Similan Islands

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Robert og jeg har i mange år ønsket at rejse i Asien i højsæsonen, men vi har typisk været for nærige til at betale det ekstra det koster at rejse på den tid af året. Men denne gang havde vi fundet billetter til bare 3.000 kr. retur, så nu skulle det være! Man får jo også skåret en del af den kedelige danske vinter ved at rejse på dette tidspunkt, så det er bare en ekstra bonus. Når vi nu skulle afsted i den gode sæson, så gav det os samtidig mulighed for at komme til Similan øerne i Thailand, som skulle byde på ekstraordinær god dykning. Vi havde gjort en del research og fik endelig udvalgt en dykkerbåd der passede til vores behov og pengepung. Similan Quest blev valgt og vi fik booket hoteller i Khao Lak der ligger nord for Phuket. Efter Thailand vil vi videre til Filippinerne, så vi skulle flyve hjem fra Manila. Vi måtte dog noget tid før afgang ændre i vores planer for Filippinerne, da vulkanen Taal gik i udbrud – bare 12 km. fra det sted vi havde fundet i Batangas. I stedet tager vi nu videre til Cebu og Malapasqua Island, der også skulle byde på god dykning 😊

Vi skulle flyve med Air China over Beijing, og her på udturen havde vi et 12 timers layover. Vi var i tvivl om hvad vi skulle gøre i den tid, for det er vinter og frostgrader i Beijing på den tid, og det er jo ikke ligefrem den slags tøj vi har med til Asien. Vi vidste heller ikke om bagagen blev tjekket ind hele vejen, så et par uger før afgang ringede jeg til Air China. De fortalte at vi da bare kunne lade bagagen stå på hotellet hvis vi skulle ud på sightseeing, for de gav os simpelthen et gratis værelse på et lufthavnshotel pga. vores lange layover. Det gør de så også på hjemturen, så det er jo virkelig fin service.

Roberts far hentede os begge på vejen til lufthavnen, så vi var i fin tid da vi tjekkede ind i Kastrup. Rutinemæssigt spurgte jeg om flyet var fuldt, men en grinende medarbejder kunne klart sige nej til det. Der var lige præcis 33 passagerer ombord, og på en Airbus A330 betød det altså mere end 200 tomme sæder. Det var fedt at høre, for det er skønt med god plads når man skal flyve 9 timer. Vi ville ankomme til Beijing lørdag d. 25. januar, netop på det kinesiske nytår – og det var grunden til det tomme fly. Flyveturen forløb uden problemer, og med al den plads ombord kunne vi alle ligge mageligt ned på hver vores 4-række. Maden ombord var fin uden at være prangende, men de skal have stor ros for konstant at komme ned gennem gangene så man f.eks. kunne få drikkevarer. Nu ved jeg godt at hver stewardesse havde mindre end en håndfuld passagerer hver at kigge efter på netop denne flyvning, men de sov i hvert fald ikke på vagten. Så vi var rimelig friske og veludhvilede da vi nåede Beijing. Vi kunne ved ankomsten søge om et gratis transitvisum som gav os lov til at forlade lufthavnen, og det fik vi uden problemer. Det gik også glat i immigrationen og tolden, og vi fandt hurtigt Air Chinas servicedesk i lufthavnen. Alt i alt gik der bare et par timer, så sad vi i en minibus på vej til Beijing Airport Lanwan International Hotel, hvor vi med det samme fik vores værelse. Pænt standard lufthavnshotel, og vi fik endda også gratis morgenmad og drikkevarer på værelset. Vi havde overvejet at tage ’ud i byen’ og havde derfor løst tøjproblemet ved at rejse i noget gammelt vintertøj som vi bare kunne smide ud bagefter. Men udbruddet af Corona-virussen gjorde at vi fandt det bedst bare at blive på hotellet, hvor vi slappede af og tog en lille lur. Efter godt 7 meget behagelige timer kørte minibussen os tilbage til lufthavnen få kilometer væk. Så de eneste penge vi brugte i Kina var på Burger King i lufthavnen inden vi skulle flyve til Phuket. Den flyvning tog ca. 6 timer, og dette fly var i det mindste ca. halvt fyldt op. Men stadig masser af plads til at ligge ned, hvilket Robert benyttede sig af. Jeg nød bare at have et tomt sæde ved siden af mig på min 2-sæders vinduesrække. Vi landede lidt før kl. 23 lokal tid, og turen gennem immigrationen i Thailand tog ingen tid. Vi havde hjemmefra booket en taxa til at hente os i lufthavnen og køre os til Khao Lak – og de 1300B til en stor SUV var givet meget godt ud. Turen derop tog lige over en time, men der var heller ingen trafik på det tidspunkt. Ved ankomsten til Sri Chada Hotel fik vi udleveret vores nøgle, og så var det ellers bare på hovedet i seng.

