tirsdag den 30. december 2008

Paihia>Wanganui

2. juledag var jeg på tredje og sidste tur med Dolphin Discoveries. Vi fandt også delfiner, men ligesom på de to foregående ture var der unger i gruppen, og selvom personalet var meget kede af det - specielt på mine vegne, så er det som sagt 'no go' ! Triple øv... det kunne bare have været så fedt at prøve !!!

Efter turen kørte jeg til Kawakawa, og det faktum at toget kører ned midt igennem hovedgaden - det er mit eneste minde fra den by! Videre sydpå til Whangarei. Det er så til gengæld en rigtig by - ihvertfald efter min mening. Generelt hedder min grundregel at hvis der ligger en McDonalds, Burger King eller KFC... så er det en by. Whangarei har ihvertfald 3 McDonalds !

Jeg checkede ind på den lokale Top10 Holiday Park (18 NZ$) og kørte derfra ud til Whangarei Falls. Det er hverken det største, flotteste eller mest spektakulære vandfald på NZ, men efter sigende det mest fotograferede! Der er der imidlertid mange grunde til : For det første, så er det et pænt vandfald! For det andet ligger det kun 30 m. fra parkeringspladsen, og for det tredje så flyder det hele året. Jeg kørte til byens centrum og gik en tur ved havnebassinet, hvor der nu er godt fyldt op med lystbåde. Jeg besøgte det noget nørdede Claphams Clock Museum, som har den største samling af ure på den sydlige halvkugle. Hvem undersøger sådan noget? :-)

Lørdag morgen kørte jeg ud i ferietrafikken. Heldigvis var jeg på vej sydpå mod Auckland, mens feriefolket alle satte kursen nordpå. Der var lange køer på landevejen, og da jeg nåede til motorvejen ca. 30 km. nord for Auckland blev det ikke meget bedre. Jeg er hele tiden blevet advaret om, at (specielt) den nordlige del bogstaveligt talt bliver invaderet af ferie hungrende kiwi'er efter 'Boxing Day' (2. juledag) - og det ser bestemt ud til at holde stik! Jeg stoppede i Auckland og fik frokost, men der var så mange mennesker og biler at jeg hurtigt fortsatte sydpå. Det blev til en pause igen i Hamilton, som dog ikke virker som den mest spændende by. Videre til den lille landsby Waitomo.

Der bor præcis 42 mennesker (og et ukendt antal dyr!) i Waitomo, men det er nu heller ikke mennesker de fleste kommer til byen for at se. Næ, det er de berømte huler og ikke mindst de 'Glowworms' der lever i mange af dem. Jeg kom dertil ved 6-tiden og havde på forhånd bestilt plads på Top10 Holiday Parken (19 NZ$) der ligger midt i 'byen'. Campingpladsen er rigtig hyggelig og velholdt, men de anviste campsites er til gengæld rimelig små. Ved siden af mig boede et tysk ægtepar, og vi sad og snakkede til næsten midnat. På sådan en campingplads bliver der stille (og mørkt!) forholdsvis tidligt, så jeg gik mig en lille tur for at nyde stjernerne. Jeg prøvede at ta' et par billeder af stjernehimmelen, men det er mit kamera ikke godt nok til. Så I må tage mit ord for det, når jeg siger at det ser helt fantastisk ud !!!

Næste morgen var det stegende hedt, så det var rart at kunne tage en kølende dukkert i poolen. Der er også spa-bad, men jeg foretrak nu det kolde(re) vand i poolen. Der er mange huler i området omkring Waitomo, og det lidt underlige faktum at de alle er privatejet. Jeg havde fået anbefalet ét af selskaberne der arrangerer ture, og fik en plads på den sidste tur dén dag. Det er ikke i alle hulerne der lever disse 'Glowworms', for det kræver bla. at der er rindende vand - typisk i form af en underjordisk flod.

Spellbound er et af de mindre 'eco-tour' selskaber, men har til gengæld et rigtigt godt rygte. I den store Glowworm grotte midt i byen kan der være flere hundrede på samme tid, og man har kun 5-10 min. i området med glowworms. Hos Spellbound besøger man først en 'almindelig' drypstenshule, og derefter sejler man med en lille flåde ned af en underjordisk flod, imens utallige glowworms sidder på væggen eller i loftet et par meter over én - og der er max. 12 personer på en tur.

En glowworm er en lille larve der har en speciel måde at tiltrække føde på. Den spinder en masse små tråde ned, og så udsender den et grønligt lys. Insekter bliver tiltrukket af lyset, og ender så med at sidde fast i trådene, lidt på samme måde som en edderkop med et spindelvæv. Jo mere sulten larven er, jo mere lyser den. En glowworm lever 6-9 måneder før den går ind i et 'puppe stadie' - og to uger efter kommer den så ud som et mygge-lignende insekt. Dog med den lille tvist at den er født uden en mund. Den lever så livet i fulde omdrejninger, parrer sig, lægger æg... og dør af sult. Alt sammen i løbet af et par dage. Tre ugers tid efter bliver æggene til nye larver og det hele starter så forfra.

Da glowworms er meget følsomme overfor lys, så er det strengt forbudt at tage billeder med blitz (og man ville heller ikke kunne fange noget på den måde), men man må godt prøve at tage billeder uden blitz. De fleste af mine blev ikke specielt gode, og på billederne ser de endda blålige ud, men i virkeligheden er de grønlige. Jeg har tilføjet et par billeder fra SB's hjemmeside til fotoalbummet. Glowworms er unikke for New Zealand, og det er et absolut must at opleve dem et eller andet sted i landet...

Søndag kørte jeg videre sydpå til Tongariro National Park. Det regnede hele dagen, så det var så som så med oplevelserne. Jeg kørte op til Whakapapa Village, som ligger på Mt. Ruapehu. Om vinteren er det et yndet skisportssted (og snekanonerne stod også klar), men her om sommeren er det bjergbestigere og trekkere der flokkes i området. Der er efter sigende mange gode 1 til 8 dages vandreture i området, og der skulle være noget for enhver smag. Jeg nøjedes med en lille gåtur - det piskede ned med regn og det blæste temmelig meget - og snart efter kørte jeg nedad igen.

Jeg fik et rimeligt udsyn til Mt. Ngauruhoe, som spiller en stor rolle i landets (film)historie. Som alle jo nok ved, blev trilogien "Ringenes Herre" optaget forskellige steder på NZ, og dette bjerg er intet mindre end selveste Mt. Doom! Der mangler dog (på trods af regn og rusk) en hel del filmmagi før bjerget ser ud som i filmene, men alligevel. For ægte nørder, så er dette et sted man skal se! Jeg er selv fan af filmene (selvom jeg vist blundede lidt i biffen under de to første), men jeg er ikke typen der skal rundt og se alle 'locations'. En ting jeg dog gerne ville have set, er de bjerge der er med i 2'eren - hvor de går rundt på bjergryggen. Men det er nede på sydøen, og dér kommer jeg ikke ned i denne omgang. Jeg overvejer stadig om jeg skal se 'Hobbitton' på vej tilbage til Auckland. Det er landsbyen hvor hobitterne boede, men idag er der kun søen, træet og nogle huller tilbage i bakkerne.

Da jeg kom til Wanganui var jeg ærligt talt noget træt af regn, og orkede faktisk ikke at sætte lejr på en plaskvåd campingplads. Forskellen til et værelse på Tamara Lodge (helt ned til Whangarei floden) var kun 30 kr. så det valgte jeg at gøre. Hyggeligt med en nat i tørvejr. Næste morgen regnede det fortsat, så jeg droppede tanken om en sejltur på Wanganui River, og besøgte istedet et par af byens glaspusterier. Jeg var også med den spøjse lille elevator op til Durie Hill. Elevatoren er helt tilbage fra 1919 og kører inde i bakken. Den bringer én op til et eksklusivt beboelsesområde samt War Memorial Tower, som bogstaveligt talt 'tårner sig op over byen.

Nu går turen så videre til Palmerston North og Wellington...
Lad mig benytte lejligheden til at ønske alle et rigtigt GLÆDELIGT NYTÅR !!!

torsdag den 25. december 2008

Kerikeri>Paihia

Ca. 5 km. udenfor Paihia ligger "Bay of Islands Holiday Park" (14 NZ$) - og her checkede jeg ind, før jeg fortsatte ned i byen. Det er den største campingplads jeg har prøvet at bo på (indrømmet, det siger ikke så meget!) men her mangler ingenting. Jeg måtte selvfølgelig lige prøve poolen der var dejlig afkølende... :-)

Vejrudsigten for d. 23. december så ikke god ud, så jeg bookede en tur med 'Mack Attack' samme eftermiddag. Det er en hurtig 1200 HK speedbåd som sejler rundt i bugten med 60 km. i timen. Man sidder ude på det åbne fordæk - iført redningsvest og regntøj, for det sprøjter rimeligt meget når man er oppe i fart. Vi endte ude ved fyret på Cape Brett - og sejlede så igennem 'Hole in the Rock'! Som navnet antyder, er det bare en klippe med et hul i - som man kan sejle igennem, hvis vandstanden ikke er for høj. Bagefter sejlede vi rundt om klippen og ind i en lille hule kaldet 'Katedralen'. Sjov tur med den hurtigste båd i 'Bay of Islands' (det påstår de ihvertfald selv)... og nej Majbrit, du ville ikke have nydt turen! Det er selvfølgelig en relativt halvdyr tur (ca. 260 kr.) men alting koster jo...

Du kan se lidt video fra turen gennem 'Hole in the Rock' her : http://www.youtube.com/watch?v=12JBq9DRiFs

Efter turen gik jeg lidt rundt i Paihia, som ikke er større end man kan gøre det på et kvarters tid. Det er en hyggelig lille by med en del restauranter, souvenir butikker og tur-arrangører. Jeg har altid godt kunne tænke mig at prøve og svømme med vilde delfiner, og her i 'Bay of Islands' er det en mulighed. Jeg bookede en tur gennem Dolphin Discoveries, som er det 'originale' firma i bugten, men da vejrudsigten som sagt lovede regn hele d. 23. så blev det i stedet til onsdag d. 24. december. Hvilken bedre måde at tilbringe juleaftensdag på - når man nu er ca. 18.000 km. fra Danmark?!

Det regnede (ganske som lovet) hele lillejuleaftensdag. Jeg kørte den korte tur ind til Paihia, men byen bliver altså ikke mere charmerende i regnvejr! Tilbage på campingpladsen havde jeg fået naboer. Tre brødre fra Holland med deres respektive koner og to børn. Her kører jeg rundt i min egen lille stationcar, og så har hver familie her deres eget KÆMPE mobilhome til 2-3 personer - foruden et stort telt. Nå ja, det er jo selvfølgelig bekvemt nok, det virker bare på mig som om de godt kunne have klaret sig med en model eller to mindre. Ak ja, misundelse er en grim ting... :-)

Juleaftensdag vågnede jeg allerede ved 6-tiden, og blev hentet i minibus en times tid senere. Båden var lækker og praktisk indrettet, med masser af plads både foran og bagpå - samt helt oplukkelige 'fotovenlige' vinduer. Vi satte kurs ud i bugten, og "jagten" på delfinerne gik ind. Vi fik kontakt med 2 forskellige grupper, men da de begge havde uger med, så må man ikke svømme sammen med dem. Vi kunne dog se dem lege i vandet, og de svømmer gerne helt ind foran båden og spinger op af vandet og laver små kunster. Søde dyr, men ærgeligt vi ikke kunne svømme med dem - det ville have været stort! Selvskabet har dog den politik, at hvis det ikke lykkes at komme i vandet med delfinerne, så får man en gratis tur en anden dag. Så jeg prøver igen juledag...

Du kan se lidt video fra delfin turen her : http://www.youtube.com/watch?v=ezBdHcnYteE

Tilbage fra sejlturen kørte jeg til Opua - 5 km. fra Paihia. Herfra kan man tage en lille bilfærge til Okiato, som ligger 8 km. fra Russell. Det er en nem måde at spare over en time på, for køreturen fra Paihia til Russell tager ca. 1½ time, mens færgen kun tager 5 min. Det er måske så i overkanten at turen koster 30 kr. hver vej, men omvendt sparer man jo både tid og benzin. Russell er en hyggelig lille by, og jeg kørte op til udsigtspunktet 'Flagstaff Hill' hvor der står en meget berømt flagstang. Den blev ødelagt flere gange af Maori høvdinger under kampene med englænderne ifbm. den store traktat ved Waitangi. Oppe fra bakketoppen har man en fin udsigt over Russell og det meste af 'Bay of Islands'.

Tilbage i Paihia, kørte jeg over den ensporede bro (som der bemærket er rigtig mange af på New Zealand!) til netop Waitangi. Her så jeg området, som meget passende kaldes 'Nationens Fødested'. Der var her en stor gruppe Maori høvdinge i 1840 underskrev en aftale der sikrede dem fred og beskyttelse, mod til gengæld at blive en britisk koloni. Russell var den første hovedstad i Aotearoa - som New Zealand hedder på Maori. Her ved Waitangi kan man se en kopi af traktaten, og det 'Treaty House' hvor traktaten blev forfattet, er idag indrettet som et lille museum. På plænen foran huset markerer en høj flagstang hvor selve underskrivelsen fandt sted. Der er også et 'Meeting House' der blev bygget i 1940 for at fejre nationens 100 års fødselsdag. Det er flot udsmykket med udskæringer fra forskellige Maori stammer - og der er også udstillet en flot krigs kano.

Jeg købte noget thai takeaway (klassisk julemad!) og kørte op på en bakke og sad og nød udsigten imens jeg spiste. Tilbage på campingpladsen var jeg lige med et par gange rundt om hollændernes juletræ - og de synger altså også 'Glade Jul'. Takket være MaryAnn forstår jeg jo en lille smule hollandsk, men jeg holdt mig dog fra at synge med. Jeg skypede med Clara & Emma, og åbnede min julegave fra dem, som Birgitte havde haft med ud til mig på Bali. Jeg havde også fået 4 adventspakker, som indeholdt hhv. en nissehue, julehjerter, julesanghæfter samt 'fold-selv' julestjerner - som jeg faktisk er en super ørn til! Spørg blot min søster, hun har vist stadig nogle meget små nogen jeg har lavet af gavebånd skåret i 1/3 bredde! Julegaven var iøvrigt "Sex & The City" - dejligt med en ny bog! Jeg tog til Paihia og var til midnats julegudstjeneste med oplæsning af juleevangeliet.

Da jeg vågnede om morgenen juledag, skypede jeg atter med familien som nu var til juleaften hos Jette & Ulf. Jeg var således med på en 'kigger' mens der blev sunget og danset rundt om juletræet. Jeg fik dermed ønsket alle en glædelig jul, og så var det "næsten" som at være der selv - minus den berømte flæskesteg, selvfølgelig ! :-)

Jeg fik vasket stort set alt mit tøj, og om eftermiddagen var jeg på endnu en tur med Dolphin Discoveries. Denne gang fandt vi en enkelt mindre flok, men da de havde to unger iblandt sig, ja så... Øv, øv - men selvfølgelig helt fint de holder så strengt på reglerne. Vi er der jo på dyrernes vilkår! Jeg har en sidste chance i morgen tidlig - 2. juledag - før jeg må videre. Kursen sættes sydpå - mod Kawakawa og Whangarei...

søndag den 21. december 2008

Cape Reinga>Kerikeri

Fredag overnattede jeg på Pukenui Holiday Park (13 NZ$) - ca. 80 km. syd for Cape Reinga. Lørdag fortsatte jeg sydpå rundt om Ranganu Harbour og igennem Awanui og Kaitaia. Jeg skal altså lige vænne mig til åbningstiderne i butikkerne, for selv om det var sidste lørdag før jul, så lukkede 'hovedgaden' altså kl. 12.30 - og holder helt lukket om søndagen...

Jeg fortsatte til Doubtless Bay og stoppede ved Whatuwhiwhi (det hedder stedet altså! :-) Her besluttede jeg mig for at overnatte på et rimeligt nyt sted - The Rusty Anchor Backpackers (17 NZ$). Jeg gik en tur ned til bugten, og købte det eneste stykke kød der var til salg hos den lille lokale købmand. Det var nemlig den månedlige musik/hygge-aften på 'Det Rustne Anker' - og det betød BBQ! Om aftenen blev der så grillet i gården - og der var bål og fællessang mens mørket faldt på. Der var vel en 50-60 mennesker og det var en blanding af både rejsende og lokale. Jeg fik drukket et par øl, snakket med en del forskellige mennesker, sunget en lille smule... Det var alt i alt rigtigt hyggeligt! :-)

Du kan se lidt video her (jeg ved godt det desværre er noget mørkt!) http://www.youtube.com/watch?v=Sl1xm71vf9A

Søndag morgen fik jeg skypet lidt med familien, før jeg kørte til Matai Bay og tog en morgendukkert. Derefter kørte jeg langs Doubtless Bay til Mangonui, og derefter tog jeg den "pæne" rute mod Kerikeri. Den bragte mig forbi Tauranga og Matauri Bay (ikke langt fra Cavalli Island, hvor vraget af "Rainbow Warrior" nu befinder sig) og tilbage på hovedvejen. En fantastisk flot køretur!

Jeg kom til Kerikeri (som egentlig betyder "stort hul" :-) men byen virkede nu rimelig ok... der var endda åbne butikker! Jeg kørte ned til "Stone Store" som er den ældste stenbygning på NZ. Den er fra 1836, og det siger jo en masse om dette rimeligt unge land. I dag er de øverste etager indrettet som et lille museum og der er en gammel 'købmandsbiks' i stueetagen. Lige bagved ligger "Mission House" - der så til gengæld er landets ældste træbygning (fra 1822). Det blev brugt af engelske missionærer, som kom til NZ for at omvende de lokale til kristendom. Det er indrettet lidt som en blanding af 'Fortidsminderne' i Skagen og Arbejdermuseet i København. Pænt og hyggeligt, men dog ikke noget specielt. Men et land skal selvfølgelig bevare den historie der nu engang er, og der er jo altså bare ikke nogle vikingeskibe eller middelalder borge i dette land...

Jeg overnattede et par km. udenfor Kerikeri på Wagon Trail R.V. Park (12 NZ$) der er bygget op ligesom en gammel prærielejr, hvor vognene stod i en cirkel rundt om bålet. Her er det i stedet bare biler og campervans der er parkeret rundt om fælleshuset, der rummer receptionen, tv-rum, internet, køkken, vaskeri, bad og toilet.

Mandag morgen kørte jeg mod Paihia - og 'Bay of Islands'...

lørdag den 20. december 2008

Opononi>Cape Reinga

Opononi... En hyggelig lille landsby med intet andet end en købmandsbiks og 3-4 madsteder. Et perfekt sted at slappe af... så det gjorde jeg. Jeg fik lavet mit første varme måltid mad (spaghetti med kødsovs), og spiste det på stranden - som er bare 2 min. fra campingpladsen. Jeg snakkede med et hollandsk par, der er på rundrejse med deres 15-årige søn - som vist keder sig bravt! Det er ligeså nemt at komme i kontakt med folk på en campingplads som på et hostel (eller måske endda nemmere?), og det skorter ikke på bemærkninger og sammenligninger om campervans, campingpladser og NZ generelt. Hyggeligt nok... :-)

Torsdag morgen kørte jeg fra Opononi til Rawene, hvorfra jeg tog Hokianga bilfærgen til Kohukohu - en lille smuttur på bare 10 min. - men som sparede mig 80 km. på vejen. Hyggelig lille sejltur, dog uden toldfrit salg ombord !

Køreturen fra Kohukohu gennem Broadwood og Herikino til Ahipara, er en af de flotteste køreture jeg har prøvet. Landskabet er bare fantastisk flot, med grønne bakker og træer overalt. Jeg skal virkelig beherske mig selv for ikke at stoppe hvert tredje minut og tage billeder, for der venter et nyt panorama billede på hver eneste bakketop! Det går fint med min campervan, selvom jeg lige skulle vænne mig til at køre bil igen... og i venstre side af vejen... og så med automatgear! Sidstnævnte er dog en stor fordel når det er så bakket, og jeg får også kørt en hel del km. i frigear. Min rekord indtil nu er imponerende 18,3 km. ved Waipoua Kauri Forest...

Jeg kørte til Kaitaia og købte ind, før jeg kørte det sidste stykke til Ahipara. Det er her 'Ninety Mile Beach' starter (eller slutter - afhængigt af hvordan man ser på det...) og der er et par bakker udenfor byen man kan køre op til - hvorfra man kan se hele vejen op ad 'NMB'. Stranden er dog ikke - som navnet ellers antyder - 90 miles lang, men nærmere 90 km. ! Men det er nu alligevel et flot syn. Stranden er klassificeret som alm. vej hele vejen op til Te Paki - ca. 18 km. fra Cape Reinga - men det er ikke tilrådeligt for mig at køre på den. Stranden er nemlig notorisk kendt for pludselige huller i sandet, hvor man så sidder pænt fast. Når så tidevandet kommer, ryger bilen med ud igen... og det dækker forsikringen ikke !!!

Der kører forskellige turbusser på stranden, ligesom man kan leje små 'quad bikes' man kan more sig med. Indtil videre har jeg nu bare tænkt mig at holde mig til hovedvejen, som kører hele vejen op til Cape Reinga. Jeg var dog lige nede og vende på stranden - helt uden at sidde fast! Jeg fik en plads på Ahipara Motor Camp (14 NZ$) og spiste kylling til aftensmad. Hollænderne fra dagen før dukkede op, så vi sad og snakkede om aftenen.

Torsdag kørte jeg mod Cape Reinga. På vejen passerer man en del landsbyer, men der er ikke nogen rigtige byer efter Kaitaia, hvor jeg tankede bilen. Der er en benzintank ved Waitiki Landing, men den er åbenbart kendt for at løbe tør. Fra Waitiki Landing er de sidste 21 km. til Cape Reinga ikke asfalteret, men man er dog igang med projektet i øjeblikket. Jeg drejede fra og kørte ned til Te Paki Stream. Her gik jeg en tur i de store sandklitter, hvor man også kan leje 'sandboards' og tage turen ned ad klitterne.

