lørdag den 25. marts 2017

Baltikum

(Klik på billedet for adgang til albummet) 

Jeg har i en del år godt ville besøge de tre baltiske lande: Estland, Letland og Litauen. Jeg har ikke det store kendskab til dem, men det virker som spændende lande. På et tidspunkt spørger min veninde Maj om vi ikke skulle tage på en tur med Oslo-båden? Det har vi gjort før, men denne gang synes jeg at vi kunne tage på en "rigtig" ferie sammen. Norwegian havde billige flybilletter til Riga, så det blev dertil. Vi skulle afsted fredag d. 17. marts, og Maj ville flyve hjem igen om mandagen. Jeg besluttede at forlænge turen på egen hånd, så jeg først skulle hjem igen om fredagen. På den måde ville jeg også få mulighed for at besøge både Vilnius og Tallinn.

Vi fløj fredag middag og landede i Riga i regnvejr. I den første automat vi så i lufthavnen kunne man købe sutsko (!) så var stilen ligesom lagt. Vi havde hjemmefra lejet en bil, og det var faktisk lige så billigt at leje den i tre døgn fra lufthavnen, som at leje et enkelt døgn inde i byen. Der er kun ca. 10 km. fra lufthavnen til centrum af Riga, så vi fandt hurtigt til vores hotel - godt hjulpet af Maj med GPS'en. Vi havde booket på Rixwell Irina Hotel, der ligger et par hundrede meter fra stationen - meget centralt i byen. Vi fik os installeret, og gik på opdagelse i "Origo" shopping centret der ligger lige ved siden af stationen. Aftensmaden blev spist på den nærliggende McDonald's - hvor man selv kunne tilrette sin burger på en stor tryk-skærm, hvilket havde gjort det så meget nemmere at spise på McD med min søster. Hun skal nemlig altid have lavet sin mad ret specielt, og det er langtfra altid de forstår det ude i den store verden :-)

Efter en god nats søvn stod vi tidligt op om lørdagen og spiste morgenmad på hotellet. Den viste sig at være ganske udmærket, men så længe man kan få brød, pølser, æg og juice - er jeg jo også ret tilfreds. Efter morgenmaden kørte vi først til Latgalīte Flea Market, der i den grad er et lokalt loppemarked. Her kan man købe alt muligt "skrammel": Gammelt værktøj, kabler, sko, tøj, fjernbetjeninger osv. - virkelig en god gang kræmmermarked. Det lykkedes Maj at finde et par flasker til kolonihaven, så hun var glad. Bagefter fandt vi lige en enkelt geo-cache, og så kan Letland også komme med på det store kort. Herefter var det tid til noget action. Vi havde hjemmefra snakket lidt om hvad vi skulle lave i Riga, og der er Maj og jeg nok lidt forskellige. Jeg kan godt lide at se de klassiske turistseværdigheder, imens Maj mere er til hvad folk i dag laver... og så altså action! Vi havde fundet et par steder hvor man kunne skyde, og havde således booket os ind hos Riga Shooting Range. Det var ikke helt nemt at finde, da det faktisk er en gammel russisk bunker under jorden, men det lykkedes dog til sidst. Vi havde booket "The Assasins Rifle Package" til 75€, hvor man får lov til at skyde med bla. en AK-47 og en Shotgun samt forskellige pistoler som f.eks. en Glock. Jeg har prøvet noget lignende i Asien et par gange før, og det er jo meget sjovt. I betragtning af det generelt lave prisniveau i Letland, så var det nok ikke den bedste "value for money" - da det jo var overstået på under en halv time, men det var nu meget sjovt - og da vi talte scoren sammen bagefter, havde Maj skudt sig til flere point til jeg... godt gået! ;-)

Bagefter kørte vi til en lille øde ø - midt i Daugava floden der skærer sig igennem Riga. Her kan man tage elevatoren op i Riga's radio- og tv-tårn. Sammenlignet med andre tv-tårne rundt om i verden - f.eks. Berlin, Shanghai eller Tokyo, så var dette en noget mere "beskeden" oplevelse. Tårnet er simpelt, gammel og slidt, men vi fik da set en nogenlude udsigt over Riga gennem de snavsede vinduer. Efter en køretur rundt i byen kørte vi sidst på eftermiddagen tilbage til hotellet og slappede lidt af. Klokken 18 havde vi fundet frem til vores Dracula Escape Room, som vi havde booket hjemmefra. I et Escape Room bliver man spærret inde, og så har man 60 min. til at finde ud igen. Vores quest gik ud på at finde Dracula ved hjælp af en lang række spor og gåder, og det lykkedes faktisk at finde ham med blot et enkelt minut tilbage - dog med lidt hjælp fra personalet. Men det var super sjovt, og jeg synes faktisk vi samarbejdede ret godt, og setup'et var generelt skruet rigtigt godt sammen. I København er der pt. tre af disse Escape Rooms, imens der i Riga er langt over 50. Senere gik vi en tur i den gamle bydel, der ligger ca. 5-10 minutters gang fra hotellet. Vi spiste aftensmad på et hyggeligt sted med levende musik og en god stemning.

Søndag morgen - efter en god omgang morgenmad - kørte vi ned til Riga's Central Market. Her er flere store haller med forskellige madvarer: Kød, fisk, grønt osv. - men også en udendørs afdeling med tøj, sko og en smule souvenirs. Men det er tydeligt at se, at det er mere møntet på lokale end turister. Jeg fik sneget mig ned til floden og fik taget et par gode billeder af Akmens broen - desværre uden der var tog på broen. Det ville jo ellers have gjort billedet mindst 20% bedre - som jo er standard reglen når tog er involveret :-)

Flere steder i byen havde vi set billeder af en bestemt kat, som vi selv havde døbt "Riga katten". I Lonely Planet kunne vi læse os til en historie om en gammel købmand, som ikke fik lov til at være med i det lokale laug. Som "straf" placerede han et par katte med deres røv vendt mod huset hvor lauget hørte til. Efter en langvarig retssag, blev han optaget i lauget mod at han fik vendt kattene om - og sådan er det i dag. Vi fandt bygningen - og det vi altså har døbt "Riga katten", men det var først efterfølgende at vi fandt ud af, at der faktisk er TO katte - en i hvert hjørne af facaden på bygningen :-)

Herfra satte vi kursen væk fra Riga - og kørte knapt 60 km. mod nordøst til byen Sigulda. Det er et vinterområde, hvor man blandt andet kan stå på ski... og køre bobslæde! Det er godt nok ved at være sidst på sæsonen, men vi havde læst os til at det faktisk er muligt som turist at få en tur i en rigtig bobslæde. Efter sigende skulle det være færre end 10 steder i verden hvor det er muligt, og jeg har i hvert fald aldrig oplevet det noget sted. Vi havde snakket om det hjemmefra, og fået at vide at det måske kunne lade sig gøre om søndagen kl. 14.30, så det var det vi kørte efter. Vi fandt - efter en smule besvær - frem til stedet, og fik bekræftet at det faktisk var muligt. Maj var med det samme frisk, imens kyllingen i mig ikke lige mente at det var noget jeg skulle give mig i kast med. Som det er så tit, så vil jeg jo principielt gerne, men det er bare svært for mig at overskride mine egne grænser når det gælder den slags ting. Man har også muligheden for at tage turen i en såkaldt "soft bob" - eller Vučko. I den rigtige bobslæde gennemfører man turen på ca. 46 sek. og i soft bob'en på ca. 60 sek. Det gør at gennemsnitsfarten på den 1000 m. lange bane er hhv. 78 og 60 km/t. Men det er selvfølgelig et gennemsnit, og på nogle strækninger kører du noget hurtigere og er udsat for op til 5G. Maj var super sej, og fik plads i bobslæden sammen med piloten og en anden turist, og så var de ellers afsted. Nogle minutter senere kom de retur med lastbilen der kørte dem og bobslæden tilbage op på toppen. Vi kørte ned i byen og fik en pizza til frokost, imens jeg tænkte om jeg også skulle prøve. Den rigtige bobslæde var udelukket for mit vedkommende, men jeg ville sgu' gerne prøve en tur i "badekarret". Jeg besluttede mig for at gøre det, og vi kørte tilbage til banen. Her fik vi en vild tur i turistudgaven, og det var lige som det skulle være. Det gik stadig pænt stærkt og man var godt oppe i kurverne på banen, og hold kæft hvor var det sjovt! Pris: 50€ for den rigtige bobslæde - 10€ for den bløde :-)

Du kan få en fornemmelse for turen her: www.youtube.com/watch?v=rEODgdNO_QM

Vi var noget høje efter oplevelsen på turen tilbage til Riga, også selvom Maj var lidt øm i nakken efter hendes tur. Hun kan i øvrigt ikke huske ret meget fra selve turen, så hun var glad for også at have taget turistudgaven sammen med mig. Vi fik parkeret bilen for natten og fandt et hyggeligt sted hvor vi sad nogle timer og snakkede - og samtidig var der happy hour på drinks. Vi sluttede aftenen på en irsk pub, og det havde været en rigtig hyggelig dag.

Mandag morgen blev der pakket og gjort de sidste indkøb. Klokken 11 havde vi booket endnu et Escape Room - denne gang over temaet fra Pirates of the Caribbean. Igen var det rigtigt godt lavet, og vi fandt også Davy Jones' hjerte i sidste øjeblik, men måtte igen have en smule hjælp. Men alt i alt synes jeg vi gjorde det ret godt som et team. Bagefter kørte vi lidt rundt i byen, før vi satte kursen mod lufthavnen. På vejen fandt vi dog lige en enkelt geo-cache mere i en skov, og vi fik lidt at spise. I lufthavnen fik vi afleveret bilen, og Maj blev tjekket ind på flyet. Alt kørte som smurt, og snart var der kun tilbage at sige pænt farvel. Maj skulle flyve hjem til Danmark, og på samme tid fortsatte jeg min rejse til Vilnius i Litauen. Fra lufthavnen kunne man tage en direkte bus dertil, og det havde jeg valgt, da der ikke kører tog mellem de baltiske lande. Jeg er jo normalt ikke den store fan af busser, men havde fundet et selskab der lovede lækre busser og god service. LUX Express kører med nogle luksus busser, med ekstra benplads, gratis wifi, kaffe og vand - og de kører med billige priser hvis man booker et stykke tid i forvejen. På den måde havde jeg fået min billet til Vilnius for bare 5€ - ikke dårligt for en bustur på 4 timer på 1. klasse. Bussen var lidt forsinket, men der tikkede hele tiden sms'er ind om at de var på vej og ankom om x minutter - fin service. Bussen var præcis som lovet, og jeg havde endda et tomt sæde ved siden af mig, så det kunne ikke være bedre.

Turen forløb uden problemer, og jeg ankom til busstationen i Vilnius kl. 19.40 - hvor det faktisk var blevet mørkt. Receptionen på Vozduh Hostel havde kun åbnet til kl. 19, men de havde sendt mig instruktioner om hvor jeg kunne finde mit nøglekort til mit værelse. Området omkring busstationen er noget skummelt, specielt når det er mørkt og regner, men der var kun 400 meter til mit hostel så det gik. Efter jeg havde fundet min nøgle og mit værelse, gik jeg en tur i området, og fik en god gang aftensmad på en lokal restaurant. Det var en balje med kød, grøntsager og kartofler - og det smagte himmelsk. Tilbage på mit værelse blev jeg uvenner med lamellerne på den ret spinkle IKEA seng, så jeg endte med at stille sengen op i den ene ende af værelset og sove på madrassen direkte på gulvet. Det er godt at backpacker génet stadig er rimelig intakt, og jeg kan sagtens overnatte et sted med bad og toilet på gangen - pris: 70 kr.

Næste morgen begav jeg mig først op til togstationen der ligger lige ved siden af busstationen. Her finder man nemlig Litauens jernbanemuseum, som jeg besøgte. Den indendørs del var ret spændende, men desværre var udendørs delen vinterlukket. Man kunne godt gå rundt blandt de mange togvogne og lokomotiver, men man kunne ikke komme ind i dem. Ja, jeg ved godt jeg er en tognørd! ;-)

Tirsdagen i Vilnius blev brugt på ret traditionel sightseeing: Katedralen på den centrale plads, Gediminas' tårn på bakken, flere kirker og museer. Desværre regnede det ind imellem, så flere gange måtte jeg søge ly på caféer, hvor jeg så sad lidt og læste indtil det holdt op med at regne. Jeg havde fået opbevaret min trolley på stationen mod en rimelig betaling på 1€, men de lukkede kontoret allerede kl. 21 og min natbus kørte først kl. 23. Så jeg hentede min trolley kl. 20.50, og satte mig ind på den lokale McDonald's. Jeg havde spist aftensmad tidligere, men man kan sagtens sidde et par timer på McD med en milkshake - og endda suge lidt gratis wifi. Jeg kom ombord på natbussen til Tallinn i Estland (endnu en tur til 5€), og jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede lige kort da vi gjorde holdt i Riga ved 3-tiden, men ellers sov jeg fint til kl. 7 - igen i en lækker luksusbus - og igen med et tomt sæde ved siden af mig.

Jeg kom til Tallinn onsdag morgen omkring kl. 7.30 - og tog en sporvogn fra busstationen ind til mit hostel, der ligger midt i den gamle bydel. Mit værelse var endnu ikke klar, men den søde pige i receptionen lovede at det i hvert fald var klart senest kl. 11. Skønt, for jeg kunne godt trænge til et bad efter turen i natbussen. Men det måtte vente, og i stedet begav jeg mig ud i byen. Jeg var oppe og se "Danish King's Garden" hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himmelen i 1219. Jeg gik rundt og så en del i den spændende gamle bydel, før jeg luntede tilbage til Old Town Munkenhof og fik mit værelse. Jeg havde endda privat bad og toilet, så jeg benyttede mig af lejligheden til at tage et langt bad og en lille lur. Senere fik jeg frokost og gik endnu en tur i byen. Desværre var vejret heller ikke så godt denne dag, så aftensmaden blev indtaget på en lokal beværtning ikke langt fra mit hostel. Maden var god, så jeg var godt mæt da jeg gik hjem. På mit hostel faldt jeg i snak med flere andre rejsende, og det er det fede ved at bo på et hostel.

Torsdag købte jeg brød og juice i det lokale Rimi supermarked, en kæde der ligger overalt i alle tre lande. Denne dag var vejret helt perfekt, og jeg var bla. oppe at gå på et stykke af den gamle bymur. Jeg så også "The Broken Line" - mindesmærket for færgen Estonia's forlis i 1994, og flere andre ting i den gamle bydel. De tre hovedsteder er faktisk meget forskellige, men Tallinn er den der kommer tættest på min forestilling - tænk Prag, men selvfølgelig på et noget "lavere" niveau. Jeg spiste en meget sen frokost på Vapiano - en italiensk kæde jeg har prøvet tidligere i Helsinki og i Miami, og det er bare guf. Frisklavet pasta til 60 kr. - det bliver fedt når de åbner i København til efteråret. 

Jeg tog en sporvogn tilbage til busstationen, og kl. 18.30 kørte bussen tilbage til Riga. Denne gang havde jeg måttet ofre hele 7€ (!) for at komme med denne afgang, men det var pengene værd. Jeg nåede til Riga kl. 22.30 og gik de ca. 10 minutter fra busstationen til Riga Hostel. Det ligger samme sted som det hotel Maj og jeg boede på, blot på det modsatte hjørne - på 4. sal over McDonald's. Jeg fik tjekket ind, og mit værelse var fint selvom sengen ikke var den bedste. Efter en hurtig omgang aften/natmad på McD, sad jeg og snakkede med bla. nogle japanere til kl. 3 om natten - super hyggeligt, og der var en fed stemning på det hostel.

Det gjorde at jeg valgte at sove igennem næste dag, og nåede lige at tjekke ud inden kl. 12. Jeg gik en sidste tur i byen, før jeg gik ned og tog bus 22 til lufthavnen - en tur på bare en halv times tid. I lufthavnen fik jeg tjekket ind på mit fly, fik en vinduesplads - og hjemturen på lidt over én time forløb uden problemer. Jeg synes de tre byer har været spændende at opleve, og hver har bestemt noget at byde på. Det var sjovt at opleve Riga sammen med Maj, og vi har sikkert gjort ting sammen jeg ikke havde gjort på egen hånd. Men det er jo det fede ved at rejse med en ven, så man sammen finder ud af hvad man gerne vil. Min favorit blandt de tre byer bliver nok Tallinn, men jeg vil gerne tilbage til alle tre igen. Prisniveauet er generelt ret lavt - specielt når man kommer lidt væk fra turiststederne. Pris for de 8 dage med fly t/r, hotel, hostels, busser og billeje = 1300 kr. :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar