Koh Tao

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi mødtes i lufthavnen onsdag eftermiddag kl. 16.30. Ferieholdet bestod denne gang af min søster Anne, mine to niecer Clara & Emma, min bedste ven Robert - samt vores 'rookie' medrejsende, Louise. Vi har holdt flere feriemøder for at planlægge turen, og jeg synes vi har fundet en god rejserute, der kombinerer strand og sol med lidt eventyr - tilsat et lille skvæt storby. Vi skulle først flyve med British Airways til London Heathrow, hvor vi skulle skifte terminal. Det forløb uden problemer, så vi var i god tid til at gå ombord på Malaysia Airlines A380'er der skulle flyve os til Kuala Lumpur. Jeg har fløjet med en Airbus 380'er tilbage i 2009, men for de andre var det første gang ombord på den flytype. Det er jo et stort fly, men det var faktisk ikke det første der slog os, da vi gik ombord for at finde vores pladser. Det var derimod en varme, som jeg i hvert fald aldrig før har oplevet ombord på et fly. Jeg ved ikke om der var 40 eller 45 grader varmt i kabinen, men det har nok været i det område. Personalet beklagede meget, men aircon anlægget fungerede tilsyneladende ikke så godt så længe vi var på ground power, men det ville blive bedre i luften. Fair nok, men da kaptajnen beklagede for en 'slightly warm cabin' kunne Robert og jeg kun vantro sige i munden på hinanden: "SLIGHTLY!!!" 

Måske fik vi sagt det lidt højere end det var meningen, for folk på de nærmeste 8-10 rækker vendte sig i hvert fald om for at se hvem det var der kommenterede. Men de var nu flinke til at gå rundt med bakker med drikkevarer, og efter en lille time ombord var det endelig afgang, og den lange tur til Kuala Lumpur kunne begynde. Der er ikke mere benplads i en 380'er end andre fly, men jeg er egentlig godt tilfreds med servicen hos Malaysia Airlines. De to måltider vi fik ombord var bestemt af godkendt kvalitet, og jeg synes også de var flinke til at komme rundt med drikkevarer i løbet af natten. Turen tog 12 timer og 50 min. og jeg synes faktisk den forløb rimelig hurtigt. I Kuala Lumpur tog det en times tid at komme igennem immigrationen, og derfra var det bare at gå ud i ankomsthallen hvor de ventede fra vores hotel. Vi havde booket deres airport shuttle til 80 MYR (ca. 120 kr.) hver vej. Nok ikke meget billigere end et par lokale taxaer, men så vidste de da hvor hotellet lå. Vi havde ret bevidst valgt det billigste hotel i området - ca. 15 km. fra KLIA. Vi nåede Seri Nilai Hotel ved 19-tiden lokal tid, så efter vi havde tjekket ind, var det ud at få noget at spise. I området lå et par lokale restauranter, og det lykkedes da at få noget spiseligt. På hotellet var værelserne ikke til meget mere end bare at overnatte i, men det var jo også det vi havde bestilt.

Fredag morgen spiste vi morgenmad samme sted som vi havde spist til aften, men det kunne ikke helt leve op til måltidet dagen før. Til gengæld betalte vi kun ca. 40 kr. for seks personer, men det svarede nok også meget godt til det vi fik spist. Klokken 9 blev vi kørt til KLIA2 hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Surat Thani. Inden da var der heldigvis tid til at spise (en ekstra omgang) morgenmad på Subway - det bedste sandwich koncept ever! Noget dyrere end første forsøg, men bestemt også meget bedre! Flyveturen foregik uden problemer og tog kun 1½ time. Da vi ankom til Surat Thani skulle vi igennem immigrationen, og det tog noget længere end jeg havde regnet med. Vi havde booket en bus/båd billet med Lomprayah, og det var den sidste kombination der kunne bringe os til Koh Tao den dag. Vi endte med at være næsten ½ time forsinket, men vi kom nu alligevel med en bus ned til færgen, efter at Louise havde stormet ud, da hun var den første der nåede igennem immigrationen. Vi nåede færgen kl. 16, og desværre måtte vi "nøjes" med siddepladser i VIP rummet. Vi stoppede først på Koh Samui og derefter på Koh Phangan før vi ankom til Koh Tao omkring kl. 19. 

På kajen blev vi hentet fra Sairee Cottage Diving. Det var en meget festlig fyr der hentede os, og mennesker og kufferter blev stablet op på ladet af hans pickup. Det tog ikke engang 10 min. at køre til dykker resortet, men det var rart at slippe for at slæbe sin bagage. Vi blev installeret i vores hytter - tøserne i to forbundne 'blå hytter' - og Robert og jeg i et 'pink værelse'. Sairee Cottage er et fedt sted på Koh Tao, og stedet var rigtigt hyggeligt og velholdt. Overalt gik der personale og samlede blade op og rev stierne så der hele tiden var pænt og rent. Jeg havde fået det anbefalet af Mike som tidligere havde arbejdet som divemaster på stedet, og det var bestemt pengene værd. Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng efter en lang rejsedag.

Lørdag fik vi morgenmad, og pigerne fik afklaret deres dykning med instruktøren Denja, som med det samme bød velkommen til Team Denmark. De skulle starte deres PADI Open Water samme eftermiddag, og det betød orientering og videoer. Robert havde også booket seks dyk, og de startede om søndagen. For mit vedkommende stod disse dage på 100% ren afslapning, og jeg må bare sige at det også var super tiltrængt!

Søndag skulle pigerne i poolen til deres første prøvedyk foruden en masse video og teori. Anne havde desværre problemer med ørerne og kunne ikke trykudligne. Det betød at hun måtte opgive at fuldføre kurset, men hun fik dog bestået teoridelen og forhåbentlig kan hun få taget sine dyk på Bali?

Mandag var pigerne på deres første to dyk i havet, og Robert fik også lavet to dyk. Det samme gentog sig om tirsdagen, og så var de faktisk færdige - og med et bestået Open Water certifikat i bagagen - flot gået! Dage og aftener gik stille og roligt med spisning og kortspil, afslapning ved poolen, ture på stranden samt massage. Tirsdag slappede vi af i poolen om formiddagen, og om eftermiddagen lejede vi en båd der sejlede os til Koh Nangyuan. Sejlturen tog bare 15 min. og kostede 200B retur (ca. 40 kr.). Man skal dog også betale 100B for at komme i land på den private ø, og efter det var klaret gik vi op til View Pointet. Turen derop foregik inde i tæt jungle og der var masser af myg. Jeg havde været deroppe da Robert og jeg var på Koh Tao i 2010, så jeg blev nede og passede på taskerne. Udsigten deroppefra er ganske nydelig, og det lykkedes vist at tage nogle fine billeder. Koh Nangyuan består reelt af tre små øer der er forbundet af en fælles strand. Den går i nord/syd retning, så stillede man sig på stranden ville man kunne se både solopgang og solnedgang... men selvfølgelig ikke på samme tid. Vi fik også badet og snorklet en smule derovre, men kl. 17 skal dagsturisterne forlade øen, så vi blev sejlet tilbage til Koh Tao. Da vi skulle af båden klarede jeg det på en mindre elegant måde (læs: som at kaste en vadsæk over bord), men det lykkedes mig dog at komme af, uden at komme alvorligt til skade. Jeg "elsker" bare både hvor der ikke er ordentlige trapper/stiger/planker eller andet til at komme af og på. Vi fik spist den sidste omgang aftensmad, og så relativt tidligt i seng, for næste dag var en rejsedag der startede tidligt.

Onsdag morgen blev vi kørt ned til færgen der sejlede kl. 6 om morgenen.  Vi kunne desværre ikke tage den næste færge der gik kl. 9, da vi så ville komme for sent til vores fly. Oprindeligt skulle vi faktisk have været med Thai Lion Air kl. 17 - hvilket havde passet rigtigt fint med båden kl. 9, men desværre aflyste de den afgang i slutningen af maj. Vi måtte derfor med AirAsia, og da deres afgang var allerede kl. 15.25 måtte vi altså med den tidlige færge. Efter en times sejlads skulle vi skifte båd på Koh Phangan, og omkring kl. 9 var vi tilbage på molen i Donsak. Herfra kom vi med bus til Surat Thani Town, og turen dertil tog ca. 1½ time. Vi havde valgt denne løsning, da vi ellers skulle sidde i lufthavnen i 5 timer inden vi skulle flyve. Vi fik lavet en hurtig aftale med det sted vi blev sat af bussen, og de kørte os til Central Plaza Shopping Mall imens de opbevarede vores bagage. Vi fik noget morgenmad på McDonald's og havde så et par timer til at tulle rundt i centret før vi blev hentet igen af to tuktuk'er. Den ene havde alle vores store kufferter og vi blev stuvet sammen bag i den anden. Turen til lufthavnen tog en halv times tid, men pludselig stoppede vores tuktuk - tilsyneladende uden nogen grund. Chaufføren kom om til os på ladet og sagde: "The rain is coming!" - og han nåede også kun lige akkurat at få rullet plastic siderne ned før de første dråber ramte, og 20 sekunder senere væltede monsunregnen ned. Vi blev stadig en smule våde af dråberne, men slet ikke så meget som hvis han ikke havde fået rullet ned. Regnen nåede at stoppe igen inden vi nåede lufthavnen, så vi kunne komme tørskoet ind i terminalen. Indtjekningen med AirAsia forløb uden problemer, og vi kunne efter security checket tage plads i den lille afgangshal. Mon vi skulle flyve fra gate nr. 1 eller 2? 

Svaret: Gate nr. 1 :-)