Brisbane

Vi kørte lidt forvirret rundt i centrum af Brisbane, for det er ikke nogen specielt nem by at være 'bil-turist' i. Det er gader i flere niveauer foruden mange ensrettede veje. Vi satte derfor kursen væk fra centrum igen, på jagt efter vores sidste fælles overnatningssted. Det fandt vi på Mt. Gravatt Motel - ca. 12 km. fra centrum af Brisbane.

Vi lod bilen stå på motellet og tog bussen ind til centrum. Et dagskort kostede 25 kr. - og vi fik det endda en smule billigere, da buschaufføren ikke helt kunne regne. Vi stod af ved Queen Street Mall, og gik ned til Brisbane River ved Eagle St. Pier. Herfra sejler nemlig Kookaburra River Queens flodbåde, og Jane & Jette havde bestemt at de ville forære mig et 'Dinner Cruise' som tak for chauffør-tjansen undervejs - og en generelt rigtig hyggelig ferie. Vi tog en af de små 'Inner City Ferries' til North Quay, hvorefter vi gik over Victoria Bridge, og satte kursen mod Queensland Cultural Centre's museum for moderne kunst. Vi havde desværre kun ½ time derinde før de lukkede, men Jette var glad for vi lige nåede det...

Vi gik langs med floden ved South Bank, hvor man har bygget et 60 m. højt pariserhjul - "Wheel of Brisbane". Det prøvede Jette, mens vi med højdeskræk sad og kiggede på. Vi var også forbi en nepalesisk pagode, før vi tog en 'City Cat' færge over floden. Vi gik igennem centrum, hvor vi havde tid til lidt shopping og jeg var på en Global Gossip netcafé.

Vi gik igen ned til floden og kom ombord på hjuldamperen. Der var en dejlig buffet med mange skønne ting, og en guitar spiller til at sætte den rette stemning. Vi sejlede først et stykke ned ad floden, vendte om og sejlede forbi vores udgangspunkt, før vi atter returnerede til Eagle St. Pier. Det var en hyggelig sejltur, og man har selvfølgelig et flot udsyn til de mange bygninger med lys på i Brisbanes centrum. Vi tog bussen tilbage til vores motel efter en dejlig dag...

Torsdag morgen var 'Store-Pakke-Dag' og der blev tømt godt ud i alle gemmer. Jeg havde jo selvfølgelig et par 'småting' jeg godt kunne tænke mig at få bragt hjem til Danmark, og J&J havde heldigvis plads til det hele. Vi kørte ind til byen og parkerede ved Jucy Rentals. Her skulle jeg hente min smarte campervan, som jeg skal have den resterende tid jeg er i Australien. Jeg havde egentlig fået et rigtigt godt tilbud på leje af en i Cairns, så jeg havde booket en flybillet dertil fra Brisbane. Pludselig var den så ikke til rådighed alligevel, men jeg kunne få en i Brisbane til samme pris. Min flybillet til Cairns (som heldigvis kun kostede 400 kr.) kunne jeg arkivere lodret, da den ikke kunne ændres eller refunderes. Nå ja, til gengæld fik jeg så camperen til 39 A$ pr. dag - godt 150 kr. Jeg har så valgt at tegne en ekstra (dyr) forsikring, så min selvrisiko er reduceret til 0 kr. Det koster... men til gengæld skal jeg intet betale ved uheld eller tyveri. Der var dog lige et andet problem, som har kostet både tid og energi...

Jeg medbringer 3 betalingskort på denne tur : Et alm. Visa/Dankort, et MasterCard samt et Visa/Electron (som er et 'debit' card) - ikke et kreditkort. Lidt før Jette & Jane kom ud, holdt mit Visa/Dankort pludselig op med at virke. Jeg kontaktede Arbejdernes Landsbank MANGE gange, men enden på det blev, at de ikke kunne finde nogen fejl ved kortet. Det blev dog gentagne gange afvist, så jeg skal derfor have et nyt kort. Ikke så fedt når man sidder på den anden side af kloden. Heldigvis havde jeg så mit MasterCard fra Coop, og da hele det beløb jeg bruger automatisk bliver trukket via PBS, så koster det mig ikke noget i renter eller gebyrer. Jeg begyndte derfor at bruge det i stedet... indtil det så heller ikke virkede mere. Det viste sig så, at de har udstedt et kort i et nyt design (som er sendt til mig med posten i Danmark) og da det nye har samme kortnummer som det gamle, så kan det ikke bruges længere! Nu var jeg jo så lidt på skideren, for godt nok har jeg stadig mit Visa/Electron, men det er ikke et 'kreditkort' så det kan ikke bruges til f.eks. leje af bil. Hos Jucy tastede hun dog bare kortoplysningerne ind i dankortautomaten, og så virkede det fint. Jette har dog efterladt mig sit MasterCard, så jeg kan hæve penge hvis der sker noget med mit Visa/Electron kort! :-)

Efter at tingene var i orden med camperen, lod vi begge biler stå hos Jucy og gik ned til Skt. John's Cathedral. Puderne på bænkerækkerne er lavet af forskellige kunstnere, og faktisk syet af danske materialer - og det er kvalitet, for man kan ikke se de er 20 år gamle. Vi gik forbi 'Shrine of Remembrance' hvor en evig ild brænder til minde om de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Vi fik lidt at drikke på en café nær Central Station, før vi gik en tur igennem byens botaniske have. Langs med floden har man bygget en 'mangrove boardwalk' hvor man går rundt imellem tæerne der står ude i vandet. Vi gik tilbage til Jucy, og kørte i vores EuropCar bil ud til lufthavnen. Den blev afleveret, og Jette & Jane fik tjekket ind på deres Qantas fly til Melbourne. Under hele turen har de købt rødvin i 'bag-in-box' så der altid har været mulighed for et glas rødvin - uanset hvor vi var! Den sidste sjat var blevet hældt på en tom vandflaske, for så var der også til ventetiden i Melbourne. Vi sagde pænt farvel til hinanden, og det har virkelig været en stor fornøjelse at rejse med dem. Jeg har ikke haft så meget fritid (læs : tid til internet og blogindlæg), men vi har set så mange forskellige ting og steder, og vi har virkelig nydt det! Tak 'SØSTRENE LAGKAGE' - det har været en fornøjelse at være jeres 'svigersøn' i en periode! :-)

Jeg tog AirTrain toget tilbage til Central Station, og gik ned til Jucy for at hente min camper. Den er noget smartere end den jeg lejede på New Zealand, selvom den jo var rigelig fin til mig. Men i denne her kan sengen være 'slået ud' permanent, så jeg ikke skal pakke alt sammen for at kunne køre i bilen. Det er en Toyota Previa der er specielt udstyret til formålet. Der er to bænkerækker bagi der ændres til en dobbeltseng, og ved bagsmækken er der både en håndvask, køleskab og gas-brænder til madlavning. Der følger alt med i form af potter, pander, tallerkener, bestik og opvaskegrej - så jeg har alle muligheder for selv at lave mad. Der er seks smarte gardiner der klipses fast hele vejen rundt, ligesom der er monteret en dvd-afspiller med skærm i fodenden af sengen. Den er behagelig at køre (med automatgear), men jeg skal da lige vende mig til dens længde.

Efter at have været lidt på nettet, kørte jeg til Redcliffe ved Morton Bay. Der blev jeg stoppet af politiet, dog uden at jeg denne gang havde gjort noget ulovligt! De fortalte mig om en fin parkeringsplads helt nede ved vandet, hvor der tit parkerer campervans, så der kørte jeg ned og sov min første nat i bilen. Gratis overnatning, fantastisk udsigt at vågne op til, og der er endda mulighed for både bad og toilet i en bygning lige ved.

Torsdag morgen kørte jeg tilbage til Brisbane, og tilbragte det meste af tiden på nettet. Jeg kom up-to-date med mine blogindlæg, og fik booket min flybillet hjem til Danmark! Jeg skal flyve med JetStar (Qantas' lavprisselskab) fra Cairns til Singapore d. 24. februar. Ved midnat flyver jeg så videre med Qantas' nye KÆMPE store Airbus A380 til London. Jeg ved ikke hvor mange programmer jeg har set - og artikler jeg har læst - om det nye 'dobbelt-dækker' fly, så da chancen for at flyve med det tilbød sig, måtte jeg naturligvis slå til. Så kryds lige fingre for at der ikke går noget galt, så jeg i stedet kommer med en anden flytype, ikke? Den sidste lille strækning fra London er med British Airways, så d. 25. februar kl. 12.30 lander jeg med QF3439 - som afslutning på en helt fantastisk rejse...

Sydney>Brisbane

Vi satte kursen mod 'De Blå Bjerge' der ligger ca. 60 km. vest for Sydney. De har fået deres navn fra de dampe der siver op fra eukalyptus træerne, og som angiveligt giver skoven og bjergene et blåligt skær. Vi stoppede ved Echo Point, hvor fra man har et flot udsyn over bjergene og den klippeformation der kaldes 'De Tre Søstre'. Bjergene er flotte, men ikke specielt blå...

Efter at have nydt udsigten kørte vi til Katoomba, der byder på flere spektakulære oplevelser. Heriblandt verdens stejleste jernbane, som jeg selvfølgelig måtte prøve. Oprindeligt er det en gammel bane ned til en kulmine, men idag er det turister der får fornøjelsen. På det stejleste sted går det nedad med en hældning på 54 grader, men det var på ingen måde en slem oplevelse. Nede i bunden gik Jette og jeg en lille tur, før vi tog op til Jane igen, der ikke skulle nyde noget. På samme sted kan man også komme med to forskellige kabelbaner - heriblandt én på tværs af dalen... med glasgulv i kabinen. Ellers tak ! :-)

Du kan se lidt video fra turen med 'Scenic Railway' her : http://www.youtube.com/watch?v=gRIrjYrxlE8

Om aftenen spiste vi rigtig god mad i Windsor, før vi fandt et værelse på Mt. Kuring-Gai Motel. Jette og Jane stod for planlægningen af hvor vi skulle hen og hvad vi skulle se. Undervejs har vi gjort god brug af de fine lokale informationscentre, som byder på kort, brochurer og masser af gode råd. Lørdag kørte vi først ud til Sommersby Falls, hvor jeg lavede (endnu) et styrt helt henne ved vandfaldet. Igen slap jeg fra oplevelsen med alle lemmer i behold, men spørgsmålet er om det samme vil ske en 3. gang? Vi stoppede for at se de aboriginale stenudskæringer ved Burgandri, men en del af dem var nu noget svære at få øje på. Vi stoppede ved flere udkigspunkter, før vi spiste frokost ved vandet i Woy Woy. Endnu et stop i Terrigal, før vi fandt vores sted at sove - Motto Farm Motel i Raymond Terrace, hvor vi også spiste aftensmad.

Søndag kravlede vi først rundt i de store sandklitter ved 'Dark Point', før vi tog den lille 'træk-færge' ved Bombah Point. Vi så fyrtårnet ved Sugerloaf Point, hvorfra der også er en skøn udsigt over stranden. Jane & Jette havde bestemt at vi skulle overnatte i 'WigWam' (som jo egentlig hedder Wingham) - men det første lyder sjovere. Vi fik værelse på Wingham Motel, og gik en tur i den regnskov der ligger i byen. Der kan man se masser af træer, fugle... og flyvende hunde. Føj, igen igen! På dette tidspunkt havde J&J lært min 'rutine' med de mange billeder når vi kommer til et nyt sted... ikke mindst af toiletterne! Vi hentede noget Take Away fra den lokale, og selvom det stort set alt sammen var noget der var blevet friturestegt, så gik vi da heller ikke sultne i seng den dag... :-)

Mandag var 'Store Vandfalds Dag' - og første stop var ved Ellenborough Falls, der er et af de højeste vandfald på den sydlige halvkugle - med et 'enkelt-fald' på næsten 200m. Vi gik rundt i dalen til et udkigspunkt på den modsatte side, hvorfra man har et fint udsyn til klipperne og vandfaldet. De sidste 20 km. til vandfaldet er på grusvej, og på vejen væk igen så vi ENDELIG en kænguru i vejkanten. Vi har set mere end en håndfuld rundt omkring, men de har desværre alle været døde efter at være ramt af en bil. Vi kom hurtigt ud af bilen og fik taget et par billeder, før den hoppede væk. Vi kørte til Nambucka Heads og ind i landet via Waterfall Way. Der var nu ikke så forfærdeligt mange vandfald på vejen, men vi så dog Newell Falls før vi vendte om efter at have set Dangar Falls - der virkelig er et pænt vandfald. Vi stoppede ved regnskovscentret i Dorrigo, der har en 'Skywalk' (en slags træbro oppe i træerne), men slet ikke noget der kan sammen-lignes med den jeg prøvede på Borneo. Sidste stop var ved Tom Griffiths Lookout, før vi kørte videre til Coffs Harbour.

Det var d. 26. januar - Australiens nationaldag - og i Coffs Harbour var der fest og glade dage ved havnen... med tivoli og 'skovturs-stemning'. Vi fik et værelse på det lokale Formule 1 Hotel, før vi kørte ned i byen for at få aftensmad. Vi spiste på en indisk restaurant, og det var god mad - selvom de var læææænge om at komme med maden. På vejen hjem kom vi forbi en 'Cold Rock' isbar, og jeg blev tvunget til at spise en is, selvom jeg (for en gangs skyld) ikke havde lyst. Jette og Jane ville nemlig gerne selv opleve hvordan de blandede is og forskelligt tilbehør - fuldstændigt ligesom en McFlurry på McDonalds. Her var det så bare ikke en maskine der gjorde det, men isen blev lagt op på den frosne bordplade og så blev der manuelt æltet små M&M's ind i min is. Sjovt... :-)

På vejen tilbage til hotellet blev jeg stoppet af politiet, da jeg (forsøgte) at lave en U-vending henover en fuldt optrukket linje. Jeg ville nok være sluppet godt fra det i 9 ud af 10 tilfælde, men vores bil havde en venderadius på størrelse med Rådhuspladsen, så der sad jeg nydeligt på tværs af vejen... da den modkørende bil pludselig tændte for de røde og blå lys. Jeg fik lov til (igen) at puste i alkometret, og fik så (atter engang) lov til at køre videre - med en advarsel om at udøve bedre dømmekraft !

Tirsdag morgen var første stop ved 'The Big Banana' - som er en kæmpe banan der blev bygget i 1964 for at fremme bananindustrien i området. Senere så vi den 'Store Reje' i Ballina, og faktisk er der en helt samling af 'STORE' ting i Australien. Pudsigt! :-)

Vi så fyrtårnet ved Byron Bay, og stod på det østligste punkt på det australske fastland. Jeg skulle lige på nettet og tjekke ang. min campervan i Brisbane, og i mellemtiden fandt J&J et listigt sted og få et glas rødvin. 'The Rails' viste sig at være et super hyggeligt sted, og Jette kom hurtigt i kontakt med de lokale. Da jeg kom tilbage fra netcaféen, havde de allerede bestemt at vi skulle spise der, og t-bone steaken var da også både stor og billig. Senere fortsatte vi til Tweed Heads, hvor vi fik et værelse på River Road Motel.

Onsdag kørte vi så langs 'Gold Coast' de sidste km. til Brisbane. På vejen kom vi bla. forbi Miami Beach, og gjorde et kort stop ved Surfers Paradise. Vi skulle da lige se stranden, og det er dét det hele drejer sig om her ! Strand, surf, nat- og stripklubber. Måske bør jeg tage tilbage dertil når Jette & Jane er taget hjem? Kort efter middag kom vi så til Brisbane, det sidste stop på Jette & Janes tur...

Sydney

Vi landede i lufthavnen i Sydney, og da vores hostel tilbyder gratis afhentning i lufthavnen når man bor hos dem i min. 3 dage, så var transporten ind til byen både nem og gratis. Vi havde booket på D'Lux Budget Hotel som ligger midt i Kings Cross området i Sydney, ikke langt fra havnen, broen og Jørn Utzons berømte Operahus! Man bliver dog altid lidt skeptisk når det både er centralt og (forholdsvis) billigt...

Jeg havde inderst inde håbet på et lidt små-skummelt hostel, så de gamle 'tanter' kunne få en fuld backpacker oplevelse - dog selvfølgelig ikke værre end jeg selv kunne holde det ud! Værelserne viste sig dog at være både store og pæne, og vi kunne faktisk sagtens have været alle 3 i det ene værelse. Vi gik op på tagterrassen, hvor der sad en masse og nød solen. Der blev vist kigget lidt på Jette & Jane, for de er jo en lille smule ældre end 'gennemsnits backpackeren' ! Fra taget, men også fra vores værelser, har man den ene vej en udsigt over Sydneys tage... men den anden vej kan man se både Sydney Harbour Bridge - og ikke mindst Operahuset. Finere bliver det da ikke! :-)

Tirsdag var udnævnt til 'Store Bro & Opera Dag' og vi startede med at gå ned til Kings Cross stationen og købe et flerdages kort til bus, tog og færgerne. Det viste sig hurtigt at være en god investering. Vi tog toget til Circular Quay, som er stationen lige ved havnen. Vi gik op til Operahuset, og fik taget et par billeder i vores fine matchende 'Globetrotter' t-shirts. Der har altid være meget kontrovers om operahuset, men det er på alle måde en spektakulær bygning. Sammen med Sydney Harbour Bridge var det et af de oprindelige Top-10 rejsemål på min liste, og det var et stort X der blev sat denne dag. Når man kommer helt tæt på, kan man se at taget er lavet af små kakler i forskellige mønstre (helt præcist 1.056.000 stk. af slagsen). Som meget andet, er det dog pænere på lidt afstand - hvor man også har mulighed for at se det i sin rette sammenhæng.

Vi tog en af de små færger der sejler havnen tyndt, og var på en lille rundtur ovre på den anden side. Tilbage igen, gik vi langs havnen om på den modsatte side af operahuset, hvor vi satte os og fik lidt at drikke... og nød den fantastiske udsigt. Vi gik op på Sydney Harbour Bridge, og mens Jane blev tilbage ved pylonerne, gik Jette og jeg over broen... og tilbage igen. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke synes specielt om den bro, for jeg synes den ryster og knager lidt for meget efter min smag. Men over skulle jeg... og kom det da også! Jeg havde tænkt på om jeg skulle tage 'bro-klatrings-turen' - men efter "bare" at have gået på brodækket, var jeg ikke i tvivl. Aldrig nogensinde om jeg ville kunne det, men vi så konstant grupper af folk der gik over den store bue. Vel tilbage på jorden igen, gik vi hjem via den kongelige botaniske have. Her var mange folk samlet til en friluftsopførelse af "Vinden i piletræet", og vi fik også 'fornøjelsen' af masser af flyvende hunde. De er altså ikke lige på min favoritliste !

Onsdag formiddag tog vi atter ned til havnen og tog en færge til Darling Harbour. Vi var en tur med monorailen, der laver et loop i indre by. Vi stod af i Chinatown og gik lidt rundt. Vi kom forbi Skt. Andrew's Katedralen, hvor der netop var en statsbegravelse for Nancy Bird Walton - den første kvindlige kommercielle pilot i Australien. Vi var inde i det flotte indkøbscenter i Queen Victoria Building og gik rundt i byen. Om eftermiddagen var Jette på kunstmuseum, mens Jane og jeg tog bussen til Bondi Beach. Stranden er verdensberømt af mange grunde og ligger bare 10 km. fra Sydneys centrum. Da vi kom derud begyndte det faktisk at småregne, så planerne om at skulle i vandet droppede vi hurtigt. Om aftenen spiste vi på Foote Cook House, hvor Jane havde spist da hun var i Sydney for 5 år siden. Her vælger man noget kød eller fisk, som man så selv steger. Dertil er der salatbar, forskellige kartofler og tilbehør. Meget lækkert, og Jane stegte min bøf helt perfekt! På vejen hjem, måtte vi lige ned til havnen og nyde den skønne udsigt... nu med lys på! :-)

Torsdag startede vi ved at tage til fiskemarkedet, hvor vi gik rundt og beundrede de mange butikker med spændende fisk og skaldyr. Vi købte lækkert fisk og skaldyr, som vi spiste med udsigt til Pyrmont Bridge. Senere tog jeg hjem til vores hostel for at more mig på nettet, mens J&J tog lidt rundt i byen på egen hånd. På vejen var jeg forbi det store Coca-Cola skilt i Kings Cross, og fandt ud af hvor vi skulle hente vores bil dagen efter.

Om aftenen skulle vi i operaen, så jeg havde taget mit pæneste tøj på (læs : rene short, ren t-shirt og mine 'pæne' grå sandaler). Ikke just hvad jeg ville tage på i operaer derhjemme, men nu havde jeg jo ikke andet at tage på. Der er heldigvis ingen dress-code i operaen, men til gengæld har de en MEGET streng 'foto forbudt' politik inde i operasalen. Jeg sneg mig til et par billeder i pausen, og slap med en advarsel da det blev opdaget. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, man ikke må tage billeder under selve forestillingen, men i pausen ???

Nå, men stykket var der ihvertfald ikke noget i vejen med. Det var første gang jeg så "Tryllefløjten", men da Jette nok har set den 30 gange kunne hun heldigvis forklare handlingen til Jane og jeg. Vi sad nemlig på de 'billige' rækker bagerst på gulvet (400 kr. pr. billet), og herfra kan man ikke læse teksterne. Det betød dog ingenting, og man har stadig et fantastisk udsyn. Det er en flot bygning, og man sidder og bliver helt stolt af at være dansk. Efter forstillingen købte vi nat-mad i den '5-stjernede kebab' lige ved vores hostel, og det blev spist med stort velbehag på værelset! :-)

Fredag morgen tjekkede vi ud og fik hentet vores nye bil hos Europcar, ikke langt fra hvor vi boede. Efter lidt bøvl frem og tilbage lykkedes det, og så kunne vi sætte kursen mod 'De Blå Bjerge' vest for Sydney...

Uluru (Ayers Rock)

En af de ting jeg altid har vidst jeg bare MÅTTE se, når jeg en dag kom til Australien var Uluru. Den store sten (der tidligere hed Ayers Rock) er både mystisk, flot og spændende... og noget jeg ihvertfald ikke ville misse. Jette & Jane ville også meget gerne have den store oplevelse med, så vi havde besluttet at flyve derind, og have et døgns tid ved 'stenen'...

Der er 1½ times tidsforskel mellem Sydney og Uluru, så vi landede kl. 11.45 og vores lejebil fra Avis var klar i lufthavnen. Der er kun 4 km. til Yulara der er 'byen' ved Uluru, og det er her Ayers Rock Resort ligger. Der er 6 forskellige steder at overnatte, alle tilhørende det samme resort. Vi havde booket et værelse på Pioneer Outback Lodge, der er det billigste af stederne. Vi fik et 4-sengs køjerum i bedste lejrskolestil med bad og toilet i en stor central bygning. Lad os kalde værelset for småt, men godt! Vi skulle jo kun sove der en enkelt nat, så det var selvfølgelig fint nok! Da vi tjekkede ind, spurgte receptionisten om vi ikke ville have 2 adgangspas som andre rejsende havde efterladt? Uluru ligger nemlig i en nationalpark, og man skal købe et adgangspas til 25 A$ (ca. 100 kr.) der er gyldigt i 3 dage. På den måde kunne vi spare 200 kr. - så det sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til! :-)

Vi kørte først til Yularas lille centrum, hvor man finder et supermarked, posthus, restaurant m.m. I supermarkedet købte vi 3 fluenet til 10 A$ stykket, for selvom man ser meget fjollet ud med dem på, så er de til stor gavn da der er rigtig mange fluer i området! Lidt efter kom vi ind i servicecentret, og her kunne man så købe 2 fluenet for 15 A$, så i ægte 'hustler-stil' gik jeg tilbage til supermarkedet og returnerede 2 af fluenettene, og købte dem derefter i servicecentret. Så sparede vi lige 5 A$ (ca. 20 kr.) - Anne & Carsten havde været stolte af mig! ;-)

Vi kørte de ca. 20 km. til Uluru, og pga. stenens størrelse (næsten 10 km. i omkreds) kan man selvfølgelig se den på lang afstand. Det er en fantastisk imponerende sten, men den er slet ikke så glat som jeg troede på forhånd, for der er masser af sprækker, revner og huller. Vi kørte selvfølgelig rundt om den, så vi kunne se den fra alle vinkler. Vi passerede stedet hvor man kan kravle op på stenen, og jeg ved godt at man ikke kan se det tydeligt på billederne... men tro mig når jeg siger det : Det er en modbydelig sti op over klippen! Men om det er lavet sådan med vilje, skal jeg ikke kunne sige. Man fraråder nemlig folk at klatre på Uluru af to grunde. Dels er stedet af stor betydning for de aboriginals der bor i området (og som nu officielt er ejere af Uluru), og dels er der jævnligt folk der falder ned og bliver slået ihjel. Efter at have set stien derop, kan jeg nu godt forstå det sidste. Stien derop var iøvrigt lukket den eftermiddag, så vi kunne slet ikke klatre derop hvis vi ville, men vi havde som sagt heller ikke lyst til det!

Efter turen rundt om stenen, kørte vi de ca. 40 km. til Kata Tjuta eller 'The Olgas'. Det er en samling klipper der på mange måder er mindst lige så imponerende som Uluru. Vi stoppede op et par forskellige steder, og var også på en lille gåtur op imod en kløft mellem to af klipperne. På vejen tilbage til Yulara fik vi endnu engang den smukke sten at se. I byen spiste vi aftensmad, før vi kørte ud til 'solnedgangspunktet'. Uluru bliver tit helt rød når solen går ned, men ved vores solnedgang forblev den mere brun-rødlig. Vi kørte tilbage til vores lodge og gik i seng.

Næste morgen stod vi op kl. 05 og kørte ud for at se solopgangen. Det flotteste syn var faktisk mens der stadig var mørkt, og Uluru bare var en sort silhuet. I løbet af rimelig kort tid blev den mere og mere synlig, og det var et smukt og betagende syn. Vi besøgte det kulturcenter der er bygget ved Uluru, før vi kørte tilbage til Yulara. Vi tog et bad, pakkede vores bagage sammen og tjekkede ud. Vi kørte de få km. til lufthavnen, afleverede bilen hos Avis - og kl. 12.35 fløj vi så tilbage til Sydney. 

Et kort, men fantastisk døgn ved Uluru... Ayers Rock !

Adelaide>Sydney

Vi landede i Adelaide tirsdag formiddag, og vores udlejningsbil fra Europcar ventede i lufthavnen. Det var en stor fed Mitsubishi 4-hjulstrækker, så vi var blevet opgraderet en klasse eller to ift. hvad vi havde bestilt. Lufthavnen ligger kun få km. fra Adelaides centrum, så vi startede med at køre derind. Jeg havde jo været i byen før, så jeg kunne rigtigt leje turistguide.

Vi kørte ned til Glenelg hvor vi gik en tur i den hyggelige by. Jane var lige nede og dyppe tæerne på stranden, men mere blev det ikke til. Vi satte kursen mod nordøst - og Barossa Valley. I området rundt omkring Adelaide produceres mere end halvdelen af Australiens vin, og Barossa Valley er et af de mest kendte områder. Vi var først ved stalddøren på en lille vingård, og senere var vi på en rundvisning på Seppeltfields, der er en af områdets største og ældste vingårde. Turen gik først til et par lagerhaller hvor vi så deres produktion af 10-årig portvin, og senere fik vi bla. en rundtur i 'trofæ rummet' hvor de opbevarer deres forskellige priser og udemærkelser. Vi fik også lov at dufte til deres 100 år gamle produktion, som koster fra 2.400-10.000 kr. flasken afhængigt af årgangen. Til sidst var der smagsprøver og alt i alt var det en spændende oplevelse. Bagefter satte vi kursen sydpå... efter en hel del besvær med at finde den rigtige vej!

Vi kom til Meningie og besluttede at overnatte på Waterfront Motel. Ved første øjekast så det fint ud. Der var to separate værelser, bad og toilet og en fin udsigt til vandet. I Meningie var den lokale 'diner' det eneste sted hvor vi kunne få noget at spise - og det var ikke just den store oplevelse. Vi var på stranden lige efter solnedgang og så masser af fugle. Da vi kom tilbage til motellet var der samlet en del fluer og andet kryb udenfor... og desværre også indenfor! På et tidspunkt gik Jane på toilettet, men kom hurtigt tilbage. Jeg gik ud og kiggede - og hele rummet var ganske enkelt levende! Der var et stort hul i fluenettet, og alle mulige forskellige flyvende og kravlende kryb var kommet ind. Det var mere end jeg kunne klare, og efter et besøg i receptionen fik Jette & Jane et andet værelse. Jeg sov i det første værelse (dét, der ikke var forbundet med toilettet)! Jeg fik sprayet med 'mygge-død' og om morgenen var rummene sorte af døde kryb. Stedet blev hurtigt udnævnt til 'flue-stedet' og der behøver vi ikke komme tilbage til !!!

Onsdag morgen kørte vi videre af Princes Highway langs de mange store saltsøer ved Coorong til Kingston. Her stoppede vi og fotograferede den kæmpe store røde hummer, og så det sjove solur i parken. Her skal man selv stille sig op på et datobestemt sted, for at ens skygge afgiver det rigtige klokkeslet. Vi fortsatte til Mt. Gambier, hvor vi var på rundtur ved 'Blue Lake'. Man kommer med en elevator ned til kratersøen, der fungerer som byens vandreservoir. Søen har den flotteste blå farve, takket være et højt indhold af kalcium i vandet. Guiden på turen var som en levende båndoptager, og nok den kedeligste guide jeg nogensinde har oplevet. Han kunne sine fakta, men hold op hvor var han kedelig! Bagefter kørte vi turen rundt langs kraterkanten, som byder på en flot udsigt ned til søen.

Øst for byen passerer man statsgrænsen mellem South Australia og Victoria, og som de frygtløse rebeller vi jo er, så spiste vi hver noget frugt i ingenmandsland. Det er nemlig forbudt at medbringe f.eks. frugt og nødder mellem staterne i Australien, noget de faktisk håndhæver rimeligt strengt. Senere blev vi faktisk stoppet af politiet fordi jeg havde kørt for stærkt. De fleste steder må man køre 110 udenfor byerne, men han havde målt mig til at køre 117 km/t i et område med 100 km. begrænsning. Efter at have pustet i alkometret, fik jeg dog lov til at køre videre med en advarsel. Frugten i bagagerummet opdagede han ikke! :-)

Vi fortsatte langs kysten gennem Portland og Port Fairy til Warrnambool, hvor vejen Great Ocean Road starter. Vi så de første flotte klippeformationer, før vi fandt et hyggeligt motel i Peterborough, Schomberg Inn. Vi spiste aftensmad på stedets restaurant, og det var rigtig god mad. Alt i alt en MEGET bedre oplevelse end dagen før...

Torsdag morgen kørte vi langs Great Ocean Road - og foretog en hel del stop! Først ved 'London Bridge', hvor den ene 'bro-hvælving' dog er styrtet i havet for få år siden. Videre til 'The Arc' og igennem Port Campbell by. Vi kom til et helikopter firma som flyver langs de mange flotte klippeformationer, og Jette & Jane ville meget gerne op og flyve en tur. Personligt ville jeg også gerne, men jeg har jo noget med højder, så de måtte tage turen på egen hånd. De kravlede op i den relativt store helikopter, og på bare 10 min. passerede de mange af formationerne - heribland den mest kendte - 'De 12 Apostle'. De var glade da de kom tilbage, for det havde været en fed tur. I helikopteren er monteret 4 kameraer, så de købte en dvd med optagelsen af deres tur, og det er da en fed souvenir!

Efter flyveturen kørte vi videre til Lord Ard Gorge og derefter til 'De 12 Apostle'. Der har oprindeligt været 12 klippeformationer der har lagt navn til stedet, men idag er der kun 6 tilbage. Det er sjovt at tænke på, at de nu står ensomt ude i vandet, mens resten af klipperne er eroderet væk omkring dem. Vi satte bilen i 4-hjuls træk, og kørte op til et flot udkigspunkt ved Moonlight Head. Vi fortsatte ned til Cape Otway, men på vejen stoppede vi et par gange. Her så vi nemlig koala bjørne, som var i eucalyptus træerne langs vejen. De sidder og sover ca. 20 timer i døgnet, men vi så da også en hel del der spiste af bladene og klatrede rundt. Det var egentlig meningen at vi skulle have set fyrtårnet ved Cape Otway, men da det kostede 60 kr. i entré kørte vi igen!

Vi fortsatte til Apollo Bay, hvor vi kørte op til 'Marriners Lookout'. Derfra er en skøn udsigt over både byen og bugten. Vi fortsatte mod Angelsea, men stoppede på vejen og så en masse kakaduer. I Angelsea købte vi pizzaer, som vi spiste på en bænk på byens legeplads. Ikke ligefrem verdens bedste pizzaer, men vi havde heldigvis nok af både cola og rødvin. Omkring solnedgang så vi fyret ved Split Point - og det var gratis! :-)

Det var ikke så nemt at finde et sted at sove, så vi måtte tage et værelse på Surfcoast Resort Motel. Det var lidt pebret i pris, men der var nu også både et pænt køkken og spa-bad. Fredag morgen kom vi til slutningen af Great Ocean Road i Torquay. Egentlig blev vejen bygget af krigsveteraner, og har staus som et krigsmonument. Der er mange udsigtspunkter med mindetavler, stauer m.m. - og egentligt er det et 300 km. langt mindesmærke! Det betegnes som én af de smukkeste køreture i verden, og jeg er i hvert fald rigtig glad for at have kørt strækningen! Vi fortsatte ind til Melbourne, hvor vi fik et par værelser på Hotel Miami, hvor vi jo havde boet før. Vi fortsatte øst om byen (efter en tur eller to over West Bridge), og så sydpå til Phillip Island. Vi kørte rundt på øen og så bla. byen Cowes, før vi kørte ned til øens sydvestlige hjørne. Her kan man nemlig opleve 'Pingvin Paraden' hvor de søde små 'blå' pingviner (den mindste af de 17 arter af pingviner) lige efter solnedgang kommer ind fra havet med mad til deres unger. Vi sad derfor småfrysende og ventede, og så pludselig begyndte de at dukke frem. De samlede sig oftest i små grupper før krydsede stranden og vraltede ind til deres reder... og unger. Der var (desværre) et totalt forbud mod at fotografere dernede, så I må tage vores ord for at det var sødt! Vi fik varmen igen i bilen, for der var 130 km. tilbage til Melbourne.

