tirsdag den 16. juli 2013

Luang Prabang

 
 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter næsten et års venten... med planlægning, mails og feriemøder - var det ENDELIG blevet mandag d. 8. juli 2013. Vi skulle på sommerferie i en måned, og denne gang var familien blevet udvidet med et ’feriebarn’. Emmas bedste veninde Trine skulle med, så hun på egen krop kunne opleve asien. Mange destinationer var blevet overvejet – og forkastet – både af hensyn til tid og penge. Vi havde scoret nogle billige billetter til Chongqing i Kina med Finnair, så første destination var altså Helsinki.

Vi mødtes i lufthavnen kl. 11, og dér kunne Trine så vinke farvel til sin mor. Uanset om man snart er 18 år gammel, så er en måned længe at være væk. Både Trine og Lise klarede det nu meget godt... det var ikke overraskende lidt sværere for min søster!

Vi fløj til Helsinki der er en lille kompakt lufthavn. Vi skulle igennem paskontrollen, og her benyttede vi de smarte sluser i stedet for de manuelle køer. Man skanner sit pas i maskinen, og går derefter ind i en lille sluse. Så bliver der taget et billede af én, og hvis det matcher det i ens pas, så lyser lampen grøn og man kan gå ud i den anden ende. Smart – men samlet tog det nok længere tid end på den ’gammeldags’ manér. Vi skulle kun vente 1½ time i Helsinki, men Trine fik lige skypet hjem at alt (foreløbig) var ok. Gad vide om hun egentlig ved hvad hun har sagt ja til?! :-)

Flyveturen fra Helsinki til Chongqing tog knapt 8 timer, og jeg var endda så heldig at have et tomt sæde ved siden af mig – det er altså luksus på så lang en flyvning. Maden ombord var faktisk rigtig god, og de var flinke til at gå rundt med drikkevarer om natten – det er god service! Clara var hurtig til at vise Trine alle funktionerne på flyet - man er vel veteran?! ;-)

Vi landede i Chongqing lufthavn kl. 7.30 lokal tid, og da vi jo havde fået kinesisk visum hjemmefra gik det let og smertefrit. Trine var dog lidt forundret over at hun pludselig havde fået sådan et i hendes pas :-)

Ved bagagebåndet dukkede pigernes 4 kufferter hurtigt op. Men min rygsæk var dog ingen steder at se. Det var dog en smule beroligende, at der stod en del andre rejsende som også manglede deres bagage, så der var nok bare strandet en bagagevogn et sted. Men nej! Senere gik det op for os, at min rygsæk ikke kom, og det blev også bekræftet af lufthavnens personale. Min rygsæk var formegentlig stadig i Helsinki, men de kunne få den med et fly til Chongqing om senest to dage. Det ville bare ikke hjælpe mig noget, da vi jo ikke skulle blive i Kina, men derimod direkte videre til Laos. Jeg fik udfyldt papirarbejdet, og bad dem om at videresende min rygsæk til Luang Prabang i Laos. Så der stod jeg så... uden andet tøj end det jeg gik i, men jeg synes nu selv jeg tog det meget fint. Det er jo ikke så meget tingene der er i, for alt kan jo købes igen for penge, men for mig er det mere et spørgsmål om at finde tøj eller sko i min størrelse. En gennemsnit kineser eller laot bruger ikke 5XL eller str. 46 i sandal...

Nå, men vi fik lidt mad at spise, og jeg modtog en opringning fra en repræsentant fra Finnair, som faktisk snakkede et forståeligt engelsk. Min rygsæk var blevet fundet i Helsinki, og de skulle nok finde en måde at få den til Luang Prabang på indenfor nogle dage. Selvfølgelig ville jeg da helst have haft min rygsæk hos mig, men alt andet lige var det jo positivt at de vidste hvor den var.

Fra Chongqing fløj vi indenrigs med China Southern til Kunming. Her var der ingen problemer, udover at vores visum lige skulle matches med vores pas, men derefter gik det hele glat. Flyet var en halv times tid forsinket, så vi fik taget os en lille lur i lufthavnen. Man kunne godt mærke på os at vi efterhånden havde haft en lang rejse bag os... og så var den jo faktisk dårligt startet!

Vi ankom til Kunming og fandt mirakuløst en bus der kørte os til byens sydlige busstation, hvorfra den frygtede 24 timers sovebus til Luang Prabang kører. Vi ankom kl. 17 – dvs. 1½ time før bussen skulle køre. Der var 7 pladser tilbage på bussen, så vi købte glad de 5 – også selvom det var overkøjer. Personligt kan jeg bedst lide underkøjer, for dels er det nemmere at komme ind og ud, og dels er der jo ikke den store risiko for at falde ud. Vi fik købt lidt proviant til turen, og så var vi ellers klar!

