torsdag den 18. december 2008

Auckland>Opononi

Normalt laver jeg jo typisk et blogindlæg fra hver by jeg besøger, men da jeg her på New Zealand har min egen bil, så kommer jeg jo til at se en hulens masse byer. Så istedet gør jeg det lidt i etaper... Efter jeg havde hentet min campervan kørte jeg straks nordpå. Jeg kommer jo tilbage til Auckland igen på vej sydpå, og jeg skal jo også flyve derfra til Melbourne. Jeg har ikke lavet så meget research omkring NZ, men nogle ting kender jeg selvfølgelig til. Mit første mål er at komme op til nordspidsen ved Cape Reinga, og jeg regner med at bruge 4-5 dage til det.

Første stop var i Helensville, hvor jeg besøgte byens 'i-Site'. Det er informationscentre der er placeret over hele NZ, og de kan hjælpe med info om lokalområdet, muligheder for overnatning, seværdigheder osv. Tit har de også internetadgang, og fungerer som stoppesteder for busserne. Jeg fortsatte til Shelley Beach, hvor jeg besluttede at overnatte for første gang. Der ligger en campingsplads helt ned til vandet, og det kostede 10 NZ$ at overnatte (inkl. strøm). Jeg skulle først lige prøve at "samle" bilen så jeg kan sove i den, og det gik faktisk rimelig nemt. Det tog mig vel en halv times tid, men mon ikke jeg snart kan gøre det på 5 min. ? :-)

Morgenen efter kørte jeg tilbage til Helensville og spiste morgenmad. Så meget havde jeg nemlig heller ikke købt ind, da jeg jo lige ville være sikker på at køleskabet også virkede på "camping-strøm". Jeg fortsatte nordpå langs Kaipara Harbour til Wellsford, Pakiri og Leigh. Her var jeg på stranden ved Goat Island, som er et marine reservat. Selve øen ligger tæt på kysten, og der er masser af badning, snorkling og dykning i området. Det forstår man godt, for der er virkelig et mylder af fisk overalt. Jeg lejede en maske og en snorkel, men jeg kunne nu også godt have brugt Roberts undervandskamera! ;-)

Om eftermiddagen fortsatte jeg til Brynderwyn og derfra vestpå til Matakohe. Jeg besøgte det glimrende Kauri museum i byen, som forklarer fint om kauri træets historie på NZ. Kauri træet er tidligere blevet fældet i stor stil og brugt som tømmer - foruden det også er et gummitræ. Jeg checkede ind på Matakohe Top10 Holiday Park (17 NZ$) og gik en tur langs vandet om aftenen. Jeg spiste sammen med et par tyskere der var på vej sydpå, så jeg kunne lige score et par tips fra dem. Jeg har faktisk mødt overraskende mange tyskere i NZ, et folkefærd jeg ellers ikke har set meget til i asien. Efter min opfattelse, rejser de dog også meget i grupper og holder sig tit for sig selv...

Tirsdag morgen pakkede jeg sammen og kørte mod nordvest til Dargaville. Ikke nogen stor by, men der lå dog en Woolworth hvor jeg købte ind. Jeg kørte op til et udkigspunkt nord for byen, hvor masterne fra "Rainbow Warrior" er udstillet foran byens museum. "Rainbow Warrior" var Greenpeace's flagskib, og blev sunket i Auckland havn i 1985 af "terrorister" og en Greenpeace aktivist blev dræbt ombord. I sig selv måske ikke så spektakulært, men det viste sig hurtigt at det faktisk var franske specialtropper der stod bag. Skibet var nemlig på vej til Moruroa atollen ved fransk polynesien, for at protestere mod de franske atomprøvesprængninger dér. Det mest specielle ved historien er dog nok, at man rent faktisk pågreb to af forbryderne, som blev stillet for retten - og dømt! Pinligt for Frankrig, som på den måde var blevet grebet i at udføre en terroristaktion på fremmed jord, men med vanlig fransk arrogance ('pardon my french!'), vendte de det hele på hovedet og indledte endda en boykot af varer fra NZ. Efter et par år blev agenterne sendt tilbage til Frankrig hvor de modtog en heltemodtagelse. Selve skibet blev senere hævet og flyttet nordpå til Cavelli Islands, hvor det nu er et favoritsted blandt dykkere... - og masterne er altså nu placeret foran museet i Dargaville !

Fra Dargaville kørte jeg vestpå til jeg nåede Kauri kysten, og fortsatte nordpå til Waipoua Kauri Forest. Her så jeg det kæmpestore kauri træ 'Tane Mahuta' og spiste en skøn frokost i det grønne. Sidst på eftermiddagen nåede jeg til Omarpere og Opononi - 2 små "landsbyer", som praktisk talt er smeltet sammen til én...