fredag den 29. maj 2015

Togturen til Danang

https://photos.app.goo.gl/4Tupqvrq1YaGCWBL7
(Klik på billedet for adgang til albummet)

Det er jo bestemt ikke nogen hemmelighed at jeg elsker at rejse med tog! Derfor var jeg ekstra glad, da vi fik billetter til nattoget fra Hanoi til Danang. SE3 toget var det foretrukne valg, da det har de nyeste vogne samt de bedste rejsetider.

Efter vi kom tilbage til hotellet fra vores tur til Halong Bay, gik vi en tur ned til søen og spiste aftensmad. Vi gik tilbage til vores hotel, og sad et par timer og kiggede billeder, før vi tog en taxa til stationen. Toget holdt allerede klar på perronen, og det var nemt at komme ombord og finde vores pladser. Togvognene med softsleeper består af 9 kupéer med hver 4 køjer, og har en dør der kan lukkes og låses ud mod gangen. I modsætning er der 6 køjer på hardsleeper - og ingen dør. Madrassen er også noget tykkere på softsleeper, men det er nu ikke meget :-)

Vi havde købt de to nederste køjer, og i de to øverste lå to vietnamesiske mænd. De var i hæren og på vej til tjeneste i Danang. Deres engelsk var meget middelmådigt, men vi fik da udvekslet lidt ord undervejs, men ellers holdt de sig mest for sig selv, enten i deres køjer eller ude på gangen. Grundreglen i sovetog er jo, at det er helt ok for dem i de øverste køjer at sidde i den nederste, med mindre den der har den nederste køje, lægger sig ned for at sove. Så er det enten op i sin egen køje eller ud på gangen ;-)

Det var mørkt da vi forlod Hanoi, men man kunne stadig nyde den første halve times tid, hvor toget stadig 'tygger' sig igennem byens gader. Vi fik begge sovet fint, også selvom toget skramler afsted på de efterhånden gamle skinner. Om morgenen kunne vi se det skønne landskab passere forbi vinduerne, og Vietnam er altså bare et dejligt land. Toget følger havet et pænt stykke, og specielt bjergpassene mellem Hue og Danang er bare skønne.

Du kan se en lille video her: Togturen fra Hanoi til Danang

Toget var en lille halv time forsinket ved ankomsten til Danang kl. 13.30, og de 15½ time ombord var bare SÅ meget federe end bussen! I Danang undgik vi taxaerne lige ved stationen, og gik i stedet et par hundrede meter og fandt en taxa dér. Resultatet var halv pris på turen de 30 km. til Hoi An... :-)

torsdag den 28. maj 2015

Halong Bay

https://plus.google.com/photos/111838922997001433545/albums/6154117086286722081
(Klik på billedet for adgang til albummet)

Turen til havnen i Halong City tog ca. 3½ time, med det obligatoriske stop i et af de afskyelige turist-fælde-overpris-rasteplads-håndværks-centre. Åh, jeg er bare træt af den slags steder, og køber af princip helst ingenting. Havde dog lyst til en is, men når en almindelig ispind sælges til en højere pris end selv den dyre Magnum koster derhjemme, så blev jeg sgu' alligevel enig med mig selv om, at jeg ikke havde brug for den. Jeg ved selvfølgelig godt at den slags steder med deres kommission, er med til at holde priserne nede for tur-selskaberne, men åhhh...

Vel ankommet til havnen blev vi i en mindre båd sejlet ud til 'vores' turbåd: "Seasun Cruise". Man må sige at der er sket noget siden Emma og jeg cruisede rundt i Halong Bay i 2008: Væk er de små brune kinesisker junker, og i stedet er det nu hvide 2-3-4-5 dæks både. Vores båd var bestemt ikke én af de store, med kahytter på nederste dæk, restaurant og de sidste kahytter ovenpå og øverst soldækket. Vores kahyt lå på nederste dæk, og der var både vindue og dør ud til rælingen - ren luksus! I kahytten var der god plads, et par behagelige senge, stort 'badeværelse' med separat brusekabine samt toilet. Fane og aircon samt lejligheds WiFi var smidt oveni, så det var næsten vores bedste værelse på turen indtil nu :-)

Oppe i restauranten hilste vi på de øvrige passagerer, og det var en lettere broget flok: Et par fra Italien, et fra Belgien, et fra Australien samt en britisk, en tysk og en japansk pige. Derudover nogle vietnamesere eller koreanere, men de holdt sig nu for sig selv. Frokosten blev serveret i restauranten imens vi satte kursen væk fra havnen. Første stop var ved Hang Sung Sot Cave, og selvom det nu er tredje gang jeg ser hulen, så er den stadig imponerende. Derefter en times svømning fra stranden på den nærliggende Titop Island, hvor turister bliver høvlet igennem som kvæg på prærien. Ikke så charmerende, men det var fandeme en dejlig svømmetur :-)

Du kan se en lille video derfra her: Badetid i Halong Bay

Derefter stod den på kajaksejlads, men vi valgte at skippe den sammen med de to australiere, og i stedet sidde på dækket og nyde solnedgangen med et par kolde Halong Bay beer - et glimrende bytte. Selvfølgelig er der mange både rundt omkring, men det er stadig et fantastisk sted. Aftensmaden var rigtig god, og der var masser af alternativer til seafood'en, som jo hverken er Roberts eller min favorit spise. Aftenen gik med at snakke med de forskellige ombord, og det var pissehyggeligt - så der forsvandt da en del øl fra bådens køleskab. Vi gik i seng ved 23-tiden, og dér var det dejligt at komme ned i en aircon afkølet kahyt.

Morgenmaden blev serveret kl. 7.30 - før vi besøgte en perlefarm. I princippet er det jo lige meget, men den del - ligesom kajakkerne dagen før - er bare gjort meget centraliseret og kommercielt i Halong Bay. Perlefarmen var stor og 'industriel', og jeg savnede den lille familie vi besøgte for 8 år siden, som selv havde deres østers og fiskefarm under deres flydende platform, men den slags dage er åbenbart forbi - og det er synd. Det var dog stadig spændende at se processen, og vi modstod begge fristelsen til at købe noget i butikken bagefter.

Tilbage på båden fik vi tjekket ud af kahytten, og snakkede med de andre de næste par timer - og nød landskabet. Frokosten blev serveret ombord, inden vi igen satte kursen mod havnen. Omkring kl. 12.30 var vi tilbage på kajen, men skulle dog lige vente 45 min. før vores bus kom og hentede os. Hjemturen tog ca. 4 timer, så vi var tilbage på vores hotel i Hanoi omkring kl. 17. Her havde vi ladet vores store kufferter blive, og kun pakket de små rygsække til turen.

Alt i alt synes jeg at vi fik glimrende værdi for vores 100$, men jeg savnede dog at vi sejlede lidt mere rundt mellem øerne i bugten. I stedet var det meget 'sejle ud - sejle hjem', og så er et døgn selvfølgelig alt for lidt ombord, men det vidste vi naturligvis godt på forhånd... :-)

tirsdag den 26. maj 2015

Hanoi

https://plus.google.com/photos/111838922997001433545/albums/6153851910280089713
(Klik på billedet for adgang til albummet)

Lørdag var udnævnt til 'store rejsedag' og sådan kom det også til at gå: Først en taxa kl. 10.15 til havnen i Tagbilaran på Bohol. OceanJet katamaranen var lidt forsinket, så vi kom først afsted lidt over 12, med ankomst til Cebu ved 2-tiden. Turen fra færgen til lufthavnen er kun ca. 13 km. - men tog alligevel godt 1½ time i taxa. Vi nåede lidt frokost i lufthavnen (til sædvanlig grov overpris), før Cebu Pacific Air fløj kl. 17.15 til Manila med ankomst kl. 18.35 i terminal 3, så vi slap heldigvis for at skifte da vi skulle videre fra den samme terminal. Vi tænkte at vi hellere måtte spise aftenmad i lufthavnen inden vi fløj videre, og i den rimelig nye terminal 3 er der faktisk mulighed for det, i modsætning til de andre gamle terminaler i Manila. Vi havde timet vores sidste peso, så vi havde til Roberts smøger samt aftensmad... men havde ikke lige regnet lufthavnsskatten på 550 peso hver med i regnskabet. Så vi manglede præcis 70 peso - eller godt 10 kr. 

Suk - nå, men jeg vekslede nogle Euro-sedler jeg havde med i reserve. Så blev der også til aftensmad på McDonald's, for de tog nemlig ikke imod kreditkort. Men alt flaskede sig, og vi faldt i snak med et par danske piger som var på vej til Dubai efter 4 måneder i Asien og Australien. Misundelse er jo en grim ting...

Vores fly til Hanoi var lettere forsinket og lettede først kl. 23 - med ankomst til Hanoi i Vietnam kl. 01.30 - Det gik hurtigt med bagage og immigration, for som dansker behøver man ikke visum til Vietnam, hvis man ikke skal være der i mere end 15 dage. Vi havde booket afhentning i lufthavnen fra vores hotel, så vi slap for at kæmpe med den 'taxamafia' der notorisk beregnes blandt de værste i verden. Ved ankomsten fik vi vækket gutten på vores hotel, og ved 3-tiden om morgenen kunne vi endelig gå i seng - efter at have kæmpet et kvarters tid med at få aircon'en tændt. Ingen af os orkede nemlig at gå de 4 etager ned og få hjælp, men det lykkedes som sagt også til sidst. Alt i alt havde turen taget 16 timer, og selvfølgelig var det en lang dag, men alt havde klappet undervejs, så vi havde ikke skullet løbe fra sted til sted, og det gør det alt andet lige noget nemmere :-)

Søndag spiste vi morgenmad på hotellet - og den bestod af et par skiver toastbrød, æg, kaffe eller juice. Hotellet har (naturligvis) også en tur-afdeling, så vi satte dem i gang med at booke billetter for os. Det første var togbilletten fra Hanoi til Danang (Hoi An) om onsdagen. Vi kunne hjemmefra have booket en flybillet for 3-400 kr. men ville gerne have oplevelsen af et vietnamesisk nattog. Man kan endnu ikke booke billetter online som udlænding, så vi havde taget chancen. Det værste der kunne ske var, at der ikke var flere togbilletter, og vi så var nødt til at tage bussen. Det har jeg gjort de to forgående gange i Vietnam - fordi det ikke var til at få togbilletter, men denne gang skulle det lykkes... og det gjorde det også. Vi fik to billetter til det foretrukne SE3 tog der afgår kl. 22 og er i Danang kl. 13 den efterfølgende dag. Endda softsleeper og to underkøjer - så kan det ikke være bedre! ;-)

Vi fik også booket et lille '2 day/1 night' cruise til Halong Bay. Det er alt for kort tid, men det kunne give Robert en lille forsmag på hvad Halong Bay har at byde på. Vi havde hjemmefra tjekket priser, og de fleste lå i omegnen af 60-80$ selvfølgelig afhængig af kvaliteten af båden. Vi endte dog med at kaste 100$ hver efter et 'Deluxe' cruise - så må vi se om det er pengene værd. Vi var stadig trætte efter rejsedagen, så vi gik tilbage til den skønne aircon på vores værelse og tog en middagslur. Om eftermiddagen gik vi ned til Hoan Kiem Lake, og fik endda spadseret hele vejen rundt om den. OK - så lang er turen heller ikke, men i 45 graders varme føles alle skridt noget tunge.

Trafikken i Hanoi er bare sindsyg. Der er mange biler - samt millioner af motorcykler, der kører i alle mulige - og umulige - retninger. Den eneste måde at krydse en gade på, er at gå ud stille og roligt, holde samme retning og hastighed - og så kører de allesammen udenom én. Det er i hvert fald tanken, selvom der bliver dræbt 30 hver dag i trafikken i Hanoi. Vi fik aftensmad, og slentrede lidt rundt i det gamle kvartér på vej hjem til vores hotel. Hanoi er en meget charmerende by, og det er fedt at gå rundt i de mange sjove gader. Den gade vi boede på gør det meget i metal-kasser, imens nabogaden gør det i hængelåse. Rundt om hjørnet sælger de allesammen kinesiske lamper osv. osv.

Det virker heldigvis ikke som om der er ændret noget som helst, siden jeg var i Hanoi sidste gang i 2008 med Emma, og det er ment meget positivt. Charmen er bibeholdt, og det er en sjov tur på et kvarters tid at gå ned til Hoan Kiem søen. Eneste anke er den utålelige situation når det kommer til at hæve penge: I hæveautomaterne kan man kun hæve 2.000.000 dong, og da det svarer til knapt 600 kr. er det jo en halvdyr fornøjelse. Specielt fordi man jo betaler 30 eller 50 kr. for at hæve på hhv. VISA og MasterCard, og udover det kræver automaten lokalt ca. 25 kr. ekstra pr. hævning. Så man risikerer altså at betale 75 kr. for at hæve 600 kr. - det er bare en dårlig forretning!

Mandag morgen var så sightseeing dag i byen, men her kom min noget manglende forberedelse til denne ferie for dagen igen. Mandag er nemlig den dag hvor de fleste ting er lukket, heriblandt Ho Chi Minh's balsamerede krop som man kan se i hans mausolæum. Nu har jeg set ham et par gange før, ligesom Lenin i Moskva og Mao i Beijing. Sidstnævnte har Robert også set, så han forsikrede mig at han nok overlever uden at have set den vietnamesiske 'voksdukke'. Det irriterer bare mig lidt, for det plejer at være sådan noget jeg har helt styr på hjemmefra. I stedet gik vi en lang tur rundt i det gamle kvartér, og det er altså bare hyggeligt. Vi fik set flere små lokale markeder, ligesom vi var inde i Dong Xuan markedet hvor jeg endda fik købt et par kabler jeg lige manglede. Vi så den gamle byport og endte med at spise frokost på en hyggelig lille café. Vi besøgte også Temple of Litterature før vi overgav os til varmen, og søgte tilflugt tilbage på vores hotelværelse. Vi gik på jagt efter en god gang massaman, og det lykkedes på en thairestaurant nede ved søen. Vi havde dog lidt travlt, da vi havde billetter til vanddukketeatret kl. 20, men vi var på plads da tæppet gik. Det var igen en sjov oplevelse, men det er fint det kun varer en lille times tid :-)

Tirsdag spiste vi morgenmad på hotellet, og lidt efter kl. 8 blev vi hentet... Halong Bay ventede ;-)


lørdag den 23. maj 2015

Filippinerne

https://plus.google.com/photos/111838922997001433545/albums/6151527410903882369?authkey=CMfZprGwi5zicw
(Klik på billedet for adgang til albummet)


Torsdag d. 14. maj 2015 satte Robert og jeg endnu engang kursen mod lufthavnen, hvor en skøn ferie ventede. Jeg ved godt, at der er mange der synes jeg rejser hele tiden, og det er selvfølgelig også rigtigt - i hvert fald forstået på den måde, at når jeg har ferie, så sættes kursen meget hurtigt ud af landet. Men når ret skal være ret, så er det faktisk 7 måneder siden jeg sidst havde ferie, og i den periode kunne jeg nok godt have brugt en uges tid - bare hjemme på sofaen! Men sådan går det aldrig, og det har faktisk været et forår med en del udfordringer: Masser af forandringer på jobbet, istandsættelse af lejligheden, Clara's konfirmation osv. - så alt i alt synes jeg faktisk jeg trængte til ferie!

Så det var en noget træt Michael der mødte op i lufthavnen torsdag eftermiddag og blev tjekket ind på flyet til London. Vi har før fløjet med Cathay Pacific, og synes begge det er et fint flyselskab. Umiddelbart er det eneste negative, at vi skal over London både ud og hjem. Det er jo alt andet lige en omvej først at skulle vestpå, når nu målet ligger i asien! Men det gik nu fint, og på den 12 timer lange flyvning fra London til Hong Kong var flyet kun ca. halvt fyldt. Robert var hurtig til at snuppe en sæderække lidt længere tilbage, så vi begge havde en 3-sæders række for os selv - det er sgu' luksus på så lang en tur. Det lykkedes mig at ligge ned og sove i 5-6 timer, men også bare det at kunne sidde på skrå med benene oppe er guld værd.

Vi landede i Hong Kong kl. 15, og Robert kunne lige præcis nå at få hevet et par smøger ned i lungerne, før turen gik videre det sidste stykke til Cebu. Her var flyet til gengæld fyldt til sidste plads, men de 2½ time gik nu også meget hurtigt. Vi ankom til Cebu City omkring kl. 19, og som ægte backpackere tog vi naturligvis ikke de 'dyre' gule kupon-taxaer der tager 475 peso for en tur ind til byen, men gik i stedet over og tog en af de billige hvide taxaer der kører på taxameter, og så kostede turen til vores hotel kun 190 peso :-)

Vi boede også på Palazzo Pensionne da vi sidst var i Cebu, og det har nogle åbenlyse fordele: Det er billigt, fint indrettede værelser, gratis morgenmad, internet samt en fin beliggenhed. Det ligger nede af en stille vej, så der er helt fredeligt, men stadig tæt nok på bymidten, så en taxa dertil kun koster 7-8 kr. og tager 5 minutter. Vi fik set lidt mere af Cebu by end sidste gang, men var dog også begge trætte efter knapt et døgns rejse. Vi var i et par shoppingcentre, og fik også spist på Pizza Hut - og det blev da også til nogle drinks på et par af de lokale barer.

Søndag morgen satte vi kursen mod havnen, og skulle med hurtigfærgen til Tagbilaran på Bohol. Vi havde forsøgt at købe billetten dagen før, men de forskellige salgssteder kunne ikke give os en klar melding ang. bagage, så vi tog chancen på havnen. Det lykkedes da også at købe billetter til OceanJet med afgang bare en time senere, så det kunne ikke være bedre. 800 PHP kostede en returbillet, men så kommer der liiige et bagagegebyr, terminalgebyr m.m. - så vi havner nok på omkring 1.000 peso (ca. 150 kr.) - men det er jo også billigt for 2 x 2 timers tur med katamaranen.

Fra færgen i Tagbilaran tog vi en taxa til vores hotel - Harmony. Det ligger ca. 10 minutters gang fra stranden Alona Beach på øen Panglao, og er et helt fint hotel. Der er en ok swimmingpool og restaurant, og værelset er også stort og pænt indrettet. Vi skiftede dog værelse efter et par dage, til ét med noget bedre og tykkere madrasser. Der sker ikke så meget i Alona Beach, og stemningen er sådan lidt en blanding af Boracay og Phi Phi. Der er dog rimelig mange turister - specielt lavsæsonen taget i betragtning. Robert fik arrangeret et par dyk om tirsdagen, og det havde været godt - omend ikke fantastisk! 

Du kan se en video her: Roberts dyk

Vi ville gerne leje en bil og køre rundt på Bohol, men det viste sig at være mere svært end som så. Der er ingen 'internationale' udlejningsselskaber her, og de steder vi forhørte os var meget vage når det kom til forsikring - altså bortset fra, at vi skulle skrive under på at vi ville betale for alle skader, uanset hvem der var skyld i det. Hmmm, det var vi ikke helt friske på - så det droppede vi. Så i stedet bookede vi en bil med chauffør for en hel dag, og fordelene var da også nemme at få øje på. For bilen alene skulle vi betale 2.500 peso (ca. 350 kr.) - imens aftalen med chauffør kun kostede 2.000 peso, og så var det endda inkl. benzin.

Så onsdag morgen kom vores bil... der så viste sig at være en minibus - og man siger jo ikke nej til den ekstra plads. Vi aftalte ruten med chaufføren, og første stop var ved Chocolate Hills nær byen Carmen, centralt på Bohol. De over 1.200 bakker har fået navnet, da bakkerne ligner små bjerge af chokolade når de er blevet svedet af i solen. Det er de dog (endnu) ikke alle blevet i år, og det var sjovt at se dem i forskellige stadier. Vi valgte at køre en tur med en buggy (1.800 PHP for én time) - et godt alternativ til de ATV'er vi også kunne have lejet. Vi havde vores egen guide med der kørte foran på motorcykel, og det var sgu' en sjov time. Bagefter kørte vi op til viewpointet, hvor man har et godt udsyn over Chocolate Hills. 'Gudskelov' fik jeg lov til at bære Robert tunge kamerastativ op af den sidste lange trappe, men det er vel prisen for at have sin egen hus-fotograf med, ikke? :-)

Du kan se en video her: Buggy tur

Vi så flere rismarker i området, men det var kun nogle få der var tilplantet med nye planter, så de så lidt kedelige ud i det stadie. Vi stoppede ved Loboc Eco Tourism Adventure Park, hvor Robert prøvede den 520 meter lange tur henover Loboc floden - 120 meter oppe. Han kom også tilbage på samme måde, og han gjorde det sgu' i fin stil - og jeg skulle kun overtale ham med et par enkelte bemærkninger om at han jo ikke var helt ung mere... og det var en del år siden hans bungy jump. Men den afgørende faktor var nok at jeg tilbød at betale turen... men til 350 peso (knapt 50 kr.) så var det også til at overse. Senere prøvede han også kabelbanen, som reelt bare var en åben metalplade som blev fragtet over på den anden side, og igen var jeg for stor en kylling til at prøve. Frokosten blev spist på en (meget) lokal restaurant, men maden var nu fin nok - også selv om vi var de eneste der forsynede os fra buffeten. Sidste stop var ved Baclayon Church der blev slemt skadet i jordskælvet i 2013. Vi var tilbage på hotellet ved 5-tiden, og det havde været en fed dag - præcis som vi godt kan li' det... ;-)

De næste par dage gik lidt på samme måde: Afslapning på værelset, pool, gåtur til stranden samt god mad - specielt kylling med karry på Trudi's Place blev en favorit. Nok en af de bedste jeg har fået nogensinde, og jeg har altså smagt de første 3-400 gange kylling karry rundt omkring i verden. Der ligger nogle hyggelige barer på stranden, men det meste er ret øde før midnat, og det er ikke den største festdestination - skønt!

Fredag fik Robert så et par dyk mere, imens jeg blev på værelset med semi-dårlig mave. Nu venter så 'store rejsedag' lørdag forude: Først en taxa kl. 10.15 til havnen i Tagbilaran på Bohol. Derefter OceanJet katamaranen kl. 11.40 til Cebu med ankomst kl. 13.40 og derfra en taxa til lufthavnen. Flyvning med Cebu Pacific Air kl. 17.15 til Manila med ankomst kl. 18.35 - skift til udenrigsterminalen og så med nyt fly kl. 22.20 - med ankomst til Hanoi i Vietnam kl. 00.30 - bestilt afhentning i lufthavnen fra vores hotel, hvor vi så regner med at være omkring kl. 02 - såfremt alting 'klapper' undervejs, selvfølgelig! ;-)

Men hey: "At rejse er at leve" - ikke? :-)