Lørdag var en ren transportdag, for vi var jo i Melbourne - og søndag morgen skulle vi flyve ind til Uluru (Ayers Rock) - fra Sydney. Vi havde snakket om at aflevere bilen i Melbourne i stedet, og så flyve til Sydney, men jeg var frisk på at køre de 862 km. - så det gjorde vi! Der var tid til masser af hyggesnak undervejs, og Hume Freeway til Sydney er en fin motorvej, så man kan holde en fin hastighed hele vejen. Vi spiste frokost i Gundagai nordøst for Australiens hovedstad Canberra, men vi droppede køreturen igennem 'Australia Capitol Territory' og fortsatte videre mod Sydney. Vi spiste rigtig god aftensmad på en thai restaurant i Liverpool 20 km. vest for Sydney, og overnattede på et Formule 1 Hotel i samme by, bekvemt nok lige ved den (betalings) motorvej der kører til lufthavnen. Jeg indrømmer gerne at jeg var træt efter den lange køretur den dag, men det var en billig og forholdsvis nem måde at komme det lange stykke på. Benzinen koster kun 4 - 4,50 kr. pr. liter, og når man er 3 om at dele, bliver det jo rimeligt billigt. Alt i alt kørte vi ca. 2.800 km. på de 5 dage.

Søndag morgen kørte vi ud til lufthavnen, afleverede bilen hos Europcar og tjekkede ind på Qantas flyet til Ayers Rock Airport...

Melbourne

Uha, jeg er kommet langt bagud med mine blogindlæg, men nu sker der noget! :-)

Torsdag d. 8/1 fløj jeg fra Auckland til Melbourne med en mellemlanding i Sydney. I Melbourne skulle jeg bo de første 3 dage (indtil Jette & Jane kom) på Elephant Backpackers lige ved Flinders Street Station. Det er simpelthen så centralt i byen, som man overhovedet kan komme til at bo. Jeg havde booket et enkeltværelse, og det kostede 150 kr. pr. nat, hvilket vel er ok midt i Melbourne. Men da jeg ankom til hostlet havde de kun reserveret til mig i 2 nætter, og der var fuldt booket den 3. nat. Det blev jeg selvfølgelig noget sur over, men det skulle vise sig at være heldigt nok! Da jeg kom til mit værelse fik jeg flashback fra "White House Hotel" i New York. Det er reelt bare en KÆMPE stor sovesal, med nogle meget tynde bræddevægge på 2½ meters højde - uden loft! Dvs. der er et loft ca. 4½ m. oppe, men der var åbent overalt. Det betyder jo så at der altid er lys, larm og støj fra de ca. 100 andre der sover, kommer og går hele tiden! "Værelset" var også kun på 3 m2. men det generer mig nu ikke så meget. Det værste var dog, at bad og toilet var direkte uhumske... og køkkenet vist ALDRIG bliver gjort rent! Nå, men jeg måtte jo få det bedste ud af det, så jeg kontaktede det hotel hvor jeg skulle bo sammen med J & J, og de havde da et værelse til mig den "manglende" nat. Fedt nok, og det kunne da ihvertfald ikke blive værre end Elephant Backpackers!!!

Fredag tog jeg på seightseeing i byen, og da jeg boede midt i centrum var der selvfølgelig kort afstand til alt. Jeg startede med at gå ned til Federation Square, hvor byens store informationscenter samt flere museer ligger. Det hele er placeret på en overdækket banegrav lige ned til Yarra floden der løber igennem Melbourne. Jeg tog en tur med byens gratis Circle Tram, der er en sporvognslinje der kører en rundtur gennem byen. Melbourne har et meget omfattende sporvognsnet, og det er jo lige mig! :-)

Jeg stod af ved Bourke Street Mall og gik lidt rundt. Jeg besøgte byens Chinatown og spiste kinesisk 'smorgåsbord' (???) hvilket var kinesisk buffet. Hvorfor der lige skal blandes et svensk ord indover aner jeg ikke. Om aftenen tog jeg ud til Port Melbourne hvor jeg mødtes med Amanda i hendes frisørsalon. Emma og jeg mødte Amanda i Hanoi i sommer, og hun havde lovet mig en rundtur når jeg kom til Melbourne. Vi var ude at spise sammen og fik senere en øl på den lokale pub, før vi kørte en tur rundt i byen. Vi var bla. ved St. Kilda og kørte også på den vejstrækning der bruges, når der køres Formel 1 i byen. Så nu kan jeg da sige at jeg har kørt på en Formel 1 bane i en rød VW Beetle! :-)

Vi aftalte at mødes igen søndag til en hygge/slappe af dag. Lørdag morgen tjekkede jeg ud fra mit hostel og tog sporvognen til Miami Hotel, der ligger lidt nord for centrum. Her fik jeg et ganske fint værelse, som endda kun var marginalt dyrere end Elephant Hostel. Jeg tog til Queen Victoria Market, der som navnet antyder er... et marked! Dem har jeg selvfølgelig været på hundredevis af, men det her er nu udemærket. Jeg fik købt mig en ægte 'australien hat' - og så kan min grimme kasket fra Darwin ryge ud. Jeg tog på St. Kilda Beach (ca. 10 km. fra centrum) der var fyldt med mennesker, men det var selvfølgelig også en lørdag. Jeg blev hevet med i en beachvolley kamp, fik badet og slappet af. Jeg var også i forlystelsesparken 'Luna Park' der har gratis adgang. Jeg prøvede en tur i den store hvide rutschebane, fik en is og nød det gode vejr. Jeg tog den gule 'humle-bi' sporvogn tilbage til centrum, og gik en lang tur ved floden om aftenen.

Søndag skulle jeg have været sammen med Amanda igen, men hun måtte desværre aflyse da hun var blevet syg. Super ærgeligt, for man er jo ikke lige så tit i nærheden af Melbourne! I stedet tog jeg til Crown Entertainment Complex, som rummer indkøbscenter, biografer og casino. På sidstnævnte vandt jeg 300 A$ på rouletten, og det hjalp da noget på humøret, og så snakker vi slet ikke om, at overskuddet var tæt på 600 A$ på et tidspunkt. Om aftenen tog jeg shuttle bussen ud til lufthavnen for at hente Jette & Jane. De ankom sent om aftenen og var egentlig forbavsende friske, i betragtning af den over et døgn lange rejse fra København. Vi tog til vores hotel hvor vi snakkede og hyggede.

Mandag morgen tog vi sporvognen ind til centrum, hvor vi først gik lidt rundt - og så tog vi 'Circle Line' sporvognen. Vi stod af ved havnen i Docklands, og gik og nød de mange spændende bygninger og den sjove gadekunst. Vi endte ned ved Yarra floden hvor vi gik over samtlige 4 broer i centrum. På Federation Square så vi 'Bedazzled Kids' underholde med sang og dans - ikke mindst fra Disney og High School Musical. Det var nemt at se "vores egne" børn på samme måde, og det er jo skønt at børn er så ens overalt. Vejret var klaret op, så vi gik til Eureka Tower, hvor vi tog op til observatoriet på 88. etage. Man har et rigtigt flot syn over byen, selvom det ikke lige var Janes kop te. Jeg er jo heller ikke vildt begejstret for højder, men det gik. Direkte ubehageligt var det dog at se 'The Edge' som findes på samme etage. Det kan bedst beskrives som en stor glas skotøjsæske der bliver skubbet ud fra bygningen. Den har så et gulv af glas, og på den måde kan man så kigge direkte ned. Jeg fik det dårligt bare af at se æsken køre vandret ud, og der var da heller ingen af os der skulle nyde noget. Vel nede på jorden igen, gik vi en tur igennem Chinatown og spiste aftensmad på en malaysisk restaurant.

