tirsdag den 5. november 2019

Kutaisi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Mit europæiske eventyr fortsætter mod øst, så efter Makedonien, Rumænien og Moldova var turen denne gang kommet til Georgien. Wizz Air er begyndt at flyve til landets næststørste by Kutaisi, og jeg havde booket billetter til bare 220 kr. t/r. På en kort weekendtur kan jeg godt undvære indtjekket bagage, så det må siges at være imponerende billigt, specielt i betragtning af at flyveturen tager godt fire timer hver vej. Fredag morgen d. 1. november fløj jeg fra Kastrup og landede i Kutaisi omkring kl. 16 lokal tid. Georgien ligger hele tre tidszoner foran Danmark. Lufthavnen er meget moderne, men også ret lille. Det er næsten kun Wizz Air der flyver dertil, så der letter i snit ca. 6 fly om dagen. Ved ankomsten fik jeg mit stempel i passet, og gik ud til Georgian Bus’ lille stand i ankomsthallen. Hjemmefra havde jeg booket transport fra lufthavnen til mit hotel, og de tilbyder dør-til-dør service med minibus for 5 lari (ca. 12 kr.) Jeg blev gennet op i en minibus sammen med fem andre, og så gik det ellers afsted mod byen der ligger ca. 20 km. fra lufthavnen. Allerede her fik jeg en indikation på hvordan det ville gå sprogmæssigt, da chaufføren ikke kendte ét eneste hotel – og heller ikke forstod nogle af de adresser han fik oplyst. Så resultatet var at folk sad med deres mobiler og brugte gps’en til at finde frem til deres overnatningssted, og så langt så godt! Jeg havde valgt at booke et relativt dyrt sted i byen… til knapt 80 kr. i døgnet. Folk gav det rigtigt gode anmeldelser, men angav også at det kunne være noget svært at finde! Adressen findes tilsyneladende ikke, der er ingen gadeskilte, markeringen er helt forkert på Google Maps, og hotellet har i øvrigt ingen skiltning overhovedet. Det tog mig også lidt tid at lokalisere stedet, finde en port så man kunne komme ind i baggården, op af en trappe og ind i en noget tvivlsom bygning. Indenfor er stedet nu ganske nyt og pænt, selvom betegnelsen hotel måske er at stramme den lidt. Receptionen er et simpelt skrivebord med en bærbar computer, og damen der styrer stedet kan ikke ét eneste ord på engelsk! Men vi kom da igennem indskrivningen, og hun viste mig det lille køkken hvor man kan lave kaffe og bruge køleskabet, før hun viste mig mit værelse. Det var udstyret med to senge med skønne madrasser, tv, aircon og et badeværelse med masser af tryk på det varme vand. Således opmuntret begav jeg mig ud for at finde noget aftensmad. Jeg bor simpelthen lige i centrum kun 300 meter fra Colchis Fountain. Da jeg gik lidt rundt, fik jeg et flashback fra ankomsten til Chisinau i Moldova, for ligesom dér var Kutaisi også rimelig død sådan en fredag aften. Men det varme lys fra McDonald’s skinnede mig i møde, så jeg besluttede at spise der. Som referencepunkt koster en stor Big Mac menu ca. 25 kr. Efter jeg havde spist mig mæt, gik jeg en tur rundt omkring inden jeg købte lidt drikkevarer som jeg tog med hjem på hotellet. Der var overraskende hurtigt internet på Chveni Qalagi, så jeg skypede lige med Anne inden jeg lagde mig til at sove.

Først havde jeg dog lige givet mig selv et dummeslag eller to og det kræver vel en nærmere forklaring?! Da vi 14 dage tidligere var i Rom havde jeg ikke taget de rigtige kabler med til min mobil. Jeg har lige købt ny telefon som bruger USB-C til opladning, hvorimod min gamle telefon samt min powerbank bruger micro-USB. Jeg havde skam været så kløgtig at tage hele tre kabler med af den nye slags, men ikke ét eneste til at oplade min powerbank. Normalt er det ikke et problem når man har en Android telefon, for batteriet holder bare væsentlig længere end iPhones. Men når man nu på en ferie bruger mobilen som navigation og kamera, så er det rart at kunne oplade mobilen via en powerbank. Jeg fik løst situationen i Rom ved at købe (endnu et) micro-USB kabel, og det sad åbenbart i mig til denne tur. For nu havde jeg hele tre kabler med til at oplade min powerbank, men til gengæld ingen til at forbinde med telefonen. Dæleme flot gået! 😏

Jeg vågnede allerede ved 6-tiden lørdag morgen, og trak hurtigt i tøjet og gik en tur. Jeg håbede at finde en bager eller lignende hvor jeg kunne købe noget morgenmad, men bortset fra et par supermarkeder var der ikke noget åbent, og deres beskedne udvalg af brød var i den grad ligegyldig. De eneste mennesker jeg ellers så var gadefejere der gik rundt i regnen og fejede våde blade sammen. Jeg kiggede selvfølgelig også efter et kabel til min telefon, men forgæves. Jeg stoppede lige ind på markedet der var ved at åbne, så jeg købte et par bananer og noget jeg troede var ferskner. Det var det så ikke… 😆

Efter et par timers søvn tog jeg et varmt bad og begav mig ud i regnvejret ved 9-tiden. I biksen rundt om hjørnet fik jeg købt et kabel til mobilen, og så kunne jeg med sindsro begive mig ud i byen. Jeg fik lidt hurtig morgenmad i en ’hole-in-the-wall’ biks før jeg gik gennem parken til springvandet. Jeg vidste godt at Kutaisi ikke er proppet med store seværdigheder eller spændende museer, men så må man jo se dét der er. Byens centrum er meget kompakt så det er nemt nok at gå rundt. Der kører enkelte bybusser, samt en hel del marshrutka minibusser. De kører af forudbestemte ruter, men det er svært for turister at bruge dem, for du kan ikke finde nogle oversigter over ruter på engelsk. Men hvis du ved hvilket nummer du skal med - og hvorfra den kører – så er de den billigste måde at komme rundt på. Jeg gik en del rundt, og det var forbavsende tidligt at jeg fik en besked om at dagens mål på 10.000 skridt var nået. Jeg tog med den lille (og noget skræmmende) kabelbane over floden op til en lille forlystelsespark. Jeg snakkede med en svensker fra Malmø, som i de senere år har taget lidt den samme tur længere og længere mod øst takket være Wizzair. Vi gik rundt i den lille forlystelsespark der så noget forfalden ud, men tingene kørte altså når der var kunder, men jeg skulle ikke lige op i det rustne pariserhjul. Der var også en del hunde, som man faktisk ser overalt i byen. Nogle er tagget med et gult skilt i øret, og det skulle være tegn på at de var blevet vaccineret, men mange af dem var uden tegn – og de så godt nok ret sølle ud. Vi tog med kabelbanen ned igen og selvom turen kun tager nogle minutter, så sad jeg med en noget grim følelse over de gamle vogne og slidte kabler. Det holdt heldigvis, men jeg var rimelig glad for at blive lukket ud af vognen igen. Desværre var vejret ikke så godt, og et par gange søgte jeg ind på en café for at få ly for regnen og noget at spise og drikke.

Jeg gik også op til Bagrati katedralen der ligger lige nord for springvandet, med en god udsigt over Kutaisi. Turen derop er kun godt halvanden kilometer, men til gengæld er det noget stejlt op ad bakke. Undervejs passerer man Rioni floden via den gamle kædebro. Da jeg var tæt på toppen blev jeg indhentet af svenskeren, så vi slog følgeskab resten af vejen. Katedralen er relativt simpelt indrettet, men der var en hyggelig stemning derinde hvor der blev afholdt en slags gudstjeneste med et lille kor. Vi aftalte at mødes til aftensmad dagen efter og jeg begav mig ned igen. Nede i byen fandt jeg en lille restaurant hvor jeg spiste aftensmad. Jeg aner ikke hvad jeg fik, men det var noget kød i en slags sovs – og det var både velsmagende og billigt.

Søndag vågnede jeg op til det mest fantastiske vejr, så jeg startede med at gå ned til springvandet så jeg kunne få et par pæne billeder. Jeg gik også over White Bridge til et stoppested på den anden side af floden. Herfra tog jeg en marshrutka de ca. 12 km. til byen Tskaltubo. Turen tog 25 minutter og kostede bare 1,20 lari. Når folk skal med så giver man bare tegn når minibussen kommer, og så hopper man ind og finder et sted at sidde – ellers er der ca. 10 ståpladser i højre side tæt på døren. Når man skal af giver man bare besked til chaufføren og betaler prisen for turen inden man hopper ud igen. Tskaltubo blev brugt som rekreationsby under Stalin, og er i dag fyldt med forladte bygninger fra den tid. Jeg har på nettet set en del fantastiske billeder af sanatorier og badehuse, og havde glæder mig til at snuse rundt i disse forladte bygninger. Desværre er mange af stederne nu blevet hegnet ind, og det ser ud som om det er gjort for ganske nylig. Om det er fordi man er trætte af folk på jagt efter billeder af ’abandoned places’ eller fordi man er nervøs for om de styrter sammen, skal jeg lade være usagt. Men jeg fik bla. set det forladte badehus nr. 8 inde i en park og det var en spændende oplevelse. Jeg brugte i alt tre timers tid i byen, og jeg havde håbet at der var mere at se. Jeg fik vinket en marshrutka ind til siden og kom på den måde tilbage til Kutaisi.

Jeg nåede tilbage til mit hotel og fik benene op i en times tid før jeg mødtes med svenskeren på en lille hyggelig restaurant ved navn Palaty. Her fik vi lidt spændende mad og udvekslede flere rejsehistorier før vi skiltes og jeg gik hjem for at sove. Jeg havde jo booket transporten tilbage til lufthavnen, så mandag morgen stod jeg op kl. 5, pakkede mine få ting ned i min lille håndtaske – og kl. 05.20 kom de som aftalt og hentede mig. Da der jo havde været en del problemer med at finde stedet på udturen, var jeg lidt nervøs om de nu også kom, men der var ingen problemer. Vi var i lufthavnen ved 6-tiden og flyet stod klar og ventede. Wizz Air bruger Kutaisi som en hub, så der var landet tre fly aftenen før, og de var så klar til at flyve videre om morgenen. Præcis kl. 7 begyndte vi at rulle ud på startbanen og fire timer senere landede vi i Kastrup.


Turen har kostet følgende:
Flybilletter København – Kutaisi t/r. = 220 kr.
3 overnatninger på Chveni Qalagi = 240 kr.
Minibus fra lufthavnen til hotellet t/r. = 24 kr.
Marshrutka til Tskaltubo t/r. = 6 kr.
Kabelbane = 2 kr.
Mad og drikke = 183 kr.
I alt = 675 kr.

onsdag den 16. oktober 2019

Rom

(Klik på billedet for adgang til albummet)


Jeg havde foræret min søster en tur til en europæisk storby sammen med mig, da hun fyldte rundt sidste år. Hun besluttede sig for at vi skulle til Rom, hvilket jeg var rigtig glad for. Vi skal nemlig 27 år tilbage i tiden for at finde mit sidste (og eneste) besøg i Italiens hovedstad, så det var da også bare på tide. Jette havde tilsvarende fået en tur til Rom af hele familien da hun fyldte 75, og vi blev enige om at slå de to ture sammen. Udover Jette skulle Dianga og Sofie ligeledes med, foruden Jane - altså Jettes søster. Det sidste var bare en hemmelighed, da det skulle være en overraskelse for Jette 😊

