Jeg kom til Rotorua sidst på eftermiddagen. Jeg havde booket en plads på 'All Season Holiday Park' (15 NZ$) - hvis største træk
plaster er... at der ikke lugter af rådne æg på deres campingplads! Nogle gange inde i byen er det ikke så slemt, mens på andre tider får jeg bare lyst til
at knække mig... Men jeg er også sart når det kommer til stærke lugte
(bare spørg Robert ! :-)
Jeg kørte en aftentur rundt om søen, og stoppede ved Skyline Skyrides gondolbanen. Turen op til toppen giver én et flot udsyn over Rotorua by og søen, men det var nu de små gokart (luges) der faktisk lokkede mest. Man kan købe en kombi-billet med forskellige antal ture inkluderet, og jeg besluttede mig for 3 ture. Der er nemlig 3 forskellige baner ned ad bjerget. Jeg startede med den de kalder 'Scenic route' som er en asfaltbane der kører langs med bjergkanten, og det meste af tiden har man et flot udsyn (hvis man kan nå at nyde den). Næste tur var på 'Intermidiate course'... som lige er lidt stejlere (og med længere 'lige-ud' strækninger) så man rigtigt kan få fart på. Man kan selv bremse med rattet, så man vælger selvfølgelig selv hvor stærkt det skal gå. Sidste tur var på 'Off-road' banen, der er en vild græs og grus bane, hvor man i bedste rally-stil virkelig kan komme rundt i svingene. Pisseskægt for at sige det ligeud ! Det der var "minus-sjovt" var til gengæld turen tilbage op på toppen efter hver tur ! Det foregik nemlig med en lille stolelift (ligesom en ski-lift) hvor de små slæder på smart måde bliver hægtet fast under 'havebænken' (som Anne kaldte den) og på den måde kommer med op på toppen igen. Hver tur med stoleliften tog omkring 10 min. - og de var IKKE sjove for mig !
Du kan se lidt video derfra her : http://www.youtube.com/watch?v=Q6KpZQrtK84
Men jeg overlevede selvfølgelig, og kunne så grine af dem der prøvede 'SkySwing' maskinen på toppen. Man bliver hejst op mellem to tårne og sluppet, og så ryger man ellers bare derudaf med 180 km. i timen, selvfølgelig forstærket af at man er på toppen af et bjerg. Tak for kaffe !!!
Mandag morgen kørte jeg de 25 min. sydpå til Wai-O-Tapu. Her så jeg (sammen med 500 andre) den berømte 'Lady Knox Geyser'. Den springer hver dag kl. 10.15 - og grunden til at man ved den gør det så præcist, er at man simpelthen får den til det. Under det lille krater er to kamre med vand. Det ene er meget varmt (ca. 135 grader) mens det andet er ca. 90 grader varmt. Man smider så et stykke sæbe ned i krateret, og det bryder overfladen og de to forkellige temperaturer gør så at vandet sprøjter op ad geyseren og fordamper. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, men normalt en times tid. Før der nu er nogen som farer i blækhuset og skriver "Snyd og bedrag og Disney..." - så vil jeg skynde mig at tilføje, at denne geyser ville springe af sig selv under alle omstændigheder. Det ville i så fald være ca. hver anden dag, og ikke nødvendigvis når der (som nu) sidder 500 tilskuere og kigger på - som hver har betalt 85 kr. Big business... :-)
Du kan se en video med 'Lady Knox' her : http://www.youtube.com/watch?v=uvOpX97bfpY
Entréen dækker dog også resten af området ved Wai-O-Tapu, så man kan også se de mange dampene (og lugtende) kratere, og de mange pæne søer og vandhuller med de beskrivende navne, såsom 'Kunstnerens palette', 'Champagne poolen' og 'Djævelens bad'. Sidstnævnte har den klammeste grønne farve, der ikke ser helt rigtig ud på billedet. Den er meget mere 'giftig-grøn' i virkeligheden! På det tidspunkt havde jeg fået mere end nok af stanken, og besluttede at droppe Te Puia og Whakarewarewa (der er flere geysere og stinkende vandhuller) nede midt i Rotorua, og i stedet sætte kursen nordpå - mod Bay of Plenty.
Køreturen fra Rotorua til Thames tog ca. 4 timer. Thames ligger i den sydvestlige ende af en landtange ved navn Coromandel. Fra Thames er der ca. 85 km. helt ud til spidsen og så er den ca. 35 km. bred. Jeg boede på 'Dickson Holiday Park' lige uden for byen og det var et hyggeligt sted. Ejeren virkede dog en smule småskør, men hvem er ikke det ?! :-)
Tirsdag morgen kørte jeg langs kysten nordpå til Coromandel Town. Her kan man nemlig komme med den lille 'Driving Creek' togbane. Det er egentlig en halv-gal ingeniør og pottemager (skøn kombination, ikke ?) som byggede den i løbet af 27 år. Han byggede den for at fragte ler ned ad et lille bjerg til sit potteværksted, og det bliver den stadig brugt til idag. Jeg er dog sikker på at størstedelen af omsætningen kommer fra turister som mig selv, der tager med det lille tog på den 3 km. lange strækning. Det er en meget smal-sporet bane, som zig-zagger sig op af bjerget, så snart kører man forlæns... og snart baglæns. På hele strækningen er der udsmykket med lerfigurer og 'flaske kunst' - og der er sjove broer og tunneller undervejs. På toppen ligger 'Eyefull Tower' (ja, det er grineren!) og derfra har man en flot udsigt over en stor del af Coromandel. Efter det lille stop går turen så ned ad samme rute. En sjov lille bane, som børn (og andre tog-barnlige sjæle) kan nyde! :-)
Du kan se lidt video fra turen her : http://www.youtube.com/watch?v=5Z38FefnDIE
Bagefter kørte jeg østpå til Whitianga, men var på det forkerte tidspunkt mht. tidevandet, så jeg kunne ikke komme ned på stranden ved 'Hot Water Beach'. Her kan man ellers leje en skovl og grave sit eget lille hul i sandet. Det bliver så fyldt med varmt vand, og så har man sit eget lille spa bad. I stedet kørte jeg videre sydpå og til sidst tilbage til Thames. Her brugte jeg så aftenen på at 'muge ud' i bilen, for der samler sig jo selvfølgelig lidt sammen på sådanne 3 uger !
Onsdag morgen kørte jeg til Auckland og satte kursen mod byens tennis stadium, for Caroline Wozniacki skulle nemlig spille i ASB Classic den dag. Da jeg var yngre fulgte jeg meget med i tennis, men jeg har dog aldrig været til en 'live' kamp. Der var stadig enkelte ledige pladser tilbage på Centre Court - til en pris på ca. 120 kr. Ikke galt, når man faktisk kan sidde og se hele 6 kampe. Carolines kamp var dagens anden, så jeg gik en tur rundt på anlægget. Det er jo ikke Wimbledon, men et fint lille anlæg, og alting ser jo altid pænere ud i strålende solskin. Jeg hilste lige kort på hende da hun varmede op, og hun er jo en køn pige. Hun spillede mod Jill Craybas fra USA, og selvom det var med lidt besvær kom hun videre til 3. runde med en sejr på 6-4 7-5. Jeg ventede lige lidt og så om hun kom ud, for det kunne da være sjovt at sige tillykke - og måske score en autograf og et billede :-)
Men jeg så hende ikke, og så måtte jeg køre uden at få den oplevelse. Jeg afleverede min skønne lille campervan (snøft) efter jeg havde smidt rygsækken af på "Borders Beyond" hvor jeg skulle bo den sidste nat. Klokken var 16.30 - så jeg droppede et besøg på Auckland museum og gik i stedet en lang tur i byen. Egentlig ville jeg have været en aften-tur i 'Sky Tower', men pga. ferietid (og det perfekte vejr), var der en laaaang kø... så det droppede jeg. De praler godt nok med, at med en højde på 328 m. så er det det højeste tårn på den sydlige halvkugle (endnu en af "den" slags), men det er en sandhed med visse modifikationer. For observationsdækket er "kun" i 220 meters højde, og det vil jo ikke engang placere det på min personlige Top10 liste over høje bygninger! I stedet skypede jeg lidt med Anne, inden jeg gik tilbage til mit hostel og pakkede færdigt.
Torsdag formiddag tog jeg bussen til lufthavnen og fløj til Sydney, hvor jeg sidder nu - og venter på mit fly til Melbourne...
Jeg kørte en aftentur rundt om søen, og stoppede ved Skyline Skyrides gondolbanen. Turen op til toppen giver én et flot udsyn over Rotorua by og søen, men det var nu de små gokart (luges) der faktisk lokkede mest. Man kan købe en kombi-billet med forskellige antal ture inkluderet, og jeg besluttede mig for 3 ture. Der er nemlig 3 forskellige baner ned ad bjerget. Jeg startede med den de kalder 'Scenic route' som er en asfaltbane der kører langs med bjergkanten, og det meste af tiden har man et flot udsyn (hvis man kan nå at nyde den). Næste tur var på 'Intermidiate course'... som lige er lidt stejlere (og med længere 'lige-ud' strækninger) så man rigtigt kan få fart på. Man kan selv bremse med rattet, så man vælger selvfølgelig selv hvor stærkt det skal gå. Sidste tur var på 'Off-road' banen, der er en vild græs og grus bane, hvor man i bedste rally-stil virkelig kan komme rundt i svingene. Pisseskægt for at sige det ligeud ! Det der var "minus-sjovt" var til gengæld turen tilbage op på toppen efter hver tur ! Det foregik nemlig med en lille stolelift (ligesom en ski-lift) hvor de små slæder på smart måde bliver hægtet fast under 'havebænken' (som Anne kaldte den) og på den måde kommer med op på toppen igen. Hver tur med stoleliften tog omkring 10 min. - og de var IKKE sjove for mig !
Du kan se lidt video derfra her : http://www.youtube.com/watch?v=Q6KpZQrtK84
Men jeg overlevede selvfølgelig, og kunne så grine af dem der prøvede 'SkySwing' maskinen på toppen. Man bliver hejst op mellem to tårne og sluppet, og så ryger man ellers bare derudaf med 180 km. i timen, selvfølgelig forstærket af at man er på toppen af et bjerg. Tak for kaffe !!!
Mandag morgen kørte jeg de 25 min. sydpå til Wai-O-Tapu. Her så jeg (sammen med 500 andre) den berømte 'Lady Knox Geyser'. Den springer hver dag kl. 10.15 - og grunden til at man ved den gør det så præcist, er at man simpelthen får den til det. Under det lille krater er to kamre med vand. Det ene er meget varmt (ca. 135 grader) mens det andet er ca. 90 grader varmt. Man smider så et stykke sæbe ned i krateret, og det bryder overfladen og de to forkellige temperaturer gør så at vandet sprøjter op ad geyseren og fordamper. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, men normalt en times tid. Før der nu er nogen som farer i blækhuset og skriver "Snyd og bedrag og Disney..." - så vil jeg skynde mig at tilføje, at denne geyser ville springe af sig selv under alle omstændigheder. Det ville i så fald være ca. hver anden dag, og ikke nødvendigvis når der (som nu) sidder 500 tilskuere og kigger på - som hver har betalt 85 kr. Big business... :-)
Du kan se en video med 'Lady Knox' her : http://www.youtube.com/watch?v=uvOpX97bfpY
Entréen dækker dog også resten af området ved Wai-O-Tapu, så man kan også se de mange dampene (og lugtende) kratere, og de mange pæne søer og vandhuller med de beskrivende navne, såsom 'Kunstnerens palette', 'Champagne poolen' og 'Djævelens bad'. Sidstnævnte har den klammeste grønne farve, der ikke ser helt rigtig ud på billedet. Den er meget mere 'giftig-grøn' i virkeligheden! På det tidspunkt havde jeg fået mere end nok af stanken, og besluttede at droppe Te Puia og Whakarewarewa (der er flere geysere og stinkende vandhuller) nede midt i Rotorua, og i stedet sætte kursen nordpå - mod Bay of Plenty.
Køreturen fra Rotorua til Thames tog ca. 4 timer. Thames ligger i den sydvestlige ende af en landtange ved navn Coromandel. Fra Thames er der ca. 85 km. helt ud til spidsen og så er den ca. 35 km. bred. Jeg boede på 'Dickson Holiday Park' lige uden for byen og det var et hyggeligt sted. Ejeren virkede dog en smule småskør, men hvem er ikke det ?! :-)
Tirsdag morgen kørte jeg langs kysten nordpå til Coromandel Town. Her kan man nemlig komme med den lille 'Driving Creek' togbane. Det er egentlig en halv-gal ingeniør og pottemager (skøn kombination, ikke ?) som byggede den i løbet af 27 år. Han byggede den for at fragte ler ned ad et lille bjerg til sit potteværksted, og det bliver den stadig brugt til idag. Jeg er dog sikker på at størstedelen af omsætningen kommer fra turister som mig selv, der tager med det lille tog på den 3 km. lange strækning. Det er en meget smal-sporet bane, som zig-zagger sig op af bjerget, så snart kører man forlæns... og snart baglæns. På hele strækningen er der udsmykket med lerfigurer og 'flaske kunst' - og der er sjove broer og tunneller undervejs. På toppen ligger 'Eyefull Tower' (ja, det er grineren!) og derfra har man en flot udsigt over en stor del af Coromandel. Efter det lille stop går turen så ned ad samme rute. En sjov lille bane, som børn (og andre tog-barnlige sjæle) kan nyde! :-)
Du kan se lidt video fra turen her : http://www.youtube.com/watch?v=5Z38FefnDIE
Bagefter kørte jeg østpå til Whitianga, men var på det forkerte tidspunkt mht. tidevandet, så jeg kunne ikke komme ned på stranden ved 'Hot Water Beach'. Her kan man ellers leje en skovl og grave sit eget lille hul i sandet. Det bliver så fyldt med varmt vand, og så har man sit eget lille spa bad. I stedet kørte jeg videre sydpå og til sidst tilbage til Thames. Her brugte jeg så aftenen på at 'muge ud' i bilen, for der samler sig jo selvfølgelig lidt sammen på sådanne 3 uger !
Onsdag morgen kørte jeg til Auckland og satte kursen mod byens tennis stadium, for Caroline Wozniacki skulle nemlig spille i ASB Classic den dag. Da jeg var yngre fulgte jeg meget med i tennis, men jeg har dog aldrig været til en 'live' kamp. Der var stadig enkelte ledige pladser tilbage på Centre Court - til en pris på ca. 120 kr. Ikke galt, når man faktisk kan sidde og se hele 6 kampe. Carolines kamp var dagens anden, så jeg gik en tur rundt på anlægget. Det er jo ikke Wimbledon, men et fint lille anlæg, og alting ser jo altid pænere ud i strålende solskin. Jeg hilste lige kort på hende da hun varmede op, og hun er jo en køn pige. Hun spillede mod Jill Craybas fra USA, og selvom det var med lidt besvær kom hun videre til 3. runde med en sejr på 6-4 7-5. Jeg ventede lige lidt og så om hun kom ud, for det kunne da være sjovt at sige tillykke - og måske score en autograf og et billede :-)
Men jeg så hende ikke, og så måtte jeg køre uden at få den oplevelse. Jeg afleverede min skønne lille campervan (snøft) efter jeg havde smidt rygsækken af på "Borders Beyond" hvor jeg skulle bo den sidste nat. Klokken var 16.30 - så jeg droppede et besøg på Auckland museum og gik i stedet en lang tur i byen. Egentlig ville jeg have været en aften-tur i 'Sky Tower', men pga. ferietid (og det perfekte vejr), var der en laaaang kø... så det droppede jeg. De praler godt nok med, at med en højde på 328 m. så er det det højeste tårn på den sydlige halvkugle (endnu en af "den" slags), men det er en sandhed med visse modifikationer. For observationsdækket er "kun" i 220 meters højde, og det vil jo ikke engang placere det på min personlige Top10 liste over høje bygninger! I stedet skypede jeg lidt med Anne, inden jeg gik tilbage til mit hostel og pakkede færdigt.
Torsdag formiddag tog jeg bussen til lufthavnen og fløj til Sydney, hvor jeg sidder nu - og venter på mit fly til Melbourne...