onsdag den 29. oktober 2008

Tioman

Flyturen fra Kuching til Johor Bahru (JB) forløb uden problemer, og fra lufthavnen kan man tage en bus direkte til Larkin busstationen udenfor Johor Bahru. Herfra fik jeg en bus til Mersing, og ankom lige i tid til dagens sidste båd til Tioman kl. 14.30 - som dog alligevel først sejlede kl. 15.20! :-)

10½ time efter at jeg havde forladt vores hostel i Kuching, blev jeg blev sat af ved Air Batang (ABC) på Tioman og fandt en hytte på Johan's Resort. Resort er dog en meget fin titel til Johan's - da det som de fleste andre steder i ABC, udelukkende består af nogle hytter og en restaurant. En del af stederne er iøvrigt ved at lukke for i år, da der ikke er mange turister i monsun sæsonen fra november til februar.

Der er ikke meget at lave i ABC udover at slappe af, men det passede mig glimrende. Anne & Carsten var på Tioman tilbage i 1995, og nogle af deres beskrivelser af denne jungleø passer stadig. Der er fortsat ingen rigtige veje på Tioman, men der er dog nu en cementsti fra Tekek til ABC, og et lille stykke asfalteret vej fra Tekek til Berjaya Resort. Tekek er hovedbyen på Tioman, og det er her man finder øens eneste hæveautomat, og der er endda blevet bygget en lille landingsplads, så små 48-sæders Dash-7 fly fra Berjaya Air nu kan lande på Tioman. Hver dag flyver de til og fra Singapore og Kuala Lumpur, og det er selvfølgelig en nem måde at komme til Tioman på. Tekek er samtidig en duty-free zone, så man kan købe billige øl, cigaretter og chokolade. En 200g Toblerone til 12 kr. er jo ikke det værste... men en Coca Cola koster nu det samme som andre steder !

Der er (rimelig) stabil elektricitet i ABC, og der var endda air-con i min hytte... rart - for det var pænt varmt. Om dagen er det pt. rimelig lavvandet, så man skal ca. 500 m. syd for ABC før stranden er god til badning. Jeg mødte en sød spansk familie, men da det kun var den ene kvinde der kunne engelsk (?) så var det en lidt pudsig oplevelse at snakke via "tolk". Restauranterne er kun åbne nogle ganske få timer af gangen, men maden er god og velsmagende. Den ene dag gik jeg en tur til Tekek, men ellers var jeg mest på stranden eller i hytten. Der er noget næsten "Phi Phi agtigt" over Tioman - et iøvrigt ganske udemærket træk !

En ting de dog ikke har på Phi Phi - er de kæmpestore monitor lizards. Man kan se dem overalt i ABC. Lige fra de "små" på 30-40 cm. til de helt store moppedrenge på 2 meter. Så kan gekkoerne altså godt gå hjem! En af dagene, da jeg kom ned ad trapperne fra min hytte, gik der en fætter på lidt over 1 meter rundt, og jeg tænkte at jeg ville tage et par billeder af den. Men da jeg satte foden på jorden (for at komme helt tæt på) blev jeg væltet omkuld af en 2 meter lang lizard - så både mit kamera og jeg havnede på jorden. Gudskelov at de er vegetarer, for den stod bare en meter eller to fra mig og spillede med tungen. Jeg lod kamera være kamera og klatrede i "sikkerhed" på trappen. Heldigvis var der ingen af de lokale børn i nærheden, for så havde de nok fået dagens klart billigste grin! :-)

Du kan se lidt video af én af de lidt mindre monitor lizards her : http://www.youtube.com/watch?v=6rRV_UYZrhE

Mandag formiddag gik jeg ned til jettyen (molen) og tog båden til Tekek. Herfra blev jeg kørt til Berjaya Beach, Golf & Spa Resort, hvor jeg havde booket en deluxe-chalet. Normalt koster de 5-600 kr. i døgnet uden forplejning, men på nettet havde jeg booket en pakke med 3 overnatninger, morgen- og aftensmad samt en snorkeltur, til en rigtig fornuftig pris! Det var tid til 3 dages luksus-forkælelse...

Du kan se en video rundvisning i min hytte her : http://www.youtube.com/watch?v=RTQv471-fFU

Det er klart det største resort jeg har boet på - med flere swimmingpools, strand, golfbaner og spa - samt alt fra gamerooms over tennisbaner til æsel rideture på stranden. Det er jo nok ikke så vildt for folk der altid bor på denne måde, men som "bonderøv" er det nu sjovt at prøve engang imellem. Buffetten på Sri Neleyan restauranten var ihvertfald ikke til at kimse af! Jeg mødte 4 fli<x>nke hollændere og vi tilbragte aftenen med at spille poker ved strandbaren - og der røg da mere end et par "Blue Lagoons" indenbords, før jeg ved 2-tiden kom i seng...

Tirsdag formiddag tilbragte jeg i poolen, og om eftermiddagen tog jeg en af resortets shuttle busser til Tekek efter "proviant" (læs : Toblerone :-)

Aftensmaden spiste jeg sammen med hollænderne, og bagefter spillede vi igen poker ved strandbaren. Samtidig underholdt resortets eget band og det hele havde næsten en slags "Hawaii hula-hula" stemning over sig... Meget hyggeligt! c",)

Onsdag skulle hollænderne med båden til fastlandet efter morgenmaden, og jeg tog på den snorkeltur der var inkluderet i min "SuperDeal" pakke. Man kunne vælge mellem en 6 timers tur til Koral-øen eller en tur til den nærmere Ringgis ø. Da vejret så lidt blandet ud, valgte jeg den korte tur, så var jeg da i det mindste tættere på resortet hvis vejret ikke artede sig. Der var fin sigtbarhed samt masser af både farverige fisk og koraller... (og jo, det begyndte at regne på et tidspunkt !)

Jeg har taget en masse billeder rundt på resortet, men det lykkedes mig dog aldrig at få taget et billede af swimmingpoolen magen til det fra resortets hjemmeside. Men jeg inkluderer det nu alligevel i fotoalbummet.

I morgen går turen så med båden tilbage til Mersing, og enten tilbringer jeg natten dér eller måske i Johor Bahru. Fredag aften flyver jeg med AirAsia til Jakarta på Java. da jeg har besluttet at droppe Sumatra i denne omgang. Det kunne da være fedt at komme dertil, men meget af det man tager til Sumatra efter (natur, jungle og aber) har jeg jo set på Borneo. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage og "rigtigt" opleve bla. Kuala Lumpur (og f.eks. Penang) og derfra er det jo en kort sejltur til Sumatra.

Så Indonesien "ready or not - here I come..." !