torsdag den 10. februar 2011

Sydney

Så blev det endelig tid til at vi skulle af sted…

Vi havde begge glædet os til denne tur i mange måneder, og endelig, endelig, endelig var tiden kommet. Som altid er det en større opgave at få planlagt alle ting, når man skal være væk så længe, men jeg tror faktisk jeg nåede det hele – eller så godt som! :-)

Vi fløj først med SAS til München og selvom vi kun havde en time til at skifte fly, var der ingen problemer med at nå det. Vi fløj med Etihad Airways videre til Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, hvor vi ventede i 3 timer før vi fløj videre til Sydney. Det ER en lang flyvetur, og specielt de sidste par timer føltes lange, men for mit vedkommende bliver det hurtigt glemt, når først man kommer ud af flyet. Immigration og grænsecheck var hurtigt overstået, og da vores hostel tilbyder gratis transport til byen, hvis man overnatter i mindst 3 dage, så gik det også let og smertefrit.

D’Lux Hostel ligger midt i Kings Cross kvarteret i Sydney, og da vores værelse først ville være klart kl. 12, gik vi de få skridt ned til stationen og købte et ugekort til 41 A$ (ca. 230 kr.). Det gælder så til alle tog, busser og færger i centrum af Sydney, og selvom vi kun skulle være der i 4 dage kunne det bedst betale sig, da et dagskort koster 20 A$.

Vi gik en længere tur fra Circular Quay, som er stationen lige ved havnen. Vi rundede Sydney Harbour Bridge hvorfra man har et flot udsyn til operahuset. Jeg havde besluttet at give Robert en tur over Sydney Harbour Bridge (hvis han turde!) så det fik vi booket til dagen efter. Vi tog tilbage til vores hostel og tjekkede ind, og efter en lille lur tog vi tilbage til centrum. Vi prøvede monorail banen, og stod af i Darling Harbour og tog en af de små gule og grønne færger til Circular Quay. Det var et par meget trætte backpackere der gik i seng fredag aften!

Lørdag tog vi med færgen til Taronga Zoo, der ligger blot 12 minutters sejlads fra havnen. På vejen passerer man lige forbi operahuset, men jeg synes ikke ”havnesiden” viser bygningen fra sin bedste side, men det er altid skønt med en sejltur. Ved den zoologiske have kan man vælge om man vil tage en bus op til indgangen – eller en kabelbane… så vi valgte selvfølgelig kabelbanen. Det fede ved den er, at man både får udsigten over havnen i Sydney, men samtidig turen hen over haven i rimelig lav højde, hvilket jeg i hvert fald aldrig har prøvet før! Det var en meget varm dag (over 40 grader), så om det var os eller dyrene der havde det varmest skal jeg lade være usagt. Prisen taget i betragtning (43 A$ eller 30$ med studiekort), så synes vi begge at haven er flot anlagt, men der er for få dyr at se. Vi så et lille show med sæler samt forskellige andre dyr som kænguruer og cassowarier. Vi var godt trætte – og svedige – da vi endelig nåede ned til færgen og sejlede tilbage til byen.

Imens Robert gik sin tur over broen, besøgte jeg Museum of Contemporary Art der ligger midt på havnen. Selve museet synes jeg var en smule kedeligt, men der var dog aircon! De havde dog også en special udstilling med billeder af og om Annie Leibovitz, der var ret fantastisk. Senere mødtes jeg med Robert igen, der havde haft en fantastisk tur over broen. Så endnu engang var det to trætte venner der krøb til køjs.

Søndag var vi en smut nede ved havnen, og vi sejlede over til det lille ’Tivoli’ – Luna Park. Den er noget nedslidt, men har dog en vis charme. Ellers tog vi det stille og roligt, og vi var stadig også bombede efter den lange flyvetur. Vores toglinje var lukket denne weekend, så vi måtte med bus hjem, og det tog faktisk pænt langt tid, specielt i betragtning af, at afstanden ned til havnen kun er nogle få kilometer.

Mandag formiddag tjekkede vi ud af vores hostel, og gik lidt ned af gaden til en sportsbar. Her så vi SuperBowl sammen med 30-40 andre. Der var billige Budweiser øl og gratis hotdogs… Packers slog Steelers, men da jeg holder lidt med begge hold, så gjorde det egentlig ikke så meget hvem der vandt. Kl. 15 kom shuttle bussen og kørte os til lufthavnen. Vi fløj med Pacific Blue til Christchurch på New Zealand – en lille flyvetur på 2½ timer…