fredag den 23. november 2012

Dublin


Dublin har længe stået højt på ønskelisten, så da Norwegian solgte billetter dertil for kun 249 kr. var det tid...

Mandag d. 19. november fløj jeg til Dublin og tog med lufthavnsbussen (med det meget passende rutenummer 747) ind til centrum. Jeg havde booket et værelse på Eliza Lodge - et guesthouse midt i byen. Mit værelse lå på 2. sal med udsigt til floden Liffey og Millennium Bridge. Prisen på 49€ pr. døgn inkl. morgenmad virkede som et rigtigt godt tilbud!

Jeg besøgte Nationalmuseet - hvis historiske og arkæologiske afdeling måske ikke er verdens største - men bestemt et par timer værd. Det er dog mere end man kunne sige om Nationalgalleriet, der var noget af en skuffelse. Jeg gik en tur i området hvor jeg bor - Temple Bar. Ikke overraskende er der stopfuldt af barer... og der er masser af liv!

Tirsdag spiste jeg morgenmad på mit guesthouse, hvorefter jeg gik over floden og til Upper O'Connell Street. Der ligger masser af butikker og shopping centre - og dermed også masser af mennesker. Jeg fik købt en masse sokker i Penneys, som Primark hedder i Irland. Jeg er ikke den store shopper, så snart satte jeg kursen mod Docklands med LUAS sporvognen. Dublin har to LUAS linjer, og jeg havde købt et kort der gav ubegrænsede rejser med bus og LUAS. Det kostede 31,50€ og virkede som et godt tilbud. Reelt tror jeg ikke det kunne betale sig, for Dublin er så kompakt at man går meget rundt. Om aftenen besøgte jeg et par barer i området, og selvom det egenlig bare var meningen at jeg skulle have aftensmad og en pint eller to, så var klokken alligevel 1 før jeg kom hjem. Irere er nu nogle venlige mennesker!

Jeg havde hjemmefra downloadet en "Dublin App" fra visitdublin.com og det smarte ved den er, at man kan bruge den off-line når man går rundt i byen. Bare telefonens indbyggede GPS er slået til, så kan man finde rundt i byen - uden at spekulere på data-udgifter i udlandet. Peg telefonen mod en bygning - så fortæller den hvilken det er, og hvis det f.eks. er et museum så kan man se hvornår de har åbent og hvad entréen er. Du kan også søge på f.eks. stoppesteder på en bestemt busrute, og så er det ellers bare at følge pilen og se afstandmåleren tælle nedad. Der er masser af rejse apps, men at lave én der kan bruges, uden at man enten skal benytte en dyr udenlandsk dataforbindelse eller støve rundt efter gratis WiFi - det er smart, og bør være noget andre byer hurtigt kopierer!

Onsdag købte jeg en billet til Nøddeknækkeren på Gaiety Theatre, før jeg gik til Dublin University. Eneste kollegie på universitetet er Trinity, og området er meget hyggeligt. I det gamle bibliotek "The Long Room" kan man se The Book of Kells der stammer tilbage fra ca. år. 800. Biblioteket er fascinerende og flot, men entréen på 9€ er måske lige i overkanten? Fotografering er desuden forbudt, men jeg har fundet et par billeder på nettet. Jeg så også Arnaldo Pomodoro's "Sphere within a Sphere" - der viser Jorden med kristendommen som et ydre lag. Andre versioner findes bla. i Vatikanet i Rom samt i FN-bygningen i New York. Nøddeknækkeren blev desværre aflyst pga. sygdom, så i stedet brugte jeg pengene på at spise aftensmad på T.G.I. Fridays - og oplevelsen var heldigvis mere Dubai end Hong Kong... ja, den var noget indviet! ;-)

Torsdag tog jeg en LUAS til Dundrum Town Centre, der er et stort shopping center 5 km. syd for centrum. Flere hundrede butikker, biograf og restauranter gjorde det til et fint sted - specielt da det regnede. Jeg tog tilbage til byen, og gik en sidste tur på Grafton Street. Jeg købte en tunsandwich med hjem fra Subway - som jeg spiste imens jeg skypede med Anne & Emma. Der var stor misundelse fra deres side... men den smagte nu også fantastisk! :-)

Om aftenen var det Thanksgiving i USA, og et par barer havde reklameret med at vise NFL fodbold. Det første sted jeg besøgte var vi dog kun tre (!) der så fodbold, og de to andre gik hurtigt. Jeg gik videre til en sportsbar, og her så jeg dagens første kamp. Den gik i overtime og var spændende, så det var skægt at opleve. Derefter gik selskabet lidt i opløsning, så jeg gik hjem og så den anden kamp i fjernsynet.

Fredag morgen spiste jeg morgenmad, før jeg tog lufthavnsbussen til Dublin Airport. Norwegian fløj til tiden, og efter en fredelig flyvning landede jeg i Kastrup...


 

tirsdag den 14. august 2012

Doha


I modsætning til det noget ufrivillige ophold i Doha på udturen, så var stoppet på hjemturen planlagt med fuldt overlæg. Vi har aldrig rejst så meget i mellemøsten, og vores eneste erfaring er Dubai og Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Så da chancen bød sig for en dag i Doha valgte vi det. Udover fordelen ved at dele den lange flyvetur op i to, sparede vi faktisk også over 1.000 kr. pr. person, og det er jo bestemt også værd at tage med!

Det var et bedre fly fra Qatar Airways vi var med denne gang, men som en lille overraskelse skulle Robert ikke sidde sammen med os andre. Vi havde hjemmefra valgt pladser i flyet, men da vi skulle til at gå ombord i Bangkok, opdagede vi at Robert skulle sidde på række 11, imens vi andre skulle sidde (som planlagt) på række 38. Personligt var jeg en smule mopset (læs: misundelig), for hvis det betød at han var rykket op forrest i flyet (på business eller første klasse) var det da noget uretfærdigt. Når sandheden skal frem, så kunne jeg nu godt unde ham det, for han er klart den af os der er hårdest ramt når vi flyver de lange stræk. Det var dog ikke en opgradering han havde fået, de havde blot rykket ham pga. andre passagerer. Men vi havde ikke fået noget at vide om det ved check-in... men så kan det jo tilføjes listen over Qatar Airways - verdens 5-stjernede flyselskab... min bare røv! Indrømmet billetterne var også billige, men vi havde godt nok forventet meget mere af et flyselskab der er kåret som verdens bedste. Det har vi i hvert fald ikke mærket noget til!

Men vi landede planmæssigt i Doha, Qatars hovedstad. Vi fik visa ved ankomsten (pris 160 kr. pr. person). Dyrt, når man tænker på at vi kun skulle være i landet i et døgn, men faktisk er dét det første land på turen hvor vi har betalt for visum, så det går nok. Vi tog en taxa til vores hotel, og jeg var med det samme imponeret, da taxametret var bygget ind i taxaens bakspejl - ak ja, der skal ikke altid så meget til... :-)

Hjemmefra havde vi booket et billigt hotel i Doha, men en uges tid før vi skulle dertil, ændrede vi det til et lidt bedre. Jeg fandt et godt tilbud på nettet, og bookede to værelser på det 4-stjernede Coral Hotel. Det er jo altid rart at slutte af med lidt luksus. Vi havde i forvejen mailet om vores tidlige ankomst, så selvom klokken kun var 6.30 om morgenen, så var vores værelser - heldigvis - klar da vi kom. Det var store og lækre værelser, og indrømmet: Det er da skønt at bo fint. Jeg nyder bestemt også et dejligt hostel eller et billigt hotel, men der er da også "prinsesse" nok i mig til at nyde tingene!

Pigerne snuppede en lur, imens Robert og jeg gik på eventyr i området omkring hotellet. Det er jo ikke fordi vi er helt ukendte med varme, men Doha kommer alligevel ind i min personlige Top3 - sammen med Darwin og Alice Springs i Australien. Det var selvfølgelig en knastør varme, men over 40 grader i skyggen kl. 7 om morgenen - det er altså varmt! Vi fik købt nogle drikkevarer, frugt og chips, og gik så tilbage til hotellet. Selvom vi kun havde været væk en times tid, havde det alligevel tæret på kræfterne. Vi slappede lidt af på værelset, og det var tiltrængt...

Senere gik vi alle en tur til Souq Waqif der lå tæt på hotellet. Basaren er kun 4-5 år gammel, men er lavet i "gammel" stil. Det gør at det ligner kulisser en smule, men der var nu hyggeligt nok. Vi fik købt mange poser med krydderier med hjem til Jette, og selvom basaren jo reelt er små butikker med overdækkede gange, så var vi blevet rimelig tørstige. I sig selv ikke det store problem, men Qatar er jo et muslimsk land... der fejrer Ramadan. Det betyder at man ikke må drikke, spise (og ryge) i det offentlige rum - fra solopgang til solnedgang. Gode råd var dyre, men pigerne fik spurgt en handlende om der ikke var et sted man kunne købe noget at drikke. Flink som han var, fik han dem med ind bag i hans butik, og så fik de ellers alle tre en tår af hans egen vandflaske. Måske ville man normalt have afslået denne gestus fra en ukendt fremmed mand, men tørsten vandt! Senere fik vi købt noget at drikke i et supermarked, og imens to holdt vagt krøb vi andre i skjul ved en mur og fik noget at drikke. Jeg ved ikke hvad straffen havde været hvis vi var blevet opdaget - formegentlig ingenting, udover hovedrystning over turisters mangel på respekt for lokale skikke - hvilket vel også havde været i orden?! Skik følge eller land fly... som man jo siger.

Tilbage på hotellet bestilte vi room-service, og fik bragt et ganske udmærket måltid op på værelset. Det var så også den eneste mulighed for at få mad, da alle restauranter under Ramadan først åbner efter solnedgang. Vi var i hotellets pool, og jeg blev glad for mit planlægnings-gen. De fleste hoteller har udendørs swimmingpools (typisk på taget), men når det er 47 grader i skyggen (!!!) så var det fedt at vores hotel havde en indendørs pool. Der plaskede vi rundt i halvanden times tid, hvorefter Clara fik et stort ønske opfyldt: En lille tur på et løbebånd i fitness-centret. Normalt får hun altid nej fordi hun er for ung, men hun har altid godt kunne tænke sig at prøve, og her fik hun så endelig lov! :-)

Generelt er Coral et SUPER hotel, og skal jeg tilbage til Doha igen (hvilket jeg bestemt gerne vil!) så kunne det være oplagt at bo der igen. Om aftenen fik vi slæbt os alle fem ind i en taxa, og kørte langs Cornichen (bugten) om til den moderne del af Doha. Vi var i det største shoppingcenter i Arabien - City Center - og spiste turens sidste aftensmåltid på Burger King. Egentlig skulle det have været på Pizza Hut, men muslimsk land = Ingen svinekød! Når man så normalt får en pizza med tomat, skinke og bacon - ja, så bliver det altså kun til en pizza med tomatsovs. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, før Robert, Clara og jeg tog ned til vandet for at tage billeder af Doha's skyline.

Klokken 6 søndag morgen tjekkede vi så ud fra hotellet, og kørte de få kilometer til Doha's Internationale lufthavn. Vi fik tjekket ind på flyet og fik lidt morgenmad i lufthavnen. Turen hjem forløb planmæssigt, og der var faktisk en del der mødte os i lufthavnen - altid dejligt! :-)

Det har været en fantastisk ferie - så kort kan det siges! Jeg har været rigtig glad for at kunne dele en masse oplevelser med min kære søster, mine dejlige niecer samt min bedste ven! Det har helt sikkert betydet meget for mig, og forhåbentlig også for mine medrejsende.

Jeg håber da i hvert fald ikke, at det er sidste gang vi har været på ferie sammen...

søndag den 12. august 2012

Bangkok

Vi landede i Bangkok lufthavn, og tidligere var det nemt at tage lufthavnsbussen til Khao San Road. Men efter at toget er begyndt at køre, så er det slut med busserne. Det lyder også smart med et tog, men problemet er, at det har endestation et ret ubekvemt sted i byen, hvorfra man så alligevel skal videre med taxa - hvis man som os gerne vil bo i Banglamphu området nær Khao San Road. Så en taxa hele vejen er løsningen, og der er da også et fint område i lufthavnen med officielle taxaer. Men, men, men... i stedet for at køre på taxameter som de skal, vil de gerne køre på en fast pris: I vores tilfælde 1.400B for en stor taxa. Baseret på erfaring ved vi dog at en taxa kun koster 3-400B, så vi tog i stedet to små/almindelige taxaer - som kørte på taxameter! :-)

Så Robert og Anne tog én taxa imens pigerne og jeg tog en anden. Da vi nærmede os Soi Rambuttri ramte vi imidlertid den forankørende bil. Det lyder måske voldsomt, men det var i et venstre sving med ca. 1 km/t. - og vi rørte knapt nok bilen foran os. Men de skulle absolut ud og skændes om det, så vi betalte og tog vores bagage. Vi var kun 5 min. væk fra målet, så op med os alle tre - og bagagen - i en tuk-tuk... og så afsted! Jeg havde ellers svoret at jeg har kørt min sidste tur i Bangkoks tuk-tuk'er, og nu var vi knapt kommet til Bangkok før jeg sad i en af de djævlemaskiner - og det skulle endda vise sig, at det ikke blev den eneste tur i en tuk-tuk denne gang!

Jeg kan ikke sige nok positivt om vores favorit hotel i Bangkok : Rambuttri Village Inn, hvor vi har boet en hel del gange før. Det ligger helt perfekt - kun 3 minutters gang fra Khao San Road, trukket lidt tilbage fra vejen så man kan sove i fred. Ikke mindre end to swimmingpools på toppen af bygningen, velfungerende aircon, køleskab, gode senge, fjernsyn og meget mere. Så trækker det jo heller ikke ned, at stedet de seneste par år er blevet renoveret - uden at priserne er steget! Jeg synes i hvert fald at det er utroligt, at man kan få så lækkert et dobbeltværelse til 200 kr. i døgnet (nu endda med gratis WiFi på værelset). Det er sgu' et ægte fund! ;-)

Torsdag morgen fik jeg bestilt 5 par bukser hos en skrædder lige ved hotellet, og fik dem til en ganske fornuftig pris. Vi mødtes med familien Heyde som også var på ferie i Thailand. Claras hjerteveninde Michelle havde været på Koh Samui og Koh Phangan sammen med hendes forældre og bror, og nu havde de - ligesom os - et par dage i Bangkok før turen gik hjem til Danmark. Vi gik ned til Chao Phraya floden hvor vi lejede en long tail båd der kunne sejle os rundt på klong'erne. Vi forhandlede lidt, men fik til sidst en fin pris: 150B pr. person = 30 kr.

Sejlturen varede en times tid, og vi så masser af styltehuse - som der heldigvis stadig er en del tilbage af! Vi så også en stor øgle der lå og nød solen, og vi stoppede ved et tempel og fodrede store fisk - med brød vi købte af en munk. Vi sluttede ved Wat Arun - Morgengryets tempel. Jeg har klatret op af de stejle trapper et par gange før, så jeg valgte at stå over denne gang - sammen med Emma, Robert og Claus. De andre klatrede op, efter først at have dækket knæ og skuldre til. Børnene blev velsignet af en munk og fik et ekstra armbånd til samlingen :-)

Bagefter tog vi flodbussen ned til Chinatown, men måtte tage en taxa det sidste stykke vej, da vi ikke helt kunne finde derhen vi gerne ville. Vi fik spist frokost på en lokal kinesisk restaurant - og om ikke andet, så var det da en oplevelse! Vi fik også shoppet en smule i de mange små butikker, men en ordentlig regnskylle satte en effektiv stopper for det. Ulempen ved at være så mange er, at det godt kan være svært at få taxaer nok, og det bliver selvfølgelig ikke nemmere i regnvejr. Så vi endte med at tage en tuk-tuk tilbage - og blev selvfølgelig både kolde og våde, og så til en højere pris end en regulær taxa. Vi spiste aftensmad på Centre Khao San hvorefter Robert og jeg gik hjem til hotellet. De andre tog på natmarkedet ved Patpong, og efter et regulært tuk-tuk ræs tvivler jeg på at Susanne & Claus nogensinde sætter sig op i en tuk-tuk i Bangkok igen! :-)

Fredag shoppede vi lidt på Khao San Road hvorefter Robert gik hjem på hotellet - for at tage en dukkert i poolen. Vi andre tog en taxa til MBK centret der ligger midt i Silom kvarteret. Det er et kæmpe indkøbscenter og vi endte på Pizza Hut på 7. etage. Her mødtes vi kort med familien Heyde der også var på en lille shopping tur. Det var årsdagen for Carstens død, og det var selvfølgelig en svær dag for os alle, men det hjalp helt sikkert at dele den med familie og gode venner!

Tilbage på hotellet fik jeg hentet mine nye bukser og så skulle der ellers pakkes kufferter. Robert og jeg havde tjekket ud af vores værelse om formiddagen, men vi havde beholdt pigernes værelse. Det er rart når man skal pakke at have et sted man kan gøre det i fred og ro, og når man først skal flyve om natten, så er de penge givet meget godt ud. Vi spiste sen aftensmad og fik en sidste gang fodmassage, og så var det tid til at tage afsted. Vi fik os selv og alle kufferterne ind i to taxaer og turen til lufthavnen tog ikke mere end 40 min.

Thailand er bare et fedt ferieland - og jeg vil altid vende tilbage dertil! :-)
Nu skulle vi så flyve hjem med Qatar Airways, men forude ventede et døgns stop-over i Doha...

torsdag den 9. august 2012

Phi Phi

Vi sejlede fra Phuket kl. 11 og på sejlturen så vi bla. delfiner, før vi ved 1-tiden ankom til molen på Phi Phi. Det er nu 6. gang jeg er på øen, og det er stadig et skønt sted at ankomme til. Vi havde hjemmefra booket værelser på Phi Phi Banyan Villa, hvor vi har boet flere gange før. Det er rart at vide hvor man skal bo, og selvom ”hotel-hajerne” på havnen måske kunne skaffe én noget billigt, så har jeg det godt med at vide, at der er plads dér hvor jeg gerne vil bo. Det er ikke udpræget billigt (ca. 450 kr. i døgnet for et dobbeltværelse), men sådan er det på Phi Phi. Mange ting koster dobbelt op i forhold til Phuket, men selvfølgelig koster det også mere at bringe tingene ud på en ø langt fra alt andet.

Værelser var fine, så vi fik travlt med at få badetøjet på og komme i poolen. Jeg er jo ikke det store strandmenneske, så jeg kan godt lide den lille ”natur pool” – selvom det vist er lige krast nok, det de bruger til at rense den med! Vi gik en tur i gaderne, og det er skønt at se at de fleste ting er som de plejer. Selvfølgelig er der kommet lidt nye butikker og hoteller, men det meste ligner nu sig selv. Afslapning er kodeordet på Phi Phi, og vi faldt hurtigt ind i den rytme.

Søndag morgen skiftede pigerne værelse, da deres aircondition simpelthen ikke kunne køle rummet tilstrækkeligt ned. Nu skal man jo ikke brokke sig over vejret, men det var meget varmt, og uden aircon er det altså ikke til at holde ud. Vores aircon var nu heller ikke super god, men når vi lod den køre hele dagen så gik det. Det krævede så bare at vi måtte ødelægge nøgleholderen en lille smule, for nøglen var faktisk svejset fast til kortet, så man netop ikke kan lade aircon’en køre, mens man er ude af værelset. Morgenmaden på Banyan Villa er ok, og for mig betyder det æg, bacon og toast – samt frisk frugt! At man så kan indtage måltidet siddende få meter fra stranden og bådene gør det jo bestemt ikke dårligere!

Vi tog på stranden på Loh Dalam – dvs. den modsatte bugt af Ton Sai hvor færgerne lægger til. Om formiddagen er der fint badevand, men ud på eftermiddagen bliver der temmelig lavvandet, og dermed ikke egnet til svømning. Bådene står så på havbunden, og der er langt ud til vandkanten – et ret specielt syn. Desværre fik vi noget olie fra bådene på vores tøj og oppustelige badedyr (denne gang ikke Robert!) og det er ret svært at få af igen. Vi spiste aftensmad på Unni’s restaurant, hvor pigerne to år tidligere havde fået god pastasalat, så det blev prøvet igen. Maden var god og velsmagende, også selvom Anne måtte opgive sin massaman karryret – den var simpelthen for stærk! :-)

Mandag slappede Robert og jeg af på værelset, mens pigerne var på stranden. Sidst på eftermiddagen gik vi op til det flotte view point – som basalt set ER den ting man kan foretage sig på Phi Phi. Trappen derop er ikke min favorit, men udsigten deroppefra er bestemt anstrengelserne værd! Emma nåede pga. sin fod ikke helt op på toppen for to år siden, men det gjorde hun denne gang – og så kunne vi få taget en masse billeder deroppe. Det var vi så ikke ene om, og jeg har aldrig været på Phi Phi sammen med så mange andre turister. Kan slet ikke forestille mig hvordan det så er i højsæsonen!!! Vi fik set solen gå ned i horisonten, før vi begav os ned af trapperne igen. Vi spiste aftensmad og gik en tur langs vandet – skønt!

Tirsdag var slapper-dag i poolen før vi fik aftensmad og en gang fodmassage. Meget utraditionelt for mig var det faktisk turens første fodmassage! Pigerne havde fået massage nogle gange før samt fået ordnet negle. Vi spiste aftensmad på stranden, men maden kunne desværre ikke helt leve op til tidligere besøg, men de to ”Phi-Phi-pandekager” på vej hjem smagte helt fantastisk!

Onsdag morgen spiste vi morgenmad, og derefter tjekkede vi ud fra Banyan Villa. Det er et lækkert sted, men prisen er ved at blive en smule høj – specielt her i lavsæsonen. Tre gange så meget som Sun Hill på Phuket er det ikke værd, så måske skal man prøve et andet sted næste gang?

Båden til Krabi sejlede kl. 10.30 og vi var i land lidt over middag. Vi fik arrangeret transport ind til Krabi by, hvor vi fik opbevaret vores bagage. Normalt foregår det helt uden problemer, men denne gang skulle det åbenbart ikke gå så let, men det lykkedes dog. Vi fik shoppet lidt i et center og spist udmærket frokost ikke så langt fra den gamle havn, før vi blev hentet og kørt i lufthavnen. For første gang oplevede Robert og jeg Krabi i solskin, så vores indbyrdes ordsprog med at det ”altid regner i Krabi” må vi jo nu stoppe med. Flyveturen fra Krabi til Bangkok var vores 8. og dermed sidste flyvning med AirAsia. Jeg kan ikke andet end at være imponeret over deres effektive måde at gøre tingene på, og med tanke på at mange af billetterne kun har kostet 150 kr. inkl. skatter og indtjekket bagage, så forstår jeg altså godt, at de nu fire år i træk er blevet kåret som verdens bedste lavpris-flyselskab! Vi fløj til tiden – og turen til Bangkok tog kun lidt over en time...

søndag den 5. august 2012

Phuket


Vi ankom til Phuket lufthavn om eftermiddagen, hvor vi blev hentet i en minibus fra vores hotel. Jeg har tidligere boet på Sun Hill Hotel, og jeg synes det har en del fordele hvis man vil bo i Patong: Det ligger langt væk fra fest-gaderne (så der er roligt om aftenen), der er kun 5 minutters kørsel på en scooter til stranden, personalet er meget venlige, stedet er billigt, værelserne pæne, gratis WiFi – og en hyggelig lille pool – med masser af skygge ud på eftermiddagen!

Dagen blev brugt til ren afslapning... dvs. vi var i swimmingpoolen og i byen! Vi tog ind til byen mandag aften og spiste aftensmad på en restaurant, hvor vi har spist en del gange før. Vi fik afleveret vasketøj (tiltrængt!) og så gik jagten ellers ind på skræddere. Vi har ved tidligere besøg fået syet en del tøj hos Skandia Fashion, så det var dér vi startede. Den skrædder vi kendte er desværre død nu, så nu er det hans lillebror der kører stedet videre. Tøjet de laver er rigtig pænt, men priserne har godt nok fået et hak opad de seneste par år. Jeg ved godt at det stadig er meget billigt, men det er slet ikke de samme priser som tidligere. Det skulle vi lige tygge på...

Vi gik igennem bar-gaden Bangla Road og så alle stripbarerne og diskotekerne, før vi tog en tuk-tuk tilbage til hotellet.

Tirsdag lejede Robert og Anne scootere så de nemmere kunne komme frem og tilbage til byen – og skrædderne. Robert fik bestilt en hel del tøj – faktisk hele 8 skjorter og 2 par shorts – uden at vide om han har ledige kilo i kufferten på vej hjem! Emma, Clara og Anne fik hver syet en kjole samt en jakke til både Emma og Anne. Det tager selvfølgelig noget tid at få bestemt hvilket stof, design m.m. – så det er godt de er tålmodige – og vant til krævende turister! ;-)

Onsdag lejede jeg også en scooter og efter morgenmaden kørte vi sydpå. Vi passerede Karon Beach og var lige forbi Centara hotellet hvor vi tidligere har boet, før vi kørte igennem Kata. Vi stoppede i en dykkerbutik for at se på masker og snorkler til pigerne, og så videre til det flotte view point. Udsigten derfra er stadig flot og det er et fint sted at holde pause. Vi stoppede også ved Kok Chang Safari hvor vi fodrede elefanterne. Jeg kan ikke lade være med at grine af de mange... mange... mange sjove skilte rundt omkring, med ”sjovt” formulerede engelske sætninger. Et eksempel: "Banana kiosk. No price, no limit - up to your donate"! Bananerne var altså gratis, men man var velkommen til at donere penge til elefanterne hvis man ville, så det gjorde vi selvfølgelig... men vi fik også givet elefanterne rigtig mange bananer! Vi kørte videre op til den store Buddha, som åbenbart stadig ikke er helt færdigbygget. I hvert fald har den stadig stillads omkring hovedet, men om det er fordi de ikke er færdige med selve konstruktionen endnu - eller om det er fordi det vist har taget 10-15 år at bygge den (så det reelt er første omgang renovering de er i gang med) skal jeg ikke kunne sige! :-)

Vi spiste mad på vej tilbage, og det var efterhånden blevet sidst på eftermiddagen. Vi stoppede og købte billetter til Simon Cabaret samme aften kl. 18. Showet er en sjov blanding af ladyboys der danser og mimer til hit-sange, og nogle af dem er bare så flot ”lavet” at det ikke er til at forstå at de egentlig (engang) var mænd. Showet har dog også en enkelt tyksak med, der valsede rundt til bla. Barbie Girl – og det var simpelthen så sjovt. Der er naturligvis masser af flotte kjoler, dragter, fjerboa’er – og der var både en ”Cher” og en ”Christina Aguilera”. Bagefter kunne man så få taget et billede sammen med de optrædende – for 20 kr. pr. billede! Lettere usmageligt måske, men de skal jo selvfølgelig tjene penge...

Torsdag og fredag blev der prøvet tøj hos skrædderne, badet i poolen, spist god thaimad (også ved poolen). Der var også tid til massage, men for en gang skyld var det ikke den store succes. Men så er der jo heldigvis tusind andre steder man kan prøve! Vi har bestemt været heldige med vejret - ingen regn -  men det var ærgeligt for pigerne, at de ikke kunne bade på stranden pga. strøm og vind.

Tøjet blev færdigt sent fredag aften, og leveret til hotellet pænt presset og strøget. Alt var som det skulle være, så det var jo skønt.

Lørdag morgen fik vi afleveret de sidste scootere, og så blev vi hentet i en minibus og kørt til havnen i Rassada. Nu var det tid til gensyn med fantastiske Phi Phi...

tirsdag den 31. juli 2012

Singapore


Vi landede lufthavnen i Johor Bahru og tog en bus ind til Larkin busstationen i byen. Herfra tog vi videre med en anden bus der skulle bringe os ind i Singapore. Det skulle som sådan forløbe meget ligetil, men det viste sig nu at være lidt mere kompliceret og tidskrævende end forventet! Vi skulle af ved den malaysiske immigration, hvor vi skulle slæbe al vores bagage ud af bussen. Vi fik hurtigt vores stempel i passet, og så skulle vi ”bare” igennem på den anden side og finde vores bus igen. Det var så et kæmpe virvar af mennesker og busser, og det lykkedes os aldrig at finde den rette bus igen. I stedet tog vi den lokale bus gennem ingen-mands-land, og så skulle vi ud igen og igennem det samme cirkus en gang mere – nu blot for at komme ind i Singapore! Tilbage ombord på en bus der kørte os til Kranji metrostationen i det nordlige Singapore, og derfra med (vel nok) verdens mest langsomme metrotog ind til centrum. Her skulle vi så skifte og derfra køre de sidste par stationer til Chinatown. Så den nemme lille tur fra lufthavnen i Johor Bahru til downtown Singapore - der skulle tage 2-2½ time – tog i virkeligheden 4½ time. Men så kender man Asien igen! :-)

Vi havde booket to værelser på Backpackers Inn Chinatown, der ligger et hyggeligt centralt sted i byen. Vi fik tjekket ind, og så var vi tilbage på værelser i Hong Kong størrelse. Det var nu et ok hostel – nedslidt, men pænt og rent. Vi boede heldigvis i en opgang væk fra barerne, men med dryppende aircon... og muligvis sengelus?! Men vi var der jo heller ikke for at sidde på værelserne, så vi gik ud for at få noget aftensmad. Det var planen at vi ville have været i Singapore Night Safari, men klokken var efterhånden blevet 20, så det droppede vi. Vi var simpelthen for trætte...

Lørdag morgen stod vi op og spiste sandwich til morgenmad på Subway. Vi tog monorailen til Universal Studios der ligger på øen Sentosa. Det er en forlystelsespark koncentreret omkring deres film, og det er virkelig gennemført. Jeg har også besøgt Universal Studios i Japan, og selvom det i Singapore er ret lille, så er dét de har lavet virkelig godt! Der er ikke så meget studier over det, og i modsætning til det i Japan og f.eks. Disney studierne i Paris, så er det begrænset hvor meget der er – udover selve forlystelserne. Vejret var udmærket (selvom vi fik et par mindre regnbyger), og det var faktisk ikke så meget vi stod i kø. Det længste var en times tid til en vandrutsjebane, men til mange af tingene stod vi kun i kø i 5-10 min. – så det var jo fedt. Der var specielt et par rutsjebaner der var pissesjove – heriblandt én der kørte temmelig stærkt... i bælgravende mørke – men også en 4D film om Shrek var blandt favoritterne. Vi blev der til de lukkede kl. 19 og det var en fed dag! På vej tilbage spiste vi aftensmad på Subway, og det er vist første gang jeg har spist dér to gange på samme dag.

Søndag morgen tjekkede vi ud fra vores hostel og tog et par taxaer til Marina Bay Sands hotellet. Vi havde alle været begejstret for specielt deres swimmingpool på toppen, og vi havde derfor booket et par værelser til den sidste dag i Singapore. Vores værelser var dog ikke klar om formiddagen, så vi tog til Sentosa for at prøve at køre på Segways. Clara, Emma og Anne er gamle veteraner på disse kørende græsslåmaskiner, mens Robert aldrig har prøvet dem før. Jeg har prøvet dem for en del år siden i Prag, men det var nu ikke til at se på det lille træningsområde. Det blev dog meget bedre på de fem omgange vi fik kørt rundt på banen, selvom Anne hele tiden stoppede for at tage billeder – noget man ikke må! Vi endte faktisk med at købe et billede af os alle fem, som klart er det bedste ”forlystelses billede” der er blevet taget undervejs på turen.

Vi tog tilbage til hotellet, og Roberts og mit værelse var super nice! Lækre senge, kæmpe badeværelse og en fantastisk udsigt over Singapore by. Der var dog et problem med pigernes værelse, da vi havde bestilt med to queen-size senge, men det var kun udstyret med to enkelt-senge. For at gøre en MEGET lang historie kort, så endte de med at få en oprednings-seng ind på værelset, og det er bare ikke i orden på et hotel af den standard. Som kompensation fik vi knapt 1.000 kr. at bruge på aftensmad på hotellet samt gratis morgenmad – værdi ca. 900 kr. Det er selvfølgelig meget fint, men vi brugte jo en masse tid og energi på det. Alt andet lige ødelagde det en del af oplevelsen, hvilket var ærgerligt da vi havde glædet os meget til det!

Når det så er sagt, så er Marina Bay Sands et lækkert hotel – og første stop var SkyPark’en på 57. etage med en dejlig infinity swimmingpool. Når man ligger deroppe blandt palmer og kigger ned på Singapore, så forstår man godt hvad alle har snakket om. Der var naturligvis mange mennesker deroppe, men det blev stadig nydt i fulde drag. Vi spiste aftensmad på hotellet, hvor Robert og jeg fik lækker buffet, mens Anne fik pasta og pigerne burgere. Om aftenen var de en tur mere i pool og boblebad, og næste morgen stod den så på overdådig morgenbuffet på ”Rise” restauranten. Jeg har prøvet store morgenbuffeter før, men intet der kan måle sig med denne! Der var (næsten) alt man kunne forestille sig... og mere til!!!

Vi kørte med hotellets shuttle-bus til Singapores Changi lufthavn, hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Phuket i Thailand. Vi vidste godt at Singapore kun var en stop på vejen, og jeg synes egentlig vi fik rimelig meget ud af de døgn vi havde dér. Men vi kunne nu godt have brugt en dag eller to mere. Men nu venter Thailand... :-)

fredag den 27. juli 2012

Borneo



Flyveturen med AirAsia tog et par timer og vi landede i Kota Kinabalu lufthavn – terminal 2. Blot 800 m. derfra ligger Casuarina Hotel og da ”taxa-mafien” ville have 100 kr. for at køre os dertil, valgte vi i stedet at gå. Hotellet er fint – omend noget anonymt, men vi skulle jo også kun sove der en enkelt nat og så tilbage til lufthavnen om morgenen.

Søndag morgen lidt i 6 kørte hotellet os tilbage til lufthavnen, og lidt over 7 lettede flyet til Sandakan. Byen ligger på den nordlige del af Borneo, mere præcist på den østlige del af den malaysiske provins Sabah. Flyveturen fra Kota Kinabalu til Sandakan tog kun ½ time – og igen var det AirAsia’s navn der stod på flyet.

I Sandakan lufthavn blev vi modtaget af vores guide fra Tropical Gateway Tours, hvor vi havde booket vores 4-dages Borneo tur. Vi startede med at køre til Sepilok Orangutang Centret, der er verdens største orangutang rehabiliteringscenter. Allerede ved indgangen så vi de første orangutanger, før vi overværede fodringen af de voksne aber. Der var varmt inde ved fodringsplatformen, så det var faktisk meget rart at komme ud i minibussen igen... til kølig aircon!

Vi fortsatte mod Bilit, og efter et par timers kørsel nåede vi til Bilit Rainforest Lodge der ligger ved Kinabatangan floden. Her blev vi installeret i en fantastisk ”hytte” – stående på pæle – der er  forbundet med lange gangbroer. Ren luksus: Masser af plads, aircon, varmt vand, WiFi (engang imellem) samt en hyggelig restaurant. Vi fik frokost og ellers slappet lidt af, før vi kl. 16 var på vores første bådtur. Den varede 2½ time og undervejs så vi en del aber (proboscis og macaque) og forskellige andre mindre dyr. Vi så også ryggen af et par pygmæ-elefanter, men vi fik desværre aldrig set dem i ”fuld figur”. Tilbage på vores lodge blev der serveret aftensmad, og det levede måske ikke helt op til forventningerne – da alt andet var så gennemført og ”luksus-præget”. En god gang kylling i karry havde reddet meget, eller måske blot nogle wok’ede grøntsager?

Mandag morgen var vi oppe kl. 6 og fik en hurtig gang morgenmad. Derefter var vi på endnu en sejltur hvor vi så flere dyr. Clara spottede en hel odder-familie ved flodbredden og fik endda lov til at sejle båden. Vi var også nede ved en ox-bow lake, ligesom vi sejlede på et par mindre bifloder. Tilbage igen fik vi en større omgang morgenmad, og denne gang var ”ægge-manden” på arbejde. Jeg elsker når man kan få lavet sine æg om morgenen – præcis som man gerne vil have! :-)

Efter et par timers afslapning og frokost, satte vi kursen mod Gomantung Caves. Jeg har været der med Camilla, og synes ikke familien skulle undvære dén oplevelse! Det er ubetinget den klammeste hule jeg har været inde i – og det er efterhånden nogle stykker. I hulerne indsamles der tre gange om året spiselige fuglereder, der sælges som en delikatesse til kinesere overalt i verden. Udover fuglene er der to andre indbyggere i hulen: Flagermus og kakerlakker!!! De første deler pladsen med fuglene, da flagermusene sover om dagen mens fuglene jager, og om natten er det lige omvendt! Kakerlakkerne lever af flagermuselorten og de er overalt i hulen. På boardwalken, på gelænderet – og i mandshøje bunker på jorden. Vores guide viste os det ved at spytte, og så kommer kakerlakkerne op til overfladen – føj!!! Det er helt vildt klamt at gå rundt derinde, og det eneste jeg kunne tænke på var: Jeg skal bare ikke snuble her... ;-)

Vi kørte tilbage til vores lodge og tog på vores tredje og sidste sejltur. Her så vi vilde orangutanger, flere næseaber og macaques, slanger og fugle – men desværre ingen elefanter. Efter aftensmaden var der lidt underholdning fra lokale dansere, men dér gik der altså lidt ”Disney” i den! Vi fik sagt farvel til vores guide Tang, som skulle med andre turister den næste dag.

Tidligt tirsdag fik vi morgenmad og kørte tilbage til Sandakan. Fra havnen sejlede vi til Selingan Island – bedre kendt som Turtle Island. Sejlturen tog en times tid, og det var skønt at få en lille lur. Selingan er en del af Turtle Island National Park der reelt består af tre øer. Vores nye guide Moose gav os en masse (forvirrende) informationer, og vi fik nøglerne til vores værelser. Det var noget mere spartansk end vores lodge, men der var nu pænt og rent. Vi gik en tur på stranden og samlede muslingeskaller, fik frokost - og så var det ellers med at komme i vandet! Vi tilbragte hele eftermiddagen på stranden med at bade, snorkle og slappe af. Der er en fin sandstrand, lækkert vand og en skøn udsigt – og vi trængte vist alle til en dag i vandet. Jeg holdt mig en del i skyggen, så det var ikke mig der blev mest solskoldet dén dag, men Robert var pænt rød i hovedet – og fik en fin hvid stribe bagpå hovedet – hvor stroppen til dykkermasken havde siddet! :-)

Om aftenen fik vi et lille foredrag og så en film om skildpadder, og så var det ellers tid til aftensmad. Derefter var det sådan set bare at vente på de magiske ord: Turtle-time! Vi var delt op i to grupper og vi var i den anden gruppe. Pludselig kom der en masse råb, og det myldrede frem med små skildpadde unger. De var fra en rede som ikke var blevet opdaget, og så gik det stærkt med at få dem transporteret over til rangerne. Det er ikke så tit det sker, men sjovt at overvære. Derefter blev ventetiden brugt på at spille kort, men ved 9-tiden var der afgang for den første gruppe. Vi fik vores kald en times tid senere, og så var det ellers med at komme af sted. Specielt Clara og Robert var blevet noget trætte, men så snart vi skulle af sted var det glemt. Nede på stranden samledes vi om en grøn havskildpadde, der var i gang med at lægge æg. Rangeren lyste ned i reden, så vi kunne se de runde hvide æg blive lagt og derefter fjernet. Efter at hun var færdig med at lægge æg, fik vi lov til at gå hele vejen rundt om hende og tage billeder. Skjoldet blev målt og skildpadden tjekket – samt undersøgt for tidligere mærkning. Da Robert skulle bagom Anne var han lige ved at træde ned i en anden rede, og udbrød noget forbavset: Der ligger sgu’ da også en lige her! Det viste sig så, at imens vi havde stået forsamlet om skildpadden, var en anden skildpadde kravlet op i reden ved siden af, og lå nu og flappede med forpoterne for at komme til at ligge ordentligt. Det er altså nogle søde dyr, og en helt speciel oplevelse at opleve dem så tæt på!

Vi gik tilbage over stranden til ”æg-klækkeriet” hvor de 83 æg fra skildpadden blev begravet. Grunden til at man tager dem op og begraver dem igen, er at man på den måde kan beskytte dem mod rovdyr, samt sikre flest muligt chancen for at overleve. Temperaturen på sandet hvor de er begravet afgør kønnet på skildpadde ungerne, så for at sikre en nogenlunde 50/50 fordeling mellem hanner og hunner, bliver nogle begravet i solen og andre under skyggende træer.

Sidste punkt på dagsordnen var at slippe en kurvfuld af små baby-skildpadder ud på stranden. Når æggene klækkes nede i reden, kravler skildpadderne op gennem sandet når det bliver køligt om aftenen og søger automatisk mod vandet. På Turtle Island ”gemmer” man dog ungerne i 3-4 dage for at sikre dem størst mulig chance for at overleve. Rangeren satte kurven på stranden og så blev de ellers forsigtigt hældt ud, så de kunne vralte de sidste par meter ned til vandkanten. En del af dem var dog vendt om på ryggen, så Clara fik lov til at vende dem om og guide dem ned mod vandet. En enkelt kravlede over Annes fod, men den blev også hurtigt reddet og kunne søge sikkerhed i vandet. Det havde været en stor oplevelse, så vi var både trætte og udmattede da vi faldt i søvn den dag!

Onsdag morgen var vi så igen oppe ved 6-tiden, fik morgenmad og sejlede derefter tilbage til Sandakan. Vi blev kørt til Rainforest Discovery Centret der ligger i nærheden af orangutang centret ved Sepilok. Vi gik en tur rundt i regnskoven, men bortset fra gangbroen oppe i trætoppene, var det lidt en skuffelse. Der var også en hyggelig lille botanisk have, men igen ikke den allerstørste oplevelse. Vi blev kørt tilbage til lufthavnen i Sandakan, hvor vi spiste en overraskende god frokost.

Vi fløj med AirAsia tilbage til Kota Kinabalu og tog en taxa til Hii-5 Hotel, der i modsætning til Casuarina ligger midt i byen. Det er et forholdsvis nyt hotel, men igen på den lidt anonyme måde. Vi gik en tur i byen og spiste aftensmad på Pizza Hut – denne gang desværre uden den sprøde deep pan bund!

Torsdag tog vi en taxa til Shangri-la Rasa Ria resortet der ligger nord for Kota Kinabalu. Vi havde bestilt tid til at se fodringen af deres orangutanger, noget Camilla og jeg også gjorde i 2008. Der kom et par mindre orangutanger til fodringen, og imens faldt Anne i snak med en af rangerne. Det var den samme som Camilla og jeg havde snakket med, og enden blev også det samme: Vi fik et lille privat møde med en nuttet lille orangutang unge. Robert var desværre gået ned lidt tidligere, men vi fire andre fik alle lov til at holde den søde lille orange hårklump – og det var en super oplevelse! :-)

Bagefter fik vi lidt at spise og drikke – og det er virkelig et lækkert resort. Når vi engang vinder 1 million kr. i lotto så kommer vi tilbage og bor der en uges tid! Vi tog en taxa tilbage til byen, og hele aftenen gik med at se billeder og video på værelsets store fladskærm.

Vi var kun 6 dage på Borneo, men tiden var fyldt med super naturoplevelser: Skildpadder, orangutanger, næseaber, elefanter, flagermus og kakerlakker er alle dyr vi ikke glemmer igen... det er jeg sikker på! Jeg synes det var en god måde vi havde gjort det på, og selvom organiserede ture som udgangspunkt ikke er mig, så har det her været ganske fint. Det er bestemt heller ikke billigt, men oplevelserne har klart været pengene værd!

Fredag sov vi længe – før vi tog et par taxaer til lufthavnen. Vi havde valgt at flyve med AirAsia til Johor Bahru, der ligger i Malaysia – lige nord for Singapore. På den måde er det en indenrigsflyvning, hvilket er markant billigere end at flyve direkte til Singapore lufthavn – faktisk hele 2.000 kr. billigere. Vi lettede planmæssigt kl. 13.30 – og snart lagde vi Borneos mange oplevelser bag os... og forude ventede Singapore!!!

lørdag den 21. juli 2012

Filippinerne


Vi fløj med Cebu Pacific til Clark på Filippinerne, og specielt Clara havde glædet sig til de skøre konkurrencer de holder ombord. Nogle gange er det karaoke, andre gange vinder dem der først kan holde deres pung/livrem/venstre sandal eller andet op i luften, men på denne tur var det en slags jeopardy. Desværre kunne vi ikke helt tyde spørgsmålene, så selvom vi faktisk fik muligheden for at svare, så blev det ikke til gevinst denne gang!

Flyveturen til Clark tog et par timer og dér skulle vi så vente 2½ time. Clark ligger udenfor byen Angeles – ca. 80 km. nord for Manila. Det er en gammel amerikansk militærbase, der nu er lavet om til en lufthavn for lavpris-flyselskaber. Samtidig er det et godt knudepunkt på Filippinerne for dem der gerne vil undgå hektiske Manila. Vi fløj videre med AirAsia til Kalibo på øen Panay. Herfra er der ca. 2 timers kørsel til Caticlan hvorfra man kan sejle til Boracay. Robert og jeg skulle have været på Boracay i 2008, men måtte opgive det pga. tyfonen Fengshen. Sejlturen over til øen tager kun et kvarters tid, men det er med at holde tungen lige i munden, når man skal af og på bangkaen, som er en typisk udriggerbåd der bruges overalt på Filippinerne.

Ved ankomsten til Boracay tog vi en multi-cab taxa til vores hotel – Oro Beach Resort. Det ligger ved Boat Station 3 på den sydlige del af White Beach. Hotellet var ganske fint – værelserne var kæmpestore – og efter en dags tid fik de endda deres WiFi til at virke... efter vi selv havde forsøgt at få genstartet deres internet sent om aftenen. Det involverede bla. ledninger ud over balkonen, samt hacking af deres routere :-)

Vi spiste lidt aftensmad og gik en lille tur langs stranden, og Robert fik aftalt et dyk den næste dag – og så var det ellers i putten.

Tirsdag morgen vågnede vi op til dejligt solskin, og så ser Boracay virkelig ud som på postkortene. Nu er det jo lavsæson og regntid – og det kunne da godt mærkes på både vinden og vandet på stranden. Nu er jeg jo selv mest et pool-menneske, så det er jo ikke noget der gør mig det helt store. Vi slappede af i poolen, Robert var ude at dykke – og vi fik spist på vores nye ”stamsted”. Tjenerne var søde og venlige, og Emma fik et godt øje til den ene, som vi andre hurtigt fik døbt Raul (skal siges med rullende r – som i Raaaaaul). Det var måske egentlig mest ham der havde et godt øje til Emma, men det var sjovt at drille hende med det! :-)

Boracay minder på mange måder om Phi Phi, men er dog noget større. Så mange mennesker er der heller ikke lige nu, men man kunne godt få en fornemmelse af hvordan det ville være i højsæsonen, og jeg er ikke sikker på at jeg ville synes det var super fedt?! Vi fik gået lidt op og ned af White Beach, indleveret vasketøj – og kæmpet os igennem horder af sælgere, som faldbød solbriller, hatte og armbånd – dvs. nøjagtigt det samme som alle andre steder... nu står der bare Boracay på tingene.

Onsdag dykkede Robert en gang mere, og ellers var dagen en relativ kopi af tirsdagen. Afslapning, pool og god mad – men så kan man jo heller ikke forlange meget mere, vel?

Torsdag formiddag var vi på den modsatte side af øen, hvor mange af vand-aktiviterne foregår. Vi blev sejlet ud i en lille speedbåd til en platform ca. 500 m. fra land. Her fik vi en kort instruktion, før vi blev guidet ned af stigen til vandet. Her fik vi placeret en dykkerhjelm over hovedet, hvortil der konstant blev tilført luft gennem en slange. Man fortsatte de ca. 4 meter til man stod på havbunden, og så kunne man ellers opleve hvordan livet er dér. Det tog lige et minuts tid at vænne sig til dykkerhjelmen (og det faktum at der ikke kom vand ind, selvom den ”bare” sad løst på ens hoved. Instruktøren viste os bla. koraller, klovnefisk (Nemo) samt en søstjerne, og så blev der ellers taget en masse billeder. Det var en sjov og meget anderledes oplevelse, og specielt for os ikke-dykkere var det spændende. Robert er selvfølgelig vant til det, og var da også troppet op iført både dykker-dragt og –computer... til et ”dyk” på hele 4 meter! :-)

Efter at have været under i en halv time kom vi op til Clara, der i sidste øjeblik havde besluttet sig for at hun ikke have lyst til at prøve. Ærgeligt, for hun ville helt sikkert have moret sig – men så brugte hun tiden på at spille skak med vores lokale guide – og hun vandt endda hele 3 spil over ham.

Om eftermiddagen var det dårlige vejr kommet til Boracay – med både regn og blæst. Vi fik noget mad og en hurtig tur i poolen, men regnen var rimelig vedholdende. Om aftenen tog vi en tri-cycle til den anden ende af White Beach, hvor Clara prøvede en trampolin. Der var mange andre forbipasserende der var imponeret over hendes evner, og der blev taget en del billeder af hende!  Vi spiste på stranden, og bagefter gik Clara, Emma og jeg gennem d’Mall og tog en tri-cycle hjem. Imens gik Anne & Robert på jagt efter den lokale ”Bob Marley” vi havde hørt synge to dage før. Det lykkedes – og de fik også hørt et par andre musikere, ligesom de selv fik givet et par numre. De var da heller ikke helt appelsinfrie da de kom tilbage til hotellet lidt i 2. Min kære søster slog sit ben på sengen, og mente bestemt at hun skulle på hospitalet og syes. Senere skulle hun så liiiige på nettet, indtil Emma venligt bad hende om at skrubbe i seng! I lyset næste morgen blev det afsløret, at den store skade ikke var andet end en lille hudafskrabning! :-)

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet, og det var meningen at vi ville leje én til at køre os rundt på øen. Men det blev ved med at regne, så i stedet tog vi en taxa ned til havnen. Vi fik købt vores kombi båd- og busbillet til Kalibo, og så sejlede vi over til Caticlan. Her slog ”billet-mafiaen” til igen, og vi måtte betale 300 peso ekstra for at få vores kufferter med minibussen til Kalibo. Det er ikke den håndfuld kroner det kostede der er problemet, men hvor er jeg træt af mentaliteten med at ”rige” turister liiiige skal plukkes for lidt ekstra penge!

Vi blev sat af ved Kalibo Hotel og fik tjekket ind på vores værelser. Vi gik en kort tur i byen, og var bla. på en internetcafé for at få printet vores bordingkort ud. Det viste sig at være en større opgave, da det papir de havde i printeren ikke var A4, så til sidst måtte jeg selv op og vise dem hvordan de skulle printe det ud. Det var tydeligt at de ikke er så vant til turister i Kalibo, for der blev kigget godt på os – både på netcaféen og på gaden. Vi spiste aftensmad i et center, før vi tog en tri-cycle hjem til hotellet. Værelserne var fine og der var endda flere filmkanaler på fjernsynet.

Lørdag morgen tjekkede vi ud og tog en taxa til lufthavnen. Vi fløj med AirAsia fra Kalibo tilbage til Clark, og der var 6½ time til vi skulle flyve videre til Kota Kinabalu. Desværre kunne vi ikke tjekke vores bagage  ind så tidligt – og der er ingen bagageopbevaring i Clark Airport, så Clara, Robert og jeg tog AirAsias shuttle-bus ind til Marquee Mall i Angeles. Det er et stort shoppingcenter hvor vi spiste frokost på McDonalds. Clara fik en tur på en lille mekanisk elefant i et lille tivoli, for man er jo aldrig for gammel til en tur på en elefant, vel? :-)


Vi tog en jeepney tilbage til lufthavnen, og så var det Roberts tur til at blive tilbage og passe på bagagen, imens vi andre tog en taxa tilbage til centret. Clara fik købt et par fede Vans sko, og et par Big Mac’s og is senere, tog vi en jeepney tilbage. Indtjekning til flyet gik uden problemer, og snart satte vi kursen mod Borneo... og nye eventyr!!!

tirsdag den 17. juli 2012

Hong Kong

 
Mandag d. 9. juli var det endelig blevet ferietid! Vi mødtes i lufthavnen og fik den (efterhånden) traditionelle burger på Burger King. Som en lille overraskelse var Nanna og Dianga kommet i lufthavnen for at vinke farvel, godt trætte efter Roskilde Festivalen. Vi fik tjekket ind til vores fly med Qatar Airways, men i security tjekket mistede Robert sine solbriller. Det plejer ellers at være mig der ikke kan holde styr på mine ting dér! Flyveturen til Doha tog 6½ time, og så var det store spørgsmål hvor længe vi skulle vente dér?! For at gøre en meget lang historie kort, så gik der noget galt med bookingen af vores billetter, så i stedet for at vente i lidt over 2 timer på flyet videre til Hong Kong, så skulle vi nu vente i ca. 10 timer. Vi prøvede at få Qatar Airways til at ændre det, men det lykkedes desværre ikke. Så enden på det bliver en sag mod dem når vi kommer hjem, så får vi forhåbentlig noget økonomisk kompentation for det!

Vi fandt et sted i lufthavnen med en slags liggestole, og så var det ellers bare med at få tiden til at gå. Der var gratis WiFi – så det hjalp lidt – og vi fik da også lidt gratis morgenmad i et skummelt cafeteria – det hjalp ikke! Men endelig blev det morgen, og vi kunne flyve videre mod Hong Kong.

Vi landede ca. kl. 22.30 lokaltid tirsdag aften – efter en rejse på ialt 25 timer, og der var vi vist alle trætte af at sidde ned. Vi kom hurtigt igennem immigrationen og fik vores bagage, og tog så Airport Express toget ind til centrum. Det sidste stykke skulle vi med metroen, og vi måtte små-løbe mellem to stationer for at nå det sidste tog. Det lykkedes dog lige akkurat, og få minutter efter var vi ved Tsim Sha Tsui stationen på Kowloon... og Mirador Mansions. Sammen med sin ”fætter” Chungking Mansions er det de mest berømte/berygtede hostels i Hong Kong. Begge bygninger er fyldt med primært kinesiske hostels, nogle med blot få værelser – andre med 50. Vi havde booket på Cosmic Guesthouse på 12. sal, og det er synd at sige at værelserne er store! Nu er det 4. gang jeg er i Hong Kong, så jeg vidste godt hvad der ventede… men det er altid en oplevelse! Værelset er på ca. 4 m2 – og på den plads er der 2 senge og et bad/toilet. Så kan du selv regne ud hvor stort det er! Men oplevelsen af et ”rigtigt” storby backpacker sted, kan ingen tage fra stedet – og så ligger dét det bedste sted i byen – nemlig på sydspidsen af Kowloon halvøen. Efter vi havde tjekket ind, gik vi ned på gaden og fik lidt natmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng.

Onsdag vågnede vi op til godt vejr, så vi besluttede at tage med kabelbanen op til den store Buddha på Lantau. Robert havde heller ikke prøvet den tur, da den var lukket for årlig reparation den ene gang - og pga. jordskred den anden gang han var i Hong Kong. Vi tog derfor metroen til Tung Chung stationen hvor vi spiste morgenmad på Subway. Kabelbanen Ngong Ping 360 tager ca. 25 min. til toppen, og det er en både flot og spektakulær tur. Man kører først over vandet, så drejer den skarpt til venstre, og så starter en lang tur op af bjerget imens man har et flot udsyn over bla. Hong Kongs Internationale Lufthavn – og til sidst drejer den en tak mere og man kommer hen over bjerget. Her har man så lavet en lille ”turist-by” med souvenierbutikker, restauranter osv. Vi gik hen til trappen op til Buddhaen, og så var det ellers bare med at ”æde” trin. Så slemt var det heller ikke, men 216 trin i varme og høj luftfugtighed kan da mærkes! :-)

Efter at have set Buddhaen gik vi ned igen, og stillede os på det lille sten alter der er bygget. Når man står heeelt i midten kan man høre ekko, og det føles ligesom man selv snakker i en mikrofon. Vi droppede turen til det nærliggende Po Lin kloster og tog kabelbanen ned igen.

Efter et stop på vores hostel gik vi ned til havnen og tog opstilling til det noget opreklamerede lyd- og lys-show der afvikles hver aften kl. 20 i Victoria Harbour. Nu har jeg efterhånden set det nogle gange, og må altså indrømme at sååå fantastisk er det heller ikke. Men man får selvfølgelig set mange af bygningerne på Hong Kong øen oplyst og med laser på toppen – og det er jo en fantastisk skyline!!!

Torsdag gik vi ned til havnen der ligger ca. et kvarters gang væk. Vi sejlede med en af de grønne og hvide Star Ferries over til Central på Hong Kong øen. Vi tog med en af de sjove gamle dobbeltdækker sporvogne et stykke vestpå, og det er en meget fed måde at opleve byen på. Det er nemt at se når man begynder at komme udenfor den vestlige/turistede del af Hong Kong øen. Vi spottede en Pizza Hut tæt ved et marked – og det er altid godt at huske hvor der ligger en Pizza Hut! Vi tog med rulletrappen op i Midlands, og det er jo smart nok, men jeg er stadig ikke enig i betegnelsen ”Verdens længste rulletrappe”, da det jo i virkeligheden er en række rulletrapper der ”bare” er sat i forlængelse af hinanden.

Vi tog en taxa til Peak Tram terminalen, og selvom det var lidt en kamp at få os alle 5 ind i taxaen, så lykkedes det. Vi stod i kø en times tid for at komme med tram’en op til toppen af Victoria Peak. På toppen fik vi nydt udsigten og taget de klassiske billeder af havnen… og selvom jeg har været der 5-6 gange nu, så er det et flot syn! Køen til kabelbanen ned var ufattelig lang, så vi tog i stedet en taxa ned. Aftensmaden blev spist på føromtalte Pizza Hut, og vi var trætte da vi kom i seng…

Fredag tog vi med toget op i de nye territorier til Sha Tin stationen. Her var det meningen at vi skulle se de 10.000 Buddhaers tempel, som jeg tidligere har set. Jeg husker turen op som pænt anstrengende, så vi blev glædelig overrasket over at finde både rulletrapper og to små kabelbaner. Det var dog bare lidt underligt, at det ikke lignede det jeg kunne huske, men det var der såmænd også en god forklaring på: Det var ikke det rigtige kloster vi var taget op til, men derimod ét der lå ved siden af! Selvfølgelig uden nogen forbindelse, så skulle vi se det andet skulle vi først hele vejen ned, og så op (og ned) igen. Det droppede vi hurtigt, for det var rigtigt varmt denne dag. Men det vi fik set var da også pænt nok! :-)

I stedet tog vi en taxa til Hin Tin Public Swimmingpool, som både er en indendørs svømmehal og et udendørs friluftsbad – og det var lige hvad vi alle fem trængte til!!! Det kostede kun 20 HK$ at komme ind, og de var givet rigtigt godt ud. Efter knapt tre timer kom vi ud igen, trætte og opløste af vandet – men glade. Spontant tog vi en bus og endte nede ved havnen på Kowloon, og måtte en længere omvej med metroen for at komme hjem. En enkelt lille byge blev det til undervejs, men det var stort set det eneste regn vi så i Hong Kong. Vi spiste aftensmad på Spaghetti house, der bød på en god omgang spaghetti bolognese.

Lørdag morgen stod vi tidligt op og tog Star Ferry til Central på Hong Kong øen. Her spiste vi morgenmad på Subway før vi tog bus 629 til Ocean Park. Vi havde købt billeterne med lidt rabat på vores hostel, så vi kunne gå lige ind da vi kom dertil. Jeg var der med Birgitte & Robert i 2008, men der er sket meget siden da. Parken er stadig opdelt i to, og den del vi startede i, omfatter bla. et stort akvarium samt et anlæg til parkens fire pandaer. Det er jo nogle nuser bamser, selvom vi kun fik to af dem at se. Vi tog kabelbanen over til parkens anden halvdel, og det er en flot tur henover bjerget, men jeg er bare ikke så meget for den kabelbane. Sidste gang lovede jeg faktisk mig selv at jeg aldrig skulle tage den igen, men hvad gør man ikke for familien?! :-)

På den anden side så vi søløve- og delfin show samt deres nye Polar Adventure, som bød på pingviner og flotte forhold for dyrene... som der bare ikke var så mange af endnu, men anlægget var nu også kun lige åbnet dagen før! Der var også mange ”rigtige” forlystelser – så der blev både kørt i pariserhjul og  rutchebaner. Vi fik spist iskolde vandmeloner, hvilket var ekstra skønt i varmen. Alt i alt brugte vi ca. 8 timer derude, så vi var noget trætte da vi satte os i bussen på vej tilbage. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut – og selvom vi fik dummet os og bestilt universets tørreste pizzaer (uden tomatsovs), så smagte det nu alligevel godt. Det var sent før vi kom tilbage til Mirador Mansions – og Robert – som havde taget en "fridag" og var blevet hjemme.

Søndag var det så min tur til en slapper-dag på langs, imens de andre tog på shopping-tur i Mong Kok kvarteret. Der blev kigget efter sko, men først med held da turen gik til Ocean Centre ved havnen. Aftensmaden spiste Robert og jeg på T.G.I.Fridays, og det havde vi glædet os til. Men de 600 kr. det kostede, var det bare ikke værd! Anne og pigerne spiste i stedet en china-box fra Chungking Mansions – hvilket både var meget bedre og billigere end vores mad. Men så lærte man jo det...

Mandag morgen var det så tid til at tage afsked med Hong Kong. Vi tog metroen til Tung Chung og derfra bussen til lufthavnen. I forvejen havde vi tjekket ind på flyet til Clark med Cebu Pacific Airways, så det hele gik rimelig nemt og smertefrit. Så var kursen sat mod Filippinerne...

onsdag den 8. februar 2012

Forenede Arabiske Emirater

Vi satte kursen sydpå og kørte gennem Tarif og Madinat Zayed. Vi stoppede for benzin, og det er rent faktisk en fornøjelse hernede! 2,75 kr. pr. liter er en pris der er til at holde ud, og når man kun betaler 100 kr. for at fylde tanken op, så gør det ikke så meget hvis man kører et par ekstra kilometer.

Kursen var sat mod Liwa Oasen i den sydlige del af de Forende Arabiske Emirater - tæt på grænsen til "The Empty Quater" i Saudi Arabien. Vi havde fravalgt at tage en udflugt til en "turist-beduin-lejr", og ville i stedet bare køre ud i ørkenen! Den idé var både god og dårlig...

Det var godt at komme væk fra byerne, og der er bestemt hyggeligere ude i ørkenen. Vi nåede frem til Mezaira'a, der er hovedbyen i Liwa Oasen. Den strækker sig langs en buet vej over ca. 150 km. - men levede ikke lige op til vores opfattelse af en oase. Vi fik et værelse på Liwa Rest House, der mindede mest om et gammelt fængsel i Østeuropa - og så kostede det næsten 400 kr.!!! Sengene var lige så hårde som et surfboard, men det er jo også en oplevelse. Vi spiste aftenmad i stedets restaurant - også en ret syret oplevelse... :-)

Vi kørte ud til Moreeb Hill der er 300 meter høje sandklitter - blandt de højeste i verden. Her ligger de rige og kører rundt i overdrevede buggyer på bakkerne. Det så fedt ud, men vi havde det begge fint med bare at kigge på. Vi så solnedgangen samme sted, og Robert fik taget en masse fede billeder.

Lørdag satte vi så kursen mod Al-Ain i den centrale/østlige del af landet. Selvom der ikke er mange veje, så lykkedes det os alligevel at misse en afkørsel, så vi fik kørt en masse ekstra kilometer. Man kan nemlig snildt køre 25 km. før man kan vende om og køre tilbage igen! Det er dæleme godt at benzinen ikke er så dyr :-)

Vi havde booket os ind på Grand Mercure hotellet på Jabel Hafeet - et 1.240 m. højt bjerg 30 km. fra Al-Ain. Det er et super lækkert hotel, og til prisen på 450 kr. for en nat var det et fund! Lækkert værelse, swimmingpools - og en lobby der er på top-5 jeg har oplevet. Vi kørte ned til et viewpoint lidt nede af bjerget, hvorfra Robert kunne få nogle gode billeder, og samtidig fik vi spist aftensmad på et lille cafeteria.

Søndag morgen kørte vi først ind til Al-Ain, der ligger på grænsen til Oman. Faktisk var vi tæt på at krydse grænsen uden at ville det, men det lykkedes os at få vendt om inden! I centrum af byen så vi bla. Clocktower rundkørslen før vi kørte ud til byens kamelmarked. Der var masser af kameler, men vi følte nærmest at det var os der blev set på, så vi kørte hurtigt videre. Vi stoppede i Bawadi Mall hvor vi spiste frokost. Vi kørte mod østkysten og på vejen til Fujairah stoppede vi på et lokalt marked. Dette var i det mindste tættere på vores opfattelse af et marked! Vi havde booket os ind på Fortune Royal Hotel - også til 450 kr. for en nat. Vi kørte en tur rundt i byen, og shoppede lidt i nogle store "Tiger" butikker. Masser af billige ting, men så meget plads har vi jo heller ikke i kufferterne. Vi spiste aftenmad på Pizza Hut - og fik derefter en rigtig god nats søvn på hotellet.

Mandag satte vi så kursen nordpå langs kysten, og kom igennem Khor Fakkan på vej til Dibba. Det var meningen at Robert skulle have dykket, men da man ikke må dykke mindre end 24 timer før man skal flyve, så måtte han droppe det. Vi kørte vestpå til Ras-Al-Khaimah og derfra til Umm Al-Quwain og Ajman. Ærligt talt så var det mest interessante et par sjove rundkørsler undervejs, hvor man f.eks. havde placeret store krukker eller et par kæmpe østers med perler i... :-)

Vi nåede til Sharjah ud på aftenen, og gik en tur i parken nede ved byens creek. Vi spiste aftensmad på KFC, før vi satte kursen mod lufthavnen i Dubai. Her afleverede vi vores udlejningsbil, og det havde været en fin bil. Ikke den største eller hurtigste, men den var billig - og det var fedt bare at aflevere den i lufthavnen når man skal hjem. Turen hjem med Austrian gik uden problemer og vi landede i Kastrup tirsdag kl. 9...

Den korte opsummering på de Forenede Arabiske Emirater er her : Dubai og Abu Dhabi er spændende byer, og vi er begge glade for at have oplevet dem. Men samtidig føler vi, at vi har set dét der er at se... og jeg føler ikke noget udpræget behov for at vende tilbage lige med det samme. Når man kommer væk fra byerne bliver det mere interessant, men jeg mangler stadig følelsen af at opleve noget autentisk - og det har vi ikke set så meget af. Måske skal man til Oman eller Qatar for at opleve "mellemøstens mystik" for det var der ikke så meget af...

lørdag den 4. februar 2012

Abu Dhabi

Køreturen fra Dubai til Abu Dhabi tager kun 1½ times tid, og det er ikke den mest interessante vejstrækning i verden. Det sjoveste er sandfygningen over vejene, og så den optiske illusion at der er sand på vejen - men når man kommer tættere på, så er det pludselig pist væk! :-)

I Abu Dhabi havde vi booket os ind på det 5-stjernede Millennium Hotel, hvor vi havde fået 2 overnatninger inkl. morgenmad og internet for ca. 900 kr. i døgnet. Hotellet levede fint op til vores 5-stjernede forventninger, og havde alt hvad man kan forvente til den pris. Vi gik en tur imens vores værelse blev gjort klart, men byens Central Market falder under samme kategori som "markederne" i Dubai. Det er en helt ny bygning, men marked... nej! Tilbage på hotellet tog vi en dukkert i den opvarmede pool, og det var skønt! 

Torsdag gik vi ned og spiste morgenmad, og det var lige så overdådigt som det bliver. Jeg var specielt imponeret over juice maskinen, hvor man stopper appelsiner ind i et rør i toppen, drejer på håndtaget - og så kan man ellers se på, imens der bliver presset RIGTIG frisk juice! En negativ oplevelse var dog baconen - som var "beef bacon" - og det har altså bare ikke noget med bacon at gøre!

Senere kørte vi til Yas Island ca. 30 km. fra downtown Abu Dhabi. Vi besøgte Ferrari World - en forlystelsespark bygget omkring ét tema: Ferrari. Bygningen er vældigt imponerende, og denne dag var der næsten ingen andre gæster, hvilket betød ingen kø! Når det er sagt, så skal man vist være en "RØD-glødende" Ferrari fan for at synes entréen på 340 kr. kan forsvares. Sammenlignet med andre tema-parker jeg har været i, så er der for få forlystelser - specielt i de "vilde" kategorier. En undtagelse er dog Fiorano GT Challenge - der er to baner side om side der konkurrerer om at vinde - imens man sidder i en Ferrari F430 Spider... næsten! :-)

Så er der selvfølgelig også Formula Rossa - verdens hurtigste rutchebane! Efter starten tager 0-100 km/t kun 2 sek. - og topfarten på 240 km/t nås på bare 4,9 sekunder! Det er dog ikke det værste for mig, men de 52 meter den derefter kører lodret op i luften, gjorde at jeg ikke skulle nyde noget. Ærgeligt, og Robert har jo ret: Før hjernen når at registrere hvor man er, så er  man jo allerede nede igen...

Du kan se video af "Formula Rossa" her : www.youtube.com/watch?v=FDsyc6xUJcc

Fredag efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet. Det var meningen at vi skulle have været ude og se byens "Grand Mosque" - men planlægningen havde slået fejl. Det var jo fredag, og det betyder at moskéer er off-limit for ikke-muslimer. I stedet kørte vi ud til Marina Mall, hvor vi lokaliserede en af de fantastiske GULD-ATM's. Kender du ikke det: Man står lige og mangler lidt guld, men heldigvis kan man da hæve det i en automat. Fint koncept, og Robert ville faktisk have købt den mindste variant på 1g. med hjem, men de viste sig at være udsolgt i alle de automater vi så. Du kan læse mere om automaterne her : www.gold-to-go.com/en/the-gold-vending-machine

Vi kørte ned til vandet ved Abu Dhabi Thetre, og kunne derfra få et fint udsyn over byens sky-line...

onsdag den 1. februar 2012

Dubai

Dubai har stået på listen for Robert og jeg i noget tid, mest for at se hvad al hypen handler om! Vi har ingen erfaring med mellemøsten, bortset fra et par mellemlandinger i Abu Dhabi. Men nu skulle det være...

Vi havde fundet nogle billige billetter med Austrian Airlines til 2.899 kr. for en returbillet, hvilket må siges at være en ganske rimelig pris. Så torsdag d. 26. januar fløj vi først fra København til Wien og derfra videre til Dubai. Forbindelsen var fin og ved amkomsten fik vi stemplet vores visum ind i passet uden problemer. Vi tog metroen til vores lejligheds-hotel "Fortune Hotel Apartments" midt i byen. Lejligheder er standard i Dubai, og det er ofte billigere at booke en lejlighed fremfor et hotelværelse, så det havde vi gjort! Vi betalte ca. 550 kr. pr. overnatning, og for en stor lækker lejlighed var det faktisk meget rimeligt. Stort soveværelse, opholdsstue, køkken og hele to badeværelser var til vores rådighed - foruden kabel-tv og gratis internet - omend det "kun" var kablet og ikke wifi... :-)

Fredag tog vi metroen til Dubai Mall, der er verdens største shopping center. Det ligger ved Dubai lagoon, der er en kunstig skabt sø midt i byen. Ved lagunen ligger også Burj Khalifa - verdens højeste bygning på 828 meter. I Dubai Mall spiste vi på T.G.I. Friday's - Roberts første gang på den amerikanske kæde. Fra balkonen har man et fantastisk udsyn over lagunen og Burj Khalifa, og vi kunne spise og nyde det hele. Når mørket falder på starter showet i Dubai Fountain, som er et fantastisk springvand i lagunen. Lys, røg og vand i flot kombination med musik, det hele tilpasset små "historier" vandet fortæller. Flot oplevelse der kun bliver forstærket jo mere mørkt det bliver! Der er en lang række forskellige shows der bliver vist aftenen igennem - et nyt show hver 10. til 20. minut. Det er et absolut must ved et besøg i Dubai.

Lørdag tog vi metroen langs vandet sydpå til Dubai Marina. Det er her de rige lægger til i deres store lystyachts, men der var nu ikke så fuldt den dag! Til gengæld er området FYLDT med store dyre biler: Hummer, Porche, Ferrari, Lamborghini, Jaguar m.m. er standard - sammen med 'over-size' 4-hjulstrækkere, så man lægger mere mærke til en almindelig bil - da der simpelthen ikke er så mange af dem! Vi gik en tur på "Walk of the JBR" ikke langt fra marinaen, hvor vi også var på et lille turist marked og spiste frokost på Bob's Diner :-)

Vi tog en taxa videre, og han kørte os hele vejen ud til Atlantis Hotel på Palm Jumeirah. Det var faktisk meningen at han skulle have sat os af ved monorailen der kører derud, men det forstod han aldrig. Det var nu helt ok, for taxakørsel er MEGET billig i Dubai.

Atlantas er et KÆMPE hotel, og blandt attraktionerne er "The Lost Chamber" der er et akvarium der skal minde om det sunkne Atlantis. Stedet er flot, men måske ikke helt 150 kr. værd i entré! Vi tog monorailen tilbage til fastlandet og metroen ind til centrum. Vi gik en tur på Dubais "Gold Souq", men vi var altså ikke så imponeret over byens markeder! For mig er et marked nogle boder (af en eller anden slags), men her er det "bare" en samling butikker, og det er altså ikke et marked! Vi tog en "abra" - en lokal vandtaxa over creek'en - for blot 1 Dirham (1,50 kr.). Vi gik igennem Bur Dubai Souq, før vi spiste aftensmad på en lille hyggelig restaurant ikke så langt fra vores lejlighed. Skøn kylling... og det var billigt!

Søndag var det Roberts fødselsdag, og det fejrede vi med at sove længe. Vi var i poolen oppe på taget, men ærligt talt så var det lidt for koldt. Ud på eftermiddagen kom vi "på gaden" - og satte kursen mod den nærmeste Pizza Hut - så bliver det da ikke et finere sted at spise sen frokost på sin fødselsdag, hva'? ;-) 

Bagefter tog vi ud til det 7-stjernede (?!) hotel Burj-al-Arab, der ligger på en kunstig ø ud for kysten. Man kan dog ikke komme derud hvis man ikke har en reservation, og det lykkedes os heller ikke at komme ned på stranden og få taget nogle gode billeder. I stedet tog vi bussen til Mall of the Emirates, hvor vi handlede i det franske supermarked "Carrefour". Vi købte mad i delikatesseafdelingen og spiste det hjemme i lejligheden.

Mandag var vi rundt på forskellige "markeder" - bla. elektronikmarkedet og krydderimarkedet - men igen var det altså ikke den store revolutionerende oplevelse! Vi fik gået en masse i den gamle bydel, og vi havde en del problemer med at finde et sted at spise. Mange butikker der solgte alverdens varer, men ingen steder at spise. Det lykkedes dog til sidst, og vi fik et udemærket måltid, før vi igen krydsede creek'en i en abra. Der var endda lidt fyrværkeri dernede da vi sejlede over, og vi var trætte da vi endelig kom hjem...

Tirsdag morgen tog vi metroen ud i lufthavnen og hentede vores lejebil. Vi havde booket en Mitsubishi Lancer gennem Dollar-rent-a-car for under 1.000 kr. for en uge. Bilen var fin - selvom det bestemt var en af de mindste biler vi så på vejene! Vi kørte ud på Palm Jumeirah, men det var diset, så udsigten til Burj-al-Arab var ikke specielt god. Vi havde booket billet til turen op i Burj Khalifa - verdens højeste bygning. Indgangen foregår gennem Dubai Mall der ligger ved siden af Burj Khalifa. Observationsdækket ligger på 124. etage i 442 meters højde, og turen derop foregår (naturligvis!) med verdens hurtigste elevator. Udsigten deroppefra er flot, men det er lidt sjovt at Dubai egentlig er så lille en by, omgivet af ørken og hav. Det kan bare ikke sammenlignes med udsigten over f.eks. New York, Tokyo eller Hong Kong. Vi sluttede aftenen af med at spise en gang mere på T.G.I. Friday's, før vi så endnu et par omgange af "showet" i Dubai Fountain.

Du kan se lidt video fra Dubai Fountain her: 
www.youtube.com/watch?v=xjjgHi45VOs
www.youtube.com/watch?v=ZS2SgISwKU0

Onsdag tjekkede vi ud fra Fortune Hotel Apartments - og satte kursen sydpå - mod Emiraternes hovedstad Abu Dhabi...