fredag den 30. januar 2009

Sydney

Vi landede i lufthavnen i Sydney, og da vores hostel tilbyder gratis afhentning i lufthavnen når man bor hos dem i min. 3 dage, så var transporten ind til byen både nem og gratis. Vi havde booket på D'Lux Budget Hotel som ligger midt i Kings Cross området i Sydney, ikke langt fra havnen, broen og Jørn Utzons berømte Operahus! Man bliver dog altid lidt skeptisk når det både er centralt og (forholdsvis) billigt...

Jeg havde inderst inde håbet på et lidt små-skummelt hostel, så de gamle 'tanter' kunne få en fuld backpacker oplevelse - dog selvfølgelig ikke værre end jeg selv kunne holde det ud! Værelserne viste sig dog at være både store og pæne, og vi kunne faktisk sagtens have været alle 3 i det ene værelse. Vi gik op på tagterrassen, hvor der sad en masse og nød solen. Der blev vist kigget lidt på Jette & Jane, for de er jo en lille smule ældre end 'gennemsnits backpackeren' ! Fra taget, men også fra vores værelser, har man den ene vej en udsigt over Sydneys tage... men den anden vej kan man se både Sydney Harbour Bridge - og ikke mindst Operahuset. Finere bliver det da ikke! :-)

Tirsdag var udnævnt til 'Store Bro & Opera Dag' og vi startede med at gå ned til Kings Cross stationen og købe et flerdages kort til bus, tog og færgerne. Det viste sig hurtigt at være en god investering. Vi tog toget til Circular Quay, som er stationen lige ved havnen. Vi gik op til Operahuset, og fik taget et par billeder i vores fine matchende 'Globetrotter' t-shirts. Der har altid være meget kontrovers om operahuset, men det er på alle måde en spektakulær bygning. Sammen med Sydney Harbour Bridge var det et af de oprindelige Top-10 rejsemål på min liste, og det var et stort X der blev sat denne dag. Når man kommer helt tæt på, kan man se at taget er lavet af små kakler i forskellige mønstre (helt præcist 1.056.000 stk. af slagsen). Som meget andet, er det dog pænere på lidt afstand - hvor man også har mulighed for at se det i sin rette sammenhæng.

Vi tog en af de små færger der sejler havnen tyndt, og var på en lille rundtur ovre på den anden side. Tilbage igen, gik vi langs havnen om på den modsatte side af operahuset, hvor vi satte os og fik lidt at drikke... og nød den fantastiske udsigt. Vi gik op på Sydney Harbour Bridge, og mens Jane blev tilbage ved pylonerne, gik Jette og jeg over broen... og tilbage igen. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke synes specielt om den bro, for jeg synes den ryster og knager lidt for meget efter min smag. Men over skulle jeg... og kom det da også! Jeg havde tænkt på om jeg skulle tage 'bro-klatrings-turen' - men efter "bare" at have gået på brodækket, var jeg ikke i tvivl. Aldrig nogensinde om jeg ville kunne det, men vi så konstant grupper af folk der gik over den store bue. Vel tilbage på jorden igen, gik vi hjem via den kongelige botaniske have. Her var mange folk samlet til en friluftsopførelse af "Vinden i piletræet", og vi fik også 'fornøjelsen' af masser af flyvende hunde. De er altså ikke lige på min favoritliste !

Onsdag formiddag tog vi atter ned til havnen og tog en færge til Darling Harbour. Vi var en tur med monorailen, der laver et loop i indre by. Vi stod af i Chinatown og gik lidt rundt. Vi kom forbi Skt. Andrew's Katedralen, hvor der netop var en statsbegravelse for Nancy Bird Walton - den første kvindlige kommercielle pilot i Australien. Vi var inde i det flotte indkøbscenter i Queen Victoria Building og gik rundt i byen. Om eftermiddagen var Jette på kunstmuseum, mens Jane og jeg tog bussen til Bondi Beach. Stranden er verdensberømt af mange grunde og ligger bare 10 km. fra Sydneys centrum. Da vi kom derud begyndte det faktisk at småregne, så planerne om at skulle i vandet droppede vi hurtigt. Om aftenen spiste vi på Foote Cook House, hvor Jane havde spist da hun var i Sydney for 5 år siden. Her vælger man noget kød eller fisk, som man så selv steger. Dertil er der salatbar, forskellige kartofler og tilbehør. Meget lækkert, og Jane stegte min bøf helt perfekt! På vejen hjem, måtte vi lige ned til havnen og nyde den skønne udsigt... nu med lys på! :-)

Torsdag startede vi ved at tage til fiskemarkedet, hvor vi gik rundt og beundrede de mange butikker med spændende fisk og skaldyr. Vi købte lækkert fisk og skaldyr, som vi spiste med udsigt til Pyrmont Bridge. Senere tog jeg hjem til vores hostel for at more mig på nettet, mens J&J tog lidt rundt i byen på egen hånd. På vejen var jeg forbi det store Coca-Cola skilt i Kings Cross, og fandt ud af hvor vi skulle hente vores bil dagen efter.

Om aftenen skulle vi i operaen, så jeg havde taget mit pæneste tøj på (læs : rene short, ren t-shirt og mine 'pæne' grå sandaler). Ikke just hvad jeg ville tage på i operaer derhjemme, men nu havde jeg jo ikke andet at tage på. Der er heldigvis ingen dress-code i operaen, men til gengæld har de en MEGET streng 'foto forbudt' politik inde i operasalen. Jeg sneg mig til et par billeder i pausen, og slap med en advarsel da det blev opdaget. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, man ikke må tage billeder under selve forestillingen, men i pausen ???

Nå, men stykket var der ihvertfald ikke noget i vejen med. Det var første gang jeg så "Tryllefløjten", men da Jette nok har set den 30 gange kunne hun heldigvis forklare handlingen til Jane og jeg. Vi sad nemlig på de 'billige' rækker bagerst på gulvet (400 kr. pr. billet), og herfra kan man ikke læse teksterne. Det betød dog ingenting, og man har stadig et fantastisk udsyn. Det er en flot bygning, og man sidder og bliver helt stolt af at være dansk. Efter forstillingen købte vi nat-mad i den '5-stjernede kebab' lige ved vores hostel, og det blev spist med stort velbehag på værelset! :-)

Fredag morgen tjekkede vi ud og fik hentet vores nye bil hos Europcar, ikke langt fra hvor vi boede. Efter lidt bøvl frem og tilbage lykkedes det, og så kunne vi sætte kursen mod 'De Blå Bjerge' vest for Sydney...