Kl. 7 lørdag morgen troppede vi op på Vietnam Airlines kontor i Dalat,
og tog bussen derfra de ca. 30 km. til lufthavnen. Dalat lufthavn hører
bestemt til de mindste, og vi skulle da også med propelfly til Ho Chi
Minh City. Det tog kun 35 min. og bagefter kunne vi gå direkte til udenrigs terminalen og tjekke ind til flyet til Siem Reap i Cambodia.
Efter yderligere 50 min. flyvning var vi i Siem Reap, og visum til
Cambodia fås ved grænsen mod et gebyr på 20 US$. Godt nok har man i
Cambodia sin egen valuta - riel - men alt afregnes i dollars...
i hvert fald som turist. Ved hjælp af en venlig tuk-tuk chauffør fandt vi et hyggeligt hotel i
centrum af byen. Vi fik et stort værelse med aircon, køleskab, badekar og balkon. Der var endda også en skøn pool — ren luksus! :-)
Om eftermiddagen hentede vores tuk-tuk chauffør (Thai) os, og vi kørte
først til billetkontoret hvor jeg købte mit adgangspas til templerne ved
Angkor. 40$ for 3 dage, og da Emma jo endnu ikke er fyldt 12 år, så var
hun gratis. Vi kørte lige en tur rundt om Angkor Wat og Bayon templet, så Emma i det mindste fik et lille glimt af stedet. Tilbage på hotellet var vi i poolen før vi fik aftensmad. Trætte, men veltilfredse kunne vi lægge os til at sove i et nyt land.
Søndag morgen kl. 10 blev vi hentet af Thai, som vi havde hyret til at
køre os rundt hele dagen - hvis vi ville. Hans tuk-tuk består af en vogn
som er spændt bag på en motorcykel, og for mig er det den eneste måde
at komme rundt mellem templerne på. Det er nemlig ikke tilladt for
udlændinge at leje scootere i Siem Reap, og en dagstur kan nemt blive på
60-80 km. hvilket gør det hårdt at cykle.
Vi startede med at se Angkor Wat, som selvfølgelig er hovedtemplet i
Angkor. Selvom det er 2. gang jeg er der, så synes jeg stadig at det er
et fantastisk bygningsværk. Bare det at stå foran de kejserlige damme
foran templet, og se genspejlingen i vandet… :-)
Inde i templet er der rigt udsmykket med udskæringer og tusindvis af
Apsara dansere. Sidste år kunne man kravle op af nogle sindsygt stejle
trapper til selve hovedtemplet, men de er nu (meget fornuftigt) blevet
spærret af. Så slap jeg for beslutningen om jeg turde lade Emma kravle
derop. Derefter kørte vi til Bayon templet med de 216 hoveder. Templet
er meget anderledes end Angkor Wat, men hører ligesom Baphuon til "hoved
templerne" man bare skal se. Det samme gør "Elefant terrassen" og ikke
mindst Ta Prohm — bedre kendt som jungletemplet. Det var der Angelina
Jolie engang kravlede rundt, og man kan se dét, som nu blot er kendt som
"Tomb Raider træet" :-)
For en længere forklaring om de forskellige templer, kan du læse mit blogindlæg fra mit besøg ved Angkor Wat sidste år her :
Tilbage i Siem Reap blev det til en tur i poolen — efterfulgt af den
bedste times fodmassage jeg nogensinde har fået (og det er ellers ikke
så få… :-)
Mandag startede vi med at se Siem Reap War Museum, som er et lille
udendørs museum der primært består af rustne gamle tanks og forskellige
våben. Der er også en lille udstilling om landminer i Cambodia, men
ellers er der ikke meget at komme efter. Derefter stod den på bla. Neak
Pean og East Mebon templet, før vi blev kørt tilbage til byen. Vi var på
markedet og ose lidt, og om eftermiddagen stod den på swimmingpool og
afslapning. Efter aftensmad fik vi endnu en times skøn fodmassage, og
derefter skypede vi lidt fra en internetcafé.
Vi skal rimelig tidligt i seng, for vi bliver hentet allerede kl. 7 i
morgen tidlig. Vi skal med den berygtede bus herfra til Bangkok —
udnævnt til den værste vejstrækning i sydøstasien! :-)