Du kan se lidt video fra køreturen mellem Cape Reinga og Spirits Bay her : http://www.youtube.com/watch?v=kv9w-HLohiM

Jeg fortsatte helt op til det lille fyr ved Cape Reinga, og nu kan jeg godt forstå hvorfor det bliver beskrevet som 'verdens ende'! Der ligger som sagt en lille nuttet fyrtårn, hvorfra man kan se det sydlige Stillehav og det Tasmanske Hav "støde sammen" - ligesom på Grenen ved Skagen. Man har også en ualmindelig flot udsigt over nordspidsen af NZ. Helt reelt er Cape Reinga ikke det nordligste punkt, det er nemlig 'North Cape' lidt længere østpå, men der kan man kun komme til med speciel tilladelse, da det er helligt Maori land. For Maorierne er hele området helligt - inkl. det hellige 800 år gamle Pohutukawa træ, som står helt ude på spidsen. Af respekt bør man ikke gå ned til træet, ligesom man ikke bør spise og drikke på hele området. Jeg mødte et par piger fra Herning ved fyret, og vi kørte bagefter sammen til Tapotupotu Beach, hvor vi tog en hurtig dukkert... for vandet var nemlig ikke specielt varmt. Jeg sluttede dagen med at køre til Spirits Bay, men nu blæste det så meget, at jeg ikke blev der så længe. I stedet satte jeg kursen sydpå igen...

torsdag den 18. december 2008

Auckland>Opononi

Normalt laver jeg jo typisk et blogindlæg fra hver by jeg besøger, men da jeg her på New Zealand har min egen bil, så kommer jeg jo til at se en hulens masse byer. Så istedet gør jeg det lidt i etaper... Efter jeg havde hentet min campervan kørte jeg straks nordpå. Jeg kommer jo tilbage til Auckland igen på vej sydpå, og jeg skal jo også flyve derfra til Melbourne. Jeg har ikke lavet så meget research omkring NZ, men nogle ting kender jeg selvfølgelig til. Mit første mål er at komme op til nordspidsen ved Cape Reinga, og jeg regner med at bruge 4-5 dage til det.

Første stop var i Helensville, hvor jeg besøgte byens 'i-Site'. Det er informationscentre der er placeret over hele NZ, og de kan hjælpe med info om lokalområdet, muligheder for overnatning, seværdigheder osv. Tit har de også internetadgang, og fungerer som stoppesteder for busserne. Jeg fortsatte til Shelley Beach, hvor jeg besluttede at overnatte for første gang. Der ligger en campingsplads helt ned til vandet, og det kostede 10 NZ$ at overnatte (inkl. strøm). Jeg skulle først lige prøve at "samle" bilen så jeg kan sove i den, og det gik faktisk rimelig nemt. Det tog mig vel en halv times tid, men mon ikke jeg snart kan gøre det på 5 min. ? :-)

Morgenen efter kørte jeg tilbage til Helensville og spiste morgenmad. Så meget havde jeg nemlig heller ikke købt ind, da jeg jo lige ville være sikker på at køleskabet også virkede på "camping-strøm". Jeg fortsatte nordpå langs Kaipara Harbour til Wellsford, Pakiri og Leigh. Her var jeg på stranden ved Goat Island, som er et marine reservat. Selve øen ligger tæt på kysten, og der er masser af badning, snorkling og dykning i området. Det forstår man godt, for der er virkelig et mylder af fisk overalt. Jeg lejede en maske og en snorkel, men jeg kunne nu også godt have brugt Roberts undervandskamera! ;-)

Om eftermiddagen fortsatte jeg til Brynderwyn og derfra vestpå til Matakohe. Jeg besøgte det glimrende Kauri museum i byen, som forklarer fint om kauri træets historie på NZ. Kauri træet er tidligere blevet fældet i stor stil og brugt som tømmer - foruden det også er et gummitræ. Jeg checkede ind på Matakohe Top10 Holiday Park (17 NZ$) og gik en tur langs vandet om aftenen. Jeg spiste sammen med et par tyskere der var på vej sydpå, så jeg kunne lige score et par tips fra dem. Jeg har faktisk mødt overraskende mange tyskere i NZ, et folkefærd jeg ellers ikke har set meget til i asien. Efter min opfattelse, rejser de dog også meget i grupper og holder sig tit for sig selv...

Tirsdag morgen pakkede jeg sammen og kørte mod nordvest til Dargaville. Ikke nogen stor by, men der lå dog en Woolworth hvor jeg købte ind. Jeg kørte op til et udkigspunkt nord for byen, hvor masterne fra "Rainbow Warrior" er udstillet foran byens museum. "Rainbow Warrior" var Greenpeace's flagskib, og blev sunket i Auckland havn i 1985 af "terrorister" og en Greenpeace aktivist blev dræbt ombord. I sig selv måske ikke så spektakulært, men det viste sig hurtigt at det faktisk var franske specialtropper der stod bag. Skibet var nemlig på vej til Moruroa atollen ved fransk polynesien, for at protestere mod de franske atomprøvesprængninger dér. Det mest specielle ved historien er dog nok, at man rent faktisk pågreb to af forbryderne, som blev stillet for retten - og dømt! Pinligt for Frankrig, som på den måde var blevet grebet i at udføre en terroristaktion på fremmed jord, men med vanlig fransk arrogance ('pardon my french!'), vendte de det hele på hovedet og indledte endda en boykot af varer fra NZ. Efter et par år blev agenterne sendt tilbage til Frankrig hvor de modtog en heltemodtagelse. Selve skibet blev senere hævet og flyttet nordpå til Cavelli Islands, hvor det nu er et favoritsted blandt dykkere... - og masterne er altså nu placeret foran museet i Dargaville !

Fra Dargaville kørte jeg vestpå til jeg nåede Kauri kysten, og fortsatte nordpå til Waipoua Kauri Forest. Her så jeg det kæmpestore kauri træ 'Tane Mahuta' og spiste en skøn frokost i det grønne. Sidst på eftermiddagen nåede jeg til Omarpere og Opononi - 2 små "landsbyer", som praktisk talt er smeltet sammen til én...

tirsdag den 16. december 2008

Fly & Campervan

Lørdag aften tog jeg bussen til lufthavnven og fløj med Tiger Airways til Melbourne. Jeg havde billet til et Quantas fly til Auckland med en mellemlanding i Sydney, men mit håb var at komme med et fly direkte fra Melbourne til Auckland. Jeg ankom til Melbourne kl. 6 om morgenen, og hos Quantas mente de at der skulle være en chance for, at jeg kunne komme med flyet kl. 11 - så jeg valgte at blive i lufthavnen. Desværre glippede det til sidst, så jeg fløj til Sydney kl. 15. Ventetiden i lufthavnen blev brugt på nettet samt et par dvd'er på den bærbare. Gudskelov jeg købte så mange billige film på Bali! :-)

Turen til Sydney tager kun en time, og Quantas sørger for transporten fra indenrigs terminalen til den internationale, som ligger et stykke fra hinanden. Flyveturen til Auckland tog 2½ time, så jeg ankom lidt før midnat... lokaltid. New Zealand er tidsmæssigt præcist et halvt døgn foran Danmark. Jeg havde booket et værelse på et motel ved lufthavnen, så jeg kunne få en sidste nats søvn i en rigtig seng, før jeg dagen efter skulle hente min 'mikro campervan'.

Kl. 11 kørte motellets shuttlebus mig tilbage til lufthavnen, for herfra kunne jeg tage bussen til centrum. Jeg tog til "Rental Car Village" og fik udleveret min bil. Det er en Nissan stationcar, men en lidt speciel én af slagsen. Den kan nemlig laves om til en campervan, så jeg kan sove bagi. Når man lejer sådan én, følger der visse ting med i prisen, f.eks. madrasser, gaskoger, gryde, kasserolle, tallerkener, kopper, bestik, vanddunk, lampe, kabelboks samt en standard forsikring, Når man har ændret bilen til "sleep-mode" kan man på campingpladser slutte kabelboksen til strøm, og således har man power til sin lampe, bærbare pc og hvad man ellers har af elektriske ting.

Der er dermed også strøm til det køleskab som jeg har valgt at leje som en ekstra ting. Det er praktisk med kolde drikkevarer, men det vil også spare mig mange penge, da jeg dermed kan købe ind og selv lave mad. Udover køleskabet har jeg også lejet et bord og et par stole, samt en pakke med dyne, hovedpude og sengetøj. Praktisk nok, da det ikke umiddelbart er mega varmt her. Der følger desuden også et såkaldt "awning" med, som man kan spænde på den åbne bagsmæk (altså på bilen) - ligesom et fortelt på en campingvogn. Så kan man sidde i læ, eller bruge det om natten til ekstra frisk luft. Der følger desuden moskito-net med til bagdørene, så man kan rulle vinduerne ned - uden at krybene kan komme ind! Alt sammen super praktisk. Man ligger faktisk helt fint i den, og jeg kan uden besvær ligge fuldt udstrakt. Jeg vil dog sige, at dem der sover to i bilen - ligger rimelig tæt... men det gør måske heller ikke noget ?! :-)

Jeg har valgt at tegne en ekstra forsikring, så uanset hvad der sker skal jeg ikke betale noget! Det dækker både tyveri, skader på bilen, punkteringer, vejhjælp samt skader på andre. Betryggende på den måde at være fuldt dækket ind. Prisen for 24 dage inkl. ovenstående ekstraudstyr - ca. 4.000 kr. Hertil kommer selvfølgelig benzin (4,60 kr. pr. liter) samt betaling hvis jeg overnatter på campingpladser. Det koster typisk 30-50 kr. pr. nat men så er det inkl. brug af strøm, samt adgang til bad og toilet - samt evt. køkken, tv-rum, internet, swimmingpool m.m. Man kan dog også parkere gratis masser af steder, men så er det selvfølgelig uden strøm og øvrige faciliteter.

Det er sgu' lidt skægt, at jeg i flere år har drillet Anne & Carsten med deres campingferier - og nu er jeg selv endt i en "campingvogn" med køleskab og to pink klapstole... ;-)

lørdag den 13. december 2008

Perth

"Indian Pacific" stopper ved Perth East stationen, så jeg skulle videre med et lokaltog til Perth centrale togstation. Derfra var der kun 300 m. til mit hostel "Britannia på William" - som ikke helt overraskende ligger på William Street.

Perth er hovedstaden i staten Western Australia og har ca. 1,4 mill. indbyggere. Til gengæld hævdes det at være den mest isolerede storby i verden, og det er der jo nok noget om. Centrum af byen er rimelig kompakt, og man kan sagtens bevæge sig rundt i byen til fods. Man kan også tage en af de tre gratis 'CAT' busser (Central Area Transit) der findes i byen, og som kører til de fleste af byens seværdigheder med bare 10-15 minutters mellemrum. Alle øvrige busser og lokaltog i det centrale Perth er desuden gratis indenfor en vis zone. Det er da service, og noget vi kunne lære af i København !

Tirsdag formiddag brugte jeg på mit hostels internetcafé, som har noget af det hurtigste internet jeg har oplevet. Desværre er det som det meste net 'down under' af betalingstypen - og det er faktisk svært at opdrive gratis WiFi. De få steder hvor det er, er det til gengæld så langsomt at det er ligemeget. Men 10 kr. i timen for super hurtigt internet er vel også ok ?! Jeg var en tur rundt i området - som jeg næsten altid gør når jeg kommer til en nyt sted - for lige at få en føling. Atmosfæren er hyggelig, temperaturen er behagelig... og juletræer og palmer står side om side på gaden.

Onsdag var store sightseeing-dag! Vejret var ikke det allerbedste, så jeg besluttede at se et par museer. Western Australian Museum har mange fine udstillinger om statens historie og udvikling, og en sjov særudstilling om eksperimental kunst. Jeg morede mig specielt meget over udstillingen "Game Over" af Guillaume Reymond, som bla. har lavet nogle skægge menneskelige udgaver af videospillene 'Tetris' og 'Space Invaders' :-)

Du kan se et klip på Youtube her (du kan evt. selv søge efter andre klip!) http://www.youtube.com/watch?v=VczbbiRmDik

På kunstmuseet er der en meget fin udstilling af aboriginal kunst, og den udendørs udstilling 'Earth from above' af fotografen Yann Arthus-Bertrand gjorde et stort indtryk på mig. Han har taget billeder fra luften i mange forskellige lande, og der er nogle afsindig flotte billeder fra f.eks. Bora Bora, Great Barrier Reef og den Blå Lagune på Island. Der er også et billede af havvindmølleparken Middelgrunden, samt en rosende omtale af Danmarks brug af vedvarende energi. God udstilling - og en masse flotte billeder !

Jeg fik stukket hovedet indenfor i Perths koncertsal, og gik en tur i parken omkring Government House. Jeg så Swan Bell Tower og klemte mig igennem London Court, som er en lille gyde med masser af små hyggelige butikker. Der er julepyntet, men uden sne (og slud) mangler der ligesom noget...

Torsdag tog jeg toget til Fremantle, som ligger ca. 20 km. fra Perth. Det er en hyggelig lille by, med flotte gamle bygninger. Selvom jeg jo ikke er den store strandløve, så synes jeg nu alligevel jeg trængte til en dukkert i det indiske ocean. Vandet var nok kun 16-18 grader, men så kan man jo varme sig lidt ved de søde piger i badetøj. Det er altså en ting jeg må tilstå : Der er godt nok mange pæne piger 'down under' - og intet ondt om de asiatiske piger, men det er nu skønt nok at være i et land hvor blondiner, brunetter og selv rødhårede... er i klart overtal ! :-)

Fredag gik turen først ned til havnen. Igennem byen løber Swan River som ender i det indiske ocean ved Fremantle. Jeg besøgte Swan Bell Tower og gik en tur langs havnen - der er fuld af turbåde. Jeg ville egentlig gerne have været en tur til Rottnest Island (om ikke andet så bare for navnet!) men de havde kun færdige pakketure med bus rundt på øen, og det gad jeg ikke lige. I stedet tog jeg til Scarborough, som ligger vest for Perth. Stranden er et populært sted for Perths' indbyggere - og der er plads til både svømmere og surfere. Det var tydeligt at se, at det nu var blevet weekend, for der var væsentlig flere på stranden - end dagen før...

På vejen tilbage til Perth, stopede jeg ved et kæmpe indkøbscenter hvor der også var flere biografer. Jeg så den nye Baz Luhrmann film "Australia" med Nicole Kidman og Hugh Jackman. Store dele er optaget i Darwin og Australiens 'Top End' og det var selvfølgelig interessant at se. Hans film er næsten altid spændende på sin egen måde (som f.eks. Moulin Rouge) og "Australia" er ingen undtagelse. Den bliver markedsført stort hernede, og er også midtpunktet i en ny turistkampagne : "You've seen the movie, now see the country!". Dertil kan jeg kun sige, at hvis du ikke lige har mulighed for at rejse til Australien, så bør du i det mindste se filmen !!! Jeg kneb ihvertfald en tåre eller to undervejs - så er du advaret ! :-)

Jeg spiste aftensmad sammen med Rob, en hollænder jeg mødte et par dage tidligere på mit hostel. Han er også på en længere rejse, og vi har faktisk været i mange af de samme lande - og set nogenlunde de samme ting. I morges tjekkede jeg ud og tog til Kings Park. Her har jeg så slappet af det meste af dagen, læsende i en særdeles god bog. Fra parken har man også et flot udsyn over Perth og Swan River. Jeg spiste på "Hungry Jack's" som Burger King hedder i Australien, da navnet 'Burger King' allerede var registreret for mange år siden. Sjovt nok, er Burger King normalt væsentlig dyrere end f.eks. McDonalds, men her i landet er det lige omvendt...

Bonus : Smart australsk Coca Cola automat på mit hostel :-)
http://www.youtube.com/watch?v=tN-w80s34e8

Det næste døgns tid kommer primært til at foregå ombord på fly... og ikke mindst i lufthavne. I nat flyver jeg til Melbourne, og har så 8 timer dér, før jeg flyver videre til Sydney. Derfra videre til Auckland på New Zealand. Hvis det er muligt vil jeg dog prøve at ændre mit fly, så jeg i stedet får det meste af dagen i Sydney. Men nu må vi se...

Det er så dermed slut på 'Australien - 1. etape'. Fortsættelse om 3½ uge. Nu gælder det så New Zealand - og jeg glæder mig !!! :-)

tirsdag den 9. december 2008

Indian Pacific

Mit hostel i Adelaide lå klods op af den centrale busstation, og derfra kørte shuttle bussen til Parklands terminalen - stedet hvorfra både "The Ghan" og "Indian Pacific" togene kører. Søndag kl. 18.40 satte jeg således kursen mod Perth...

Min sidekammerat var Klaus fra Italien, som har været 3 måneder i Australien. Han skal også til Perth, hvor han skal finde arbejde. En rigtig god mulighed for de unge (18-30 årige) som lovligt kan arbejde i Australien i op til et år, og på den måde tjene lidt til rejsen. Det er ikke store summer de fleste tjener, men det giver dog et sted at bo og noget at spise. Det er tilfældigvis også de to største punkter på rejsebudgettet !

Vi sad og snakkede til omkring kl. 23 hvor lyset bliver slukket, og selvom jeg ikke havde så meget plads som på "The Ghan" - så sov jeg nu fint. Jeg vågnede ved 7-tiden, men lå og halvsov et par timer mere. Jeg spiste lidt af mit medbragte mad, og satte mig så ned i spisevognen (hvor der er strømstik) og så "Wall-E" på min bærbare pc. Jeg havde ikke set den før, men den er allerede blevet en af mine Pixar/Disney favoritter. Sød film og universel nem at forstå.

Ved 11-tiden stoppede vi i Cook, som i dag er en spøgelsesby med blot fem indbyggere. De tre af dem var på arbejde i souvenir biksen da toget stoppede, som det gør for at tage vand ombord samt skifte lokofører. Tilbage på toget begyndte vi vores tur henover Nullarbor Plain. Her ligger den længste lige togstrækning i verden - 417 km. - uden et eneste lille sving til hverken højre eller ventre. Vi passerede grænsen mellem South og Western Australia, og de satte endda farten lidt ned, så man kunne tage et billede af grænse skiltet. Samtidig kunne vi sætte uret 1½ time bagud, så jeg nu er 8 timer foran dansk tid. Jeg spillede lidt kort med min japanske veninde fra forleden, som også er på vej til Perth. Faktisk har jeg set en hel del som også var med toget fra Darwin, så jeg er åbenbart ikke den eneste som synes flybilletten fra Darwin til Perth er for dyr...

Omkring kl. 19 stoppede vi i Kalgoorlie der er en gammel guldgraverby. Der er et par restauranter åben på hovedgaden - foruden et stort antal barer, hvor hærdebrede arbejdere sidder på rad og række og savler over servitricerne... der kun er iført bittesmå bh'er og g-strengs trusser. I Danmark skal man vist på Wonder Bar for at opleve noget tilsvarende, men jeg skal ikke klage - hyggelige steder!!! Udover dette 'fænomen' har byen dog ikke meget at byde på - ihvertfald ikke om aftenen hvor 95% er lukket ! Selv byens internetcafé lukkede kl. 20 - så det er jo næsten som at være på Bornholm udenfor sæsonen...

Kl. 22.40 trillede vi videre mod Perth, og efter en begivenhedsløs nat vågnede jeg ved 7-tiden. En times tid før Perth kom et hold af inspektører ombord på toget, for at konfiskere frugt, planter og nødder som det ikke er tilladt at tage med mellem staterne i Australien. Vi ankom planmæssigt til Perth tirsdag morgen kl. 09.10 - efter at have tilbagelagt 2.659 km. og 40 timer ombord på "Indian Pacific"...

søndag den 7. december 2008

Adelaide

I Adelaide har jeg boet jeg på Cannon Street Backpackers, som er et stort hostel midt i byen. Der er masser af dormrooms, værelser og ikke mindst backpackere! Der er også en bar, pool- og bordtennisbord samt al den information om området man måtte ønske. Bykernen i Adelaide er ikke særlig stor, og jeg gik en tur efter jeg havde tjekket ind.

Der er endda gratis lokal busser som kører rundt i bykernen, ligesom visse strækninger med byens sporvogn er gratis. Det er da service der vil noget. En anden MEGET positiv ting ved Adelaide er vejret. Det er kun ca. 20 grader varmt... fantastisk !!! :-)

Jeg tog sporvognen de ca. 10 km. til Glenelg som ligger ved kysten. Der var ikke mange mennesker på stranden, men det var der til gengæld i byen. Den er rigtig hyggelig, og med en masse gode butikker. Beliggenheden med stranden lige uden for døren gør, at der er en hel del isbarer i Glenelg, heriblandt både en "Royal Copenhagen" (?) og en "Andersen of Denmark". Jeg var en tur i Haigh's chokolade forretning og købte et par få stykker chokolade, og selvom prisen mildest talt var ublu, så kan jeg kun sige at det var dét værd! Jeg fik (endelig) købt min Lonely Planet rejsebog til New Zealand, og der fulgte endda en lille gratis Guide over Paris med. Gad vide om man kan bruge den til noget på et tidspunkt ?!

Tilbage i Adelaide fik jeg set byens katedral (og et par andre kirker, som der her i byen er mange af), Rundle Mall og Victoria Square. Det er dog stadig underligt for mig at se pyntede juletræer side om side med palmer ! Men det skal jeg nok få vænnet mig til, for det bliver jo nok det samme på New Zealand.