Jeg må jo hellere lige forklare: Jeg har forsøgt ALLE muligheder for at undgå denne sovebus! Jeg har ikke noget imod lange rejser, og 24 timer med et kinesisk tog med sovevogn ville på ingen måde røre mig. Det har jeg gjort masser af gange, og vil gladeligt gøre det igen. Men der er bare ingen nem måde at komme til Luang Prabang i det nordlige Laos på. Det er en international lufthavn, men der flyves kun dertil fra Bangkok, Vientiane, Hanoi, Chiang Mai og Siem Reap, og det var ikke muligt at få billige billetter fra Chongqing til nogle af de byer. Billigste fly-mulighed fra Chongqing til Luang Prabang kostede over 4.000 kr. og krævede to mellemlandinger. Ruten med fly til Kunming og bus derfra kostede sammenlagt kun 1.100 kr. – så vi sparede altså næsten 3.000 kr. pr. mand ved at gøre det på denne måde. Med det i baghovedet spoler vi så frem til der hvor vi går op i bussen...

I starten ser det lovende ud: Rimelig bred midtergang og fornuftige køjer – indtil det går op for mig hvor vores pladser er! Det er så de fem sovepladser på den øverste platform, henover bagsædet – hvis der altså havde været et! Gangen er nu snævret ind til at være ca. 40 cm. bred, og jeg skal altså have min store krop op i det lille aflukke. Jeg får – på en eller anden måde – mast mit korpus derop, imens den halve bus (inkl. mine egne rejsefæller) er ved at dø af grin over synet. Med hiv og sving kommer vi alle 5 på plads og begynder at arrangere tasker, tæpper, madvarer m.m. Der er så lavt til loftet at man tror det er løgn, og hvis én af os skal ligge på siden bliver de 4 andre nødt til at gøre det samme, så lidt plads er der... og der skulle vi ligge i 24 timer – muligvis mere! Ikke nok med at der var smalt, så var længden vel ca. 150 cm. – eller knapt 30 cm. for kort til at man kunne ligge der. Nå, vi tog det nu med et smil – og det er jo altid bedre at grine af tingene fremfor at græde.

Lyset blev hurtigt slukket og så var der jo ikke andet at gøre end at prøve at sove lidt. Det lykkedes Clara og jeg at få et par timers søvn, men det var i små etaper af få minutters varighed. Der var enkelte stop om natten, og skulle man tisse eller lave l*** så var det bare ud på vejen at gøre det. Jeg kom slet ikke ikke ud – og det var såmænd ikke fordi jeg ikke skulle, men jeg orkede bare ikke turen ud og ind af bussen. Vi nåede grænsen ved Mohan inden kl. 6 om morgenen, men chaufføren kørte også godt til. Grænsen åbnede dog først kl. 8 så vi måtte pænt vente lidt. Vi fik stemplet ud af Kina, og så ombord på bussen igen. En kort køretur gennem ingenmandsland og så kom vi til den laotiske side af grænsen ved Boten. Vi købte vores visum her (32 US$) og det gik ligeledes smertefrit, omend en lille smule kaotisk. Vi fik lidt undeligt smagende morgenmad imens bussen blev clearet, og derefter kunne vi fortsætte mod Luang Prabang.

På dette tidspunkt er det ca. 40 timer siden vi tog fra København, og selvom vi har holdt humøret godt oppe, så kan man godt mærke at trætheden er ved at melde sig. Indtil nu har busturen ”bare” været irriterende fordi der ikke er noget plads, men nu melder et nyt moment sig: Laos’ veje...

Jeg kan faktisk ikke med ord beskrive de sidste 6-7 timers kørsel til Luang Prabang, men blot konstatere at det er den VÆRSTE bustur jeg nogensinde har været på, og det siger altså ikke så lidt! Der var så mange huller i vejen, at vi blev smidt rundt – og der blev bandet ikke så lidt, både på dansk og på kinesisk. Om det sidste så var over vejen eller over os... det skal jeg ikke kunne sige. Men efter udmattende 25 timer i bussen nåede vi endelig Luang Prabang – og aldrig har jeg været mere glad for at komme ud af en bus. 48 timers rejse var endelig slut!

Vi tog en tuk-tuk til vores lille hotel – Riverside Guesthouse. Det ligger ned til Nam Khan floden, på den ’dyre’ halvø nordøst for national museet. Vi havde booket et dobbelt- og et tripple-værelse til hhv. 25 og 30 US$ inkl. morgenmad. Stedet var ikke stort, men værelserne var fine og sengene endda rigtig gode. Vi gik en tur ned til natmarkedet, der ikke er specielt turistet – men har mange fine lokalt producerede varer. Det var skønt at kravle i en rigtig seng og sove.

Torsdag morgen spiste vi morgenmad med udsigt over floden. Vi var trætte efter en lang rejse, så vi besluttede at holde en ’Wellness-dag’. Pigerne fik massage og ordnet negle – og jeg fik sovet. Vi så en masse søde børn der vinkede til os på vejen, og pigerne gik ind og sagde hej. Det var børnehavebørn og de var bare så bedårende. De synes det var sjovt at lege med Emmas armbåndsur, en batteridrevet vifte eller se billeder af sig selv på kameraet lille skærm. Aftenen sluttede med endnu en shoppetur på natmarkedet – og nu kunne jeg godt mærke at jeg savner Robert! :-)

Fredag morgen spiste vi morgenmad, og så lejede vi en minibus der kunne køre os ud til Tad Sae vandfaldet, som var på listen over ting vi gerne ville opleve. Turen derud tog kun en halv times tid, og derfra skulle vi på en lille bådtur de sidste 5 minutter til selve vandfaldet. Trine var ikke helt tryg ved båden, men det gik nu uden nogen problemer. Vandfaldet i sig selv er rimelig spektakulært, og jeg er specielt vild med de mange niveauer og små fald. Pigerne havde besluttet sig for at prøve de ’zip-lines’ der er på stedet. Der bliver man spændt på en line og så er det ellers med at ”flyve” ned. Der er 22 platforme, 14 zip-lines og 4 steder man skal abseile ned. Først skulle de dog lige klatre op af både rebstiger og snævre gange for at komme til startstedet. Turen kostede 290.000 Kip og varede lidt under 1½ time. Undervejs havde de fået en ordentlig regnbyge, men det havde bare været rart, for det skyllede det værste skidt og snavs væk. Længste zip-line er 380 meter lang – og du kan læse mere på: www.flightofthenature.com

Efter turen var pigerne helt oppe og køre, så det var godt at blive kølet af i den naturlige swimmingpool for foden af vandfaldet. Jeg havde jo intet skifte- eller badetøj, men valgte simpelthen at bade i mine boxershorts. Det var dejligt køligt og afslappende, og fedt at stå under et vandfald og bade. På vejen tilbage stoppede vi i en ’Pineapple Village’ hvor de lokale solgte ananas ved vejen. Vi købte to ananas og fik dem skåret ud på stedet: Pris 6.000 Kip eller knapt 4,50 kr. – for to hele ananas!!! De smagte fantastisk og var faktisk spist før vi satte os ind i vores minibus og kørte videre. Vi stoppede i lufthavnen, for dagen før havde jeg fået en mail at min rygsæk ville ankomme til lufthavnen i Luang Prabang torsdag med Bangkok Airways. Så jeg kunne gå ind på deres kontor – og dér stod min rygsæk! Gensynsglæden var stor, for det betød at jeg kunne komme hjem og få et bad – og derefter tage rent tøj på – for første gang i 4 dage. Mine rejsefæller havde været søde ikke at sige noget, men jeg kunne efterhånden ikke holde lugten af mig selv ud. Pigerne fik igen massage (40.000 Kip) for 1 time = 30 kr. Maden i Luang Prabang er lidt dyrere end f.eks. Thailand, men et måltid mad for ca. 20 kr. kan jo aldrig kaldes dyrt. En god frugt-shake på gaden kan fås for 7.000 Kip = 5 kr.

Lørdag skulle vi være mahout’er – dvs. elefanttrænere – for en dag. Desværre havde min mave ikke haft det for godt om natten og det blev ikke rigtigt bedre om morgenen. Det betød at jeg måtte blive hjemme, hvilket ærgede mig en hel del. Jeg har redet på elefant masser af gange, men jeg har aldrig selv fået lov til at styre dem, bade dem osv. Jeg lå derfor på vores hotel imens de 4 andre havde en skøn dag. På nettet havde vi fundet et mindre sted, som havde fået rimelige anmeldelser – til forskel fra nogle af de store etablerede elefantlejre. Alt i alt havde de en skøn dag, hvor de både fik redet på de store dejlige dyr, men også lært de forskellige kommandoer der får elefanten til at lystre. Jeg tror ikke helt at oplevelsen kan sammenlignes med det Anne & Co. har prøvet i nordthailand, men alles oplevelser er jo forskellige – og jeg er sikker på at Trine nød dagen. Hun var så også den eneste der var i vandet med elefanten, efter at de tidligere på en bådtur var stødt på en kobra-slange. Så var der ikke andre der skulle nyde godt af at komme i det vand – altså lige undtagen Trine. Hun er sgu’ ikke bange for noget! :-)

