onsdag den 31. juli 2013

Langkawi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Langkawi tog kun 45 min. og ved ankomsten til lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel. Vi havde faktisk først valgt et hotel inde i øens ’hovedby’ Kuah, men ombestemte os senere, og valgte i stedet Aseania Resort der ligger ved Pantai Chenang. Hotellet ligger kun få hundrede meter fra vandet, og har Malaysia’s største swimmingpool som bedste trækplaster.

Vi fik vores værelser og mit første indtryk var nok ikke så positivt. Der var temmelig nedslidt, men sengene var nu faktisk ok og det betyder mere for mig, end hvordan tapetet ser ud. Vi gik ud og fik aftenmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng. Det er altid lidt spændende når man kommer til et nyt sted så sent, for hvordan ser der mon ud om morgenen?

Fredag morgen stod vi op og spiste morgenmad på hotellet. Den var udmærket, dog uden at være specielt prangende – men man kan sagtens spise sig mæt. Clara, Trine og Robert tog til stranden, hvor de i nogle timer morede sig i bølgerne, og fik taget mere end 300 billeder! Hvad skulle vi dog have gjort uden Robert, hans kamera – og ikke mindst hans tålmodighed? :-)

Imens tog Emma, Anne og jeg til øens hospital for at få en læge til at kigge på Emmas arm. Den sad jo fast i metrodøren i Kuala Lumpur dagen før, og da den stadig gjorde ondt var det bedst at få en læge til at kigge på den. Vi ventede kun ½ times tid, og lægen konstaterede at det måtte være et tryk på musklerne, og det burde gå over af sig selv igen. For en sikkerheds skyld fik hun også taget et røntgenbillede der bekræftede at der ikke var sket skade på knoglerne. Med armen i slynge og udstyret med noget smertestillende medicin blev hun sendt hjem igen. Samlet pris inkl. taxa – under 300 kr.

Om eftermiddagen slappede vi af i poolen, og Clara og Trine var en tur i motionscentret – noget Clara elsker – også fordi hun ikke er gammel nok til at prøve det hjemme i Danmark! Aftensmaden bestilte vi på hotellet, og selvom det er charmerende at få maden serveret ’pool-side’, så var kvaliteten desværre ikke tilsvarende fantastisk.

Lørdag startede med morgenmad efterfulgt af en tur på stranden. Pigerne købte luftmadrasser og det at se Anne komme op at ligge på den var et af turens højdepunkter. Fra tid til anden kom der rimelig store bølger og der var kraft nok til at vælte en omkuld, hvilket selvfølgelig var meget sjovt. På stranden kan man også sejle på vandscooter, parasaile eller få sig en tur på bananen. Naturligvis er det ikke billigt, det er den slags jo aldrig.

Om eftermiddagen var pigerne i poolen, og man kan godt forstå det er hotellets største aktiv. Officielt er den 154 meter lang, men hvordan de lige har målt det aner jeg ikke. Der er to almindelige pools der er forbundet, vandrutsjebaner, vandfald, bølgebad, boblebad samt en ’lazy river’ hvor man kan drive rundt. Selve hotellet er ved at blive opgraderet og renoveret, og det er også tiltrængt. Lobby, reception og restaurant er meget flotte, men den del vi boede i, trænger i den grad til en kærlig hånd – og vi boede endda på ’Super Deluxe’ værelser... hvad det så end dækker over?! :-)

Selvom Langkawi er en stor ø (knapt 500 km2) er der ingen offentlig transport. Så Robert og jeg tog en taxa ind til Kuah der er ’hovedbyen’ på Langkawi. Der er ingen grund til at forhandle om prisen, for den ligger fast på forhånd. Alle steder har de tavler med priser fra A til B – eller fra C til D. Praktisk, men sjovt at så stor en ø ikke har bare en enkelt buslinje til at forbinde byen med strandene, lufthavnen eller turistattraktionerne, for vejene var asfalteret og i ganske fin stand. Kuah by har dog ikke noget at byde på... eller mere præcist sagt: Udover at der var hæveautomater så vi kunne få nogle tiltrængte kontanter, så fik vi mad på en KFC og besøgte byens ’Mega Mall’ – der så bestod af 20-30 lokale butikker. Nå ja, så kunne vi da stryge Kuah fra listen over interessante steder...

Aftensmaden blev spist på en af de mange restauranter der ligger på gaden langs med stranden. Trine fik smagt kokosmælk direkte fra ’nødden’ – men blev hurtig enig med sig selv om, at det ikke ligefrem smagte specielt godt. Vi spillede lidt kort inden vi gik tilbage igen. På vejen købte vi lidt mad med hjem fra McDonalds til Clara og Anne der var blevet hjemme. Anne havde nemlig fået et stik af en stor ’bi-lignende’ flyvende pestilens, og det havde hurtigt udviklet sig til et pænt stort stik der gjorde ondt. Clara var heller ikke på toppen, da hun havde fået for meget sol. Vejret havde nu også været godt, og regn så vi ikke noget til i en hel del dage...

Søndag startede ved poolen – totalt afslapning. Pigerne havde haft kontakt med med en af de lokale ’pool-boys’ på hotellet, og han kunne skaffe os en tur på en vandscooter til en billig pris. Vi gik med ham ned til stranden, hvor det så viste sig at han alligevel ikke kunne give os en god pris. Så pludselig blev det dobbelt så dyrt... men det er jo nok hverken første eller sidste gang en fyr lover nogle søde piger noget... uden helt at kunne levere varen! :-)

Nå, men nu var vi jo dernede, så vi valgte en halv time til 180 kr. – og så måtte vi bytte undervejs. Trine og Emma var første hold afsted, derefter Anne og Clara. Trine fik en bonustur bag på Robert, da jeg valgte at blive på stranden. Ingen kritik af min bedste ven, men med både ham og jeg på én gang, så havde den scooter nok ikke ligefrem fløjet over vandet! Turen var dog sjov nok, omend al for kort. Det var stegende hedt, så jeg gik tilbage til hotellet, og snart efter kom Robert. Pigerne blev nede på stranden noget længere – imens vi sugede aircon på værelset. Eftermiddagen blev brugt ved poolen, for vi orkede faktisk ikke rigtigt andet. Det var planen at vi skulle have været oppe ved Langkawi’s største turistattraktioner: Skycab & Skybridge. Det er en kabelbane der på 20 min. fragter én op på toppen af Machinchang bjerget, hvorfra  en 120 m. lang bro er udspændt – ca. 100 m. oppe i luften. Desværre er Skybridgen lukket i øjeblikket pga. reparation, og uden den synes vi ikke vi ville tage kabelbanen derop. Du kan se mere om Skybridgen her:

I stedet gik vi om aftenen ned til øens ’6D-biograf’. Jeg aner ikke hvor de får de sidste dimensioner fra, men fred være med det. Vi betalte ca. 30 kr. hver og blev så spændt fast til vores sæde iført 3D-briller. Sædet kan så bevæge sig, og desuden bliver man udsat for vind, vand osv. - så det skulle virke mere realistisk. Vi har prøvet noget lignende med ’Shrek 4D’ i Universal Studios sidste år, og dette kunne ikke rigtigt leve op til den oplevelse! Vi så to små film á ca. 7 minutters varighed... men vi havde nok overlevet uden :-)

Mandag var det tid til at tjekke ud, og vi havde fået lov til at beholde vores værelser indtil kl. 15. Vi skulle videre til Phi Phi i Thailand, og egentlig var det planen vi skulle være blevet en dag længere på Langkawi. ”Problemet” var bare, at vi kun knap-og-nap ville kunne nå fra Langkawi til Krabi hvorfra båden til Phi Phi afgår. Var vi blevet det mindste forsinket undervejs, ville den sidste båd være sejlet til Phi Phi før vi nåede Krabi. I stedet valgte vi at tage af sted om eftermiddagen med båden kl. 16.30. Der er kun ’båd og bus’ forbindelse til Krabi om morgenen, så i stedet havde vi booket en privat minivan til at køre os fra Satun i Thailand (hvor båden fra Langkawi lægger til) til Krabi. Fordi vi var 6 personer endte det kun med at være ca. 20 kr. dyrere pr. person end hvis vi havde taget bussen. Vi betalte hver lidt over 200 kr. pr. person for turen - penge der var givet godt ud, da vi så havde en halv dag ekstra på Langkawi.

Vi blev hentet på hotellet og kørt ned til havnen der ligger udenfor Kuah. Bådturen tog lidt over en time, og på den anden side ventede vores chauffør med en dejlig behagelig og rummelig minivan. Immigrationen blev hurtigt overstået, og derefter satte vi kursen mod Krabi. Efter et par timer gjorde vi holdt en times tid i Trang, hvor vi fik noget at spise. Man kan godt mærke at denne sydlige del af Thailand ikke ligefrem ser mange turister! Damen der havde restauranten, havde dagen før kun solgt for 100 THB (under 20 kr.) så hun havde ikke kunnet købe ret meget mad. Det betød at hun ikke havde så meget på menuen, og det er første gang jeg har oplevet en restaurant løbe tør for ris! Vi fik dog nok til at blive mætte, og så kørte vi de sidste halvanden times tid til Krabi. Det var en super behagelig måde at gøre det på – og helt uden stress. Vi havde med vilje valgt et billigt lille guesthouse, for vi skulle jo bare sove en nat og så med båden næste morgen. Vi ankom kl. 22.45 og de holdt endda lidt længere åbent i receptionen og havde også sørget for billetter til båden til Phi Phi morgenen efter.

Tirsdag mogen spiste vi morgenmad på restauranten på P.N. Guesthouse – og det var overraskende godt. Det var i hvert fald klart den bedste frugtsalat vi havde fået på turen! Kl. 8 blev vi hentet i minibus og kørt ned til havnen... og kl. 9 sejlede båden til Phi Phi.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar