Negombo

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde oprindeligt booket en enkelt overnatning i Negombo, da det er her - ca. 40 km. fra Colombo - lufthavnen ligger, og med en morgenflyvning er det rart at være i nærheden. Nu havde vi så to ekstra dage, så vi besluttede at holde fast i den sidste overnatning, men bookede et andet sted til de to ekstra dage. Valget faldt på det **** Seahorse Hotel & Spa der ligger ikke langt fra stranden i Negombo. Jeg var dog lettere irriteret for efter bookingen skulle man pludselig overføre halvdelen af beløbet for overnatningerne via en bankoverførsel... hvem gør det i 2024? Samtidig kunne vi ikke få lov til at afbestille reserveringen igen, og med kun to dage til ankomst var jeg som sagt noget mellemfornøjet. Vores data SIM kort indeholdt også noget tale, så jeg ringede til receptionen på hotellet og aftalte at vi betalte med kredit kort ved indtjekningen. Det fungere også fint nok, og vi blev fulgt over på vores værelse. Eller rettere sagt vores lejlighed, for vores sted bestod af to særskilte værelser hver med et tilknyttet badeværelse. Imellem dem var så det fælles køkken, og vi manglede i hvert fald ikke plads. Mit værelse alene var større end min lejlighed, og vi havde begge hver vores køleskab, tv, wifi, elkedel m.m. samt en kæmpe seng. Altsammen med morgenmad for under 400 kr. i døgnet. Jeg er ikke sikker på at de havde fået fire stjerner hvis det lå i Europa, og spa-delen så vi aldrig noget til. Men der var en fin pool med tilhørende restaurant og bar samt en have med borde og stole. Desværre også en masse russere, men dem var vi efterhånden blevet vant til. Jeg måtte kæmpe hårdt for ikke højt at sige SLAVA UKRAINE flere gange om dagen 😆

Vi var kommet omkring kl. 15.30 og først skulle vi en tur i poolen. Efter et varmt bad tog vi en tuk tuk til en italiensk restaurant Leonardo by Bella Vita som Robert havde kastet sit hjerte efter. Det viste sig at være en virkelig positiv oplevelse, og jeg tør godt sige at nogen i køkkenet rent faktisk må have haft noget italiensk i blodet. Jeg fik hjemmelavede gnocchi (muslinger) og det er i hvert fald i top 3 over pasta oplevelser for mit vedkommende. Kødsovsen var også virkelig velsmagende, og det var en solid portion. Robert var også godt tilfreds med sit valg fra menuen, så selvom det regnede igen - og vores tuk tuk havde mere end svært ved at komme igennem vandmasserne på vej tilbage til hotellet, så var det med højt humør.

Torsdag morgen gik vi ombord i buffetten, og ENDELIG fik vi noget ordentlig hotelmorgenmad. Det var ikke Hilton i Bangkok eller Marina Bay Sands i Singapore, men toastbrødet var varmt, kokken lavede de æg man bestilte, og der var mindst 15 forskellige slags kager og frugt at slutte af med. På dette tidspunkt var Robert ved at være ferietræt, så jeg tog alene ind til centrum af Negombo. Jeg så den hollandske kanal hvor man kan tage bådture, fiskemarkedet samt resterne af det gamle hollandske fort. Jeg var også inde i feriens første kirke - St. Marys Chuch, ligesom jeg ned af gaderne i centrum og købte forsyninger med hjem i et supermarked. Om aftenen tog vi en tuk tuk til Fish & Chips by Oasis, og Negombo overraskede altså positivt på madfronten. Indrømmet, det var ikke ligefrem lokalt, men det var godt og velsmagende. 

Fredag gentog vi morgenmaden på hotellet, før vi fik en taxa til at køre os de 5 km. til Optimum Residencies. Her fik vi også et pænt værelse, med tilknyttet køkken og spisestue - og her havde de endda hele to pools. Værelset inkluderede gratis transport til lufthavnen, så det blev aftalt til kl. 05.40 lørdag morgen. Vi spiste aftensmad på Popeyes Louisiana Chicken, og selvom det ikke kunne leve op til de to foregående aftensmåltider så var det ganske udmærket. VI gik ikke alt for sent i seng da vi skulle op kl. 05 og pakke de sidste småting. Vi blev kørt til lufthavnen som aftalt, og fik tjekket ind på Air India flyet til Delhi. Det afgik til tiden kl. 08.10 og efter tre timers flyvning var vi i Indien. Flyet var egentlig godt fyldt, men da vi sad næsten bagerst var midtersædet på min række ledigt. Skønt nok, og jeg sad på turen og snakkede ved en landmand fra Langeskov, kun den anden omgang danskere vi mødte på Sri Lanka. Vi havde et par timer i Delhi, og de blev brugt på mad på McDonald's, selvom vi faktisk havde fået en ganske fin omelet og kartoffelrøsti på flyet. Men med Air India er det fint at gardere sig, for det var ikke til at vide hvad der ventede på flyet til København 😂

Unawatuna

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde oprindeligt booket tre overnatninger i Unawatuna, og så en anden reservation på to ekstra dage, hvis stedet og hotellet nu viste sig at være fedt. Men da vi kun havde brugt en ekstra dag i Sigiryia og ikke tog en dag i Colombo, så var vi stadig en dag foran. Heldigvis havde hotellet også plads da vi bookede det tidligere på turen. Vi ankom ved 9-tiden om morgenen og vores værelse var heldigvis klar. Det viste sig at være en lækker hytte, som nok er den bedste både at beskrive den på. Igen havde vi to gode senge, stort køleskab, lækkert badeværelse og intet mindre end 43 bøjler i klædeskabet. Der var så kun 42 da vi tjekkede ud for jeg fik knækket én en nat hvor Roberts vasketøj faldt ned. Det eneste vi manglede var wifi på værelset, men da vi havde vores lokale mobildata klarede vi det fint. Hotel Flower Garden har hele to swimmingpools og det hele er anlagt på en fin og hyggelig måde. Placeringen er glimrende i Unawatuna, men der er dog et stykke til stranden hvis det er vigtigt for én. Vi var skrupsultne, og da de stadig serverede morgenmad da vi kom hoppede vi på det. Det var selvfølgelig ikke med i det vi havde betalt, men da vi skulle med et tidligt tog når vi tog videre, så prøvede jeg om den morgenmad vi så ikke kunne nå dér kunne gå op med den ekstra fra denne morgen. Men det lykkedes aldrig at få et svar fra receptionen om det kunne lade sig gøre, så i sidste ende betalte vi for den da vi tjekkede ud.

Vi fik en dukkert i poolen før vi gik en tur på gaden. Senere spiste vi på en russisk mafia restaurant, sådan føltes det i hvert fald. Der er desværre mange russere i Sri Lanka, specielt ved strandene. Det er ikke svært at spotte de pumpede og tatoverede badejern, og der var flere skilte og menukort på russisk end på srilankansk. Det er omtrent ligeså hyggeligt som de danske restauranter og menukort på Phuket i 90'erne og 00'erne. Jeg ved godt at de ikke alle er som Putin, og vi snakkede faktisk med et sødt yngre russisk par i Ella. Men den nuværende situation taget i betragtning så er de ikke på min favoritliste.

Søndag morgen spiste vi på hotellet der serverede i det lidt særprægede tidsrum kl. 08.15-10.15 Det var ok og i det mindste var det en buffet. Men mange af retterne som f.eks. kyllingpølserne og de små pandekager var helt kolde uanset hvad tid vi kom på. Men der var dog en toastmaskine så vi selv kunne riste brød, og en æggemand. At de så tre ud af fire morgenen gav os en anden type æg end bestilt så vi igennem fingre med. Vi var inde et par steder og høre om priser på scootere, og endte med at give 2000 LKR (50 kr.) pr. dag pr. styk når vi lejede dem i tre dage. Fint nok, og det giver bare en skøn frihed at man kan tage hvorhen man vil - når man vil. Benzinen var lidt billigere nede sydpå (311 LKR = 8 kr.) pr. liter, hvor det kostede ca. 350 LKR i Sigiriya og Trincomalee. Vi kørte ind til Galle og så fortet og fyrtårnet og gik en tur i det hyggelige område. Vi var også i et supermarked og handle før et kæmpe regnskyl satte en stopper for yderligere udforskning. Resten af dagen brugte vi på hotellet - i poolen og vi så vi lidt film på værelset. Fjernsynet var monteret på væggen så man kun kunne se det fra den ene seng, så vi krøb sammen i Robert seng når vi skulle se film fra den medbragte bærbare.

Mandag var Robert ude og gå turens første to dyk, men der havde ikke været så meget interessant at se. Om eftermiddagen kørte vi til en Indian Hut restaurant, for nu skulle vi have noget lækker butter chicken og skønne naan brød. Men nej, det var smurt ind i noget skrækkeligt, og det samme gjorde sig gældende for det kylling vi havde købt ved siden af. Det er virkelig sjældent at jeg ikke kan spise kyllingekød, men det kunne jeg altså ikke få ned. Vi kunne heller ikke få naan brød, for som det fremgik af menukortet blev det først serveret efter kl. 17 - uden yderligere forklaring. Jeg fik også købt frimærker til de par postkort jeg havde skrevet, og det kostede næsten den fyrstelige sum af 2 kr. at sende til Danmark.

Tirsdag morgen dykkede Robert igen, og det ene dyk var et vragdyk og det havde været fint. Imens kørte jeg til Weligama ca. 25 km. længere østpå. Jeg fandt en butik med keramik som Clara havde handlet i om sommeren da hun var der med Michelle. Jeg havde både Clara, Emma og Anne med på et videokald så de kunne se hvad udvalget var - og jeg fik da også købt 7 ting med hjem til dem. På vejen tilbage stoppede jeg en del steder, og var bla. i vandet på Jungle Beach. Den eneste strandbadetur på hele turen! Det var skønt med en god tur på scooteren, men da jeg var ved at være hjemme begyndte det selvfølgelig igen-igen at regne. Ikke en omgang hyggeregn, men en dejlig monsun der rusker det hele igennem. Da jeg kom tilbage på værelset som en druknet mus var Robert kommet hjem fra dykkerturen. Senere stilnede det lidt af og vi tog scooterne og kørte til en restaurant der lokkende hed "Yummy In The Tummy", men så yummy var det nu heller ikke. Vi afleverede scooterne da vi ikke skulle bruge dem mere den dag, og vi skulle med toget næste formiddag. Vi havde afbestilt de sidste to dage sydpå da vejrudsigten bare lovede mere regn de kommende dage, og Robert ikke ønskede flere dyk.

Når vi nu alligevel skulle betale for den ekstra morgenmad, så ville vi også udnytte den vi i forvejen havde betalt for. Så vi ville med et tog ved 10-tiden i stedet, så kunne vi nå morgenmaden på hotellet inden vi tjekkede ud. Vi tog en taxa til Thalpe, en lille station et stop længere væk end Unawatuna. Tanken var så at vi ville være ombord på toget når alle skulle af i Galle, og så kunne vi sikre os et par siddepladser på turen nordpå mod Colombo - meget gerne i ventre side af kørselsretningen da det så er vandsiden når man kører nordpå. Vi havde endda taget højde for at Galle er en terminus station hvor toget vender, da det kører ind og bakker ud samme vej. Vi fik købt vores billetter på stationen (500 LKR) og fik møffet os op i det ellers propfyldte tog. Turen ind til Galle tog en lille halv time, og så længe der bare steg nok af dér så var alt godt. Det var der så én eller to der gjorde, slet ikke nok til at sikre os en siddeplads. Så er der ligepludselig langt til Colombo, og udsigten til at stå op i yderligere 3 timer i et bumletog var ikke så lokkende. Men der var kun en meget dyr taxatur som alternativ, så vi besluttede at prøve at se hvordan det gik, og så måtte vi jo stå af når vi ikke kunne mere.

Robert var heldig at få en plads på den første station vi stoppede ved, og lidt senere rejste en gut sig op så jeg kunne sidde ned. Fedt, tænkte jeg - pænt af ham at rejse sig op noget før stationen hvor han skulle af, så jeg kunne få hans plads. Men nej, han blev bare stående op - og det gjorde han så de næste halvanden time. Jeg spurgte ham flere gange om han ikke ville sidde igen, og da der var en halv times tid tilbage inden vi nåede Colombo sagde han endelig ja. Så vi endte med at have en nogenlunde tur den formiddag, også selvom vi igen kørte baglæns og ingen af os sad ved vinduet. Jeg fik dog rakt min telefon ind over min sidemakker et par gange, så jeg kunne tage billeder når vi var ekstra tæt på vandet. På dele af strækningen kører man vitterligt i vandkanten 😊

Der kører faktisk små lokaltog op til Negombo som var sidste stop på turen, men da vi kom til Colombo kunne jeg ikke lide at spørge Robert om vi skulle prøve det. Så i stedet gik vi ud og hyrede en taxa via PickMe, og de 80 kr. for en 40 km. taxatur var vist givet godt ud. Han har været en kammerat i forhold til de mange togture da han ved hvor meget det betyder for mig, men nu synes jeg også han havde udtjent sin borgerpligt 😀

Badulla & Ella

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Badulla besluttede vi at gå til vores overnatningssted High Tree Nest. Vores vært havde faktisk tilbudt at hente os, men da det kun var 600 meter fra togstationen klarede vi den selv. Vi fik nøglen til værelset som var noget primitivt. Det var dog aircon og et fælles badeværelse der blev delt med det andet værelse de havde. Vi så dog aldrig andre så vi havde stedet for os selv. Vi gik ud og fandt noget aftensmad, og det blev så turens billigste måltid. To gange fried rice med kylling og noget at drikke = 2000 LKR (50 kr.) 

Efter min mening ikke svinebilligt stedet taget i betragtning, men vi var også lidt overraskede over prisniveauet (og kvalitetet) på maden helt generelt. Da vi var mætte gik vi lige ind forbi templet Muthiyangana Raja Maha Vihara hvor den store stupa var pyntet med julelys. Ellers var vi noget trætte efter den lange togtur på 3. klasse så vi fandt hurtigt hjem igen og smækkede benene op.

Torsdag morgen gik vi tilbage til togstationen og der var ikke lige de store muligheder for morgenmad på vejen, så vi besluttede at vente til Ella. Der var afgang kl. 08.25 og denne gang havde vi bestilt plads i observationsvognen. Sådan en er tilkoblet på nogle af de gamle tog, men ikke de mere moderne kinesisk byggede 'Blue Trains'. Observationsvognen er placeret bagerst med et stort panorama vindue så man sidder og kigger ud på strækningen man lige har kørt. Ikke helt ulig i gamle dage, hvor jeg altid skulle til den bagerste vogn i Intercity eller Lyntoget når vi skulle til Skagen. Der kunne jeg stå i timevis og kigge ud gennem det lille vindue. Her sidder man så behagligt i bløde sæder på 1. klasse med et stort panoramavindue, og denne morgen var vi de eneste der havde købt billet til denne vogn, så vi havde al den plads vi ønskede. Toget indeholdt også en anden observationsvogn af meget ældre dato, men stadig skøn. Her sad man på træsæder med ansigtet vendt mod de åbne sidevinduer så man virkelig kunne nyde udsigten. Der var endda også en helt åben vogn hvor man både kunne stå op eller sidde på nogle høje barstole. Der var sådan en udflugtsstemning over turen. Det skulle kun have taget en times tid, men endte med at tage to, da vi holdt på en station undervejs og ventede i næsten 50 minutter på et modkørende tog. Vi passerede igen Nine Archers Bridge, og denne gang holdt toget på broen i et lille kvarters tid. Så der var rigeligt tid til at stå af toget og tage en masse billeder, ligesom alle de mennesker der ventede på begge sider af broen kunne hoppe op på toget og tage selfies 😉

Vi kørte det sidste stykke ind til stationen i Ella og fandt en tuk tuk der kunne køre os til vores homestay - Blue Ribbon, der ligger i bjergene i udkanten af Ella. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra, men som vi fandt ud af havde det nok været nemmere at bo i byen. Vores værelse var heldigvis klar til os, og det var et kæmpe værelse med to store senge, myggenet, køleskab og wifi - så vi var meget tilfredse. Til gengæld var vi også blevet ret sultne, og da vores vært kun gør det i morgenmad så gik vi i stedet til den nærmeste restaurant - Mountain Heavens Hotel lidt længere oppe af bakken. Udsigten var virkelig fantastisk fra terrassen på restauranten, men de vidste også godt hvad de skulle have for tingene, men fair nok. Placeringen var gudeagtig og maden pengene værd, så selvom det kostede 5-6 gange så meget som aftensmaden dagen før i Badulla, så var dét det hele værd. Robert så drømmende ned på swimmingpoolen, men da en overnatning kostede 1300 kr. - og vi jo i forvejen havde et skønt og kæmpe værelse, så blev det ved maden i denne omgang. Men kom man en dag tilbage til Ella, så kunne jeg godt overtales til en overnatning på det hotel. Efter et dejligt måltid gik vi tilbage til vores eget sted, og vores vært havde sat os i forbindelse med en tuk tuk chauffør. Vi aftalte en pris på 3500 LRK (85 kr.) så ville han køre os rundt i området.

Han kom kl. 14 og vi kørte først til et viewpoint hvorfra vi kunne se togene passere Nine Archers Bridge. Der var vi ca. tre kvarter imens vi så tre tog køre over broen. Et par kørte bare over ligesom vores havde gjort fra Ella til Badulla, men det sidste stoppede på broen. Vi fik taget vores billeder lige inden det begyndte at stå ned i stænger. Vi skulle have besøgt en teplantage, men i stedet kørte vi til Ella by og besøgte en tebutik. Vi fik smagt på en masse forskellige typer te og personalet var meget søde. Vi fik også købt mad og drikke til senere, da vi godt kunne regne ud, at vi nok ikke kom ned i byen om aftenen hvis vejret fortsatte på den måde. Det klarede en smule op, og ind imellem bygerne fik han vist os forskellige temarker og forklarede om produktionen m.m. hvilket var helt fint. Vi blev sat af ved vores homestay sidst på eftermiddagen. Om aftenen blev vi hjemme og slappede - og gearede op til morgendagens stabadser. Turens længste togtur på over 10 timer ventede.

Vi fik serveret et fuldt ud godkendt måltid på Blue Ribbon Homestay fredag morgen, og vores tuk tuk chauffør havde (selvfølgelig!) en ven med en lidt større tuk tuk med plads til vores bagage, så han hentede os som aftalt og kørte os til togstationen i Ella. Denne gang havde vi kunnet booke reserved billetter til 2. klasse så vi kunne tage det stille og roligt. Tanket op med nogle flutes med æg, boller med omelet, kiks og drikkevarer var vi rustet til de 10 timer til Colombo.

Du kan se en samlet video fra vores togture i Sri Lanka her: https://youtu.be/8J9K9U5cTZ8

Der var fint med plads på 2. klasse og strækningen fra Ella til Kandy havde vi jo allerede kørt bare i den modsatte retning. Det var nok heldigt for vejret viste sig igen ikke fra den bedste side. Det regnede med jævne mellemrum, så vinduer og døre var oftest lukkede. Udsigten var selvfølgelig stadig fin og undervejs bevægede vi os fra en højde på godt 1900 meter over havets overflade helt ned til vandet i Colombo. Indrømmet, vores numser var efterhånden en smule ømme, så vi var glade da vi efter 10 timer og 10 minutter rullede ind på Colombo Fort stationen 🚂🚃🚃🚃  Vi tog en taxa til Cityrest Fort hvor vi også boede første gang vi var i Colombo, og så gik vi ellers direkte ud for at få aftensmad. Vi havde droppet at bruge en dag mere i Colombo, for nu ville vi bare sydpå til strand, vand og sommer 😎

Lørdag morgen var vi igen tidligt oppe, da vi skulle fange morgentoget til Unawatuna der ligger lige øst for Galle. Man kan ikke reservere plads på togene ned sydpå, og normalt er de (også) godt proppet. Tricket man kan bruge er følgende: I stedet for at stå på sammen med alle andre på Colombo Fort stationen, så tager man til Maradana der er Colombos anden store station et par kilometer væk. En del af togene der kører sydpå starter nemlig derfra før de rammer Fort stationen, og på denne måde er man jo så ombord på toget. Så er der alle muligheder for at sikre sig en siddeplads, helst på højre side i kørselsretningen så man er tæt på vandet hele vejen. Toget skulle køre kl. 06.25 og allerede kl. 06.00 havde vi købt billetter (500 LKR) på 2. klasse og var ombord på toget. Vi fandt to helt perfekte pladser inden toget begyndte at blive fyldt op, for vi var selvfølgelig ikke de eneste der kendte til 'tricket' 😄

Jeg nåede lige akkurat at sige til Robert: Hov, hvad nu hvis toget kører den anden vej? Imens vi prøvede at finde ud af det på Google Maps, så fløjtede toget til afgang - et kvarter før tid... og selvfølgelig bakkede vi! I et anfald af lettere tog-panik forsøgte jeg at finde pladser i de andre vogne, men forgæves. Så jeg måtte gå tilbage til Robert med følgende erfaring rigere: Vi var faktisk med et andet tog end det planlagte, og det afgik rettidigt - altså et kvarter før det vi havde planlagt at tage med. Det skulle også have været et moderne Blue Train, men var i stedet et tog med nogle gamle vogne. Så nu sad vi altså i et forkert og gammelt tog, kørende baglæns og i den forkerte side i forhold til udsigten undervejs. Så meget for planlægningen, Michael 😂

Men i det mindste sad vi da ned, og det viste sig at være et ekspres tog vi var med, som derved skippede en del stationer undervejs - så det var godt det ikke var projekt AlleStationer på Sri Lanka. På den måde ville turen kun tage 2,5 time og ikke 3 timer som det vi skulle have været med ville have gjort. Vi sad heldigvis behageligt nok, men de mere end 10 timers togtur fra dagen før sad stadig lidt i ballerne. Dette tog stoppede så ikke i Unawatuna, så i stedet måtte vi stå af i Galle. Men den efterfølgende taxatur til hotellet blev max. 5 kr. dyrere, så det gik lige 😋 

Kandy

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik en tuk tuk til at køre os fra busstationen til vores hotel Sandriana Lake View som ligger på en bakke med udsigt til Kandy Lake. Vi havde bestilt et værelse med balkon, men vi måtte vente 40 minutter på at få nøglen, da de åbenbart havde udfordringer med at finde vores reservering gennem Agoda. Det lykkedes dog og vi kunne komme ind på værelset. Men der var aber på balkonen og en advarsel mod at åbne glasdøren, intet køleskab eller pool. Robert havde fået opgaven at vælge hotel blandt de forslag jeg havde fundet, så det var lidt ærgerligt at vi måtte undvære - specielt når der ikke er en strand i nærheden. Vi tog en tuk tuk ned til søen og spiste på Pizza Hut. Vi jagtede nogle drikkevarer, men det var ikke helt nemt i bymidten. Det lykkedes dog til sidst et sted i nærheden af busstationen og vi endte med at tage en tuk tuk tilbage til hotellet.

Mandag morgen tog vi elevatoren op på øverste etage og spiste morgenmad. Udsigten fra restauranten var ganske glimrende, men maden var ikke den store oplevelse. Vi blev spurgt om hvilke æg vi ønskede og vi svarede begge spejlæg. Tjeneren kom tilbage og sagde at kokken anbefalde en spicy omelet, men da vi begge havde lyst til spejlæg den dag takkede vi for anbefalingen, men vi ville gerne holde fast i vores valg. Nogle minutter senere fik vi hver sat en kold omelet foran os, og normalt tager vi bare imod da det jo reelt ikke gør noget. Men lige denne dag røg de altså retur, og vi fik i stedet nogle varme spejlæg. Det viste sig at være en stående joke på resten af turen at vi meget sjældent fik det vi bestilte. Toastbrødet var tørt og koldt, og var åbenlyst blevet ristet meget tidligere. Uden at være speciel sart så er det simpelthen ikke i orden. Vi forventer ikke det helt store, men lunt toastbrød er dog på listen. Vi gik ned til søen og skulle se Sri Dalada Maligawa - bedre kendt som The Temple of the Sacred Tooth Relic. Der er kun adgang på bare fødder, og Robert orkede ikke at gå på det varme fortov på bare tæer. Jeg fik set det og indrømmet: Han gik ikke glip af meget. Vi spiste i Kandy City Center og fik en overraskende god omgang spaghetti. Vi fik shoppet i et Keels Supermarked i centret før vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet.

Tirsdag havde vi booket en tuk tuk til at køre os rundt, da vi faktisk ikke havde lyst til selv at køre i Kandy. Der er simpelthen for mange busser, biler, scootere - og ikke mindst tuk tuk'er. Vi startede med at køre til det flotte Asgiri Maha Vihara Pirivena tempel før vi kørte til Sri Maha Bodhi Viharaya med den store hvide Buddha. Der er endda en trappe på bagsiden af statuen så man kan komme op og nyde udsigten over Kandy Lake. Jeg har tidligere berørt det her med forskellige priser for lokale og turister, men det stopper ikke ved priserne. Når man skal af med skoene ved et tempel, så er der typisk et særskilt område til lokale samt et til turister. Det samme gælder eksempelvis også for toiletter, og lige den del giver uheldige flashbacks for mit vedkommende til raceadskillelse i USA eller apartheid i Sydafrika. Jeg fandt aldrig ud af grunden, men den forskel synes jeg ikke er så tiltalende. Nogle gange kan 'fordele' som turist måske bedre retfærdiggøres når prisen tages i betragtning. Da Anne og jeg besøgte Taj Mahal i Indien stod de lokale i lange køer, hvor turister bliver ledt direkte ind. Det er ikke fair, men omvendt havde de betalt 4 kr. for at komme ind - imens vi måtte slippe over 100 kr. som vestlige turister. Jeg er bare generalt imod at man kan betale sig fra at stå i kø som alle andre, og derfor er jeg også modstander af 'fast track' - hvad enten det er securitykøen i lufthavnen eller forlystelser i Disneyland.

Efter Buddhaen satte vi kursen mod Ambuluwawa Tower der ligger en times tuk tuk kørsel fra Kandy. Vores hyrede tuk tuk må ikke køre helt op til tårnet, men skal parkere 2 kilometer derfra. Så har man to muligheder: Enten kan man gå derop ad en ret stejl vej, eller betale 1500 LKR for at blive kørt i en 'godkendt' tuk tuk. En forholdsvis høj pris i betragtning af at vi betalte vores tuk tuk 6000 LKR for at køre os rundt en hel dag. Ved ankomsten til tårnet spurgte chaufføren hvornår vi ville hentes igen? Det er jo lidt svært at svare på når man ikke aner hvor lang tid det tager, så jeg blev en lille smule irriteret da han insisterede på at aftale en tid. Nå, men vi begav os op i tårnet - og første del gik fint. Det var via indvendige trapper i den runde del af tårnet, men snart skulle vi udenfor hvis vi skulle det sidste stykke op. Turen vækker minder om Vor Frelser Kirke i København med et snoet spir, gradvist smallere gange og et ret lavt gelænder. De sidste gange rundt er der så smalt at man ikke kan passere hinanden på vej op og ned, men så langt kom vi ikke. Vi tog et par gange rundt, og det var rigeligt til mig og faktisk også til Robert, som heller ikke fandt det alt for sjovt. Det skal siges at tårnet kun er 48 meter højt, men placeringen gør oplevelsen noget mere udfordrerne når man lider af højdeskræk. Man kan i hvert fald godt mærke at man er mere end 3500 meter over havets overflade, godt 3000 meter højere oppe end Kandy by 😊

Vel nede igen satte vi kursen tilbage mod Kandy. Det er en hyggelig tuk tuk tur gennem flere mindre byer, og jeg var glad for at vi ikke havde valgt at køre selv på scootere for trafikken var rimelig voldsom. Selve Kandy by er ret hyggelig, selv med den meget trafik, men ikke super rettet mod vestlige turister. Så det kunne faktisk godt være lidt udfordrerne at finde et sted at købe drikkevarer m.m. men det har jo også en charme.

Onsdag morgen tjekkede vi ud og blev kørt ned af bjerget til togstationen. Dette ville blive vores første lange dagsrejse med tog, da togturen til Trincomalee foregik om natten og der dermed er begrænset med ting man kan se undervejs. Det giver anledning til lige at nævne lidt om togsituationen på Sri Lanka 🚂🚃🚃🚃

Ikke ulig andre lande findes der forskellige klasser ombord på togene i Sri Lanka: 1. klasse er typisk med aircon og dermed lukkede vinduer. Det kan på en varm sommerdag måske være rart, men de små lukkede vinduer gør det svært at tage billeder. På 2. og 3. klasse er vinduer og døre som udgangspunkt åbne hele tiden, undtagen når det regner kraftigt så bliver de lukket. Det gør det meget behageligt og god mulighed for at tage billeder. Jeg kan varmt anbefale 2. klasse, hvor der er individuelle sæder med mulighed for at læne sig en smule tilbage, rigeligt med benplads, et lille klapbord på sædet foran eller et stort bord hvis man sidder overfor hinanden. På 3. klasse er det typisk 2+3 layout så der er markant mindre plads. Det er også bænke i stedet for sæder, så der er ingen mulighed for at læne sig tilbage. Bænkene kan være rene træbænke eller med polstring - afhægigt af hvor nye eller gamle vognene er. Det er heller ikke alle tog der har alle tre klasser, men man kan få et fantastisk overblik på www.seat61.com hvor guruen indenfor togrejser giver gode råd. Både hvordan togene er, hvordan køber man billetter, hvor skal man sidde, hvad koster det, hvilke tog har nyere vogne osv. - så det kan altid anbefales - uanset hvor i verden man skal med tog 👍

Udover de forskellige klasser findes der en anden inddeling - nemlig reserved og unreserved seats. Som navnet mere end antyder, så er de reserverede pladser netop det. Du har en bestemt plads og konduktøren lukker kun de folk ind i vognen som har plads, så der står ikke ekstra passagerer i mellemgangen, kun turister der går frem og tilbage for at tage billeder og video. Der er en kæmpe mangel på togbilletter, og det er en kamp at sikre sig billetter uanset hvornår og til hvilken strækning. En del billetter (men bestemt ikke alle) kan købes på Sri Lanka Railways hjemmeside, men det er med at sidde klar når de frigives præcis 30 dage før afgang. Nogle gange gik der ikke engang en time, så var alle reserved billetter væk til en bestemt afgang. Der findes også andre hjemmesider der kan købe billetterne for dig på stationen - selvfølgelig mod et gebyr, men det er bestemt en mulighed. Er man selv i landet kan man bare selv købe dem på stationen, men man skal ikke forvente at komme til Sri Lanka og få pladser til et tog om nogle dage. Eller rettere sagt: Du kan altid købe en billet til en strækning, men så bliver det som unreserved. Her er altid proppet - også med stående folk, og selvom du skulle være heldig at få en siddeplads, så vil der stå en masse mennesker lænet godt ind over dig, så det kan virkelig ikke anbefales. Faktisk så foretrækker de fleste en reserved plads på 3. klasse fremfor unreserved på 2. klasse, selv på trods af den mindre plads.

På strækningen fra Kandy til Badulla kunne vi kun booke reserved pladser på 3. klasse. Reserved pladser er ca. 2-3 gange dyrere end tilsvarende unreserved, men stadig ufattelig billige. Denne tur på godt 8 timer kostede 1300 LKR (30 kr.) pr. person på reserved 3. klasse. På stationen købte vi også billetter til unreserved 2. klasse til 650 LKR (15 kr.) ud fra et håb om at der var to ledige pladser til os. Da toget kørte ind på perronen skyndte vi os ombord, men det var helt håbløst. Så vi forlod 2. klasse og fandt vores pladser på 3. klasse. Vi havde så fået det forreste 2-mands sæde i vognen, hvor der INGEN benplads var. Det ville ikke være fysisk muligt for Robert og jeg at sidde der, men heldigvis var der et andet 2-personers sæde længere nede i vognen hvor der ikke sad nogen, så der satte Robert sig. Undervejs kom ejerne af de pladser ombord, men så var der et andet ledigt sæde så vi sad aldrig ved siden af hinanden, og det var den eneste grund til at vi overlevede turen. Men med at (smalt) 2-personers sæde for mig selv var det behageligt nok og så kunne man jo nyde turen.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at køre i tog, og jeg havde virkelig glædet mig til specielt denne strækning ombord på et 'Blue Train'. Strækningen fra Kandy til Badulla er kun på 183 km. så når det tager 8 timer kan du selv regne ud hvor langsomt toget kører. Men der er også en stigning på næsten 2000 højdemeter, og toge er generelt bare ikke glade for at køre opad - eller nedad for den sags skyld. De fleste strækninger er enkeltsporet, og det er en stor del af forklaringen på at man mangler kapacitet, da der simpelten er alt for få tog i forhold til efterspørgslen på billetter. Man har heller ikke moderne signaler, så kørslen foregår stadig med brugen af tokens - et system der blev opfundet i forbindelsen med de første jernbaner for snart 200 år siden.

Når en strækning kun har ét spor, så må der i sagens natur kun køre ét tog på strækningen ellers vil de støde ind i hinanden. Så når tog #1 forlader station A for at køre til station B, C, D - eller hvornår der nu skal komme et modkørende tog, så modtager han strækningens token inden afgang. Denne token er ofte en kæde, stor ring eller lignende så man kan modtage den i fart blot ved at stikke armen ud. Den token har toget så med - lad os sige til station C hvor tog #2 holder klar til at køre mod station A. Ved ankomsten til stationen afleverer tog #1 sin token og modtager til gengæld den næste stræknings token, så de kan fortsætte mod station D. Denne nye token har tog #2 haft med fra station D eller E og afleveret den på station C. Her modtager tog #2 så den token som tog #1 lige har afleveret, og har dermed ret til at køre på strækningen til station A. Selvfølgelig er dette frygtelig gammeldags i forhold til moderne signaler, men det virker! Jeg mindes ikke selv at have set udvekslingen før, men der er faktisk strækninger i f.eks. England hvor det stadig bruges den dag i dag. På Sri Lanka kan man se det hele tiden, og det kræver selvfølgelig en del personale til at håndtere det, men det er stadig en billig måde at løse problemet på.

Du kan se en lille video af en overdragelse af tokens på Kantalay Station  her: https://youtu.be/0xQtuqhtINA

På vejen passerer man bjerge, vandfald, teplantager, søer osv. - og det er virkelig en flot strækning gennem skøn natur. Næsten alle stod af i Ella, men vi havde valgt at køre hele strækningen til endestationen Badulla - en times kørsel fra Ella. På den måde ville vi nemlig køre over Nine Archers Bridge der ligger lidt udenfor Ella. Vi ankom til Badulla lidt efter kl. 18 - netop som mørket var ved at sænke sig...

Sigiriya

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi skulle have boet på et andet hotel i Sigiriya, men da vi nu kom to dage tidligere, havde de ikke plads til os. Så vi havde fundet Royal Retreat som var lidt dyrere, men også så fedt ud. Ved ankomsten var det også et godt indtryk – flot lobby, venligt personale, kold velkomstdrink m.m.

Vores værelse lige ud til swimmingpoolen var også stort med behagelige senge, køleskab og hurtigt Wi-Fi. Men når man skrabede lidt i overfladen var det hele noget slidt, og vedligeholdelsen var heller ikke helt i top. Hotellet ligger ca. 5 km. fra Sigiriya Lion Rock – den største turistattraktion i området. Vi lejede derfor et par scootere for 3 dage (9000 LKR) så vi havde friheden til at komme rundt, også til restauranter i ’byen’. Jeg fik hævet penge og så i samme omgang stenen for første gang. Den er 180 meter høj og turen til toppen består af 1200 trin. For én med højdeskræk er det dog langt værre at en del af trapperne er monteret på siden af klippen, og ikke udhugget i selve stenen. Vi snakkede med Clara, og hun fik mig dog overbevist om at det kunne vi godt 😀

Om onsdagen fik Robert booket en tur med varmtluftballon (250$) til torsdag morgen, noget han virkelig gerne ville prøve. Det ser også vidunderligt ud, og skal man gøre det var dette helt sikkert et fedt sted. Med min højdeskræk er det dog ikke lige sagen, men jeg kunne tage med og se ham lette og så følge med teamet til det sted hvor ballonen ville lande. Vi bookede også en safaritur til Minneriya National Park (20.500 LKR) hvor vi håbede at se de store elefantflokke. Det er for sent på året til den store ’gathering’ i juli/august hvor op mod 300 elefanter samles i nationalparken før de vandrer nordpå, men der skulle være en god chance for at se de flokke der stadig er i Minneriya.

Torsdag morgen ringede alarmen kl. 04.40, men desværre til en WhatsApp besked om at dagens flyvning var aflyst pga. vejret. Det virkede ellers som det ideelle vejr, men nu er jeg jo ikke ballonskipper. Når vi nu alligevel var oppe så tidligt besluttede vi at tage chancen med Sigiriya Lion Rock, da billetkontoret åbner kl. 05. På den måde kunne vi klare opstigningen inden varmen ville tage livet af os (hvis ikke de 1200 trin til toppen gjorde det). Netop som solen var ved at stå op købte vi billet (vanvittige 35$) og det ER en høj pris for at gå op på en klippe. Først går man ca. 800 meter hen til stenen, herunder op af flere små trin. Til sidst starter de rigtige trapper ved klippen og egentlig begyndte det fint nok. Trapperne var relativt godt udhugget, selvom der ikke er noget gelænder at støtte sig til. Efter en halv times tid var vi kommet ca. halvvejs op, men til gengæld blev pauserne længere og længere. Vi erkendte at kondien ikke var til at fuldføre klatringen, og med et ærgerligt indtryk af fiasko begyndte vi at gå ned igen. Vores beslutning om at starte så tidligt var i hvert fald rigtig, for nu begyndte trængslen af andre turister at blive ret massiv på vej op, og så brede er trinene heller ikke.

Tilbage på hotellet kunne vi lige puste ud et par timer og køle lidt af i poolen, før vi kl. 13 blev hentet til vores jeep safari. Køreturen til nationalparken tog en halv times tid, og da vores tur var ’all inclusive’ klarede vores chauffør/guide billetter og tilladelser, og vi fik endda en pose med koldt vand, juice og kiks. Den første køretur ind i parken er ikke så spændende, hvor det mest interessante vi så var dådyr, fasaner og påfugle. Men så åbner vejen sig op ved vandet hvor vi med det samme kunne se store elefantflokke. I alt var der op mod 80 elefanter inddelt i forskellige grupper. Nogle kunne vi køre helt op på siden af, selvom vi på et tidspunkt kom liiiidt for tæt på en hunelefant, for hun begyndte pludselig at storme mod jeepen, så vores chauffør fik os hurtigt lidt længere væk. Andre flokke så vi på afstand, men det var skønt at opleve disse dyr i deres naturlige habitat. Efter et par times kørsel rundt i parken blev vi kørt tilbage til vores hotel. Vores pris på 500 kr. pr. person er selvfølgelig dyrt, og det havde været fedt med andre ’store’ dyr, men vi fik set hvad der var at opleve på det tidspunkt af året – så det var fint 🐘🐘🐘🐘🐘

Du kan se lidt video af elefanterne her: https://youtu.be/iHw5NUetez8

Fredag morgen var der desværre heller ingen ballontur, så i stedet forlængede vi scooterne en ekstra dag og kørte til Dambulla – ca. 13 km. væk. Vi stoppede først ved busstationen hvorfra vi to dage senere skulle med bussen til Kandy. Vi kørte videre til The Golden Temple og startede turen op mod Dambulla Royal Cave Temple. Det viste sig at turen op bestod af knapt 400 trin, så Robert vendte om og gik nedad igen. Jeg blev dog stædig og fortsatte, hvilket jeg i sidste ende var glad for. Entréen kostede 2000 LKR for udlændinge, men så var der også adgang på bare fødder, da sko/sandaler skal efterlades udenfor templet. Stedet består af fem huler der er hugget ud i klippen, og de er fyldt med Buddha statuer og andre religiøse symboler. 

Du kan se en video fra templet her: https://youtu.be/R4nPRiNMEQk

Mens jeg var derinde begyndte det at regne, men det var heldigvis stoppet igen da jeg kom ud. Jeg valgte at gå ned mod The Golden Temple, så jeg kom ned på bagsiden af den store gyldne Buddha. Nede ved scooterne ventede Robert, og efter en shoppingtur i et supermarked satte vi kursen hjemad. Det blev lige akkurat mørkt inden vi nåede hjem, og denne fredag var det fuldmåne – hvilket altid er en helligdag i Sri Lanka. Det skal vi da have indført i Danmark, så får vi automatisk 12 ekstra fridage om året 😂 

Aftensmaden blev spist på ’Rastarant’ – en super hyggelig BBQ restaurant vi havde kørt forbi flere gange. Stedet er stort og anlagt i flere niveauer, og vi havde set frem til et fantastisk måltid. Det var klart det dyreste måltid på turen indtil nu, og præsentationen var også ret imponerende. Desværre kunne kvaliteten ikke leve op til synsindtrykket, og da det på et tidspunkt begyndte at regne sluttede aftenen for os. Stedet var ellers fyldt med hyggelig belysning, en god DJ, akrobatik på line osv. så man følte sig henvist til en skøn ø… næsten! 😉

Lørdag morgen var sidste chance for Robert og en tur i luftballon, men desværre. Vi afleverede vores scootere kl. 13, og udlejeren kørte os tilbage til vores hotel i sin tuk tuk. En ting man kan gøre i Sigiriya er at leje sin egen tuk tuk at køre rundt i, og det burde vi have gjort! Måske får vi en anden chance for det længere sydpå, for det har jeg godt nok aldrig prøvet. Vi tilbragte eftermiddagen i poolen og spiste aftensmad på hotellet.

Søndag tjekkede vi ud og blev kørt i bil til Dambulla (3000 LKR). For 15.000 LKR ekstra kunne vi være blevet kørt helt til Kandy, men vi ville gerne både spare knapt 400 kr. men også prøve en tur med lokalbussen. Vores søde taxachauffør gjorde ellers sit for at overtale os. Der havde været parlamentsvalg om torsdagen, fuldmåne om fredagen og efterfølgende weekend, så mange brugte de fire dage til at besøge familie og venner – så der ville være mange med bussen denne søndag. Det havde han også ret i, og de første tre busser til Kandy havde ingen ledige siddepladser, og at stå op på en bumpende to timer lang køretur var ikke så tillokkende. Men den fjerde bus der kom på 5 minutter havde et par ledige pladser, så vi fik kæmpet os ombord. Layoutet er 2+3 sæder med stolper i gangen, så der er vitterlig ikke meget plads til at komme rundt. Folk som os med stor bagage kan efterlade det på en plads til venstre for chaufføren (som sidder i højre side, da der er ventrekørsel i landet) og så fik vi ellers sat os ned. En sød dame byttede plads, så Robert og jeg fik et tre-personers sæde, hvilket for tykke vesterlændinge svarer til et to-personers sæde i bredden. Billetmanden kom rundt og vi betalte hver 257 LKR. (godt 7 kr.) for turen, hvilket jo var noget mindre end taxaen ville have kostet. Turen varede dog i første omgang kun et par minutter, da vi blev sendt ud ved et depot, da der tilsyneladende var et problem med bussen. Men efter 10-15 minutter var vi tilbage på plads, og vi kørte friskt mod Kandy. Den første time gik det rigtigt fint og vi kom hurtigt frem. Men den næste time var der væsentlig mere trafik og vejen snoede sig op og ned af bakker – og de sidste 20 km. følte vi at vi kørte igennem én kontinuerlig by. Men efter en relativt behagelig tur kunne vi stige ud af bussen ikke så langt fra Kandy Lake og vores hotel.

Trincomalee

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik en stor tuk tuk til at køre os til vores hotel – Blue Water Beach Resort, hvor vi fik vækket nattevagten. Vi fik heldigvis hurtigt vores værelse selvom klokken kun var lidt over 6 om morgenen. Vi fik et par timers søvn og et bad hvilket var tiltrængt efter togturen. Om eftermiddagen var vi en tur på stranden, men det er vitterlig ikke sæson på østkysten på dette tidspunkt af året. Vi fik noget at spise i vores lokalområde og tilbragte eftermiddagen i poolen.

Søndag lejede vi scootere (2500 LKR) lidt længere nede af gaden. Det er rart med den frihed det giver at kunne køre når – og hvor – man vil. Vi var blandt andet i Trincomalee by og hæve penge, og vi kørte også til Fort Frederick og Thirukoneswaram Kovil helt ude på spidsen af landtangen. På gaderne er det helt normalt med løse hunde, strejfende køer, dådyr og leguaner.

Mandag startede vi scooterne tidligt og kørte først til Kuchchaveli Samudragiri Pichchamal Viharaya – et tempel med en flot hvid stupa beliggende helt ude i vandkanten. Vi var også på Nilaveli Beach før vi kørte til Velgam Vehera Buddhist Temple. Turen sluttede ved Kanniya Hot Water Springs, der dog ikke efterlod noget kæmpe indtryk. Men en skøn køretur på godt 100 km. og noget der gav os solrøde knæ. Vi fik afleveret scooterne og spiste aftensmad i lokalområdet og gik relativt tidligt i seng.

Tirsdag morgen blev vi hentet i en tuk tuk kl. 05.45 og kørt til togstationen i Trincomalee. Det var planen at vi skulle have været længere sydpå langs kysten i Passikudah, men da vejret ville være det samme som i Trinco virkede det lidt fjollet at tage dertil, når man alligevel ikke kunne bruge stranden. Vi havde hjemmefra bestilt togbilletter fra Passikudah til Habarana, og fik faktisk halvdelen (2000 LKR) refunderet af det vi havde betalt. De nye billetter på 2. klasse (unreserved) fra Trincomalee til Habarana kostede kun 400 LKR (10 kr.) pr. person, så vi fik faktisk et lille overskud ud af ændringen

Toget skulle været afgået kl. 06.50, men vi var en lille halv time forsinket. Det havde vi dog indhentet halvdelen af da vi nåede til Galoya Junction hvor vores lokaltog har endestation. Vi ventede godt 20 min. på eksprestoget til Colombo, som fragtede os en enkelt station tættere på Sigiriya – nemlig til Habarana. Her hyrede vi en tuk tuk til at køre os de sidste 15 km. til Royal Retreat Hotel.

Colombo

 

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter mange overvejelser faldt valget på Sri Lanka til denne ferie. Først var planen ellers Caribien eller Mexico, men det viste sig at blive for dyrt. Så da Clara netop havde været på Sri Lanka (og været meget begejstret) og de andre vi kender der har været her også kunne anbefale det, så valgte vi det. Vi købte flybilletter med Air India til 5.180 kr. hvilket virkede som en fair pris. Anne og jeg var ikke så begejstrede for flyselskabet efter vores tur til Indien, men de havde én ting som talte i deres favør – et nogenlunde rimeligt ankomsttidspunkt. Både Etihad, Emirates og Qatar Airways lander i Colombo omkring kl. 03 om morgenen – nok det værste tidspunkt at lande i et nyt land. Air India derimod landede kl. 16, så derfor blev de valgt.

Onsdag d. 6. november mødtes vi derfor i Kastrup Lufthavn kl. 17.15, og efter check-in fik vi den obligatoriske farvel Whopper på Burger King. Der var afgang med Air Indias Boeing 787 kl. 19.50 og nej, det er ikke blevet et federe flyselskab siden 2018. Skærmene virkede ikke i flyet, maden var tvivlsom, serveringen ligeså, men der var dog relativt god benplads. Flyet var helt fyldt, så ingen ekstra sæder på den godt 7 timer lange flyvning. Vi ankom til Delhi til tiden, og havde så knapt 5 timer før vi skulle flyve videre til Sri Lankas hovedstad Colombo. Tiden blev primært brugt på at få morgenmad, før vi fløj de sidste 3 timer til Sri Lanka. Vi ankom faktisk en halv times tid før planmæssig ankomst og købte vores Visa On Arrival til 60$. Egentlig burde vi have Visa-Free adgang fra 1. oktober 2024, men desværre for os nåede der at blive udskrevet parlamentsvalg i Sri Lanka før de kunne godkende den nye ordning, men vi kunne dog betale os fra det problem. I lufthavnen købte vi et lokalt SIM-kort hos udbyderen Dialog (50Gb data i 30 dage til 58 kr.) og fik det installeret med det samme, og fik hævet kontanter i Commercial Bank der ikke opkræver ekstra gebyrer. Vi brugte den lokale PickMe app (der fungerer som Uber, Grab m.m.) og bestilte en bil til at køre os til Cityrest Fort. Turen på 34 km. kostede 4000 LKR (100 kr.) og tog lidt over en time. På hotellet fik vi først et værelse med en dobbeltseng, men fik dog byttes os til det twin room vi havde booket. Jeg kan sagtens dele dobbeltseng med min bedste ven, men har vi muligheden er to senge stadig at foretrække. Vi fik noget aftensmad og gik en tur ned til togstationen ikke så langt fra hotellet. Jeg købte en lille sling-back taske til 40 kr. da jeg havde glemt min egen derhjemme, og det er rart at kunne have pas og pung et sikkert sted.

Fredag fik vi ombyttet vores online togbilletter til ’rigtige’ billetter på Colombo Fort Stationen før vi tog lokalbussen til motorkontoret ca. 15 km. væk (90 LKR). Da vi stod af bussen, var det lige ved en printshop hvor vi fik printet vores stempel i passet, da vi havde fået at vide at vi skulle bruge det. Som udlænding er det nemlig ret usædvanligt ikke nok med et internationalt kørekort hvis man vil køre i Sri Lanka. Man skal på motorkontoret og have en local driving permit, og det blev beskrevet som lidt af en kamp. Man skal medbringe originaler og kopier af både pas, kørekort, internationalt kørekort og visum – foruden medbringe pasbilleder. I virkeligheden brugte de intet af det, men vi blev alligevel sendt fra skranke til skranke – uden nogen tilsyneladende årsag. Vi burde have betalt 1000 LKR for en måneds tilladelse, men endte med at betale det dobbelte for seks måneder. Skidt med det og efter et par timer var vi tilbage i bussen mod Colombo, hver med en tilladelse til at køre scooter, bil (og traktor?!) i Sri Lanka 😄

På vejen tilbage stod vi af ved Lotus Tower (20$) og det var første gang vi oplevede forskellen på priser for lokale og turister. Egentlig synes jeg det er fair nok at lokale der betaler skat og bidrager til samfundet kommer gratis eller billigt til kultur og seværdigheder, imens turister skal betale en god del. Måske er 150 kr. for turen op i tårnet i overkanten, men der var en fin udsigt deroppefra. Vel ned igen besøgte vi Pixel Bloom der er en visuel udstilling der var med i prisen – og det var faktisk rigtig godt. Vi spiste på en restaurant i tårnet før vi tog en PickMe til Colombo Galbokka Lighthouse, der ikke var meget at skrive hjem om. Det begyndte at regne, så vi tog en anden PickMe til et shoppingcenter, hvor vi i Scope Cinema så ”Venom: The Last Dance” (1800 LKR). Vi tog en PickMe hjem til hotellet hvor vores bagage var blevet opbevaret, og vi fik aftensmad i området. Vi tog dagens sidste PickMe til stationen, for kl. 21.30 havde vi billet til nattoget til Trincomalee. Vi havde købt billetterne online, men havde ikke kunne få opklaret om det var til sovevognen eller 1. klasses sleeperetts – der er behagelige sæder der kan lænes godt tilbage. Det viste sig at være det sidste, men det var også ok. Vognen var på ingen måde fyldt, men de ekstra sæder gjorde ikke den store gavn, da armlænet mellem sæderne var solidt så man kunne ikke sidde på tværs. Men der var stadig masser af benplads, så vi sad egentlig udmærket. Turen skulle tage 8 timer – og kun 3 minutter forsinket ankom vi til Trincomalee kl. 05.33 lørdag morgen 👍

Beograd

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg har jo efterhånden gjort et godt indhug i landene i Østeuropa samt på Balkan, og nu var turen kommet til Serbien. Et land jeg - bevidst eller ej - har udeladt lidt, da de i mine øjne er lidt nogle skurke. Jeg husker tydeligt krigene på Balkan i 90'erne, og selv den dag i dag er Serbien lidt af en paria i den vestlige verdens øjne. Det ses tydeligt i forbindelse med Putins krig i Ukraine, hvor Serbien er en af Ruslands få venner i Europa. Men jeg foretrækker at se ting med egne øjne, så da Wizzair har billige flyvninger til hovedstaden Beograd slog jeg til. 

Tirsdag d. 12. marts fløj jeg til Beograd Nikola Tesla Airport - en flyvetur på et par timer - og ved ankomsten købte jeg et dagskort i Beograd+ app'en til offentlig transport til blot 120 Serbiske Dinarer (RSD) som svarer til 8 kr. - det er vist det billigste jeg har oplevet noget sted. Bus 72 kører til Zeleni Venac busterminalen i byens centrum på 45 minutter, og herfra var der blot 10 minutters gang til Hostel Iris der ligger lige bag Republikpladsen. Det var et super hyggeligt hostel og mit værelse faldt i betegnelsen 'småt, men godt'. Der var fælles bad og toilet på gangen og det var ligeledes pænt og rent. I kælderen var 'Slyngelstuen' - et mega hyggeligt fællesrum med bar, dart, musikanlæg samt bløde sofaer og hyggelige borde 😊

Jeg lagde min taske på værelset og gik en tur. Jeg elsker bare at snuse lidt rundt et nyt sted, for sådan lige at få en fornemmelse af hvor jeg er. Hostel Iris ligger i Skadarlija - som bliver betegnet som et boheme kvarter, og der er i hvert fald hyggeligt. Da Serbien ikke er med i EU er der ingen gratis data på mobilen, så jeg havde købt et lokalt SIM kort til 400 RSD (25 kr.) og det er virkelig en god hjælp at være online på f.eks. Google Maps. Al offentlig transport er GPS styret, så det er nemt at finde rundt både med Maps og Beograd+ app'en. Jeg besøgte Museum of Science and Technology (300 RSD) og de havde nogle sjove udstillinger af gamle produkter, så jeg fik nogle nostalgiske flashbacks da jeg gik igennem museet. Jeg tog bussen til The Temple of Saint Sava der er den største ortodokse kirke på Balkan og virkelig imponerende både ind- og udvendig. Der var gudstjeneste da jeg besøgte og derfor var krypten desværre lukket. Jeg tog tilbage til Republikpladsen og spiste aftensmad på en lokal kinesisk restaurant. Tilbage på Iris satte jeg mig ned i kælderen, men det var begrænset hvad der var af andre rejsende.

Onsdag morgen stod jeg op til en mail fra Serbiens svar på DSB. Jeg havde forespurgt om det var muligt at besøge Tito's berømte Blå Tog, og de skrev til mig at det kunne lade sig gøre den pågældende onsdag. Straks kasserede jeg de planer jeg ellers havde lagt, og tog bussen til den nye og flotte Beograd Central Railway Station. Bygningen minder mere om en lufthavn end en hovedbanegård, men det lykkedes mig at finde en person i billetkontoret der forstod at jeg ønskede at købe en billet til det Blå Tog. Til sidst lykkedes det og med billetten til 300 RSD i lommen kunne jeg tage et par busser ned til Topcider Train Depot i den sydlige udkant af Beograd. Foran anlægget holder der masser af togvogne og lokomotiver - alle i forfærdelig stand. En opsynsmand kom frem og jeg fik håbefuldt forklaret at jeg var der for at se det Blå Tog. Han fik fat i en kollega, som åbnede op for garagen og fik sat strøm til toget. Den næste times tid fik jeg så en rundvisning og det var virkelig spændende 👍

Få tog - her mener jeg de fysiske vogne og lokomotiver - er legendariske i sig selv. Det er typisk strækningen eller destinationen der betyder noget, som f.eks. Orient Ekspressen, Den Transsibiriske Jernbane, japanske Bullet trains eller toget til Himlens Tag i Tibet. En undtagelse er lokomotivet Flying Scotsman og så Tito's berømte Blue Train. Jugoslaviens præsident og diktator Josip Broz Tito havde øjensynligt flyskræk og brugte toget til at blive fragtet rundt i sit eget land, men også til besøg hos kommunist kammeraterne. Det Blå Tog blev introduceret i 1956 og var luksuriøst indrettet og typisk omtalt som et 5-stjernet hotel på skinner. Alt ombord er i guld, herunder askebægre, knager, døråbninger, klapsæder m.m. og der er ægte tæpper og velour gardiner som overgang mellem vognene. Der er sovevogne som blev brugt af Tito og hans kone, et kæmpe konferencebord, barer, køkkener, spisevogne samt sovevogne til togets personale og vagter. Jeg fik endda lov at sidde i hans private lænestol i den 'døve vogn' der er udstyret med ekstra lydisolering så det kunne bruges til hemmelige samtaler, og jeg sad også i hans stol på hans private kontor. Alt er flot renoveret og i en stand som da han brugte toget. Det er lidt sært at man har istandsat det, for så at have det stående i en garage hvor der godt kan gå et par uger imellem der kommer turister. Jeg tror min flinke 'rundviser' kunne fornemme min interesse for tog, for han låste endda op til nogle af de vogne som (endnu) ikke er istandssat, og de var lige så interessante at gå igennem - i mørket - kun med lys fra min mobiltelefon. Det var en stor oplevelse, og da han lukkede ned for garagen igen gik jeg lidt rundt og tog billeder af de mange vogne og lokotiver som står udenfor. Der var også en gammel signalboks lidt væk, hvor der stadig var installeret en gammeldags telefon med håndsving, så en lokomotivfører kunne ringe ind og spørge hvorfor han f.eks. havde et rødt signal? Alt i alt en kæmpe oplevelse og selv om det tog en halv dag, var dét det hele værd! 😀

Tilbage i byen kørte jeg med sporvognen til det lille Railway Museum, og jeg var advaret om at det var spild af tid. Der er ingen vogne, men en masse signaler, modeltog, uniformer osv. - men der var også gratis adgang. Jeg spiste en sen frokost på Vapiano før jeg gik op til Belgrade Fortress. Fortet er skam imponerende nok, men da det samtidig var begyndt at regne druknede oplevelsen lidt. Jeg gik i læ på Military Museum (350 RSD) og det var det virkelig ikke værd. Museet er meget 'gammeldags' indrettet, og det mest spændende er faktisk de kampvogne og missiler der er opstillet udenfor. Jeg så også sejrsmonumentet 'The Victor' der står skuende ud over Donau floden og efterfølgende så jeg St. Petka Chapel. Jeg passerede igennem Luna Park, der er en lille forlystelsepark der er lukket på denne tid af året. Efter en lang og fed dag, endte jeg med at snakke med et par kvinder fra England tilbage i kælderen på mit hostel.

Torsdag vågnede jeg tidligt og gik en tur rundt i området. Jeg var tilbage på Hostel Iris og tog et bad før jeg tjekkede ud kl. 11. Da jeg kun havde en lille rygsæk med tog jeg afsted med alle mine ting. Jeg tog lidt rundt på må og få med bus, sporvogn og trolleybus - uden noget decideret mål, og det er fedt at opleve en by på gadeniveau. Både busser og sporvogne er et skønt mix af topmoderne modeller blandet med 'retro' varianter fra +50 år siden. Der er pt. ingen metro i byen, men der er dog flere linjer under opførelse - den første er planlagt til at åbne i 2028. Jeg tog til Museum of Yugoslavia hvor man bla. kan se en masse af de gaver som præsident Tito fik af andre statsoverhoveder. Jeg fandt ikke noget fra Danmark, men bla. fra Norge og Finland - foruden byens nøgle til Los Angeles. Det såkaldte House Of Flowers er Tito's mausolæum, hvor han blev stedt til hvile efter sin død i 1980. Det var i øvrigt sidste gang det Blå Tog kørte en officiel tur - nemlig med hans kiste. Toget kører dog faktisk engang imellem, og kan lejes af firmaer og private for en luksustur. Eksempelvis har Playboy lejet det til et photoshoot på et tidspunkt.

Jeg besøgte bla. St. Michael's Cathedral og spiste en gang lasagne på Vapiano. Ved 18-tiden tog jeg bus 72 til lufthavnen, og jeg var heldig at få en siddeplads i den overfyldte bus, for turen tog næsten en time. Jeg kom hurtigt gennem immigration og security og Wizzair fløj til tiden kl. 20.40 - og ligeså meget plads der var i A321'eren på udturen, lige så lidt plads var der så i A320'eren på hjemturen. Men heldigvis havde jeg fået en gangplads, og en flyvning på to timer kan jeg godt overleve, også selvom det var med knæene solidt placeret i sædet foran. Vi landede planmæssigt kl. 23, og da vi kom fra et land udenfor Schengen skulle vi igennem en grundig paskontrol i Kastrup, men jeg var alligevel hjemme før midnat 😉

Indrømmet: Jeg havde på forhånd været lidt skeptisk omkring Serbien, men vil gerne tilstå at Beograd fremstår som en hyggelig by. Nu hjalp forårsstemningen med 16-18 grader selvfølgelig også, men der var tonsvis af hyggelige caféer og restauranter. Ligesom i nabolandene er der desværre på hvert gadehjørne spillehaller og kasinoer, og så virker det som om ALLE ryger - selv chaufførerne i lokalbusser sad med en smøg når de kørte. Men alt i alt et positivt bekendskab 😃

Turen har kostet følgende:

Flybilletter WizzAir København – Beograd t/r inkl. 10 kg. håndbagage = 260 kr.

2 overnatninger på Hostel Iris (pr. nat 105 kr.) = 210 kr.

3 dagskort til offentlig transport (3 x 8 kr.) = 24 kr.

Mad, drikke, entré m.m. = 495 kr.

I alt = 989 kr.