimeligt end de 300 kr. de startede på! Her er så et område hvor det virkelig er gået stærkt i Beijing. Der er ikke mange 'almindelige' cykler tilbage, og næsten ingen scootere eller knallerter. Nej, i stedet vrimler det med lydløse el-cykler og el-scootere. Helt sikkert et fremstød for at spare på benzinen, men samtidig også enormt gavnligt for miljøet - hvilket er et stort plus for en by (og et land) der kæmper med massive problemer med smog og forurening. Så den ene af vores cykeltaxaer var af den eldrevne slags, imens den anden blev kørt på gammeldags manér. Efter nogle minutter blev der byttet lidt rundt på os, så jeg kom over i den eldrevne version - nok et ret smart træk af chaufføren! :-)

Vi stoppede nogle gange undervejs og gjorde også holdt ved et hutong hus vi kunne komme ind i - mod behørig betaling, selvfølgelig. Ejeren var temmelig sjov og viste stolt sin bolig frem. Dele af huset var meget klassisk bygget op omkring en gårdhave, men f.eks. datterens værelse var ligesom et dansk teenageværelse - med plakater og billeder af hendes idoler.

Efter turen med cykeltaxaerne tog vi til den olympiske by. Her så vi det olympiske stadion udefra og gik også forbi det store svømmestadion 'Water Cube'. Jeg havde læst på nettet at der var mulighed for at leje Segways i området, men selvom vi gik meget rundt ved stadionet - og endda også så flere køre rundt på disse sjove maskiner - så lykkedes det ikke at finde frem til et sted hvor man kunne leje dem... på trods af at Clara råbende jagtede en mand rundt på pladsen foran stadion! ;-)

Aftenen sluttede ved Donghuamen natmarkedet, hvor man kan købe alle former for 'lækker' natmad. Hvad siger I f.eks. til slanger, biller, silkeorme, frøer eller edderkopper på pind? Nå ikke... pigerne sagde også pænt nej tak, selvom der endda blev lokket med en teaterbillet hvis de 'bare' spiste en enkelt orm.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på et af de andre hostels i området, før turen gik til den Himmelske Freds Plads. Første stop var ved Maos mausoleum. Jeg har været derinde tre gange før, så jeg valgte at blive udenfor og passe på vores ting, imens tøserne stillede op i den lange kø. De havde husket deres pas - som man skal vise nu om dage for at komme ind, men de lå jo så i en af taskerne som jeg holdt. Men de fik nu alligevel lov at komme ind og se 'voks-dukken' - et must når man er i Beijing. Det var godt vejr denne dag, så jeg kunne sidde og læse lidt og nyde solen imens. Bagefter var pigerne inde og se Great Hall of the People imens jeg igen blev ude. Vi gik over Fredspladsen og igennem porten - under Maos portræt - og ind i Den Forbudte By. Det er stadig et flot sted, men det er fjerde gang jeg ser den nu, og for mig er 'wauv-effekten' nu forsvundet en smule. Vi så en god del af de flotte bygninger, urmuseet og Dragetroen - og fik endda også en omgang sen frokost derinde.

Bagefter gik vi videre til Kulbjerget der ligger lige nord for Den Forbudte By. Turen op var egentlig ikke så slem som jeg huskede den, og udsigten deroppe fra er fantastisk. På det tidspunkt var vi alle ret trætte, så vi besluttede at tage en taxa hjem. Det viste sig (selvfølgelig) at være mere end svært, da de alle enten var optaget eller bare ignorerede os. Til sidst fik vi dog forhandlet os frem til en pris med to små sjove 'tuk-tuk' lignende blikbiler, og så gik det ellers med fuld fart hjemad. Meget sjov oplevelse, der bragte déjà-vu om nærdødsoplevelser fra tuk-tuk ture i Bangkok! ;-)

Torsdag var det min fødselsdag, og vi havde besluttet at det skulle være dagen hvor vi så den STORE kinesiske mur. Efter min lidt pudsige oplevelse i 2009 - hvor jeg sammen med Robert & Birgitte blev 'hustlet' med til et ukendt stykke af muren - havde jeg hjemmefra besluttet mig for at vi skulle tage toget til Badaling, for var man med toget derud, ville man da være sikker på at havne det rigtige sted. Desværre var det tog vi havde planlagt efter aflyst denne formiddag, så i stedet endte vi med at tage lokalbussen derud. Det tog en times tid og forløb da også uden problemer. Badaling er det mest turistede sted omkring Beijing man kan opleve muren... både på godt og ondt. Denne sektion af muren er pæn og restaureret, og det er rimelig nemt at komme rundt. Der var også tidligere en kabelbane, men den er dog i øjeblikket nedlagt. I stedet har man lavet en skinne-bane hvor man sidder i en lille slæde-lignende vogn og bliver trukket op til det fjerde nordlige vagttårn. 

Først skulle vi dog købe billetter, og her skal man igen lige forstå vores situation. Kinesere er notorisk berygtede for at springe over i køer, og på mine tidligere rejser rundt i landet har jeg tit været meget frustreret over, at et begreb som kø-kultur var ikke-eksisterende i Kina. Siden OL i 2008 er der dog sket meget på dette punkt, og selv steder som på togstationerne står folk (relativt) pænt i kø og venter på deres tur. Da vi så stod foran billetkontoret ved muren, kom vi "desværre" nok til at springe nogle hundrede mennesker over, og jeg har godt nok aldrig forestillet mig at skulle blive irettesat af kinesere på dette punkt. Nå ja, det var jo min 39 års fødselsdag - og jeg er blevet sprunget over så mange gange før, så der måtte være lidt tilbage på den konto...

Efter at have stået i kø i en times tid til den lille vogn, kom vi som sagt af ved det fjerde nordlige vagttårn. Det var sgu' et stort øjeblik for mig: At stå på den kinesiske mur - på min fødselsdag - med de tre mennesker jeg elsker højest i denne verden!!! Vi fik klatret op til det ottende nordlige vagttårn, der er det højest placerede omkring Badaling, og uanset hvor man kiggede hen, var der 'mur' der slyngede sig i alle retninger. Ja, Badaling er super turistet, men det er også nemt at se hvorfor der er så mange mennesker... og der var virkelig mange mennesker denne dag. Faktisk har vi set mange mennesker alle dage i Kina, og selvom det nu var 9 dage efter deres 'Golden Week' (hvor alle har fri) sluttede, så var der tusinder af mennesker overalt. Vi fik naturligvis taget en masse billeder, ligesom der blev taget en masse billeder af os. Det er mig stadig en gåde hvorfor de så gerne vil have taget billeder sammen med mig - eller tøserne, men vi optræder nu i nogle hundrede kinesiske albums - uden overdrivelse! :-)

Vi tog skinne-banen det sidste stykke ned igen og derefter bussen tilbage til Beijing. Fra vores metrostation gik vi gennem Qianmen-området ned til vores hostel. Vi stoppede og fik lidt at drikke på Starbucks - til stor glæde for Clara. Tilbage på vores hostel skulle vi have sen aftensmad, men da klokken allerede var over 22 var køkkenet lukket. Så Anne og jeg gik på den nærliggende McDonalds og hentede mad, så jeg kunne opleve en rigtig fødselsdagsmiddag - komplet med danske flag og lys. Det søde personale var også hurtige til at spille en fødselsdagssang for mig og gav en gratis drink. Hyggelig afslutning på en dejlig dag...

Fredag var sidste dag i Beijing, og vi havde håbet at kunne tage nattoget tilbage til Xi'an. Men selvom vi forsøgte at få billetter allerede ved ankomsten, så var der desværre udsolgt til alle fem nattog. Lidt ærgerligt, for det var noget jeg havde glædet mig meget til. Vi havde i stedet købt billetter til hurtigtoget G665 kl. 16.00 - så vi havde lidt mindre tid denne dag end vi havde håbet på.

Vi lejede fire cykler hjemme på gaden til 13 kr. stykket og så kastede vi os ellers ud i Beijings gader. Jeg ville helst have lejet en el-cykel, men det kunne vi ikke finde - så det blev af den manuelle slags. Min var faktisk en helt fin mountainbike i god stand, men sadlen var ikke min bedste ven. Først cyklede vi til Qiao Yuan Hotel hvor Anne og Carsten havde boet i 1994. Sjovt gensyn for min søster, for ikke meget lignede sig selv i området. Vi kørte videre til Temple of Heaven Park hvor vi parkerede vores cykler. Vi gik hele vejen igennem fra syd til nord, og passerede derved både marmoralteret, ekkomuren og flere andre bygninger før vi nåede til Templet om Bøn for God Høst - der om noget symboliserer Himlens Tempel. Selve bygningen er på imponerede vis bygget helt uden brug af søm eller skruer. Vi fulgte Den Lange Korridor hvor kinesere stadig sidder og spiller kort og generelt bare hygger sig. Ude igen tog vi en taxa tilbage til dér vi havde parkeret cyklerne, så sparede vi den gåtur tilbage. Vi var også ved at være lidt pressede for tid, og måtte derfor også droppe et besøg ved perlemarkedet. Vi cyklede tilbage og fik dem afleveret, og så en hurtig omgang spaghetti imens vi fik samlet vores bagage sammen. 

Vi tog metroen til Beijings vestlige togstation og var på det tidspunkt egentlig i rimelig god tid. Vi skulle dog lige returnere vores metrokort og få depositummet retur, men det viste sig at være mere end svært. Til sidst gav jeg op, så er der nogen der skal til Beijing har jeg fire metrokort med en del yuan på hver! :-)

Nå, men så skulle vi jo blot ombord på toget, og når man er på en togstation så bør det jo selvsagt være den nemmeste ting i verden, ikke? Forkert - i hvert fald når man er i Kina. Ingen skiltning, og ingen der kunne fortælle os hvor vi skulle hen. Det lykkedes dog til sidst, men vi måtte bogstaveligt løbe gennem terminalen for at nå vores tog. Det lykkedes dog at kaste os ind i toget der holdt klar på perronen, og vi fandt da frem til vores pladser... selvom vi måtte gå igennem fire vogne med vores bagage. På denne tur passerede vi flere gange 300 km/t. og kl. 21.52 var vi så 'tilbage' på togstation nord i Xi'an.


mandag den 14. oktober 2013

Helsinki

(Klik på billedet for adgang til albummet - husk at klikke på 'alle billeder/all photos' i øverste venstre hjørne)

Jeg havde et stykke tid gået med planer om at invitere mine niecer og min søster med til Kina, og udgangspunktet var at det skulle være i forbindelse med min 40 års fødselsdag. Men Finnair solgte billetter til Xi'an for kun 2.639 kr. så turen blev rykket frem et års tid :-) 

Egentlig var Helsinki ikke med i vores planer! Men de billige billetter med Finnair krævede en overnatning i byen, og da ingen af os har erfaring med Helsinki, ville det jo være en fin lille 'intro' til byen.

Vi fløj fra København lørdag kl. 19 og landede i Helsinki efter 1½ time. Vi tog en taxa ind til Hotel Arthur der ligger midt i byen. Værelset var stort og fint - endda med en lille stue mellem de to soveværelser. Vi gik en tur på gaden, og fik en omgang sen aftensmad på 'Vapiano' - en lidt anderledes pasta restaurant. Maden bliver lavet mens man ser på, og jeg har i hvert fald ikke smagt så frisk tilberedt pasta før! Hele restauranten duftede skønt - og det er et koncept man godt kunne få til København. Eneste lille anke er, at man står i kø imens maden bliver lavet - også til dem foran én - og selv om det går ret stærkt, så bruger man selvfølgelig noget tid på det.

Vi havde besluttet at vi ikke ville stresse søndag morgen, så vi sov længe. Dejligt på en søndag! Morgenmaden på hotellet var fin, og bagefter tjekkede vi ud og fik sat vores bagage i hotellets opbevaringsrum. Vi gik de få hundrede meter ned til Helsinkis Hovedbanegård, hvor vi købte et dagskort til sporvogne og busser. Vi tog sporvognen til Tempelpladsens Kirke, som vi havde fået anbefalet af Jette. Det er en flot og meget anderledes kirke og utrolig spændende indrettet. Der er et fint ekko derinde, som pigerne afprøver ved at klappe - stille og roligt! Jeg synes så lige at jeg vil vise hvordan det skal gøres, så jeg tester lige med et ordentligt klap, og bliver så voldsomt nedstirret af kirketjeneren, der samtidig var kommet gående lige bag mig. Pinligt! :-)

Efter besøget inde i kirken gik vi en tur hen over den, da selve kirken er anlagt inde i en lille høj. Vi tog sporvognen tilbage til centrum, hvor vi skulle skifte til en anden linje. Mens vi ventede, spottede jeg en plakat for Dressmann der sælger tøj i store størrelser. De havde udsalg den dag med 40% rabat på alt, så jeg besluttede mig liiiige for at se om der var noget. En times tid efter kom jeg ud igen - med 5 skjorter, 2 trøjer og en ny jakke. Det er bestemt ikke tit jeg går 'shop-amok' men denne dag var så lige undtagelsen...

Vi tog sporvognen ud mod Suomenlinna fortet, men valgte alligevel ikke at tage helt derud, da vi ikke havde så meget tid. Vi spiste sen frokost på Subway hvorefter vi kastede os ud i lidt mere shopping. Jeg fik en sms fra Finnair om at vores fly til Xi'an ville blive et par timer forsinket, så vi havde faktisk lidt mere tid end vi oprindelig troede. 

Til sidst tog vi tilbage til vores hotel og hentede vores bagage, og gik ned til Hovedbanen hvorfra bussen til lufthavnen kører. Den tog bare tre kvarter og afleverede os direkte ved terminalen. Vi tjekkede ind og kom også hurtigt igennem sikkerhedstjekket. Vi endte med at sidde og vente ca. to timer før flyet afgik, men gratis internet og et par iPads og SmartPhones hjælper jo altid! Så et par timer senere end planlagt satte vi kursen mod Xi'an - og Kina...

fredag den 9. august 2013

Chongqing

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi landede i Chongqings lufthavns udenrigsterminal og tog shuttlebussen til indenrigsterminalen. Herfra kunne vi nemlig tage metroen ind til byen. Det tog lidt over en time og involverede et skift undervejs. Prisen på 5 kr. pr. person kan vist ikke gøres billigere. Da vi kom til vores station stod vi af, og fandt rimelig hurtig den rigtige vej. Jeg havde i forvejen tjekket på Google Maps, og der skulle kun være ca. 400 meter til vores hotel. Men her er det så at 'Kina-faktoren' kommer ind! Til at starte med gik gaden stejlt opad, og da vi kom til enden af vejen kunne vi ikke finde vores hotel. Vi spurgte en del lokale, men der er bare ingen der kan engelsk. Vi gik lidt frem og tilbage og vi var tæt på at opgive - selvom det ikke havde ændret på noget! De fleste steder i verden kan man jo altid spørge om vej, eller i det mindste sætte sig ind i en taxa - give en adresse og så læne sig tilbage. Det kan man bare ikke i Kina - af flere grunde: Dels eksisterer adresser ikke på samme måde som vi kender (derfor er der heller ikke mange vejskilte), meget få kan læse og forstå engelsk - og det gør folk lidt generte. Der er nu mange der prøver at hjælpe, men det er bare meget svært!

På dette tidspunkt havde Robert smidt sig på fortovet og havde det ret skidt. Anne og Clara gik på jagt efter noget at drikke, imens Trine og jeg gik på jagt efter hotellet. Det lykkedes endelig, og det viste sig faktisk at vi havde stået på det hjørne hvor hotellet lå i et godt stykke tid. Vi havde booket på Sunroom Hotel Apartment og det var faktisk tre små lejligheder vi fik. Vores lå på 21. etage og derfra havde vi en fin udsigt over byen. De to andre lå på 16. etage og vi manglede ikke plads. Der var både køkken, stue og arbejdsplads - og havde sengen bare levet op til det, havde det været helt perfekt. Men sengen var STENHÅRD og Robert endte faktisk med at sove på sofaen.

Klokken var efterhånden blevet næsten 23, og da vi ikke havde fået aftenmad gik vi ud for at få noget at spise. Det viste sig så at være mere end svært, og efter en gåtur rundt i området gav Robert og jeg op - og gik hjem i seng. Pigerne fandt dog en lokal restaurant og det lykkedes dem faktisk at få bestilt noget mad. Det de endte med at få var dog ikke lige så indbydende, men i det mindste fik de nogle kogte ris. Men da regningen samlet lød på 130 kr. så var de da i hvert fald også betalt! Man kan ikke beskrive dette på en måde der reelt afspejler en sådan situation - det skal simpelthen opleves!!! :-)

Chongqing er ikke et turiststed, da byen kun rummer få attraktioner for turister. Vi havde dog en dag til fri disposition, da vi ikke turde løbe an på først at flyve fra Bangkok få timer før vores fly hjem til Danmark.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på den McDonald's vi ikke havde kunnet finde dagen før, og jeg vil gerne indrømme at det gled ned med stort velbehag! Vi tog med metroen ned til Yangtze floden og derfra med kabelbanen. Den kører over floden og samtidig har man flot udsigt over byen. Det var STEGENDE hedt denne dag, med temperaturer over 40 grader. Efter turen med kabelbanen ville vi ned til kajen hvor bådene på floden sejler. Igen viste det sig at være sværere end man kan forestille sig, men efter noget tid lykkedes det dog. Vi fik købt billet til en lille tur på floden, og så var det ellers bare at gå ned til båden. Eller... det vil sige, man skulle tro det bare var det - men så enkelt var det ikke. Det lykkedes dog til sidst at finde den rigtige båd - ca. 10 sekunder før jeg havde smidt mig på ryggen og givet op! Fik jeg nævnt det var PISSE varmt?! :-)

Ombord på båden smed vi os i stole og sofaer og det meste tøj kom af. Anne var pænt ligeglad med om der var andre til stede, men sad til sidst i BH og med shortsene knappet op - kogende! Vi fik bestilt en masse drikkevarer og snart efter sejlede vi. Turen skulle have varet fem kvarter, men allerede efter tre kvarter var vi tilbage igen, så det var ikke meget vi fik for vores 45 kr. - men der var bestemt ingen af os der orkede at gå tilbage til bookingkontoret og klage. I stedet fik vi meget hurtigt fat i en gut med en minivan der kunne køre os tilbage til vores hotel - og hånden på hjertet: Det er de bedste 30 kr. vi har givet ud på hele turen!!!

Vi fik slappet lidt af i aircon'en på hotellet og undersøgte internettet for vestlige restauranter i nærheden. Vi fandt en Pizza Hut ca. 800 meter væk, så det skulle vi nok kunne klare til fods. Da vi forlod hotellet ved 18-tiden var temperaturen stadig 41 grader, og jeg tør ikke gætte hvor høj den var 3-4 timer tidligere...

