lørdag den 25. juni 2011

Thailand & Malaysia

Ferie... er der noget bedre? :-)
Ren afslapning stod på programmet, da jeg mandag eftermiddag fløj med Thai Airways til Bangkok. Jeg havde et tomt sæde ved siden af mig på den 10 timer lange tur, og det er altså luksus! Jeg fløj straks videre til Phuket, og fra lufthavnen tog jeg en minibus til Rassada havnen ved Phuket Town. Efter nogle timers ventetid sejlede færgen til Phi Phi, og efter 20 timers rejse var jeg på øen...

Det er nu 5. gang jeg er på Phi Phi, og jeg elsker at komme der. Der er ikke meget at lave - altså bortset fra at slappe af, nyde maden, vejret, strand osv. - helt perfekt! Jeg havde booket et værelse på Banyan Villa hvor jeg har boet flere gange før. De har lavet en del om de sidste par år, så der nu bla. er et fitness center samt en del flere værelser. Det er stadig et hyggeligt sted, som ligger helt perfekt på den lille ø. Jeg havde 5 skønne dage på øen, hvor jeg ikke lavede noget af betydning. Jeg fik spist og drukket på mine favoritsteder, og ellers blev tiden delt mellem swimmingpoolen, stranden, gåture gennem "byen" samt læsning på mit værelse - altså 110% afslapper ferie!

Søndag eftermiddag tog jeg færgen tilbage til Phuket og en minibus videre til Patong. Jeg gider ikke bo på selve Patong Beach, for der er sgu' for meget gang i den. Tidligere har jeg boet ved både Karon & Kata Beach, men denne gang valgte jeg et hotel ca. 1 km. væk fra stranden. Sun Hill Hotel tilbød fin standard (til under halv pris af Phi Phi) og det tog kun 20 minutters tid at gå ned til centrum - eller 4 minutter i en tuk-tuk :-)
Jeg var ude at shoppe, og en enkelt aften tog jeg ind og fik lidt at drikke på et par af de utallige barer, men ellers slappede jeg bare af...

Onsdag morgen tog jeg en taxa til lufthavnen, og derfra fløj jeg med AirAsia til Kuala lumpur i Malaysia. Personligt er jeg vild med deres koncept, og det er klart min favorit blandt de mange lavpris flyselskaber. Jeg havde kun givet et par hundrede kroner for billetten - alt inkl. AirAsia lander i lavpristerminalen LCCT i Kuala Lumpur, men deres egen SkyBus bringer én ind til KL Sentral på blot en time. Derfra tog jeg LRT toget til Pesar Seni midt i Chinatown. Her boede jeg også sidste gang jeg var i KL, men havde denne gang valgt at bo en smule billigere på StayOrange.com (ja, det hedder hotellet altså - og der er ingen præmie for at gætte adressen på deres hjemmeside :-)

AirAsia har deres Tune Hotels, som er drevet efter samme lavpriskoncept som deres fly. Du betaler for værelset, og hvis du så vil have "ekstra" ting, så koster det ved kasse 1. Det kan være aircon, WiFi, hårtørrer, safetybox, håndklæder m.m. - men har man ikke behov for disse ting, så lader man være og får så til gengæld selve værelset rigtigt billigt. At værelset så er meget lille - vi snakker 7-9 inkl. toilet - og oftest uden vindue - tja, det generer ikke mig for et par dage i en storby. Men jeg havde altså valgt StayOrange fremfor Tune pga. prisen, men ellers er konceptet det samme. Dog er StayOrange noget mere nedslidt, og det er nok forklaringen på prisforskellen - og næste gang vælger jeg nok Tune Hotel :-)

Mit værelse var på 7 - og det bringer minder om Chungking & Mirador Mansions i Hong Kong. Men man er jo ikke på storbyferie for at være på værelset, og beliggenheden på Petaling Street kan man i hvert fald ikke brokke sig over. Gaden er overdækket, og er KL's svar på Khao San Road i Bangkok. Faktisk synes jeg markedet er bedre end i Bangkok, og der er flere ting jeg kunne finde på at købe. Jeg fandt nogle solbriller til Carsten, der har lige så svært ved at finde modeller der passer - som jeg selv har.

Torsdag morgen tog jeg toget til Petronas Twin Towers, som var det store mål med denne lille udflugt til Kuala Lumpur. Da jeg var i byen i 2008 var det meste lukket pga. muslimske helligdage, så jeg havde ligesom et par "hængepartier" - bla. SkyBridgen mellem de to tårne.

Men ak... da jeg kome dertil fik jeg at vide at der var lukket pga. "Safety reasons" - eller også var der et VIP-besøg. Det kunne de ikke rigtigt blive enige om. Super ærgeligt, da jeg kun havde den ene dag hvor jeg kunne komme derop, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Men så må jeg jo bare komme tilbage til Kuala Lumpur en anden dag...

I stedet tog jeg til den store nationale moské og jeg genså også den flotte gamle togstation midt i byen. Jeg fik shoppet lidt på aftenmarkedet og fik noget rigtigt godt mad på en MEGET lokal kinesisk restaurant i Chinatown. Selvom jeg godt kan lide disse "turistmarkeder", så er det nu langt federe at gå nogle gader væk, og i stedet prøve dér hvor de lokale spiser!

Fredag morgen tog jeg toget fra KL Sentral til Butterworth. Jeg havde flottet mig og købt billet til 1 kl. - en togtur på ca. 7 timer til under 100 kr. Det var et dejligt blødt sæde og der var masser af benplads. Jeg troede ikke jeg sådan lige ville falde over større tognørder end mig selv, men det lykkedes faktisk. På sæderne ved siden af mig sad nemlig to englændere der arbejder ved British Rail. Når de rejser, så tager de med tog - og altid tog! Så tager de en masse billeder af vognene, lokomotiver, stationer, uniformer m.m. - kort sagt ALT der har med togene at gøre. Lidt ekstremt, men vi fik da brugt nogle timer på at snakke om "store" togrejser :-)

Efter ankomsten til Butterworth tog jeg færgen til Georgetown på øen Penang. Turen varer et kvarter og koster et par kroner. Jeg tog en taxa til mit fine 4-stjernede hotel, Royal Penang (tidl. Sheraton). Det er sådan et klassisk business-hotel, med flot lobby, store værelser, gode senge og lækre restauranter. Efter jeg havde tjekket ind, gik jeg en tur gennem byen og fik noget fantastisk kylling med karry på et lokalt marked. Jeg retur- nerede til hotellet, fik en dukkert i poolen og gik i seng med en god bog.

Lørdag morgen vågnede jeg så op med "ferie-mave" :-/ Det varede hele dagen, så den tilbragte jeg dels i sengen og dels på toilettet. Gudskelov var der room-service, så jeg kunne få alt det mad og drikke jeg havde behov for - og appetitten fejlede faktisk ikke noget!

Efter en lang dag, vågnede jeg noget friskere op søndag morgen. Jeg startede tidligt med en gåtur gennem "Chinatown" og "Little India", de to mest dominerende kvarterer i Georgetown. Jeg gik langs promenaden til Fort Cornwallis, men kun selve murene er tilbage af fortet. Jeg gik til Komtar, som er den højeste bygning på øen. En kontorbygning med shopping center og busstation i kælderen. Jeg tog bussen ud til Penang Hill, og tog med kabelbanen op til toppen. Den er netop blevet renoveret sidste år i stor stil. Behageligt, men jeg ville nu hellere have været med den gamle. Tidligere tog turen op til toppen næsten en halv time, og man skulle endda ud og skifte vogn halvvejs, så lang er turen! Nu er det store, nye aircon vogne der fragter én helt op på toppen på blot 7 min. - uden skift undervejs. Udsigten deroppefra er flot, men det var dog lidt diset den dag. På vej hjem til hotellet så jeg Kek Lok Si templet, men orkede ikke hele turen igennem det (op af bjerget). I stedet tog jeg hjem, fik en dukkert i poolen og en fantastisk middag på hotellet...

Efter morgenmads buffetten på hotellet mandag morgen, gik jeg en tur i den gamle bydel og beundrede de mange bygninger fra kolonitiden. Efter en dukkert i poolen og en 1½ times dejlig fodmassage tog jeg bussen til lufthavnen. AirAsia fløj mig til Bangkok på 1½ time, så ved 18-tiden var jeg igennem immigrationen og havde fået min bagage. Tidligere har det været ret nemt at komme ind til byen: Var man alene var lufthavnsbussen til 150 THB det billigste, men var man bare et par stykker var en taxa ligeså billig. Pr. 1. juni er bussen stoppet, da den nye toglinje til lufthavnen er oppe og køre. Prisen ind til byen er kun 45B, men man havner på en station hvorfra man alligevel skal videre. En taxa til Rambuttri kostede kun 80B, men det er lidt irriterende at man skal ud med al sin bagage og skifte. Der var det altså nemmere med bussen, men sådan er det...

Jeg havde booket et værelse på Rambuttri Village Inn, som har fået lidt af en overhaling de sidste par år. Fint værelse - nu med pæne møbler, farver på væggen og et køleskab - stor forandring fra de bare værelser med hvide vægge! Men prisen på 700B er stadig den samme, og det er altså fantastisk kvalitet man får for pengene dér!

Aftensmaden blev spist på den engelske "Oh My Cod", og aftenen blev tilbragt på Khao San Road og de tilstødende gader. Jeg fik "fornyet" mit studiekort og købt to rygsække og et par enkelte souvenirs, men der er ikke så meget nyt på turistgaderne - shoppingmæssigt. En ny ting i byen er flere "Fish Spa" hvor man stikker fødderne ned til små sultne fisk, der så spiser dine døde hudceller. Det har jeg prøvet før, så jeg valgte i stedet (endnu) en fodmassage til 200B - vistnok nr. 8 eller 9 på turen :-)

Det er altså fantastisk forkælelse i en time eller to at blive æltet godt igennem, og specielt de trætte "rejsefødder" får det meget bedre bagefter. Jeg fik det sidste måltid mad, tilbage på hotellet for en sidste tur i poolen, fik pakket min bagage - og så ellers en taxa til lufthavnen.

På turen hjem havde jeg hele 3 sæder til mig selv, og jeg kan kun gentage: Det er altså luksus på så lang en flyvetur! :-)

lørdag den 12. marts 2011

Sydney

Flyveturen til Sydney med LAN foreløb uden problemer, og i lufthavnen tog vi en shuttle bus til D'Lux Hostel i Kings Cross. Det tog lidt tid før værelset var klar, så vi fik lidt morgenmad (og lidt internet) på McDonald's, før vi gik tilbage til vores hostel. Vi tog en lille lur, fik et bad, og så tog vi toget ned til Circular Quay, hvorfra vi gik den korte tur ned til Opera Huset. Vi købte billet til deres "Essential Tour" (32 AUS$) som varer en times tid. Rundvisningen bringer én rundt til bla. koncert- og operasalen, og vi fik også set nogle af de mindre teater- og øverum der findes under de store sale. Alt i alt er det et imponerende bygningsværk, selvom gangene visse steder minder om en parkeringskælder. Men salene er fantastisk flotte, og man kan jo håbe at de får bragt det indvendige mere i stil med Utzons oprindelige planer - en proces der allerede er i gang i øjeblikket. Turen sluttede i "The Utzon Room", som også rummer eksempler på dansk møbelkunst. Jeg er i hvert fald glad for at vi tog denne rundvisning...

Torsdag morgen gik vi ned til AVIS og hentede den Hyundai Getz vi havde bestilt (55 AUS$). Vi kørte tilbage til vores hostel og tjekkede ud, og så blev bagagen smidt om i bagagerummet. Vi kørte først til lufthavnen for at se om man kunne tjekke ind så tidligt, men det var desværre ikke muligt. Så i stedet satte vi kursen mod Bondi Beach, hvor vi spiste morgenmad. Vi var lige en tur nede på stranden, dog uden at være i vandet.

Vi satte kursen vestpå - mod de blå bjerge - Blue Mountains. Køreturen derud tog ca. 1½ times tid og på vejen stoppede vi ved et I-Site og fik et kort og lidt information om området. Vi stoppede ved flere flotte vandfald, før vi til sidst kom til Katoomba. Her så vi den berømte klippeformation "De Tre Søstre" før vi kørte videre til 'Scenic World'. Det er udgangspunktet for flere 'Scenic' forlystelser, og vi bestemte os for at købe et pas til 3 af dem (28 AUS$)...

Vi startede med Scenic Railway som jeg har prøvet før med Jette. Turen med 'Verdens stejleste jernbane' er overstået på nogle minutter, men det er en meget sjov tur. Turen tilbage op fra dalen foregik denne gang med Scenic Cableway, som er en stor kabine/kabelbane. Jeg var ikke helt tryg ved situationen, men turen gik (selvfølgelig) fint! Sidste punkt var turen med Scenic Skyway hvor man tager turen tværs over dalen med en kabelbane med glasgulv. Ikke lige mig, men jeg fik da prøvet det... :-)

Jeg fik shoppet lidt i byen og vi var på nettet for at tjekke os ind på flyet hjem, inden vi satte kursen tilbage mod Sydney. Det var egentlig meningen at vi ville have sluttet med en køretur over Sydney Harbour Bridge inden vi kørte til lufthavnen, men vi havnede i så meget trafik, at vi til sidst ikke turde risikere det! Så vi satte kursen mod lufthavnen hvor vi afleverede vores lejebil. Det var en både smart og billig måde at gøre det på!

Vi fik afleveret vores bagage og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet fra Etihad Airways. Vi var så heldige at vi begge havde en hel række sæder for os selv - det er altså luksus på en 15 timers flyvetur. Vi landede i Abu Dhabi hvor vi skiftede fly og det samme gentog sig i Bruxelles. Den sidste lille flyvetur foregik med Brussels Airlines. Vi landede planmæssigt i Kastrup... efter en meget lang rejsedag!

Det var en fantastisk tur, og det er ikke sidste gang jeg har besøgt Australien & New Zealand. Efterfølgende har vi lavet regnskab for turen,  og mine udgifter var ca. 33.000 kr. Det inkluderer fly t/r, leje af campervan, bil, forsikring, overnatninger, mad & drikke, aktiviteter, seværdigheder m.m. - kort sagt ALT! Egentlig ikke så dyrt, når man tænker på vi var væk i mere end 5 uger...

tirsdag den 8. marts 2011

Waitomo>Auckland

Efter vi havde forladt hulerne ved Waitomo, satte vi kursen nordpå gennem Hamilton til Thames. Byen ligger i det sydvestlige hjørne af halvøen Coromandel. Vi fortsatte op langs vestkysten til Coromandel Town, hvor vi bookede os ind på den lokale Holiday Park (PS 40 NZ$).

Fredag morgen skulle vi have været med den lille ”Driving Creek” togbane, men vi droppede det pga. mangel på tid. I stedet brugte vi dagen på at køre rundt på halvøen, hvor vi stoppede flere steder – bla. ved Hot Water Beach. Sidst på eftermiddagen forlod vi Coromandel, og satte kursen mod Auckland. Der holdt vi så i bilkø i en times tid (det var jo også fredag eftermiddag!) før vi kunne fortsætte nordpå. Vi drejede fra ved Orewa, og fik en plads på Pinewoods Motor Park (PS 34 NZ$) før vi handlede ind i det lokale supermarked.

Lørdag kørte vi så videre nordpå til Whangarei, hvor vi bla. så Whangarei Falls. Vi var også en tur nede ved det hyggelige lille Town Basin, hvor en del lystbåde ligger forankret. Vi fik en plads på Alpha Holiday Park (PS 40 NZ$) og fik lavet mad, før vi var en tur i biffen. Vi så komedien ”Hall Pass” med bla. Owen Wilson - og den var ganske sjov! 13,50 NZ$ (ca. 55 kr.) for billetten kan man vist heller ikke indvende noget imod.

Søndag morgen kørte jeg Robert til Tutukaka hvor han skulle være kl. 8. Han skulle nemlig dykke ved Poor Knights Island (245 NZ$) og imens kastede jeg mig over indkøb og vasketøj. Kl. 16 var jeg tilbage i havnen - 26 km. fra Whangarei - og hentede ham igen, og så satte vi kursen mod Paihia og Bay of Islands. På vejen stoppede vi i Kawakawa hvor vi så toiletterne indrettet af Huntertwasser. For mig personligt er det jo næsten poetisk, at man rent faktisk kan forene kunst og toiletter!

Det havde regnet pænt meget de foregående par dage, så vi besluttede os for en cabin (60 NZ$) på Bay of Island Holiday Park. Der var faktisk plads til 6 personer, så for en gang skyld havde vi faktisk masser af plads! Vi lavede aftensmad, så lidt fjernsyn – og så var det i putten! :-)

Mandag kørte vi lige ind og rundede Paihia før vi satte kursen mod Cape Reinga. På vejen stoppede vi bla. og så den store vindeltrappe der er hugget ud i et gammelt kauri træ, og vi var da også lige nede og runde ”Ninety Mile Beach”. Vi må dog ikke i vores udlejningsbil køre på stranden, så vi måtte tage turen ad hovedvej 1 i stedet. Cape Reinga ligger for enden og vi gik en tur ud til det lille fyrtårn på spidsen. Vi kørte sydpå igen, og nåede lige akkurat den lille færge ved Kohukohu som sejler til Rawene. Sejlturen tager kun 10 min. (18 NZ$) – men man sparer en køretur på næsten 100 km. Vi overnattede på Opononi Holiday Park (PS 38 NZ$) – hvor jeg havde boet tidligere. Vi fik tømt bilen for en måneds affald (så slemt var det nu heller ikke!) og fik pakket vores bagage.

Tirsdag morgen kørte vi så sydpå gennem Waipoua kauri skoven, hvor vi bla. så de to største (nulevende) kauri træer – Tane Mahuta (skovens gud) og Te Matua Ngahere (skovens far) samt bla. ”De fire søstre”. Vi kørte videre til Dargaville, hvor vi ved byens museum så masterne af Greenpeace skibet ”Rainbow Warrior”. Vi fortsatte til Auckland, og fik det flotte syn af byen fra Harbour Bridge. Vi kørte til Devonport hvor vi kunne tage fine billeder af Aucklands skyline – by night! Robert fik sig en lille lur i bilen imens jeg kiggede billeder, og så var det tid til at aflevere vores lille campervan. Til prisen har den været fantastisk, men det ville selvfølgelig have været rart med en lidt større model! :-)

Efter vi havde afleveret bilen, blev vi hentet af en SuperShuttle og kørt til lufthavnen. Her sidder vi så nu og venter på flyet til Sydney…

torsdag den 3. marts 2011

Wellington>Waitomo

Vi forlod Wellington – og Clare – søndag morgen, og satte kursen mod nord-øst gennem Hutt Valley. Vi passerede bla. igennem Dannevirke der er en gammel dansk bosættelse, men i dag er der kun de danske gadenavne tilbage, samt et stort skilt af en viking der byder én goddag og farvel.

Ud på eftermiddagen nåede vi først til Hastings og senere til Napier. De to byer der er kendt for deres bygninger i Art Deco stil, ligger dog meget stille hen på sådan en søndag! Vi nøjedes med en køretur op til Bluff Hill samt et gensyn med ”Pania of the Reef” der minder meget om vores egen lille havfrue. Vi kørte nogle kilometer nordpå langs Hawke’s Bay og fik en plads (PS 28 NZ$) på Bay View Holiday Park. Det er en ganske lille campingplads, men med en hyggelig værtinde og forbavsende pæne faciliteter. Det havde vi ikke helt forventet da vi kom dertil! :-)

Mandag morgen kørte vi sydpå langs bugten til Summerlee hvor vi stillede bilen. Vi havde booket en tur med Gannet Overland Safaris (58,50 NZ$) hvor vi blev kørt til gannet kolonierne ved Cape Kidnappers. Turen gik igennem en kæmpe ejendom ejet af en amerikaner, som har indrettet området som farm, golfbane, vildtreservat, lodge m.m. En spændende tur gennem et spændende landskab. Vi nåede frem til gannet fuglene, som Robert havde glædet sig til at se… og ikke mindst fotografere. Vi blev bestemt heller ikke skuffede, da vi parkerede ca. 2 meter fra fuglene, som på ingen måde tog notits af os, så man kunne i den grad komme tæt på. Denne koloni holdt til oppe på klippen ved det lille fyrtårn, men man kunne også se de andre kolonier på stranden og på et klippefremspring helt ude på spidsen. Efter 3 timer var vi tilbage ved vores bil, og det havde bestemt været en god tur…

Vi satte nu kursen mod nord-vest og nåede Taupo sidst på eftermiddagen. Første stop var i den lille havn, hvor vi fik hilst på Bill Dawson – skipper på den gamle yacht ”Barbary”. Anne & Carsten kendte ham fra deres tur tilbage i 1995/96, og jeg sejlede også en tur med båden da jeg var i Taupo sidste gang. Vi kørte ud til Huka Falls og beundrede det meget massive vandfald, og forsøgte også at finde Aratiatia dæmningen der ligger et stykke nede ad Huka floden. Men der er bygget en ny omfartsvej udenom Taupo (i øvrigt en rigtig god idé!), som gjorde at vi ikke kunne finde dæmningen. Vores bedste bud er, at man har bygget en bro ovenpå dæmningen. Det gør i hvert fald, at man ikke længere kan stå og se når flodportene bliver åbnet, og det var lidt ærgerligt… for det var et spektakulært syn. Vi bookede to nætter på Lake Taupo Top10 Holiday Resort (PS 44 NZ$) som er en super fed campingplads med alle tænkelige faciliteter.

Tirsdag morgen tog vi på sejltur (35 NZ$) med ”Barbary Bill” som nu er blevet 69 år. Han er en festlig skipper, som forstår at underholde sine passagerer undervejs. Der var en gruppe på 8-10 piger ombord, der havde nogle dages ”friluftsundervisning” – så de fik lov at styre båden, sætte sejl osv. – selvfølgelig under Bill’s kyndige vejledning. Vi rundede de ca. 30 år gamle Maori udskæringer i nogle klipper i en lille bugt, hvor der også var mulighed for en dukkert. Turen var alt i alt rigtig hyggelig, vejret var fint og underholdningen i top. Kl. 12.51 holdt vi to minutters stilhed for at mindes ofrene for jordskælvet i Christchurch én uge tidligere. Vi kom i land og sagde pænt farvel til Bill, gik en tur rundt i byen, handlede ind og kørte så tilbage til campingpladsen – og en tur i poolen!

Onsdag morgen kørte vi mod Rotorua, men stoppede ved Wai-O-Tapu Thermal Wonderland (32,50 NZ$) på vejen. Her så vi den lille gejser ”Lady Knox” springe kl. 10.15, før vi gik en tur rundt blandt de farverige, men stinkende mudderhuller! Favoritterne er (stadig) ’Champagne poolen’, ’Paletten’ og ’Djævelens bad’. Robert tog sig god tid med at tage billeder, så vi endte med at gå rundt derinde i et par timer. Lang tid i den dunst!

Vi kørte videre til Rotorua, der udover stanken af rådne æg, også er kendt som ”ekstrem-byen” på Nordøen (sammen med Taupo), og der er masser af muligheder for faldskærmsudsping, rafting, jetbåde m.m. Vi tog ud til Agroventures der byder på mange spændende aktiviteter. Vi prøvede den eneste ”Schweeb” i verden. Det er en cykelbane, hvor man hænger i en kapsel under nogle metalbjælker, og så gælder det ellers bare om at træde derud af. Man kan komme op på hastigheder af 60 km/t og man får sig også nogle pæne ture i svingene. Man kan køre mod hinanden – 3 omgange af 200 m. – og jeg må desværre indrømme at Robert vandt med 1 sek. foran mig. Når man kører kan man ikke rigtigt se hvor den anden er, så det er bare med at hjule derud af. Efter 3 omgange (ca. 1 m. og 8 sek.) holder man så op med at træde, og så kommer man faktisk 2 hele gange rundt på banen før man stopper. Det var pissesjovt, men også hårdt – selvom man kun skulle træde i 3 omgange!

Bagefter prøvede jeg ”Extreme Freefall” som er verdens eneste udendørs vind-tunnel. Man bliver iført en dragt og placeret ovenpå denne store turbine – og så tænder de ellers bare for motoren. Man kan lære at ”flyve” op til nettet der er spændt ud over – ca. 3 meter oppe, men jeg tror aldrig jeg kom højere end ca. 1½ meter. Jeg skal dog hilse og sige at det også er rigeligt! Undervejs giver de én tips til at komme højere op, snurre rundt m.m. – og selvom turen nok kun tog 1½-2 minutter, så var jeg helt færdig da de slukkede motoren, og jeg stille dalede ned igen! Robert havde stået og set på og fået sig en ordentlig griner, for ens kinder bliver bare trykket helt sammen på groteske måder undervejs. Absolut alle pengene værd !!! Samlet pris for begge aktiviteter 76 NZ$ (320 kr.)

Vi kørte også lige forbi den lille bane hvor man kan prøve at blive trillet ned af en bakke i en overdimensioneret gummikugle (Zorb), men vejret var ikke længere så godt, så vi valgte at sige vi havde haft action nok for én dag. I stedet kørte vi videre mod Waitomo. Vi overnattede i Otorohanga, hvor vi flottede os med en 'cabin' til 56 NZ$.

Torsdag morgen kørte vi de sidste 16 km. til Waitomo, hvor vi havde booket en kombi-tur (79 NZ$), så vi først så 'Glowworm Cave' midt i byen. Dette er den største glowworm hule i området, og turen var såmænd helt udemærket. Man kommer først igennem en tør del af hulen, hvorefter man sejler det sidste stykke med tusindvis af de små larver hængende i loftet og på væggene omkring én. Jeg må dog indrømme at jeg foretrak den mindre tur med Spellbound jeg var på sidst jeg var i Waitomo, det var lidt mere intimt end den store hule.

Bagefter besøgte vi så Ruakuri hulen på en 2 timers tur. Vi havde en fantastisk guide - Lucas, som fortalte om hulesystemerne undervejs. Her så vi også glowworms, og fik også set nogle folk på "Blackwater rafting" i mørket inde i hulerne. Efter turen satte vi kursen mod nord - og halvøen Coromandel...

lørdag den 26. februar 2011

Picton>Wellington

Vi sejlede med Bluebridge færgen ”The Straitsman” fra Picton kl. 8 og sejlturen tog 3½ time. Færgen var tidligere ”M/F Dueodde” og sejlede mellem Rønne og Køge. Det var lidt sjovt at se danske skilte overalt på færgen, for dem har man - underligt nok - ikke skiftet ud…

Ved ankomsten til Wellington kørte vi de få hundrede meter ned ad havnefronton til ”Waterfront Motorhome Park” – en parkeringsplads for campervans - der åbnede sidste år, helt inde midt i byen. Det koster 50 NZ$ at holde her fra kl. 10 til kl. 10 næste dag, og med de priser parkering koster i Wellington, så er der hurtigt 10-20 NZ$ sparet om dagen. Der er faktisk fine forhold hvad angår bad og toilet, og samtidig slipper man for at køre ud til Hutt Valley – ca. 15 km. væk – hvor de nærmeste camping-pladser ellers ligger.

Vi startede med at køre op til udkigspunktet på Mt. Victoria, der ligger i udkanten af byen. Derefter tog vi med kabelbanen op til den Botaniske Have – begge dele et must når man er i Wellington. Ud på eftermiddagen mødtes vi med Clare, som jeg mødte i Kina tilbage i 2007. Hun har rejst nu i 5½ år, heraf de sidste 8 måneder bosiddende i Wellington. Her arbejder hun som analytiker på et teknisk laboratorium – i rigtig CSI stil!

Vi tog til en udendørs sommer-bio i botanisk have, en gammel jugoslavisk film der godt nok var underlig, men bestemt også sjov. Vi mødtes også med Linda som Clare deler lejlighed med. Vi gik tilbage gennem byen, før vi sagde farvel til kvinderne og gik hjem til vores bil.

Fredag gik vi op og så parlamentsbygningen og den tilhørende ”Bikube” bygning. Vi var også inde i både den relativt nye katedral - samt den gamle ”Old St. Paul’s” – begge flotte kirker. Vi gik igennem den flotte togstation og så den fine lille statue af Ghandi der står ude foran. Vi fortsatte ned til Te Papa, der er New Zealands nationalmuseum. Her så vi bla. en fotoudstilling og forskellige andre dele af museet. Sidst på eftermiddagen mødtes vi igen med Clare og gik hjem og så hendes hus. Senere kørte vi med i lufthavnen, da hun skulle hente sin ven Stuart der bor i Auckland. Tilbage hos Clare fik vi en del at drikke, godt hjulpet på vej af flere forskellige drikkelege! Senere gik vi i byen, og endte efter et par steder på en irsk pub, som også bød på udmærket livemusik. Klokken var omkring 3 før vi var hjemme, men det havde været en fed dag… :-)

Det var egentlig meningen at vi ville have kørt videre lørdag morgen, men Clare havde fået overtalt os til at blive en dag mere. Vi var nu heller ikke oppe meget før middag, så det var nok klogt nok. Vi mødtes i en lille park nede ved havnen lidt før kl. 14, og sad her og så ”Campground Chaos” optræde med både traditionelt gadeteater, akrobatik og jonglering. Vi så også afslutningen på årets dragebådsrace i havnen før vi gik hjem til Clare. Her slappede vi af i nogle timer, og fik set lidt nyt om jordskælvet i Christchurch. Dødstallet er nu oppe på 145 bekræftede (og identificerede), men man regner med at det stiger til ca. 300 – puha!

Vi fik lidt thai-mad til aften, og selvom Clare var frisk på at vi skulle i byen (igen), så valgte vi at sige pænt tak for denne gang, og gå tilbage til bilen. Vi er jo ikke helt unge mere - men det var fandme hyggeligt at se Clare igen! Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang…

onsdag den 23. februar 2011

Dunedin>Picton

Vi kørte nordpå og passerede flere dæmninger og vandkraftværker ved Waitaki floden. Vi passerede Palmerston og Oamaru, før vi drejede ind i landet og nåede til Twizel. Jeg ville gerne have været så langt oppe af Mt. Cook som vi kunne køre, men vejret var dårligt og udsigterne for dagen efter var ikke bedre. Så vi fortsatte i stedet til Lake Tekapo, hvor vi fik en plads på byens eneste campingplads – Lake Tekapo Motels & Holiday Park (PS 38 NZ$).

Naboen til campingpladsen er Alpine Springs Hot Pools som vi gik ned til efter aftensmaden. For 23 NZ$ får man en billet der er gyldig efter kl. 16 og indtil kl. 13 dagen efter, så det gjorde vi. Der er 3 bassiner med variende varmt vand, men det varmeste var næsten liiiige for varmt. Udsigten fra de 3 pools var fantastisk, da stedet ligger helt ned til Lake Tekapo. Det var meningen at vi skulle have været på ”natte-foto-stjerne-kigge-tur”, men da det faktisk småregnede blev det naturligvis ikke til noget.

Søndag morgen kørte vi igennem landsbyen til The Church of the Good Shephard, som er en af de mest fotograferede bygninger i New Zealand. Den meget lille, men ekstremt charmerende kirke, ligger lige ned til Lake Tekapo, og med søen og bjergene i baggrunden forstår man godt at så mange lægger vejen forbi. Bagefter kørte vi op på Mt. John der også ligger ned til søen. På toppen finder man et lille observatorium og ”Sky Café”, hvorfra man har et fantastisk 360 graders panorama view. Vi nåede en tur mere i de varme bade (med indgang lige inden kl. 13 :-)

Vi forlængede vores ophold på campingpladsen for en nat mere. Om aftenen kørte vi ned og så den lille kirke igen, og måtte konstatere at der heller ikke blev noget stjernekiggeri den nat. Øv, for det var noget vi begge havde glædet os til…

Mandag morgen rundede vi kirken igen på vej ud af byen, denne gang inden alle turistbusserne begyndte at komme. Lake Tekapo er et hyggeligt sted, men ærgerligt at vores ’stjerneoplevelse’ gik i vasken. Vi kørte ud til kysten og nordpå til Christchurch. Der havde vi jo været før, så vi nøjedes med at få lidt frokost og handle ind i et af de store Pak ’N’ Safe varehuse.

Vi kørte videre til Kaikoura og fandt en plads på Kaikoura Top10 Holiday Park (PS 38 NZ$). Vi undersøgte mulighederne for at komme på en tur dagen efter, for Kaikoura er berømt for sine havpattedyr – hvaler, delfiner, sæler m.m. Min store drøm er at få lov til at svømme med delfiner på det åbne hav, og vi fik en stand-by plads på en tur dagen efter med Dolphin Encounter. Efter aftensmaden nåede vi lige en tur i poolen på pladsen.

Tirsdag morgen fik vi de sidste pladser på turen kl. 8.30, da der var nogle der sprang fra pga. vejret. Det gyngede nu også en hel del, men vi var på vej til delfinerne! Det lykkedes os at finde en pæn flok, så iført våddragt, svømmefødder, maske og snorkel kastede vi os i vandet. Det er syret at svømme i vandet (der bemærket var pænt koldt) ved siden af disse fantastiske dyr. Man er helt tæt på de vilde dyr, der svømmer rundt om én og under én. Vi stoppede en gang til et andet sted, hvor der virkelig var mange delfiner. Om der var 50 eller 100 i flokken skal jeg ikke kunne sige, men tit kunne man se 5-6 dyr under vandet på samme tid. En helt fantastisk oplevelse, som jeg i hvert fald aldrig glemmer! At jeg så knækkede mig et par gange på turen tilbage (nok en kombination af søsyge og slugt havvand), kunne ikke forhindre at jeg var helt høj !!! :-)

Efter turen kørte vi videre nordpå til Blenheim og derfra ind i landet til Nelson. Vi fik en plads på Nelson Top 10 Camping (PS 42 NZ$) som er en rigtig fin indrettet campingplads. Vi var lidt rundt i den hyggelige by, og havde så planlagt en dejlig slapper-aften. Men da vi kom ind i køkkenet/tv-stuen hørte vi om et jordskælv der havde ramt Christchurch nogle timer tidligere. Byen er i forvejen berørt af det jordskælv der ramte i september 2010, men denne gang var det endnu værre. Epicentret var blot 5 km. fra centrum af byen, og mindst 75 mennesker er døde og flere hundrede er stadig savnet. En katastrofe… og vi var altså i byen kun 24 timer tidligere. På Ekstra Bladets hjemmeside eftersøgte de danskere der var i området, og vi fik mailet med en journalist – og det kom der følgende artikel ud af :
http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1507604.ece

Jeg må nu nok sige at journalisten fik smurt noget tykt på, for vi var jo altså 150 km. væk – og bemærkede intet til jordskælvet – og i artiklen lyder det (næsten) som om vi var i livsfare… og det var jo altså ikke tilfældet!

Onsdag kørte vi østpå til Picton og den lokale Top10 campingplads (PS 42 NZ$). Vi fik handlet en smule, vasket tøj og lavet mad – og i morgen tidlig skal vi så med færgen til Wellington. Det betyder altså et farvel til Sydøen… og goddag til Nordøen!

fredag den 18. februar 2011

Queenstown>Dunedin

Køreturen fra Queenstown til Te Anau går igennem ret øde områder, og der er langt mellem noget man bare tilnærmelsesvis kan kalde en by, så det er med at få fyldt op af forsyninger når muligheden byder sig. Det gælder både til os selv og til bilen. Te Anau er ”byen” man passerer på vej til Milford Sound, og her blev vi på Te Anau Lakeview Holiday Park (PS 38 NZ$). Selve byen er ikke så interessant, men der er dog en del butikker og caféer – samt masser af butikker der sælger gear til vandreture m.m. Vi havde været på jagt efter en ekstra madras til bilen, men det var ikke sådan lige til at finde.

Mandag formiddag satte vi så kursen mod Milford Sound, og de 119 km. derud er en rigtig flot køretur. På vejen passerer man Homer tunnelen, som er en meget rå tunnel hugget og sprængt igennem klippen. Den er 1207 m. lang, og om dagen er den ensrettet – et kvarters fri kørsel først fra den ene side – og så et kvarter fra den anden side. Om aftenen er den åben i begge retninger, men så skal man passe godt på, for så bred er den heller ikke.

Vi valgte at tage en eftermiddagstur med Mitre Peak Cruises (68 NZ$) som gav os en 2 timers sejltur fra bunden af fjorden og ud til det Tasmanske Hav. På vejen passerer man masser af klipper som rejser sig lodret op af vandet. Flot, men dog ikke helt så spektakulært som jeg faktisk havde forventet. Flotte var til gengæld de MANGE vandfald vi passerede, og alle de flotte regnbuer vi så – heriblandt én der startede ved fronten af vores båd, og lavede en synlig ubrudt bue hele vejen ned til enden af båden – det har jeg godt nok aldrig oplevet før!

På vejen tilbage mod Te Anau holdt vi ind ved en DOC campingplads ved Mackay Creek, hvor vi besluttede at overnatte. Jeg satte vores lille ”telt” fast på bagenden af bilen imens Robert lavede mad. Det var et fantastisk sted, med en lille flod og masser af bjerge i baggrunden… men desværre også med masser af kryb – så vi pakkede sammen igen, og kørte videre til Te Anau hvor vi overnattede på samme campingplads en nat mere.

Tirsdag kørte vi så mod Invercargill og valgte ”The Southern Scenic Route” sydpå. Vi stoppede ved den 112 år gamle hængebro ved Clifden – den længste hængebro på New Zealand. Vi gjorde også holdt ved Monkey Island og forskellige viewpoints på vejen. Ud på eftermiddagen kom vi til Invercargill, som er en ”rigtig” by med ca. 50.000 indbyggere – knapt 5 gange så mange som i Queenstown. Vi spiste på McDonalds, og derefter lykkedes det os faktisk at finde en (godt nok brugt) springmadras til bilen for 70 NZ$ (300 kr.) Det burde i hvert fald gøre det lidt mere behageligt for os om natten.

Vi tjekkede ind på Invercargill Top10 Holiday Park (PS 36 NZ$) før vi satte kursen mod Bluff. Egentlig er det ikke Sydøens allermest sydlige punkt – og der er jo også hele Stewart Island, men ligesom man har begrebet fra Gedser til Skagen i Danmark, har man fra Cape Reinga til Bluff på New Zealand. Jeg fik taget et billede af mig ved stolpen ved Stirling Point, som modsvarer det jeg fik taget ved Cape Reinga for et par år siden. Samme sted er også lavet en aluminiums kæde, der symboliserer sammenholdet på New Zealand. Der er en gammel Maori fortælling, at Maui (en gudslignende person) bandt sin kano (Sydøen) fast til ankeret (Stewart Island) – hvorefter han fiskede Nordøen op af vandet. Kæden ”forsvinder” ned i jorden ved Bluff og ”kommer op igen” på Stewart Island som Maui’s ankerkæde. Vi kørte også op på Bluff Hill, hvorfra man kunne se bla. til Stewart Island og området omkring Bluff og Invercargill.

Onsdag morgen shoppede vi i Invercargill før vi satte kursen mod The Catlins. Området er fyldt med udsigtsteder, og vi stoppede bla. ved Slope Point, som i modsætning til Bluff, faktisk er det sydligste punkt på Sydøen. Vi stoppede ved Curio Bay og kørte op på en bakke, hvorfra man har et godt udsyn over både Curio Bay og Purpoise Bay. Vi besluttede at blive på Curio Bay Campground (PS 27 NZ$) så vi om aftenen – forhåbentlig – kunne se de sjældne Hoiho eller gul-øjede pingviner. Det lykkedes til fulde, da vi på stranden kunne se ca. 10 pingviner komme op af vandet, og vandre til deres reder der er bygget ind i klippen.

Torsdag kørte vi videre og stoppede en hel del steder. Først ved Florence Hill, og senere ved flere vandfald – bla. Matai, Horseshoe og Purakaunui Falls. Her fik vi lejet lidt med vores kameraer, så vi kunne tage billeder af vandet med lang eksponeringstid, så det ser ud som et hvidt tæppe af vand. Vi endte dagen ved Nugget Point hvor vi gik ud og så det lille fyrtårn. Vi ankom til Dunedin sidst på eftermiddagen og fik en plads på Leith Valley Touring Park (PS 34 NZ$) der ligger blot få km. fra centrum.

Fredag morgen kørte vi ned for at kigge efter et filter til Roberts kamera, men det er desværre ikke noget vi kan få hernede. Vi kørte op af den stejleste beboelsesgade i verden – Baldwin Street, der på det stejleste stykke har en stigning på over 31 grader. Jeg var godt nok i tvivl om vi turde gøre forsøget, men det lykkedes både at komme op og ned igen i god behold. Vi kørte også op på Signal Hill for at se udsigten over Dunedin. Vi besøgte byens Botaniske Have og senere tog vi med toget til Pukerangi med Taieri Gorge Railway. Det er en flot 4 timers tur frem og tilbage via broer, viadukter og tunneller igennem Taieri kløften. Om aftenen kørte vi til Pilot Beach på Otago halvøen der ligger lige ved Dunedin, men vi blev ikke længe nok til at se pingviner. I stedet kørte vi rundt på halvøen, og da det blev mørkt kunne vi tage nogle fine billeder af Dunedin by.

Vi sov en nat mere på samme campingplads, og lørdag morgen satte vi så kursen nordpå igen…

søndag den 13. februar 2011

Christchurch>Queenstown

Vi forlod Christchurch onsdag formiddag og kørte vestpå mod Arthur’s Pass. Vejen igennem bjergene er snoet og det går op og ned hele vejen. Vi stoppede ind ved flere viewpoints, og man kan virkelig nemt stoppe mange gange for ”blot” at nyde udsigten. Vi valgte vejen øst om Lake Brunner og endte på vestkysten i Greymouth. Robert havde lavet en lille ”pakkefejl” - som betød at han ikke havde fået sine shorts med (men til gengæld var der plads til 14 kg. fotoudstyr!). Så vi besøgte ”Warehouse” hvor vi faktisk begge kunne finde tøj i vores størrelse. Så vi fik tilsammen købt 3 par shorts, 2 skjorter, 2 bælter og en t-shirt for ca. 700 kr. – det er sgu’ meget godt gået! :-)

Efter Greymouth kørte vi sydpå til Hokitika. Byen er ret lille, som de fleste byer på Sydøen jo er, men vi besluttede os for at overnatte på Hokitika Holiday Park, hvor en strømplads (PS) kostede 30 NZ$ for to personer. Næste morgen kørte vi de ca. 30 km. til Hokitika Gorge, hvor der er lavet en mindre hængebro over floden. Solen forsvandt dog lige som vi kom ned til broen, men det var alligevel et pænt sted.

Vi fortsatte sydpå til Franz Josef gletcheren som sammen med Fox gletcheren er ret sjældne. Ikke fordi der ikke findes masser af gletchere rundt omkring i verden, men det specielle er, at de i dette klima ender næsten nede ved havets overflade. Gåturen gennem dalen for at komme til selve glecheren tog ca. 45 min. – og det var faktisk noget koldt og blæsende. Vi nåede frem så langt man må komme – ca. 100 m. fra fronten. Det er et flot syn, men jeg troede egentlig den havde været lidt mere fyldig, men det er selvfølgelig sommer hernede nu…

Vi kørte de ca. 25 km. videre til Fox, hvor vi lige var nede og runde gletcheren sidst på eftermiddagen. Vi fik en plads på Fox Glacier Lodge (PS 32 NZ$) og lavede sweet & sour kylling til aftensmad. Næste morgen tog Robert en ca. 40 min. lang helikoptertur over begge gletchere (260 NZ$), imens bangebuksen blev nede på jorden. Det havde været en flot tur, som også inkluderede en landing oppe på isen. Det må have været meget specielt, og hans billeder derfra er i hvert fald flotte! Vi kørte ud og så selve gletcheren igen, som er lidt mindre end Franz Josef.

Vi satte atter kursen sydpå og passerede Haast Pass og Lake Hawea ud på eftermiddagen. Der er kun meget lidt bebyggelse på denne strækning, og der er mindst et par hundrede km. mellem tankstationerne, så det var med at få fyldt op når chancen bød sig. Vi overnattede på en kommunal campingplads (NP 14 NZ$) i Albert Town – 5 km. fra Wanaka. Lige ved solnedgang fik bjergene omkring os en fantastisk gylden farve.

Lørdag morgen kørte vi ind til Wanaka der ligger lige ned til søen af samme navn. Hyggelig lille by, hvor alt dog er rettet mod turisme. Vi passerede også Puzzling World, som har masser af sjove, skæve bygninger, labyrinter m.m. Vi kørte mod Queenstown, men stoppede ind ved Kawarau Bridge ca. 23 km. udenfor byen. Det var her at AJ Hackett i 1988 åbnede verdens første kommercielle bungy jump forlystelse, og det er stadig det ”originale” sted at springe fra. Personligt synes jeg det er alt for kommercielt, med mange mennesker, højt musik og feststemning… men sådan er vi jo så forskellige. Skulle jeg gøre det, så ville jeg foretrække et sted som f.eks. ved Taupo på Nordøen eller JungleBungy i Thailand.

Efter lige at have rundet centrum kørte vi til Shotover Canyon ca. 5. km. nord for Queenstown. Her prøvede jeg en tur med jetbåd, af samme type som jeg var med ved Huka Falls på Nordøen. Prisen var 119 NZ$ for en halv times tur, og det er altså pisse skægt! Turen er lidt anderledes her, fordi den går igennem en meget smal kløft, men det er stadig med fuld fart på, skarpe sving og vilde 360 graders vendinger. Absolut alle pengene værd. Robert fik taget nogle gode billeder af mig i båden, og ellers fik vi hentet billeder gratis på nettet – så sparede jeg lige yderligere 39 NZ$ :-)

Queenstown er en hyggelig by, og vi valgte at overnatte på Shotover Top10 campingpladsen (PS 35 NZ$) ikke langt fra jetbådene. Søndag morgen tog vi med Skyline Gondola kabelbanen op til Bob’s Peak, hvorfra man har et fantastisk udsyn over byen. Vi prøvede også de små slæder eller ”luges” hvor man kan køre ned af forskellige baner. Turen med kabelbanen t/r inkl. 2 ture i slæderne = 38 NZ$. I typisk ’Queenstown stil’ kunne man på toppen både springe bungy jump, svinge i kæmpe gynge eller hangglide ned fra bjerget. Vi valgte dog at tage kabelbanen ned igen, handle ind i et supermarked – og så sætte kursen mod Te Anau og Milford Sound…

lørdag den 12. februar 2011

Christchurch

Vi ankom til Christchurch lidt før midnat, og havde hjemmefra booket en SuperShuttle til at hente os i lufthavnen. Den kørte os til vores hostel, Jailhouse Accommodation. Det er byens gamle fængsel der er lavet om til et hostel, og det er super gennemført gjort! Alt er simpelthen bare i orden, fra de hyggelige celler til de flotte baderum. Der er et stort dobbelt køkken og masser af fællesområder, og eneste lille klage er nok at det koster at bruge deres WiFi. Vi havde booket en "celle" i 2 dage, så vi kunne nå at blive udhvilede, hente vores campervan og se det vi ville i byen.

Om morgenen gik vi ned til Rental Car Village og hentede vores campervan. Det er samme firma som jeg lejede min stationcar igennem da jeg var på New Zealand i 2008/2009. Det er en Nissan Vanette og den kører faktisk rigtig godt. Den er ikke specielt stor, og der er (næsten) plads til os begge og alle vores ting. Vi har betalt ca. 8.500 kr. for én måned (inkl. forsikring) så det er ikke så galt. Det spændende bliver at se hvor langt den kan køre på literen...


Efter vi havde hentet camperen, kørte vi til Lyttelton der ligger ca. 10 km. fra Christchurch. Her så vi "Timeball Station" der ligesom Greenwich har en kugle der bliver hejst op, for så at køre ned kl. 13, så alle - inkl. skibene i havnen - kunne se hvad klokken var. Selve bygningen blev dog beskadiget i jordskælvet for nylig, så den var desværre spærret af. På vej over Mt. Lyttelton stoppede vi ind ved flere viewpoints og fik taget nogle fine fotos.

Tilbage i Christchurch besøgte vi Botanisk Have, som i deres samling af roser bla. har "Victor Borge" og "H. C. Andersen". Ved siden af haven ligger byens Arts Centre som er en flot gammel bygning. Vi lavede mad i køkkenet i "fængslet" og gik rimelig tidligt i seng.

Onsdag morgen tjekkede vi ud, pakkede alle tingene i vores campervan... og så kørte vi vestpå...

torsdag den 10. februar 2011

Sydney

Så blev det endelig tid til at vi skulle af sted…

Vi havde begge glædet os til denne tur i mange måneder, og endelig, endelig, endelig var tiden kommet. Som altid er det en større opgave at få planlagt alle ting, når man skal være væk så længe, men jeg tror faktisk jeg nåede det hele – eller så godt som! :-)

Vi fløj først med SAS til München og selvom vi kun havde en time til at skifte fly, var der ingen problemer med at nå det. Vi fløj med Etihad Airways videre til Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, hvor vi ventede i 3 timer før vi fløj videre til Sydney. Det ER en lang flyvetur, og specielt de sidste par timer føltes lange, men for mit vedkommende bliver det hurtigt glemt, når først man kommer ud af flyet. Immigration og grænsecheck var hurtigt overstået, og da vores hostel tilbyder gratis transport til byen, hvis man overnatter i mindst 3 dage, så gik det også let og smertefrit.

D’Lux Hostel ligger midt i Kings Cross kvarteret i Sydney, og da vores værelse først ville være klart kl. 12, gik vi de få skridt ned til stationen og købte et ugekort til 41 A$ (ca. 230 kr.). Det gælder så til alle tog, busser og færger i centrum af Sydney, og selvom vi kun skulle være der i 4 dage kunne det bedst betale sig, da et dagskort koster 20 A$.

Vi gik en længere tur fra Circular Quay, som er stationen lige ved havnen. Vi rundede Sydney Harbour Bridge hvorfra man har et flot udsyn til operahuset. Jeg havde besluttet at give Robert en tur over Sydney Harbour Bridge (hvis han turde!) så det fik vi booket til dagen efter. Vi tog tilbage til vores hostel og tjekkede ind, og efter en lille lur tog vi tilbage til centrum. Vi prøvede monorail banen, og stod af i Darling Harbour og tog en af de små gule og grønne færger til Circular Quay. Det var et par meget trætte backpackere der gik i seng fredag aften!

Lørdag tog vi med færgen til Taronga Zoo, der ligger blot 12 minutters sejlads fra havnen. På vejen passerer man lige forbi operahuset, men jeg synes ikke ”havnesiden” viser bygningen fra sin bedste side, men det er altid skønt med en sejltur. Ved den zoologiske have kan man vælge om man vil tage en bus op til indgangen – eller en kabelbane… så vi valgte selvfølgelig kabelbanen. Det fede ved den er, at man både får udsigten over havnen i Sydney, men samtidig turen hen over haven i rimelig lav højde, hvilket jeg i hvert fald aldrig har prøvet før! Det var en meget varm dag (over 40 grader), så om det var os eller dyrene der havde det varmest skal jeg lade være usagt. Prisen taget i betragtning (43 A$ eller 30$ med studiekort), så synes vi begge at haven er flot anlagt, men der er for få dyr at se. Vi så et lille show med sæler samt forskellige andre dyr som kænguruer og cassowarier. Vi var godt trætte – og svedige – da vi endelig nåede ned til færgen og sejlede tilbage til byen.

Imens Robert gik sin tur over broen, besøgte jeg Museum of Contemporary Art der ligger midt på havnen. Selve museet synes jeg var en smule kedeligt, men der var dog aircon! De havde dog også en special udstilling med billeder af og om Annie Leibovitz, der var ret fantastisk. Senere mødtes jeg med Robert igen, der havde haft en fantastisk tur over broen. Så endnu engang var det to trætte venner der krøb til køjs.

Søndag var vi en smut nede ved havnen, og vi sejlede over til det lille ’Tivoli’ – Luna Park. Den er noget nedslidt, men har dog en vis charme. Ellers tog vi det stille og roligt, og vi var stadig også bombede efter den lange flyvetur. Vores toglinje var lukket denne weekend, så vi måtte med bus hjem, og det tog faktisk pænt langt tid, specielt i betragtning af, at afstanden ned til havnen kun er nogle få kilometer.

Mandag formiddag tjekkede vi ud af vores hostel, og gik lidt ned af gaden til en sportsbar. Her så vi SuperBowl sammen med 30-40 andre. Der var billige Budweiser øl og gratis hotdogs… Packers slog Steelers, men da jeg holder lidt med begge hold, så gjorde det egentlig ikke så meget hvem der vandt. Kl. 15 kom shuttle bussen og kørte os til lufthavnen. Vi fløj med Pacific Blue til Christchurch på New Zealand – en lille flyvetur på 2½ timer…