søndag den 30. juli 2017

Gili Trawangan

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Gili Trawangan var en smule hård, men slet ikke så slem som tilbage i 2008 med Majbrit, Birgitte og Robert. Det tog et par timer så vi nåede øen inden middag. Båden ligger bare til på stranden, og så er det ellers med at komme af på den mest elegante måde man kan. Heldigvis bærer de ens store bagage i land, og det er en skøn service. Der var vist kun ca. 500 meter hen til vores hotel, men det er umuligt at køre med en trolley på de veje, så det føltes som en lang tur. Min trolley vejede godt 30 kg. - primært fordi jeg bar på 7-8 kg. af Roberts ting. Vi nåede frem og fik vores tre hytter. Vi havde valgt stedet fordi vi synes det så hyggeligt ud, og det gjorde det også ved første øjekast. Men efter at have fået noget frokost (de havde reelt kun 2-3 retter på menukortet - resten var 'udsolgt'), var det tid til at tage hytterne i nærmere eftersyn. For at sige det lige ud: Det var en gang sminket bambusbras! Hytterne bestod af to etager, med et toilet og åbent bad for neden. Så var der en stejl trappe op til den øverste etage, hvor der lige præcis kunne stå en dobbeltseng. Der var støvet, intet køleskab som lovet og aircon'en kunne slet ikke mærkes, da hele hytten jo var åben. Personligt ramte jeg bunden (endda i helt bogstavelig forstand), da jeg satte mig på sengen og den ene side faldt af. Det betød at brædderne der skulle holde lamellerne røg ned, så madrassen og jeg ramte gulvet. Lige dér besluttede jeg, at det sted kunne jeg altså ikke bo!

Jeg har faktisk kun prøvet at udvandre ved ankomsten til et overnatningssted én eneste gang før, nemlig på Koh Tao med Robert tilbage i 2010. Nu er det antal så fordoblet! Vi samledes alle seks omkring den lille - og noget snavsede pool - og kiggede hinanden i øjnene. Heldigvis var vi alle helt enige om, at Bale Sasak ikke var et sted vi kunne være og slappe af i tre dage. Vi gik derfor ned til havnen, og fik fat i en af de 'hotel-hajer' der altid hænger ud sådanne steder. Han fik vist os et par værelser, og vi besluttede os for at bo på James Bungalow. Det var et par tre-mandsværelser, men pigerne ville få en ekstra seng ind på det ene værelse, så de alle fire kunne sove der. ALT for at undgå at skulle tilbage til Bale Sasak! Prisen endte med at blive det samme, bortset fra de 100 kr. vi skulle betale for den første overnatning. Dem forsøger vi efterfølgende at få retur, da stedet bestemt ikke levede op til beskrivelsen - og vi havde specifikt valgt det pga. aircon og køleskab. Vi, og vores drikkevarer, skal holdes kolde! Hos James Bungalow var værelserne og sengene tip-top, der var et stort køleskab og et fint badeværelse - og så havde vi turens absolut bedste WiFi. Det er altid en kilde til lidt bekymring når man bor på hotel, for uanset om man vil det eller ej, så er det bare rart med internet. Både når man skal holdes up-to-date med nyheder og Facebook, men også når man skal undersøge noget senere hen på turen. Men her havde vi altså et super stabilt internet, og en hastighed der kunne bruges til noget. En stor forandring på Gili Trawangan fra da Robert og jeg var der i 2008. Dengang var der intet WiFi på øen, kun saltvandbrusere og strømmen kom fra generatorer der kun kørte nogle timer hver dag. Så forandring kan jo også være til det gode ;-)

Vi gik tilbage til vores første hotel og fortalte at vi ikke ønskede at blive der. Det var de noget uforstående overfor, men sådan blev det. Et par af folkene fra vores nye sted var gået med for at hjælpe med bagagen, så flytningen til James gik som en leg. Der var godt nok ingen pool det nye sted, men med stranden få hundrede meter væk var det en lille pris at betale. På Gili Trawangan er priserne på dykning den samme overalt på øen, men dykkerholdet faldt for den danske instruktør Tobias hos Diversia Diving. Der blev aftalt nogle dyk, og tøserne skulle bla. tage et dybdedyk. Således var stemningen generelt røget en del i vejret. Resten af dagen stod på afslapning, massage og god mad. Sidstnævnte var på Regina Pizzaria som vi havde fået anbefalet. Kokken var rent faktisk italiener, og jeg er ikke bleg for at sige at det er en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har fået. Stedet var også åbenlyst populært, så vi skulle vente lidt på både et bord og vores mad, men det var det værd! 

Torsdag skulle dykkerholdet af sted tidligt om morgenen, for de havde hele to dyk på programmet den dag. Jeg benyttede så til gengæld lejligheden til at sove længe og det var skønt. Jeg havde lidt knas med maven, så appetitten var ikke den store, men heldigvis har jeg jo så lidt at tære på. På restauranten hvor de spiste aftensmad havde de et akvarie med små skildpadder, som en del af et forsøg hvor man holder nyfødte skildpadder tilbage i nogle måneder før de bliver sluppet fri, for at se om det øger deres chance for at overleve i naturen. Andre eksperter mener at det sløver deres naturlige instinkter, så meningerne er ret delte på det område.

Fredag stod den på et enkelt dyk fra morgenstunden, og senere kørte tøserne en tur øen rundt på helt nye lejede cykler. Ellers stod den på ren afslapning, før vi om aftenen begav os ud for at spise aftensmad. Vi havde også fået anbefalet restauranten The Roast House, hvor man kunne få stegt kylling, så det måtte jo prøves. Selve restauranten ligger på den ene side af gaden og køkkenet ligger så på den anden side. Det var en helt fantastisk kylling de serverede, og med dejlig kartoffelmos til... så det var godt at min appetit var vendt tilbage. Vi gik en tur langs stranden og fik også lidt at drikke imens bølgerne klukkede få meter væk.

Lørdag var dagen hvor vi skulle forlade Gili Trawangan. Vi skulle med båden kl. 13.45, og Anne havde 'forhandlet' sig frem til at vi kunne beholde værelserne til kl. 11. De skulle selvfølgelig gøres rene og være klar til nye turister som kom ind med dagens både, og det er jo fair nok. Som sagt var det et rigtigt hyggeligt sted, og eneste lille klage er nok lydniveauet i baren. Der blev spillet musik og fyret fjolletobak af til den lyse morgen, men sådan er det på Gili. Vi fik lov at lade vores bagage stå og gik en sidste tur på øen. Vi satte os ind på en restaurant, hvor vi drak lidt og spillede kort. Vi blev dog senere bedt om at gå da de skulle have et selskab, men måske var de bare trætte af at vi sad og fes husleje af? Vi gik ned til Trawangan Dive hvor vi boede i 2008, og fik noget frokost på deres restaurant. Da klokken blev 13 gik vi tilbage til havnen og jeg fik checket os ind på båden imens de andre hentede bagagen. Afgangen var (selvfølgelig) en smule forsinket, men omkring kl. 14.30 var vi af sted. Denne gang var det med Scoot Fast Cruises, da de er det eneste selskab der sejler til Nusa Lembongan fra Gili Trawangan. Godt nok skulle vi jo reelt til Nusa Penida, men dér er der ingen der sejler direkte til... 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar