(Klik på billedet for adgang til albummet)
Vi ankom til lufthavnen i god tid, og vi var da lidt spændte på hvordan hele hysteriet omkring Corona-virussen ville være. Det viste sig så desværre at være mere omfattende end vi havde forudset, og det fik stor betydning for resten af vores ferie. Vi skulle flyve fra Phuket til Singapore og derfra videre til Clark på Filippinerne. Men bare to dage tidligere, havde myndighederne i både Singapore og på Filippinerne indført en 14 dages karantæne for folk der havde været i Kina. Det havde vi jo på vejen til Thailand, og da det kun var 9 dage tidligere blev vi simpelthen nægtet at flyve. Det var noget af en bet, og det var det af flere årsager. Dels havde vi forberedt os på at rejse til Filippinerne, og vi havde flere fly og hotelbookninger vi ikke kunne aflyse. Samtidig havde turen dertil også et andet formål. Robert og jeg havde nemlig skrevet sammen med kvinder fra Filippinerne, og vi havde begge aftalt at skulle mødes med én når vi kom til Cebu. Jeg havde på nettet skrevet med en kvinde ved navn Jennifer, og jeg havde virkelig set frem til at mødes med hende. Jeg er langtfra erfaren i net-dating, men jeg synes hun virkede rigtig sød, så jeg var klar til at give det en chance. Robert havde skrevet med en pige ved navn Jovelyn, så det var noget af en spand koldt vand i hovedet, da vi fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre... 😒
Nu var gode råd dyre, og vi købte os til lidt internet tid på Burger King i lufthavnen. Jeg forsøgte at finde ud af om der var noget vi kunne gøre, men det stod hurtigt klart at Filippinerne lige nu var lukket land for os. I stedet fandt vi et hotel i nærheden af lufthavnen og bestilte et værelse hos dem. De havde også en gratis shuttle service, så vi bookede dem til at komme og hente os og køre os til Airport Resort & Spa, der viste sig at være et fuldstændig klassisk lufthavnshotel. Vores værelse var udmærket, og det var internetforbindelsen heldigvis også, for nu startede et mindre logistisk mareridt. Ud fra tesen om at 'når Muhammed ikke kan komme til bjerget...' så var Plan B at finde ud af om pigerne så kunne komme til Thailand i stedet? Det lyder måske simpelt nok - køb en flybillet og så afsted, men så nemt er det bare ikke. Filippinerne har nemlig en ret skrap lovgivning når det handler om at rejse ud, og der er efter sigende flere grunde til dette. Dels ønsker man f.eks. at beskytte sin befolkning mod at blive udnyttet som billig arbejdskraft i andre lande, men onde tunger nævner også frygten for at folk rejser ud og tjener penge i udlandet, og dermed ikke betaler skat hjemme i Filippinerne. I hvert fald er det en større proces hvis man ønsker at få tilladelse til at rejse, og selvom Jennifer er 34 år gammel så skal hun stadig ansøge om at få lov til det. Så vi fik lavet et invitationsbrev, booket hoteller i hendes navn og bestilt en flybillet. Så skulle jeg sende en kopi af mit pas, dokumentation for vores forhold og hidtidige kommunikation og en masse andet bureaukratisk fnidder-fnadder, men til sidst skulle alt være i orden.
Vi forlængede vores ophold på hotellet endnu en dag, og planen var så at tage fra Phuket til Bangkok onsdag. Vi var bange for at vi ikke ville få lov til at flyve (selv indenrigs i Thailand), så i stedet tog vi en 'Grab' taxa fra hotellet ned til Phuket Busterminal 2. Herfra tog vi så bussen kl. 14 til Surat Thani, en tur på små 4 timer. I Surat Thani var vi på Pizza Hut og spise aftensmad, før vi fandt vej til togstationen. På nettet havde vi købt billetter på nattoget til Bangkok med afgang kl. 21.26 🚂
Toget var af den sædvanlige type i Thailand. Man har ikke kupéer som i mange andre lande, men i stedet sover man i to etager på langs med køreretningen. Vi havde kun kunnet få to overkøjer, men det lykkedes da at komme derop i nogenlunde fin stil. Vi fik begge sovet om natten, og nåede frem til Bangkok om formiddagen, med den klassiske halvanden times forsinkelse. Jennifer og Jovelyn skulle flyve fra Filippinerne om aftenen kl. 21, så Robert og jeg havde booket et værelse på et billigt hotel lige ved siden af Bangkoks hovedbanegård Hua Lamphong. Her brugte vi så dagen på at vente... men desværre var der dårligt nyt. Jovelyn fik ikke lov til at rejse, men det gjorde Jennifer til gengæld. Hun har også rejst en del gange før, og efter sigende skulle det gøre de Filippinske myndigheder mere villige til at tillade udrejse. Det var en risiko vi havde snakket om på forhånd, og det var selvfølgelig skidt nyt for Robert. Om aftenen tog jeg metro og skytrain til lufthavnen hvor jeg skulle hente Jennifer. På forhånd var vi egentlig ikke nervøse for om hun ville få visum til Thailand ved ankomsten, men alligevel var jeg da spændt på om hun nu også dukkede op. Det gjorde hun heldigvis, og vi tog en taxa tilbage til byen og tjekkede ind på vores værelse på @Hua Lamphong. Selvom vi havde skypet og skrevet meget sammen, så var det selvfølgelig noget andet pludselig fysisk at være sammen. Men vi havde begge sagt at vi ville give det en chance, og så måtte vi jo se hvordan det gik... 💗
Fredag tjekkede vi ud fra hotellet og gik over gaden til togstationen. Vi havde købt billetter til toget til Hua Hin, men havde kun kunnet få pladser på 3. klasse - dvs. uden aircon. Turen burde tage ca. 4 timer, men endte - selvfølgelig - med at tage godt halvanden time ekstra 😆
Nu var gode råd dyre, og vi købte os til lidt internet tid på Burger King i lufthavnen. Jeg forsøgte at finde ud af om der var noget vi kunne gøre, men det stod hurtigt klart at Filippinerne lige nu var lukket land for os. I stedet fandt vi et hotel i nærheden af lufthavnen og bestilte et værelse hos dem. De havde også en gratis shuttle service, så vi bookede dem til at komme og hente os og køre os til Airport Resort & Spa, der viste sig at være et fuldstændig klassisk lufthavnshotel. Vores værelse var udmærket, og det var internetforbindelsen heldigvis også, for nu startede et mindre logistisk mareridt. Ud fra tesen om at 'når Muhammed ikke kan komme til bjerget...' så var Plan B at finde ud af om pigerne så kunne komme til Thailand i stedet? Det lyder måske simpelt nok - køb en flybillet og så afsted, men så nemt er det bare ikke. Filippinerne har nemlig en ret skrap lovgivning når det handler om at rejse ud, og der er efter sigende flere grunde til dette. Dels ønsker man f.eks. at beskytte sin befolkning mod at blive udnyttet som billig arbejdskraft i andre lande, men onde tunger nævner også frygten for at folk rejser ud og tjener penge i udlandet, og dermed ikke betaler skat hjemme i Filippinerne. I hvert fald er det en større proces hvis man ønsker at få tilladelse til at rejse, og selvom Jennifer er 34 år gammel så skal hun stadig ansøge om at få lov til det. Så vi fik lavet et invitationsbrev, booket hoteller i hendes navn og bestilt en flybillet. Så skulle jeg sende en kopi af mit pas, dokumentation for vores forhold og hidtidige kommunikation og en masse andet bureaukratisk fnidder-fnadder, men til sidst skulle alt være i orden.
Vi forlængede vores ophold på hotellet endnu en dag, og planen var så at tage fra Phuket til Bangkok onsdag. Vi var bange for at vi ikke ville få lov til at flyve (selv indenrigs i Thailand), så i stedet tog vi en 'Grab' taxa fra hotellet ned til Phuket Busterminal 2. Herfra tog vi så bussen kl. 14 til Surat Thani, en tur på små 4 timer. I Surat Thani var vi på Pizza Hut og spise aftensmad, før vi fandt vej til togstationen. På nettet havde vi købt billetter på nattoget til Bangkok med afgang kl. 21.26 🚂
Toget var af den sædvanlige type i Thailand. Man har ikke kupéer som i mange andre lande, men i stedet sover man i to etager på langs med køreretningen. Vi havde kun kunnet få to overkøjer, men det lykkedes da at komme derop i nogenlunde fin stil. Vi fik begge sovet om natten, og nåede frem til Bangkok om formiddagen, med den klassiske halvanden times forsinkelse. Jennifer og Jovelyn skulle flyve fra Filippinerne om aftenen kl. 21, så Robert og jeg havde booket et værelse på et billigt hotel lige ved siden af Bangkoks hovedbanegård Hua Lamphong. Her brugte vi så dagen på at vente... men desværre var der dårligt nyt. Jovelyn fik ikke lov til at rejse, men det gjorde Jennifer til gengæld. Hun har også rejst en del gange før, og efter sigende skulle det gøre de Filippinske myndigheder mere villige til at tillade udrejse. Det var en risiko vi havde snakket om på forhånd, og det var selvfølgelig skidt nyt for Robert. Om aftenen tog jeg metro og skytrain til lufthavnen hvor jeg skulle hente Jennifer. På forhånd var vi egentlig ikke nervøse for om hun ville få visum til Thailand ved ankomsten, men alligevel var jeg da spændt på om hun nu også dukkede op. Det gjorde hun heldigvis, og vi tog en taxa tilbage til byen og tjekkede ind på vores værelse på @Hua Lamphong. Selvom vi havde skypet og skrevet meget sammen, så var det selvfølgelig noget andet pludselig fysisk at være sammen. Men vi havde begge sagt at vi ville give det en chance, og så måtte vi jo se hvordan det gik... 💗
Fredag tjekkede vi ud fra hotellet og gik over gaden til togstationen. Vi havde købt billetter til toget til Hua Hin, men havde kun kunnet få pladser på 3. klasse - dvs. uden aircon. Turen burde tage ca. 4 timer, men endte - selvfølgelig - med at tage godt halvanden time ekstra 😆
Ingen kommentarer:
Send en kommentar