Om et par timer skal jeg videre med toget vestpå. En lille tur på 1½ døgn der bringer mig til Perth. Jeg har hørt meget fedt om byen og glæder mig sindsygt til at opleve den...

fredag den 5. december 2008

The Ghan

Jeg tjekkede ud fra mit hostel onsdag morgen, og gik lidt ned af Mitchell Street til transport centret midt i byen, hvorfra shuttle bussen til togstationen kører. Togstationen ligger ca. 13 km. uden for byen, og forklaringen på det skulle være, at nogle gange er toget over 1 km. lang, og der er ganske enkelt ikke plads til det nogen steder i centrum! I øjeblikket er det jo lavsæson, så toget er lige nu kun ca. 600 m. langt. Det er dog langt nok til at passagerer på "Guld" klasse bliver kørt på perronen helt til deres togdør... i bus! :-)

Jeg havde købt en super rail saver billet på "Rød" klasse til 199 A$ - godt 750 kr. For det beløb får man et sæde man kan læne tilbage, og så er dét det! Normalt koster en rød billet 710 A$/2660 kr. - så det var et godt tilbud jeg havde booket. Man kan også få sovepladser på rød klasse, men det er kabiner og koster 1.440 A$/5.400 kr. i stedet - pr. person vel at mærke. Så kan jeg altså godt sidde op og sove to nætter!!! Til sammenligning koster guld klasse 1.980 A$/7.425 kr. og SuperDeluxe Platin klasse 3.050 A$/11.430 kr.

Jeg kan ved gud ikke tro at der er mange der rejser på den måde... til de priser! Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor man ikke laver åbne ligge/sovevogne som f.eks. i Thailand, hvor sædderne så ændres til køjer i to etager om natten. Np, men uanset hvad, så havde vi faktisk masser af plads, for der var kun 15 personer i vores vogn, da vi kl. 10 trillede ud fra Darwin. Det var dejligt, for så kunne vi hver have 4 sæder, og da man kan dreje dem (japan-style! :-) kan man godt "næsten" ligge behageligt ned. Jeg kunne godt lige have brugt min store rygsæk til mellemrummet mellem sæderne, men den lå i bagagevognen, og var ikke til at få fat i. Faktisk en fed (og sikker) service, at man tjekker sin bagage ind ligesom i lufthavnen, og så får man den udleveret igen ved ankomst. Så kan man pakke sin lille dagsrygsæk med det man får brug for på turen. Nu har jeg jo en vis erfaring med lange togture, så jeg havde været i Coles supermarkedet og shoppe. Der er også en rød spisevogn med toget - så de rige på guld klasse ikke skal blandes med os fattige ! :-)

På den anden side af midtergangen sad en japansk kvinde på 60 år, som dog har boet i Tyskland de sidste 35 år. Bag mig sad en australsk familie med far, mor og to drenge på hhv. 8 og 10 år. Når man jo har 51 timer sammen i et tog, så får man snakket en del, og jeg fik vist nogle af mine billeder - specielt dem fra Japan. Drengene fik også lov til at se et par dvd film på den bærbare, og alt i alt var det rigtigt hyggeligt. Der var også et par andre backpackere med samme vogn, og den absolut fedeste ting ved at rejse med tog er jo muligheden for at rejse sig, gå lidt rundt - og snakke med andre. I den ene enden af vognen var der to toiletter, og i den anden ende to brusere - ren luksus !

Første stop var allerede efter 3½ time - i Katherine. Man har mulighed for at komme af toget her, og der er endda også mulighed for at tage på flere arrangerede ture, eller blot en shuttle bus ind til byen. Stationen er nemlig også her placeret et stykke fra byen. Jeg kunne godt have tænkt mig at se Katherine Gorge, men prisen på næsten 400 kr. var for meget. Jeg har også set en hel del kløfter og floder, så jeg valgte istedet bussen ind til byen. Der var varmt i Katherine, og så meget er der heller ikke at se i byen.

Kl. 18.20 kørte toget videre, og omkring kl. 22 blev der gjort klar til natten. Jeg sov ganske udemærket, og da min japanske veninde (som jeg aldrig fangede navnet på) snorkede formidabelt højt, så var der ihvertfald ingen der bed mærke i mig. Jeg vågnede kl. 6.30 - og spiste lidt morgenmad.

Vi ankom til Alice Springs lidt efter kl. 9, og her ligger centrum af byen kun 15-20 minutters gang fra stationen, så jeg/vi sparede de 16 A$/60 kr. !!! som (helt ublut) blev krævet for en shuttle bus de ca. 1½ km. ind til byen. Jeg så byens gamle fængsel, og gik lidt rundt på Todd Street, hvor det meste af byens indkøbsmuligheder ligger. Jeg fik shoppet lidt i K-Mart, spist på "Red Rooster" og tjekker min mail før jeg gik tilbage til toget. Temperaturen var da 45 grader, men da det var en fuldstændig knastør varme, føltes det ikke så slemt. Faktisk svedte jeg overhovedet ikke, men drak til gengæld 5 liter vand på de 4 timer jeg var i byen. Der kom lidt flere mennesker ombord i Alice Springs, så derfra havde jeg "kun" to sæder til rådighed, men til gengæld en hel del benplads, da jeg sad på det forreste sæde. Faktisk så lå jeg udstrakt på gulvet og sov den anden nat, og jeg lå faktisk ganske godt. Stewarden havde sat et par tomme kabiner til salg efter Alice Springs, men 120 A$/450 kr. synes jeg nu alligevel var for meget for en nats søvn - og det samme synes alle andre åbenbart også, for der var ingen der tog imod tilbuddet.

Turen igennem Australiens "røde hjerte" var spændende, og vi måtte stoppe flere gange pga. sandstorme. Jernbanen er enkeltsporet, så et par gange måtte vi holde og vente på et modkørende tog, men den slags er der lavet plads til i køreplanen. Hele turen fra Darwin til Adelaide er på 2.979 km. - eller det der svarer til en køretur fra Stockholm til Brindisi i det sydlige Italien. Den første jernbane på strækningen startede helt tilbage i 1877, men der kunne man kun komme med tog fra Adelaide til Oodnadatta, og derfra på kamelryg det sidste stykke til Alice Springs. Navnet på toget "The Ghan" har jernbanen derfor taget efter de gamle "kamel-tog" som blev styret af afghanske kamelryttere. Senere blev jernbanen forlænget til Darwin, men der var tit oversvømmelser og dermed ødelæggelse af sporet, så til sidst besluttede man at anlægge et nyt spor med en lidt anden linieføring. Så det er kun siden 2004 man har kunnet køre hele strækningen fra Darwin i nord til Adelaide i syd.

Du kan se lidt video fra turen med "The Ghan" her : http://www.youtube.com/watch?v=km5G_181IB8

Jeg vågnede fredag morgen ved 7-tiden og gik ned i spisevognen for at få morgenmad. Jeg sad bagefter og så en ny dvd-film med Adam Sandler og skrev dette indlæg. Vi ankom planmæssig til Adelaide (efter at have stillet vores ure en time frem) kl. 13 - efter en fed tur med "The Ghan" - en af Australiens fede togrejser. Om to dage venter en anden, når jeg skal med "Indian Pacific" til Perth...

tirsdag den 2. december 2008

Darwin

Darwin - opkaldt efter Charles Darwin, ligger i Northern Territory, der som navnet antyder, er et territorie og ikke en stat. Tidligere hørte området under South Australia (SA), men har idag sit eget parlament og udpræget selvstyre. Der er dog fortsat mange ting der bestemmes af forbundsregeringen i Canberra, herunder spørgsmål vedr. områdets aboriginals.

Jeg fløj fra Bali torsdag nat, og landede i Darwin meget tidligt fredag morgen. Lufthavnen ligger faktisk på militært område tæt på byen og er åben 24 timer i døgnet. Landingsbanen er også lidt speciel - over 4.000 m. lang - og er den sydlige halvkugles reservelandingsbane for Nasa's rumfærge. Jeg havde hørt mange historier om de australske toldere og immigrationsmyndigheder, men bortset fra de søde og arbejdsomme narkohunde der arbejdede ved bagagebåndet - og det faktum at al min bagage blev x-ray'et på vej IND i et land - så gik det nu helt fint. Der var altså heller ingen der vaskede flyet eller mine støvler ved ankomst. Der kører en bus ind til centrum, og jeg blev smidt af ved Banyan View Lodge kl. 06.30

Mit værelse ville først være klar omkring middag, så jeg gik mig en lille tur. Det første der slog mig var... hold da op hvor er her varmt! Her snakker vi altså 32 grader kl. 7 om morgenen! Klimaet heroppe er domineret af to årstider : 'Wet' & 'Dry'. Som navnet antyder er 'wet' den våde sæson, der strækker sig fra ca. oktober til marts, mens den tørre sæson er resten af året. I øjeblikket er den våde sæson ved at starte for alvor, og både temperaturen og luftfugtigheden er skyhøj.

Efter en tur rundt i centrum, gik jeg tilbage til mit hostel og fik mit værelse. Det er uden bad og toilet, men det betyder heller ikke det store for mig (specielt ikke når fællesarealerne er så pæne og rene som her). Men jeg er glad for at slippe for sovesale, det indrømmer jeg til enhver tid! Jeg slappede lidt af i poolen, og læste i de brochurer jeg havde skrabet sammen på min gåtur i byen. Få hundrede km. fra Darwin finder man to af Australiens fede national parker - nemlig Kakadu og Litchfield. Jeg må indrømme at jeg ikke orkede en 4-dages tur (og er heller ikke i form til det), og mange af de kortere ture er netop stoppet i de sidste par uger pga. starten på regnsæsonen. Det lykkedes mig dog til sidst af få booket en 2-dages tur, men dagen efter blev den anden dags program aflyst. Ærgeligt, men sådan er det jo nogen gange. Det paradoksale er faktisk, at mange ture til parkerne nu er lukket pga. stigningen i vandstanden i floderne, men samtidig er f.eks. de berømte vandfald "Jim Jim" og "Twin Falls" ikke begyndt at løbe endnu. Så det er sådan en mellemfase i øjeblikket som de lokale kalder "build-up". Om et par uger kommer det til at gå som efter et ur, for om dagen bliver det bare varmere og varmere, indtil der til sidst kommer regn og klarer det hele op. Dagen efter starter det så forfra igen, og sådan kører det nogle måneder. Men som sagt sker det endnu ikke dagligt, men det skete dog to af dagene mens jeg var her. Så faldt temperaturen fra ulidelige 35-38 grader til langt mere behagelige 27-30 grader.

Jeg benyttede tiden til at se mig om i Darwin. Hovedgaden hedder Mitchell Street og selve bykernen er ikke så stor. Der er masser af butikker, barer, restauranter og supermarkeder. Prismæssigt er jeg jo nu kommet til et vestligt land, så jeg gik i supermarkedet Coles og provianterede. Der er fuldt køkken på mit hostel, og med eget køleskab på værelset så er det jo nemt nok. Egentlig er det helt ok at lave lidt mad igen, også selvom det "kun" er sandwiches m.m.

Jeg fik hurtigt bekræftet et par myter eller fordomme om Australien og indbyggerne. De går stort set alle rundt med den samme bredskyggede hat, og taler som en blanding af Crocodile Dundee og servitricen på en amerikansk diner. ALLE kalder én for "mate", "love" eller "hun", og så ender mange deres sætninger med 'okay?' - men sagt sådan 'mmmowkayy' :-)

Der er (selvfølgelig) også mange aboriginals, og jeg har aldrig set så sorte mennesker før! Mange af dem ser mig noget forhutlede ud, og der er sikkert en del triste skæbner imellem. En fælles ting for både sorte og hvide er dog manglen på fodtøj. Det er åbenbart helt normalt at rende rundt på bare tæer overalt, selvom man dog en del skilte med 'fodtøj påkrævet' ...

Jeg fik set byens kinesiske tempel, den gamle telegrafstation, og de gamle underjordiske olietunneller bygget under 2. verdenskrig. De skulle rumme en masse reserveolie, så hvis japanerne fik bombet Darwin, så ville flåden stadig kunne tanke op her. De blev færdigbygget (men dog aldrig brugt), for kort før de var færdige, blev Darwin bombet - d. 19. februar 1942. Der er spændende at gå nede i de enorme olietanke, som idag rummer billeder fra 2. verdenskrig. Der er også et par monumenter rundt omkring i byen, f.eks. en cenotaph i Bicentennial Park - hyldende de lokale helte fra begge verdenskrige. Jeg var også på en spændende rundvisning i parlamentsbygningen, hvor en ældre dame var guide. Sjove historier krydret med relevante oplysninger - og en flot bygning! Jeg tog også bussen til Fanny Bay, der ligger nogle få km. nord for Darwin centrum. Her så jeg det gamle fængsel, komplet med galger til hængning - sidst brugt i 1952.

Mandag tog jeg så på den lettere "barberede" - men laaaange 1-dages tur til Kakadu National Park. Chaufføren var også turguide, og aldrig har jeg oplevet en så skæg og informativ person - det var fedt! Der er ca. 250 km. til Kakadu fra Darwin, og i nationalparken stoppede vi flere steder. Vi så bla. Nourlangie Rock og dens mange spændede klippemalerier - mange af dem flere tusinde år gamle. Vi besøgte også et aboriginal kultur center og tog en sejltur på Yellow Water billabong. En billabong er en flod i regnsæsonen, men tørrer efterhånden ud til vandhuller og ender til sidst som en tør flodseng. Når regnen så kommer tilbage vender livet også tilbage, i form af fisk, fugle og krokodiller. Sejlturen bragte os desuden ud på South Alligator River - pudsigt navn, for der er ingen alligatorer i Australien. Der er dog både ferskvands- og saltvands krokodiller og dem så vi også nogle stykker af. Det var en lang, men absolut fed dag...

Tirsdag stod jeg tidligt op, og gik de få hundrede meter ned til Dr. Gully's AquaScene. Her kan man (de fleste dage) opleve tusindvis af fisk komme ind og blive fodret af. Det er godt nok specielt at stå midt i sådan et hav af fisk, som omfatter bla. multer og barramundi'er - og håndfodre dem med små stykker brød. Der er dog også større og (potentielt) farligere fisk i vandet, men de bliver lokket lidt væk med kødstykker af det årvågne personale. Fodringen er dog altid helt på eget ansvar, da det jo er et åbent hav - og man aldrig kan vide præcist hvad der kommer ind. Normalt kan man gå ud til livet eller svømme sammen med fiskene, men i øjeblikket er de potentielle livsfarlige box jelly fish blevet observeret, og så er det bedst ikke at gå så langt ud.

Du kan se lidt "fiske-video" her : http://www.youtube.com/watch?v=S4PQWHPnNRg

I morgen tidlig skal jeg så sydpå. Jeg har købt en billet til "The Ghan", et tog der på 51 timer vil bringe mig til Adelaide, med stop i Katherine og Alice Springs på vejen. Det er efterhånden længe siden jeg har kørt "rigtigt" i tog, og jeg glæder mig som et lille barn !!! :-)