Vang Vieng

(Klik på billedet for adgang til albummet)

VIP bussen til Vang Vieng så på overfladen helt fin ud, men som man jo godt ved, så kan skindet bedrage! Der var ingen plads til benene, men turen skulle jo kun vare seks timer, så mon ikke det går?

Vi kørte fra Luang Prabang kl. 9.30 og så gik turen ellers sydpå. Der er bjergrigt i området, så selvom vi kun skulle tilbagelægge 233 km. så stod det hurtigt klart at det ville tage noget tid. Det er sjældent jeg har lyst til at rose buschauffører, men denne gut kørte faktisk rigtigt godt – næsten for forsigtigt og langsomt til tider...

På et tidspunkt hører vi et knald under bussen, og min første tanke er at akslen er knækket, og så er vi jo temmelig ilde stedt. Så galt er det dog ikke, da det ’kun’ er en punktering. Nu er der dobbelthjul på bussen, så chaufføren får os listet ned til et plant område, og så går de ellers i gang med at skifte hjul. Det tager en halv times tid, og imens kan vi få en tiltrængt mulighed for at strække benene. Efter hjulet var skiftet kunne vi fortsætte turen.

Vi nåede Vang Vieng efter 8½ time, så de seks timer kom ikke til at holde. Vi tog en tuk-tuk til vores hotel, og det var nok meget smart, eftersom den eneste adresse vi havde var ’ved flodbredden Vang Vieng’. Vejnavne og husnumre er ikke det de gør det mest i... :-)

Vi havde booket de billigste værelser på Silver Naga, hvilket vil sige dem der vendte væk fra floden, men vi fik en gratis opgradering til værelser med udsigt over floden. Det kan man jo kun kalde fin service. Det koster jo selvfølgelig ikke dem noget, men det gør da at man bliver ekstra positiv fra starten. Vi fik også lov til at bruge poolen en time efter normal lukketid, og en dukkert var lige hvad vi havde brug for. Vi havde valgt hotellet fordi det er ét af kun seks i Vang Vieng med pool. Vi havde så fået et godt tilbud på nettet, og med vores opgradering af værelset var vi fint kørende. Hotellet er bygget i 2011, så alt er stadig nyt og fint. Det omfatter også gode senge og nogle skønne dyner – tænk engang: Rigtige dyner! Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng.

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet, og det levede desværre ikke helt op til standarden. Det var primært asiatiske retter, og jeg kan altså ikke spise ris- eller nuddelretter til morgenmad. Der var faktisk en ’ægge-dame’, men når man ikke kan lave scrambled æg, så er det altså op ad bakke. Jeg forsøgte med fagter at forklare at hun bare skulle røre rundt, men det lykkedes ikke helt.

Vi gik på jagt efter eventyr, og pigerne besluttede sig for at tage en kajaktur på Nam Song floden. Jeg synes de 12 km. lød lige en tand for hård til mig, så de fire tog af sted uden mig. Jeg fik så et par timer til at gå med at sidde og læse på en af byens mange restauranter. Da jeg var i Laos i 2007 var Vang Vieng et sted man som backpacker skulle til i Laos. Der var masser af barer og de specielle restauranter hvor man kan ligge og slappe af, spise, drikke og se gamle film eller genudsendelser af ’Venner’. Det har såmænd ikke ændret sig, faktisk er der bare kommet flere guesthouses – men her er markant færre mennesker! Rygtet som ’festby’ havde åbenbart til sidst fået bugt med byen, og alt for mange dødsfald havde fået lukket en del af de værste steder. Vang Vieng var kendt for forskellige stoffer, og kombineret med druk og sejlture på floden, så var der altså flere der ikke overlevede. I dag er mange af de værste barer lukket, og det samme gælder alle aktiviteterne i forbindelse med tubing på floden.

Pigerne vendte tilbage fra deres kajaktur og de havde nydt det. De havde hver betalt 60.000 kip (45 kr.) for turen og det kan man kun kalde billigt. Efter en tur i poolen besluttede vi os for at teste nattelivet i byen. Så tøserne blev ’dullet op’ og så gik vi ud og fik noget at spise. Senere gik vi på den Irske Pub, da de på gaden lokkede med gratis drinks. Det fik vi så, og da der samtidig var ’happy hour’ blev det en billig tur i byen. Der var mange mennesker, men musikken var ikke specielt god så det blev ikke så sent da vi trissede hjemad. Det må vi gøre ordentligt et andet sted!

Onsdag lejede vi cykler – og en scooter til mig – og så satte vi kursen nordpå. Nogle få kilometer udenfor byen ligger der en ’Organic Farm’ som er kendt for deres morbærtræer – mulberry trees. Vi fik en frugt shake til at starte med, og fik så arrangeret en rundvisning af ejeren – Mr. T. – en gammel laot på 70 år. Han viste os først mulberry træerne hvorfra de bruger bladene som foder for silkelarverne. De har over en halv million larver, men produktionen af silke er øjensynligt ikke særlig rentabel. Faktisk kan de kun få 200$ for 10 kg. silke, så i stedet for at sælge det laver de selv produkter og sælger dem, det giver nemlig flere penge i kassen. Vi endte med en rundvisning på over 1½ time, og fik udover morbærtræerne bla. set avocado, mango, papaya, stjernefrugt, pomelo samt bomuld. Vi fik også set de geder de har gående, grise samt marsvin. Alle dyr de har gående har ét hovedformål: At producere gødning, så jorden kan blive mere frugtbar. Mr. T fortalte en sjov historie om da han startede farmen, for ingen af de lokale troede på at han kunne få noget til at gro i den lerede jord. Men han fik byens børn til at bringe deres husholdningsaffald til ham, og så fik de i stedet et par stykker slik. På den måde kunne han lave god kompost, og sikre at det han plantede nu også kunne gro – smart udnyttelse af børnearbejde! ;-)

Vi så også de hytter de har bygget af lermursten, en gammeldags omend effektiv måde at bygge på. Alt i alt fik vi virkelig en god rundvisning, og det kan varmt anbefales hvis man kommer på de kanter. Emma og Trine fik en hurtig lektion i kørsel på scooter, hvis de nu skulle køre en af de følgende dage. Det er ikke helt nemt med manuelt gear på sådan én, men det lykkedes nu alligevel. Emma fangede det nok bedst, men hun er jo også en erfaren ’biker-babe’...

Tilbage på hotellet var vi i poolen, og det undervandskamera vi har lånt af Robert blev flittigt brugt. Specielt Clara elsker at tage billeder i vandet, men Trine fik nu også taget en del billeder. Når man kan få serveret mad og drikke ved poolen så skal det selvfølgelig gøres, og en frugt shake smager altså bare bedre under de omstændigheder – specielt når man også har en fantastisk udsigt over floden man kan nyde. Om aftenen var der karbad på menuen – det er også ren luksus...

Torsdag var det så tid til at prøve Vang Viengs største attraktion: Tubing! Kort fortalt går det ud på, at for 55.000 kip (40 kr.) bliver man kørt nogle kilometer udenfor byen, hvor man placerer numsen i en stor badering, og så sejler/flyder man så ned af Nam Song floden. Når man kommer tilbage til byen er turen slut. Denne ’forlystelse’ er en klassiker på backpacker-ruten i syd-øst asien – den såkaldte ’Banana Pancake Trail’. Tidligere lå der mindst 20 barer og et tilsvarende antal steder med udspringstårne, rutsjebaner og rebsving man kunne more sig med undervejs. Alt det er nu fjernet – igen pga. for mange dødsfald. Lidt ærgerligt for det var sgu’ meget sjovt, men hvis det medfører flere dødsfald så er det selvfølgelig klogt nok at lukke. Men tubingen kan man stadig nyde, og i regntiden er der selvfølgelig noget mere gang i floden. Så turen tog nok omkring 1½ time, hvor den sagtens kan tage 4-5 timer når det ikke er regntid. Anne & Clara var bundet sammen med et stykke tov, for da der ikke ligefrem er nogle bremser på sådan en gummiring, så flyder man jo altså derhen hvor strømmen fører en. Da vi skulle stoppe havde vi en lille smule problemer pga. strøm, men det lykkedes dog at få alle mand i land... også min søster der ellers var tæt på at sejle videre. Frokosten blev spist på ’bageriet’ hvor vi både fik sandwich, kanelsnegl og chokoladekage – mums! Hjemme på hotellet stod den atter på pool (og igen mange billeder!) samt karbad. Vi fik spillet kort nede i lobbyen og fik foreviget hele tre nye Fanta’er: Blåbær, vindrue og mixed frugt... alle smagte i øvrigt af klistret ’boble-tyggegummi’. Restauranten på hotellet var lukket, så vi begav os ud i regnen til en hyggelig restaurant 50 m. nede af gaden. Her krøb vi op på platformen til et af ’ligge-ned’ bordene og fik en skøn aftensmad. En perfekt slutning på en dejlig dag...

Fredag var det planen at vi ville leje scootere og køre over på den anden side af floden, men vi var blevet advaret om at der var rimelig smattet og derved ikke så fremkommeligt. Så i stedet hyrede vi en gut med en minibus der kunne køre os rundt hele dagen – på den måde havde vi også en lokal guide, og det kan jo nogle gange være en god idé. Det viste sig hurtigt at være den rigtige beslutning vi havde truffet, for vejene var ikke ligefrem nemme at køre på, og det havde været svært at klare på cykel eller scooter.

Første stop var ved Tham Phu Kham hulen. Det startede fint nok med en lille sti og nogle udhuggede trappetrin der skulle føre op til indgangen til hulen, men efterhånden mindede det mere om en klatreekspedition. Med tanke på min højdeskræk og fobi overfor ufremkommelige, smattede, smalle trappetrin hvor det eneste der er at holde fast i, er dårligt monterede bambusrør samt forrevne klipper, valgte jeg at vende om igen – ca. 2/3 af vejen mod toppen. Hatten af for at de andre fortsatte, mens jeg begyndte min langsommelige tur ned igen. Jeg ved ikke hvorfor det er at jeg ikke overvejer disse situationer på forhånd, men undervejs nåede jeg et par gange til den konklusion, at de måtte komme med et reb og fire mig ned, ellers måtte jeg leve resten af mine dage på den forbandede trappe! Alternativet måtte være et reb og så måtte de fire mig ned! Så galt gik det dog ikke, men det var med noget bævende knæ jeg kom ned igen, og jeg var glad da jeg en halv times tid efter kunne se de andre komme ned – ligeledes i god behold.

Vi trængte i den grad til en dukkert, og heldigvis ligger der også en lille sø – optimistisk kaldet ’Blue Lagoon’. Efter sigende skulle den være blå udenfor regntiden, men nu bliver mudderet pisket op og den var mere grøn end blå. Der var lavet tov så man kunne svinge sig ud i vandet eller springe ned fra et træ. Min kære søster prøvede rebet et par gange... måske ikke så elegant, men hun gjorde det. De store piger skulle ikke prøve, men Clara var modig nok til at tage en hel del ture. Efter dukkerten viste Trine lige et par af de lokale – samt et par vestlige turister – hvordan man spiller volleyball :-)

Da vi skulle fortsætte kunne bilen ikke starte, men den fik de lokale nu hurtigt ordnet så turen kunne gå videre. Vi stoppede ved en rismark hvor man var i gang med såningen af de små stiklinger. Vi fik lov til at hjælpe med, og det er imponerende så hurtigt de kan få plantet sådan en mark til. Alle hjælper med og det er hårdt arbejde at gå foroverbøjet en hel dag i det varme vand. En halv times tid var nok, og så sagde både de lokale og vi tak for oplevelsen. Jeg tror egentlig de synes det var ret sjovt, og selvom det ikke var helt så snorlige som deres mønstre, så tror jeg nu heller ikke ligefrem de gik tilbage og plantede det om igen. Vi gjorde i hvert fald vores bedste, og næste gang der spises ris bliver der nok skænket en tanke eller to på det store arbejde der skal til...

Vi sluttede af ved Kaeng Nyui vandfaldet øst for Vang Vieng. Turen op til det var noget nemmere end til grotten, selvom det regnede hele vejen. Da vi nåede frem til vandfaldet blev vi endnu mere våde, da det bare sprøjtede ud fra klippen så vi var fuldstændig gennemblødte. Gudskelov vi havde undervandkameraet med ellers havde vi ikke fået nogen billeder dér. Da vi kom tilbage til bilen, var vandstanden steget så meget at vi ikke kunne køre over en lille betonbro, da den nu stod under vand. Vi måtte derfor vente en times tid før vi kunne komme over på den anden side. Så vi sad og ventede på at vandet skulle falde, imens der blev tændt op i grillen. Menuen: Hele kyllinger – med hoved og det hele, skovrotter og flagermus. Ingen af os var liiiige så sultne på det tidspunkt... :-)

Tilbage i byen var Anne og jeg lige en tur på skadestuen, da hun havde fået en splint fra en plante i fingeren. Der var dog ikke noget at se, så efter et par minutter var vi ude igen. Vi købte billetter til minibussen til Vientiane (55.000 kip = 40 kr.) til dagen efter. Så prøver vi om minibussen er bedre end VIP-bussen! :-)

Det havde været en lang, men god dag – så vi var trætte da vi gik i seng. Jeg synes stadig Vang Vieng er en hyggelig by, men man kan godt mærke der er færre turister – og tingene er ikke så vilde som tidligere. Om det så er godt eller skidt må jo være op til én selv at bedømme...

Lørdag morgen spiste vi morgenmad, tjekkede ud – og kl. 9.30 kørte minibussen... med kurs mod Laos’ hovedstad: Vientiane...