tirsdag den 26. februar 2019

Bukarest

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg har et mål om at skulle rejse til mindst ét nyt land hvert år! Både for at opleve nye steder, men også for at leve op til retningslinjerne fra De Berejstes Klub, hvor et af kravene er at man altid skal have været i flere lande end ens egen alder. Men nu kan jeg allerede sætte hak ud for 2019, for jeg har aldrig været i Bukarest eller Rumænien før. Der var booket billige billetter med mit nye favorit flyselskab Wizz Air, som jeg tidligere har fløjet med til Skopje og Warszawa. De gør det meget i det gamle østeuropa og Balkan, og til helt andre priser end man tidligere har kunnet købe. Min returbillet til Bukarest kostede bare 360 kr. – og det er altså inkl. bussen til og fra Malmø Airport. Så fredag aften d. 22. februar tog jeg bussen fra DGI byen kl. 19, og da flyet var 35 min. forsinket ved ankomst landede vi præcist kl. 01.30 lokal tid (+1 time i forhold til Danmark).

Alle steder har jeg læst om de forfærdelige taxachauffører i Rumænien og der kører da også en lufthavnsbus døgnet rundt, dog med 40 minutters mellemrum om natten – hvilket jo også er fair nok. Da næste bus gik kl. 01.50 havde jeg sådan set opgivet at nå den, men gav det alligevel et forsøg. På 19 minutter lykkedes det mig at komme ud af flyet, igennem paskontrol og immigration, hæve lokale penge i automaten samt købe et buskort. Så med et helt minut i overskud tog jeg plads i bus 783 og satte kursen mod centrum. Jeg havde valgt mit hotel efter de sædvanlige kriterier for en storbyferie: Pris, beliggenhed og tilgængelighed! For at starte med prisen, så kostede det 100 kr. i døgnet (takket være lidt kreativ planlægning gennem booking.com) og det var endda med morgenmad. Beliggenheden var i udkanten af centrum, men stadig med nærmeste metrostation indenfor 10 minutters gang, og så stopper lufthavnsbussen bogstaveligt talt lige foran hotellet, og det tæller bare – specielt kl. 02 om natten 😊

Mindre end en halv time efter bussen kørte fra lufthavnen var jeg på mit værelse på Hotel Triumf, der helt klart har sin storhedstid bag sig. Værelset var såmænd fint nok, men det var nogle gamle møbler og slidte tæpper på gangene, men det vigtige var at det var slidt - ikke beskidt. Men til prisen var det rigtigt fint og jeg havde endda eget bad og toilet. Jeg gik på hovedet i seng og sov, efter at have været nede i receptionen og købe en flaske vand. Det der kom ud af vandhanen var i hvert fald så brunligt, at jeg ikke lige havde lyst til en slurk af det.

Lørdag morgen spiste jeg morgenmad – og det var da godt at det var inkluderet i prisen. Der var ingen buffet, men jeg fik da en tallerken med fire skiver ristet brød, en lille pakke jordbærmarmelade, lidt scrambled eggs samt et glas vand – fra flaske! Efter det ’fantastiske’ morgenmåltid begav jeg mig ud i byen. Metrostationen Aviatorilor lå 7-8 minutters gang væk, og derfra kan man tage metroen sydpå til det helt centrale Bukarest. En tur med metroen koster 3 kr. uanset længden, og for nemheds skyld købte jeg et 10-turs kort så jeg ikke skulle stå i kø hver gang. Jeg havde udset mig nogle butikker med tøj til store mænd, og da mange af disse var lukket søndag startede jeg lidt utraditionelt med shopping. Jeg var i flere shopping centre og spiste frokost på Subway – hvor en footlong sandwich kun kostede 20 kr. – og så billigt har jeg vist aldrig spist på Subway før. Udover centrene var jeg også i flere gadebutikker – bla. den super hyggelige boghandel Cărturești Carusel. Om aftenen købte jeg en Meat Lover med hjem fra en Pizza Hut take away og gik de sidste 10 minutter hjem. Der var stor bryllupsfest på hotellet, så jeg tog min pizza med op på værelset og spiste den imens jeg så dansk melodi grand prix live på mobilen.

Søndag var jeg rundt i byen med både metro, bus og sporvogn. Bus og sporvogn kostede 2 kr. pr. tur og det er nemt at finde rundt ved hjælp af Google Maps. Jeg så flere kirker og pladser, nogle afgjort mere imponerende end andre. Jeg var forbi togstationen Gara de Nord og det lille tilhørende togmuseum. Om eftermiddagen skulle jeg besøge Therme, der efter sigende skulle være det største termiske badeland i Europa. Der kører en gratis shuttle bus fra centrum, så jeg stillede mig klar ved metrostationen Piaţa Romană hvor alle de andre busser kørte. Der kom dog ingen bus til Therme, men det viste sig at være fordi jeg stod ved det forkerte sted. Bussen derhen kørte nemlig fra selve Piaţa Romană – som er en rund plads et par hundrede meter fra metrostationen af samme navn. Da shuttle bussen kun kører hver anden time om søndagen, gad jeg ikke stå og vente på den næste i 8 graders frost. I stedet tog jeg den lokale bus der kørte i den rigtige retning, og da den skulle dreje fra stod jeg af lige inden - ikke så langt fra lufthavnen. Der kørte ingen bus det sidste stykke og jeg havde ikke lyst til at gå 5 km. Normalt ville jeg jo have taget en taxa, men de har bare et utroligt dårligt rygte. Så i stedet bestilte jeg en Uber på mobilen og indenfor 5 min. kom den trillende. Jeg skulle betale 10,57 Lei for turen, men fik en rabat på 10 Lei fordi det var min første tur. Jeg gav dog chaufføren et par Lei i drikkepenge samt en 5* anmeldelse og så kørte han glad afsted igen.

Jeg havde købt min billet hjemmefra – og man kan vælge at købe til 3 timer, 4,5 time eller hele dagen. Jeg havde valgt at købe billet til 4,5 time – inkl. området The Palm der er forbeholdt personer over 16 år. Jeg fik udleveret det armbånd man bruger til at låse sit skab og til betaling i barer og restauranter. Alle har adgang til området Galaxy der er fyldt med vandrutsjebaner og diverse forlystelser for børn og voksne. The Palm er som sagt kun for folk over 16 år, og består primært af en palmestrand og tusindvis af liggestole, barer, regnskovssaunaer, boblebade m.m.

Det sidste område hedder Elysium og er primært et spaområde med forskellige typer behandlinger (mod ekstra betaling), men det havde jeg ikke købt adgang til. Mine 4,5 timer kostede lige over 100 kr. – hvilket må siges at være en meget rimelig pris. Jeg tilbragte et par timer i det udendørs bassin, hvor man sidder i det varme vand og kun har hovedet stikkende op i frostvejret. Det bragte minder om alt fra Lalandia til Oslo-båden, for slet ikke at snakke om Blue Lagoon på Island. Ingen sammenligning i øvrigt for Therme er 100% nyt, moderne og ’Disney-agtigt’. Hvis man bliver længere end den tid man har købt til, skal man blot betale 5 kr. ekstra pr. halve time, men jeg var ude efter 4 timer og 28 min. – så det kunne jo ikke være mere perfekt. I voksenområdet er der masser af barer med billige drinks, og havde jeg været afsted med andre kunne jeg sagtens have brugt en hel dag på stedet 😎

Jeg tog shuttle bussen tilbage mod byen kl. 19 – men vi blev omdirigeret pga. nogle protestdemonstrationer, så jeg blev ikke sat af ved mit hotel men derimod helt inde i byen. Men så benyttede jeg lejligheden til at få noget aftensmad og derefter tog jeg hjem til mit hotel. Om natten så jeg Oscar uddelingen live på mobilen, imens jeg skrev lidt sammen med Benjamin undervejs. Dette år vandt han vores interne lille gættekonkurrence, så nu skylder jeg ham en romkugle og det skal være ham så inderligt fortjent. Specielt fordi han havde revanche til gode fra året før, hvor jeg forudså hele 21 ud af de 24 kategorier.

Mandag tjekkede jeg ud fra hotellet ved 11-tiden og tog med bus og sporvogn til House of Experiments, der er en blanding af et teknisk museum og et eksperimentarium. Da jeg endelig kom derhen var der så lige præcis den dag lukket for offentligheden – og kun adgang for skoleklasser, noget med et nationalt skoleprojekt. Det havde der så ikke stået et ord om på deres hjemmeside, så det var noget spild af tid. I stedet brugte jeg dagen på at tage rundt og se andre ting i byen som f.eks. Parlaments Paladset. Det store skrummel er efter sigende verdens tungeste bygning og i antal kvadratmeter kun overgået af Pentagon. Under bygningen findes en atomsikret bunker der kan huse 100.000 mennesker, og normalt kan man komme på rundvisning derinde – inklusive kælderen og tagterrassen. Men da Rumænien overtog formandsskabet i EU d. 1. januar bliver parlamentet brugt til dem, og af sikkerhedsmæssige hensyn er rundvisninger for privatpersoner så ikke mulige i det halve år. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt da det kunne have været spændende at se, men så er der også noget til næste gang jeg kommer tilbage til byen. Frokosten blev spist på Subway, imens jeg optog en noget irriterende video af mig selv der spiser en tunsandwich. Den sendte jeg 'selvfølgelig' til familien der bare elsker Subway… 😘

Jeg kørte en del rundt med sporvogn og trolleybusser, men sidst på eftermiddagen tog jeg bussen til lufthavnen. Hjemturen med Wizz Air foregik helt efter bogen, så jeg landede kl. 21 i Malmø hvor bussen til København ventede foran terminalen. Chauffører spurgte endda om der var nogen der ville af ved lufthavnen, og det skyndte jeg mig (som den eneste) at sige ja tak til. Det er jo noget hurtigere end først at skulle til DGI byen og så hjem derfra. Så jeg var hjemme hos mig selv kl. 22.40 – godt fem timer efter at jeg sad i centrum af Bukarest. Overordnet set har det været et lidt overraskende positivt bekendtskab, og en by jeg sagtens kan besøge igen…

Turen har kostet følgende:
Flybillet t/r inkl. bus til Malmø Airport = 360 kr.
Hotel i tre nætter inkl. morgenmad = 300 kr.
Busser, sporvogn, metro samt Uber = 55 kr.
Therme spabad = 105 kr.
Mad, drikke samt diverse = 260 kr.
I alt = 1.080 kr.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar