Vi forlod Wellington – og Clare – søndag morgen, og
satte kursen mod nord-øst gennem Hutt Valley. Vi passerede bla. igennem
Dannevirke der er en gammel dansk bosættelse, men i dag er der kun de
danske gadenavne tilbage, samt et stort skilt af en viking der byder én
goddag og farvel.
Ud på eftermiddagen nåede vi først til Hastings og
senere til Napier. De to byer der er kendt for deres bygninger i Art
Deco stil, ligger dog meget stille hen på sådan en søndag! Vi nøjedes
med en køretur op til Bluff Hill samt et gensyn med ”Pania of the Reef”
der minder meget om vores egen lille havfrue. Vi kørte nogle kilometer
nordpå langs Hawke’s Bay og fik en plads (PS 28 NZ$) på Bay View Holiday
Park. Det er en ganske lille campingplads, men med en hyggelig værtinde
og forbavsende pæne faciliteter. Det havde vi ikke helt forventet da vi
kom dertil! :-)
Mandag morgen kørte vi sydpå langs bugten til
Summerlee hvor vi stillede bilen. Vi havde booket en tur med Gannet
Overland Safaris (58,50 NZ$) hvor vi blev kørt til gannet kolonierne ved
Cape Kidnappers. Turen gik igennem en kæmpe ejendom ejet af en
amerikaner, som har indrettet området som farm, golfbane, vildtreservat,
lodge m.m. En spændende tur gennem et spændende landskab. Vi nåede frem til gannet fuglene, som Robert havde
glædet sig til at se… og ikke mindst fotografere. Vi blev bestemt heller
ikke skuffede, da vi parkerede ca. 2 meter fra fuglene, som på ingen
måde tog notits af os, så man kunne i den grad komme tæt på. Denne
koloni holdt til oppe på klippen ved det lille fyrtårn, men man kunne
også se de andre kolonier på stranden og på et klippefremspring helt ude
på spidsen. Efter 3 timer var vi tilbage ved vores bil, og det havde
bestemt været en god tur…
Vi satte nu kursen mod nord-vest og nåede Taupo
sidst på eftermiddagen. Første stop var i den lille havn, hvor vi fik
hilst på Bill Dawson – skipper på den gamle yacht ”Barbary”. Anne &
Carsten kendte ham fra deres tur tilbage i 1995/96, og jeg sejlede også
en tur med båden da jeg var i Taupo sidste gang. Vi kørte ud til Huka
Falls og beundrede det meget massive vandfald, og forsøgte også at finde
Aratiatia dæmningen der ligger et stykke nede ad Huka floden. Men der
er bygget en ny omfartsvej udenom Taupo (i øvrigt en rigtig god idé!),
som gjorde at vi ikke kunne finde dæmningen. Vores bedste bud er, at man
har bygget en bro ovenpå dæmningen. Det gør i hvert fald, at man ikke
længere kan stå og se når flodportene bliver åbnet, og det var lidt
ærgerligt… for det var et spektakulært syn. Vi bookede to nætter på Lake
Taupo Top10 Holiday Resort (PS 44 NZ$) som er en super fed campingplads
med alle tænkelige faciliteter.
Tirsdag morgen tog vi på sejltur (35 NZ$) med
”Barbary Bill” som nu er blevet 69 år. Han er en festlig skipper, som
forstår at underholde sine passagerer undervejs. Der var en gruppe på
8-10 piger ombord, der havde nogle dages ”friluftsundervisning” – så de
fik lov at styre båden, sætte sejl osv. – selvfølgelig under Bill’s
kyndige vejledning. Vi rundede de ca. 30 år gamle Maori udskæringer i
nogle klipper i en lille bugt, hvor der også var mulighed for en
dukkert. Turen var alt i alt rigtig hyggelig, vejret var fint og
underholdningen i top. Kl. 12.51 holdt vi to minutters stilhed for at
mindes ofrene for jordskælvet i Christchurch én uge tidligere. Vi kom i
land og sagde pænt farvel til Bill, gik en tur rundt i byen, handlede
ind og kørte så tilbage til campingpladsen – og en tur i poolen!
Onsdag morgen kørte vi mod Rotorua, men stoppede
ved Wai-O-Tapu Thermal Wonderland (32,50 NZ$) på vejen. Her så vi den
lille gejser ”Lady Knox” springe kl. 10.15, før vi gik en tur rundt
blandt de farverige, men stinkende mudderhuller! Favoritterne er
(stadig) ’Champagne poolen’, ’Paletten’ og ’Djævelens bad’. Robert tog
sig god tid med at tage billeder, så vi endte med at gå rundt derinde i
et par timer. Lang tid i den dunst!
Vi kørte videre til Rotorua, der udover stanken af
rådne æg, også er kendt som ”ekstrem-byen” på Nordøen (sammen med
Taupo), og der er masser af muligheder for faldskærmsudsping, rafting,
jetbåde m.m. Vi tog ud til Agroventures der byder på mange spændende
aktiviteter. Vi prøvede den eneste ”Schweeb” i verden. Det er en
cykelbane, hvor man hænger i en kapsel under nogle metalbjælker, og
så gælder det ellers bare om at træde derud af. Man kan komme op på
hastigheder af 60 km/t og man får sig også nogle pæne ture i svingene.
Man kan køre mod hinanden – 3 omgange af 200 m. – og jeg må desværre
indrømme at Robert vandt med 1 sek. foran mig. Når man kører kan man
ikke rigtigt se hvor den anden er, så det er bare med at hjule derud af.
Efter 3 omgange (ca. 1 m. og 8 sek.) holder man så op med at træde, og
så kommer man faktisk 2 hele gange rundt på banen før man stopper. Det
var pissesjovt, men også hårdt – selvom man kun skulle træde i 3
omgange!
Bagefter prøvede jeg ”Extreme Freefall” som er
verdens eneste udendørs vind-tunnel. Man bliver iført en dragt og
placeret ovenpå denne store turbine – og så tænder de ellers bare for
motoren. Man kan lære at ”flyve” op til nettet der er spændt ud over –
ca. 3 meter oppe, men jeg tror aldrig jeg kom højere end ca. 1½ meter.
Jeg skal dog hilse og sige at det også er rigeligt! Undervejs giver de
én tips til at komme højere op, snurre rundt m.m. – og selvom turen nok
kun tog 1½-2 minutter, så var jeg helt færdig da de slukkede motoren, og
jeg stille dalede ned igen! Robert havde stået og set på og fået sig en
ordentlig griner, for ens kinder bliver bare trykket helt sammen på
groteske måder undervejs. Absolut alle pengene værd !!! Samlet pris for
begge aktiviteter 76 NZ$ (320 kr.)
Vi kørte også lige forbi den lille bane hvor man
kan prøve at blive trillet ned af en bakke i en overdimensioneret
gummikugle (Zorb), men vejret var ikke længere så godt, så vi valgte at
sige vi havde haft action nok for én dag. I stedet kørte vi videre mod
Waitomo. Vi overnattede i Otorohanga, hvor vi flottede os med en 'cabin'
til 56 NZ$.
Torsdag morgen kørte vi de sidste 16 km. til
Waitomo, hvor vi havde booket en kombi-tur (79 NZ$), så vi først så
'Glowworm Cave' midt i byen. Dette er den største glowworm hule i
området, og turen var såmænd helt udemærket. Man kommer først igennem en
tør del af hulen, hvorefter man sejler det sidste stykke med tusindvis
af de små larver hængende i loftet og på væggene omkring én. Jeg må dog
indrømme at jeg foretrak den mindre tur med Spellbound jeg var på sidst
jeg var i Waitomo, det var lidt mere intimt end den store hule.
Bagefter besøgte vi så Ruakuri hulen på en 2 timers
tur. Vi havde en fantastisk guide - Lucas, som fortalte om
hulesystemerne undervejs. Her så vi også glowworms, og fik også set
nogle folk på "Blackwater rafting" i mørket inde i hulerne. Efter turen
satte vi kursen mod nord - og halvøen Coromandel...