Anne og jeg tog afsted om aftenen d. 10. oktober, hvilket var en dag senere end de andre, men en nødvendighed pga. arbejdet. Man kan ofte flyve ret billigt til Rom, men da vi skulle afsted lige op til efterårsferien var det forholdsvis dyrt. Vi havde derfor booket billige billetter til Milano med Ryanair, men et par måneder før vi skulle afsted rykkede de deres afgang fra om aftenen til først på eftermiddagen. Det ville gøre at Anne også skulle have fri om torsdagen, hvilket ikke var en mulighed. I stedet bookede vi tilsvarende billige billetter med EasyJet. Det var stadig til Milano, nu blot et par timer senere. Planen var at få set lidt i Milano, for så at tage hurtigtoget til Rom og mødes med de fire andre. Vi kom planmæssigt afsted og landede i Malpensa lufthavnen lidt før midnat. Vi havde valgt at bo på et hotel nær lufthavnen, og de havde endda en gratis shuttle bus fra lufthavnen. Den var godt nok lidt svær at finde, men det lykkedes og vi blev kørt til hotellet. Det var et meget klassisk lufthavnshotel uden de store dikkedarer. Man kunne ikke booke plads i deres shuttle bus tilbage til lufthavnen før man checkede ind på hotellet, så da vi prøvede at få plads om morgenen var der kun en enkelt plads tilbage på den afgang der passede os. Irriterende nok havde de ovenikøbet ændret tiderne de kørte på, og da vi havde bestilt togbilletter ind til Milanos centrum, så måtte vi i stedet bede hotellet bestille en taxa til os. Vi fik sovet nogle timer, stod op og spist lidt hurtig morgenmad og blev så kørt i lufthavnen. Chaufføren viste sig så at være lidt af en hustler, der krævede 15€ for en tur på 3 minutter. Lidt irriterende, men det skal selvfølgelig ikke ødelægge ferien, så de blev betalt så vi kunne komme med Malpensa Express toget. Det tog 50 min. og så landede vi direkte på Milano Central stationen, hvorfra vi skulle med toget til Rom senere på dagen. Vi fik afleveret vores kuffert hos en BAG’bnb – der viste sig at være en lille café et par minutters gang fra stationen. Det kostede 5€ og der var ingen kø da vi afleverede.

Vi tog metroen til Santa Maria delle Grazie klostret, hvor vi kl. 8.45 havde billetter (12€) til at se Leonardo da Vinci’s berømte maleri Den Sidste Nadver. Vi ankom lige i sidste øjeblik, og få sekunder efter stod vi og beundrede det flotte værk. Det er bevaret som da det blev malet færdigt i 1498, men er dog blevet restaureret af flere omgange. Efter små 20 minutter stod vi igen foran klostret, og kunne nu tage metroen videre til Duomo – Milanos store og flotte domkirke. Det er verdens femtestørste kirke og helt sikkert et besøg værd. Vi havde booket billetter hjemmefra, så vi skulle kun stå i kø til det rutinemæssige security check. Efter vi havde set den imponerende indvendige del, gik vi udenfor og tog plads i køen til elevatoren. Vi havde nemlig købt de billetter der gjorde at vi kunne komme op på taget af domkirken (17,50€). Det var noget specielt, da man faktisk går på selve tagryggen imellem søjler og murværk. Nede igen havde vi tid til at nyde kirken fra den store plads, før vi spiste en hurtig frokost på McDonald’s. Vi tog metroen tilbage til centralstationen (2€) og det var ikke engang nødvendigt at købe billetter til metroen. Man brugte bare sit kreditkort direkte ved indgangen, og checkede ud igen med samme kort når ens metrotur var forbi. Nemt og smart, og det var samme pris som hvis vi havde købt en billet i automaterne. Vi hentede vores kuffert, og så gik vi igennem den flotte station til vi fandt vores tog. Jeg havde booket såkaldte Super Economy billetter (50€) til Trenitalias Frecciarossa tog til Termini stationen i Rom. Turen tog bare 3 timer og vi kørte med en max. hastighed på 299 km/t. Toget er behageligt, men dog ikke så lydløst som f.eks. de højhastighedstog vi har kørt med i Kina.

Vi ankom til Roms hovedbanegård Termini, hvor vi købte et ugekort til den offentlige transport til 24€. Vi tog metroen de få stop til stationen San Giovanni, hvorfra vi kunne gå til vores lejlighed på Via Umberto Biancamano. Her mødtes vi med de fire andre der var flyttet ind lidt tidligere på dagen, for de første to nætter havde de boet i en mindre og billigere lejlighed i samme nabolag. Denne lejlighed var stor og rummelig, med tre sove- og badeværelser, en hyggelig stue og et funktionelt køkken. Anne og jeg delte et nydeligt dobbeltværelse med to store senge, så det var bare super fint. Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant hvor de andre havde spist tidligere, og min pizza smagte faktisk ganske fortrinligt 😀

Lørdag spiste vi morgenmad det samme sted, før vi tog metroen til Colosseum. Hjemmefra havde vi booket billetter (14€) – der også giver adgang til Forum Romanum, og det var faktisk meningen at vi ville starte dér. Men i modsætning til Colosseum, hvor man får en helt specifik tid man skal være der på, så må man bare stille sig op i køen til Forum Romanum. Efter noget tid havde vi stort set ikke bevæget os, så vi kunne regne ud at det blev for presset hvis vi gerne ville det først. Så i stedet gik vi op til en hyggelig restaurant med den flotteste udsigt over Colosseum, og her sad vi og snakkede imens vi fik noget at drikke. Da det var ved at være tid til vores besøg i Colosseum, gik vi hen til indgangen, forbi den lange kø til billetkontoret, gennem security og direkte ind. Jeg lyver ikke når jeg siger, at der kun gik et par minutter før vi rent faktisk var indenfor. Lige dér var det bare ekstra smart at vi havde booket hjemmefra! Jeg kunne faktisk ikke rigtigt huske Colosseum, så det var fedt at opleve den flotte gamle arena. Der blev taget en del billeder… også med den medbragte selfie-stick.