Tidligt tirsdag morgen tog vi så i lufthavnen og fløj med Virgin Blue til Adelaide...

New Zealand

Jeg har jo tidligere nævnt, hvor fedt det er at have sine egne 'hjul' på New Zealand, uanset om man lejer/køber en alm. bil, en lille campervan som min - eller et kæmpe mobilhome. Der er nemlig HELE tiden en lille vej man vil ned ad, stoppe en million steder... eller bare cruise! De (relativt få) jeg har mødt der har rejst rundt med bus, har alle været kede af den løsning - og det forstår jeg udemærket godt !

Her er så et lille indlæg om prisen for 'friheden'...

Leje af micro campervan i 24 dage (39 NZ$ pr. dag) = 936 NZ$/2.902 kr.
Leje af køleskab, dyne/pude/sengetøj, bord/stole = 120 NZ$/372 kr.
Ekstra forsikring der nedsatte selvrisikoen til nul = 280 NZ$/868 kr.
Ialt = 1.336 NZ$/4.142 kr.

Jeg kørte ialt 3.875 km. og brugte 310,45 l. benzin. Det kostede 429 NZ$/1.330 kr. Det giver 12,48 km/l. eller 34 øre pr. km. (i benzinudgift). Ikke dårligt, når man tænker på at det var en rimelig gammel bil, og at mit køleskab og aircon'en var til det meste af tiden jeg kørte på vejene.

Hertil kommer prisen for de 3 små færger = 34 NZ$/105 kr.
Parkering (primært i Wellington og Auckland) for ca. 120 kr.
Ialt har bilen altså kostet mig 5.697 kr. for 24 dage (237 kr. om dagen).

Skal regnstykket fuldføres, så kostede de 22 overnatninger på campingpladser og Holiday Parks ialt 396 NZ$/1.228 kr. 
Så havde jeg 3 overnatninger på motel, cabin og hostel til 157 NZ$/487 kr. som ikke er regnet med i ovenstående.

Dvs. New Zealand har kostet mig 7.412 kr. (+ 1.962 for returbilletten fra Melbourne til Auckland) = 9.374 kr. 
Hertil kommer selvfølgelig udgifter til mad/drikke, seværdigheder, entré, bådture, internet, souvenirs osv.

Alt i alt har det været en fed måde at rejse rundt på NZ på !

Jeg har lagt et billede ud af min rejserute, men hvis du vil se et mere detaljeret kort, kan du hente det herunder. 
Bemærk dog, at kortet kun dækker New Zealands Nord-ø, da jeg slet ikke var på Syd-øen...

http://www.tryllehest.dk/blog/nz_map_mfh.pdf

Taupo>Auckland

Jeg kom til Rotorua sidst på eftermiddagen. Jeg havde booket en plads på 'All Season Holiday Park' (15 NZ$) - hvis største træk plaster er... at der ikke lugter af rådne æg på deres campingplads! Nogle gange inde i byen er det ikke så slemt, mens på andre tider får jeg bare lyst til at knække mig... Men jeg er også sart når det kommer til stærke lugte (bare spørg Robert ! :-)

Jeg kørte en aftentur rundt om søen, og stoppede ved Skyline Skyrides gondolbanen. Turen op til toppen giver én et flot udsyn over Rotorua by og søen, men det var nu de små gokart (luges) der faktisk lokkede mest. Man kan købe en kombi-billet med forskellige antal ture inkluderet, og jeg besluttede mig for 3 ture. Der er nemlig 3 forskellige baner ned ad bjerget. Jeg startede med den de kalder 'Scenic route' som er en asfaltbane der kører langs med bjergkanten, og det meste af tiden har man et flot udsyn (hvis man kan nå at nyde den). Næste tur var på 'Intermidiate course'... som lige er lidt stejlere (og med længere 'lige-ud' strækninger) så man rigtigt kan få fart på. Man kan selv bremse med rattet, så man vælger selvfølgelig selv hvor stærkt det skal gå. Sidste tur var på 'Off-road' banen, der er en vild græs og grus bane, hvor man i bedste rally-stil virkelig kan komme rundt i svingene. Pisseskægt for at sige det ligeud ! Det der var "minus-sjovt" var til gengæld turen tilbage op på toppen efter hver tur ! Det foregik nemlig med en lille stolelift (ligesom en ski-lift) hvor de små slæder på smart måde bliver hægtet fast under 'havebænken' (som Anne kaldte den) og på den måde kommer med op på toppen igen. Hver tur med stoleliften tog omkring 10 min. - og de var IKKE sjove for mig !

Du kan se lidt video derfra her : http://www.youtube.com/watch?v=Q6KpZQrtK84

Men jeg overlevede selvfølgelig, og kunne så grine af dem der prøvede 'SkySwing' maskinen på toppen. Man bliver hejst op mellem to tårne og sluppet, og så ryger man ellers bare derudaf med 180 km. i timen, selvfølgelig forstærket af at man er på toppen af et bjerg. Tak for kaffe !!!

Mandag morgen kørte jeg de 25 min. sydpå til Wai-O-Tapu. Her så jeg (sammen med 500 andre) den berømte 'Lady Knox Geyser'. Den springer hver dag kl. 10.15 - og grunden til at man ved den gør det så præcist, er at man simpelthen får den til det. Under det lille krater er to kamre med vand. Det ene er meget varmt (ca. 135 grader) mens det andet er ca. 90 grader varmt. Man smider så et stykke sæbe ned i krateret, og det bryder overfladen og de to forkellige temperaturer gør så at vandet sprøjter op ad geyseren og fordamper. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, men normalt en times tid. Før der nu er nogen som farer i blækhuset og skriver "Snyd og bedrag og Disney..." - så vil jeg skynde mig at tilføje, at denne geyser ville springe af sig selv under alle omstændigheder. Det ville i så fald være ca. hver anden dag, og ikke nødvendigvis når der (som nu) sidder 500 tilskuere og kigger på - som hver har betalt 85 kr. Big business... :-)

Du kan se en video med 'Lady Knox' her : http://www.youtube.com/watch?v=uvOpX97bfpY

Entréen dækker dog også resten af området ved Wai-O-Tapu, så man kan også se de mange dampene (og lugtende) kratere, og de mange pæne søer og vandhuller med de beskrivende navne, såsom 'Kunstnerens palette', 'Champagne poolen' og 'Djævelens bad'. Sidstnævnte har den klammeste grønne farve, der ikke ser helt rigtig ud på billedet. Den er meget mere 'giftig-grøn' i virkeligheden! På det tidspunkt havde jeg fået mere end nok af stanken, og besluttede at droppe Te Puia og Whakarewarewa (der er flere geysere og stinkende vandhuller) nede midt i Rotorua, og i stedet sætte kursen nordpå - mod Bay of Plenty.

Køreturen fra Rotorua til Thames tog ca. 4 timer. Thames ligger i den sydvestlige ende af en landtange ved navn Coromandel. Fra Thames er der ca. 85 km. helt ud til spidsen og så er den ca. 35 km. bred. Jeg boede på 'Dickson Holiday Park' lige uden for byen og det var et hyggeligt sted. Ejeren virkede dog en smule småskør, men hvem er ikke det ?! :-)

Tirsdag morgen kørte jeg langs kysten nordpå til Coromandel Town. Her kan man nemlig komme med den lille 'Driving Creek' togbane. Det er egentlig en halv-gal ingeniør og pottemager (skøn kombination, ikke ?) som byggede den i løbet af 27 år. Han byggede den for at fragte ler ned ad et lille bjerg til sit potteværksted, og det bliver den stadig brugt til idag. Jeg er dog sikker på at størstedelen af omsætningen kommer fra turister som mig selv, der tager med det lille tog på den 3 km. lange strækning. Det er en meget smal-sporet bane, som zig-zagger sig op af bjerget, så snart kører man forlæns... og snart baglæns. På hele strækningen er der udsmykket med lerfigurer og 'flaske kunst' - og der er sjove broer og tunneller undervejs. På toppen ligger 'Eyefull Tower' (ja, det er grineren!) og derfra har man en flot udsigt over en stor del af Coromandel. Efter det lille stop går turen så ned ad samme rute. En sjov lille bane, som børn (og andre tog-barnlige sjæle) kan nyde! :-)

Du kan se lidt video fra turen her : http://www.youtube.com/watch?v=5Z38FefnDIE

Bagefter kørte jeg østpå til Whitianga, men var på det forkerte tidspunkt mht. tidevandet, så jeg kunne ikke komme ned på stranden ved 'Hot Water Beach'. Her kan man ellers leje en skovl og grave sit eget lille hul i sandet. Det bliver så fyldt med varmt vand, og så har man sit eget lille spa bad. I stedet kørte jeg videre sydpå og til sidst tilbage til Thames. Her brugte jeg så aftenen på at 'muge ud' i bilen, for der samler sig jo selvfølgelig lidt sammen på sådanne 3 uger !

Onsdag morgen kørte jeg til Auckland og satte kursen mod byens tennis stadium, for Caroline Wozniacki skulle nemlig spille i ASB Classic den dag. Da jeg var yngre fulgte jeg meget med i tennis, men jeg har dog aldrig været til en 'live' kamp. Der var stadig enkelte ledige pladser tilbage på Centre Court - til en pris på ca. 120 kr. Ikke galt, når man faktisk kan sidde og se hele 6 kampe. Carolines kamp var dagens anden, så jeg gik en tur rundt på anlægget. Det er jo ikke Wimbledon, men et fint lille anlæg, og alting ser jo altid pænere ud i strålende solskin. Jeg hilste lige kort på hende da hun varmede op, og hun er jo en køn pige. Hun spillede mod Jill Craybas fra USA, og selvom det var med lidt besvær kom hun videre til 3. runde med en sejr på 6-4 7-5. Jeg ventede lige lidt og så om hun kom ud, for det kunne da være sjovt at sige tillykke - og måske score en autograf og et billede :-)

Men jeg så hende ikke, og så måtte jeg køre uden at få den oplevelse. Jeg afleverede min skønne lille campervan (snøft) efter jeg havde smidt rygsækken af på "Borders Beyond" hvor jeg skulle bo den sidste nat. Klokken var 16.30 - så jeg droppede et besøg på Auckland museum og gik i stedet en lang tur i byen. Egentlig ville jeg have været en aften-tur i 'Sky Tower', men pga. ferietid (og det perfekte vejr), var der en laaaang kø... så det droppede jeg. De praler godt nok med, at med en højde på 328 m. så er det det højeste tårn på den sydlige halvkugle (endnu en af "den" slags), men det er en sandhed med visse modifikationer. For observationsdækket er "kun" i 220 meters højde, og det vil jo ikke engang placere det på min personlige Top10 liste over høje bygninger! I stedet skypede jeg lidt med Anne, inden jeg gik tilbage til mit hostel og pakkede færdigt.

Torsdag formiddag tog jeg bussen til lufthavnen og fløj til Sydney, hvor jeg sidder nu - og venter på mit fly til Melbourne...

Wellington>Taupo

Jeg kørte nordpå og første stop blev i Masterson, hvor jeg - tro mod traditioner for 1. januar - spiste på McDonalds ! ;-)

Videre til Dannevirke, men bortset fra et par vikingeskilte og et par danske gadenavne såsom 'Denmark', 'Hamlet' og 'Christian' Street - var der nu ikke meget dansk over stedet.

Ud på eftermiddagen nåede jeg til Hastings, som er en hyggelig lille by, men som resten af landet var den ret lukket nytårsdag ! Jeg gik en tur og beundrede de mange flotte bygninger. Byen blev næsten totalt ødelagt af et stort jordskælv i 1931, så langt de fleste bygninger er i samme stil... Art Deco. Jeg var en tur i biffen og så den nye Jim Carey film 'YES man'. Han er jo (næsten) altid sjov - og i denne spiller han bare rigtigt godt. Jeg fik en plads på Arataki Holiday Park (16 NZ$) lidt udenfor Hastings.

Fredag kørte jeg til Clifton hvorfra man har udsigt til 'Cape Kidnappers'. Jeg kom ½ time for sent til traktor turen ud til gannet fuglene, men det overlever jeg nok. Kørte videre til Napier, der ligesom Hastings blev jævnet med jorden i 1931. Der er endnu flere flotte huse, og som nævnt er langt de fleste i samme 'Art Deco' stil. Man skal forestille sig noget med bløde pastelfarver og linier - lidt á la 'Miami Patruljen'. Ved vandet har de en lille pige siddende på en sten : "Pania of the Reef" - og helt ligesom vores egen 'Lille Havfrue' har denne også mistet hovedet... og fået det igen ! :-)

Fra Napier satte jeg kursen mod Taupo. Jeg boede på Lake Taupo Top10 Holiday Park - der var propfuld! Jeg kunne kun få en 'telt-plads' uden strøm (23 NZ$), men det var nu også ok. Lørdag kørte jeg de få km. ud af byen til Huka Falls. Jeg havde bestilt en tur med 'Huka Jet' som er en lille speedbåd, der suser ned ad Waikato floden til Aratiatia dæmningen, og derfra tilbage forbi det store hydro-elektriske kraftværk op til selve vandfaldet 'Huka Falls'. Selve faldet er ikke så stort, men vandstrømningen er kolossal. Det er nemlig det eneste afløb fra Lake Taupo, og det kan fylde et olympisk størrelse svømmebasin på bare 7 sek. (for at sætte lidt perspektiv på).

Huka Jet'en er noget af det sjoveste jeg i mit liv har prøvet. Den sejler helt ind under træerne, kurs mod bredden, træstubbe, søgræs eller andre ting der er 'i vejen' og så drejer man af i sidste øjeblik, eller passerer det mere sidelæns end forlæns. Fuld fart på - og så 360 graders vendinger forlæns... og baglæns! Kanon sjovt, og jeg havde egentlig bestemt mig for en 2. tur (som man får til halv pris), men så skulle jeg vente nogle timer og det gad jeg ikke - specielt da det dér begyndte at regne. Men det var en rigtig sjov oplevelse, selvom prisen på 300 kr. for ½ time nok afskrækker.

Du kan se to af mine filmklip fra turen med 'Huka Jet' her :
http://www.youtube.com/watch?v=kM6pMgx4Ugk
http://www.youtube.com/watch?v=zUCEx3H8Ww0

Da turen var forbi kunne man købe nogle billeder af én selv i båden, men 125 kr. synes jeg nu alligevel var i overkanten. Godt nok får man 3 billeder i standard 'forlystelses-billede' størrelse samt en cd-rom med lidt videoklip, men alligevel. Hvad gør en rigtig hustler så ? Han lærer selvfølgelig den 14 cifrede kode fra fotopakken udenad (takket være mange års 'nørd-liv' som tælleholdsleder) og så kan man nemlig på nettet downloade sine billeder. Koden får man naturligvis med i pakken, men jeg snød mig altså til mine billeder, og jeg ved at Anne, Carsten & Dianga vil være stolte af mig ! :-)

Jeg var også oppe ved udkigspunktet ved selve vandfaldet, og kørte en tur langs kysten forbi '2 Mile Bay', '3 Mile Bay', '4 Mile Bay' og... rigtigt gættet '5 Mile Bay'! Meget opfindsomt. Selve Taupo er en hyggelig by, men den var proppet med turister, og det er jo prisen for at rejse i højsæsonen. Vejret var ikke det allerbedste, så jeg var på net-café og om aftenen skypede jeg med Jette... som glæder sig meget til at komme til Australien.

Hvis nogen skulle undres, så nej - jeg har ikke kontaktet MaryAnn. Hun bor (eller ihvertfald boede) jo lidt udenfor Taupo, og jeg har da også kigget lidt efter hende på gaden. Men der er gået for lang tid og det ville være meget underligt at støde ind i hende. Men, det skete altså heller ikke. Jeg var ude at se det sted hvorfra Carsten sprang bungy jump, og jeg forstår ham da godt. Magen til flot sted at gøre det, skal man vist lede længe efter ! Jeg forstår omvendt også godt min søster - for der er fandme langt ned !!! :-)

Søndag vågnede jeg op til perfekt vejr, og jeg pakkede sammen og kørte ned til havnen. Jeg var på et 3 timers cruise med sejlbåden "Barbary", hvor vi bla. så nogle flotte (men moderne) udskæringer i klipperne. Det er fint nok at sejle i almindelighed, men en rigtig sejlbåd er nu noget helt særligt, specielt når man lægger sig helt op i vinden, og rælingen er bare få cm. fra vandoverfladen. Anne & Carsten havde også sejlet med "Barbary" tilbage i 1995, og skipperen Bill (og hans kone) besøgte dem i 1997. Bill har nu trukket sig tilbage, men sejler stadig engang imellem. Hans børnebørn var på besøg så han havde desværre ikke tid til at komme ned og sige hej, men nu har han fået Anne & Carstens mailadresse, og så må vi jo se. Efter sejlturen satte jeg kursen nordpå - mod Rotorua... og STANKEN !!!

Wanganui>Wellington

Mit første stop var i Palmerston North, hvor jeg gik mig en tur i området omkring 'The Square'. Der er nogle pæne bygninger omkring torvet, men så heller ikke mere.

Jeg kom til New Zealands hovedstad Wellington sent tirsdag eftermiddag. I Palmerston North havde jeg ringet til de tre campingpladser der er i nærheden af Wellington, og jeg havde fået en plads på dén i Hutt, som er den tætteste på byen - ca. 13 km. fra centrum. Det er en stor campingplads, og jeg ved ikke om det er storbyen der slår igennem, men med en pris på 35 NZ$ (ca. 110 kr.) for en campingplads, er det den klart dyreste jeg har boet på indtil nu. Egentlig behøvede jeg ikke en fin campingplads med strøm, for jeg havde med vilje kørt mit køleskab helt i bund... hvis jeg nu ikke kunne finde et sted at bo pga. nytår. Men det nærmeste sted at 'fri-campe' er over 50 km. fra Wellington, og det vil selvfølgelig være noget irriterende at skulle køre 3-4 gange!

Jeg kørte op på Mt. Victoria som ligger øst for byen. En snoet lille vej fører derop (gudskelov for min bil) og fra toppen har man en flot udsigt over byen. Eller ihvertfald så flot den nu er, når vejret ikke helt viser sig fra sin bedste side. Så fik jeg også på egen krop følt hvorfor man kalder byen "Windy Wellington" - for godt nok stod jeg på en bakketop, men det blæste altså mere end en halv pelikan !

Du kan se lidt video fra Mt. Victoria her : http://www.youtube.com/watch?v=8cnrS9avOq0

Onsdag var 'store sightseeing dag' - selvom det var nytårsaften. Jeg besøgte først byens i-Site for at høre om det havde nogen betyding ift. seværdigheder, museer m.m. Det mente de nu ikke det havde, og kunne samtidig fortælle mig om den store fest på Civic Square, og at der nok ikke ville blive noget fyrværkeri fra havnen ved midnat pga. blæst. Nå ja, der er jo nok en masse andre der fyrer krudt af, så det går nok...

Wellington er en by rig på kultur, men til gengæld billig som turist ! Gratis ting jeg oplevede den dag : Entré og rundvisning i Parlamentet, Det Nationale Bibliotek, Katedralen, Cable Car Museet, Botanisk Have, City Galleria, Town Hall og Te Papa (Nationalmuseet). Den lille røde Cable Car kostede 15 kr. for en returbillet - og dyreste post var parkeringen til ialt 70 kr. :-)

Jeg startede med en times rundvisning i parlamentet og det tilhørende bibliotek. Vi kiggede også indenfor i den skægge 'bi-kube' bygning der indeholder regeringskontorer. Vi så også selve mødesalen hvor landets 122 folkevalgte styrer landet, og vi fik endda lov at gå rundt i salen. Bagefter gik jeg en tur på Nationalbiblioteket og gik derefter indenfor i Wellingtons flotte katedral. Jeg tog med kabelbanen op til det lille museum på toppen og gik en tur i botanisk have. Jeg havde håbet på en masse flotte blomster, men det var nu mest træer og buske jeg så på min rundtur. Nede i byen igen, var jeg rundt på nogle af shopping gaderne, før jeg kom til Civic Square. Rundt om pladsen ligger bla. byens bibliotek, rådhus og kunstgalleri. Der er iøvrigt mange kunstværker rundt omkring på gaderne, og de er ofte et skægt eller pudsigt indslag i gadebilledet. På Civic Square var man ved at gøre klar til byens store (familie) nytårsfest, og jeg tror ikke der normalt står en masse transportable toiletter foran rådhuset! :-)

Nytårsfesten er som sagt en familie fest, og hele indre by er alkoholfrit område. Det er det nu også til hverdag, ligesom det er i rigtig mange byer i NZ. Jeg sluttede min sightseeing dag af på det afsindigt flotte Te Papa der er NZ's Nationalmuseum. Jeg var der i over 2 timer (indtil de lukkede) og fik stadig kun set en lille del. Nationalmuseum kan måske lyde lidt kedeligt, men tænk mere eksperimentarium end museum. Masser af 'hands-on' ting samt f.eks. en udstillet kæmpe blæksprutte (og jeg mener KÆMPE !!!)

Jeg spiste en dejlig stor (og dyr) steak på en restaurant i byen, og kørte så tilbage til campingpladsen for at tage mit festtøj på (læs : helt rene shorts og en t-shirt). Da jeg kom derud virkede min kode ikke til porten, og i receptionen fik jeg forklaringen : De troede at jeg kun ville blive den ene nat... og alle pladser var besat! Hmmm... sat på gaden nytårsaften kl. 20. Jeg blev dog 'reddet', da de havde fået en aflysning på en cabin, og den kunne jeg så få - endda til samme pris som min campingplads (35 NZ$). Normalt koster den 50, så det er nu ikke fordi der er så stor forskel, men nu havde jeg da et sted at sove, og så en rigtig seng på nytårsaften (efter at have sovet på sofaen hos Birgitte & Robert en hel del gange). En 'cabin' er bare et meget enkelt værelse i en lille blok, indeholdende en enkelt- og en køjeseng, gardiner for vinduet og så er dét det. Men mere behøver jeg jo heller ikke.

Så kørte jeg tilbage til byen, og på vej ind til centrum blev jeg stoppet i en stor politirazzia. De var ligeglade med kørekort, men ville bare have mig til at blæse i alkometret. Eller det var ihvertfald hvad jeg troede, da politimanden bad mig tælle til 10. Jeg trak vejret ind dybt, begyndte at puste det bedste jeg har lært - imens jeg talte til 10 indvendig. Han fjernede alkometret, kigge forundret på mig - og spurgte : "Hvad laver du ???" Det forklarede jeg så, hvorefter han grinede højt og bad mig om bare at tælle til 10 ned i måleren. Da jeg nåede til 7 bippede den, og han viste mig displayet med 'NO ALCOHOL'. Noget smartere end vores 'pust-til-du-er-blå i-hovedet-version' ! :-)

Jeg fik lov til at køre videre, og jeg synes det er helt fint med sådan et check. Alle der kender mig, er vist klar over min holdning til det at køre bil og drikke alkohol ! Det var som sagt en (gratis) alkohol-fri fest i midtbyen, og man havde endda haft en ekstra nedtælling kl. 21 - for de børn som ikke kan holde sig vågen til midnat. Meget betænksomt ! Der var bands og underholdning, og man havde regnet med 8-10.000 mennesker, men jeg tror nu kun ca. halvt så mange var mødt op. Jeg forlod godt nok festen lidt efter kl. 23, men vejret kan have lagt en dæmper på antallet af deltagere. Jeg blev dog noget forundret, da jeg GÅENDE på gaden på vej til min bil atter blev stoppet af politiet - og bedt om at blæse endnu engang. Godt nok vil man gerne have en alkohol-fri aften, men alligevel. Jeg kan godt huske hvordan det var at være f.eks. 16 år - og der var nytårsaften altid 'årets fest'. At man så kan blive stoppet GÅENDE på åben gade, er efter min mening lidt for nidkært...

Jeg kørte op til udkigspunktet på Mt. Victoria, og her sprang jeg så (bogstaveligt talt) ind i 2009 - sammen med ca. 100 andre. Det var blæsende og mildest talt pisse koldt (og jeg var selvfølgelig kun i shorts og t-shirt), men det var da meget hyggeligt. Jeg fik skålet (i Coca Cola) og der blev sunget et par sange. Alt i alt en helt standard oplevelse... bortset fra en ting : Fyrværkeri ! En ting var at der ikke kom noget centralt fyrværkeri show ved midnat, men ialt så jeg nok ca. 20 små usle raketter i den time jeg var deroppe. Det er åbenbart ikke noget de gør det i, men nu jeg tænker efter, har jeg faktisk heller ikke set noget krudt i butikkerne, når jeg har været ude at handle. Måske er det forbudt?!

Hvorom alting er, så kom jeg fint ind i det nye år - og omkring halv et kørte jeg hjem igen. På vejen fik jeg 'lov' til at blæse en 3. gang den aften, efterfulgt af et "Tak fordi du ikke drak" fra politiet. Tak for alle sms'erne, der var alligevel en hel del som huskede forskellen på det halve døgn! :-)

Torsdag morgen fik jeg lige snakket med Anne & Co. før jeg satte kursen nordpå. Far-Wellington (fik I den...?) og goddag til Dannevirke !!!