Kandy

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik en tuk tuk til at køre os fra busstationen til vores hotel Sandriana Lake View som ligger på en bakke med udsigt til Kandy Lake. Vi havde bestilt et værelse med balkon, men vi måtte vente 40 minutter på at få nøglen, da de åbenbart havde udfordringer med at finde vores reservering gennem Agoda. Det lykkedes dog og vi kunne komme ind på værelset. Men der var aber på balkonen og en advarsel mod at åbne glasdøren, intet køleskab eller pool. Robert havde fået opgaven at vælge hotel blandt de forslag jeg havde fundet, så det var lidt ærgerligt at vi måtte undvære - specielt når der ikke er en strand i nærheden. Vi tog en tuk tuk ned til søen og spiste på Pizza Hut. Vi jagtede nogle drikkevarer, men det var ikke helt nemt i bymidten. Det lykkedes dog til sidst et sted i nærheden af busstationen og vi endte med at tage en tuk tuk tilbage til hotellet.

Mandag morgen tog vi elevatoren op på øverste etage og spiste morgenmad. Udsigten fra restauranten var ganske glimrende, men maden var ikke den store oplevelse. Vi blev spurgt om hvilke æg vi ønskede og vi svarede begge spejlæg. Tjeneren kom tilbage og sagde at kokken anbefalde en spicy omelet, men da vi begge havde lyst til spejlæg den dag takkede vi for anbefalingen, men vi ville gerne holde fast i vores valg. Nogle minutter senere fik vi hver sat en kold omelet foran os, og normalt tager vi bare imod da det jo reelt ikke gør noget. Men lige denne dag røg de altså retur, og vi fik i stedet nogle varme spejlæg. Det viste sig at være en stående joke på resten af turen at vi meget sjældent fik det vi bestilte. Toastbrødet var tørt og koldt, og var åbenlyst blevet ristet meget tidligere. Uden at være speciel sart så er det simpelthen ikke i orden. Vi forventer ikke det helt store, men lunt toastbrød er dog på listen. Vi gik ned til søen og skulle se Sri Dalada Maligawa - bedre kendt som The Temple of the Sacred Tooth Relic. Der er kun adgang på bare fødder, og Robert orkede ikke at gå på det varme fortov på bare tæer. Jeg fik set det og indrømmet: Han gik ikke glip af meget. Vi spiste i Kandy City Center og fik en overraskende god omgang spaghetti. Vi fik shoppet i et Keels Supermarked i centret før vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet.

Tirsdag havde vi booket en tuk tuk til at køre os rundt, da vi faktisk ikke havde lyst til selv at køre i Kandy. Der er simpelthen for mange busser, biler, scootere - og ikke mindst tuk tuk'er. Vi startede med at køre til det flotte Asgiri Maha Vihara Pirivena tempel før vi kørte til Sri Maha Bodhi Viharaya med den store hvide Buddha. Der er endda en trappe på bagsiden af statuen så man kan komme op og nyde udsigten over Kandy Lake. Jeg har tidligere berørt det her med forskellige priser for lokale og turister, men det stopper ikke ved priserne. Når man skal af med skoene ved et tempel, så er der typisk et særskilt område til lokale samt et til turister. Det samme gælder eksempelvis også for toiletter, og lige den del giver uheldige flashbacks for mit vedkommende til raceadskillelse i USA eller apartheid i Sydafrika. Jeg fandt aldrig ud af grunden, men den forskel synes jeg ikke er så tiltalende. Nogle gange kan 'fordele' som turist måske bedre retfærdiggøres når prisen tages i betragtning. Da Anne og jeg besøgte Taj Mahal i Indien stod de lokale i lange køer, hvorimod turisterne bliver ledt direkte ind. Det er ikke fair, men omvendt havde de lokale betalt 4 kr. for at komme ind - imens vi måtte slippe over 100 kr. som udenlandske turister. Jeg er bare generelt imod at man kan betale sig fra at stå i kø som alle andre, og derfor er jeg også modstander af 'fast track' - hvad enten det er securitykøen i lufthavnen eller forlystelser i Disneyland.

Efter Buddhaen satte vi kursen mod Ambuluwawa Tower der ligger en times tuk tuk kørsel fra Kandy. Vores hyrede tuk tuk må ikke køre helt op til tårnet, men skal parkere 2 kilometer derfra. Så har man to muligheder: Enten kan man gå derop ad en ret stejl vej, eller betale 1500 LKR (38 kr.) for at blive kørt i en 'godkendt' tuk tuk. En forholdsvis høj pris for 2 x 2 km. i betragtning af at vi betalte vores tuk tuk 6000 LKR for at køre os rundt en hel dag. Ved ankomsten til tårnet spurgte den nye chauffør gentagne gange hvornår vi ville hentes igen? Det er jo lidt svært at svare på når man ikke aner hvor lang tid det tager, så jeg blev en lille smule irriteret da han insisterede på at aftale en tid. Nå, men vi begav os op i tårnet - og første del gik fint. Det var via indvendige trapper i den runde del af tårnet, men snart skulle vi udenfor hvis vi skulle det sidste stykke op. Turen vækker minder om Vor Frelser Kirke i København med et snoet spir, gradvist smallere gange og et ret lavt gelænder. De sidste gange rundt er der så smalt at man ikke kan passere hinanden på vej op og ned, men så langt kom vi ikke. Vi tog et par gange rundt, og det var rigeligt til mig og faktisk også til Robert, som heller ikke fandt det alt for sjovt. Det skal siges at tårnet i sig selv kun er 48 meter højt, men placeringen gør oplevelsen noget mere udfordrende når man lider af højdeskræk. Man kan i hvert fald godt mærke at man er mere end 1200 meter over havets overflade, godt 700 meter højere oppe end Kandy by 😊

Vel nede igen kørte vi tilbage til vores ventende tuk tuk, og så satte vi kursen tilbage mod Kandy. Det er en hyggelig tur gennem flere mindre byer, og jeg var igen glad for at vi ikke havde valgt at køre selv, for trafikken var rimelig voldsom. Selve Kandy by er ret hyggelig, selv med den meget trafik, men ikke super rettet mod vestlige turister. Så det kunne faktisk godt være lidt udfordrende at finde et sted at købe drikkevarer m.m. men det har jo også en charme.

Onsdag morgen tjekkede vi ud og blev kørt ned af bjerget til togstationen. Dette ville blive vores første lange dagsrejse med tog, da togturen til Trincomalee foregik om natten og der dermed er begrænset med ting man kan se undervejs. Det giver anledning til lige at nævne lidt om togsituationen på Sri Lanka 🚂🚃🚃🚃

Ikke ulig andre lande findes der forskellige klasser ombord på togene i Sri Lanka: 1. klasse er typisk med aircon og dermed lukkede vinduer. Det kan på en varm sommerdag måske være rart, men de små lukkede vinduer gør det svært at tage billeder. På 2. og 3. klasse er vinduer og døre som udgangspunkt åbne hele tiden, undtagen når det regner kraftigt så bliver de lukket. Det gør det meget behageligt og god mulighed for at tage billeder. Jeg kan varmt anbefale 2. klasse, hvor der er individuelle sæder med mulighed for at læne sig en smule tilbage, rigeligt med benplads, et lille klapbord på sædet foran eller et stort bord hvis man sidder overfor hinanden. På 3. klasse er det typisk 2+3 layout så der er markant mindre plads. Det er også bænke i stedet for sæder, så der er ingen mulighed for at læne sig tilbage. Bænkene kan være rene træbænke eller med polstring - afhægigt af hvor nye eller gamle vognene er. Det er heller ikke alle tog der har alle tre klasser, men man kan få et fantastisk overblik på www.seat61.com hvor guruen indenfor togrejser giver gode råd. Både hvordan togene er, hvordan køber man billetter, hvor skal man sidde, hvad koster det, hvilke tog har nyere vogne osv. - så det kan altid anbefales - uanset hvor i verden man skal med tog 👍

Udover de forskellige klasser findes der en anden inddeling - nemlig reserved og unreserved seats. Som navnet mere end antyder, så er de reserverede pladser netop det. Du har en bestemt plads og konduktøren lukker kun de folk ind i vognen som har plads, så der står ikke ekstra passagerer i mellemgangen, kun turister der går frem og tilbage for at tage billeder og video. Der er en kæmpe mangel på togbilletter, og det er en kamp at sikre sig billetter uanset hvornår og til hvilken strækning. En del billetter (men bestemt ikke alle) kan købes på Sri Lanka Railways hjemmeside, men det er med at sidde klar når de frigives præcis 30 dage før afgang. Nogle gange gik der ikke engang en time, så var alle reserved billetter væk til en bestemt afgang. Der findes også andre hjemmesider der kan købe billetterne for dig på stationen - selvfølgelig mod et gebyr, men det er bestemt en mulighed. Er man selv i landet kan man bare selv købe dem på stationen, men man skal ikke forvente at komme til Sri Lanka og få pladser til et tog om nogle dage. Eller rettere sagt: Du kan altid købe en billet til en strækning, men så bliver det som unreserved. Her er altid proppet - også med stående folk, og selvom du skulle være heldig at få en siddeplads, så vil der stå en masse mennesker lænet godt ind over dig, så det kan virkelig ikke anbefales. Faktisk så foretrækker de fleste en reserved plads på 3. klasse fremfor unreserved på 2. klasse, selv på trods af den mindre plads.

På strækningen fra Kandy til Badulla havde vi kun kunnet booke reserverede pladser på 3. klasse. Reserved seats er 2-3 gange dyrere end tilsvarende unreserved, men stadig ufattelig billige. Denne tur på godt 8 timer kostede 1300 LKR (30 kr.) pr. person på reserved 3. klasse. På stationen købte vi også billetter til unreserved 2. klasse til 650 LKR (15 kr.) ud fra et håb om at der var to ledige pladser til os. Da toget kørte ind på perronen skyndte vi os ombord, men det var helt håbløst. Så vi forlod 2. klasse og fandt vores pladser på 3. klasse. Vi havde så fået det forreste 2-mands sæde i vognen, hvor der INGEN benplads var. Det ville ikke være fysisk muligt for Robert og jeg at sidde der, men heldigvis var der et andet 2-personers sæde længere nede i vognen hvor der ikke sad nogen, så der satte Robert sig. Undervejs kom ejerne af de pladser ombord, men så var der et andet ledigt sæde så vi sad aldrig ved siden af hinanden, og det var den eneste grund til at vi overlevede turen. Men med at (smalt) 2-personers sæde for mig selv var det behageligt nok og så kunne man jo nyde turen.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at køre i tog, og jeg havde virkelig glædet mig til specielt denne strækning ombord på et 'Blue Train'. Strækningen fra Kandy til Badulla er kun på 183 km. så når det tager 8 timer kan du selv regne ud hvor langsomt toget kører. Men der er også en stigning på næsten 2000 højdemeter, og toge er generelt bare ikke glade for at køre opad - eller nedad for den sags skyld. De fleste strækninger er enkeltsporet, og det er en stor del af forklaringen på at man mangler kapacitet, da der simpelten er alt for få tog i forhold til efterspørgslen på billetter. Man har heller ikke moderne signaler, så kørslen foregår stadig med brugen af 'tokens' - et system der blev opfundet i forbindelsen med de første jernbaner for snart 200 år siden.

Når en strækning kun har ét spor, så må der i sagens natur kun køre ét tog på strækningen ellers vil de støde ind i hinanden. Så når tog #1 forlader station A for at køre til station B, C, D - eller hvornår der nu skal komme et modkørende tog, så modtager han strækningens token inden afgang. Denne token er ofte en kæde, stor ring eller lignende så man kan modtage den i fart blot ved at stikke armen ud. Den token har toget så med - lad os sige til station C hvor tog #2 holder klar til at køre mod station A. Ved ankomsten til stationen afleverer tog #1 sin token og modtager til gengæld den næste stræknings token, så de kan fortsætte mod station D. Denne nye token har tog #2 haft med fra station D eller E og afleveret den på station C. Her modtager tog #2 så den token som tog #1 lige har afleveret, og har dermed ret til at køre på strækningen til station A. Selvfølgelig er dette frygtelig gammeldags i forhold til moderne signaler, men det virker! Jeg mindes ikke selv at have set udvekslingen før, men der er faktisk strækninger i f.eks. England hvor det stadig bruges den dag i dag. På Sri Lanka kan man se det hele tiden, og det kræver selvfølgelig en del personale til at håndtere det, men det er stadig en billig måde at løse problemet på.

Du kan se en lille video af en overdragelse af tokens på Kantalay Station  her: https://youtu.be/0xQtuqhtINA

På vejen passerer man bjerge, vandfald, teplantager, søer osv. - og det er virkelig en flot strækning gennem skøn natur. Næsten alle stod af i Ella, men vi havde valgt at køre hele strækningen til endestationen Badulla - en times kørsel fra Ella. På den måde ville vi nemlig køre over Nine Archers Bridge der ligger lidt udenfor Ella. Vi ankom til Badulla lidt efter kl. 18 - netop som mørket var ved at sænke sig...