Bagefter gik jeg hen og fik booket vores el-cykler til om mandagen, og derfra tog jeg med sporvognen til Pantheon. Jeg fik en skøn omgang lasagne på en fortovsrestaurant og mødtes først med Jette og Jane. Det var så hyggeligt, at jeg næsten drømte mig tilbage til 'De 3 Amigos' tur rundt i Australien for 10 år siden. Senere stødte de tre andre til, og Anne og jeg gik ind i Pantheon hvor der er gratis adgang. Igen må man beundre den flotte bygning, men også ærgres lidt over de mange andre turister. De fleste af mine billeder er af andre mennesker der tager billeder, men de er der selvfølgelig af samme årsag som os. Vi fik også set den lille elefant bag Pantheon før vi tog sporvognen hjem til lejligheden.

Søndagen var sat af til Peterskirken, så det var dér vi startede. Normalt kommer paven frem i et af vinduerne kl. 12 om søndagen og velsigner den flok der stimler sammen på pladsen. Vores plan var at se kirken imens folk stod i kø, og så i sidste øjeblik smutte ud og nå at se paven. God plan, men den var ødelagt allerede da vi ankom til pladsen. Der var nemlig en særlig ceremoni netop denne søndag, hvor fem personer blev kanoniseret – dvs. kåret som helgener. Det betød så at kirken var lukket samtidig, så vores smarte plan røg bare i vasken. Vi brugte ventetiden på at få lidt at drikke, inden vi lidt i 12 vendte tilbage til Peterspladsen. Der var nogle afspærringer på selve pladsen, og pludselig hørte vi folk mumle at paven ville komme kørende rundt. Der gik da heller ikke mange minutter før han kom trillende – stående på sin lille bil, med et stort følge og masser af sikkerhedsfolk. Han vendte faktisk lige der hvor vi stod, så han passerede os på bare et par meters afstand – meget bedre end at se ham i et vindue oppe i en bygning et stykke væk. Bagefter blev pladsen langsomt tømt, og til sidst gav Vatikanet lov til at kirken kunne genåbne, så vi – og en del andre – kunne komme derind. Det er jo verdens største katedral, og Jette kunne (selvfølgelig) en del historier så vi fik lidt ekstra ud af besøget. Bagefter tog vi til Forum Romanum hvor vi jo havde et lille hængeparti. Bortset fra nogle enkelte ting var det ikke meget jeg kunne genkende derinde, men ruiner ligner selvfølgelig også hinanden ret meget. Vi tog metroen tilbage til lejligheden, og senere gik de andre rundt om hjørnet og spiste lidt aftensmad imens jeg sprang over.

Mandag havde vi på forhånd aftalt at dele os op. Dianga og Sofie skulle shoppe i outlet, imens Jette og Jane ville finde et par listige steder og nyde god mad og vin. Anne og jeg tog sporvognen til Roma Starbike hvor vores el-cykler ventede. Vi gav 25€ (inkl. hjelm og lås) for at leje dem hele dagen samt 5€ ekstra for en holder til mobilen, så den kunne bruges som GPS undervejs – og de penge var givet godt ud. Efter en kort instruks var vi klar til afgang, på nogle smarte cykler med ekstra store dæk, helt perfekte til Roms brosten. Cyklernes elmotor var så god, at vi helt kunne undlade at bruge cyklens gear. For når det gik opad på de bakkede gader, satte man bare kraften på motoren lidt op og så fløj man nærmest afsted. Efter lidt famlen rundt i starten spiste vi morgenmad på Subway sandwich, hvorefter vi satte kursen mod Villa Borghese og den store park. Det var skønt at cykle rundt i parken, hvor der også var andre der hyggede sig på cykler, i gokarts eller på Segways. Der var en skøn nedkørsel med hårnålesving til Piazza del Popolo hvor vi stoppede på den store plads. Derfra kørte vi til Castel Sant’Angelo – også kaldet Engelsborg. Her fik jeg turens første is, hvilket da i den grad også var på tide. Vi kørte langs Tiber floden til Trastevere hvor vi cyklede en del rundt… nok også steder hvor man normalt ikke cykler. Det er faktisk ikke mange cyklister man ser i Rom, men byen er jo også indrettet fuldstændigt uden cykelstier. Vi passerede Tiber øen og var på markedet på Campo de' Fiori før vi fortsatte til Piazza Navona, Den Spanske Trappe og Trevi-fontænen. Vi passerede Piazza Venezia og så det store marmor monument, før vi kørte bagom til den lille statue af Remus og Romulus der dier ved en hunulv. Roms grundlæggere var brødre og fortjener vel en noget større statue? Cykelturen endte oppe på Avertinerhøjen – en af Roms oprindelige syv høje. Her kan man se gennem nøglehullet på Piazza dei Cavalieri di Malta, hvor kuplen på Peterskirken er helt perfekt indkranset. Der er også et udkigsted lidt derfra, hvorfra man se udover en god del af byen. Vi kørte tilbage og afleverede vores cykler der stadig havde masser af power tilbage. Vi nåede at køre 30 km. rundt i byen, og det var en fed måde at opleve Rom på – det kan varmt anbefales. Vi kunne i hvert fald ikke have nået alt det på én dag til fods eller med offentlig transport.

Efter et hurtigt pitstop i lejligheden mødtes vi med Sofie og Dianga kl. 20 på Hard Rock Café hvor der var reserveret bord. De havde haft en hel dag med shopping, så der var en del poser at holde styr på. Det var Sofies ønske at vi skulle spise der, og hun fik serveret en kæmpe portion spareribs. Vi andre ’nøjedes’ med burgere og fritter, og det var faktisk rigtig godt – og bestemt til en rimelig pris (20€). Vi tog bussen hjem, og vendte noget trætte tilbage til lejligheden hvor Jette og Jane også var kommet hjem.

Tirsdag spiste vi fælles morgenmad i lejligheden før Sofie, Dianga, Anne og jeg satte kursen mod Vatikanet og det flotte museum med bla. det Sistinske Kapel. Vi havde booket billetter hjemmefra (21€), så turen ind gik som en leg. Museet er bare flot og der er masser at se på, men desværre også ALT for mange mennesker. I et par timer gik jeg skulder mod skulder med ’flokken’, og det er fuldstændigt umuligt at stoppe op og nyde tingene. Anne havde fået nok efter kort tid, og var blevet lukket ud af vagterne og endte faktisk inde i Peterskirken. Vi andre måtte gå hele vejen udenom, men vi nåede da frem på et tidspunkt. Planen var jo at vi skulle op i kuplen, men for at komme det skal man først ind i kirken, og køen på pladsen var lang… og så begyndte det at regne. Vi droppede det og tog i stedet til Trastevere, hvor vi mødtes med Jette og Jane. Vi så hvor Jette boede tilbage i 60’erne, spiste en hyggelig og lidt sen frokost og skiltes så igen. Jeg gik med Jette og Jane ned til Piazza Navona, før jeg tog hjem til lejligheden og mødtes med Anne. Vi fik hurtigt pakket det sidste sammen og tog metroen til Termini. Dianga og Sofie kom og sagde farvel, før vi kørte med bussen til Fuimicino lufthavnen. Turen tog under en time og bussen var ikke engang halvt fyldt. Godt fremme fik vi en sen omgang aftensmad på McDonald’s. Vi kom ombord på Norwegian flyet i god tid, men desværre opstod der et problem da de ikke kunne få fjernet trappen til flyet. Det tog overraskende lang tid at få rekvireret en tekniker der kunne løse det problem, så vi var godt forsinkede da vi endelig landede i København. Jeg tog metroen hjem hvilket altid går hurtigt, men klokken var alligevel 02.30 før jeg satte fødderne på matriklen.

Jeg synes at Rom er en fantastisk by, og der skal i hvert fald ikke gå 27 år før jeg vender tilbage. Tak til Anne for en hyggelig tur – og for at vælge Rom. Ligeledes en kæmpe tak til Sofie, Dianga, Jette og Jane for hyggeligt selskab 😍


onsdag den 22. maj 2019

Chisinau

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Min personlige udforskning af Østeuropa samt Balkan og det tidligere Sovjetunionen er tæt forbundet med den fortsatte ekspansion af mit nye favorit flyselskab – ungarske Wizz Air. Jeg havde snakket med Maj om muligheden for at tage til Moldovas hovedstad Chisinau, og hendes kæreste Tim ville også gerne med. Flybilletterne blev bestilt og vi fandt en billig to-værelses lejlighed i centrum af byen. Jeg havde faktisk gjort en del research på forhånd, men sandt at sige er der ikke så mange traditionelle seværdigheder i Chisinau. Men jeg havde dog noteret mig nogle stykker så vi skulle nok få tiden til at gå.

Vi mødtes i Kastrup lufthavn lørdag eftermiddag og tjekkede vores fælles kuffert ind. Den var i praksis næsten tom på udturen, men specielt Maj håbede på at den på hjemturen ville være fyldt med mange spændende indkøb. Flyvetiden var bare 2 timer og 20 minutter og vi landede planmæssigt ved 21-tiden. Det gik både nemt og hurtigt med at komme gennem immigrationen, også selvom de stemplede vores pas med 1971… hmmm! Vi fik hævet lokale penge i automaten (Moldova lei) og købt lidt at drikke, og så kunne vi tage lufthavnsbussen ind til centrum. De markedsfører den som 'verdens billigste lufthavnsbus', og med en pris på bare 2 lei (80 øre) skal det såmænd nok være rigtigt. Lufthavnen ligger 13 km. fra centrum af Chisinau så turen tog ikke mere end 25 minutter. Den holdt lige foran den bygning hvor vores lejlighed skulle ligge, så det var jo meget bekvemt. Vi havde på forhånd fortalt hvornår vi ville ankomme, men der var ingen til at give os en nøgle. Jeg måtte derfor ringe til udlejeren der kom efter en halv times tid. Vi blev lukket ind, og lejligheden var ganske fin og til en absolut fair pris. Vi gav lidt over 700 kr. for tre overnatninger, så omkring 80 kr. i døgnet pr. person. For det fik vi to store soveværelser – det ene i forbindelse med køkkenet samt et flot stort badeværelse. Efter vores vært var gået igen begav vi os ud i byen, for lige at se området og få købt noget at spise og drikke. Det viste sig så at være noget sværere end forventet, for ALT var bare lukket! Vi snakker altså lørdag aften omkring kl. 23, og de eneste steder der var åbne var McDonald’s samt en stribe blomsterbutikker?! Det var lidt underligt midt i centrum af landets hovedstad at der ikke var ét eneste minimarked, restaurant eller værtshus åben sådan en lørdag aften, men det gør man det åbenbart ikke i… eller også var alle bare hjemme og se finalen i Eurovision – det skal jeg lade være usagt. Men vi spiste os mætte på McDonald's og efter en længere gåtur kom vi hjem til lejligheden. Her var der dog en stor dunk vand så vi kunne få en tår at drikke - samt børstet tænder.

Søndag morgen gik vi ned til det centrale marked der lå lige bag lejligheden, og derfra tog vi en minibus til Tiraspol – hovedstaden i den selvudnævnte republik Transnistrien. De erklærede sig uafhængige tilbage i 1990 og efter en krig i 1992 har Moldovas regering tilsyneladende accepteret deres rebelske status. Transnistrien har deres egen immigration, politistyrke og ikke mindst deres egne penge – rubler. Fra officiel side bliver det betragtet som en del af Moldova, og Transnistrien er ikke anerkendt af FN eller andre officielle myndigheder. Busturen tog mindre end 2 timer, og undervejs passerede vi ”grænsen” hvor vi skulle ud af bussen og igennem immigrationen. Det foregik nu meget smertefrit, og da vi sagde vi skulle hjem samme dag, fik vi lov til at opholde os i Transnistrien i 10 timer - dvs. indtil samme aften kl. 19.49.28  (meget præcist) 😃

Ved ankomsten til Tiraspol blev vi sat af ved togstationen som virker meget forladt. Der kører også kun et enkelt tog om dagen på strækningen fra Chisinau til Tiraspol og det er toget der fortsætter til Odessa i Ukraine. Det kører dog allerede fra Chisinau kl. 6 om morgenen, så var grunden til at vi havde taget bussen dertil i stedet for toget. Vi fik vekslet penge på stationen så vi bla. kunne komme på toilettet, og derefter gik vi ind langs 'hovedgaden'. Vi var på et grøntmarked samt et hvor de solgte værktøj, men det var ikke så spændende. Vi fik shoppet lidt i et Sheriff supermarked, og man kunne da godt vænne sig til priser på under 10 kr. for en flaske vodka. Vi prøvede også at finde et par geocaches, men trods en ihærdig indsats lykkedes det desværre aldrig. Vi så et par monumenter og en enkelt rytterstatue, men ellers var der ikke meget at se i traditionel turistform. Faktisk var stedet pænere end jeg havde forventet, og der var meget fredeligt og roligt på gaderne. Vi prøvede at finde en café eller et andet sted hvor vi kunne få noget frokost, men det gør man det åbenbart heller ikke så meget i. Efter 4-5 timer endte vi tilbage på stationen, og her kunne man da købe en hotdog varmet i mikroovn… med masser af revet gulerod ovenpå. Vi købte en billet til bussen hjem kl. 15.05, og sjovt nok var hjemturen 5 lei dyrere end udturen. Men en pris på 15 kr. for en to-timers bustur må siges at være helt ok. Turen foregik endda i en normal turistbus, så jeg sad i hvert fald også bedre end i minibussen på udturen. Da vi passerede grænsen til Moldova slap vi denne gang for turen ud af bussen, da betjenten bare kom ombord og tjekkede vores pas. Ved 17-tiden var vi tilbage i Chisinau og aftensmaden blev spist på Andy's, og bestod af kylling og kartoffelbåde.

Mandag morgen var Maj og Tim tidligt på markedet og shoppe lidt, og så mødtes vi til morgenmad på Andy’s bare 5 minutters gang fra lejligheden. Vi havde hjemmefra undersøgt mulighederne for et escape room, og havde booket et ’Maya’ room hos Next Level. Vi tog en marshrutka de ca. 3 km. derud, og det er en type minibus jeg ikke har prøvet at køre med før. Der er så højt til loftet at man kan stå oprejst inde i den, og i ventre side er der rækker med to sæder, imens den højre halvdel er til stående passagerer. Når man kommer ombord giver man betalingen på 3 lei (lidt over 1 kr.) til chaufføren eller til en medpassager der så rækker dem videre op til chaufføren. Når man gerne vil af, så banker man lige på siden af bussen og så stopper den. Et nemt, smart og billigt system. Da vi kom til escape roomet var døren lukket og låst, og da klokken passerede 13 som vi havde bestilt tid til, måtte jeg til sidst ringe til dem. De havde så åbenbart kludret rundt i bookingen, men game masteren kom susende en halv time senere. Det var jo skønt vejr – op til 30 grader varmt – så vi sad pænt i skyggen og ventede imens. Spillet var godt lavet, og selvom vores game master ikke ligefrem talte specielt meget engelsk, så fik han da forklaret os hvad det gik ud på. Gåderne var sjove og godt fundet på, og specielt det sænkende loft vil jeg huske. Det lykkedes os at slippe ud efter godt 52 minutter, men vi fik dog en smule hjælp undervejs. Vi betalte 450 lei til sammen, og det var en sjov oplevelse. Det ville være skønt hvis et escape room også kun kostede lidt over 50 kr. pr. person i Danmark 😄

Vi tog tilbage til centrum og fik noget frokost, før vi skulle videre til det andet arrangement vi havde booket hjemmefra. Lidt udenfor Chisinau ligger nemlig verdens næststørste vinkælder, hvor man efter sigende har 120 km. underjordiske gange og dér opbevarer millioner af flasker vin. Vi skulle have været med bussen derud, men der gik lidt kludder i den og den kørte lige for næsen af os. I stedet tog vi en taxa, og så slap vi da også for at gå det lille kvarter fra vejen og ned til vingården. Vi startede rundturen med at køre ind i kælderen i en lille golfbil, og vi stoppede et par gange undervejs så vi kunne se de store tønder og fade, men også vinflasker med mousserende vine – som faktisk er det Cricova Winery producerer mest af. Vi så også deres flotte smagsrum og festlokaler hvor f.eks. Putin holdt sin 50 års fødselsdag. Samme sted har de også vinsamlinger fra en række statsledere, som har fået det overrakt i forbindelse med et besøg. Så hvis Angela Merkel mangler vin, kan hun bare trække på de 1000 flasker hun har liggende dér. Besøget sluttede med en prøvesmagning, og efter at have smagt både hvid- og rødvin, rosé samt flere forskellige slags bobler var stemningen i gruppen noget løftet på vej ud. I deres butik købte Maj og Tim flere flasker med hjem, og kvaliteten/prisen virkede nu også helt ok – selv for en som mig, der absolut ingen forstand har på vin! 😊

Da vi var færdige kravlede Maj og Tim op af en stejl skrænt for at finde en geocache, og denne gang lykkedes det heldigvis - og så fik Maj omsider Moldova på kortet. Der var ingen taxaer nede ved vingården, så vi måtte gå op ad bakken til vejen, hvor bussen så lige kom trillende. Ud med armen og hurtigt ombord, og så kunne vi køre de ca. 13 km. tilbage til Chisinau. Maj ville gerne hjem på toilettet i lejligheden, så Tim og jeg fandt en lille beværtning hvor vi kunne få noget at skylle vinen helt ned med.

Tirsdag morgen var Maj og Tim igen på markedet imens jeg sov en times tid længere. Da jeg senere gik ud for at få noget morgenmad stødte jeg tilfældigvis på dem. De havde været tilbageholdt af politiet – angiveligt fordi de havde krydset vejet uden at bruge fodgængerovergangen. Det virkede som et klassisk trick til at lokke penge ud af turister, men faktisk betalte de aldrig noget – og fik efter noget tid lov til at gå. Hvis man reelt overtræder en lov som er det jo fair nok, men om det var dét der skete, eller om det var noget småkorrupt politi der prøvede at supplere indkomsten, får de vist aldrig opklaret. Tilbage i lejligheden fik vi pakket sammen og afleveret nøglen, og så gik vi ned på Andy’s for at få lidt at spise samt slå en times tid ihjel. Vi tog trolleybussen til lufthavnen kl. 13.30, og velankommet fik vi tjekket kufferten ind. Vi fløj endda mod København 10 min. før tid, men flyet var også fyldt og så kunne vi jo ligeså godt komme afsted. Vi landede kl. 17 dansk tid, og derfra har jeg jo bare en kort tur hjem med metroen.

Jeg synes at Moldova var et spændende og hyggeligt land, og der var en meget afslappet stemning i Chisinau – og i Transnistrien da vi var dér. Af andre positive ting kan nævnes det meget lave prisniveau og hvor nemt det er at komme rundt med offentlig transport. Omvendt kan jeg ikke sige meget om moldovisk mad, for det fik vi reelt ikke noget af, og generelt var det temmelig svært at finde steder hvor vi kunne få noget at spise og drikke. Men jeg kunne sagtens tage tilbage en anden gang, og jeg kunne også være frisk på at tage rundt på landet i Moldova.


Turen har kostet følgende:
Fly t/r med Wizz Air inkl. sædevalg og 20 kg. bagage = 376 kr.
Lejlighed i 3 nætter = 245 kr.
Rundvisning på Cricova vingård inkl. vinsmagning = 225 kr.
Maya escape room = 57 kr.
Busser, taxa, mad, drikke og diverse = 377 kr.
I alt = 1.280 kr.

tirsdag den 26. februar 2019

Bukarest

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg har et mål om at skulle rejse til mindst ét nyt land hvert år! Både for at opleve nye steder, men også for at leve op til retningslinjerne fra De Berejstes Klub, hvor et af kravene er at man altid skal have været i flere lande end ens egen alder. Men nu kan jeg allerede sætte hak ud for 2019, for jeg har aldrig været i Bukarest eller Rumænien før. Der var booket billige billetter med mit nye favorit flyselskab Wizz Air, som jeg tidligere har fløjet med til Skopje og Warszawa. De gør det meget i det gamle østeuropa og Balkan, og til helt andre priser end man tidligere har kunnet købe. Min returbillet til Bukarest kostede bare 360 kr. – og det er altså inkl. bussen til og fra Malmø Airport. Så fredag aften d. 22. februar tog jeg bussen fra DGI byen kl. 19, og da flyet var 35 min. forsinket ved ankomst landede vi præcist kl. 01.30 lokal tid (+1 time i forhold til Danmark).

Alle steder har jeg læst om de forfærdelige taxachauffører i Rumænien og der kører da også en lufthavnsbus døgnet rundt, dog med 40 minutters mellemrum om natten – hvilket jo også er fair nok. Da næste bus gik kl. 01.50 havde jeg sådan set opgivet at nå den, men gav det alligevel et forsøg. På 19 minutter lykkedes det mig at komme ud af flyet, igennem paskontrol og immigration, hæve lokale penge i automaten samt købe et buskort. Så med et helt minut i overskud tog jeg plads i bus 783 og satte kursen mod centrum. Jeg havde valgt mit hotel efter de sædvanlige kriterier for en storbyferie: Pris, beliggenhed og tilgængelighed! For at starte med prisen, så kostede det 100 kr. i døgnet (takket være lidt kreativ planlægning gennem booking.com) og det var endda med morgenmad. Beliggenheden var i udkanten af centrum, men stadig med nærmeste metrostation indenfor 10 minutters gang, og så stopper lufthavnsbussen bogstaveligt talt lige foran hotellet, og det tæller bare – specielt kl. 02 om natten 😊

Mindre end en halv time efter bussen kørte fra lufthavnen var jeg på mit værelse på Hotel Triumf, der helt klart har sin storhedstid bag sig. Værelset var såmænd fint nok, men det var nogle gamle møbler og slidte tæpper på gangene, men det vigtige var at det var slidt - ikke beskidt. Men til prisen var det rigtigt fint og jeg havde endda eget bad og toilet. Jeg gik på hovedet i seng og sov, efter at have været nede i receptionen og købe en flaske vand. Det der kom ud af vandhanen var i hvert fald så brunligt, at jeg ikke lige havde lyst til en slurk af det.

Lørdag morgen spiste jeg morgenmad – og det var da godt at det var inkluderet i prisen. Der var ingen buffet, men jeg fik da en tallerken med fire skiver ristet brød, en lille pakke jordbærmarmelade, lidt scrambled eggs samt et glas vand – fra flaske! Efter det ’fantastiske’ morgenmåltid begav jeg mig ud i byen. Metrostationen Aviatorilor lå 7-8 minutters gang væk, og derfra kan man tage metroen sydpå til det helt centrale Bukarest. En tur med metroen koster 3 kr. uanset længden, og for nemheds skyld købte jeg et 10-turs kort så jeg ikke skulle stå i kø hver gang. Jeg havde udset mig nogle butikker med tøj til store mænd, og da mange af disse var lukket søndag startede jeg lidt utraditionelt med shopping. Jeg var i flere shopping centre og spiste frokost på Subway – hvor en footlong sandwich kun kostede 20 kr. – og så billigt har jeg vist aldrig spist på Subway før. Udover centrene var jeg også i flere gadebutikker – bla. den super hyggelige boghandel Cărturești Carusel. Om aftenen købte jeg en Meat Lover med hjem fra en Pizza Hut take away og gik de sidste 10 minutter hjem. Der var stor bryllupsfest på hotellet, så jeg tog min pizza med op på værelset og spiste den imens jeg så dansk melodi grand prix live på mobilen.

Søndag var jeg rundt i byen med både metro, bus og sporvogn. Bus og sporvogn kostede 2 kr. pr. tur og det er nemt at finde rundt ved hjælp af Google Maps. Jeg så flere kirker og pladser, nogle afgjort mere imponerende end andre. Jeg var forbi togstationen Gara de Nord og det lille tilhørende togmuseum. Om eftermiddagen skulle jeg besøge Therme, der efter sigende skulle være det største termiske badeland i Europa. Der kører en gratis shuttle bus fra centrum, så jeg stillede mig klar ved metrostationen Piaţa Romană hvor alle de andre busser kørte. Der kom dog ingen bus til Therme, men det viste sig at være fordi jeg stod ved det forkerte sted. Bussen derhen kørte nemlig fra selve Piaţa Romană – som er en rund plads et par hundrede meter fra metrostationen af samme navn. Da shuttle bussen kun kører hver anden time om søndagen, gad jeg ikke stå og vente på den næste i 8 graders frost. I stedet tog jeg den lokale bus der kørte i den rigtige retning, og da den skulle dreje fra stod jeg af lige inden - ikke så langt fra lufthavnen. Der kørte ingen bus det sidste stykke og jeg havde ikke lyst til at gå 5 km. Normalt ville jeg jo have taget en taxa, men de har bare et utroligt dårligt rygte. Så i stedet bestilte jeg en Uber på mobilen og indenfor 5 min. kom den trillende. Jeg skulle betale 10,57 Lei for turen, men fik en rabat på 10 Lei fordi det var min første tur. Jeg gav dog chaufføren et par Lei i drikkepenge samt en 5* anmeldelse og så kørte han glad afsted igen.

Jeg havde købt min billet hjemmefra – og man kan vælge at købe til 3 timer, 4,5 time eller hele dagen. Jeg havde valgt at købe billet til 4,5 time – inkl. området The Palm der er forbeholdt personer over 16 år. Jeg fik udleveret det armbånd man bruger til at låse sit skab og til betaling i barer og restauranter. Alle har adgang til området Galaxy der er fyldt med vandrutsjebaner og diverse forlystelser for børn og voksne. The Palm er som sagt kun for folk over 16 år, og består primært af en palmestrand og tusindvis af liggestole, barer, regnskovssaunaer, boblebade m.m.

Det sidste område hedder Elysium og er primært et spaområde med forskellige typer behandlinger (mod ekstra betaling), men det havde jeg ikke købt adgang til. Mine 4,5 timer kostede lige over 100 kr. – hvilket må siges at være en meget rimelig pris. Jeg tilbragte et par timer i det udendørs bassin, hvor man sidder i det varme vand og kun har hovedet stikkende op i frostvejret. Det bragte minder om alt fra Lalandia til Oslo-båden, for slet ikke at snakke om Blue Lagoon på Island. Ingen sammenligning i øvrigt for Therme er 100% nyt, moderne og ’Disney-agtigt’. Hvis man bliver længere end den tid man har købt til, skal man blot betale 5 kr. ekstra pr. halve time, men jeg var ude efter 4 timer og 28 min. – så det kunne jo ikke være mere perfekt. I voksenområdet er der masser af barer med billige drinks, og havde jeg været afsted med andre kunne jeg sagtens have brugt en hel dag på stedet 😎

Jeg tog shuttle bussen tilbage mod byen kl. 19 – men vi blev omdirigeret pga. nogle protestdemonstrationer, så jeg blev ikke sat af ved mit hotel men derimod helt inde i byen. Men så benyttede jeg lejligheden til at få noget aftensmad og derefter tog jeg hjem til mit hotel. Om natten så jeg Oscar uddelingen live på mobilen, imens jeg skrev lidt sammen med Benjamin undervejs. Dette år vandt han vores interne lille gættekonkurrence, så nu skylder jeg ham en romkugle og det skal være ham så inderligt fortjent. Specielt fordi han havde revanche til gode fra året før, hvor jeg forudså hele 21 ud af de 24 kategorier.

Mandag tjekkede jeg ud fra hotellet ved 11-tiden og tog med bus og sporvogn til House of Experiments, der er en blanding af et teknisk museum og et eksperimentarium. Da jeg endelig kom derhen var der så lige præcis den dag lukket for offentligheden – og kun adgang for skoleklasser, noget med et nationalt skoleprojekt. Det havde der så ikke stået et ord om på deres hjemmeside, så det var noget spild af tid. I stedet brugte jeg dagen på at tage rundt og se andre ting i byen som f.eks. Parlaments Paladset. Det store skrummel er efter sigende verdens tungeste bygning og i antal kvadratmeter kun overgået af Pentagon. Under bygningen findes en atomsikret bunker der kan huse 100.000 mennesker, og normalt kan man komme på rundvisning derinde – inklusive kælderen og tagterrassen. Men da Rumænien overtog formandsskabet i EU d. 1. januar bliver parlamentet brugt til dem, og af sikkerhedsmæssige hensyn er rundvisninger for privatpersoner så ikke mulige i det halve år. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt da det kunne have været spændende at se, men så er der også noget til næste gang jeg kommer tilbage til byen. Frokosten blev spist på Subway, imens jeg optog en noget irriterende video af mig selv der spiser en tunsandwich. Den sendte jeg 'selvfølgelig' til familien der bare elsker Subway… 😘

Jeg kørte en del rundt med sporvogn og trolleybusser, men sidst på eftermiddagen tog jeg bussen til lufthavnen. Hjemturen med Wizz Air foregik helt efter bogen, så jeg landede kl. 21 i Malmø hvor bussen til København ventede foran terminalen. Chauffører spurgte endda om der var nogen der ville af ved lufthavnen, og det skyndte jeg mig (som den eneste) at sige ja tak til. Det er jo noget hurtigere end først at skulle til DGI byen og så hjem derfra. Så jeg var hjemme hos mig selv kl. 22.40 – godt fem timer efter at jeg sad i centrum af Bukarest. Overordnet set har det været et lidt overraskende positivt bekendtskab, og en by jeg sagtens kan besøge igen…

Turen har kostet følgende:
Flybillet t/r inkl. bus til Malmø Airport = 360 kr.
Hotel i tre nætter inkl. morgenmad = 300 kr.
Busser, sporvogn, metro samt Uber = 55 kr.
Therme spabad = 105 kr.
Mad, drikke samt diverse = 260 kr.
I alt = 1.080 kr.