Filippinerne

Vi fløj med Cebu Pacific til Clark på Filippinerne, og specielt Clara havde glædet sig til de skøre konkurrencer de holder ombord. Nogle gange er det karaoke, andre gange vinder dem der først kan holde deres pung/livrem/venstre sandal eller andet op i luften, men på denne tur var det en slags jeopardy. Desværre kunne vi ikke helt tyde spørgsmålene, så selvom vi faktisk fik muligheden for at svare, så blev det ikke til gevinst denne gang!

Flyveturen til Clark tog et par timer og dér skulle vi så vente 2½ time. Clark ligger udenfor byen Angeles – ca. 80 km. nord for Manila. Det er en gammel amerikansk militærbase, der nu er lavet om til en lufthavn for lavpris-flyselskaber. Samtidig er det et godt knudepunkt på Filippinerne for dem der gerne vil undgå hektiske Manila. Vi fløj videre med AirAsia til Kalibo på øen Panay. Herfra er der ca. 2 timers kørsel til Caticlan hvorfra man kan sejle til Boracay. Robert og jeg skulle have været på Boracay i 2008, men måtte opgive det pga. tyfonen Fengshen. Sejlturen over til øen tager kun et kvarters tid, men det er med at holde tungen lige i munden, når man skal af og på bangkaen, som er en typisk udriggerbåd der bruges overalt på Filippinerne.

Ved ankomsten til Boracay tog vi en multi-cab taxa til vores hotel – Oro Beach Resort. Det ligger ved Boat Station 3 på den sydlige del af White Beach. Hotellet var ganske fint – værelserne var kæmpestore – og efter en dags tid fik de endda deres WiFi til at virke... efter vi selv havde forsøgt at få genstartet deres internet sent om aftenen. Det involverede bla. ledninger ud over balkonen, samt hacking af deres routere :-)

Vi spiste lidt aftensmad og gik en lille tur langs stranden, og Robert fik aftalt et dyk den næste dag – og så var det ellers i putten.

Tirsdag morgen vågnede vi op til dejligt solskin, og så ser Boracay virkelig ud som på postkortene. Nu er det jo lavsæson og regntid – og det kunne da godt mærkes på både vinden og vandet på stranden. Nu er jeg jo selv mest et pool-menneske, så det er jo ikke noget der gør mig det helt store. Vi slappede af i poolen, Robert var ude at dykke – og vi fik spist på vores nye ”stamsted”. Tjenerne var søde og venlige, og Emma fik et godt øje til den ene, som vi andre hurtigt fik døbt Raul (skal siges med rullende r – som i Raaaaaul). Det var måske egentlig mest ham der havde et godt øje til Emma, men det var sjovt at drille hende med det! :-)

Boracay minder på mange måder om Phi Phi, men er dog noget større. Så mange mennesker er der heller ikke lige nu, men man kunne godt få en fornemmelse af hvordan det ville være i højsæsonen, og jeg er ikke sikker på at jeg ville synes det var super fedt?! Vi fik gået lidt op og ned af White Beach, indleveret vasketøj – og kæmpet os igennem horder af sælgere, som faldbød solbriller, hatte og armbånd – dvs. nøjagtigt det samme som alle andre steder... nu står der bare Boracay på tingene.

Onsdag dykkede Robert en gang mere, og ellers var dagen en relativ kopi af tirsdagen. Afslapning, pool og god mad – men så kan man jo heller ikke forlange meget mere, vel?

Torsdag formiddag var vi på den modsatte side af øen, hvor mange af vand-aktiviterne foregår. Vi blev sejlet ud i en lille speedbåd til en platform ca. 500 m. fra land. Her fik vi en kort instruktion, før vi blev guidet ned af stigen til vandet. Her fik vi placeret en dykkerhjelm over hovedet, hvortil der konstant blev tilført luft gennem en slange. Man fortsatte de ca. 4 meter til man stod på havbunden, og så kunne man ellers opleve hvordan livet er dér. Det tog lige et minuts tid at vænne sig til dykkerhjelmen (og det faktum at der ikke kom vand ind, selvom den ”bare” sad løst på ens hoved. Instruktøren viste os bla. koraller, klovnefisk (Nemo) samt en søstjerne, og så blev der ellers taget en masse billeder. Det var en sjov og meget anderledes oplevelse, og specielt for os ikke-dykkere var det spændende. Robert er selvfølgelig vant til det, og var da også troppet op iført både dykker-dragt og –computer... til et ”dyk” på hele 4 meter! :-)

Efter at have været under i en halv time kom vi op til Clara, der i sidste øjeblik havde besluttet sig for at hun ikke have lyst til at prøve. Ærgeligt, for hun ville helt sikkert have moret sig – men så brugte hun tiden på at spille skak med vores lokale guide – og hun vandt endda hele 3 spil over ham.

Om eftermiddagen var det dårlige vejr kommet til Boracay – med både regn og blæst. Vi fik noget mad og en hurtig tur i poolen, men regnen var rimelig vedholdende. Om aftenen tog vi en tri-cycle til den anden ende af White Beach, hvor Clara prøvede en trampolin. Der var mange andre forbipasserende der var imponeret over hendes evner, og der blev taget en del billeder af hende!  Vi spiste på stranden, og bagefter gik Clara, Emma og jeg gennem d’Mall og tog en tri-cycle hjem. Imens gik Anne & Robert på jagt efter den lokale ”Bob Marley” vi havde hørt synge to dage før. Det lykkedes – og de fik også hørt et par andre musikere, ligesom de selv fik givet et par numre. De var da heller ikke helt appelsinfrie da de kom tilbage til hotellet lidt i 2. Min kære søster slog sit ben på sengen, og mente bestemt at hun skulle på hospitalet og syes. Senere skulle hun så liiiige på nettet, indtil Emma venligt bad hende om at skrubbe i seng! I lyset næste morgen blev det afsløret, at den store skade ikke var andet end en lille hudafskrabning! :-)

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet, og det var meningen at vi ville leje én til at køre os rundt på øen. Men det blev ved med at regne, så i stedet tog vi en taxa ned til havnen. Vi fik købt vores kombi båd- og busbillet til Kalibo, og så sejlede vi over til Caticlan. Her slog ”billet-mafiaen” til igen, og vi måtte betale 300 peso ekstra for at få vores kufferter med minibussen til Kalibo. Det er ikke den håndfuld kroner det kostede der er problemet, men hvor er jeg træt af mentaliteten med at ”rige” turister liiiige skal plukkes for lidt ekstra penge!

Vi blev sat af ved Kalibo Hotel og fik tjekket ind på vores værelser. Vi gik en kort tur i byen, og var bla. på en internetcafé for at få printet vores bordingkort ud. Det viste sig at være en større opgave, da det papir de havde i printeren ikke var A4, så til sidst måtte jeg selv op og vise dem hvordan de skulle printe det ud. Det var tydeligt at de ikke er så vant til turister i Kalibo, for der blev kigget godt på os – både på netcaféen og på gaden. Vi spiste aftensmad i et center, før vi tog en tri-cycle hjem til hotellet. Værelserne var fine og der var endda flere filmkanaler på fjernsynet.

Lørdag morgen tjekkede vi ud og tog en taxa til lufthavnen. Vi fløj med AirAsia fra Kalibo tilbage til Clark, og der var 6½ time til vi skulle flyve videre til Kota Kinabalu. Desværre kunne vi ikke tjekke vores bagage  ind så tidligt – og der er ingen bagageopbevaring i Clark Airport, så Clara, Robert og jeg tog AirAsias shuttle-bus ind til Marquee Mall i Angeles. Det er et stort shoppingcenter hvor vi spiste frokost på McDonalds. Clara fik en tur på en lille mekanisk elefant i et lille tivoli, for man er jo aldrig for gammel til en tur på en elefant, vel? :-)

www.youtube.com/watch?v=wl5YNTwy_gQ

Vi tog en jeepney tilbage til lufthavnen, og så var det Roberts tur til at blive tilbage og passe på bagagen, imens vi andre tog en taxa tilbage til centret. Clara fik købt et par fede Vans sko, og et par Big Mac’s og is senere, tog vi en jeepney tilbage. Indtjekning til flyet gik uden problemer, og snart satte vi kursen mod Borneo... og nye eventyr!!!