tirsdag den 14. oktober 2008

Kota Kinabalu

Kota Kinabalu - eller blot KK som den kaldes viste sig at være en rigtig storby! Der bor ca. 350.000 mennesker i byen, som er hovedstaden i provinsen Sabah, tilhørende den malaysiske del af det nordlige Borneo. Vi fløj dertil onsdag eftermiddag med en mellemlanding i Kuching. Vi fik et par værelser på Mandarin Hotel midt i byen, og gik en tur ned på det lokale marked. Ved siden af findes et filippinsk marked med mange mærkværdige madvarer. Vi spiste aftensmad på en rimelig vestlig restaurant, men dog stadig til "asien priser"! :-)

Torsdag morgen bestilte vi en pakketur gennem Wildlife Expeditions i KK. Vi fik tilrettelagt en 5 dages tur efter vores ønske, som skulle starte dagen efter. Vi gik ned til havnen, hvorfra man tydeligt kunne se den filippinske landsby på Pulau Gaya. Den er dog betragtet som 'off-limit' for turister, da der har været ballade og overfald i landsbyen. Vi tog i stedet en lille motorbåd ud til en anden ø - Pulau Sapi. Det er én af fem øer ud for kysten ved KK, og tilsammen udgør de Tunku Abdul Rahman National Park. Denne ø er ikke så stor, men vi fik badet og slappet af. Senere sejlede vi til Palau Manukan som er en noget større ø. Her gik vi lidt rundt på havnen og senere op til et viewpoint. Der var dog ikke ligefrem nogen speciel god udsigt deroppefra pga. vegetation, men vi så en ca. 1 m. lang øgle på vejen - formegentlig en monitor lizard.

På vej tilbage til KK begyndte det at STYRTE ned, og selvom bådturen nok kun tog 20 min. så var det et par druknede mus der sidst på eftermiddagen nåede tilbage til hotellet. Regnen druknede så også vores planer om at gå op til Signal Hill, hvorfra man skulle kunne se en flot solnedgang. Vi spiste aftensmad på 'Little Italy', og gik rimelig tidligt i seng. Så kunne vi også nå at "nyde" karaoke musikken som kom fra et sted i nærheden...