Dubai har stået på listen for Robert og jeg i noget tid, mest for at se hvad al hypen handler om! Vi har ingen erfaring med mellemøsten, bortset fra et par mellemlandinger i Abu Dhabi. Men nu skulle det være...
Vi havde fundet nogle billige billetter med Austrian Airlines til 2.899 kr. for en returbillet, hvilket må siges at være en ganske rimelig pris. Så torsdag d. 26. januar fløj vi først fra København til Wien og derfra videre til Dubai. Forbindelsen var fin og ved amkomsten fik vi stemplet vores visum ind i passet uden problemer. Vi tog metroen til vores lejligheds-hotel "Fortune Hotel Apartments" midt i byen. Lejligheder er standard i Dubai, og det er ofte billigere at booke en lejlighed fremfor et hotelværelse, så det havde vi gjort! Vi betalte ca. 550 kr. pr. overnatning, og for en stor lækker lejlighed var det faktisk meget rimeligt. Stort soveværelse, opholdsstue, køkken og hele to badeværelser var til vores rådighed - foruden kabel-tv og gratis internet - omend det "kun" var kablet og ikke wifi... :-)
Fredag tog vi metroen til Dubai Mall, der er verdens største shopping center. Det ligger ved Dubai lagoon, der er en kunstig skabt sø midt i byen. Ved lagunen ligger også Burj Khalifa - verdens højeste bygning på 828 meter. I Dubai Mall spiste vi på T.G.I. Friday's - Roberts første gang på den amerikanske kæde. Fra balkonen har man et fantastisk udsyn over lagunen og Burj Khalifa, og vi kunne spise og nyde det hele. Når mørket falder på starter showet i Dubai Fountain, som er et fantastisk springvand i lagunen. Lys, røg og vand i flot kombination med musik, det hele tilpasset små "historier" vandet fortæller. Flot oplevelse der kun bliver forstærket jo mere mørkt det bliver! Der er en lang række forskellige shows der bliver vist aftenen igennem - et nyt show hver 10. til 20. minut. Det er et absolut must ved et besøg i Dubai.
Lørdag tog vi metroen langs vandet sydpå til Dubai Marina. Det er her de rige lægger til i deres store lystyachts, men der var nu ikke så fuldt den dag! Til gengæld er området FYLDT med store dyre biler: Hummer, Porche, Ferrari, Lamborghini, Jaguar m.m. er standard - sammen med 'over-size' 4-hjulstrækkere, så man lægger mere mærke til en almindelig bil - da der simpelthen ikke er så mange af dem! Vi gik en tur på "Walk of the JBR" ikke langt fra marinaen, hvor vi også var på et lille turist marked og spiste frokost på Bob's Diner :-)
Vi tog en taxa videre, og han kørte os hele vejen ud til Atlantis Hotel på Palm Jumeirah. Det var faktisk meningen at han skulle have sat os af ved monorailen der kører derud, men det forstod han aldrig. Det var nu helt ok, for taxakørsel er MEGET billig i Dubai.
Atlantas er et KÆMPE hotel, og blandt attraktionerne er "The Lost Chamber" der er et akvarium der skal minde om det sunkne Atlantis. Stedet er flot, men måske ikke helt 150 kr. værd i entré! Vi tog monorailen tilbage til fastlandet og metroen ind til centrum. Vi gik en tur på Dubais "Gold Souq", men vi var altså ikke så imponeret over byens markeder! For mig er et marked nogle boder (af en eller anden slags), men her er det "bare" en samling butikker, og det er altså ikke et marked! Vi tog en "abra" - en lokal vandtaxa over creek'en - for blot 1 Dirham (1,50 kr.). Vi gik igennem Bur Dubai Souq, før vi spiste aftensmad på en lille hyggelig restaurant ikke så langt fra vores lejlighed. Skøn kylling... og det var billigt!
Søndag var det Roberts fødselsdag, og det fejrede vi med at sove længe. Vi var i poolen oppe på taget, men ærligt talt så var det lidt for koldt. Ud på eftermiddagen kom vi "på gaden" - og satte kursen mod den nærmeste Pizza Hut - så bliver det da ikke et finere sted at spise sen frokost på sin fødselsdag, hva'? ;-)
Bagefter tog vi ud til det 7-stjernede (?!) hotel Burj-al-Arab, der ligger på en kunstig ø ud for kysten. Man kan dog ikke komme derud hvis man ikke har en reservation, og det lykkedes os heller ikke at komme ned på stranden og få taget nogle gode billeder. I stedet tog vi bussen til Mall of the Emirates, hvor vi handlede i det franske supermarked "Carrefour". Vi købte mad i delikatesseafdelingen og spiste det hjemme i lejligheden.
Mandag var vi rundt på forskellige "markeder" - bla. elektronikmarkedet og krydderimarkedet - men igen var det altså ikke den store revolutionerende oplevelse! Vi fik gået en masse i den gamle bydel, og vi havde en del problemer med at finde et sted at spise. Mange butikker der solgte alverdens varer, men ingen steder at spise. Det lykkedes dog til sidst, og vi fik et udemærket måltid, før vi igen krydsede creek'en i en abra. Der var endda lidt fyrværkeri dernede da vi sejlede over, og vi var trætte da vi endelig kom hjem...
Tirsdag morgen tog vi metroen ud i lufthavnen og hentede vores lejebil. Vi havde booket en Mitsubishi Lancer gennem Dollar-rent-a-car for under 1.000 kr. for en uge. Bilen var fin - selvom det bestemt var en af de mindste biler vi så på vejene! Vi kørte ud på Palm Jumeirah, men det var diset, så udsigten til Burj-al-Arab var ikke specielt god. Vi havde booket billet til turen op i Burj Khalifa - verdens højeste bygning. Indgangen foregår gennem Dubai Mall der ligger ved siden af Burj Khalifa. Observationsdækket ligger på 124. etage i 442 meters højde, og turen derop foregår (naturligvis!) med verdens hurtigste elevator. Udsigten deroppefra er flot, men det er lidt sjovt at Dubai egentlig er så lille en by, omgivet af ørken og hav. Det kan bare ikke sammenlignes med udsigten over f.eks. New York, Tokyo eller Hong Kong. Vi sluttede aftenen af med at spise en gang mere på T.G.I. Friday's, før vi så endnu et par omgange af "showet" i Dubai Fountain.
Du kan se lidt video fra Dubai Fountain her:
www.youtube.com/watch?v=xjjgHi45VOs
www.youtube.com/watch?v=ZS2SgISwKU0
Onsdag tjekkede vi ud fra Fortune Hotel Apartments - og satte kursen sydpå - mod Emiraternes hovedstad Abu Dhabi...