tirsdag den 2. december 2008

Darwin

Darwin - opkaldt efter Charles Darwin, ligger i Northern Territory, der som navnet antyder, er et territorie og ikke en stat. Tidligere hørte området under South Australia (SA), men har idag sit eget parlament og udpræget selvstyre. Der er dog fortsat mange ting der bestemmes af forbundsregeringen i Canberra, herunder spørgsmål vedr. områdets aboriginals.

Jeg fløj fra Bali torsdag nat, og landede i Darwin meget tidligt fredag morgen. Lufthavnen ligger faktisk på militært område tæt på byen og er åben 24 timer i døgnet. Landingsbanen er også lidt speciel - over 4.000 m. lang - og er den sydlige halvkugles reservelandingsbane for Nasa's rumfærge. Jeg havde hørt mange historier om de australske toldere og immigrationsmyndigheder, men bortset fra de søde og arbejdsomme narkohunde der arbejdede ved bagagebåndet - og det faktum at al min bagage blev x-ray'et på vej IND i et land - så gik det nu helt fint. Der var altså heller ingen der vaskede flyet eller mine støvler ved ankomst. Der kører en bus ind til centrum, og jeg blev smidt af ved Banyan View Lodge kl. 06.30

Mit værelse ville først være klar omkring middag, så jeg gik mig en lille tur. Det første der slog mig var... hold da op hvor er her varmt! Her snakker vi altså 32 grader kl. 7 om morgenen! Klimaet heroppe er domineret af to årstider : 'Wet' & 'Dry'. Som navnet antyder er 'wet' den våde sæson, der strækker sig fra ca. oktober til marts, mens den tørre sæson er resten af året. I øjeblikket er den våde sæson ved at starte for alvor, og både temperaturen og luftfugtigheden er skyhøj.

Efter en tur rundt i centrum, gik jeg tilbage til mit hostel og fik mit værelse. Det er uden bad og toilet, men det betyder heller ikke det store for mig (specielt ikke når fællesarealerne er så pæne og rene som her). Men jeg er glad for at slippe for sovesale, det indrømmer jeg til enhver tid! Jeg slappede lidt af i poolen, og læste i de brochurer jeg havde skrabet sammen på min gåtur i byen. Få hundrede km. fra Darwin finder man to af Australiens fede national parker - nemlig Kakadu og Litchfield. Jeg må indrømme at jeg ikke orkede en 4-dages tur (og er heller ikke i form til det), og mange af de kortere ture er netop stoppet i de sidste par uger pga. starten på regnsæsonen. Det lykkedes mig dog til sidst af få booket en 2-dages tur, men dagen efter blev den anden dags program aflyst. Ærgeligt, men sådan er det jo nogen gange. Det paradoksale er faktisk, at mange ture til parkerne nu er lukket pga. stigningen i vandstanden i floderne, men samtidig er f.eks. de berømte vandfald "Jim Jim" og "Twin Falls" ikke begyndt at løbe endnu. Så det er sådan en mellemfase i øjeblikket som de lokale kalder "build-up". Om et par uger kommer det til at gå som efter et ur, for om dagen bliver det bare varmere og varmere, indtil der til sidst kommer regn og klarer det hele op. Dagen efter starter det så forfra igen, og sådan kører det nogle måneder. Men som sagt sker det endnu ikke dagligt, men det skete dog to af dagene mens jeg var her. Så faldt temperaturen fra ulidelige 35-38 grader til langt mere behagelige 27-30 grader.

Jeg benyttede tiden til at se mig om i Darwin. Hovedgaden hedder Mitchell Street og selve bykernen er ikke så stor. Der er masser af butikker, barer, restauranter og supermarkeder. Prismæssigt er jeg jo nu kommet til et vestligt land, så jeg gik i supermarkedet Coles og provianterede. Der er fuldt køkken på mit hostel, og med eget køleskab på værelset så er det jo nemt nok. Egentlig er det helt ok at lave lidt mad igen, også selvom det "kun" er sandwiches m.m.

Jeg fik hurtigt bekræftet et par myter eller fordomme om Australien og indbyggerne. De går stort set alle rundt med den samme bredskyggede hat, og taler som en blanding af Crocodile Dundee og servitricen på en amerikansk diner. ALLE kalder én for "mate", "love" eller "hun", og så ender mange deres sætninger med 'okay?' - men sagt sådan 'mmmowkayy' :-)

Der er (selvfølgelig) også mange aboriginals, og jeg har aldrig set så sorte mennesker før! Mange af dem ser mig noget forhutlede ud, og der er sikkert en del triste skæbner imellem. En fælles ting for både sorte og hvide er dog manglen på fodtøj. Det er åbenbart helt normalt at rende rundt på bare tæer overalt, selvom man dog en del skilte med 'fodtøj påkrævet' ...

Jeg fik set byens kinesiske tempel, den gamle telegrafstation, og de gamle underjordiske olietunneller bygget under 2. verdenskrig. De skulle rumme en masse reserveolie, så hvis japanerne fik bombet Darwin, så ville flåden stadig kunne tanke op her. De blev færdigbygget (men dog aldrig brugt), for kort før de var færdige, blev Darwin bombet - d. 19. februar 1942. Der er spændende at gå nede i de enorme olietanke, som idag rummer billeder fra 2. verdenskrig. Der er også et par monumenter rundt omkring i byen, f.eks. en cenotaph i Bicentennial Park - hyldende de lokale helte fra begge verdenskrige. Jeg var også på en spændende rundvisning i parlamentsbygningen, hvor en ældre dame var guide. Sjove historier krydret med relevante oplysninger - og en flot bygning! Jeg tog også bussen til Fanny Bay, der ligger nogle få km. nord for Darwin centrum. Her så jeg det gamle fængsel, komplet med galger til hængning - sidst brugt i 1952.

Mandag tog jeg så på den lettere "barberede" - men laaaange 1-dages tur til Kakadu National Park. Chaufføren var også turguide, og aldrig har jeg oplevet en så skæg og informativ person - det var fedt! Der er ca. 250 km. til Kakadu fra Darwin, og i nationalparken stoppede vi flere steder. Vi så bla. Nourlangie Rock og dens mange spændede klippemalerier - mange af dem flere tusinde år gamle. Vi besøgte også et aboriginal kultur center og tog en sejltur på Yellow Water billabong. En billabong er en flod i regnsæsonen, men tørrer efterhånden ud til vandhuller og ender til sidst som en tør flodseng. Når regnen så kommer tilbage vender livet også tilbage, i form af fisk, fugle og krokodiller. Sejlturen bragte os desuden ud på South Alligator River - pudsigt navn, for der er ingen alligatorer i Australien. Der er dog både ferskvands- og saltvands krokodiller og dem så vi også nogle stykker af. Det var en lang, men absolut fed dag...

Tirsdag stod jeg tidligt op, og gik de få hundrede meter ned til Dr. Gully's AquaScene. Her kan man (de fleste dage) opleve tusindvis af fisk komme ind og blive fodret af. Det er godt nok specielt at stå midt i sådan et hav af fisk, som omfatter bla. multer og barramundi'er - og håndfodre dem med små stykker brød. Der er dog også større og (potentielt) farligere fisk i vandet, men de bliver lokket lidt væk med kødstykker af det årvågne personale. Fodringen er dog altid helt på eget ansvar, da det jo er et åbent hav - og man aldrig kan vide præcist hvad der kommer ind. Normalt kan man gå ud til livet eller svømme sammen med fiskene, men i øjeblikket er de potentielle livsfarlige box jelly fish blevet observeret, og så er det bedst ikke at gå så langt ud.

Du kan se lidt "fiske-video" her : http://www.youtube.com/watch?v=S4PQWHPnNRg

I morgen tidlig skal jeg så sydpå. Jeg har købt en billet til "The Ghan", et tog der på 51 timer vil bringe mig til Adelaide, med stop i Katherine og Alice Springs på vejen. Det er efterhånden længe siden jeg har kørt "rigtigt" i tog, og jeg glæder mig som et lille barn !!! :-)