.jpg)
(Klik på billedet for adgang til albummet)
Jeg har jo efterhånden gjort et godt indhug i landene i Østeuropa samt på Balkan, og nu var turen kommet til Serbien. Et land jeg - bevidst eller ej - har udeladt lidt, da de i mine øjne er lidt nogle skurke. Jeg husker tydeligt krigene på Balkan i 90'erne, og selv den dag i dag er Serbien lidt af en paria i den vestlige verdens øjne. Det ses tydeligt i forbindelse med Putins krig i Ukraine, hvor Serbien er en af Ruslands få venner i Europa. Men jeg foretrækker at se ting med egne øjne, så da Wizzair har billige flyvninger til hovedstaden Beograd slog jeg til.
Tirsdag d. 12. marts fløj jeg til Beograd Nikola Tesla Airport - en flyvetur på et par timer - og ved ankomsten købte jeg et dagskort i Beograd+ app'en til offentlig transport til blot 120 Serbiske Dinarer (RSD) som svarer til 8 kr. - det er vist det billigste jeg har oplevet noget sted. Bus 72 kører til Zeleni Venac busterminalen i byens centrum på 45 minutter, og herfra var der blot 10 minutters gang til Hostel Iris der ligger lige bag Republikpladsen. Det var et super hyggeligt hostel og mit værelse faldt i betegnelsen 'småt, men godt'. Der var fælles bad og toilet på gangen og det var ligeledes pænt og rent. I kælderen var 'Slyngelstuen' - et mega hyggeligt fællesrum med bar, dart, musikanlæg samt bløde sofaer og hyggelige borde 😊
Jeg lagde min taske på værelset og gik en tur. Jeg elsker bare at snuse lidt rundt et nyt sted, for sådan lige at få en fornemmelse af hvor jeg er. Hostel Iris ligger i Skadarlija - som bliver betegnet som et boheme kvarter, og der er i hvert fald hyggeligt. Da Serbien ikke er med i EU er der ingen gratis data på mobilen, så jeg havde købt et lokalt SIM kort til 400 RSD (25 kr.) og det er virkelig en god hjælp at være online på f.eks. Google Maps. Al offentlig transport er GPS styret, så det er nemt at finde rundt både med Maps og Beograd+ app'en. Jeg besøgte Museum of Science and Technology (300 RSD) og de havde nogle sjove udstillinger af gamle produkter, så jeg fik nogle nostalgiske flashbacks da jeg gik igennem museet. Jeg tog bussen til The Temple of Saint Sava der er den største ortodokse kirke på Balkan og virkelig imponerende både ind- og udvendig. Der var gudstjeneste da jeg besøgte og derfor var krypten desværre lukket. Jeg tog tilbage til Republikpladsen og spiste aftensmad på en lokal kinesisk restaurant. Tilbage på Iris satte jeg mig ned i kælderen, men det var begrænset hvad der var af andre rejsende.
Onsdag morgen stod jeg op til en mail fra Serbiens svar på DSB. Jeg havde forespurgt om det var muligt at besøge Tito's berømte Blå Tog, og de skrev til mig at det kunne lade sig gøre den pågældende onsdag. Straks kasserede jeg de planer jeg ellers havde lagt, og tog bussen til den nye og flotte Beograd Central Railway Station. Bygningen minder mere om en lufthavn end en hovedbanegård, men det lykkedes mig at finde en person i billetkontoret der forstod at jeg ønskede at købe en billet til det Blå Tog. Til sidst lykkedes det og med billetten til 300 RSD i lommen kunne jeg tage et par busser ned til Topcider Train Depot i den sydlige udkant af Beograd. Foran anlægget holder der masser af togvogne og lokomotiver - alle i forfærdelig stand. En opsynsmand kom frem og jeg fik håbefuldt forklaret at jeg var der for at se det Blå Tog. Han fik fat i en kollega, som åbnede op for garagen og fik sat strøm til toget. Den næste times tid fik jeg så en rundvisning og det var virkelig spændende 👍
Få tog - her mener jeg de fysiske vogne og lokomotiver - er legendariske i sig selv. Det er typisk strækningen eller destinationen der betyder noget, som f.eks. Orient Ekspressen, Den Transsibiriske Jernbane, japanske Bullet trains eller toget til Himlens Tag i Tibet. En undtagelse er lokomotivet Flying Scotsman og så Tito's berømte Blue Train. Jugoslaviens præsident og diktator Josip Broz Tito havde øjensynligt flyskræk og brugte toget til at blive fragtet rundt i sit eget land, men også til besøg hos kommunist kammeraterne. Det Blå Tog blev introduceret i 1956 og var luksuriøst indrettet og typisk omtalt som et 5-stjernet hotel på skinner. Alt ombord er i guld, herunder askebægre, knager, døråbninger, klapsæder m.m. og der er ægte tæpper og velour gardiner som overgang mellem vognene. Der er sovevogne som blev brugt af Tito og hans kone, et kæmpe konferencebord, barer, køkkener, spisevogne samt sovevogne til togets personale og vagter. Jeg fik endda lov at sidde i hans private lænestol i den 'døve vogn' der er udstyret med ekstra lydisolering så det kunne bruges til hemmelige samtaler, og jeg sad også i hans stol på hans private kontor. Alt er flot renoveret og i en stand som da han brugte toget. Det er lidt sært at man har istandsat det, for så at have det stående i en garage hvor der godt kan gå et par uger imellem der kommer turister. Jeg tror min flinke 'rundviser' kunne fornemme min interesse for tog, for han låste endda op til nogle af de vogne som (endnu) ikke er istandssat, og de var lige så interessante at gå igennem - i mørket - kun med lys fra min mobiltelefon. Det var en stor oplevelse, og da han lukkede ned for garagen igen gik jeg lidt rundt og tog billeder af de mange vogne og lokotiver som står udenfor. Der var også en gammel signalboks lidt væk, hvor der stadig var installeret en gammeldags telefon med håndsving, så en lokomotivfører kunne ringe ind og spørge hvorfor han f.eks. havde et rødt signal? Alt i alt en kæmpe oplevelse og selv om det tog en halv dag, var dét det hele værd! 😀
Tilbage i byen kørte jeg med sporvognen til det lille Railway Museum, og jeg var advaret om at det var spild af tid. Der er ingen vogne, men en masse signaler, modeltog, uniformer osv. - men der var også gratis adgang. Jeg spiste en sen frokost på Vapiano før jeg gik op til Belgrade Fortress. Fortet er skam imponerende nok, men da det samtidig var begyndt at regne druknede oplevelsen lidt. Jeg gik i læ på Military Museum (350 RSD) og det var det virkelig ikke værd. Museet er meget 'gammeldags' indrettet, og det mest spændende er faktisk de kampvogne og missiler der er opstillet udenfor. Jeg så også sejrsmonumentet 'The Victor' der står skuende ud over Donau floden og efterfølgende så jeg St. Petka Chapel. Jeg passerede igennem Luna Park, der er en lille forlystelsepark der er lukket på denne tid af året. Efter en lang og fed dag, endte jeg med at snakke med et par kvinder fra England tilbage i kælderen på mit hostel.
Torsdag vågnede jeg tidligt og gik en tur rundt i området. Jeg var tilbage på Hostel Iris og tog et bad før jeg tjekkede ud kl. 11. Da jeg kun havde en lille rygsæk med tog jeg afsted med alle mine ting. Jeg tog lidt rundt på må og få med bus, sporvogn og trolleybus - uden noget decideret mål, og det er fedt at opleve en by på gadeniveau. Både busser og sporvogne er et skønt mix af topmoderne modeller blandet med 'retro' varianter fra +50 år siden. Der er pt. ingen metro i byen, men der er dog flere linjer under opførelse - den første er planlagt til at åbne i 2028. Jeg tog til Museum of Yugoslavia hvor man bla. kan se en masse af de gaver som præsident Tito fik af andre statsoverhoveder. Jeg fandt ikke noget fra Danmark, men bla. fra Norge og Finland - foruden byens nøgle til Los Angeles. Det såkaldte House Of Flowers er Tito's mausolæum, hvor han blev stedt til hvile efter sin død i 1980. Det var i øvrigt sidste gang det Blå Tog kørte en officiel tur - nemlig med hans kiste. Toget kører dog faktisk engang imellem, og kan lejes af firmaer og private for en luksustur. Eksempelvis har Playboy lejet det til et photoshoot på et tidspunkt.
Jeg besøgte bla. St. Michael's Cathedral og spiste en gang lasagne på Vapiano. Ved 18-tiden tog jeg bus 72 til lufthavnen, og jeg var heldig at få en siddeplads i den overfyldte bus, for turen tog næsten en time. Jeg kom hurtigt gennem immigration og security og Wizzair fløj til tiden kl. 20.40 - og ligeså meget plads der var i A321'eren på udturen, lige så lidt plads var der så i A320'eren på hjemturen. Men heldigvis havde jeg fået en gangplads, og en flyvning på to timer kan jeg godt overleve, også selvom det var med knæene solidt placeret i sædet foran. Vi landede planmæssigt kl. 23, og da vi kom fra et land udenfor Schengen skulle vi igennem en grundig paskontrol i Kastrup, men jeg var alligevel hjemme før midnat 😉
Indrømmet: Jeg havde på forhånd været lidt skeptisk omkring Serbien, men vil gerne tilstå at Beograd fremstår som en hyggelig by. Nu hjalp forårsstemningen med 16-18 grader selvfølgelig også, men der var tonsvis af hyggelige caféer og restauranter. Ligesom i nabolandene er der desværre på hvert gadehjørne spillehaller og kasinoer, og så virker det som om ALLE ryger - selv chaufførerne i lokalbusser sad med en smøg når de kørte. Men alt i alt et positivt bekendskab 😃
Turen har kostet følgende: