Efter vi havde forladt hulerne ved Waitomo, satte
vi kursen nordpå gennem Hamilton til Thames. Byen ligger i det
sydvestlige hjørne af halvøen Coromandel. Vi fortsatte op langs
vestkysten til Coromandel Town, hvor vi bookede os ind på den lokale
Holiday Park (PS 40 NZ$).
Fredag morgen skulle vi have været med den lille
”Driving Creek” togbane, men vi droppede det pga. mangel på tid. I
stedet brugte vi dagen på at køre rundt på halvøen, hvor vi stoppede
flere steder – bla. ved Hot Water Beach. Sidst på eftermiddagen forlod
vi Coromandel, og satte kursen mod Auckland. Der holdt vi så i bilkø i
en times tid (det var jo også fredag eftermiddag!) før vi kunne
fortsætte nordpå. Vi drejede fra ved Orewa, og fik en plads på Pinewoods
Motor Park (PS 34 NZ$) før vi handlede ind i det lokale supermarked.
Lørdag kørte vi så videre nordpå til Whangarei,
hvor vi bla. så Whangarei Falls. Vi var også en tur nede ved det
hyggelige lille Town Basin, hvor en del lystbåde ligger forankret. Vi
fik en plads på Alpha Holiday Park (PS 40 NZ$) og fik lavet mad, før vi
var en tur i biffen. Vi så komedien ”Hall Pass” med bla. Owen Wilson -
og den var ganske sjov! 13,50 NZ$ (ca. 55 kr.) for billetten kan man
vist heller ikke indvende noget imod.
Søndag morgen kørte jeg Robert til Tutukaka hvor
han skulle være kl. 8. Han skulle nemlig dykke ved Poor Knights Island
(245 NZ$) og imens kastede jeg mig over indkøb og vasketøj. Kl. 16 var
jeg tilbage i havnen - 26 km. fra Whangarei - og hentede ham igen, og så
satte vi kursen mod Paihia og Bay of Islands. På vejen stoppede vi i
Kawakawa hvor vi så toiletterne indrettet af Huntertwasser. For mig
personligt er det jo næsten poetisk, at man rent faktisk kan forene kunst og toiletter!
Det havde regnet pænt meget de foregående par dage,
så vi besluttede os for en cabin (60 NZ$) på Bay of Island Holiday
Park. Der var faktisk plads til 6 personer, så for en gang skyld havde
vi faktisk masser af plads! Vi lavede aftensmad, så lidt fjernsyn – og
så var det i putten! :-)
Mandag kørte vi lige ind og rundede Paihia før vi
satte kursen mod Cape Reinga. På vejen stoppede vi bla. og så den store
vindeltrappe der er hugget ud i et gammelt kauri træ, og vi var da også
lige nede og runde ”Ninety Mile Beach”. Vi må dog ikke i vores
udlejningsbil køre på stranden, så vi måtte tage turen ad hovedvej 1 i
stedet. Cape Reinga ligger for enden og vi gik en tur ud til det lille
fyrtårn på spidsen. Vi kørte sydpå igen, og nåede lige akkurat den lille
færge ved Kohukohu som sejler til Rawene. Sejlturen tager kun 10 min.
(18 NZ$) – men man sparer en køretur på næsten 100 km. Vi overnattede på
Opononi Holiday Park (PS 38 NZ$) – hvor jeg havde boet tidligere. Vi
fik tømt bilen for en måneds affald (så slemt var det nu heller ikke!)
og fik pakket vores bagage.
Tirsdag morgen kørte vi så sydpå gennem Waipoua
kauri skoven, hvor vi bla. så de to største (nulevende) kauri træer –
Tane Mahuta (skovens gud) og Te Matua Ngahere (skovens far) samt bla.
”De fire søstre”. Vi kørte videre til Dargaville, hvor vi ved byens
museum så masterne af Greenpeace skibet ”Rainbow Warrior”. Vi fortsatte
til Auckland, og fik det flotte syn af byen fra Harbour Bridge. Vi kørte
til Devonport hvor vi kunne tage fine billeder af Aucklands skyline –
by night! Robert fik sig en lille lur i bilen imens jeg kiggede
billeder, og så var det tid til at aflevere vores lille campervan. Til
prisen har den været fantastisk, men det ville selvfølgelig have været
rart med en lidt større model! :-)
Efter vi havde afleveret bilen, blev vi hentet af en
SuperShuttle og kørt til lufthavnen. Her sidder vi så nu og venter på
flyet til Sydney…