Ved siden af elefantlejren ligger Pak Ou Caves – i området bedre kendt som Buddha hulerne. Det er åbenbart noget opreklameret, og det var da fint de fik set dem når de nu var der i forvejen, men det havde været noget tamt kun at tage ud for at se dem...

Søndag var sidste dag i Luang Prabang – og dagen var helliget templer og buddhismen. Hver morgen går munkene rundt i byens gader og samler ris, frugt og andre madvarer sammen i deres lille skål. Det er så det eneste måltid de får om dagen. Hele ceremonien hvor de går i procession igennem gaderne er omgivet af megen kontrovers. Jeg har selv oplevet det, og det er en smuk og højtidelig tradition, hvor de lokale giver til byens munke – selvom de jo ikke ligefrem selv har meget at give af. Desværre bliver det bare ofte ødelagt at turister, som springer ind foran munkene for at tage paparazzi billeder. Det er så respektløst, at jeg ikke havde lyst til at opleve det igen. Men de 4 øvrige begav sig ud i morgengryet kl. 5.30 – og fik købt ris som de kunne give til munkene. Når de så går forbi, får de en skefuld kogte ris (helst af den gode kvalitet) og så videre til den næste. Efter en halv times tur rundt i gaderne vender de tilbage til deres respektive templer og fortsætter dagen med arbejde, bønner, meditation m.m.

Pigerne vendte trætte hjem, men hatten af for at de gjorde det på en sober og respektfuld måde! Vi fik lige et par timers søvn, og så var vi på farten igen. Vi besøgte Wat Xieng Tong, der nok er Luang Prabangs mest berømte tempel. Men sandt og sige er det noget nedslidt, og trænger i den grad til en kærlig hånd. Det var kvalmende varmt denne dag, så vi tog en tuk-tuk ned til vores favorit ’frugt-shake’ bod, og Anne var ikke bleg for at betale tuk-tuk chaufføren lidt over normal takst – bare han kørte nu! :-)

Bagefter gik vi op til That Chomsi der ligger på toppen af den 100 m. høje Phu Si bakke midt i centrum af byen. Turen derop var rimelig hård, men man bliver belønnet med en flot udsigt over byen deroppefra. Dagen var lidt speciel for Trine, da det var årsdagen for hendes mormors død, så hun tændte et lys og nogle røgelsespinde – og vi sendte masser af positive tanker op til himmelen. Så kom regnen pludselig rullende, og vi søgte ly i det lille tempel, hvor vi også tændte lys for Carsten. På vejen ned så vi Buddhas ’fodspor’ – der er bevaret under et lille halvtag. Hmmm :-)

Vi spiste sen frokost på en lille restaurant ved floden – og jeg fik en skøn omgang kylling med karry. Vi sad og spillede kort, og på trods af at myrerne godt kunne lide os, så var det nu pisse hyggeligt. Vi gik tilbage til hotellet få hundrede meter væk, men gik tilbage og spiste aftensmad ved 8-tiden. Der var faktisk fyldt med gæster, og det var stedet ikke helt gearet til. De kludrede et par gange i vores bestillinger, og vores tjener kunne i hvert fald ikke meget engelsk. Men de er jo så charmerende, og med et hurtigt smil går det hele. Pigerne fik købt de sidste ting på natmarkedet, og så var det ellers hjem i seng. Inden vi kunne sove måtte vi dog lige have hjælp af en fra hotellet, da der pludselig sad en 'mother fucking' stor edderkop på væggen i vores værelse. Det krævede en mindre jagt for at få den fanget, men det lykkedes. Ellers tror jeg ikke der var blevet lukket mange øjne den nat!

Mandag morgen spiste vi morgenmad og tjekkede ud fra vores værelser. Vi havde købt billet til VIP bussen til Vang Vieng (150.000 Kip) – spændende hvordan sådan én ser ud?! Vi blev hentet i en tuk-tuk kl. 8.45 og kørt til byens busstation. VIP-bussen skulle køre kl. 9.30 – og dermed var det slut med vores ophold i Luang Prabang...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar