Vi havde oprindeligt booket tre overnatninger i Unawatuna, og så en anden reservation på to ekstra dage, hvis stedet og hotellet nu viste sig at være fedt. Men da vi kun havde brugt en ekstra dag i Sigiryia og ikke tog en dag i Colombo, så var vi stadig en dag foran. Heldigvis havde hotellet også plads da vi bookede det tidligere på turen. Vi ankom ved 9-tiden om morgenen og vores værelse var heldigvis klar. Det viste sig at være en lækker hytte, som nok er den bedste både at beskrive den på. Igen havde vi to gode senge, stort køleskab, lækkert badeværelse og intet mindre end 43 bøjler i klædeskabet. Der var så kun 42 da vi tjekkede ud for jeg fik knækket én en nat hvor Roberts vasketøj faldt ned. Det eneste vi manglede var wifi på værelset, men da vi havde vores lokale mobildata klarede vi det fint. Hotel Flower Garden har hele to swimmingpools og det hele er anlagt på en fin og hyggelig måde. Placeringen er glimrende i Unawatuna, men der er dog et stykke til stranden hvis det er vigtigt for én. Vi var skrupsultne, og da de stadig serverede morgenmad da vi kom hoppede vi på det. Det var selvfølgelig ikke med i det vi havde betalt, men da vi skulle med et tidligt tog når vi tog videre, så prøvede jeg om den morgenmad vi så ikke kunne nå dér kunne gå op med den ekstra fra denne morgen. Men det lykkedes aldrig at få et svar fra receptionen om det kunne lade sig gøre, så i sidste ende betalte vi for den da vi tjekkede ud.
Vi fik en dukkert i poolen før vi gik en tur på gaden. Senere spiste vi på en russisk mafia restaurant, sådan føltes det i hvert fald. Der er desværre mange russere i Sri Lanka, specielt ved strandene. Det er ikke svært at spotte de pumpede og tatoverede badejern, og der var flere skilte og menukort på russisk end på srilankansk. Det er omtrent ligeså hyggeligt som de danske restauranter og menukort på Phuket i 90'erne og 00'erne. Jeg ved godt at de ikke alle er som Putin, og vi snakkede faktisk med et sødt yngre russisk par i Ella. Men den nuværende situation taget i betragtning så er de ikke på min favoritliste.
Søndag morgen spiste vi på hotellet der serverede i det lidt særprægede tidsrum kl. 08.15-10.15 Det var ok og i det mindste var det en buffet. Men mange af retterne som f.eks. kyllingpølserne og de små pandekager var helt kolde uanset hvad tid vi kom på. Men der var dog en toastmaskine så vi selv kunne riste brød samt en 'æggemand'. At de så tre ud af fire morgener gav os en anden type æg end bestilt, så vi igennem fingre med. Vi var inde et par steder og høre om priser på scootere, og endte med at give 2000 LKR (50 kr.) pr. dag pr. styk når vi lejede dem i tre dage. Fint nok, og det giver bare en skøn frihed at man kan tage hvorhen man vil - når man vil. Benzinen var lidt billigere nede sydpå (311 LKR = 8 kr.) pr. liter, hvor det kostede ca. 350 LKR i Sigiriya og Trincomalee. Vi kørte ind til Galle og så fortet og fyrtårnet og gik en tur i det hyggelige område. Vi var også i et supermarked og handle før et kæmpe regnskyl satte en stopper for yderligere udforskning. Resten af dagen brugte vi på hotellet - i poolen og vi så lidt film på værelset. Fjernsynet var monteret på væggen så man kun kunne se det fra den ene seng, så vi krøb sammen i Robert seng når vi skulle se film fra den medbragte bærbare computer 😄
Mandag fik Robert feriens første to dyk, men der havde ikke været så meget interessant at se. Om eftermiddagen kørte vi til en Indian Hut restaurant, for nu skulle vi have noget lækker butter chicken og skønne naan brød. Men nej, det var smurt ind i noget skrækkeligt, og det samme gjorde sig gældende for det kylling vi havde købt ved siden af. Det er virkelig sjældent at jeg ikke kan spise kyllingekød, men det kunne jeg altså ikke få ned. Vi kunne heller ikke få naan brød, for som det fremgik af menukortet blev det først serveret efter kl. 17 - uden yderligere forklaring. Jeg fik også købt frimærker til de par postkort jeg havde skrevet, og det kostede næsten den fyrstelige sum af 2 kr. at sende til Danmark.
Tirsdag morgen dykkede Robert igen, og det ene dyk var et vragdyk og det havde været fint. Imens kørte jeg til Weligama ca. 25 km. længere østpå. Jeg fandt en butik med keramik som Clara havde handlet i om sommeren da hun var der med Michelle. Jeg havde både Clara, Emma og Anne med på et videokald så de kunne se hvad udvalget var - og jeg fik da også købt 7 ting med hjem til dem. På vejen tilbage stoppede jeg en del steder, og var bla. i vandet på Jungle Beach. Den eneste strandbadetur på hele turen! Det var skønt med en god tur på scooteren, men da jeg var ved at være hjemme begyndte det selvfølgelig igen-igen at regne. Ikke en omgang hyggeregn, men en dejlig monsun der rusker det hele igennem. Da jeg kom tilbage på værelset som en druknet mus var Robert kommet hjem fra dykkerturen. Senere stilnede det lidt af og vi tog scooterne og kørte til en restaurant der lokkende hed "Yummy In The Tummy", men så yummy var det nu heller ikke. Vi afleverede scooterne da vi ikke skulle bruge dem mere den dag, og vi skulle med toget næste formiddag. Vi havde afbestilt de sidste to dage sydpå, da vejrudsigten bare lovede mere regn de kommende dage og Robert ikke ønskede flere dyk.
Når vi nu alligevel skulle betale for den ekstra morgenmad da vi ankom, så ville vi også udnytte den vi havde betalt for på sidste dag. Så vi besluttede at tage med et tog kl. 10 i stedet for kl. 06, så vi kunne nå morgenmaden på hotellet inden vi tjekkede ud. Vi tog en taxa til Thalpe, en lille station et stop længere væk end Unawatuna. Tanken var så, at vi ville være ombord på toget når alle skulle af i Galle, og så kunne vi sikre os et par siddepladser på turen nordpå mod Colombo - meget gerne i ventre side af kørselsretningen, da det så er vandsiden når man kører nordpå. Vi havde endda taget højde for at Galle er en terminus station hvor toget vender, da det kører ind og bakker ud samme vej. Vi fik købt vores billetter på stationen (500 LKR) og fik møffet os op i det ellers propfyldte tog. Turen ind til Galle tog en lille halv time, og så længe der bare steg nok af dér så var alt godt. Det var der så kun to der gjorde, slet ikke nok til at sikre os en siddeplads. Så er der lige pludselig langt til Colombo, og udsigten til at stå op i yderligere 3 timer i et bumletog var ikke så lokkende. Men der var kun en meget dyr taxatur som alternativ, så vi besluttede at prøve at se hvordan det gik, og ellers måtte vi jo stå af hvis vi ikke kunne mere.
Robert var heldig at få en plads på den første station vi stoppede ved, og lidt senere rejste en gut sig op så jeg kunne sidde ned. Fedt, tænkte jeg - pænt af ham at rejse sig op noget før stationen hvor han skulle af, så jeg kunne få hans plads. Men nej, han blev bare stående op - og det gjorde han så de næste halvanden time. Jeg spurgte ham flere gange om han ikke ville sidde igen, og da der var en halv times tid tilbage inden vi nåede Colombo sagde han endelig ja. Så vi endte med at have en nogenlunde tur den formiddag, også selvom vi igen kørte baglæns og ingen af os sad ved vinduet. Jeg fik dog rakt min telefon ind til vinduet et par gange, så jeg kunne tage billeder når vi var ekstra tæt på vandet. På dele af strækningen kører man vitterligt i vandkanten 😊
Der kører faktisk små lokaltog op til Negombo som var sidste stop på turen, men da vi kom til Colombo kunne jeg ikke lide at spørge Robert om vi skulle prøve det. Så i stedet gik vi ud og hyrede en taxa via PickMe, og de 80 kr. for en 40 km. taxatur var vist givet godt ud. Han har virkelig været en sand kammerat i forhold til de mange togture, da han ved hvor meget det betyder for mig, men nu synes jeg også han havde gjort sin borgerpligt 😀
Ingen kommentarer:
Send en kommentar