onsdag den 31. juli 2013

Langkawi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Langkawi tog kun 45 min. og ved ankomsten til lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel. Vi havde faktisk først valgt et hotel inde i øens ’hovedby’ Kuah, men ombestemte os senere, og valgte i stedet Aseania Resort der ligger ved Pantai Chenang. Hotellet ligger kun få hundrede meter fra vandet, og har Malaysia’s største swimmingpool som bedste trækplaster.

Vi fik vores værelser og mit første indtryk var nok ikke så positivt. Der var temmelig nedslidt, men sengene var nu faktisk ok og det betyder mere for mig, end hvordan tapetet ser ud. Vi gik ud og fik aftenmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng. Det er altid lidt spændende når man kommer til et nyt sted så sent, for hvordan ser der mon ud om morgenen?

Fredag morgen stod vi op og spiste morgenmad på hotellet. Den var udmærket, dog uden at være specielt prangende – men man kan sagtens spise sig mæt. Clara, Trine og Robert tog til stranden, hvor de i nogle timer morede sig i bølgerne, og fik taget mere end 300 billeder! Hvad skulle vi dog have gjort uden Robert, hans kamera – og ikke mindst hans tålmodighed? :-)

Imens tog Emma, Anne og jeg til øens hospital for at få en læge til at kigge på Emmas arm. Den sad jo fast i metrodøren i Kuala Lumpur dagen før, og da den stadig gjorde ondt var det bedst at få en læge til at kigge på den. Vi ventede kun ½ times tid, og lægen konstaterede at det måtte være et tryk på musklerne, og det burde gå over af sig selv igen. For en sikkerheds skyld fik hun også taget et røntgenbillede der bekræftede at der ikke var sket skade på knoglerne. Med armen i slynge og udstyret med noget smertestillende medicin blev hun sendt hjem igen. Samlet pris inkl. taxa – under 300 kr.

Om eftermiddagen slappede vi af i poolen, og Clara og Trine var en tur i motionscentret – noget Clara elsker – også fordi hun ikke er gammel nok til at prøve det hjemme i Danmark! Aftensmaden bestilte vi på hotellet, og selvom det er charmerende at få maden serveret ’pool-side’, så var kvaliteten desværre ikke tilsvarende fantastisk.

Lørdag startede med morgenmad efterfulgt af en tur på stranden. Pigerne købte luftmadrasser og det at se Anne komme op at ligge på den var et af turens højdepunkter. Fra tid til anden kom der rimelig store bølger og der var kraft nok til at vælte en omkuld, hvilket selvfølgelig var meget sjovt. På stranden kan man også sejle på vandscooter, parasaile eller få sig en tur på bananen. Naturligvis er det ikke billigt, det er den slags jo aldrig.

Om eftermiddagen var pigerne i poolen, og man kan godt forstå det er hotellets største aktiv. Officielt er den 154 meter lang, men hvordan de lige har målt det aner jeg ikke. Der er to almindelige pools der er forbundet, vandrutsjebaner, vandfald, bølgebad, boblebad samt en ’lazy river’ hvor man kan drive rundt. Selve hotellet er ved at blive opgraderet og renoveret, og det er også tiltrængt. Lobby, reception og restaurant er meget flotte, men den del vi boede i, trænger i den grad til en kærlig hånd – og vi boede endda på ’Super Deluxe’ værelser... hvad det så end dækker over?! :-)

Selvom Langkawi er en stor ø (knapt 500 km2) er der ingen offentlig transport. Så Robert og jeg tog en taxa ind til Kuah der er ’hovedbyen’ på Langkawi. Der er ingen grund til at forhandle om prisen, for den ligger fast på forhånd. Alle steder har de tavler med priser fra A til B – eller fra C til D. Praktisk, men sjovt at så stor en ø ikke har bare en enkelt buslinje til at forbinde byen med strandene, lufthavnen eller turistattraktionerne, for vejene var asfalteret og i ganske fin stand. Kuah by har dog ikke noget at byde på... eller mere præcist sagt: Udover at der var hæveautomater så vi kunne få nogle tiltrængte kontanter, så fik vi mad på en KFC og besøgte byens ’Mega Mall’ – der så bestod af 20-30 lokale butikker. Nå ja, så kunne vi da stryge Kuah fra listen over interessante steder...

Aftensmaden blev spist på en af de mange restauranter der ligger på gaden langs med stranden. Trine fik smagt kokosmælk direkte fra ’nødden’ – men blev hurtig enig med sig selv om, at det ikke ligefrem smagte specielt godt. Vi spillede lidt kort inden vi gik tilbage igen. På vejen købte vi lidt mad med hjem fra McDonalds til Clara og Anne der var blevet hjemme. Anne havde nemlig fået et stik af en stor ’bi-lignende’ flyvende pestilens, og det havde hurtigt udviklet sig til et pænt stort stik der gjorde ondt. Clara var heller ikke på toppen, da hun havde fået for meget sol. Vejret havde nu også været godt, og regn så vi ikke noget til i en hel del dage...

Søndag startede ved poolen – totalt afslapning. Pigerne havde haft kontakt med med en af de lokale ’pool-boys’ på hotellet, og han kunne skaffe os en tur på en vandscooter til en billig pris. Vi gik med ham ned til stranden, hvor det så viste sig at han alligevel ikke kunne give os en god pris. Så pludselig blev det dobbelt så dyrt... men det er jo nok hverken første eller sidste gang en fyr lover nogle søde piger noget... uden helt at kunne levere varen! :-)

Nå, men nu var vi jo dernede, så vi valgte en halv time til 180 kr. – og så måtte vi bytte undervejs. Trine og Emma var første hold afsted, derefter Anne og Clara. Trine fik en bonustur bag på Robert, da jeg valgte at blive på stranden. Ingen kritik af min bedste ven, men med både ham og jeg på én gang, så havde den scooter nok ikke ligefrem fløjet over vandet! Turen var dog sjov nok, omend al for kort. Det var stegende hedt, så jeg gik tilbage til hotellet, og snart efter kom Robert. Pigerne blev nede på stranden noget længere – imens vi sugede aircon på værelset. Eftermiddagen blev brugt ved poolen, for vi orkede faktisk ikke rigtigt andet. Det var planen at vi skulle have været oppe ved Langkawi’s største turistattraktioner: Skycab & Skybridge. Det er en kabelbane der på 20 min. fragter én op på toppen af Machinchang bjerget, hvorfra  en 120 m. lang bro er udspændt – ca. 100 m. oppe i luften. Desværre er Skybridgen lukket i øjeblikket pga. reparation, og uden den synes vi ikke vi ville tage kabelbanen derop. Du kan se mere om Skybridgen her:

I stedet gik vi om aftenen ned til øens ’6D-biograf’. Jeg aner ikke hvor de får de sidste dimensioner fra, men fred være med det. Vi betalte ca. 30 kr. hver og blev så spændt fast til vores sæde iført 3D-briller. Sædet kan så bevæge sig, og desuden bliver man udsat for vind, vand osv. - så det skulle virke mere realistisk. Vi har prøvet noget lignende med ’Shrek 4D’ i Universal Studios sidste år, og dette kunne ikke rigtigt leve op til den oplevelse! Vi så to små film á ca. 7 minutters varighed... men vi havde nok overlevet uden :-)

Mandag var det tid til at tjekke ud, og vi havde fået lov til at beholde vores værelser indtil kl. 15. Vi skulle videre til Phi Phi i Thailand, og egentlig var det planen vi skulle være blevet en dag længere på Langkawi. ”Problemet” var bare, at vi kun knap-og-nap ville kunne nå fra Langkawi til Krabi hvorfra båden til Phi Phi afgår. Var vi blevet det mindste forsinket undervejs, ville den sidste båd være sejlet til Phi Phi før vi nåede Krabi. I stedet valgte vi at tage af sted om eftermiddagen med båden kl. 16.30. Der er kun ’båd og bus’ forbindelse til Krabi om morgenen, så i stedet havde vi booket en privat minivan til at køre os fra Satun i Thailand (hvor båden fra Langkawi lægger til) til Krabi. Fordi vi var 6 personer endte det kun med at være ca. 20 kr. dyrere pr. person end hvis vi havde taget bussen. Vi betalte hver lidt over 200 kr. pr. person for turen - penge der var givet godt ud, da vi så havde en halv dag ekstra på Langkawi.

Vi blev hentet på hotellet og kørt ned til havnen der ligger udenfor Kuah. Bådturen tog lidt over en time, og på den anden side ventede vores chauffør med en dejlig behagelig og rummelig minivan. Immigrationen blev hurtigt overstået, og derefter satte vi kursen mod Krabi. Efter et par timer gjorde vi holdt en times tid i Trang, hvor vi fik noget at spise. Man kan godt mærke at denne sydlige del af Thailand ikke ligefrem ser mange turister! Damen der havde restauranten, havde dagen før kun solgt for 100 THB (under 20 kr.) så hun havde ikke kunnet købe ret meget mad. Det betød at hun ikke havde så meget på menuen, og det er første gang jeg har oplevet en restaurant løbe tør for ris! Vi fik dog nok til at blive mætte, og så kørte vi de sidste halvanden times tid til Krabi. Det var en super behagelig måde at gøre det på – og helt uden stress. Vi havde med vilje valgt et billigt lille guesthouse, for vi skulle jo bare sove en nat og så med båden næste morgen. Vi ankom kl. 22.45 og de holdt endda lidt længere åbent i receptionen og havde også sørget for billetter til båden til Phi Phi morgenen efter.

Tirsdag mogen spiste vi morgenmad på restauranten på P.N. Guesthouse – og det var overraskende godt. Det var i hvert fald klart den bedste frugtsalat vi havde fået på turen! Kl. 8 blev vi hentet i minibus og kørt ned til havnen... og kl. 9 sejlede båden til Phi Phi.

fredag den 26. juli 2013

Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi blev kørt til lufthavnen i Vientiane, og da jeg allerede havde tjekket os ind på AirAsia flyet til Kuala Lumpur, gik det både nemt og hurtigt. Det vil være synd at sige lufthavnen ligefrem er stor, men vi fik da vekslet vores sidste laotiske Kip, da de nemlig ikke er noget værd uden for Laos. Det har fungeret fint med ”blandingsøkonomien” med både Kip og US$, men det er nu noget irriterende, at man mange steder kun kan hæve 1.000.000 Kip i automaterne, og samtidig skal betale 15 kr. i gebyr – oveni de 30 kr. man betaler hjemme i banken. Så det koster altså 45 kr. at hæve ca. 770 kr. – en ikke helt uvæsentligt andel hvis man skal holde lange ferier i Laos. Jeg havde dog været forudseende nok til at tage en del US$ med i kontanter, men jeg tør jo heller ikke rejse rundt med for mange rede penge på mig, og så er udgiften jo bare en man må tage med...

Flyveturen til Kuala Lumpur tog godt 2½ time, og igen kan jeg kun blive imponeret over AirAsia! For mig er det fuldt forståeligt, at de nu er blevet kåret som verdens bedste lavpris flyselskab fem år i træk! Vi havde givet ca. 320 kr. for vores billetter – inkl. skatter, indtjekket bagage, sædevalg m.m. Det billigste alternativ på ruten ville have kostet 1.650 kr. for det samme. Hmmm...

Fra lufthavnen tog vi Skybus’en ind til KL Sentral – Kuala Lumpurs hovedbanegård. Turen tog en times tid og der var MASSER af benplads i bussen. Prisen var kun 9 malaysiske ringit, og den korte tur med LRT toget til Chinatown kostede kun 1 MYR. Det var en både nem og billig måde at komme ind til byen på, og kostede kun ¼ af hvad en taxa ville have kostet. Vi fandt hurtigt frem til vores hotel, som lå midt i Chinatown – blot 100 m. fra Petaling Street. Vi fik vores værelser, og sammenholdt med f.eks. Hong Kong og Singapore var disse værelser jo enormt store! Vi havde dog heller ikke valgt det billigste sted i byen, men her var i hvert fald god valuta for pengene: Gode senge, pæne badeværelser og gratis WiFi.

Vi gik en tur i området omkring vores hotel, som primært består af markedsgader. Jeg har været i Kuala Lumpur et par gange før, og der har jeg også boet i Chinatown. Jeg kan godt li’ stemningen, og jeg synes at markedet er et af de bedste jeg kender. Selvom det er kopivarer så er kvaliteten ofte rimelig høj, og priserne er også i orden, hvis man vel og mærke forstår at prutte sig frem til en god pris. Vi var lidt trætte, så vi besluttede os for at gå i seng, så vi kunne være friske dagen efter. Men næste dag bragte en stor overraskelse...

Omkring midnat kom Robert nemlig til Kuala Lumpur!!! Det var egentlig ikke planen, da han skal med sin mor og far til Nordkap senere på året. Men han havde sparet lidt feriedage sammen, og så spurgte han mig for nogle måneder siden, om det var ok han kom ud et par ugers tid. Efter vores hyggelige ferie sidste år var jeg helt sikker på at pigerne ville elske at have ham med, og da Trine også kender Robert var jeg sikker på at det også var ok med hende. Vi besluttede os for at holde det som en hemmelighed, og vi har da også Skypet med ham nogle gange undervejs – uden at nogen fattede mistanke. Han var taget af sted fra København mandag eftermiddag, og havde fulgt nogenlunde den samme rute som os... dog undtaget døgnet med natbussen fra helvede! Han har jo rejst meget sammen med mig, men der er det altid mig der fortæller hvor vi skal hen, hvornår vi skal af sted, hvilken bus osv. – så det var også lidt en prøvelse for ham. Jeg havde dog lavet en lille vejledning til ham, så det gjorde det lidt nemmere. Han havde mellemlandet i både Helsinki, Chongqing og Kunming før han nåede Kuala Lumpur, så samlet havde han et lille døgns rejse bag sig da han ankom. Men det er sgu’ meget godt gået at han klarede det på egen hånd.

Vi besluttede at udskyde overraskelsen til om morgenen, så fem minutter før vi skulle mødes bankede han på hos pigerne. Se selv her hvilken modtagelse han fik :-)


Det er vist overflødigt at konstatere at de var glade for at se ham, og han skal rejse med os de sidste 2½ uge. Vi tog ind til KL Sentral hvor vi spiste morgenmad på Subway, før vi tog metroen til Petronas Twin Towers. Jeg har tre gange tidligere forsøgt at komme op og stå på den Skybridge der forbinde de to tårne, men enten har der ikke været flere billetter til salg den dag eller også har der været lukket pga. Ramadan. Denne gang havde jeg dog booket billetter hjemmefra – en mulighed der kun har eksisteret i få måneder. Så denne gang lykkedes det simpelthen.

Først bliver man kørt op til Skybridgen i 170 meters højde. Den er i to etager. Den øverste bliver brugt af de personer der arbejder i bygningerne til hurtigt at komme fra det ene tårn til det andet, imens den nederste bruges til turister. Bagefter blev vi kørt op til observationsdækket på 86. etage – hvorfra man har et flot udsyn over byen fra 360 meters højde. Man kan dog ikke se KL Tower da Petronas’ andet tårn ligger i ”vejen”. Vel nede på jorden igen fik vi taget en masse billeder foran tårnene. Vi var på Starbucks før vi tog til Masjid Negara – National moskéen. Her blev vi iført nogle fancy lilla dragter, så vi var dækket til efter forskrifterne. Pigerne skulle have hætten på så håret også var dækket til, det behøvede Robert og jeg ikke... der er så heller ikke så meget hår at dække! :-)

Som turist må man ikke komme ind i selve bedesalen, men vi fik dog set resten. Moskéen er rimelig moderne anlagt og bestemt et besøg værd. Bagefter gik vi ned til KL’s gamle banegård hvorfra vi tog ”s-toget” til Mid-Valley hvor et af de store Mega Malls ligger. Kursen blev sat mod Pizza Hut og det er altså gode pizzaer de laver. Vi fik spillet lidt kort før vi var rundt og se centret. Der er masser af butikker og man kan helt sikkert få lang tid til at gå der. På vejen tilbage stoppede vi ved en metrostation for at få et kig på Petronas tårnene med lys på. Det lykkedes, og i tilgift så vi endda et ”vaskebjørn” lignende dyr kravlende på taget over os. Vi var trætte efter en lang dag, men det blev alligevel til en rundtur på markedet før vi kom hjem til Chinatown Boutique Hotel.

Torsdag spiste vi igen morgenmad på Subway (og det smager altså også godt)! Vi tog en par taxaer til Lake Gardens hvor vi så orkidé haven. Meget hyggeligt – og med gratis adgang – men ikke noget der kan måle sig med andre botaniske haver jeg har set. Vi spillede kort på Starbucks tæt på vores hotel, før vi skulle til lufthavnen. Vi fik hentet bagagen på hotellet og så skulle vi bare lige over til metroen. Fornuftig som jeg er, synes jeg ikke vi behøvede at slæbe al bagagen med gennem markedet, så vi tog en lille ’smutvej’. Det betød så bare at vi pludselig ikke kunne finde stationen – og tik tak, tiden går! Efter en længere gåtur rundt i området lykkedes det dog, og nu skulle vi så bare ind til KL Sentral. Men det var myldretid og toget var godt fyldt. Det lykkedes os dog at komme ombord, men Emma fik desværre sin arm i klemme i døren. Vi fandt (igen med noget besvær) lufthavnsbussen, og så var det ellers bare med at krydse fingre for at den ikke var forsinket. Vi nåede derud ca. 1 time før afgang, og da AirAsia lukker check-in 45 min. før afgang var det i sidste øjeblik. Hu-hej kom vi igennem securityen, og der var endda tid til et toiletbesøg og til at sluge en sandwich før vi blev kaldt ud til flyet. Jeg HADER at ankomme i sidste øjeblik, men det gik – og vi kunne sætte os til rette i flyet til Langkawi...


onsdag den 24. juli 2013

Vientiane

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde fået at vide at turen til Vientiane ville tage 3 timer, og for en gang skyld passede det faktisk meget godt. Vi blev sat af i centrum og derfra var der kun nogle få hundrede meters gang til vores hotel. Desværre fik vi drejet til højre en gang for tidligt, så vi kom lidt på vandring. Vi fik spurgt nogle lokale om vej, og efter lidt diskussion om hvor hotellet lå, fandt vi det endelig. Det var midt på dagen og stegende hedt, så det var rart at se skiltet med Vientiane Garden Hotel dukke op!

Det ene af vores værelser var ikke klar – faktisk var de vist ikke helt klar over at vi havde en reservation – men vi fik et værelse så vi kunne klæde om... og hoppe i poolen. Vi havde bevidst valgt dette hotel pga. swimmingpoolen, og den var egentlig også pæn nok. Den trængte bare til en omgang rengøring! Vi brugte eftermiddagen i poolen før vi gik ud for at spise aftensmad. Vejret var blandet – som det har været det meste af tiden i Laos. Dele med regn, dele med solskin og skyet resten af tiden. Faktisk har det været meget behageligt specielt om aftenen, da det på ingen måde har været kvalmende varmt.

Søndag morgen tog vi en tuk-tuk til Talat Sao – morgenmarkedet. Det er dog ændret til at være mere et center end et marked, så vi besluttede at gå ud og få morgenmad. Området omkring var dog som støvsuget for madsteder (bortset fra et par MEGET lokale steder der ikke så specielt indbydende ud). Så vi tog i stedet en tuk-tuk ned til Nam Phu – det store springvand – der betragtes som centrum i byen. Her spiste vi morgenmad på Scandinavian Bakery, og der var både croissanter, kanelsnegle og andet wienerbrød. Således styrket tog vi til Patuxai – Laos’ udgave af Paris’ triumfbue. Bygget engang i 1960’erne af cement der egentlig var doneret af USA til bygning af en ny lufthavn, står den som et symbol... det er blot sværere at regne ud hvad den symboliserer? En hån over Frankrigs kolonitid eller blot: ”Vi gjorde det fordi vi kan!”. Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke om jeg synes den er pæn – nok mere speciel end køn! Men udsigten fra toppen er nu ok, og en entrépris på 3.000 Kip (2 kr.) kan man jo ikke brokke sig over. Anne havde ondt i knæene så hun blev nede, men vi fire andre oksede op til toppen.

Bagefter tog vi til den lokale busstation, hvorfra vi tog bussen til Xieng Khuan – også kaldet Buddha Park. Her har en halv-skør kunstner engang i 50’erne skabt en samling af mere end 200 forskellige Buddha figurer, både af buddhistisk og hinduistisk oprindelse. Senere flyttede han over Mekong floden til Thailand og har skabt en tilsvarende park i Nong Khai. Der er både en kæmpe liggende Buddha, samt et græskarlignende ’monstrum’ man kan klatre op i. Adgangen er via dæmonens mund, og der er ikke meget plads til at komme op og ned. Jeg var deroppe i 2007, så jeg lod pigerne om at tage turen denne gang. Der var varmt derude, så vi fik købt både vand, frisk frugt og is for at slukke tørsten. Parken ligger 25 km. uden for Vientiane, og turen med bussen tager lidt over en time. En del af strækningen er i god stand med asfalterede veje, og man kommer f.eks. også forbi grænseovergangen mellem Laos og Thailand. På udturen skiftede vi bus dér – desværre! For resten af turen var med lokalbussen – inkl. masser af poser med madvarer indkøbt i Thailand. Det er ufatteligt at sådan nogle gamle skrammelkasser stadig kan køre rundt med passagerer... :-)

Om aftenen hyggede vi med film på værelset. Jeg fik rigget den bærbare til fjernsynet, og så stod den på ’Skytten’ – efter at Clara havde været ude og købe chips. Det var hyggeligt, men desværre var det ikke alle der holdt sig vågne gennem hele filmen... vel søster?! :-)

Mandag spiste vi igen morgenmad på Scandinavian Bakery, men det kunne ikke helt leve op til den gode oplevelse fra dagen før. Vi tog til That Luang som er en stor gylden stupa i flere niveauer. På afstand ser det stadig meget pænt ud, men det er godt nok slidt når man kommer tæt på. Vi gik ind i et af de omkringliggende templer, og overværede starten på en religiøs ceremoni. Vi fandt aldrig ud af præcist hvad det var, og efter en halv times tid luskede vi af igen. Vi så den store udendørs guld Buddha før vi gik igennem et lille marked. Eftermiddagen blev brugt på Full Moon Café, hvor vi spiste, drak og spillede kort. Jeg havde tidligere tabt flere timers massage til både Clara & Trine, men her blev det hele vundet tilbage - og lidt til - i kortspillet 'røvhul'. Sidst på eftermiddagen var vi på aftenmarkedet ved Mekong floden, og det var ok – selvom det ikke var så godt som f.eks. i Luang Prabang. Det virkede lidt mere turistet, men det var nu egentlig ikke så mange ’hvide’ turister vi så. Anne havde fået knas med ryggen, så hun fik en omgang massage sammen med Clara & Emma på vejen hjem, imens Trine og jeg tog tilbage til hotellet og snakkede og så billeder.

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet og kl. 7.30 blev vi kørt i lufthavnen. Hotellet havde ikke været den store succes i Vientiane: Dels var det for dyrt (og vi havde betalt noget mere for et sted med pool – og så brugte vi den kun én gang), og dels levede det ikke helt op til beskrivelserne. Der var ingen safetybox på værelset, værelse med balkon betød åbenbart et lille bord og to stole på den fælles gang (og det skulle endda deles mellem flere værelser) og poolen var snavset. Desuden var sengene STENHÅRDE og hotellet lå lidt væk fra centrum! Manageren var også en kende arrogant da vi tjekkede ind, og selvom han nu prøvede at virke imødekommende resten af vores ophold, så blev det nu ikke ligefrem en god anmeldelse hotellet fik på booking.com

Jeg synes gensynet med Laos har været spændende, men de tre steder vi har været har ikke forandret sig meget på seks år. Vejret har været noget blandet, selvom det nu er blevet bedre hen ad vejen. Nu er næste stop så Kuala Lumpur – Malaysias hovedstad... 

søndag den 21. juli 2013

Vang Vieng

(Klik på billedet for adgang til albummet)

VIP bussen til Vang Vieng så på overfladen helt fin ud, men som man jo godt ved, så kan skindet bedrage! Der var ingen plads til benene, men turen skulle jo kun vare seks timer, så mon ikke det går?

Vi kørte fra Luang Prabang kl. 9.30 og så gik turen ellers sydpå. Der er bjergrigt i området, så selvom vi kun skulle tilbagelægge 233 km. så stod det hurtigt klart at det ville tage noget tid. Det er sjældent jeg har lyst til at rose buschauffører, men denne gut kørte faktisk rigtigt godt – næsten for forsigtigt og langsomt til tider...

På et tidspunkt hører vi et knald under bussen, og min første tanke er at akslen er knækket, og så er vi jo temmelig ilde stedt. Så galt er det dog ikke, da det ’kun’ er en punktering. Nu er der dobbelthjul på bussen, så chaufføren får os listet ned til et plant område, og så går de ellers i gang med at skifte hjul. Det tager en halv times tid, og imens kan vi få en tiltrængt mulighed for at strække benene. Efter hjulet var skiftet kunne vi fortsætte turen.

Vi nåede Vang Vieng efter 8½ time, så de seks timer kom ikke til at holde. Vi tog en tuk-tuk til vores hotel, og det var nok meget smart, eftersom den eneste adresse vi havde var ’ved flodbredden Vang Vieng’. Vejnavne og husnumre er ikke det de gør det mest i... :-)

Vi havde booket de billigste værelser på Silver Naga, hvilket vil sige dem der vendte væk fra floden, men vi fik en gratis opgradering til værelser med udsigt over floden. Det kan man jo kun kalde fin service. Det koster jo selvfølgelig ikke dem noget, men det gør da at man bliver ekstra positiv fra starten. Vi fik også lov til at bruge poolen en time efter normal lukketid, og en dukkert var lige hvad vi havde brug for. Vi havde valgt hotellet fordi det er ét af kun seks i Vang Vieng med pool. Vi havde så fået et godt tilbud på nettet, og med vores opgradering af værelset var vi fint kørende. Hotellet er bygget i 2011, så alt er stadig nyt og fint. Det omfatter også gode senge og nogle skønne dyner – tænk engang: Rigtige dyner! Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng.

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på hotellet, og det levede desværre ikke helt op til standarden. Det var primært asiatiske retter, og jeg kan altså ikke spise ris- eller nuddelretter til morgenmad. Der var faktisk en ’ægge-dame’, men når man ikke kan lave scrambled æg, så er det altså op ad bakke. Jeg forsøgte med fagter at forklare at hun bare skulle røre rundt, men det lykkedes ikke helt.

Vi gik på jagt efter eventyr, og pigerne besluttede sig for at tage en kajaktur på Nam Song floden. Jeg synes de 12 km. lød lige en tand for hård til mig, så de fire tog af sted uden mig. Jeg fik så et par timer til at gå med at sidde og læse på en af byens mange restauranter. Da jeg var i Laos i 2007 var Vang Vieng et sted man som backpacker skulle til i Laos. Der var masser af barer og de specielle restauranter hvor man kan ligge og slappe af, spise, drikke og se gamle film eller genudsendelser af ’Venner’. Det har såmænd ikke ændret sig, faktisk er der bare kommet flere guesthouses – men her er markant færre mennesker! Rygtet som ’festby’ havde åbenbart til sidst fået bugt med byen, og alt for mange dødsfald havde fået lukket en del af de værste steder. Vang Vieng var kendt for forskellige stoffer, og kombineret med druk og sejlture på floden, så var der altså flere der ikke overlevede. I dag er mange af de værste barer lukket, og det samme gælder alle aktiviteterne i forbindelse med tubing på floden.

Pigerne vendte tilbage fra deres kajaktur og de havde nydt det. De havde hver betalt 60.000 kip (45 kr.) for turen og det kan man kun kalde billigt. Efter en tur i poolen besluttede vi os for at teste nattelivet i byen. Så tøserne blev ’dullet op’ og så gik vi ud og fik noget at spise. Senere gik vi på den Irske Pub, da de på gaden lokkede med gratis drinks. Det fik vi så, og da der samtidig var ’happy hour’ blev det en billig tur i byen. Der var mange mennesker, men musikken var ikke specielt god så det blev ikke så sent da vi trissede hjemad. Det må vi gøre ordentligt et andet sted!

Onsdag lejede vi cykler – og en scooter til mig – og så satte vi kursen nordpå. Nogle få kilometer udenfor byen ligger der en ’Organic Farm’ som er kendt for deres morbærtræer – mulberry trees. Vi fik en frugt shake til at starte med, og fik så arrangeret en rundvisning af ejeren – Mr. T. – en gammel laot på 70 år. Han viste os først mulberry træerne hvorfra de bruger bladene som foder for silkelarverne. De har over en halv million larver, men produktionen af silke er øjensynligt ikke særlig rentabel. Faktisk kan de kun få 200$ for 10 kg. silke, så i stedet for at sælge det laver de selv produkter og sælger dem, det giver nemlig flere penge i kassen. Vi endte med en rundvisning på over 1½ time, og fik udover morbærtræerne bla. set avocado, mango, papaya, stjernefrugt, pomelo samt bomuld. Vi fik også set de geder de har gående, grise samt marsvin. Alle dyr de har gående har ét hovedformål: At producere gødning, så jorden kan blive mere frugtbar. Mr. T fortalte en sjov historie om da han startede farmen, for ingen af de lokale troede på at han kunne få noget til at gro i den lerede jord. Men han fik byens børn til at bringe deres husholdningsaffald til ham, og så fik de i stedet et par stykker slik. På den måde kunne han lave god kompost, og sikre at det han plantede nu også kunne gro – smart udnyttelse af børnearbejde! ;-)

Vi så også de hytter de har bygget af lermursten, en gammeldags omend effektiv måde at bygge på. Alt i alt fik vi virkelig en god rundvisning, og det kan varmt anbefales hvis man kommer på de kanter. Emma og Trine fik en hurtig lektion i kørsel på scooter, hvis de nu skulle køre en af de følgende dage. Det er ikke helt nemt med manuelt gear på sådan én, men det lykkedes nu alligevel. Emma fangede det nok bedst, men hun er jo også en erfaren ’biker-babe’...

Tilbage på hotellet var vi i poolen, og det undervandskamera vi har lånt af Robert blev flittigt brugt. Specielt Clara elsker at tage billeder i vandet, men Trine fik nu også taget en del billeder. Når man kan få serveret mad og drikke ved poolen så skal det selvfølgelig gøres, og en frugt shake smager altså bare bedre under de omstændigheder – specielt når man også har en fantastisk udsigt over floden man kan nyde. Om aftenen var der karbad på menuen – det er også ren luksus...

Torsdag var det så tid til at prøve Vang Viengs største attraktion: Tubing! Kort fortalt går det ud på, at for 55.000 kip (40 kr.) bliver man kørt nogle kilometer udenfor byen, hvor man placerer numsen i en stor badering, og så sejler/flyder man så ned af Nam Song floden. Når man kommer tilbage til byen er turen slut. Denne ’forlystelse’ er en klassiker på backpacker-ruten i syd-øst asien – den såkaldte ’Banana Pancake Trail’. Tidligere lå der mindst 20 barer og et tilsvarende antal steder med udspringstårne, rutsjebaner og rebsving man kunne more sig med undervejs. Alt det er nu fjernet – igen pga. for mange dødsfald. Lidt ærgerligt for det var sgu’ meget sjovt, men hvis det medfører flere dødsfald så er det selvfølgelig klogt nok at lukke. Men tubingen kan man stadig nyde, og i regntiden er der selvfølgelig noget mere gang i floden. Så turen tog nok omkring 1½ time, hvor den sagtens kan tage 4-5 timer når det ikke er regntid. Anne & Clara var bundet sammen med et stykke tov, for da der ikke ligefrem er nogle bremser på sådan en gummiring, så flyder man jo altså derhen hvor strømmen fører en. Da vi skulle stoppe havde vi en lille smule problemer pga. strøm, men det lykkedes dog at få alle mand i land... også min søster der ellers var tæt på at sejle videre. Frokosten blev spist på ’bageriet’ hvor vi både fik sandwich, kanelsnegl og chokoladekage – mums! Hjemme på hotellet stod den atter på pool (og igen mange billeder!) samt karbad. Vi fik spillet kort nede i lobbyen og fik foreviget hele tre nye Fanta’er: Blåbær, vindrue og mixed frugt... alle smagte i øvrigt af klistret ’boble-tyggegummi’. Restauranten på hotellet var lukket, så vi begav os ud i regnen til en hyggelig restaurant 50 m. nede af gaden. Her krøb vi op på platformen til et af ’ligge-ned’ bordene og fik en skøn aftensmad. En perfekt slutning på en dejlig dag...

Fredag var det planen at vi ville leje scootere og køre over på den anden side af floden, men vi var blevet advaret om at der var rimelig smattet og derved ikke så fremkommeligt. Så i stedet hyrede vi en gut med en minibus der kunne køre os rundt hele dagen – på den måde havde vi også en lokal guide, og det kan jo nogle gange være en god idé. Det viste sig hurtigt at være den rigtige beslutning vi havde truffet, for vejene var ikke ligefrem nemme at køre på, og det havde været svært at klare på cykel eller scooter.

Første stop var ved Tham Phu Kham hulen. Det startede fint nok med en lille sti og nogle udhuggede trappetrin der skulle føre op til indgangen til hulen, men efterhånden mindede det mere om en klatreekspedition. Med tanke på min højdeskræk og fobi overfor ufremkommelige, smattede, smalle trappetrin hvor det eneste der er at holde fast i, er dårligt monterede bambusrør samt forrevne klipper, valgte jeg at vende om igen – ca. 2/3 af vejen mod toppen. Hatten af for at de andre fortsatte, mens jeg begyndte min langsommelige tur ned igen. Jeg ved ikke hvorfor det er at jeg ikke overvejer disse situationer på forhånd, men undervejs nåede jeg et par gange til den konklusion, at de måtte komme med et reb og fire mig ned, ellers måtte jeg leve resten af mine dage på den forbandede trappe! Alternativet måtte være et reb og så måtte de fire mig ned! Så galt gik det dog ikke, men det var med noget bævende knæ jeg kom ned igen, og jeg var glad da jeg en halv times tid efter kunne se de andre komme ned – ligeledes i god behold.

Vi trængte i den grad til en dukkert, og heldigvis ligger der også en lille sø – optimistisk kaldet ’Blue Lagoon’. Efter sigende skulle den være blå udenfor regntiden, men nu bliver mudderet pisket op og den var mere grøn end blå. Der var lavet tov så man kunne svinge sig ud i vandet eller springe ned fra et træ. Min kære søster prøvede rebet et par gange... måske ikke så elegant, men hun gjorde det. De store piger skulle ikke prøve, men Clara var modig nok til at tage en hel del ture. Efter dukkerten viste Trine lige et par af de lokale – samt et par vestlige turister – hvordan man spiller volleyball :-)

Da vi skulle fortsætte kunne bilen ikke starte, men den fik de lokale nu hurtigt ordnet så turen kunne gå videre. Vi stoppede ved en rismark hvor man var i gang med såningen af de små stiklinger. Vi fik lov til at hjælpe med, og det er imponerende så hurtigt de kan få plantet sådan en mark til. Alle hjælper med og det er hårdt arbejde at gå foroverbøjet en hel dag i det varme vand. En halv times tid var nok, og så sagde både de lokale og vi tak for oplevelsen. Jeg tror egentlig de synes det var ret sjovt, og selvom det ikke var helt så snorlige som deres mønstre, så tror jeg nu heller ikke ligefrem de gik tilbage og plantede det om igen. Vi gjorde i hvert fald vores bedste, og næste gang der spises ris bliver der nok skænket en tanke eller to på det store arbejde der skal til...

Vi sluttede af ved Kaeng Nyui vandfaldet øst for Vang Vieng. Turen op til det var noget nemmere end til grotten, selvom det regnede hele vejen. Da vi nåede frem til vandfaldet blev vi endnu mere våde, da det bare sprøjtede ud fra klippen så vi var fuldstændig gennemblødte. Gudskelov vi havde undervandkameraet med ellers havde vi ikke fået nogen billeder dér. Da vi kom tilbage til bilen, var vandstanden steget så meget at vi ikke kunne køre over en lille betonbro, da den nu stod under vand. Vi måtte derfor vente en times tid før vi kunne komme over på den anden side. Så vi sad og ventede på at vandet skulle falde, imens der blev tændt op i grillen. Menuen: Hele kyllinger – med hoved og det hele, skovrotter og flagermus. Ingen af os var liiiige så sultne på det tidspunkt... :-)

Tilbage i byen var Anne og jeg lige en tur på skadestuen, da hun havde fået en splint fra en plante i fingeren. Der var dog ikke noget at se, så efter et par minutter var vi ude igen. Vi købte billetter til minibussen til Vientiane (55.000 kip = 40 kr.) til dagen efter. Så prøver vi om minibussen er bedre end VIP-bussen! :-)

Det havde været en lang, men god dag – så vi var trætte da vi gik i seng. Jeg synes stadig Vang Vieng er en hyggelig by, men man kan godt mærke der er færre turister – og tingene er ikke så vilde som tidligere. Om det så er godt eller skidt må jo være op til én selv at bedømme...

Lørdag morgen spiste vi morgenmad, tjekkede ud – og kl. 9.30 kørte minibussen... med kurs mod Laos’ hovedstad: Vientiane...

tirsdag den 16. juli 2013

Luang Prabang

 
 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter næsten et års venten... med planlægning, mails og feriemøder - var det ENDELIG blevet mandag d. 8. juli 2013. Vi skulle på sommerferie i en måned, og denne gang var familien blevet udvidet med et ’feriebarn’. Emmas bedste veninde Trine skulle med, så hun på egen krop kunne opleve asien. Mange destinationer var blevet overvejet – og forkastet – både af hensyn til tid og penge. Vi havde scoret nogle billige billetter til Chongqing i Kina med Finnair, så første destination var altså Helsinki.

Vi mødtes i lufthavnen kl. 11, og dér kunne Trine så vinke farvel til sin mor. Uanset om man snart er 18 år gammel, så er en måned længe at være væk. Både Trine og Lise klarede det nu meget godt... det var ikke overraskende lidt sværere for min søster!

Vi fløj til Helsinki der er en lille kompakt lufthavn. Vi skulle igennem paskontrollen, og her benyttede vi de smarte sluser i stedet for de manuelle køer. Man skanner sit pas i maskinen, og går derefter ind i en lille sluse. Så bliver der taget et billede af én, og hvis det matcher det i ens pas, så lyser lampen grøn og man kan gå ud i den anden ende. Smart – men samlet tog det nok længere tid end på den ’gammeldags’ manér. Vi skulle kun vente 1½ time i Helsinki, men Trine fik lige skypet hjem at alt (foreløbig) var ok. Gad vide om hun egentlig ved hvad hun har sagt ja til?! :-)

Flyveturen fra Helsinki til Chongqing tog knapt 8 timer, og jeg var endda så heldig at have et tomt sæde ved siden af mig – det er altså luksus på så lang en flyvning. Maden ombord var faktisk rigtig god, og de var flinke til at gå rundt med drikkevarer om natten – det er god service! Clara var hurtig til at vise Trine alle funktionerne på flyet - man er vel veteran?! ;-)

Vi landede i Chongqing lufthavn kl. 7.30 lokal tid, og da vi jo havde fået kinesisk visum hjemmefra gik det let og smertefrit. Trine var dog lidt forundret over at hun pludselig havde fået sådan et i hendes pas :-)

Ved bagagebåndet dukkede pigernes 4 kufferter hurtigt op. Men min rygsæk var dog ingen steder at se. Det var dog en smule beroligende, at der stod en del andre rejsende som også manglede deres bagage, så der var nok bare strandet en bagagevogn et sted. Men nej! Senere gik det op for os, at min rygsæk ikke kom, og det blev også bekræftet af lufthavnens personale. Min rygsæk var formegentlig stadig i Helsinki, men de kunne få den med et fly til Chongqing om senest to dage. Det ville bare ikke hjælpe mig noget, da vi jo ikke skulle blive i Kina, men derimod direkte videre til Laos. Jeg fik udfyldt papirarbejdet, og bad dem om at videresende min rygsæk til Luang Prabang i Laos. Så der stod jeg så... uden andet tøj end det jeg gik i, men jeg synes nu selv jeg tog det meget fint. Det er jo ikke så meget tingene der er i, for alt kan jo købes igen for penge, men for mig er det mere et spørgsmål om at finde tøj eller sko i min størrelse. En gennemsnit kineser eller laot bruger ikke 5XL eller str. 46 i sandal...

Nå, men vi fik lidt mad at spise, og jeg modtog en opringning fra en repræsentant fra Finnair, som faktisk snakkede et forståeligt engelsk. Min rygsæk var blevet fundet i Helsinki, og de skulle nok finde en måde at få den til Luang Prabang på indenfor nogle dage. Selvfølgelig ville jeg da helst have haft min rygsæk hos mig, men alt andet lige var det jo positivt at de vidste hvor den var.

Fra Chongqing fløj vi indenrigs med China Southern til Kunming. Her var der ingen problemer, udover at vores visum lige skulle matches med vores pas, men derefter gik det hele glat. Flyet var en halv times tid forsinket, så vi fik taget os en lille lur i lufthavnen. Man kunne godt mærke på os at vi efterhånden havde haft en lang rejse bag os... og så var den jo faktisk dårligt startet!

Vi ankom til Kunming og fandt mirakuløst en bus der kørte os til byens sydlige busstation, hvorfra den frygtede 24 timers sovebus til Luang Prabang kører. Vi ankom kl. 17 – dvs. 1½ time før bussen skulle køre. Der var 7 pladser tilbage på bussen, så vi købte glad de 5 – også selvom det var overkøjer. Personligt kan jeg bedst lide underkøjer, for dels er det nemmere at komme ind og ud, og dels er der jo ikke den store risiko for at falde ud. Vi fik købt lidt proviant til turen, og så var vi ellers klar!

Jeg må jo hellere lige forklare: Jeg har forsøgt ALLE muligheder for at undgå denne sovebus! Jeg har ikke noget imod lange rejser, og 24 timer med et kinesisk tog med sovevogn ville på ingen måde røre mig. Det har jeg gjort masser af gange, og vil gladeligt gøre det igen. Men der er bare ingen nem måde at komme til Luang Prabang i det nordlige Laos på. Det er en international lufthavn, men der flyves kun dertil fra Bangkok, Vientiane, Hanoi, Chiang Mai og Siem Reap, og det var ikke muligt at få billige billetter fra Chongqing til nogle af de byer. Billigste fly-mulighed fra Chongqing til Luang Prabang kostede over 4.000 kr. og krævede to mellemlandinger. Ruten med fly til Kunming og bus derfra kostede sammenlagt kun 1.100 kr. – så vi sparede altså næsten 3.000 kr. pr. mand ved at gøre det på denne måde. Med det i baghovedet spoler vi så frem til der hvor vi går op i bussen...

I starten ser det lovende ud: Rimelig bred midtergang og fornuftige køjer – indtil det går op for mig hvor vores pladser er! Det er så de fem sovepladser på den øverste platform, henover bagsædet – hvis der altså havde været et! Gangen er nu snævret ind til at være ca. 40 cm. bred, og jeg skal altså have min store krop op i det lille aflukke. Jeg får – på en eller anden måde – mast mit korpus derop, imens den halve bus (inkl. mine egne rejsefæller) er ved at dø af grin over synet. Med hiv og sving kommer vi alle 5 på plads og begynder at arrangere tasker, tæpper, madvarer m.m. Der er så lavt til loftet at man tror det er løgn, og hvis én af os skal ligge på siden bliver de 4 andre nødt til at gøre det samme, så lidt plads er der... og der skulle vi ligge i 24 timer – muligvis mere! Ikke nok med at der var smalt, så var længden vel ca. 150 cm. – eller knapt 30 cm. for kort til at man kunne ligge der. Nå, vi tog det nu med et smil – og det er jo altid bedre at grine af tingene fremfor at græde.

Lyset blev hurtigt slukket og så var der jo ikke andet at gøre end at prøve at sove lidt. Det lykkedes Clara og jeg at få et par timers søvn, men det var i små etaper af få minutters varighed. Der var enkelte stop om natten, og skulle man tisse eller lave l*** så var det bare ud på vejen at gøre det. Jeg kom slet ikke ikke ud – og det var såmænd ikke fordi jeg ikke skulle, men jeg orkede bare ikke turen ud og ind af bussen. Vi nåede grænsen ved Mohan inden kl. 6 om morgenen, men chaufføren kørte også godt til. Grænsen åbnede dog først kl. 8 så vi måtte pænt vente lidt. Vi fik stemplet ud af Kina, og så ombord på bussen igen. En kort køretur gennem ingenmandsland og så kom vi til den laotiske side af grænsen ved Boten. Vi købte vores visum her (32 US$) og det gik ligeledes smertefrit, omend en lille smule kaotisk. Vi fik lidt undeligt smagende morgenmad imens bussen blev clearet, og derefter kunne vi fortsætte mod Luang Prabang.

På dette tidspunkt er det ca. 40 timer siden vi tog fra København, og selvom vi har holdt humøret godt oppe, så kan man godt mærke at trætheden er ved at melde sig. Indtil nu har busturen ”bare” været irriterende fordi der ikke er noget plads, men nu melder et nyt moment sig: Laos’ veje...

Jeg kan faktisk ikke med ord beskrive de sidste 6-7 timers kørsel til Luang Prabang, men blot konstatere at det er den VÆRSTE bustur jeg nogensinde har været på, og det siger altså ikke så lidt! Der var så mange huller i vejen, at vi blev smidt rundt – og der blev bandet ikke så lidt, både på dansk og på kinesisk. Om det sidste så var over vejen eller over os... det skal jeg ikke kunne sige. Men efter udmattende 25 timer i bussen nåede vi endelig Luang Prabang – og aldrig har jeg været mere glad for at komme ud af en bus. 48 timers rejse var endelig slut!

Vi tog en tuk-tuk til vores lille hotel – Riverside Guesthouse. Det ligger ned til Nam Khan floden, på den ’dyre’ halvø nordøst for national museet. Vi havde booket et dobbelt- og et tripple-værelse til hhv. 25 og 30 US$ inkl. morgenmad. Stedet var ikke stort, men værelserne var fine og sengene endda rigtig gode. Vi gik en tur ned til natmarkedet, der ikke er specielt turistet – men har mange fine lokalt producerede varer. Det var skønt at kravle i en rigtig seng og sove.

Torsdag morgen spiste vi morgenmad med udsigt over floden. Vi var trætte efter en lang rejse, så vi besluttede at holde en ’Wellness-dag’. Pigerne fik massage og ordnet negle – og jeg fik sovet. Vi så en masse søde børn der vinkede til os på vejen, og pigerne gik ind og sagde hej. Det var børnehavebørn og de var bare så bedårende. De synes det var sjovt at lege med Emmas armbåndsur, en batteridrevet vifte eller se billeder af sig selv på kameraet lille skærm. Aftenen sluttede med endnu en shoppetur på natmarkedet – og nu kunne jeg godt mærke at jeg savner Robert! :-)

Fredag morgen spiste vi morgenmad, og så lejede vi en minibus der kunne køre os ud til Tad Sae vandfaldet, som var på listen over ting vi gerne ville opleve. Turen derud tog kun en halv times tid, og derfra skulle vi på en lille bådtur de sidste 5 minutter til selve vandfaldet. Trine var ikke helt tryg ved båden, men det gik nu uden nogen problemer. Vandfaldet i sig selv er rimelig spektakulært, og jeg er specielt vild med de mange niveauer og små fald. Pigerne havde besluttet sig for at prøve de ’zip-lines’ der er på stedet. Der bliver man spændt på en line og så er det ellers med at ”flyve” ned. Der er 22 platforme, 14 zip-lines og 4 steder man skal abseile ned. Først skulle de dog lige klatre op af både rebstiger og snævre gange for at komme til startstedet. Turen kostede 290.000 Kip og varede lidt under 1½ time. Undervejs havde de fået en ordentlig regnbyge, men det havde bare været rart, for det skyllede det værste skidt og snavs væk. Længste zip-line er 380 meter lang – og du kan læse mere på: www.flightofthenature.com

Efter turen var pigerne helt oppe og køre, så det var godt at blive kølet af i den naturlige swimmingpool for foden af vandfaldet. Jeg havde jo intet skifte- eller badetøj, men valgte simpelthen at bade i mine boxershorts. Det var dejligt køligt og afslappende, og fedt at stå under et vandfald og bade. På vejen tilbage stoppede vi i en ’Pineapple Village’ hvor de lokale solgte ananas ved vejen. Vi købte to ananas og fik dem skåret ud på stedet: Pris 6.000 Kip eller knapt 4,50 kr. – for to hele ananas!!! De smagte fantastisk og var faktisk spist før vi satte os ind i vores minibus og kørte videre. Vi stoppede i lufthavnen, for dagen før havde jeg fået en mail at min rygsæk ville ankomme til lufthavnen i Luang Prabang torsdag med Bangkok Airways. Så jeg kunne gå ind på deres kontor – og dér stod min rygsæk! Gensynsglæden var stor, for det betød at jeg kunne komme hjem og få et bad – og derefter tage rent tøj på – for første gang i 4 dage. Mine rejsefæller havde været søde ikke at sige noget, men jeg kunne efterhånden ikke holde lugten af mig selv ud. Pigerne fik igen massage (40.000 Kip) for 1 time = 30 kr. Maden i Luang Prabang er lidt dyrere end f.eks. Thailand, men et måltid mad for ca. 20 kr. kan jo aldrig kaldes dyrt. En god frugt-shake på gaden kan fås for 7.000 Kip = 5 kr.

Lørdag skulle vi være mahout’er – dvs. elefanttrænere – for en dag. Desværre havde min mave ikke haft det for godt om natten og det blev ikke rigtigt bedre om morgenen. Det betød at jeg måtte blive hjemme, hvilket ærgede mig en hel del. Jeg har redet på elefant masser af gange, men jeg har aldrig selv fået lov til at styre dem, bade dem osv. Jeg lå derfor på vores hotel imens de 4 andre havde en skøn dag. På nettet havde vi fundet et mindre sted, som havde fået rimelige anmeldelser – til forskel fra nogle af de store etablerede elefantlejre. Alt i alt havde de en skøn dag, hvor de både fik redet på de store dejlige dyr, men også lært de forskellige kommandoer der får elefanten til at lystre. Jeg tror ikke helt at oplevelsen kan sammenlignes med det Anne & Co. har prøvet i nordthailand, men alles oplevelser er jo forskellige – og jeg er sikker på at Trine nød dagen. Hun var så også den eneste der var i vandet med elefanten, efter at de tidligere på en bådtur var stødt på en kobra-slange. Så var der ikke andre der skulle nyde godt af at komme i det vand – altså lige undtagen Trine. Hun er sgu’ ikke bange for noget! :-)

Ved siden af elefantlejren ligger Pak Ou Caves – i området bedre kendt som Buddha hulerne. Det er åbenbart noget opreklameret, og det var da fint de fik set dem når de nu var der i forvejen, men det havde været noget tamt kun at tage ud for at se dem...

Søndag var sidste dag i Luang Prabang – og dagen var helliget templer og buddhismen. Hver morgen går munkene rundt i byens gader og samler ris, frugt og andre madvarer sammen i deres lille skål. Det er så det eneste måltid de får om dagen. Hele ceremonien hvor de går i procession igennem gaderne er omgivet af megen kontrovers. Jeg har selv oplevet det, og det er en smuk og højtidelig tradition, hvor de lokale giver til byens munke – selvom de jo ikke ligefrem selv har meget at give af. Desværre bliver det bare ofte ødelagt at turister, som springer ind foran munkene for at tage paparazzi billeder. Det er så respektløst, at jeg ikke havde lyst til at opleve det igen. Men de 4 øvrige begav sig ud i morgengryet kl. 5.30 – og fik købt ris som de kunne give til munkene. Når de så går forbi, får de en skefuld kogte ris (helst af den gode kvalitet) og så videre til den næste. Efter en halv times tur rundt i gaderne vender de tilbage til deres respektive templer og fortsætter dagen med arbejde, bønner, meditation m.m.

Pigerne vendte trætte hjem, men hatten af for at de gjorde det på en sober og respektfuld måde! Vi fik lige et par timers søvn, og så var vi på farten igen. Vi besøgte Wat Xieng Tong, der nok er Luang Prabangs mest berømte tempel. Men sandt og sige er det noget nedslidt, og trænger i den grad til en kærlig hånd. Det var kvalmende varmt denne dag, så vi tog en tuk-tuk ned til vores favorit ’frugt-shake’ bod, og Anne var ikke bleg for at betale tuk-tuk chaufføren lidt over normal takst – bare han kørte nu! :-)

Bagefter gik vi op til That Chomsi der ligger på toppen af den 100 m. høje Phu Si bakke midt i centrum af byen. Turen derop var rimelig hård, men man bliver belønnet med en flot udsigt over byen deroppefra. Dagen var lidt speciel for Trine, da det var årsdagen for hendes mormors død, så hun tændte et lys og nogle røgelsespinde – og vi sendte masser af positive tanker op til himmelen. Så kom regnen pludselig rullende, og vi søgte ly i det lille tempel, hvor vi også tændte lys for Carsten. På vejen ned så vi Buddhas ’fodspor’ – der er bevaret under et lille halvtag. Hmmm :-)

Vi spiste sen frokost på en lille restaurant ved floden – og jeg fik en skøn omgang kylling med karry. Vi sad og spillede kort, og på trods af at myrerne godt kunne lide os, så var det nu pisse hyggeligt. Vi gik tilbage til hotellet få hundrede meter væk, men gik tilbage og spiste aftensmad ved 8-tiden. Der var faktisk fyldt med gæster, og det var stedet ikke helt gearet til. De kludrede et par gange i vores bestillinger, og vores tjener kunne i hvert fald ikke meget engelsk. Men de er jo så charmerende, og med et hurtigt smil går det hele. Pigerne fik købt de sidste ting på natmarkedet, og så var det ellers hjem i seng. Inden vi kunne sove måtte vi dog lige have hjælp af en fra hotellet, da der pludselig sad en 'mother fucking' stor edderkop på væggen i vores værelse. Det krævede en mindre jagt for at få den fanget, men det lykkedes. Ellers tror jeg ikke der var blevet lukket mange øjne den nat!

Mandag morgen spiste vi morgenmad og tjekkede ud fra vores værelser. Vi havde købt billet til VIP bussen til Vang Vieng (150.000 Kip) – spændende hvordan sådan én ser ud?! Vi blev hentet i en tuk-tuk kl. 8.45 og kørt til byens busstation. VIP-bussen skulle køre kl. 9.30 – og dermed var det slut med vores ophold i Luang Prabang...