Nå, men vi fandt altså en Pizza Hut - og så var alt jo godt, ikke? Nej, ikke helt. Det viste sig nemlig at være mere end svært at få forklaret hvordan pizzaerne skulle laves. Tillad mig igen at forsøge at forklare: Vi prøvede først med 3 forskellige tjenere der slet ikke forstod noget. Så kom ham vi tror er manager, men han kunne heller ikke engelsk. Så kom en kvinde vi først troede var en anden kunde, men som viste sig at arbejde der. Selvom vi kunne pege på tingene i menukortet, så forstod de ingenting - og hele situationen udviklede sig, så det var svært at lade være med at grine. Til sidst begyndte Anne at tegne de enkelte ingredienser imens vi andre tilføjede lydeffekter (som f.eks. en gris når 'bacon' blev tegnet). Jeg var rimelig sulten på det tidspunkt, og det er altså noget frustrerende at skulle bruge en halv time på at bestille nogle pizzaer. Men efterhånden lykkedes det at forklare hvordan de skulle være, men hun kom stadig tilbage til bordet 3-4 gange for nu at være heeeelt sikre. Bland andet insisterede hun på at pizzaer uden ost bliver ret tørre, men til sidst lykkedes det dog at overbevise hende om, at det var sådan vi ville have dem. Pyha - men efter en længere omgang lykkedes det faktisk at få noget mad. Bortset fra at de havde kommet ananas ovenpå, så var de faktisk rigtige - en fantastisk oplevelse! :-)

Vi gik tilbage til vores hotel - og nu var var vi vist alle ved at være klar til at tage hjem. Torsdag tjekkede vi ud og fik faktisk rimelig hurtigt fundet et par taxaer til at køre os i lufthavnen. Det tog kun ½ time og var selvfølgelig både nemmere og hurtigere end med metroen. I lufthavnen måtte vi flytte lidt rundt på bagagen, da ingen af kufferterne måtte veje mere end 23 kg. Det lykkedes dog uden de store problemer, og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet. Der måtte vi så vente en times tid, før vi endelig kom i luften og satte kursen mod Finnair. Jeg synes godt om Finnair, men maden på hjemturen var godt nok noget l***

Vi landede i Helsinki lufthavn og fandt hurtigt til vores gate og flyet til København. De konfiskerede en flaske vodka vi havde købt i lufthavnen i Chongqing - angivelig ud fra sikkerhedshensyn pga. væsker i håndbagagen. Sjovt nok havde det ikke været noget problem hvis vi havde købt og fået den forseglet i et Schengen-land, men i Kina... nej, den gik ikke. Det er simpelthen rent hysteri!

Sidste flyvning forløb uden problemer, og i lufthavnen blev vi bla. modtaget af Trines mor, moster og søster. De havde ventet på os med længsel, og endda filmet flyet da vi landede - som du kan se her: https://www.facebook.com/photo.php?v=10152095601992004
De havde også stablet et lækkert måltid på benene til os, og det var skønt at komme hjem til dansk rugbrød, frikadeller, leverpostej m.m.

Det var så slut på sommerferien 2013. Hvad har efterladt de største indtryk - og hvad vil jeg huske bedst?

Laos har på mange måder ikke ændret sig siden 2007 - og det er ment på en positiv måde. Jeg vil aldrig glemme vores 25 timers sovebus fra Kunming i Kina til Luang Prabang i Laos - og jeg skal ALDRIG rejse den vej igen! Hovedstaden Vientiane kan godt skippes hvis jeg kommer tilbage til Laos, men både Luang Prabang og Vang Vieng kunne jeg godt vende tilbage til engang...

I Kuala Lumpur var det fedt at det endelig lykkedes mig at komme op i Petronas Twin Towers - og så selvfølgelig at Robert og jeg fik taget røven på de andre 100% - og de var så glade for at han kom ud og rejste sammen med os! :-)

Jeg har ikke mange opfattelser af Langkawi, for vi kom jo ikke rigtigt rundt på øen. Det kunne jeg godt tænke mig en anden gang, men det er dog omvendt ikke en ø jeg vil 'dø' for at komme tilbage til. Lidt ærgerligt at vi ikke fik prøvet Skybridgen og kabelbanen.

Phi Phi er jo Phi Phi... og der vil jeg altid gerne tilbage til. Jeg er glad for at (specielt) Trine nåede at opleve hvor skøn øen er i solskin, men det var ærgerligt at to dage gik op i regn. Skønt at de tre fik dykket, og jeg er glad for at Trine og jeg kom op på view pointet.

Bangkok er en skøn by - det ved jeg at holdningen er hos Clara, Emma, Anne, Robert og undertegnede - og umiddelbart tror jeg nu også at Trine synes om byen. Det er en by der tit deler folk midt over, så enten elsker eller hader man Bangkok. Vi var ikke så motiverede til at lave noget - og vejret ødelagde det også lidt - men som man siger: Så er der jo også noget at komme tilbage til... :-)

Chongqing - kort sagt: Nej, der er ikke meget at komme efter... man må bare endelig ikke gøre den fejl at tro hele Kina er sådan!

Mine rejsefæller: Tak for en hyggelig sommer! Jeg er både glad og taknemmelig for, at I havde lyst til at tilbringe en måned sammen med mig. Vi har haft både op- og nedture, og sådan vil det være når man er sammen i en hel måned. Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl !!! :-)

onsdag den 7. august 2013

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Båden til Krabi var næsten en time forsinket, og det var varmt at stå og vente på molen. Færgen var godt fyldt, men overfarten forløb stille og roligt. Ved ankomsten til Krabi bookede vi en minivan der kunne køre os til lufthavnen. På vejen stoppede vi ind ved storcentret i byen, men de sko som pigerne havde håbet på at kunne købe, var desværre ikke til at få i de rigtige farver eller størrelser.

I lufthavnen fik vi hurtigt tjekket ind på flyet til Bangkok, og selve flyveturen tog under 1½ time. Sidste år flyttede AirAsia fra Bangkoks 'nye' Suvarnabhumi lufthavn til den 'gamle' Don Muang lufthavn, så det var dér vi landede. Vi fik slæbt vores ting ind i et par taxaer og satte kursen mod centrum. Turen til Soi Rambuttri tog under en time og kostede kun 60 kr. Vi tjekkede ind på Rambuttri Village Inn hvor vi efterhånden har boet en del gange. Efter min mening er det et fedt sted at bo, og vi havde valgt de lidt dyrere 'deluxe' værelser der bla.  inkluderer køleskab og safetyboks.

Vi gik ud for at få noget at spise, og da både Robert og min mave var noget 'bob-bob' valgte han og jeg at spise på Burger King. Pigerne fik shoppet lidt på Khao San Road og fik prøvet et 'fish spa'. Her stikker man fødderne ned i et bassin til små fisk, der så spiser det døde hud på ens fødder. Meget sjov oplevelse, selvom det vist aldrig bliver Clara's favorit! :-)

Søndag spiste vi morgenmad på en af restauranterne på Soi Rambuttri, dog spiste tøserne sandwich fra den Subway, der nu ligger lige ved siden af hotellet. Vi havde besluttet at tage en tur med longtailbåd på klongerne - de små bifloder til Bangkok's store flod Chao Phraya. Men da vi kom ned til floden kunne vi ikke blive enige med bådsmændene, der åbenbart mente der var for meget vind og strøm til at de kunne sejle. I stedet tog vi den orange 'flodbus' ned af floden. Trine var ikke helt på toppen, og vi andre var ikke meget bedre. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det var som om vi alle var lidt skvattede - på den ene eller anden måde. Vi stod af båden ved Taksin broen og sad og sundede os lidt. Vi fik noget at drikke og det røg hurtigt ned, men det var nu også temmelig varmt! Vi tog med byens Skytrain til MBK Centret, men undervejs blev Trine en smule dårlig. Det hjalp dog at komme af toget, og så fik hun det hurtigt bedre. MBK Centret er et af fem butikscentre der ligger klods op af hinanden, men det gode ved MBK er, at det er mere 'normale' butikker - end blot Gucci og andre af de kendte mærkevarebutikker - hvor man alligevel aldrig køber noget. Vi spiste sen froskost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem.

Hjemme på hotellet gik vi en tur i poolen, og der var faktisk rimelig mange mennesker. Der er hele to pools på taget af hotellet, og normalt kan man godt have dem for sig selv, men denne dag var der en del andre der havde fået samme gode idé. Det var egentlig meningen at vi ville have været på natmarkedet i Patpong - byens 'farverige' område, men vi var alle så trætte at vi besluttede at udskyde det til dagen efter. En tur på Khao San Road blev det dog til, men ellers var det på hovedet i seng.

Mandag blev der atter shoppet og pigerne fik en omgang ansigtsbehandling. Roberts mave var helt af h... til, så han blev hjemme i seng. Det regnede, så det var begrænset hvad vi havde lyst til at gøre. Lidt ærgerligt når nu Trine var i Bangkok for første gang, men der var ikke den store lyst til at lave så meget. Om aftenen tog vi (minus Robert) så en tuk-tuk til Patpong. Stedet er kendt for sit natmarked, men i endnu højere grad for de mange natklubber, stripbarer og bordeller. Ingen tvivl om at sex og prostitution er en stor del af gadebilledet i Bangkok, og det er en 'seværdighed' om man så kan lide det eller ej. Vi valgte at gå ind på en af barerne der reklamerer med 'Pussy' shows. Her kan man opleve klassikere som 'Pussy plays ping-pong', Pussy smokes cigarettes' og lignende underholdning. For lige at sætte tingene i perspektiv, så tillad mig lige at sætte scenen:

Vi kom ind og satte os ned i sofaer langs scenekanten. 3-4 piger i trusser stod og vrikkede lidt ved et par stripperstænger, og ca. hvert femte minut kommer en pause i musikken, og så laver en af pigerne et lille 'show'. Det kunne f.eks. være at tænde lysene i en lagkage - ved hjælp af et lys sat op i f*****, skyde små agurker ud af f***** osv. Alt sammen rimelig harmløst og i værste fald kan man jo kun have lidt ondt af de optrædende. Efter tre kvarters tid ville vi betale vores regning og gå. Som forventet ville de gerne have os til at betale mere end aftalt, men vi holdt på vores - betalte og gik. Emma og jeg tog hjem til hotellet i en taxa (væsentlig billigere end en tuk-tuk), mens de tre andre blev og shoppede lidt mere.

Tirsdag formiddag blev de sidste indkøb overstået, før vi tjekkede ud af hotellet og tog et par taxaer til lufthavnen. Vi fik hurtigt tjekket ind til turens sidste flyvning med AirAsia og satte kursen mod Chongqing... og Kina! :-)

mandag den 5. august 2013

Phi Phi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Phi Phi tog 1½ times tid, og selvom det er 7. gang jeg er på Phi Phi, så er det faktisk første gang jeg kommer fra Krabi – ellers har det altid været fra Phuket. Der var ingen delfiner at se denne gang og sejlturen forløb helt stille og roligt. Vi har jo efterhånden boet på Banyan Villa en del gange, så der var ingen problemer med at finde vores hotel. Desværre var værelserne ikke klar endnu, så vi gik en tur rundt i ’landsbyen’ og fik noget at spise. Først ved 3-tiden var de sidste værelser klar og vi snuppede en hurtig tur i poolen. Vi fik aftensmad – og for 2. gang den dag blev det til en massaman med kylling. Tom Yam er en hyggelig lille restaurant, og 70 THB (13 kr.) for et måltid mad kan man i hvert fald ikke klage over. Vi gik en tur gennem turistgaderne – og jeg ved godt at jeg har sagt det før: Phi Phi er bare en hyggelig ø! :-)

Onsdag formiddag lejede vi en longtail båd og tog på snorkeltur ved Mosquito Island. Jeg havde fået for meget sol dagen før, så jeg blev hjemme i skyggen, imens de fem andre tog af sted. Der var dog ikke så meget at se under vandet ved Mosquito Island, så bådsmanden sejlede videre til et andet sted på Phi Phi Don. Robert havde lavet flasker med smuldret brød og vand, og når man så klemmer på flasken under vandet, kommer det ud i meget små stykker – hvilket er guf for fiskene. Så der er rig mulighed for at være centrum i en stime fisk...

Om eftermiddagen blev vejret noget værre, og vi havde faktisk kun det døgns tid med godt vejr. En skam, for lige så skøn øen er i solskin, lige så trist kan den virke når det regner og alle boderne lukker. Vi spiste aftensmad på ’Unni’s Restaurant’ hvor vi har spist før, og pigerne fik pastasalat imens Robert og jeg spiste ’Bangers ’n’ Mash’ – eller på godt dansk: Pølser med kartoffelmos. Emma & Trine fik aftalt en dykkerdag hos Island Divers, hvor de ville få to dyk samt instruktion. Prisen på 3.400 THB (650 kr.) for ’Introduction to Scuba diving’ ligger fast på Phi Phi, og det er vel en rimelig pris for at få en smag for dykning. Robert skulle også med og han slap en del billigere, men han har jo også både betalt for sit ’Open Water’ samt ’Advanced’ kursus tidligere. Han er nu oppe på 28 dyk, men jeg forstår stadig ikke hvorfor han ikke dykker mere... når han nu er herude?

Torsdag morgen kl. 7.15 tog de tre så af sted med dykker båden, imens Anne, Clara og jeg sov lidt længere. Efter morgenmaden gik vi en tur i landsbyen og afventede at de andre skulle komme tilbage. Det gjorde de ved 2-tiden og det havde været en succes. Der havde måske ikke været så meget at se under vandet som man kunne ønske, men det er jo lavsæson – og så hjælper regn og blæst jo heller ikke ligefrem på sigtbarheden! Men de synes i hvert fald begge at dykning er spændende, og kunne godt tænke sig et ’Open Water’ kursus hvis chancen byder sig en anden gang. Vi spiste sen frokost – ris serveret i en udhulet ananas. Pigerne fik en omgang massage et sted de har haft gode erfaringer med tidligere – det er jo en fordel ved at komme tilbage til samme sted.

Om aftenen gik Trine, Robert og jeg en tur i byen – imens de tre andre blev hjemme. Emma var ikke på toppen, og både Clara & Anne var rimelig trætte. Phi Phi er stadig en fest ø! – og man køber stadig sin sprut i ’buckets’ – dvs. spande - hvor det bliver blandet sammen med sodavand og is. Så stikker man ellers bare sit sugerør ned i spanden, og når den er tom køber man en ny. Prisen for en ’bucket’ varierer efter hvilken type spiritus man køber, men i snit koster de ca. 50 kr. – og der er nok hvad der svarer til 8-10 genstande i. Min rekord på Phi Phi er vist 8 spande på en aften, men denne gang holdt vi os dog til 2! :-)

Vi havde jo også Trine med, og hun fik da lov til at drikke og snakke med hvem hun havde lyst til – så længe hun blev sammen med os. Det var også fint nok da vi f.eks. spillede ’Klodsmajor’ på den irske pub eller så thai-boxing i ringen på en anden bar. Men hvis man møder en sød fyr der gerne vil en tur på stranden... så var svaret altså nej – selvom han spurgte på en meget pæn måde. Man kan vel heller ikke bebrejde nogen at de spørger, og det kan godt være rigtigt svært ’kun’ at være 17 – snart 18! :-)

Vi var hjemme ved 2-tiden, men da Robert var blevet sulten gik han ud igen efter pizza. Jeg fik en enkelt slice, men den kom nu op igen lidt senere. Man skal åbenbart ikke ligge ned og spise, for der var ikke blevet ’forarbejdet’ så meget af den. Jeg havde det dog helt fint igen da den først var oppe, og før nogen skulle få mistanke: Nej, det var ikke sprutten, selvom det da var hyggeligt nok at få lidt at drikke... ;-)

Fredag morgen var vi alle rimelig friske, men det var desværre mere end hvad man kunne sige om vejret. Det regnede og vinden ruskede, så man følte sig næsten hensat til en dansk efterårsdag. Det har jeg godt nok ikke prøvet på Phi Phi før. I et ophold i regnen gik vi ned til stranden, og vi nåede da lige at få taget et par billeder dernede - og Clara fik tegnet lidt i sandet – før regnen vendte tilbage. Det er imponerende at man kan stå 50 meter fra en bygning, og stadig ikke nå at komme i tørvejr før regnen bare vælter ned. Trine tog en tur ude i regnen – og blev ordentlig blæst igennem. Hun gik hjem og fik tørt tøj på, imens vi andre fik lidt frokost på en af restauranterne. Pga. vejret var der pludselig fuldt hus, og der kunne det lille køkken ikke følge med. Så det tog en times tid før vi fik vores sandwich og bagefter kunne gå hjemad. Turen op til view pointet blev aflyst, men der er heller ikke meget at se når det regner på den måde!

Om aftenen gik vi ned til den ’6D-biograf’ der er blevet bygget lige ved siden af molen. Oplevelsen var noget bedre end på Langkawi, men det tilknyttede spøgelseshus var IKKE pengene værd. Pigerne fik sagt farvel til Paw, som har en lille bod på øen. Hun var blevet overrasket over at se dem igen i år, for nu var det jo tredje gang på tre år de havde været på Phi Phi :-)

Lørdag morgen gik Trine og jeg op til øens view point. Jeg synes Trine skulle opleve det, men indtil nu havde vejret sat en stopper for det. Men vi vågnede op til tørvejr, så lidt i 7 begav vi os af sted. Man skal først igennem landsbyen, og derefter venter en lang trappe samt en gåtur der forbinder det første view point med det andet. Det tog os faktisk kun 18 min. fra foden af trappen til vi var på view pointet, og det er ny rekord for mig. Der var ingen andre deroppe da vi kom, og det har jeg heller ikke prøvet før. Vi nød udsigten - og fik lidt at drikke, før vi gik ned igen. Turen ned tog næsten lige så lang tid som turen op, og jeg var i hvert fald godt svedig da vi kom tilbage til hotellet.

Der var lige tid til et hurtigt bad, pakke det sidste og få morgenmad – for kl. 10.30 skulle båden til Krabi sejle...

onsdag den 31. juli 2013

Langkawi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Langkawi tog kun 45 min. og ved ankomsten til lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel. Vi havde faktisk først valgt et hotel inde i øens ’hovedby’ Kuah, men ombestemte os senere, og valgte i stedet Aseania Resort der ligger ved Pantai Chenang. Hotellet ligger kun få hundrede meter fra vandet, og har Malaysia’s største swimmingpool som bedste trækplaster.

Vi fik vores værelser og mit første indtryk var nok ikke så positivt. Der var temmelig nedslidt, men sengene var nu faktisk ok og det betyder mere for mig, end hvordan tapetet ser ud. Vi gik ud og fik aftenmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng. Det er altid lidt spændende når man kommer til et nyt sted så sent, for hvordan ser der mon ud om morgenen?

Fredag morgen stod vi op og spiste morgenmad på hotellet. Den var udmærket, dog uden at være specielt prangende – men man kan sagtens spise sig mæt. Clara, Trine og Robert tog til stranden, hvor de i nogle timer morede sig i bølgerne, og fik taget mere end 300 billeder! Hvad skulle vi dog have gjort uden Robert, hans kamera – og ikke mindst hans tålmodighed? :-)

Imens tog Emma, Anne og jeg til øens hospital for at få en læge til at kigge på Emmas arm. Den sad jo fast i metrodøren i Kuala Lumpur dagen før, og da den stadig gjorde ondt var det bedst at få en læge til at kigge på den. Vi ventede kun ½ times tid, og lægen konstaterede at det måtte være et tryk på musklerne, og det burde gå over af sig selv igen. For en sikkerheds skyld fik hun også taget et røntgenbillede der bekræftede at der ikke var sket skade på knoglerne. Med armen i slynge og udstyret med noget smertestillende medicin blev hun sendt hjem igen. Samlet pris inkl. taxa – under 300 kr.

Om eftermiddagen slappede vi af i poolen, og Clara og Trine var en tur i motionscentret – noget Clara elsker – også fordi hun ikke er gammel nok til at prøve det hjemme i Danmark! Aftensmaden bestilte vi på hotellet, og selvom det er charmerende at få maden serveret ’pool-side’, så var kvaliteten desværre ikke tilsvarende fantastisk.

Lørdag startede med morgenmad efterfulgt af en tur på stranden. Pigerne købte luftmadrasser og det at se Anne komme op at ligge på den var et af turens højdepunkter. Fra tid til anden kom der rimelig store bølger og der var kraft nok til at vælte en omkuld, hvilket selvfølgelig var meget sjovt. På stranden kan man også sejle på vandscooter, parasaile eller få sig en tur på bananen. Naturligvis er det ikke billigt, det er den slags jo aldrig.

Om eftermiddagen var pigerne i poolen, og man kan godt forstå det er hotellets største aktiv. Officielt er den 154 meter lang, men hvordan de lige har målt det aner jeg ikke. Der er to almindelige pools der er forbundet, vandrutsjebaner, vandfald, bølgebad, boblebad samt en ’lazy river’ hvor man kan drive rundt. Selve hotellet er ved at blive opgraderet og renoveret, og det er også tiltrængt. Lobby, reception og restaurant er meget flotte, men den del vi boede i, trænger i den grad til en kærlig hånd – og vi boede endda på ’Super Deluxe’ værelser... hvad det så end dækker over?! :-)

Selvom Langkawi er en stor ø (knapt 500 km2) er der ingen offentlig transport. Så Robert og jeg tog en taxa ind til Kuah der er ’hovedbyen’ på Langkawi. Der er ingen grund til at forhandle om prisen, for den ligger fast på forhånd. Alle steder har de tavler med priser fra A til B – eller fra C til D. Praktisk, men sjovt at så stor en ø ikke har bare en enkelt buslinje til at forbinde byen med strandene, lufthavnen eller turistattraktionerne, for vejene var asfalteret og i ganske fin stand. Kuah by har dog ikke noget at byde på... eller mere præcist sagt: Udover at der var hæveautomater så vi kunne få nogle tiltrængte kontanter, så fik vi mad på en KFC og besøgte byens ’Mega Mall’ – der så bestod af 20-30 lokale butikker. Nå ja, så kunne vi da stryge Kuah fra listen over interessante steder...

Aftensmaden blev spist på en af de mange restauranter der ligger på gaden langs med stranden. Trine fik smagt kokosmælk direkte fra ’nødden’ – men blev hurtig enig med sig selv om, at det ikke ligefrem smagte specielt godt. Vi spillede lidt kort inden vi gik tilbage igen. På vejen købte vi lidt mad med hjem fra McDonalds til Clara og Anne der var blevet hjemme. Anne havde nemlig fået et stik af en stor ’bi-lignende’ flyvende pestilens, og det havde hurtigt udviklet sig til et pænt stort stik der gjorde ondt. Clara var heller ikke på toppen, da hun havde fået for meget sol. Vejret havde nu også været godt, og regn så vi ikke noget til i en hel del dage...

Søndag startede ved poolen – totalt afslapning. Pigerne havde haft kontakt med med en af de lokale ’pool-boys’ på hotellet, og han kunne skaffe os en tur på en vandscooter til en billig pris. Vi gik med ham ned til stranden, hvor det så viste sig at han alligevel ikke kunne give os en god pris. Så pludselig blev det dobbelt så dyrt... men det er jo nok hverken første eller sidste gang en fyr lover nogle søde piger noget... uden helt at kunne levere varen! :-)

Nå, men nu var vi jo dernede, så vi valgte en halv time til 180 kr. – og så måtte vi bytte undervejs. Trine og Emma var første hold afsted, derefter Anne og Clara. Trine fik en bonustur bag på Robert, da jeg valgte at blive på stranden. Ingen kritik af min bedste ven, men med både ham og jeg på én gang, så havde den scooter nok ikke ligefrem fløjet over vandet! Turen var dog sjov nok, omend al for kort. Det var stegende hedt, så jeg gik tilbage til hotellet, og snart efter kom Robert. Pigerne blev nede på stranden noget længere – imens vi sugede aircon på værelset. Eftermiddagen blev brugt ved poolen, for vi orkede faktisk ikke rigtigt andet. Det var planen at vi skulle have været oppe ved Langkawi’s største turistattraktioner: Skycab & Skybridge. Det er en kabelbane der på 20 min. fragter én op på toppen af Machinchang bjerget, hvorfra  en 120 m. lang bro er udspændt – ca. 100 m. oppe i luften. Desværre er Skybridgen lukket i øjeblikket pga. reparation, og uden den synes vi ikke vi ville tage kabelbanen derop. Du kan se mere om Skybridgen her:

I stedet gik vi om aftenen ned til øens ’6D-biograf’. Jeg aner ikke hvor de får de sidste dimensioner fra, men fred være med det. Vi betalte ca. 30 kr. hver og blev så spændt fast til vores sæde iført 3D-briller. Sædet kan så bevæge sig, og desuden bliver man udsat for vind, vand osv. - så det skulle virke mere realistisk. Vi har prøvet noget lignende med ’Shrek 4D’ i Universal Studios sidste år, og dette kunne ikke rigtigt leve op til den oplevelse! Vi så to små film á ca. 7 minutters varighed... men vi havde nok overlevet uden :-)

Mandag var det tid til at tjekke ud, og vi havde fået lov til at beholde vores værelser indtil kl. 15. Vi skulle videre til Phi Phi i Thailand, og egentlig var det planen vi skulle være blevet en dag længere på Langkawi. ”Problemet” var bare, at vi kun knap-og-nap ville kunne nå fra Langkawi til Krabi hvorfra båden til Phi Phi afgår. Var vi blevet det mindste forsinket undervejs, ville den sidste båd være sejlet til Phi Phi før vi nåede Krabi. I stedet valgte vi at tage af sted om eftermiddagen med båden kl. 16.30. Der er kun ’båd og bus’ forbindelse til Krabi om morgenen, så i stedet havde vi booket en privat minivan til at køre os fra Satun i Thailand (hvor båden fra Langkawi lægger til) til Krabi. Fordi vi var 6 personer endte det kun med at være ca. 20 kr. dyrere pr. person end hvis vi havde taget bussen. Vi betalte hver lidt over 200 kr. pr. person for turen - penge der var givet godt ud, da vi så havde en halv dag ekstra på Langkawi.

Vi blev hentet på hotellet og kørt ned til havnen der ligger udenfor Kuah. Bådturen tog lidt over en time, og på den anden side ventede vores chauffør med en dejlig behagelig og rummelig minivan. Immigrationen blev hurtigt overstået, og derefter satte vi kursen mod Krabi. Efter et par timer gjorde vi holdt en times tid i Trang, hvor vi fik noget at spise. Man kan godt mærke at denne sydlige del af Thailand ikke ligefrem ser mange turister! Damen der havde restauranten, havde dagen før kun solgt for 100 THB (under 20 kr.) så hun havde ikke kunnet købe ret meget mad. Det betød at hun ikke havde så meget på menuen, og det er første gang jeg har oplevet en restaurant løbe tør for ris! Vi fik dog nok til at blive mætte, og så kørte vi de sidste halvanden times tid til Krabi. Det var en super behagelig måde at gøre det på – og helt uden stress. Vi havde med vilje valgt et billigt lille guesthouse, for vi skulle jo bare sove en nat og så med båden næste morgen. Vi ankom kl. 22.45 og de holdt endda lidt længere åbent i receptionen og havde også sørget for billetter til båden til Phi Phi morgenen efter.

Tirsdag mogen spiste vi morgenmad på restauranten på P.N. Guesthouse – og det var overraskende godt. Det var i hvert fald klart den bedste frugtsalat vi havde fået på turen! Kl. 8 blev vi hentet i minibus og kørt ned til havnen... og kl. 9 sejlede båden til Phi Phi.

fredag den 26. juli 2013

Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi blev kørt til lufthavnen i Vientiane, og da jeg allerede havde tjekket os ind på AirAsia flyet til Kuala Lumpur, gik det både nemt og hurtigt. Det vil være synd at sige lufthavnen ligefrem er stor, men vi fik da vekslet vores sidste laotiske Kip, da de nemlig ikke er noget værd uden for Laos. Det har fungeret fint med ”blandingsøkonomien” med både Kip og US$, men det er nu noget irriterende, at man mange steder kun kan hæve 1.000.000 Kip i automaterne, og samtidig skal betale 15 kr. i gebyr – oveni de 30 kr. man betaler hjemme i banken. Så det koster altså 45 kr. at hæve ca. 770 kr. – en ikke helt uvæsentligt andel hvis man skal holde lange ferier i Laos. Jeg havde dog været forudseende nok til at tage en del US$ med i kontanter, men jeg tør jo heller ikke rejse rundt med for mange rede penge på mig, og så er udgiften jo bare en man må tage med...

Flyveturen til Kuala Lumpur tog godt 2½ time, og igen kan jeg kun blive imponeret over AirAsia! For mig er det fuldt forståeligt, at de nu er blevet kåret som verdens bedste lavpris flyselskab fem år i træk! Vi havde givet ca. 320 kr. for vores billetter – inkl. skatter, indtjekket bagage, sædevalg m.m. Det billigste alternativ på ruten ville have kostet 1.650 kr. for det samme. Hmmm...

Fra lufthavnen tog vi Skybus’en ind til KL Sentral – Kuala Lumpurs hovedbanegård. Turen tog en times tid og der var MASSER af benplads i bussen. Prisen var kun 9 malaysiske ringit, og den korte tur med LRT toget til Chinatown kostede kun 1 MYR. Det var en både nem og billig måde at komme ind til byen på, og kostede kun ¼ af hvad en taxa ville have kostet. Vi fandt hurtigt frem til vores hotel, som lå midt i Chinatown – blot 100 m. fra Petaling Street. Vi fik vores værelser, og sammenholdt med f.eks. Hong Kong og Singapore var disse værelser jo enormt store! Vi havde dog heller ikke valgt det billigste sted i byen, men her var i hvert fald god valuta for pengene: Gode senge, pæne badeværelser og gratis WiFi.

Vi gik en tur i området omkring vores hotel, som primært består af markedsgader. Jeg har været i Kuala Lumpur et par gange før, og der har jeg også boet i Chinatown. Jeg kan godt li’ stemningen, og jeg synes at markedet er et af de bedste jeg kender. Selvom det er kopivarer så er kvaliteten ofte rimelig høj, og priserne er også i orden, hvis man vel og mærke forstår at prutte sig frem til en god pris. Vi var lidt trætte, så vi besluttede os for at gå i seng, så vi kunne være friske dagen efter. Men næste dag bragte en stor overraskelse...

Omkring midnat kom Robert nemlig til Kuala Lumpur!!! Det var egentlig ikke planen, da han skal med sin mor og far til Nordkap senere på året. Men han havde sparet lidt feriedage sammen, og så spurgte han mig for nogle måneder siden, om det var ok han kom ud et par ugers tid. Efter vores hyggelige ferie sidste år var jeg helt sikker på at pigerne ville elske at have ham med, og da Trine også kender Robert var jeg sikker på at det også var ok med hende. Vi besluttede os for at holde det som en hemmelighed, og vi har da også Skypet med ham nogle gange undervejs – uden at nogen fattede mistanke. Han var taget af sted fra København mandag eftermiddag, og havde fulgt nogenlunde den samme rute som os... dog undtaget døgnet med natbussen fra helvede! Han har jo rejst meget sammen med mig, men der er det altid mig der fortæller hvor vi skal hen, hvornår vi skal af sted, hvilken bus osv. – så det var også lidt en prøvelse for ham. Jeg havde dog lavet en lille vejledning til ham, så det gjorde det lidt nemmere. Han havde mellemlandet i både Helsinki, Chongqing og Kunming før han nåede Kuala Lumpur, så samlet havde han et lille døgns rejse bag sig da han ankom. Men det er sgu’ meget godt gået at han klarede det på egen hånd.

Vi besluttede at udskyde overraskelsen til om morgenen, så fem minutter før vi skulle mødes bankede han på hos pigerne. Se selv her hvilken modtagelse han fik :-)


Det er vist overflødigt at konstatere at de var glade for at se ham, og han skal rejse med os de sidste 2½ uge. Vi tog ind til KL Sentral hvor vi spiste morgenmad på Subway, før vi tog metroen til Petronas Twin Towers. Jeg har tre gange tidligere forsøgt at komme op og stå på den Skybridge der forbinde de to tårne, men enten har der ikke været flere billetter til salg den dag eller også har der været lukket pga. Ramadan. Denne gang havde jeg dog booket billetter hjemmefra – en mulighed der kun har eksisteret i få måneder. Så denne gang lykkedes det simpelthen.

Først bliver man kørt op til Skybridgen i 170 meters højde. Den er i to etager. Den øverste bliver brugt af de personer der arbejder i bygningerne til hurtigt at komme fra det ene tårn til det andet, imens den nederste bruges til turister. Bagefter blev vi kørt op til observationsdækket på 86. etage – hvorfra man har et flot udsyn over byen fra 360 meters højde. Man kan dog ikke se KL Tower da Petronas’ andet tårn ligger i ”vejen”. Vel nede på jorden igen fik vi taget en masse billeder foran tårnene. Vi var på Starbucks før vi tog til Masjid Negara – National moskéen. Her blev vi iført nogle fancy lilla dragter, så vi var dækket til efter forskrifterne. Pigerne skulle have hætten på så håret også var dækket til, det behøvede Robert og jeg ikke... der er så heller ikke så meget hår at dække! :-)

Som turist må man ikke komme ind i selve bedesalen, men vi fik dog set resten. Moskéen er rimelig moderne anlagt og bestemt et besøg værd. Bagefter gik vi ned til KL’s gamle banegård hvorfra vi tog ”s-toget” til Mid-Valley hvor et af de store Mega Malls ligger. Kursen blev sat mod Pizza Hut og det er altså gode pizzaer de laver. Vi fik spillet lidt kort før vi var rundt og se centret. Der er masser af butikker og man kan helt sikkert få lang tid til at gå der. På vejen tilbage stoppede vi ved en metrostation for at få et kig på Petronas tårnene med lys på. Det lykkedes, og i tilgift så vi endda et ”vaskebjørn” lignende dyr kravlende på taget over os. Vi var trætte efter en lang dag, men det blev alligevel til en rundtur på markedet før vi kom hjem til Chinatown Boutique Hotel.

Torsdag spiste vi igen morgenmad på Subway (og det smager altså også godt)! Vi tog en par taxaer til Lake Gardens hvor vi så orkidé haven. Meget hyggeligt – og med gratis adgang – men ikke noget der kan måle sig med andre botaniske haver jeg har set. Vi spillede kort på Starbucks tæt på vores hotel, før vi skulle til lufthavnen. Vi fik hentet bagagen på hotellet og så skulle vi bare lige over til metroen. Fornuftig som jeg er, synes jeg ikke vi behøvede at slæbe al bagagen med gennem markedet, så vi tog en lille ’smutvej’. Det betød så bare at vi pludselig ikke kunne finde stationen – og tik tak, tiden går! Efter en længere gåtur rundt i området lykkedes det dog, og nu skulle vi så bare ind til KL Sentral. Men det var myldretid og toget var godt fyldt. Det lykkedes os dog at komme ombord, men Emma fik desværre sin arm i klemme i døren. Vi fandt (igen med noget besvær) lufthavnsbussen, og så var det ellers bare med at krydse fingre for at den ikke var forsinket. Vi nåede derud ca. 1 time før afgang, og da AirAsia lukker check-in 45 min. før afgang var det i sidste øjeblik. Hu-hej kom vi igennem securityen, og der var endda tid til et toiletbesøg og til at sluge en sandwich før vi blev kaldt ud til flyet. Jeg HADER at ankomme i sidste øjeblik, men det gik – og vi kunne sætte os til rette i flyet til Langkawi...


onsdag den 24. juli 2013

Vientiane

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde fået at vide at turen til Vientiane ville tage 3 timer, og for en gang skyld passede det faktisk meget godt. Vi blev sat af i centrum og derfra var der kun nogle få hundrede meters gang til vores hotel. Desværre fik vi drejet til højre en gang for tidligt, så vi kom lidt på vandring. Vi fik spurgt nogle lokale om vej, og efter lidt diskussion om hvor hotellet lå, fandt vi det endelig. Det var midt på dagen og stegende hedt, så det var rart at se skiltet med Vientiane Garden Hotel dukke op!

Det ene af vores værelser var ikke klar – faktisk var de vist ikke helt klar over at vi havde en reservation – men vi fik et værelse så vi kunne klæde om... og hoppe i poolen. Vi havde bevidst valgt dette hotel pga. swimmingpoolen, og den var egentlig også pæn nok. Den trængte bare til en omgang rengøring! Vi brugte eftermiddagen i poolen før vi gik ud for at spise aftensmad. Vejret var blandet – som det har været det meste af tiden i Laos. Dele med regn, dele med solskin og skyet resten af tiden. Faktisk har det været meget behageligt specielt om aftenen, da det på ingen måde har været kvalmende varmt.

Søndag morgen tog vi en tuk-tuk til Talat Sao – morgenmarkedet. Det er dog ændret til at være mere et center end et marked, så vi besluttede at gå ud og få morgenmad. Området omkring var dog som støvsuget for madsteder (bortset fra et par MEGET lokale steder der ikke så specielt indbydende ud). Så vi tog i stedet en tuk-tuk ned til Nam Phu – det store springvand – der betragtes som centrum i byen. Her spiste vi morgenmad på Scandinavian Bakery, og der var både croissanter, kanelsnegle og andet wienerbrød. Således styrket tog vi til Patuxai – Laos’ udgave af Paris’ triumfbue. Bygget engang i 1960’erne af cement der egentlig var doneret af USA til bygning af en ny lufthavn, står den som et symbol... det er blot sværere at regne ud hvad den symboliserer? En hån over Frankrigs kolonitid eller blot: ”Vi gjorde det fordi vi kan!”. Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke om jeg synes den er pæn – nok mere speciel end køn! Men udsigten fra toppen er nu ok, og en entrépris på 3.000 Kip (2 kr.) kan man jo ikke brokke sig over. Anne havde ondt i knæene så hun blev nede, men vi fire andre oksede op til toppen.

Bagefter tog vi til den lokale busstation, hvorfra vi tog bussen til Xieng Khuan – også kaldet Buddha Park. Her har en halv-skør kunstner engang i 50’erne skabt en samling af mere end 200 forskellige Buddha figurer, både af buddhistisk og hinduistisk oprindelse. Senere flyttede han over Mekong floden til Thailand og har skabt en tilsvarende park i Nong Khai. Der er både en kæmpe liggende Buddha, samt et græskarlignende ’monstrum’ man kan klatre op i. Adgangen er via dæmonens mund, og der er ikke meget plads til at komme op og ned. Jeg var deroppe i 2007, så jeg lod pigerne om at tage turen denne gang. Der var varmt derude, så vi fik købt både vand, frisk frugt og is for at slukke tørsten. Parken ligger 25 km. uden for Vientiane, og turen med bussen tager lidt over en time. En del af strækningen er i god stand med asfalterede veje, og man kommer f.eks. også forbi grænseovergangen mellem Laos og Thailand. På udturen skiftede vi bus dér – desværre! For resten af turen var med lokalbussen – inkl. masser af poser med madvarer indkøbt i Thailand. Det er ufatteligt at sådan nogle gamle skrammelkasser stadig kan køre rundt med passagerer... :-)

Om aftenen hyggede vi med film på værelset. Jeg fik rigget den bærbare til fjernsynet, og så stod den på ’Skytten’ – efter at Clara havde været ude og købe chips. Det var hyggeligt, men desværre var det ikke alle der holdt sig vågne gennem hele filmen... vel søster?! :-)

Mandag spiste vi igen morgenmad på Scandinavian Bakery, men det kunne ikke helt leve op til den gode oplevelse fra dagen før. Vi tog til That Luang som er en stor gylden stupa i flere niveauer. På afstand ser det stadig meget pænt ud, men det er godt nok slidt når man kommer tæt på. Vi gik ind i et af de omkringliggende templer, og overværede starten på en religiøs ceremoni. Vi fandt aldrig ud af præcist hvad det var, og efter en halv times tid luskede vi af igen. Vi så den store udendørs guld Buddha før vi gik igennem et lille marked. Eftermiddagen blev brugt på Full Moon Café, hvor vi spiste, drak og spillede kort. Jeg havde tidligere tabt flere timers massage til både Clara & Trine, men her blev det hele vundet tilbage - og lidt til - i kortspillet 'røvhul'. Sidst på eftermiddagen var vi på aftenmarkedet ved Mekong floden, og det var ok – selvom det ikke var så godt som f.eks. i Luang Prabang. Det virkede lidt mere turistet, men det var nu egentlig ikke så mange ’hvide’ turister vi så. Anne havde fået knas med ryggen, så hun fik en omgang massage sammen med Clara & Emma på vejen hjem, imens Trine og jeg tog tilbage til hotellet og snakkede og så billeder.

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet og kl. 7.30 blev vi kørt i lufthavnen. Hotellet havde ikke været den store succes i Vientiane: Dels var det for dyrt (og vi havde betalt noget mere for et sted med pool – og så brugte vi den kun én gang), og dels levede det ikke helt op til beskrivelserne. Der var ingen safetybox på værelset, værelse med balkon betød åbenbart et lille bord og to stole på den fælles gang (og det skulle endda deles mellem flere værelser) og poolen var snavset. Desuden var sengene STENHÅRDE og hotellet lå lidt væk fra centrum! Manageren var også en kende arrogant da vi tjekkede ind, og selvom han nu prøvede at virke imødekommende resten af vores ophold, så blev det nu ikke ligefrem en god anmeldelse hotellet fik på booking.com

Jeg synes gensynet med Laos har været spændende, men de tre steder vi har været har ikke forandret sig meget på seks år. Vejret har været noget blandet, selvom det nu er blevet bedre hen ad vejen. Nu er næste stop så Kuala Lumpur – Malaysias hovedstad... 

søndag den 21. juli 2013

Vang Vieng

(Klik på billedet for adgang til albummet)

VIP bussen til Vang Vieng så på overfladen helt fin ud, men som man jo godt ved, så kan skindet bedrage! Der var ingen plads til benene, men turen skulle jo kun vare seks timer, så mon ikke det går?

Vi kørte fra Luang Prabang kl. 9.30 og så gik turen ellers sydpå. Der er bjergrigt i området, så selvom vi kun skulle tilbagelægge 233 km. så stod det hurtigt klart at det ville tage noget tid. Det er sjældent jeg har lyst til at rose buschauffører, men denne gut kørte faktisk rigtigt godt – næsten for forsigtigt og langsomt til tider...

På et tidspunkt hører vi et knald under bussen, og min første tanke er at akslen er knækket, og så er vi jo temmelig ilde stedt. Så galt er det dog ikke, da det ’kun’ er en punktering. Nu er der dobbelthjul på bussen, så chaufføren får os listet ned til et plant område, og så går de ellers i gang med at skifte hjul. Det tager en halv times tid, og imens kan vi få en tiltrængt mulighed for at strække benene. Efter hjulet var skiftet kunne vi fortsætte turen.

Vi nåede Vang Vieng efter 8½ time, så de seks timer kom ikke til at holde. Vi tog en tuk-tuk til vores hotel, og det var nok meget smart, eftersom den eneste adresse vi havde var ’ved flodbredden Vang Vieng’. Vejnavne og husnumre er ikke det de gør det mest i... :-)

Vi havde booket de billigste værelser på Silver Naga, hvilket vil sige dem der vendte væk fra floden, men vi fik en gratis opgradering til værelser med udsigt over floden. Det kan man jo kun kalde fin service. Det koster jo selvfølgelig ikke dem noget, men det gør da at man bliver ekstra positiv fra starten. Vi fik også lov til at bruge poolen en time efter normal lukketid, og en dukkert var lige hvad vi havde brug for. Vi havde valgt hotellet fordi det er ét af kun seks i Vang Vieng med pool. Vi havde så fået et godt tilbud på nettet, og med vores opgradering af værelset var vi fint kørende. Hotellet er bygget i 2011, så alt er stadig nyt og fint. Det omfatter også gode senge og nogle skønne dyner – tænk engang: Rigtige dyner! Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng.

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet, og det levede desværre ikke helt op til standarden. Det var primært asiatiske retter, og jeg kan altså ikke spise ris- eller nuddelretter til morgenmad. Der var faktisk en ’ægge-dame’, men når man ikke kan lave scrambled æg, så er det altså op ad bakke. Jeg forsøgte med fagter at forklare at hun bare skulle røre rundt, men det lykkedes ikke helt.

Vi gik på jagt efter eventyr, og pigerne besluttede sig for at tage en kajaktur på Nam Song floden. Jeg synes de 12 km. lød lige en tand for hård til mig, så de fire tog af sted uden mig. Jeg fik så et par timer til at gå med at sidde og læse på en af byens mange restauranter. Da jeg var i Laos i 2007 var Vang Vieng et sted man som backpacker skulle til i Laos. Der var masser af barer og de specielle restauranter hvor man kan ligge og slappe af, spise, drikke og se gamle film eller genudsendelser af ’Venner’. Det har såmænd ikke ændret sig, faktisk er der bare kommet flere guesthouses – men her er markant færre mennesker! Rygtet som ’festby’ havde åbenbart til sidst fået bugt med byen, og alt for mange dødsfald havde fået lukket en del af de værste steder. Vang Vieng var kendt for forskellige stoffer, og kombineret med druk og sejlture på floden, så var der altså flere der ikke overlevede. I dag er mange af de værste barer lukket, og det samme gælder alle aktiviteterne i forbindelse med tubing på floden.

Pigerne vendte tilbage fra deres kajaktur og de havde nydt det. De havde hver betalt 60.000 kip (45 kr.) for turen og det kan man kun kalde billigt. Efter en tur i poolen besluttede vi os for at teste nattelivet i byen. Så tøserne blev ’dullet op’ og så gik vi ud og fik noget at spise. Senere gik vi på den Irske Pub, da de på gaden lokkede med gratis drinks. Det fik vi så, og da der samtidig var ’happy hour’ blev det en billig tur i byen. Der var mange mennesker, men musikken var ikke specielt god så det blev ikke så sent da vi trissede hjemad. Det må vi gøre ordentligt et andet sted!

Onsdag lejede vi cykler – og en scooter til mig – og så satte vi kursen nordpå. Nogle få kilometer udenfor byen ligger der en ’Organic Farm’ som er kendt for deres morbærtræer – mulberry trees. Vi fik en frugt shake til at starte med, og fik så arrangeret en rundvisning af ejeren – Mr. T. – en gammel laot på 70 år. Han viste os først mulberry træerne hvorfra de bruger bladene som foder for silkelarverne. De har over en halv million larver, men produktionen af silke er øjensynligt ikke særlig rentabel. Faktisk kan de kun få 200$ for 10 kg. silke, så i stedet for at sælge det laver de selv produkter og sælger dem, det giver nemlig flere penge i kassen. Vi endte med en rundvisning på over 1½ time, og fik udover morbærtræerne bla. set avocado, mango, papaya, stjernefrugt, pomelo samt bomuld. Vi fik også set de geder de har gående, grise samt marsvin. Alle dyr de har gående har ét hovedformål: At producere gødning, så jorden kan blive mere frugtbar. Mr. T fortalte en sjov historie om da han startede farmen, for ingen af de lokale troede på at han kunne få noget til at gro i den lerede jord. Men han fik byens børn til at bringe deres husholdningsaffald til ham, og så fik de i stedet et par stykker slik. På den måde kunne han lave god kompost, og sikre at det han plantede nu også kunne gro – smart udnyttelse af børnearbejde! ;-)

Vi så også de hytter de har bygget af lermursten, en gammeldags omend effektiv måde at bygge på. Alt i alt fik vi virkelig en god rundvisning, og det kan varmt anbefales hvis man kommer på de kanter. Emma og Trine fik en hurtig lektion i kørsel på scooter, hvis de nu skulle køre en af de følgende dage. Det er ikke helt nemt med manuelt gear på sådan én, men det lykkedes nu alligevel. Emma fangede det nok bedst, men hun er jo også en erfaren ’biker-babe’...

Tilbage på hotellet var vi i poolen, og det undervandskamera vi har lånt af Robert blev flittigt brugt. Specielt Clara elsker at tage billeder i vandet, men Trine fik nu også taget en del billeder. Når man kan få serveret mad og drikke ved poolen så skal det selvfølgelig gøres, og en frugt shake smager altså bare bedre under de omstændigheder – specielt når man også har en fantastisk udsigt over floden man kan nyde. Om aftenen var der karbad på menuen – det er også ren luksus...

Torsdag var det så tid til at prøve Vang Viengs største attraktion: Tubing! Kort fortalt går det ud på, at for 55.000 kip (40 kr.) bliver man kørt nogle kilometer udenfor byen, hvor man placerer numsen i en stor badering, og så sejler/flyder man så ned af Nam Song floden. Når man kommer tilbage til byen er turen slut. Denne ’forlystelse’ er en klassiker på backpacker-ruten i syd-øst asien – den såkaldte ’Banana Pancake Trail’. Tidligere lå der mindst 20 barer og et tilsvarende antal steder med udspringstårne, rutsjebaner og rebsving man kunne more sig med undervejs. Alt det er nu fjernet – igen pga. for mange dødsfald. Lidt ærgerligt for det var sgu’ meget sjovt, men hvis det medfører flere dødsfald så er det selvfølgelig klogt nok at lukke. Men tubingen kan man stadig nyde, og i regntiden er der selvfølgelig noget mere gang i floden. Så turen tog nok omkring 1½ time, hvor den sagtens kan tage 4-5 timer når det ikke er regntid. Anne & Clara var bundet sammen med et stykke tov, for da der ikke ligefrem er nogle bremser på sådan en gummiring, så flyder man jo altså derhen hvor strømmen fører en. Da vi skulle stoppe havde vi en lille smule problemer pga. strøm, men det lykkedes dog at få alle mand i land... også min søster der ellers var tæt på at sejle videre. Frokosten blev spist på ’bageriet’ hvor vi både fik sandwich, kanelsnegl og chokoladekage – mums! Hjemme på hotellet stod den atter på pool (og igen mange billeder!) samt karbad. Vi fik spillet kort nede i lobbyen og fik foreviget hele tre nye Fanta’er: Blåbær, vindrue og mixed frugt... alle smagte i øvrigt af klistret ’boble-tyggegummi’. Restauranten på hotellet var lukket, så vi begav os ud i regnen til en hyggelig restaurant 50 m. nede af gaden. Her krøb vi op på platformen til et af ’ligge-ned’ bordene og fik en skøn aftensmad. En perfekt slutning på en dejlig dag...

Fredag var det planen at vi ville leje scootere og køre over på den anden side af floden, men vi var blevet advaret om at der var rimelig smattet og derved ikke så fremkommeligt. Så i stedet hyrede vi en gut med en minibus der kunne køre os rundt hele dagen – på den måde havde vi også en lokal guide, og det kan jo nogle gange være en god idé. Det viste sig hurtigt at være den rigtige beslutning vi havde truffet, for vejene var ikke ligefrem nemme at køre på, og det havde været svært at klare på cykel eller scooter.

Første stop var ved Tham Phu Kham hulen. Det startede fint nok med en lille sti og nogle udhuggede trappetrin der skulle føre op til indgangen til hulen, men efterhånden mindede det mere om en klatreekspedition. Med tanke på min højdeskræk og fobi overfor ufremkommelige, smattede, smalle trappetrin hvor det eneste der er at holde fast i, er dårligt monterede bambusrør samt forrevne klipper, valgte jeg at vende om igen – ca. 2/3 af vejen mod toppen. Hatten af for at de andre fortsatte, mens jeg begyndte min langsommelige tur ned igen. Jeg ved ikke hvorfor det er at jeg ikke overvejer disse situationer på forhånd, men undervejs nåede jeg et par gange til den konklusion, at de måtte komme med et reb og fire mig ned, ellers måtte jeg leve resten af mine dage på den forbandede trappe! Alternativet måtte være et reb og så måtte de fire mig ned! Så galt gik det dog ikke, men det var med noget bævende knæ jeg kom ned igen, og jeg var glad da jeg en halv times tid efter kunne se de andre komme ned – ligeledes i god behold.

Vi trængte i den grad til en dukkert, og heldigvis ligger der også en lille sø – optimistisk kaldet ’Blue Lagoon’. Efter sigende skulle den være blå udenfor regntiden, men nu bliver mudderet pisket op og den var mere grøn end blå. Der var lavet tov så man kunne svinge sig ud i vandet eller springe ned fra et træ. Min kære søster prøvede rebet et par gange... måske ikke så elegant, men hun gjorde det. De store piger skulle ikke prøve, men Clara var modig nok til at tage en hel del ture. Efter dukkerten viste Trine lige et par af de lokale – samt et par vestlige turister – hvordan man spiller volleyball :-)

Da vi skulle fortsætte kunne bilen ikke starte, men den fik de lokale nu hurtigt ordnet så turen kunne gå videre. Vi stoppede ved en rismark hvor man var i gang med såningen af de små stiklinger. Vi fik lov til at hjælpe med, og det er imponerende så hurtigt de kan få plantet sådan en mark til. Alle hjælper med og det er hårdt arbejde at gå foroverbøjet en hel dag i det varme vand. En halv times tid var nok, og så sagde både de lokale og vi tak for oplevelsen. Jeg tror egentlig de synes det var ret sjovt, og selvom det ikke var helt så snorlige som deres mønstre, så tror jeg nu heller ikke ligefrem de gik tilbage og plantede det om igen. Vi gjorde i hvert fald vores bedste, og næste gang der spises ris bliver der nok skænket en tanke eller to på det store arbejde der skal til...

Vi sluttede af ved Kaeng Nyui vandfaldet øst for Vang Vieng. Turen op til det var noget nemmere end til grotten, selvom det regnede hele vejen. Da vi nåede frem til vandfaldet blev vi endnu mere våde, da det bare sprøjtede ud fra klippen så vi var fuldstændig gennemblødte. Gudskelov vi havde undervandkameraet med ellers havde vi ikke fået nogen billeder dér. Da vi kom tilbage til bilen, var vandstanden steget så meget at vi ikke kunne køre over en lille betonbro, da den nu stod under vand. Vi måtte derfor vente en times tid før vi kunne komme over på den anden side. Så vi sad og ventede på at vandet skulle falde, imens der blev tændt op i grillen. Menuen: Hele kyllinger – med hoved og det hele, skovrotter og flagermus. Ingen af os var liiiige så sultne på det tidspunkt... :-)

Tilbage i byen var Anne og jeg lige en tur på skadestuen, da hun havde fået en splint fra en plante i fingeren. Der var dog ikke noget at se, så efter et par minutter var vi ude igen. Vi købte billetter til minibussen til Vientiane (55.000 kip = 40 kr.) til dagen efter. Så prøver vi om minibussen er bedre end VIP-bussen! :-)

Det havde været en lang, men god dag – så vi var trætte da vi gik i seng. Jeg synes stadig Vang Vieng er en hyggelig by, men man kan godt mærke der er færre turister – og tingene er ikke så vilde som tidligere. Om det så er godt eller skidt må jo være op til én selv at bedømme...

Lørdag morgen spiste vi morgenmad, tjekkede ud – og kl. 9.30 kørte minibussen... med kurs mod Laos’ hovedstad: Vientiane...