Søndag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en tuk-tuk (150B) ned til Sign Scuba, hvor vi skulle tjekke ind på dykkerturen. Vi fik ordnet de praktiske ting, betalt for resten af turen og afklaret de sidste spørgsmål vi havde. Vi tog tilbage til hotellet og slappede af på værelset. Senere mødtes vi med Maria og hendes kæreste der var på ferie i Khao Lak, så vi benyttede lige lejligheden til at hilse på, og få lidt at spise og drikke. Det var hyggeligt at møde ham og han virker som en helt fin fyr. Senere gik Robert og jeg ud og shoppede lidt proviant til turen og fik noget sen aftensmad. Sri Chada Hotel ligger i den såkaldte Khao Lak Village (=byen) og der er nogle hundrede meter til stranden. Der er enkelte barer der holder sent åbent, men ellers lukker det meste ned rimelig tidligt.

Mandag morgen nåede vi lidt hurtigt morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet i minibus kl. 07.10 og kørt ned til den lille havn hvorfra speedbåden ud til den dykkerbåden sejler. Sejlturen derud tog ca. 1,5 time og var rimelig bekvemmelig. Ved ankomsten mødte Robert sin dykkerinstruktør, og bare en halv time senere var han i vandet på sit første dyk. Efter frokost var det tid til dyk nr. 2 og derefter fik vi anvist vores kahyt M1. Den rummer kun to enkeltsenge og en stribe gulv imellem dem, men mere plads behøver man jo heller ikke. Bagagen kan være under sengene, og der er et lille bord til vores elektronik. Ombord vil man gerne undgå plasticflasker, så alle får udleveret en kop man kan fylde med koldt vand ombord. Der er også et køleskab med dåsesodavand og øl, ligesom der faktisk også er installeret en ismaskine så der altid er isterninger. Vores kahyt er én af fem placeret på det nederste dæk, der udover køkkenet og de tre toiletter også rummer ’våd-dækket’ hvor dykkerne har deres udstyr stående. Over det findes så ’tør-dækket’ med borde, hvor man spiser, gennemgår sine dyk og slapper af. Forrest på dette dæk er der yderligere 4 kahytter, og allerøverst er så soldækket. Båden er praktisk indrettet og med 100% fokus på dykning. Efter Roberts sidste dyk spiste vi aftensmad, og omkring kl. 20 var alle nede i deres kahytter, så der var ikke meget hygge ombord. Vi har faktisk adgang til (gratis) Wifi ombord, i hvert fald i de perioder hvor båden har adgang til mobilnettet fra en mast på en af øerne. Det var en fin overraskelse, da vi faktisk forventede fire dage uden kontakt med omverdenen.

De næste dage forgik efter samme koncept: Vækning kl. 06.15 – og første dyk kl. 07. Derefter morgenmad og så ankommer speedbåden med nye gæster omkring kl. 9.30 – efterfulgt af dagens andet dyk kl. 10. Så er der frokost ved 12-tiden og dagens tredje dyk omkring kl. 13. Så bliver der serveret frugt og snacks før speedbåden sejler tilbage til Khao Lak omkring kl. 15.30. Hvis det er muligt, så er der strandbesøg om eftermiddagen, hvor man bliver sejlet ind i den lille gummibåd vi har på slæb. Så er der dagens sidste dyk, som er enten et sunset – eller et night dive. Efter det er det tid til aftensmad og så i seng. Næste dag gentages programmet… 😄

Om onsdagen havde Robert fødselsdag, men efter hans ønske blev der ikke gjort det store ud af det. Torsdag eftermiddag pakkede vi vores ting sammen, og tog med speedbåden tilbage til Khao Lak. Det var en meget stille og rolig tur på bare en times tid.