Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Kuala Lumpur gik vi ud til de blå taxaer der kører på taxameter. Man skulle dog først lige købe en billet til tre kroner der giver én lov til at tage med disse taxaer. Om det skal dække parkeringen i lufthavnen skal jeg lade være usagt, men klokken 01 om natten diskuterer man ikke om 2 x 3 kroner! De blå taxaer er lidt større end de røde 'budget' taxaer, og den ekstra plads er rar at have på en lang køretur. KLIA lufthavnen ligger næsten 60 km. fra downtown Kuala Lumpur, men der var heldigvis ikke meget trafik om natten, og slet ikke på de lange stræk på betalingsmotorvejen. Det var ubetinget turens dyreste taxatur, da vi kom af med 300 kr. pr. taxa. Vi havde som sagt også kørt næsten 60 km. - så det var jo ikke urimeligt. Vi blev sat af ved Chinatown Boutique Hotel, hvor vi også boede da vi sidst var i Kuala Lumpur i 2013. Vi fik vores værelser, og Robert orkede endda at gå på McDonald's og spise 'aftensmad' omkring kl. 02.30 - og det var så dér at han opdagede at han ikke længere havde sit VISA/Dankort. Ved at tænke tilbage, kom vi frem til at han nok havde ladet det sidde i en hæveautomat på Gili Trawangan, for i den del af verden er det ikke en selvfølge at kortet bliver spyttet ud igen automatisk når man har hævet. Tit skal man selv aktivt bede om det, og i forvirringen har han nok glemt det. Nå, men det så nu ikke ud til at der var blevet hævet på det, så han fik det spærret og skrev en besked til banken om at få et nyt. Endelig kunne vi gå i seng efter en meget lang rejsedag på 15 timer.

Onsdag havde vi aftalt at gå ud og spise morgenmad kl. 11, og så finde ud af hvad vi skulle se i KL. Vi satte GPS kursen mod en Subway restaurant i Chinatown, men den fandtes åbenbart ikke længere. Videre til den næste på listen, som vi omsider fandt... dog med en del besvær. Den lå nemlig ikke liiige helt hvor Google Maps sagde den skulle ligge, men det lykkedes at finde den til sidst. Kuala Lumpur er ikke en oplagt by til gåture, da der - udover varmen og meterhøje kantsten - er rigtigt mange veje der går over eller under andre, mange fodgængerbroer eller tunneller, og generelt meget få veje der bare går ligeud - så det kan være svært at få et overblik over hvor man skal hen, og ikke mindst hvordan man kommer dertil. Anne gik tilbage til hotellet med en sandwich til Emma, der var blevet hjemme fordi hun havde det skidt. Vi andre satte kursen mod metroen og kørte til enkelt stop til Pasar Seni, som er det tætteste stop på Masjid Negara der er Malaysias Nationalmoské. Selvom der i fugleflugt ikke var så langt, så tog det alligevel noget tid at finde derover, blot for at konstatere at den nu var lukket for 'non-muslim tourists'. Vi fik noget at drikke og overvejede hvad vi skulle gøre. Nu var vi kommet så langt, så vi besluttede at gå ned på den gamle banegård, og se om vi ikke kunne slå en times tid ihjel dér. Vi fandt en restaurant og bestilte lidt at drikke, men da vi forsøgte at fordrive tiden med lidt kortspil blev vi straks stoppet - så i stedet sad vi bare og snakkede lidt. Da moskéen igen åbnede for turister kl. 15 var vi klar i køen, og vi blev iført fine lilla kapper. Efter besøget tog vi en taxa tilbage til hotellet. Her fik vi besked om at vores fly til London ville afgå senere end planlagt, og at det ville betyde at vi fik svært ved at nå vores fly til København.

Om aftenen tog vi metroen til KLCC og Petronas Twin Towers. Vi havde hjemmefra booket billet til Skybridgen og observationsdækket på 86. etage. Nu er Kuala Lumpur jo ikke ligefrem New York eller London, men det er altid flot at se en storby oppefra - specielt om aftenen med lys på. Det var dog ikke rigtigt til at tage billeder deroppe, dertil var der alt for meget lys og genskær i ruderne. Vi tog tilbage til hotellet og fik noget aftensmad.

Da flyet til London jo var blevet forsinket nogle timer, kunne vi nøjes med at tage fra hotellet kl. 8. Vi tog et par taxaer til KL Sentral, hvor man kan checke ind på sit fly med Malaysia Airlines. Efter det var gjort tog vi KLIA Ekspres toget til lufthavnen. Det tager kun 28 min. og er klart den hurtigste måde at komme fra centrum af Kuala Lumpur til lufthavnen. Da vi jo allerede var checket ind kunne vi i ro og mag få noget morgenmad - på Burger King :-)

Vi kom ombord på Malaysia Airlines A380'eren, men der var lidt palaver inden vi kunne komme afsted. Der var kun ganske få ledige sæder ombord, men heldet var i den grad med os. Der var problemer med nogle af skærmene, og et par flyttede ned til nogle andre pladser bag i flyet. Det gjorde at de to der sad ved siden af mig kunne flytte op på de pladser, så den familie på tre der rejste sammen, også kom til at sidde ved siden af hinanden. I sidste ende betød det, at på de tre rækker hvor vi havde to sæder på hver række, pludselig endte op med et tomt sæde imellem, så vi reelt havde 1½ sæde hver. Fantastisk på en 13 timer lang flyvetur! Udturen var gået rimelig godt, men der fløj vi også om natten. Denne gang var det om dagen, og det var svært at finde ro til at sove. Grædende børn hjalp så heller ikke på situationen...

Ved ankomsten til London fik vi besked om at vi var blevet ombooket til British Airways flyet fredag morgen kl. 07.05 - og at vi var ventet på lufthavnshotellet Premier Inn. Når det nu skulle være, så var det rart at vi ikke skulle bruge en time hver vej til London centrum, men at vi kunne blive i Heathrow. Efter vi havde fået vores værelser gik vi ned i restauranten for at få aftensmad. Her måtte vi så igennem en mindre diskussion for at få lov til at drikke Coca Cola til maden fremfor Pepsi. Lige der knækkede filmen en smule for mig, men det lykkedes os nu at få det vi gerne ville have.

Kl. 05 fredag morgen kunne vi så gå tilbage til terminalen og checke ind på flyet til København. Hjemturen forløb uden bemærkninger, og kl. 09.30 satte flyet hjulene på landingsbanen i Kastrup. Ved bagagebåndet dukkede kuffert nr. 1, 2, 3, 4 og 5 op - men den 6. (min) kom aldrig. Efter en henvendelse til handlings selskabet fandt de ud af at den stadig var i London. Den endte med at blive efterleveret søndag :-)

Det har været en dejlig måned, og jeg vil gerne sige en stor tak til mine rejsefæller. I starten var jeg pænt træt, og det var rart at kunne slappe helt af. Senere på turen var jeg lidt skidt i en periode, så jeg har ikke været helt så deltagende som jeg kunne ønske. Men batterierne er i hvert fald blevet ladet op, og sammen med mange gode oplevelser er det jo netop dét ferie handler om!