Vi landede lufthavnen i
Johor Bahru og tog en bus ind til Larkin busstationen i byen. Herfra tog vi
videre med en anden bus der skulle bringe os ind i Singapore. Det skulle som
sådan forløbe meget ligetil, men det viste sig nu at være lidt mere kompliceret
og tidskrævende end forventet! Vi skulle af ved den malaysiske immigration,
hvor vi skulle slæbe al vores bagage ud af bussen. Vi fik hurtigt vores stempel
i passet, og så skulle vi ”bare” igennem på den anden side og finde vores bus
igen. Det var så et kæmpe virvar af mennesker og busser, og det lykkedes os
aldrig at finde den rette bus igen. I stedet tog vi den lokale bus gennem
ingen-mands-land, og så skulle vi ud igen og igennem det samme cirkus en gang
mere – nu blot for at komme ind i Singapore! Tilbage ombord på en bus der kørte
os til Kranji metrostationen i det nordlige Singapore, og derfra med (vel nok)
verdens mest langsomme metrotog ind til centrum. Her skulle vi så skifte og
derfra køre de sidste par stationer til Chinatown. Så den nemme lille tur fra
lufthavnen i Johor Bahru til downtown Singapore - der skulle tage 2-2½ time –
tog i virkeligheden 4½ time. Men så kender man Asien igen! :-)
Vi havde booket to
værelser på Backpackers Inn Chinatown, der ligger et hyggeligt centralt sted i
byen. Vi fik tjekket ind, og så var vi tilbage på værelser i Hong Kong størrelse.
Det var nu et ok hostel – nedslidt, men pænt og rent. Vi boede heldigvis i en
opgang væk fra barerne, men med dryppende aircon... og muligvis sengelus?! Men
vi var der jo heller ikke for at sidde på værelserne, så vi gik ud for at få
noget aftensmad. Det var planen at vi ville have været i Singapore Night
Safari, men klokken var efterhånden blevet 20, så det droppede vi. Vi var
simpelthen for trætte...
Lørdag morgen stod vi op
og spiste sandwich til morgenmad på Subway. Vi tog monorailen til Universal
Studios der ligger på øen Sentosa. Det er en forlystelsespark koncentreret
omkring deres film, og det er virkelig gennemført. Jeg har også besøgt
Universal Studios i Japan, og selvom det i Singapore er ret lille, så er dét de
har lavet virkelig godt! Der er ikke så meget studier over det, og i modsætning
til det i Japan og f.eks. Disney studierne i Paris, så er det begrænset hvor
meget der er – udover selve forlystelserne. Vejret var udmærket (selvom vi fik
et par mindre regnbyger), og det var faktisk ikke så meget vi stod i kø. Det
længste var en times tid til en vandrutsjebane, men til mange af tingene stod
vi kun i kø i 5-10 min. – så det var jo fedt. Der var specielt et par rutsjebaner
der var pissesjove – heriblandt én der kørte temmelig stærkt... i bælgravende
mørke – men også en 4D film om Shrek var blandt favoritterne. Vi blev der til
de lukkede kl. 19 og det var en fed dag! På vej tilbage spiste vi aftensmad på
Subway, og det er vist første gang jeg har spist dér to gange på samme dag.
Søndag morgen tjekkede vi
ud fra vores hostel og tog et par taxaer til Marina Bay Sands hotellet. Vi
havde alle været begejstret for specielt deres swimmingpool på toppen, og vi
havde derfor booket et par værelser til den sidste dag i Singapore. Vores
værelser var dog ikke klar om formiddagen, så vi tog til Sentosa for at prøve at
køre på Segways. Clara, Emma og Anne er gamle veteraner på disse kørende
græsslåmaskiner, mens Robert aldrig har prøvet dem før. Jeg har prøvet dem for
en del år siden i Prag, men det var nu ikke til at se på det lille
træningsområde. Det blev dog meget bedre på de fem omgange vi fik kørt rundt på
banen, selvom Anne hele tiden stoppede for at tage billeder – noget man ikke må!
Vi endte faktisk med at købe et billede af os alle fem, som klart er det bedste
”forlystelses billede” der er blevet taget undervejs på turen.
Vi tog tilbage til
hotellet, og Roberts og mit værelse var super nice! Lækre senge, kæmpe
badeværelse og en fantastisk udsigt over Singapore by. Der var dog et problem
med pigernes værelse, da vi havde bestilt med to queen-size senge, men det var
kun udstyret med to enkelt-senge. For at gøre en MEGET lang historie kort, så
endte de med at få en oprednings-seng ind på værelset, og det er bare ikke i
orden på et hotel af den standard. Som kompensation fik vi knapt 1.000 kr. at
bruge på aftensmad på hotellet samt gratis morgenmad – værdi ca. 900 kr. Det er
selvfølgelig meget fint, men vi brugte jo en masse tid og energi på det. Alt
andet lige ødelagde det en del af oplevelsen, hvilket var ærgerligt da vi havde
glædet os meget til det!
Når det så er sagt, så er
Marina Bay Sands et lækkert hotel – og første stop var SkyPark’en på 57. etage
med en dejlig infinity swimmingpool. Når man ligger deroppe blandt palmer og
kigger ned på Singapore, så forstår man godt hvad alle har snakket om. Der var
naturligvis mange mennesker deroppe, men det blev stadig nydt i fulde drag. Vi
spiste aftensmad på hotellet, hvor Robert og jeg fik lækker buffet, mens Anne
fik pasta og pigerne burgere. Om aftenen var de en tur mere i pool og boblebad,
og næste morgen stod den så på overdådig morgenbuffet på ”Rise” restauranten.
Jeg har prøvet store morgenbuffeter før, men intet der kan måle sig med denne!
Der var (næsten) alt man kunne forestille sig... og mere til!!!
Vi kørte med hotellets
shuttle-bus til Singapores Changi lufthavn, hvorfra vi skulle flyve med AirAsia
til Phuket i Thailand. Vi vidste godt at Singapore kun var en stop på vejen, og
jeg synes egentlig vi fik rimelig meget ud af de døgn vi havde dér. Men vi kunne
nu godt have brugt en dag eller to mere. Men nu venter Thailand... :-)
Kære alle.
SvarSletIgen spændende oplevelser.
Hvad er det for en hilsen pigerne har lært. De ser halvfrække ud.
Hvordan er det med jer og uvejret. I Singapore døde 29 eller var det 49? Nu er uvejret nået til Kina, og det stopper vist ikke der.
Nu glæder jeg mig for alvor til at høre nyt.
Knus til jer alle. Jette
KæreMichael og Co.
SvarSletAllerførst tak for billederne. Dem har jeg set efter flere gange om dagen. Det er da helt utroligt, hvad I oplever. Hvor er det godt, du fotograferer og skriver dagbog, ellers bliver det vist for svært for pigerne (og dig) at holde styr på det hele. Sikke en masse flotte bygningsværker, der findes. Det er lige før, man får lyst til at blive arkitekt. Når Clara og Emma bliver ældre, har de simpelthen så mangeindtryk og oplevelser at tære på/udnytte i deres videre gøren og laden. Det er en kæmpegave de piger har fået i årenes løb.
Så til noget helt andet. Hvad er DURIANS? Jeg kan ikke tyde ikonet, og det står ikke i Gyldendals røde ordbog.
Nyd den sidste ug, men vid, at jeg glæder mig til at have jer på dansk jord igen.
Min telefon er nærmest død i øjeblikket. I er i Langtbortistan og Dianga og Co. er på gran Canaria. Nå, ja! Sofie ringede hjem og fortalte mig, at de havde købt et postkort. Det er jo rart at vide, det er nemlig ikke skrevet endnu, og de kommer hjem i morgen.
Mange hilsner til jer alle. Jette
Kære Jette.
SvarSletTak for de rosende ord! :-)
Durian er en frugt der stinker helt forfærdeligt! Det er ikke til at beskrive, det skal simpelthen opleves...
http://da.wikipedia.org/wiki/Durian
Mange hilsner, Michael.