Chongqing

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi landede i Chongqings lufthavns udenrigsterminal og tog shuttlebussen til indenrigsterminalen. Herfra kunne vi nemlig tage metroen ind til byen. Det tog lidt over en time og involverede et skift undervejs. Prisen på 5 kr. pr. person kan vist ikke gøres billigere. Da vi kom til vores station stod vi af, og fandt rimelig hurtig den rigtige vej. Jeg havde i forvejen tjekket på Google Maps, og der skulle kun være ca. 400 meter til vores hotel. Men her er det så at 'Kina-faktoren' kommer ind! Til at starte med gik gaden stejlt opad, og da vi kom til enden af vejen kunne vi ikke finde vores hotel. Vi spurgte en del lokale, men der er bare ingen der kan engelsk. Vi gik lidt frem og tilbage og vi var tæt på at opgive - selvom det ikke havde ændret på noget! De fleste steder i verden kan man jo altid spørge om vej, eller i det mindste sætte sig ind i en taxa - give en adresse og så læne sig tilbage. Det kan man bare ikke i Kina - af flere grunde: Dels eksisterer adresser ikke på samme måde som vi kender (derfor er der heller ikke mange vejskilte), meget få kan læse og forstå engelsk - og det gør folk lidt generte. Der er nu mange der prøver at hjælpe, men det er bare meget svært!

På dette tidspunkt havde Robert smidt sig på fortovet og havde det ret skidt. Anne og Clara gik på jagt efter noget at drikke, imens Trine og jeg gik på jagt efter hotellet. Det lykkedes endelig, og det viste sig faktisk at vi havde stået på det hjørne hvor hotellet lå i et godt stykke tid. Vi havde booket på Sunroom Hotel Apartment og det var faktisk tre små lejligheder vi fik. Vores lå på 21. etage og derfra havde vi en fin udsigt over byen. De to andre lå på 16. etage og vi manglede ikke plads. Der var både køkken, stue og arbejdsplads - og havde sengen bare levet op til det, havde det været helt perfekt. Men sengen var STENHÅRD og Robert endte faktisk med at sove på sofaen.

Klokken var efterhånden blevet næsten 23, og da vi ikke havde fået aftenmad gik vi ud for at få noget at spise. Det viste sig så at være mere end svært, og efter en gåtur rundt i området gav Robert og jeg op - og gik hjem i seng. Pigerne fandt dog en lokal restaurant og det lykkedes dem faktisk at få bestilt noget mad. Det de endte med at få var dog ikke lige så indbydende, men i det mindste fik de nogle kogte ris. Men da regningen samlet lød på 130 kr. så var de da i hvert fald også betalt! Man kan ikke beskrive dette på en måde der reelt afspejler en sådan situation - det skal simpelthen opleves!!! :-)

Chongqing er ikke et turiststed, da byen kun rummer få attraktioner for turister. Vi havde dog en dag til fri disposition, da vi ikke turde løbe an på først at flyve fra Bangkok få timer før vores fly hjem til Danmark.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på den McDonald's vi ikke havde kunnet finde dagen før, og jeg vil gerne indrømme at det gled ned med stort velbehag! Vi tog med metroen ned til Yangtze floden og derfra med kabelbanen. Den kører over floden og samtidig har man flot udsigt over byen. Det var STEGENDE hedt denne dag, med temperaturer over 40 grader. Efter turen med kabelbanen ville vi ned til kajen hvor bådene på floden sejler. Igen viste det sig at være sværere end man kan forestille sig, men efter noget tid lykkedes det dog. Vi fik købt billet til en lille tur på floden, og så var det ellers bare at gå ned til båden. Eller... det vil sige, man skulle tro det bare var det - men så enkelt var det ikke. Det lykkedes dog til sidst at finde den rigtige båd - ca. 10 sekunder før jeg havde smidt mig på ryggen og givet op! Fik jeg nævnt det var PISSE varmt?! :-)

Ombord på båden smed vi os i stole og sofaer og det meste tøj kom af. Anne var pænt ligeglad med om der var andre til stede, men sad til sidst i BH og med shortsene knappet op - kogende! Vi fik bestilt en masse drikkevarer og snart efter sejlede vi. Turen skulle have varet fem kvarter, men allerede efter tre kvarter var vi tilbage igen, så det var ikke meget vi fik for vores 45 kr. - men der var bestemt ingen af os der orkede at gå tilbage til bookingkontoret og klage. I stedet fik vi meget hurtigt fat i en gut med en minivan der kunne køre os tilbage til vores hotel - og hånden på hjertet: Det er de bedste 30 kr. vi har givet ud på hele turen!!!

Vi fik slappet lidt af i aircon'en på hotellet og undersøgte internettet for vestlige restauranter i nærheden. Vi fandt en Pizza Hut ca. 800 meter væk, så det skulle vi nok kunne klare til fods. Da vi forlod hotellet ved 18-tiden var temperaturen stadig 41 grader, og jeg tør ikke gætte hvor høj den var 3-4 timer tidligere...

Nå, men vi fandt altså en Pizza Hut - og så var alt jo godt, ikke? Nej, ikke helt. Det viste sig nemlig at være mere end svært at få forklaret hvordan pizzaerne skulle laves. Tillad mig igen at forsøge at forklare: Vi prøvede først med 3 forskellige tjenere der slet ikke forstod noget. Så kom ham vi tror er manager, men han kunne heller ikke engelsk. Så kom en kvinde vi først troede var en anden kunde, men som viste sig at arbejde der. Selvom vi kunne pege på tingene i menukortet, så forstod de ingenting - og hele situationen udviklede sig, så det var svært at lade være med at grine. Til sidst begyndte Anne at tegne de enkelte ingredienser imens vi andre tilføjede lydeffekter (som f.eks. en gris når 'bacon' blev tegnet). Jeg var rimelig sulten på det tidspunkt, og det er altså noget frustrerende at skulle bruge en halv time på at bestille nogle pizzaer. Men efterhånden lykkedes det at forklare hvordan de skulle være, men hun kom stadig tilbage til bordet 3-4 gange for nu at være heeeelt sikre. Bland andet insisterede hun på at pizzaer uden ost bliver ret tørre, men til sidst lykkedes det dog at overbevise hende om, at det var sådan vi ville have dem. Pyha - men efter en længere omgang lykkedes det faktisk at få noget mad. Bortset fra at de havde kommet ananas ovenpå, så var de faktisk rigtige - en fantastisk oplevelse! :-)

Vi gik tilbage til vores hotel - og nu var var vi vist alle ved at være klar til at tage hjem. Torsdag tjekkede vi ud og fik faktisk rimelig hurtigt fundet et par taxaer til at køre os i lufthavnen. Det tog kun ½ time og var selvfølgelig både nemmere og hurtigere end med metroen. I lufthavnen måtte vi flytte lidt rundt på bagagen, da ingen af kufferterne måtte veje mere end 23 kg. Det lykkedes dog uden de store problemer, og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet. Der måtte vi så vente en times tid, før vi endelig kom i luften og satte kursen mod Finnair. Jeg synes godt om Finnair, men maden på hjemturen var godt nok noget l***

Vi landede i Helsinki lufthavn og fandt hurtigt til vores gate og flyet til København. De konfiskerede en flaske vodka vi havde købt i lufthavnen i Chongqing - angivelig ud fra sikkerhedshensyn pga. væsker i håndbagagen. Sjovt nok havde det ikke været noget problem hvis vi havde købt og fået den forseglet i et Schengen-land, men i Kina... nej, den gik ikke. Det er simpelthen rent hysteri!

Sidste flyvning forløb uden problemer, og i lufthavnen blev vi bla. modtaget af Trines mor, moster og søster. De havde ventet på os med længsel, og endda filmet flyet da vi landede - som du kan se her: https://www.facebook.com/photo.php?v=10152095601992004

De havde også stablet et lækkert måltid på benene til os, og det var skønt at komme hjem til dansk rugbrød, frikadeller, leverpostej m.m.

Det var så slut på sommerferien 2013. Hvad har efterladt de største indtryk - og hvad vil jeg huske bedst?

Laos har på mange måder ikke ændret sig siden 2007 - og det er ment på en positiv måde. Jeg vil aldrig glemme vores 25 timers sovebus fra Kunming i Kina til Luang Prabang i Laos - og jeg skal ALDRIG rejse den vej igen! Hovedstaden Vientiane kan godt skippes hvis jeg kommer tilbage til Laos, men både Luang Prabang og Vang Vieng kunne jeg godt vende tilbage til engang...

I Kuala Lumpur var det fedt at det endelig lykkedes mig at komme op i Petronas Twin Towers - og så selvfølgelig at Robert og jeg fik taget røven på de andre 100% - og de var så glade for at han kom ud og rejste sammen med os! :-)

Jeg har ikke mange opfattelser af Langkawi, for vi kom jo ikke rigtigt rundt på øen. Det kunne jeg godt tænke mig en anden gang, men det er dog omvendt ikke en ø jeg vil 'dø' for at komme tilbage til. Lidt ærgerligt at vi ikke fik prøvet Skybridgen og kabelbanen.

Phi Phi er jo Phi Phi... og der vil jeg altid gerne tilbage til. Jeg er glad for at (specielt) Trine nåede at opleve hvor skøn øen er i solskin, men det var ærgerligt at to dage gik op i regn. Skønt at de tre fik dykket, og jeg er glad for at Trine og jeg kom op på view pointet.

Bangkok er en skøn by - det ved jeg at holdningen er hos Clara, Emma, Anne, Robert og undertegnede - og umiddelbart tror jeg nu også at Trine synes om byen. Det er en by der tit deler folk midt over, så enten elsker eller hader man Bangkok. Vi var ikke så motiverede til at lave noget - og vejret ødelagde det også lidt - men som man siger: Så er der jo også noget at komme tilbage til... :-)

Chongqing - kort sagt: Nej, der er ikke meget at komme efter... man må bare endelig ikke gøre den fejl at tro hele Kina er sådan!

Mine rejsefæller: Tak for en hyggelig sommer! Jeg er både glad og taknemmelig for, at I havde lyst til at tilbringe en måned sammen med mig. Vi har haft både op- og nedture, og sådan vil det være når man er sammen i en hel måned. Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl !!! :-)